Skriftlig fremsættelse (25. januar
2006)
Beskæftigelsesministeren (Claus Hjort
Frederiksen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
udstationering af lønmodtagere (Forlængelse af
revisionsfrist)
(Lovforslag nr. L 132).
Med det foreliggende forslag ønsker
regeringen at forlænge revisionsfristen i lov om
udstationering af lønmodtagere.
Udstationeringslovens revisionsbestemmelse
blev sat ind i loven efter drøftelse med arbejdsmarkedets
parter. Formålet med bestemmelsen var, at man senere kunne
anvende de kollektive overenskomster på udstationerede
lønmodtagere, hvis der opstod problemer med social dumping
med hensyn til mindsteløn, der i Danmark alene er reguleret
i arbejdsmarkedets parters overenskomster. Parterne er enige om, at
der ikke er behov for ændringer på nuværende
tidspunkt, men der er fremsat ønske om, at lovens
revisionsbestemmelse opretholdes, således at
spørgsmålet om revision tages op igen senest den 1.
januar 2009.
Lovforslaget træder i kraft den 31.
marts 2006.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg anbefale
lovforslaget til Tingets velvillige behandling.