L 13 (som fremsat): Forslag til lov om
markedsføring.
Fremsat den 6. oktober 2005 af
familie‑ og forbrugerminister (Lars Barfoed)
Forslag
til
lov om markedsføring
Kapitel 1
Lovens formål og
anvendelsesområde
God markedsføringsskik
§ 1.
Erhvervsdrivende omfattet af denne lov skal udvise god
markedsføringsskik under hensyntagen til forbrugerne,
erhvervsdrivende og almene samfundsinteresser.
Anvendelsesområde
§ 2. Loven
finder anvendelse på privat erhvervsvirksomhed, samt på
offentlig virksomhed i det omfang, der udbydes varer og
tjenesteydelser på markedet.
Stk. 2. §§ 1, 3 og § 11,
stk. 3 og 5, nr. 1, finder ikke anvendelse på virksomheder
omfattet af lov om finansiel virksomhed, i det omfang
økonomi- og erhvervsministeren har udstedt regler på
de pågældende områder.
Stk. 3. § 11, stk. 2 og 4, og §§
13-14 finder ikke anvendelse på virksomheder omfattet af lov
om finansiel virksomhed.
Kapitel 2
Generelle regler om adfærd
på markedet
Vildledning, nedsættende omtale
mv.
§ 3. Der
må ikke anvendes urigtige, vildledende eller urimeligt
mangelfulde angivelser, som er egnet til at påvirke
efterspørgsel eller udbud af varer, fast ejendom og andre
formuegoder samt arbejds- og tjenesteydelser.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 gælder
også angivelser, der på grund af deres form, eller
fordi de angår uvedkommende forhold, er utilbørlige
over for andre erhvervsdrivende eller forbrugere.
Stk. 3. Der må ikke anvendes
vildledende fremgangsmåder af lignende betydning for
efterspørgsel og udbud som angivet i stk. 1 eller
fremgangsmåder af tilsvarende betydning, såfremt de
på grund af deres særlige form, eller fordi de
inddrager uvedkommende forhold, er utilbørlige over for
andre erhvervsdrivende eller forbrugere.
Stk. 4. Rigtigheden af angivelser om
faktiske forhold skal kunne dokumenteres.
Reklameidentifikation
§ 4. En reklame
skal fremstå således, at den klart vil blive opfattet
som en reklame uanset dens form og uanset i hvilket medium, den
bringes.
Sammenlignende reklame
§ 5.
Sammenlignende reklame omfatter enhver reklame, som direkte eller
indirekte henviser til en konkurrent eller til varer eller
tjenesteydelser, som udbydes af en konkurrent.
Stk. 2. Sammenlignende reklame, jf. stk. 1,
er tilladt efter denne lov, når sammenligningen
1) ikke er vildledende,
2) angår varer eller tjenesteydelser, der
opfylder samme behov eller tjener samme formål,
3) er objektiv og sammenligner en eller flere
konkrete og relevante egenskaber, der kan dokumenteres, og som er
repræsentative for disse varer eller tjenesteydelser,
herunder prisen,
4) ikke skaber forveksling på markedet
mellem annoncøren og en konkurrent eller mellem
annoncørens og en konkurrents varemærker, firmanavne,
andre karakteristiske kendetegn, varer eller tjenesteydelser,
5) ikke miskrediterer eller nedvurderer en
konkurrents varemærker, firmanavne, andre karakteristiske
kendetegn, varer, tjenesteydelser, aktiviteter eller øvrige
forhold,
6) for produkter med oprindelsesbetegnelse i
hvert enkelt tilfælde vedrører produkter med samme
betegnelse,
7) ikke drager utilbørlig fordel af den
anseelse, der er knyttet til en konkurrents varemærke,
firmanavn eller andre karakteristiske kendetegn, eller af
konkurrerende produkters oprindelsesbetegnelser og
8) ikke fremstiller en vare eller tjenesteydelse
som en imitation eller en kopi af en vare eller tjenesteydelse, der
er dækket af et beskyttet varemærke eller
firmanavn.
Stk. 3. I enhver sammenlignende reklame,
som indeholder særtilbud, skal det klart fremgå,
hvornår tilbudet ophører eller efter
omstændighederne, at tilbudet kun gælder, så
længe de pågældende varer og tjenesteydelser er
til rådighed. Gælder særtilbudet endnu ikke, skal
det tillige oplyses, hvornår perioden for den særlige
pris eller for andre særlige betingelser begynder.
Uanmodet henvendelse til bestemte
aftagere
§ 6. En
erhvervsdrivende må ikke rette henvendelse til nogen ved brug
af elektronisk post, et automatisk opkaldssystem eller telefax med
henblik på afsætning af varer, fast ejendom og andre
formuegoder samt arbejds- og tjenesteydelser, medmindre den
pågældende forudgående har anmodet om det.
Stk. 2. Uanset stk. 1 kan en
erhvervsdrivende, der fra en kunde har modtaget dennes elektroniske
adresse i forbindelse med salg af en vare eller en tjenesteydelse,
markedsføre egne tilsvarende produkter eller tjenesteydelser
til kunden ved elektronisk post. Dette forudsætter dog, at
kunden har mulighed for let og gebyrfrit at frabede sig dette
både i forbindelse med afgivelsen af adressen til den
erhvervsdrivende og ved efterfølgende henvendelser.
Stk. 3. En erhvervsdrivende må ikke
rette henvendelse til en bestemt fysisk person ved brug af andre
midler til fjernkommunikation med henblik på afsætning
som nævnt i stk. 1, hvis den pågældende over for
den erhvervsdrivende har frabedt sig dette, hvis det fremgår
af en fortegnelse, som udarbejdes af Det Centrale Personregister
(CPR) hvert kvartal, at den pågældende har frabedt sig
henvendelser, der sker i sådant
markedsføringsøjemed, eller hvis den erhvervsdrivende
ved undersøgelse i CPR er blevet bekendt med, at den
pågældende har frabedt sig sådanne henvendelser.
Ved telefonisk henvendelse til forbrugere gælder endvidere
reglerne om uanmodet henvendelse i lov om visse
forbrugeraftaler.
Stk. 4. Stk. 3 gælder ikke, hvis den
pågældende person forudgående har anmodet om
henvendelsen fra den erhvervsdrivende.
Stk. 5. Første gang en
erhvervsdrivende retter henvendelse som nævnt i stk. 3 til en
bestemt fysisk person, der ikke er anført i fortegnelsen fra
CPR, skal den erhvervsdrivende tydeligt og på en
forståelig måde oplyse om retten til at frabede sig
henvendelser som nævnt i stk. 3 fra den erhvervsdrivende. Den
pågældende skal samtidig gives adgang til på en
nem måde at frabede sig sådanne henvendelser.
Stk. 6. Der må ikke kræves
betaling for at modtage eller notere meddelelser om, at en
anmodning efter stk. 1 tilbagekaldes, eller at henvendelser som
nævnt i stk. 3 frabedes.
Stk. 7. Ministeren for familie- og
forbrugeranliggender kan fastsætte nærmere regler om
den erhvervsdrivendes informationspligt efter stk. 5 og om pligten
til at give adgang til at frabede sig henvendelser som nævnt
i stk. 3.
Vejledning
§ 7. Ved
tilbuds afgivelse, ved indgåelse af aftale eller efter
omstændighederne på leveringstidspunktet skal der gives
en efter formuegodets eller ydelsens art forsvarlig vejledning,
når denne er af betydning for bedømmelsen af godets
eller ydelsens karakter eller egenskaber, herunder især
brugsegenskaber, holdbarhed, farlighed og
vedligeholdelsesmulighed.
Kapitel 3
Forbrugerbeskyttelse
Markedsføring rettet mod
børn og unge
§ 8.
Markedsføring rettet mod børn og unge skal være
udformet med særlig hensyntagen til børn og unges
naturlige godtroenhed, manglende erfaring og kritisk sans, som
bevirker, at de er lette at påvirke og nemme at
præge.
Stk. 2. Markedsføring rettet mod
børn og unge må ikke direkte eller indirekte opfordre
til vold, anvendelse af rusmidler eller anden farlig eller
hensynsløs adfærd eller på utilbørlig
måde benytte sig af vold, frygt eller overtro som
virkemidler.
Salgsfremmende foranstaltninger
§ 9. En
salgsfremmende foranstaltning skal markedsføres
således, at tilbudsbetingelserne er klare og let
tilgængelige for forbrugeren, og værdien af eventuelle
tillægsydelser klart er oplyst.
Garanti
§ 10. Overfor
forbrugere må erklæring om ydelse af garanti eller
lignende kun anvendes, såfremt erklæringen giver
modtageren en væsentlig bedre retsstilling end den,
modtageren har efter lovgivningen.
Stk. 2. Ydes der garanti, skal den
erhvervsdrivende på klar og tydelig måde informere
forbrugeren om dens indhold og give de oplysninger, der er
nødvendige for at gøre garantien gældende.
Endvidere skal den erhvervsdrivende på en klar og tydelig
måde oplyse, at forbrugerens ufravigelige rettigheder efter
lovgivningen ikke berøres af garantien. Efter anmodning skal
den erhvervsdrivende udlevere garantien skriftligt. Skriftlige
garantier skal være affattet på dansk.
Prisoplysninger
§ 11. Ved
erhvervsmæssigt udbud af varer til forbrugerne, dog ikke salg
af varer ved auktionssalg, skal der ved mærkning, skiltning
eller på anden måde tydeligt oplyses om den samlede
pris for varen inklusive gebyrer, omkostninger, moms og alle andre
afgifter. Afgifter eller omkostninger, som den erhvervsdrivende
ikke er forpligtet til at opkræve direkte hos forbrugerne, er
ikke omfattet af 1. pkt., men skal oplyses særskilt. Hvor
varer udbydes elektronisk til forbrugerne med mulighed for
bestilling, finder 1. og 2. pkt. tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Stk. 1, 1. og 2. pkt. finder
tilsvarende anvendelse ved erhvervsmæssigt udbud af
tjenesteydelser til forbrugerne fra fast forretningssted, samt
når tjenesteydelsen udbydes elektronisk til forbrugerne med
mulighed for bestilling. Hvor det ikke er muligt at oplyse den
samlede pris for tjenesteydelsen, skal grundlaget for beregningen
af prisen oplyses, såfremt dette vil gøre det muligt
for forbrugerne selv at beregne den endelige pris. Er det på
grund af mængden af udbudte tjenesteydelser ikke muligt at
angive prisen eller beregningsgrundlaget for dem alle, skal prisen
eller beregningsgrundlaget anføres for et relevant og
repræsentativt udvalg.
Stk. 3. Når der ved annoncering eller
på anden måde i markedsføringsmateriale oplyses
om prisen for varer eller tjenesteydelser, skal oplysningerne
opfylde kravene i stk. 1 eller 2, § 12 samt de i medfør
af stk. 5 fastsatte regler. Såfremt en fabrikant,
importør eller grossist i annoncer, i reklamer eller
på anden måde foreslår en pris for videresalg til
forbrugerne, skal det udtrykkeligt angives, at prisen er
vejledende. 1. pkt. finder tilsvarende anvendelse for mundtlige
prisoplysninger
Stk. 4. Når en tjenesteydelse er
udført efter regning, skal der på forbrugerens
begæring tilstilles denne en specificeret regning, der
sætter forbrugeren i stand til at kontrollere prisen for de
varer og tjenesteydelser, der indgår i ydelsen.
Stk. 5. Ministeren for familie- og
forbrugeranliggender kan efter forhandling med vedkommende minister
samt repræsentanter for forbrugerne og relevante
erhvervsorganisationer fastsætte regler om
1) særregler om og undtagelser fra stk.
1-4, herunder regler om oplysninger i forbindelse med ydelse af
kredit,
2) fremgangsmåden ved meddelelse af
prisoplysninger og om begrænsning i mængden af
oplysninger, der gives,
3) at der på samme måde som efter
stk. 1, skal oplyses om varens pris pr. måleenhed og om
anvendelse af måleenhed for de enkelte varegrupper og
4) at færdigpakkede detailsalgsvarer skal
forsynes med oplysning om pakningens nettomængde.
Kreditkøb
§ 12.
Såfremt varerne udbydes erhvervsmæssigt til forbrugerne
med oplysning om omkostninger ved at erhverve dem ved
kreditkøb, skal der på samme måde som
anført i § 11, stk. 1, gives oplysning om:
1) Kontantprisen,
2) kreditomkostningerne angivet som et
beløb og
3) de årlige omkostninger i procent for
kreditten. De årlige omkostninger i procent skal gives
på en lige så fremtrædende måde som de
øvrige kreditoplysninger.
Stk. 2. Ved beregning af
kreditomkostningerne efter stk. 1, nr. 2, og de årlige
omkostninger i procent efter stk. 1, nr. 3, finder kapitel 2 i lov
om kreditaftaler anvendelse.
Stk. 3. Oplysninger efter stk. 1, kan gives
i form af et repræsentativt eksempel, hvis dette er den
eneste hensigtsmæssige fremgangsmåde.
Gebyrer
§ 13.
Såfremt størrelsen eller opkrævningen af et
gebyr, der ikke er reguleret ved lov, i et løbende
kontraktforhold kan ændres til ugunst for forbrugeren, skal
betingelserne herfor være klart fremhævet i
kontrakten.
Stk. 2. Ændring af gebyrer eller
opkrævning af nye gebyrer i et løbende kontraktforhold
skal altid varsles med en rimelig frist, inden de får
virkning over for forbrugeren.
Stk. 3. Er gebyrændringen
væsentlig, eller opkræves et nyt gebyr, skal varslingen
ske til forbrugeren ved individuel kommunikation, inden
ændringen får virkning. Såfremt forbrugeren har
ret til at opsige aftalen, skal dette fremgå af varslingen,
samt under hvilke betingelser forbrugeren kan opsige aftalen.
Organiseret rabat
§ 14.
Erhvervsdrivende, som yder organiseret rabat i form af rabat eller
anden særlig fordel til medlemmer af foreninger,
organisationer eller til bestemte persongrupper vedrørende
varer eller tjenesteydelser omfattet af § 11, stk. 2, skal ved
tydelig skiltning ved samtlige indgangsdøre til
forretningslokalet oplyse, hvilke grupper der modtager organiseret
rabat, samt størrelsen heraf.
Stk. 2. Den erhvervsdrivende skal efter
anmodning forevise en liste over de varer og tjenesteydelser, der
er omfattet af den organiserede rabat samt over rabattens
størrelse.
Stk. 3. Ved fjernsalg skal de i stk. 1
nævnte oplysninger gives i forbindelse med prisoplysning,
mens de i stk. 2 nævnte oplysninger skal gives efter
anmodning.
Stk. 4. Bestemmelserne i stk. 1-3
gælder ikke for organiseret rabat, der gives som led i et
ansættelsesforhold til rabatgiveren.
Stk. 5. Ministeren for familie- og
forbrugeranliggender kan efter forhandling med vedkommende minister
samt repræsentanter for forbrugerne og relevante
erhvervsorganisationer fastsætte regler om skiltningens
udformning og indhold samt om, at en tjenesteyder, som ikke er
omfattet af § 11, stk. 2, skal give oplysning om, at han yder
organiseret rabat.
Mærkning og emballering
§ 15.
Ministeren for familie- og forbrugeranliggender kan efter
forhandling med repræsentanter for forbrugerne og relevante
erhvervsorganisationer fastsætte bestemmelser om, at bestemte
varer, som udbydes erhvervsmæssigt til forbrugerne, kun
må sælges eller udbydes til salg med angivelse af, om
varen er dansk eller udenlandsk, eller dens frembringelses- eller
oprindelsessted. Ministeren kan nærmere fastsætte,
på hvilken måde de pågældende angivelser
skal anbringes, samt hvad der i hvert tilfælde skal
forstås ved varens frembringelses- eller oprindelsessted.
Stk. 2. Ministeren for familie- og
forbrugeranliggender kan efter forhandling med repræsentanter
for forbrugerne og relevante erhvervsorganisationer fastsætte
bestemmelser om,
1) at bestemte varebetegnelser eller symboler er
forbeholdt eller skal benyttes for varer, der opfylder visse
nærmere angivne betingelser, og
2) at bestemte varer kun må sælges
eller udbydes til salg, såfremt varerne eller deres
indpakning på nærmere af ministeren foreskreven
måde er forsynet med oplysning om varernes indhold og
sammensætning, holdbarhed, behandlingsmåde og
egenskaber i øvrigt.
Kapitel 4
Regler vedrørende
erhvervsdrivende
Forretningskendetegn
§ 16.
Erhvervsdrivende må ikke benytte forretningskendetegn og
lignende, der ikke tilkommer dem, eller benytte egne kendetegn
på en måde, der er egnet til at fremkalde forveksling
med andres.
Erhvervshemmeligheder og tekniske
tegninger
§ 17. Den, der
er i tjeneste- eller samarbejdsforhold til en virksomhed eller
udfører et hverv for denne, må ikke på
utilbørlig måde skaffe sig eller forsøge at
skaffe sig kendskab til eller rådighed over virksomhedens
erhvervshemmeligheder.
Stk. 2. Har den pågældende
fået kendskab til €" eller fået rådighed
over €" virksomhedens erhvervshemmeligheder på
retmæssig måde, må den pågældende
ikke ubeføjet viderebringe eller benytte sådanne
hemmeligheder. Forbudet vedvarer i 3 år efter
tjenesteforholdets, samarbejdsforholdets eller hvervets
ophør.
Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og 2 finder
tilsvarende anvendelse på andre personer, der har lovlig
adgang til virksomheden.
Stk. 4. Den, der i anledning af
udførelsen af arbejde eller i øvrigt i
erhvervsøjemed er blevet betroet tekniske tegninger,
beskrivelser, opskrifter, modeller eller lignende, må ikke
ubeføjet benytte sådant materiale eller sætte
andre i stand hertil.
Stk. 5. Erhvervsdrivende må ikke
benytte en erhvervshemmelighed, såfremt kendskab til eller
rådighed over den er opnået i strid med de ovenfor
nævnte bestemmelser.
Kapitel 5
Retsmidler og værneting
Retsmidler
§ 18.
Handlinger i strid med loven kan forbydes ved dom. I forbindelse
hermed eller senere kan der ved dom gives sådanne
påbud, som må anses for nødvendige for at
sikre
1) forbudets overholdelse, herunder ved
bestemmelse om, at aftaler, som indgås i strid med et forbud,
er ugyldige,
2) genoprettelse af den forud for den ulovlige
handling eksisterende tilstand, herunder om tilintetgørelse
eller tilbagekaldelse af produkter og om udsendelse af oplysninger
eller berigtigelse af angivelser.
Stk. 2. Handlinger i strid med loven
pådrager erstatningsansvar i overensstemmelse med dansk rets
almindelige regler.
Stk. 3. Den, der krænker eller
uberettiget udnytter en andens ret i strid med denne lov, skal
betale et rimeligt vederlag herfor.
Stk. 4. Foreligger der hverken forsæt
eller uagtsomhed, skal den, der har krænket eller udnyttet en
ret i strid med denne lov, betale et vederlag efter stk. 3, i det
omfang, det skønnes rimeligt.
Sø- og Handelsretten
§ 19.
Borgerlige sager, hvor anvendelsen af denne lov er af
væsentlig betydning for sagens udfald, anlægges ved
Sø- og Handelsretten i København, medmindre parterne
vedtager andet.
Stk. 2. Offentlige straffesager om
overtrædelse af denne lov behandles ved Sø- og
Handelsretten i København, medmindre nærmere kendskab
til markedsføringsforhold skønnes at være af
uvæsentlig betydning for sagens afgørelse.
Kapitel 6
Forbrugerombudsmandens virksomhed
Forbrugerombudsmanden
§ 20.
Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med, at loven overholdes,
navnlig ud fra hensynet til forbrugerne.
Stk. 2. Forbrugerombudsmanden kan
kræve meddelt alle oplysninger, som skønnes
nødvendige for dennes virksomhed, herunder til
afgørelse af, om et forhold falder ind under lovens
bestemmelser. Oplysningerne kan kræves meddelt inden for en
kort frist, når det gælder sammenlignende reklame,
eller når det efter omstændighederne skønnes
påkrævet.
Stk. 3. Forbrugerombudsmanden
udnævnes af ministeren for et tidsrum af 6 år og kan
kun afskediges uden ansøgning, såfremt afskeden er
begrundet i helbredsmæssige årsager, eller
såfremt den pågældende som følge af
strafbart forhold, tjenesteforseelse eller mislighed er uskikket
til at forblive i stillingen. Ansættelsen ophører
automatisk ved udgangen af den måned, hvori den
pågældende fylder 70 år. Forlængelse eller
genansættelse kan ikke finde sted. Forbrugerombudsmanden skal
opfylde de almindelige betingelser for at blive dommer.
Stk. 4. Forbrugerombudsmandens
afgørelser efter denne lov kan ikke indbringes for anden
administrativ myndighed.
Stk. 5. Ministeren for familie- og
forbrugeranliggender fastsætter nærmere regler om
Forbrugerombudsmandens virksomhed.
Forhandlingsprincippet
§ 21.
Forbrugerombudsmanden skal ved forhandling søge at
påvirke de erhvervsdrivende til at handle i overensstemmelse
med principperne for god markedsføringsskik og til at
overholde loven i øvrigt.
Stk. 2. Tilsidesætter en
erhvervsdrivende et tilsagn, der er afgivet over for
Forbrugerombudsmanden efter forhandling i henhold til stk. 1, kan
Forbrugerombudsmanden meddele den erhvervsdrivende sådanne
påbud, som må anses nødvendige for at sikre
tilsagnets overholdelse.
Retningslinjer
§ 22.
Forbrugerombudsmanden søger efter forhandling med
repræsentanter for forbrugerne og de relevante
erhvervsorganisationer at påvirke de erhvervsdrivendes
adfærd gennem udarbejdelse og offentliggørelse af
retningslinjer for markedsføring på nærmere
angivne områder, der må anses for væsentlige,
navnlig ud fra hensynet til forbrugerne.
Stk. 2. Forbrugerombudsmanden kan uanset
stk. 1, ikke udstede retningslinjer, der alene retter sig mod
virksomheder omfattet af lov om finansiel virksomhed.
Forhåndsbesked
§ 23.
Forbrugerombudsmanden afgiver på begæring udtalelse om
sit syn på lovligheden af påtænkte
markedsføringsforanstaltninger, medmindre en stillingtagen
giver anledning til særlig tvivl, eller der i øvrigt
foreligger særlige omstændigheder. En
forhåndsbesked indebærer ikke en egentlig stillingtagen
til lovligheden af vedkommende foranstaltning.
Stk. 2. Når Forbrugerombudsmanden har
afgivet en forhåndsbesked til en erhvervsdrivende om, at en
påtænkt foranstaltning efter Forbrugerombudsmandens
opfattelse vil være lovlig, kan Forbrugerombudsmanden ikke
på eget initiativ over for den erhvervsdrivende gribe ind i
anledning af en foranstaltning, som er dækket af
forhåndsbeskeden og iværksat inden rimelig tid efter
dennes afgivelse.
Stk. 3. Ministeren for familie- og
forbrugeranliggender kan fastsætte nærmere regler om
gebyr for forhåndsbesked.
Kapitel 7
Henlæggelsesbeføjelser
§ 24.
Ministeren for familie- og forbrugeranliggender kan henlægge
sine beføjelser efter loven til en myndighed under
ministeriet. Dette gælder ikke for beføjelser i
henhold til § 20, stk. 5. Henlægger ministeren sine
beføjelser til en myndighed under ministeriet, kan
ministeren fastsætte regler om klageadgangen, herunder at
klager ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.
Kapitel 8
Retsforfølgning, forbud,
påbud og erstatning
Retsforfølgning mv.
§ 25. Enhver
med en retlig interesse deri kan anlægge sag om forbud,
påbud, erstatning og vederlag efter § 18.
Forbrugerombudsmanden kan anlægge sag om forbud og
påbud efter § 18, stk. 1.
Stk. 2. Forbrugerombudsmanden kan meddele
påbud, hvis en handling klart er i strid med loven og ikke
kan ændres ved forhandling.
Stk. 3. Et påbud kan af den,
påbudet retter sig mod, forlanges indbragt for domstolene.
Anmodning herom skal fremsættes skriftligt over for
Forbrugerombudsmanden inden 4 uger efter, at påbudet er
meddelt den pågældende. Forbrugerombudsmanden skal
inden 1 uge efter modtagelse af anmodningen indbringe sagen for
retten i den borgerlige retsplejes former.
Stk. 4. Anmodning efter stk. 3 har ikke
opsættende virkning, men retten kan ved kendelse bestemme, at
den pågældende under sagens behandling kan
fortsætte den handling, påbudet angår.
Stk. 5. Ankes en dom, hvorved et
påbud ikke findes lovligt, kan den ret, der har afsagt
dommen, eller den ret, hvortil sagen er indbragt, bestemme, at den
pågældende ikke under ankesagen må udøve
den handling, påbudet angår.
Stk. 6. Rejses tiltale for
overtrædelse af loven, overlades udførelsen af
tiltalen til Forbrugerombudsmanden, såfremt denne
begærer dette.
Erstatningssøgsmål
§ 26. Dersom en
flerhed af forbrugere i forbindelse med overtrædelse af
bestemmelserne i denne lov har ensartede krav på erstatning,
kan Forbrugerombudsmanden på begæring indtale kravene
under ét.
Foreløbigt forbud
§ 27.
Forbrugerombudsmanden kan, når der er øjensynlig fare
for, at formålet med et forbud som nævnt i § 18,
stk. 1, vil forspildes, hvis rettens afgørelse skal
afventes, nedlægge foreløbigt forbud. Sag til
stadfæstelse af forbudet skal anlægges senest
næste hverdag. Reglerne i retsplejelovens §§ 642,
nr. 2, 643, 645, stk. 1-3, og 651 finder tilsvarende anvendelse, og
reglerne i §§ 636, 638 og 648, stk. 2, finder anvendelse
med de fornødne lempelser.
Stk. 2. Såfremt sag til
stadfæstelse af et forbud efter stk. 1 ikke kan
afgøres ved dom senest 5 hverdage efter sagens anlæg,
kan retten under sagens forberedelse inden udløbet af den
nævnte frist ved kendelse bestemme, at forbudet fortsat skal
stå ved magt. Retten giver, forinden sådan
afgørelse træffes, så vidt muligt parterne
adgang til at udtale sig. Stadfæstes forbudet ikke inden
fristens udløb, er det bortfaldet.
Straf og påtale
§ 28.
Tilsidesættelse af et af retten nedlagt forbud eller
påbud eller et af Forbrugerombudsmanden i henhold til §
21, stk. 2, eller § 25, stk. 2, meddelt påbud straffes
med bøde eller fængsel i op til fire måneder.
Tilsidesættelse af et påbud om at tilbagebetale en
modtaget pengeydelse straffes dog ikke.
Stk. 2. Den, som undlader at meddele
oplysninger, der afkræves efter § 20, stk. 2, eller som
i forhold, der omfattes af loven, meddeler Forbrugerombudsmanden
urigtige eller vildledende oplysninger, straffes med bøde,
medmindre højere straf er forskyldt efter anden
lovgivning.
Stk. 3. Overtrædelse af
bestemmelserne i § 3, stk. 1-3, §§ 4-6, § 8,
stk. 2, § 9, § 11, stk. 1-4, § 12, § 13, stk.
3, § 14, stk. 1 - 4, og forsætlig overtrædelse af
§ 16 straffes med bøde, medmindre højere straf
er forskyldt efter anden lovgivning. Overtrædelser af §
3, stk. 2 og 3, der består i skadelig omtale af en anden
erhvervsdrivende eller af forhold, der særligt angår
den pågældende, er undergivet privat påtale.
Stk. 4. Overtrædelse af § 17
straffes med bøde eller fængsel i indtil 1 år og
6 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter
straffelovens § 299 a. Påtale finder kun sted efter den
forurettedes begæring.
Stk. 5. I regler, der udstedes i
medfør af loven kan der fastsættes straf af
bøde for overtrædelse af bestemmelser i reglerne.
Stk. 6. Der kan pålægges
selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i
straffelovens 5. kapitel.
§ 29. I
straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 960 af 21. september
2004, som senest ændret ved lov nr. 559 af 24. juni 2005,
foretages følgende ændring:
I § 299a ændres
"markedsføringslovens § 10" til:
"markedsføringslovens § 17".
Kapitel 9
Ikrafttrædelse mv.
Ikrafttrædelse
§ 30. Loven
træder i kraft den 1. juli 2006. Dog træder § 9
først i kraft den 1. januar 2007.
Stk. 2. Den 1. juli 2006 ophæves med
de i stk. 3 nævnte undtagelser lov om markedsføring,
jf. lovbekendtgørelse nr. 699 af 17. juli 2000 samt lov om
mærkning og skiltning med pris mv. jf.
lovbekendtgørelse nr. 209 af 28. marts 2000.
Stk. 3. I lov om markedsføring, jf.
lovbekendtgørelse nr. 699 af 1. juli 2000 forbliver § 6
og §§ 7-9 samt § 22, stk. 3 og 6, for så vidt
angår overtrædelser af § 6 og §§ 7-9 i
kraft indtil den 1. januar 2007. Endvidere opretholdes § 23 i
lov om markedsføring, jf. lovbekendtgørelse nr. 699
af 17. juli 2000, som ophævet i § 9 i lov nr. 554 af 24.
juni 2005, indtil den 1. juli 2007.
Stk. 4. Regler udstedt eller opretholdt i
medfør af lov om markedsføring, jf.
lovbekendtgørelse nr. 699 af 1. juli 2000 og lov om
mærkning og skiltning med pris mv., jf.
lovbekendtgørelse nr. 209 af 28. marts 2000, indtil de
ophæves eller afløses af bestemmelser udstedt i
medfør af denne lov. Overtrædelser af reglerne
straffes med bøde efter de hidtidige regler.
Færøerne og
Grønland
§ 31. Loven
gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Lovforslaget har til formål at
gennemføre regeringens "Ny forbrugerpolitik" og er et led i
regeringens arbejde med regelforenkling. Lovforslaget
indebærer en modernisering af den nuværende
markedsføringslov og en sammenlægning af denne lov og
prismærkningsloven.
Markedsføringsloven fastsætter
minimumstandarderne for virksomheders markedsadfærd. Lovens
overordnede formål er at sikre, at erhvervsvirksomhed drives
tilbørligt og rimeligt under hensyn til såvel
konkurrenter og andre erhvervsdrivende som til forbrugerne og
almene samfundsinteresser. Strukturen og de væsentligste
bestemmelser i den nuværende markedsføringslov stammer
tilbage fra den første markedsføringslov fra 1974,
som blev til på baggrund af Forbrugerkommissionens
delbetænkning om markedsføring, forbrugerombudsmand og
forbrugerklagenævn (betænkning II, nr. 681-1973).
Loven er efterfølgende løbende
blevet ændret herunder i forbindelse med
gennemførelsen af en række EU-direktiver.
Loven har endvidere i 1992 været genstand
for et udvalgsarbejde. Industriministeriets udvalg
vedrørende markedsføringsloven afgav i juni 1992
betænkning nr. 1236 med titlen "Ny markedsføringslov".
Med udgangspunkt heri fremsattes et forslag til en ny lov om
markedsføring, som blev vedtaget som lov nr. 428 af 1. juni
1994. Loven er siden 1994 løbende blevet ændret, bl.a.
ved lov nr. 342 af 2. juni 1999, hvori bl.a. reglerne for
Forbrugerombudsmandens ansættelse blev ændret, og
Forbrugerombudsmandens indgrebsbeføjelser blevet
styrket.
Prismærkningsloven fastsætter de
grundlæggende regler for meddelelse af prisoplysninger i form
at et krav om prisoplysninger ved mærkning, skiltning eller
anden tydelig oplysning. Formålet med
prismærkningsloven er at sikre forbrugerne korrekte
prisoplysninger i en form, der er forståelig, klar, relevant
og gennemsigtig. Prisinformationen skal gøre det muligt for
forbrugerne at sammenligne forskellige produkter inden for samme
produktgruppe og hos forskellige erhvervsdrivende og dermed
medvirke til en effektiv priskonkurrence.
Prismærkningsloven blev vedtaget i 1977 og
er siden da blevet ændret løbende. Ved lov nr. 395 af
13. juni 1990 blev administrationen af loven overført til
Forbrugerstyrelsen samtidig med, at bestemmelserne om
Monopoltilsynets og Finanstilsynets administrative tilsyn med
lovens overholdelse blev ophævet.
2.
Markedsføringsudvalget
Den 22. september 2003 nedsatte økonomi-
og erhvervsministeren, under hvis ressort
markedsføringsloven og prismærkningsloven på
daværende tidspunkt henhørte, et udvalg
vedrørende modernisering af markedsføringsloven og
prismærkningsloven. Udvalget blev nedsat som et led i
regeringens nye forbrugerpolitik og fik til opgave at foretage en
gennemgribende modernisering af markedsføringsloven og
prismærkningsloven for at medvirke til at skabe velfungerende
markeder med klare rettigheder, effektiv information og
konkurrence. Dette skulle bl.a. ske ved regelforenkling og
afbureaukratisering - herunder gennem en undersøgelse af, om
det ville være hensigtsmæssigt at overføre
prismærkningsreglerne til markedsføringsloven og
indføre et fælles tilsyn.
Udvalget fik efter kommissoriet til opgave at
behandle en række emner.
Det blev således anmodet om at fremkomme
med et forslag til en formålsbestemmelse, ligesom det fik til
opgave at vurdere behovet for en udvidelse af lovens
anvendelsesområde for at fremme en udvikling i retning af
øget valgfrihed for forbrugere og borgere.
Udvalget blev også anmodet om at
undersøge, om der fortsat er behov for detailregler om
salgsfremmende foranstaltninger som tilgift, rabatter,
mængdebegrænsning og købsbetingede konkurrencer.
I forhold til prismærkningsloven blev udvalget anmodet om at
overveje en modernisering af de nuværende regler, herunder
regler for oplysning af gebyrer, og om de generelle
prismærkningsregler ville kunne indgå i
markedsføringsloven og underlægges et offentligt
tilsyn af samme karakter som tilsynet med
markedsføringsloven.
Udvalget skulle endvidere undersøge, om
lovens indgrebs- og sanktionsmuligheder er tilstrækkelige
samt behovet for eventuelt at skærpe bødeniveauet for
at sikre en tilstrækkelig præventiv effekt, så
virksomhederne ikke opnår en gevinst ved en klart ulovlig
markedsføring.
3.
Markedsføringsudvalgets anbefalinger
Markedsføringsudvalget har i sin
betænkning "Markedsføring og Prisoplysning",
betænkning nr. 1457, 2005, foreslået, at
prismærkningsloven indarbejdes i markedsføringsloven,
således at prisoplysning fremover bliver reguleret i
markedsføringsloven og underlægges det tilsyn, som
Forbrugerombudsmanden fører med overholdelsen af denne
lov.
Endvidere indeholder betænkningen udvalgets
overvejelser om de temaer, som fremgår af kommissoriet samt
et lovforslag og en række alternative forslag, som hele
udvalget eller dele heraf støtter. Udvalgets overvejelser er
i hovedtræk følgende:
Lovens formål og
anvendelse
Markedsføringsloven bør efter
udvalgets opfattelse bevares som den lov, der fastlægger de
generelle adfærdsnormer på markedet, og fortsat
varetage hensynet til forbrugere og erhvervsdrivende samt til
almene samfundshensyn. Afvejning mellem de tre hensyn bør
som hidtil foretages konkret i den enkelte sag.
Selv om udvalget ønsker at bevare den
nuværende retsanvendelse og €" praksis i forbindelse med
generalklausulen uændret, foreslår det, at lovens
generalklausul moderniseres sprogligt, således at udtrykket
"god markedsføringsskik" erstattes med "god
markedsadfærd". Desuden bør generalklausulen udformes
som en egentlig formålsbestemmelse.
En række medlemmer af udvalget
foreslår, at der indsættes en strafbelagt bestemmelse
om reklameidentifikation i loven.
Ligeledes foreslår en gruppe af udvalgets
medlemmer, at der indføres særlige regler til
regulering af markedsføring rettet mod børn og
unge.
Understøttelse af friere
valg
Markedsføringsudvalget finder, at
markedsføringslovens generelle og overordnede principper
for, hvordan man skal agere på markedet, bør
udstrækkes til at gælde alle, som udbyder ydelser
på et marked, og foreslår, at lovens
anvendelsesområde præciseres, så det klart
fremgår, at loven finder anvendelse på offentlig
virksomhed i det omfang, de udbyder varer eller tjenesteydelser
på markedet.
Generel regulering ctr.
specialregulering af markedsføring
Udvalget finder som udgangspunkt, at centrale
adfærdsregulerende regler rettet til virksomhederne så
vidt muligt bør samles i den generelle erhvervsregulering og
ikke i speciallovgivningen. Dette udgangspunkt bør dog
modificeres for sektorer, der i øvrigt er underlagt en
vidtgående regulering. Det kan her være mest
hensigtsmæssigt at samle al regulering ét sted og
sikre virksomhederne én indgang til det statslige tilsyn.
Udvalget foreslår ingen ændringer i den nuværende
lovgivning.
Regelforenkling og
afbureaukratisering
Udvalget har vurderet markedsføringslovens
forbud mod særlige markedsføringsmetoder i lyset af
EU-Kommissionens forslag til en forordning om salgsfremmende
foranstaltninger .
Da det ved afgivelsen af betænkningen var uafklaret, om dette
forslag bliver vedtaget, og i givet fald med hvilket indhold,
anbefaler størstedelen af udvalget, at der ikke foretages
ændringer i de nuværende specialforbud i
markedsføringslovens §§ 6 og 7-9 om tilgift,
rabatkuponer og €"mærker, mængdebegrænsning
og konkurrencer, før der foreligger en afklaring i EU.
Ved vurderingen af om specialforbudene
principielt bør opretholdes, deler udvalget sig.
En gruppe finder, at forbudene bør
ophæves, så erhvervslivet bliver stillet frit i valget
af reklamemidler. Disse medlemmer finder samtidig, at
markedsføringslovens generelle bestemmelser om god
markedsføringsskik og vildledning yder forbrugerne en
tilstrækkelig beskyttelse mod urimelig brug af salgsfremmende
foranstaltninger.
En anden gruppe finder, at specialforbudene
bør opretholdes, idet de sikrer prisgennemsigtighed og
beskytter forbrugerne mod vildledning og andre former for
fokusforskydning. Disse medlemmer finder endvidere ikke, at
markedsføringslovens generelle bestemmelser efter en
ophævelse kan give en tilstrækkelig beskyttelse.
Udvalgets stillingtagen til de enkelte forbud
afspejler i vidt omfang den samme deling.
Nogle medlemmer af udvalget foreslår, at
der indføres et nyt specialforbud i loven mod afholdelse af
ophørsudsalg i mere end tre måneder. Resten af
udvalget afviser dette forslag.
Udvalget er enig om, at lovens regler om uanmodet
henvendelse skal opretholdes uændret, og hovedparten af
udvalget finder, at bestemmelsen skal bevares i
markedsføringsloven.
Hvad angår de bestemmelser, som
primært retter sig mod erhvervsdrivende, er udvalget enig om,
at bevare de eksisterende bestemmelser om erhvervskendetegn og
mærkning i uændret form. Udvalget er ligeledes enig om
at foreslå den gældende § 12 om emballage
ophævet.
Udvalget finder også, at § 10 om
erhvervshemmeligheder bør bevares i loven, men udvalgets
erhvervsrepræsentanter har peget på, at man bør
overveje en modernisering af bestemmelsen.
Selv- og samregulering
Selv- og samregulering bør efter udvalgets
opfattelse understøttes i videst muligt omfang. Udvalget
finder, at de eksisterende regler om retningslinjer skaber det
nødvendige lovgivningsmæssige fundament, og at de
bør bevares. Udvalget foreslår dog, at § 17, stk.
2, om bindende retningslinjer, og den tilhørende
påbudsbestemmelse i § 19, stk. 2., 2. pkt.,
ophæves. Baggrunden herfor er, at bestemmelsen harmonerer
dårligt med markedsføringslovens generelle
forhandlingsprincip, og at ingen brancheorganisationer har vist
interesse for at benytte muligheden for at tiltræde
retningslinjer.
Indgrebs- og
sanktionsmuligheder
Lovens indgrebsmuligheder er efter udvalgets
opfattelse generelt tilstrækkelige til at sikre en effektiv
håndhævelse af lovens regler. Nogle medlemmer mener dog
at betingelserne for, hvornår der kan meddeles administrative
påbud bør ændres således, at det ikke
længere er en betingelse, at overtrædelsen
vedrører et område, hvor retstilstanden er klar.
Udvalget har drøftet, hvorvidt det
bør være muligt at straffe manglende efterlevelse af
et af retten meddelt påbud om tilbagebetaling af et
uretmæssigt opkrævet beløb, såfremt
grunden til at påbudet ikke er efterkommet, er manglende
betalingsvilje. Hovedparten af udvalget kan ikke anbefale en
sådan ændring.
Udvalget konstaterer på baggrund af en af
Forbrugerombudsmanden udarbejdet redegørelse, at det
nuværende strafniveau for overtrædelser af loven er
tilfredsstillende, og at der derfor ikke er behov for yderligere
tiltag her.
Der er enighed i udvalget om, at de
nuværende erstatningsregler ikke altid sikrer, at tab som
følge af overtrædelser af loven dækkes fuldt ud.
Udvalget foreslår derfor, at der udover erstatning også
indføres mulighed for at tilkende et vederlag. Udvalget har
endvidere drøftet, om den nuværende lovgivning yder et
tilstrækkeligt værn for små erhvervsdrivende mod
aggressive salgsmetoder. Hovedparten af udvalget har imidlertid
fundet, at de eksisterende regler er tilstrækkelige, men at
der er behov for at fokusere håndhævelsen bedre.
Udvalget har endelig behandlet forslag om
henholdsvis indførelse af regler om
gruppesøgsmål, reklamers bindende virkning og
slagtilbud, men hovedparten af udvalget har afvist at
indsætte bestemmelser herom i markedsføringsloven.
Prisoplysning
Udvalget foreslår, at reglerne gøres
teknologineutrale, således at reglerne om prisoplysninger for
varer gælder, uanset om fo rbrugerne handler på
internettet eller i fysiske forretninger.
Udvalget foreslår, at der indføres
en generel forpligtelse til at oplyse priser ved udbud af
tjenesteydelser. Et flertal i udvalget finder, at denne
forpligtelse kun skal gælde, når tjenesteydelserne
udbydes fra et fast forretningssted, herunder på internettet,
når der er mulighed for umiddelbar bestilling, og kun
når det er muligt at oplyse en samlet pris for
tjenesteydelsen eller give forbrugeren mulighed for selv at beregne
tjenesteydelsens endelige pris.
Udvalget kan ikke på det foreliggende
grundlag tage stilling til et forslag om yderligere regulering af
brugen af gebyrer, som blev fremsat umiddelbart inden udvalgets
arbejde blev afsluttet. Hovedparten af udvalget opfordrer derfor
til, at dette område undersøges nærmere.
Den gældende annonceringsregel, hvorefter
prisoplysningsreglerne kun finder anvendelse, hvis den
erhvervsdrivende vælger at give prisoplysninger, bør
efter udvalgets opfattelse opretholdes, ligesom der bør
indføres en generel faktureringsregel for regningsarbejder,
fordi forbrugerne herved sikres et grundlag for at vurdere, om den
pris, som kræves for det udførte arbejde, er
korrekt.
De gældende regler om oplysning om
organiseret rabat bør efter en række medlemmers
opfattelse opretholdes, mens andre vil have dem ophævet.
4. Lovforslagets indhold i
hovedtræk
Lovforslaget indeholder et forslag til en ny
samlet lov om markedsføring og prisoplysning, hvori
prismærkningsloven er indarbejdet og er baseret på
anbefalingerne i markedsføringsudvalgets betænkning og
regeringsgrundlaget, hvoraf det fremgår, at revisionen af
lovene skal tilvejebringe klarere regler om bl.a. prisoplysning
på tjenesteydelser, reklameidentifikation,
begrænsninger for reklamer rettet mod børn og unge
samt fjernelse af unødvendige forbud.
Lovforslaget fastholder i en vis
udstrækning hovedstrukturen i den nuværende
markedsføringslov, ligesom væsentlige dele af denne
lovs bestemmelser videreføres uændret i
lovforslaget.
Lovens systematik foreslås dog
ændret, således at kap. 2 indeholder de generelle
regler om markedsadfærd, som både gælder for
virksomhederne indbyrdes og i forholdet mellem virksomhederne og
forbrugerne. Lovens forbrugerrettede bestemmelser, herunder de
regler om prisoplysning, som foreslås overført fra
prismærkningsloven, er samlet i kap. 3, mens lovregler, som
alene vedrører erhvervsforhold, er indeholdt i kap. 4.
Herefter er den nugældende lovs systematik bevaret.
I lovforslaget er fastholdt en generalklausul om,
at virksomheder skal overholde god markedsføringsskik. Men
den foreslås suppleret med en angivelse af de hensyn, som
loven skal sikre varetaget. Ligeledes er lovens
anvendelsesområde præciseret i forhold til udbud af
service- og velfærdsydelser fra offentlige virksomheder.
Lovforslaget indeholder som et nyt element en
regel om reklameidentifikation i form af en strafbelagt bestemmelse
om, at reklamer umiddelbart skal kunne identificeres som
sådan. Bestemmelsen skal sikre Forbrugerombudsmanden bedre
muligheder for effektivt at gribe ind over for skjult reklame,
primært i form af reklame, der fremtræder som
redaktionelt stof i medierne.
Den gældende lovs generelle bestemmelser om
vildledning, sammenlignende reklame, uanmodet henvendelse,
vejledning og garanti foreslås videreført
uændret i lovforslaget. Det samme er tilfældet for
så vidt angår de erhvervsrelaterede bestemmelser om
forretningskendetegn og erhvervshemmeligheder.
Lovforslaget indeholder i kap. 3 de bestemmelser,
som særligt har til formål at beskytte forbrugerne. Der
foreslås indsat en ny bestemmelse om markedsføring
rettet mod børn og unge. Bestemmelsen fastsætter en
særlig norm for markedsføring rettet mod denne
målgruppe, som foreskriver, at man skal udvise særlig
hensyntagen til børn og unges manglende erfaring og
større godtroenhed. Bestemmelsen indeholder tillige et
strafbelagt forbud mod brug af særlige virkemidler i reklamer
rettet mod børn og unge.
Som en konsekvens af at de nugældende
forbud mod særlige markedsføringsformer i §§
6, 7, 8 og 9 foreslås ophævet, foreslås indsat en
ny bestemmelse som indeholder generelle oplysningskrav til
markedsføringen af salgsfremmende foranstaltninger.
Med lovforslaget overføres den
gældende prismærkningslovs regler til
markedsføringsloven, idet der er en række
lighedspunkter mellem de to love. Begge love er generelle love, der
på hver sit område regulerer
prismarkedsføring.
Ved en sammenlægning af de to love vil der
kunne opnås en forenkling og regelsanering ved, at alle
regler vedrørende prisoplysninger og
prismarkedsføring findes i samme lov. En sådan
sammenskrivning vil lette overskueligheden, og sætte
virksomhederne i stand til lettere og hurtigere at danne sig et
overblik over retstilstanden.
Den gældende prismærkningslovs regler
overtrædes jævnligt. Med lovforslaget indføres
et tilsyn med prismærkningslovens regler. Det sker ved, at
reglerne om prismærkning overføres til
markedsføringsloven og underlægges denne lovs
håndhævelsessystem. Forbrugerombudsmanden får
herved i sager om prisoplysning mulighed for at forhandle,
udarbejde vejledninger, forhandle retningslinjer og give
forhåndsbeskeder samt mulighed for at anlægge retssager
mv. på samme måde, som Forbrugerombudsmanden
udøver sit tilsyn med markedsføringslovens
øvrige regler. Forbrugerombudsmandens tilsyn med reglerne om
skiltning med varers pris forventes dog som følge af
reglernes præcise karakter primært at bestå i
politianmeldelse, hvis den erhvervsdrivende ikke ændrer sin
prisskiltning.
Tilsynet med finansielle virksomheders
prisoplysninger er ved lov nr. 1383 af 20. december 2004 om
ændring af lov om finansiel virksomhed mv. blevet henlagt til
Finanstilsynet og berøres ikke af denne lovændring.
Det forudsættes, at Forbrugerombudsmanden og Finanstilsynet
sikrer den fornødne koordination af håndhævelsen
af reglerne fx for långivere, der henholdsvis er og ikke er
omfattet af lov om finansiel virksomhed. Tilsvarende
forudsættes der koordinering mellem Økonomi- og
Erhvervsministeriet og Ministeriet for Familie- og
Forbrugeranliggender ved fastsættelse af regler om skiltning
i forbindelse med långivning.
De overførte regler om prisoplysning
svarer med visse undtagelser til de nugældende regler i
prismærkningsloven. De væsentligste ændringer er
følgende:
€" Der indføres en generel regel om
skiltning med prisen på tjenesteydelser, hvor det er muligt
at oplyse en samlet pris eller oplyse grundlaget for beregningen af
prisen, såfremt dette vil gøre det muligt for
forbrugeren at beregne den endelige pris. Herved adskiller
lovforslaget sig fra den gældende prismærkningslov,
hvorefter der kun skal skiltes med prisen på en
tjenesteydelse, når der er udstedt særlige regler
herom.
€" Reglerne om skiltning med pris udvides til
også at finde anvendelse ved udbud af varer og
tjenesteydelser i internetbutikker.
€" Der indføres en generel regel om,
at den erhvervsdrivende på forbrugerens begæring skal
tilstile denne en faktura for tjenesteydelser, der er udført
efter regning. Herved sikres forbrugeren mulighed for at
kontrollere hvilke priser, der er beregnet for de varer og
tjenesteydelser, der er leveret.
€" Det foreslås at udvide
anvendelsesområdet for reglerne om skiltning med organiseret
rabat til de situationer, hvor der skal skiltes med prisen på
en tjenesteydelse. Hermed skabes der størst mulig
parallelitet til reglerne om skiltning med pris og organiseret
rabat for varer.
Med lovforslaget indsættes endvidere regler
om adgangen til at ændre eksisterende gebyrer og
indføre nye gebyrer. Herved sikres forbrugerne oplysning om
gebyrændringer. Ved indførelse af nye gebyrer i
løbende kontraktforhold sikres forbrugerne endvidere
oplysning om mulighed for at træde tilbage fra aftalen.
Den gældende bemyndigelse til at
fastsætte nærmere regler om mærkning
foreslås opretholdt, idet den hjemmel er anvendt til at
gennemføre en række EU-direktiver om mærkning.
Derimod er den nugældende bemyndigelse til at fastsætte
regler om emballage ikke medtaget. Det skyldes, at de sundheds- og
miljømæssige hensyn, som de to bekendtgørelser,
der i dag er udstedt med hjemmel i bestemmelsen, varetager,
fremover kan varetages under Miljøministeriets lovgivning.
Dette sker i overensstemmelse med markedsføringsudvalgets
anbefaling.
De gældende regler vedrørende
retsmidler, Sø- og Handelsretten som værneting og
Forbrugerombudsmanden og de håndhævelsesmidler, som
Forbrugerombudsmanden har til rådighed, bevares uændret
i lovforslaget. Dog foreslås det, at muligheden for at
tiltræde retningslinjer med den konsekvens, at
overtrædelser vil kunne sanktioneres med et administrativt
påbud meddelt uden forudgående forhandling,
ophæves, således som markedsføringsudvalget har
foreslået.
Endvidere er lovforslagets strafbestemmelse
justeret i overensstemmelse med de oven for anførte
ændringer.
Endelig foreslås den gældende
markedsføringslov og prismærkningslov ophævet
pr. 1. juli 2006. Det gælder dog ikke ophævelsen af
specialforbudene, som først sker pr. 1. januar 2007. De
bekendtgørelser, som er udstedt i medfør af de to
love, foreslås opretholdt indtil videre.
4.1. Ophævelse af
markedsføringslovens specialforbud
Et af formålene med
markedsføringslovens regler er at forhindre, at princippet
om fri prisdannelse misbruges. Reglerne skal i stedet sikre
åbenhed og klarhed om prisdannelsen.
Prissløring hindres overordnet ved
markedsføringslovens regler om god markedsføringsskik
og vildledningsforbudet. Markedsføringsloven indeholder
imidlertid også i dag detailregler om en række
markedsføringsmetoder.
De fleste af disse regler er indført for
at forhindre markedsføringsforanstaltninger, som
skønnes at være særlig prisslørende, og
fordi disse foranstaltninger kan medvirke til at forskyde
forbrugernes fokus fra pris og kvalitet. Der er således givet
særskilte regler for tilgift, rabatkuponer og -mærker
og købsbetingede salgsfremmende konkurrencer.
Derudover indeholder markedsføringsloven
et forbud mod mængdebegrænsning. Bestemmelsen har i
modsætning til de øvrige forbud intet at gøre
med prissløring eller fokusforskydning, men er i stedet en
adfærdsregel, der er indsat for at beskytte mindre
erhvervsdrivendes konkurrencevilkår.
Erhvervslivet bør principielt være
frit stillet med hensyn til valg af reklamemidler. Specialforbudene
er ikke tidssvarende, og indebærer økonomiske byrder
for de erhvervsdrivende, ligesom de kan medvirke til at hæmme
konkurrencen. Hertil kommer, at de kan udgøre en hindring
for konkurrencen i forhold til erhvervsdrivende etableret i andre
lande.
Specialforbud har desuden en tendens til at blive
statiske. Markedsføringsmetoder er ofte forbigående
fænomener og bliver derfor løbende erstattet af nye
metoder. Tidligere lovgivning og praksis på området
illustrerer dette, idet andre markedsføringsmetoder
tidligere har været reguleret i lovgivningen i form af forbud
(fx forbud mod sneboldsystemer og enhedsprisforretninger) eller
restriktioner (fx regler om sæsonudsalg og
ophørsudsalg). Disse forbud eller restriktioner er
imidlertid blevet ophævet, og de pågældende
markedsføringsmetoder bliver i dag reguleret af de
øvrige regler i markedsføringsloven.
Specialforbudenes detaljeringsgrad og komplekse
struktur har endvidere bevirket, at det har været vanskeligt
at tage højde for ny teknologi og samfundsudviklingen. Der
har endvidere udviklet sig en kompliceret retspraksis om
betydningen af reglerne, og nogle domstolsafgørelser har
direkte medført, at elementer i de eksisterende regler har
mistet deres betydning. Det gælder i særdeleshed i
forhold til forbudet mod mængdebegrænsning.
Det bør generelt være lovligt at
benytte salgsfremmende foranstaltninger, dog under
forudsætning af at de ikke konkret udformes på en
måde, der er i strid med lovens generalklausul om god
markedsføringsskik eller forbudet mod vildledning og
utilbørlige fremgangsmåder. Disse bestemmelser vil
fortsat give forbrugerne en generel beskyttelse mod uetisk eller
vildledende brug af de markedsføringsforanstaltninger, som i
dag er forbudt. Herudover foreslås der indført en ny
bestemmelse, som skal sikre forbrugerne mulighed for reelt at
vurdere fordele og ulemper ved de tilbud, som rummer en
salgsfremmende foranstaltning. Den nye bestemmelse vil sikre
større gennemsigtighed i forbindelse med udbud af varer og
tjenesteydelser og dermed et bedre beslutningsgrundlag for
forbrugeren.
Fordelen ved at regulere området på
denne måde vil være, at de generelle regler
(generalklausulen om god markedsføringsskik,
vildledningsforbudet og den nye bestemmelse om oplysning) i
modsætning til specialforbudene er udformet således, at
de kan tage højde for udviklingen i samfundet, herunder
indførelse af nye markedsføringsmetoder.
Der skønnes heller ikke at være
behov for at opretholde forbudet mod købsbetingede
konkurrencer i markedsføringsloven ud fra et ønske om
at sikre prisgennemsigtighed og forhindre fokusforskydning.
Imidlertid er forbudet mod købsbetingede konkurrencer
også båret af andre hensyn af mere samfundsmæssig
og etisk karakter. Således gør de hensyn, der ligger
bag lovgivningen om spil med pengeindskud (fx lotterier, tips mv.),
sig også gældende i relation til erhvervslivets udbud
af konkurrencer, hvori deltagelse er købsbetinget. Blandt
disse hensyn kan nævnes hensynet til at beskytte deltagerne i
konkurrencerne, så deltagelse ikke bliver en trussel mod de
pågældendes velfærd, hensynet til at hindre
kriminalitet, til at sikre midler til idræt, humanitære
og andre velgørende formål samt til at begrænse
privat fortjeneste ved spil.
Der er igangsat et arbejde med henblik på
en modernisering og samling af spillelovgivningen, som bl.a. har
til formål at konsolidere og modernisere den hidtidige
spillestruktur i Danmark. Et forbud mod salgsfremmende,
købsbetingede konkurrencer forventes - af de hensyn, som er
opstillet ovenfor - at indgå i resultatet af dette
arbejde.
Kommissionen har fremsat et forordningsforslag om
salgsfremmende foranstaltninger, som vil have indvirkning på
reguleringen af brugen af salgsfremmende foranstaltninger.
Imidlertid er forslagets videre skæbne uvis, hvorfor der ikke
er grund til at afvente en eventuel vedtagelse af forordningen.
Især fordi lovforslaget som nævnt indeholder forslag
til en ny bestemmelse om oplysning i forbindelse med brug af
salgsfremmende foranstaltninger, som i et vist omfang vil tage
højde for de informationskrav, som indtil videre er
indeholdt i forordningsforslaget. På den måde sikres
det, at virksomhederne ikke oplever uhensigtsmæssige
ændringer i retstilstanden ved, at anvendelsen af
salgsfremmende foranstaltninger først gives fri og herefter
underlægges begrænsninger, såfremt
forordningsforslaget vedtages.
5. Økonomiske og
administrative konsekvenser for det offentlige
Forslaget indebærer, at
Forbrugerombudsmandens tilsyn udvides til også at omfatte
prisoplysningsområdet i og med, at prismærkningsloven
lægges ind under markedsføringsloven. Der føres
ikke i dag et administrativt tilsyn med
prismærkningsloven.
Endvidere indeholder forslaget en
præcisering af lovens anvendelsesområde i forhold til
offentlige virksomheders udbud af service- og
velfærdsydelser. Det er hensigten, at Forbrugerombudsmanden
med præciseringen i videre omfang skal føre tilsyn med
markedsføring på områder, der liberaliseres,
eller hvor der indføres friere valg.
Forbrugerombudsmanden har på FFL 05
fået tilført 1,2 mio. kr. og vil i de kommende
år få tilført 2,2 mio. kr. med henblik på
at løfte de nævnte ekstraopgaver.
Herudover skønnes forslaget ikke at have
økonomiske eller administrative konsekvenser for det
offentlige.
6. Økonomiske
konsekvenser for erhvervslivet
Forslaget om at ophæve specialforbudene vil
gøre det lettere for virksomhederne at markedsføre
sig, idet virksomhederne får mulighed at benytte
markedsføringsmetoder, som i dag ikke er tilladt. Det vil
kunne øge konkurrencen og medvirke til at skabe et
øget udbud af varer og tjenesteydelser. Øget
konkurrence og handel vil have positive samfundsøkonomiske
konsekvenser.
Forslaget skønnes derudover ikke at have
direkte økonomiske konsekvenser for erhvervslivet.
7. Administrative konsekvenser
for erhvervslivet
Lovforslagets administrative konsekvenser er
blevet vurderet i samarbejde med Erhvervs- og Selskabsstyrelsens
Center for Kvalitet i Reguleringen efter AMVAB metoden, der
måler lovforslagets administrative byrder.
Lovforslaget forventes samlet set at
medføre omstillingsomkostninger på 46,9 mio. kr. og
løbende administrative omkostninger på samlet 19,1
mio. kr. Heri indgår dog ikke konsekvenserne af forpligtelsen
til efter anmodning at udstede en faktura, da kravene hertil endnu
ikke er fastlagt.
For virksomheder, der udbyder tjenesteydelser,
forventes reglerne om prisoplysning sammenlagt at medføre
administrative omkostninger i omstillingsfasen for
tjenesteydelsesvirksomhederne på ca. 13,4 mio. kr. Den
løbende vedligeholdelse af prisoplysningerne forventes at
medføre årlige administrative omkostninger på
ca. 17,8 mio. kr.
Forslaget om at ligestille reglerne om
prisoplysninger i internetbutikker med fysiske forretninger
forventes at medføre omstillingsomkostninger på ca.
33,5 mio. kr. Den løbende vedligeholdelse af prisoplysninger
på internettet forventes at beløbe sig til ca. 1,3
mio. kr. årligt.
Virksomhederne har i forbindelse med
AMVAB-målingen tilkendegivet, at de nye lovkrav kun i
begrænset omfang medfører en oplevelse af ekstra
administrativt arbejde, idet de allerede nu i vidt omfang
følger kravene som led i service over for forbrugerne.
Selvom forslaget om en generel forpligtelse til efter anmodning at
udstede en faktura ikke er omfattet af målingen, vurderes
det, at de byrder, der vil være forbundet med det nye krav,
vil være minimale. Virksomhederne er således allerede i
dag efter momslovgivningen forpligtet til at udstede faktura for
deres ydelser.
8. Administrative konsekvenser
for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative
konsekvenser for borgerne.
9. Miljømæssige
konsekvenser
Forslaget skønnes ikke at have
konsekvenser for miljøet.
10. Forholdet til EU-retten
Lovforslaget indeholder et forslag til en ny
bestemmelse om salgsfremmende foranstaltninger, som har til
formål at sikre, at forbrugerne har tilstrækkelig
information til at vurdere tilbud, som indeholder salgsfremmende
foranstaltninger. Forordningsforslaget om salgsfremmende
foranstaltninger indeholder i dag en række specifikke
oplysningskrav, som skal opfyldes i forbindelse med anvendelse af
salgsfremmende foranstaltninger. Med den foreslåede
bestemmelse sikres det, at der skabes en vis kontinuitet i
lovgivningen, såfremt forordningsforslaget vedtages, idet det
med den foreslåede bestemmelse sikres, at anvendelsen af
salgsfremmende foranstaltninger ikke først gives helt fri,
for så senere at blive underlagt visse informationskrav,
når og hvis forordningsforslaget vedtages.
Derudover har lovforslaget ikke EU-retlige
aspekter. Lovforslaget gennemfører således ikke
direktivet om urimelig handelspraksis. Det skyldes, at
lovforslagets formål er at revidere
markedsføringsloven og prismærkningsloven på
baggrund af Markedsføringsudvalgets anbefalinger, og at det
af tidsmæssige grunde ikke har været muligt at medtage
implementering i lovforslaget, idet det er en omfattende teknisk
opgave. Endvidere er det heller ikke er nødvendigt, idet
direktivet først skal være gennemført i dansk
ret to år efter offentliggørelsen i Den
Europæiske Unions Tidende, d. 11. juni 2005. Hertil kommer,
at der både i EU og i nordisk regi vil blive nedsat
samarbejdsgrupper om implementering af direktivet for at sikre en
fælles forståelse af reglerne på området og
fælles retsenhed.
11. Høring
Lovforslaget har været sendt i
høring til følgende organisationer og
myndigheder:
Advokatrådet, Amtsrådsforeningen,
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Bryggeriforeningen,
Brancheorganisationen ForbrugerElektronik, Børnerådet,
CAD - Centralforeningen af Autoreparatører i Danmark, DAF -
Danmarks Automobilforhandler Forening, Danmarks Aktive Forbrugere,
Danmarks Fotohandler Forening, Danmarks Optikerforening, Danmarks
Rejsebureau Forening, Danmarks Skohandlerforening, Danmarks
Sportshandler-Forening, Dansk Annoncørforening, Dansk
Byggeri, Dansk Dagligvareleverandør Forening, Dansk
Ejendomsmæglerforening, Dansk Fagpresse, Dansk Handel &
Service, Dansk Industri, Dansk Magasinpresses Udgiverforening,
Dansk Marketing Forum, Dansk Postordre Handel, Dansk Textil Union,
Dansk Textil & Beklædning, Dansk Tipstjeneste A/S, Danske
Andelsselskaber, Danske Biludlejere, Danske Dagblades Forening,
Danske Distriktsblade ApS, Danske Finansieringsselskabers Forening,
Danske Mediers Forum, Danske Reklame- og Relationsbureauers
Brancheforening, DDK - Dansk Detailkreditråd, De Danske
Bilimportører, Den Danske Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen, DSK - De Samvirkende
Købmænd, Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, FDB, FDM,
FEHA, Finans og Leasing, Finansministeriet, Finansrådet,
Finanstilsynet, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet,
Foreningen af (Danske) Internetleverandører, Foreningen af
Danske Lokale Ugeaviser, Foreningen af Danske InternetMedier
(FDIM), Foreningen af Rejsearrangører i Danmark (RID),
Foreningen af Dagligvare Grossister, Foreningen af Dansk Internet
Handel, Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af
Statsautoriserede Revisorer, Forsikring & Pension,
Fødevarestyrelsen, HORESTA, HTS Interesseorganisationen,
Håndværksrådet, Indenrigs- og
Sundhedsministeriet, IT- og Telestyrelsen, IT-Brancheforeningen,
ITEK, Justitsministeriet, Kommunernes Landsforening,
Konkurrencestyrelsen, Kulturministeriet, Kvinderådet,
Landbrugsrådet, Liberale Erhvervs Råd,
Miljøministeriet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug
og Fiskeri, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling,
Møbelhandlernes Centralforening, Nærbutikkernes
Landsforening, Oliebranchens Fællesrepræsentation,
Præsidenten for Sø- og Handelsretten, Radio- og
TV-Nævnet, Realkreditrådet, SAS, Skatteministeriet,
Søsportens Brancheforening, Telekommunikationsindustrien i
Danmark, Trafikministeriet, TV2/Reklame, TVDanmark A/S,
Undervisningsministeriet, Vin og Spiritus Organisationen i Danmark
(V.S.O.D.) og Økonomi- og Erhvervsministeriet.
| Positive konsekvenser/mindre udgifter | Negative konsekvenser/merudgifter |
Økonomiske konsekvenser for det
offentlige | | Forslaget udvider Forbrugerombudsmandens
tilsyn til også at omfatte prismærkningsreglerne. |
Administrative konsekvenser for det
offentlige | Lovforslaget har ingen administrative
konsekvenser for det offentlige. | |
Erhvervsøkonomiske konsekvenser | Ophævelse af specialforbudene mod
visse markedsføringsmetoder vil give virksomhederne friere
hænder i udformningen af deres markedsføring. | |
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | | Lovforslaget forventes samlet set at
medføre omstillingsomkostninger på 46,9 mio. kr. og
løbende administrative omkostninger på samlet 19,1
mio. kr. som følge af en generel prisoplysningspligt for
udbydere af tjenesteydelser og ligestillingen af fysiske butikker
med internetbutikker. I målingen indgår ikke
konsekvenserne af forpligtelsen til efter anmodning at udstede en
faktura, da kravene hertil endnu ikke er fastlagt. |
Administrative konsekvenser for borgerne | Lovforslaget har ingen administrative
konsekvenser for borgerne. | |
Miljømæssige konsekvenser | Lovforslaget har ingen
miljømæssige konsekvenser. | |
Forholdet til EU-retten | Lovforslaget har ingen EU-retlige aspekter,
jf. dog bemærkninger ovenfor. |
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
Markedsføringsloven skal fortsat
være den lov, der fastlægger de generelle
adfærdsnormer på markedet. Den skal sikre, at
erhvervsvirksomhed drives tilbørligt og rimeligt under
hensyntagen til forbrugerne, andre erhvervsdrivende, herunder
konkurrenter og almene samfundsinteresser. Dette er hidtil sket
gennem markedsføringslovens generalklausul om, at
virksomhederne skal handle i overensstemmelse med god
markedsføringsskik.
Det har med generalklausulen om god
markedsføringsskik været muligt at foretage en
løbende normdannelse og videreudvikling af bestemmelsens
indhold i takt med udviklingen i samfundet. Dette er sket via en
afbalanceret afvejning af de tre hensyn, som er angivet
ovenfor.
Det foreslås, at generalklausulen om god
skik bevares, og at udtrykket "god markedsføringsskik"
fastholdes i modsætning til, hvad
markedsføringsudvalget anbefaler. Såfremt man fulgte
udvalgets anbefaling og ændrede udtrykket til "god
markedsadfærd", ville det medføre usikkerhed om,
hvorvidt indholdet af den nye generalklausul var identisk med den
nuværende, og om den retspraksis, som knytter sig til
bestemmelsen, fortsat ville være gældende. Det findes
derfor ikke at være hensigtsmæssigt. Der er i den
forbindelse også lagt vægt på, at udtrykket "god
markedsføringsskik" er godt indarbejdet i den daglige
anvendelse af loven, at der har udviklet sig en righoldig
retspraksis, som knytter sig til begrebet, og at man generelt
anvender udtrykket "god skik" om overordnede
adfærdsnormer.
Det er hensigten, at generalklausulen som hidtil
skal kunne benyttes til indgreb mod alle former for urimelige
salgs- og reklameforanstaltninger, mod efterligning, snyltning og
anden udnyttelse af andres indsats, mod urimelige
aftalevilkår og til beskyttelse af den personlige integritet
og privatlivets fred.
De tidligere forarbejder til lovens
generalklausul og den retspraksis, som knytter sig til den
nuværende generalklausul, vil fortsat finde anvendelse i
fuldt omfang. Generalklausulen om god markedsføringsskik har
stået i markedsføringsloven, siden man i 1974, som
anbefalet af Forbrugerkommissionen, udstedte den første
markedsføringslov. Som i Forbrugerkommissionens forslag til
en markedsføringslov blev markedsføringslovens
generalklausul baseret på en god skik bestemmelse, som
allerede fandtes i den dagældende konkurrencelovs § 15,
stk. 1. Derfor knytter der sig en lang række forarbejder til
bestemmelsen. Om generalklausulens indhold og formål henvises
således til Konkurrencelovudvalgets betænkning
angående En Ny Konkurrencelov (betænkning nr.
416/1966), side 20 ff., bemærkningerne til lovforslaget i
Forbrugerkommissionens betænkning II (betænkning nr.
681/1973), side 17 ff., samt forslag til lov om
markedsføring, FT 1973-1974, Tillæg A, sp. 2241.
Da der på baggrund af et udvalgsarbejde i
1994 blev fremsat forslag til en ny markedsføringslov,
valgte man ligeledes at videreføre generalklausulen for at
sikre en fortsat uændret retsanvendelse. Det fremgår
endvidere af bemærkningerne til dette lovforslag (L 211 af 2.
marts 1994, FT 1993-1994, Tillæg A, sp. 7249), at
generalklausulen som hidtil vil blive anvendt som hjemmel til
offentligretlige indgreb mod urimelige kontraktvilkår, og at
dele af Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om
urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler på den
måde anses for gennemført i dansk ret.
De bagvedliggende formål med
markedsføringsloven, herunder varetagelsen af hensynene til
konkurrenterne og andre erhvervsdrivende, forbrugerne samt almene
samfundsinteresser, fremgår i dag ikke af selve lovteksten,
men har i stedet været anført i motivstoffet til
generalklausulen i markedsføringslovens § 1.
Det er mere hensigtsmæssigt, at de hensyn,
som skal varetages efter loven, fremgår af selve lovteksten
af hensyn til brugerne af loven.
Det foreslås derfor, at de tre hensyn
skrives ind i lovens generalklausul.
Det er af hensyn til lovens dynamik og meget
brede anvendelsesområde vigtigt, at vægtning af de tre
hensyn, som principielt er sideordnede, ikke fastlægges i
selve loven, men at det overlades til Forbrugerombudsmanden, og i
sidste instans domstolene, at foretage en afvejning af hensynene
på baggrund af de konkrete omstændigheder i de enkelte
sager.
Til § 2
Bestemmelsen angiver lovens
anvendelsesområde. I den nuværende lov er lovens
anvendelsesområde angivet i generalklausulen. Af hensyn til
overskueligheden skønnes det imidlertid mere
hensigtsmæssigt at udskille anvendelsesområdet fra
generalklausulen, som nu også angiver lovens formål og
de hensyn, som den skal varetage.
Markedsføringsloven finder i dag
anvendelse på "privat erhvervsvirksomhed og offentlig
virksomhed, der kan sidestilles hermed". I overensstemmelse med de
hidtidige forarbejder og retspraksis indebærer det, at enhver
handling foretaget i erhvervsøjemed i dag er omfattet af
loven, d.v.s. alle handlinger fra den indledende reklame over
produktion, distribution og salg og til den
efterfølgende service og inkasso. Det er uden
betydning, om den erhvervsdrivende opnår eller søger
at opnå personlig økonomisk vinding, så
længe det sker i erhvervsøjemed. Hermed forstås,
at handlingen skal ske som led i udøvelse af virksomhed
inden for handel, industri, håndværk, landbrug,
transport, liberale erhverv og anden form for virksomhed på
arbejds- og tjenesteydelsesområdet.
Handlingerne, der foretages i humanitær,
politisk eller religiøs sammenhæng, er kun omfattet,
såfremt de kan siges at være udslag af
erhvervsvirksomhed. Dette indebærer bl.a., at almennyttige
foreningers hvervning af medlemmer og politiske aktiviteter ikke er
omfattet af lovens anvendelsesområde, mens mere
erhvervsmæssige aktiviteter, som en forening udfører,
falder ind under lovens anvendelsesområde. Det kan fx
være tilfældet, hvis en forening driver
forlagsvirksomhed, arrangerer medlemsrejser, driver butikker
etc.
Et område, som tidligere er faldet uden for
markedsføringslovens anvendelsesområde har været
det offentliges udbud af service- og velfærdsydelser til
borgerne. Imidlertid udbydes sådanne ydelser i takt med
indførelse af friere valg på stadig mere
markedslignende vilkår og i stigende omfang i konkurrence
mellem flere offentlige og/eller private udbydere. Det kan
være ydelser inden for undervisningsområdet, som
undervisning på skoler og i gymnasier, ydelser inden for
socialområdet, som dagtilbud og hjemmepleje, og ydelser inden
for sundhedsområdet i form af hospitalsbehandling.
I den forbindelse findes det vigtigt, at alle
udbydere på dette marked, hvad enten de er offentlige eller
private, bliver underlagt samme grundvilkår.
Da markedsføringsloven indeholder de
generelle og overordnede principper for, hvordan man skal agere
på markedet i forhold til andre udbydere, til aftagerne af
ydelserne og under hensyntagen til almene samfundshensyn, vil det
være naturligt, at det også er
markedsføringslovens regler, der regulerer området for
service- og velfærdsydelser. Således vil både
borgerne og andre virksomheder have en klar forventning om, at
udbud af service- og velfærdsydelser med mulighed for friere
valg er underlagt de samme grundlæggende krav om god
markedsføringsskik, rimelige vilkår og en redelig
markedsføring, som alle andre former for udbud af
serviceydelser.
I dag udbydes mange service- og
velfærdsydelser af egentlige erhvervsvirksomheder, som klart
er omfattet af markedsføringsloven. Hertil kommer en lang
række private institutioner, hvis aktiviteter formentlig
også falder ind under den brede fortolkning af begrebet
"privat erhvervsvirksomhed", og som derfor også falder ind
under lovens anvendelsesområde. Det indebærer, at en
stor del af området for udbud af service og
velfærdsydelser allerede i dag formentlig er omfattet af
markedsføringslovens anvendelsesområde. Samtidig
må det forventes, at den gråzone, der i dag måtte
findes i forhold til markedsføringsloven, på
længere sigt vil forsvinde i takt med at udbudet af service-
og velfærdsydelser yderligere markedsgøres.
Til trods herfor vil det på nuværende
tidspunkt være hensigtsmæssigt, at der sker en
præcisering af lovens anvendelsesområde. Det
foreslås derfor, at det af bestemmelsen om lovens
anvendelsesområde udtrykkeligt fremgår, at den finder
anvendelse på alle, som udbyder varer eller tjenesteydelser
på markedet.
Det afgørende kriterium for hvornår
offentlig virksomhed bliver omfattet af markedsføringsloven,
vil herefter blive, at udbudet af varer eller tjenesteydelser sker
på et marked/markedslignende vilkår, og ikke
nødvendigvis om udbudet sker i konkurrence mellem offentlige
institutioner og private virksomheder.
Med den foreslåede bestemmelse medtages
også udbud af service- og velfærdsydelser i de
tilfælde, hvor der kun findes offentlige udbydere,
såfremt udbudet i øvrigt sker på
markedsvilkår. Det sker, fordi det er uden betydning for
modtageren af ydelsen, om leverandøren af en ydelse er en
privat virksomhed eller en offentlig institution.
Det bemærkes, at offentlige udbydere
fortsat vil være omfattet af de forvaltningsretlige regler,
herunder forvaltningsloven og kravet om overholdelse af god
forvaltningsskik, som i dag gælder for disse
virksomheder.
I det omfang udbudet af service- og
velfærdsydelser er underlagt særlige regler, herunder
lovmæssige krav til ydelsernes indhold og til de
vilkår, hvorpå de leveres, vil udgangspunktet
være, at en udbyder, som følger sådanne krav og
vilkår, handler i overensstemmelse med god
markedsføringsskik. Det samme vil være
tilfældet, såfremt der i forbindelse med godkendelse af
udbydere af service- og velfærdsydelser bliver opstillet krav
fra godkendelsesmyndighedens side.
Til stk. 2 og 3
Da der for virksomheder omfattet af lov om
finansiel virksomhed gør sig særlige forhold
gældende, undtages finansielle virksomheder fra enkelte af
lovens bestemmelser. Stk. 2 viderefører undtagelserne i den
gældende markedsføringslovs § 1, stk. 2, og
§ 2, stk. 5, og den gældende prismærkningslovs
§ 4, stk. 4, og § 5, stk. 4. Om disse bestemmelsers
indhold og anvendelse henvises til forarbejder til bestemmelserne i
L 173 af 21. marts 2002, FT 2001-2002, Tillæg A, sp. 4817 og
L 64 af 27. oktober 2004, FT 2004-2005, Tillæg A, sp. 1677.
Undtagelserne i stk. 3 er nærmere beskrevet i
bemærkningerne til § 11, stk. 2 og §§ 13 -
14.
Til § 3
Bestemmelsen er en ordret videreførelse af
§ 2 i den gældende lov. Formålet med bestemmelsen
er at sikre, at vildledende, urigtige og urimeligt mangelfulde
angivelser ikke benyttes i markedsføring til skade for
forbrugerne og for andre erhvervsdrivende. Endvidere beskytter
bestemmelsens stk. 2, og 3, andre erhvervsdrivende og forbrugerne
mod brug af utilbørlige angivelser og fremgangsmåder.
I modsætning til generalklausulen er bestemmelsen
begrænset til at omfatte handlinger, som er egnet til at
påvirke udbud og efterspørgslen af varer og
tjenesteydelser. Bestemmelsen har stået i
markedsføringsloven siden lovens indførelse i 1974,
og var allerede da en forenklet videreførelse af regler om
vildledning og utilbørlige fremgangsmåder fra den
dagældende konkurrencelovgivning.
Om den oprindelige bestemmelses indhold og
anvendelse henvises til følgende forarbejder:
Konkurrenceudvalgets betænkning angående En Ny
Konkurrencelov, (betænkning nr. 416/1966), side 36 ff.,
Forbrugerkommissionens betænkning II (betænkning nr.
681/1973) side 19 ff., lovforslag af 8. marts 1974, FT 1973-1974,
Tillæg A, sp. 2241.
Ved indførelsen af en ny
markedsføringslov i 1994 blev bestemmelsen overført
til den nye lov, og der blev indført en ny bevisregel i stk.
4, hvorefter en virksomhed skal kunne dokumentere rigtigheden af
angivelser om faktiske forhold. Om baggrunden for og formålet
med denne regel henvises til Industriministeriets betænkning
Ny Markedsføringslov (betænkning nr.1236/1992) og
bemærkningerne til bestemmelsen i L 211 af 2. marts 1994, FT
1993-1994, Tillæg A, sp. 4249.
Til § 4
Der foreslås indsat en ny bestemmelse i
loven, som har til formål at sikre, at modtageren af et
reklamebudskab bliver gjort opmærksom på, at der er
tale om reklame og dermed forhindre skjult reklame. Skjult reklame
er alle former for reklame, som ikke fremtræder som
sådan. Som eksempler kan nævnes reklame, der
fremtræder som redaktionelt stof i aviser, blade, radio og
på tv, og eksponering af bestemte produkter/logoer i film og
tv-udsendelser, som bygger på en aftale mellem en
erhvervsdrivende, og de personer som står for produktionen af
filmen eller udsendelsen, såkaldt product placement.
Området er i dag reguleret af
markedsføringslovens generelle bestemmelser om god
markedsføringsskik og forbudet mod vildledning. Anvendelse
af reklame, der ikke kan identificeres som reklame, anses
således som udgangspunkt for at være i strid med
markedsføringslovens generalklausul om god
markedsføringsskik.
Det Internationale Handelskammer
ICC€™s internationale kodeks for reklamepraksis (udgivet
den 1. februar 1998 af ICC-Danmark) indeholder også en
bestemmelse om reklameidentifikation, hvorefter reklamer klart skal
kunne identificeres som sådanne.
Herudover kan vildledningsforbudet i
markedsføringsloven finde anvendelse. Det gælder dog
kun skjult reklame, som har en form, der kan anses for at
være vildledende, eller hvor den konkrete fremgangsmåde
er utilbørlig.
Det er imidlertid vigtigt at sikre, at de
personer, som reklamen er rettet imod, kan identificere, at der er
tale om et reklamebudskab og dermed vurdere det herefter.
Især i en tid, hvor stadig mere avancerede reklameformer
tages i anvendelse.
Det foreslås derfor, at der indsættes
et specifikt krav i loven om, at reklamebudskaber klart skal kunne
identificeres som sådanne. Hermed indskrives princippet fra
ICC kodeks for reklamepraksis i loven.
Med bestemmelsen indføres et generelt krav
om reklameidentifikation, uanset hvordan reklamebudskabet bringes
til modtageren. Bestemmelsen vil dermed supplere de lovkrav om
reklameidentifikation, som allerede i dag findes i radio- og
fjernsynslovgivningen og e-handelsloven.
Ifølge lov om radio og fjernsynsvirksomhed
skal alle reklamer i radio og fjernsyn klart kunne identificeres
som sådanne, således at de i indhold og
præsentation adskiller sig fra ordinære programmer. Der
findes også regler om sponsorkreditering. Reglerne regulerer
bl.a. spørgsmålet om sammenblanding af redaktionelt og
kommercielt stof i radio- og fjernsynsudsendelser. Det er Radio- og
Tv-nævnet, som fører tilsyn med disse regler og som
træffer endelig administrativ afgørelse
vedrørende disse sagstyper i forhold til radio- og
fjernsynsforetagender.
Indførelse af
reklameidentifikationsbestemmelsen i markedsføringsloven vil
ikke berøre den nuværende radio- og
fjernsynslovgivning eller Radio- og Tv-nævnets kompetence.
Med henblik på at sikre en hensigtsmæssig koordination
i sager om skjult reklame er det mellem Kulturministeriet og
Forbrugerombudsmanden besluttet at etablere et uformelt
koordinationsforum om behandling af sådanne sager efter
henholdsvis radio- og fjernsynslovgivningen og
markedsføringsloven.
Begrebet "reklame" skal forstås i
overensstemmelse med definitionen af dette begreb i art. 2 i
Rådets direktiv 84/450/EØF af 10. september 1984 om
indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og
administrative bestemmelser om vildledende reklame og fortolkning
af den nuværende lovs § 2a, hvorefter reklame omfatter
"enhver form for tilkendegivelse i forbindelse med udøvelse
af virksomhed som handlende, håndværker eller
industridrivende eller udøvelse af et liberalt erhverv, som
har til formål at fremme afsætningen af varer eller
tjenesteydelser, herunder fast ejendom, rettigheder og
forpligtelser".
Reklame, der består i, at personer
eksponerer et bestemt produkt, forudsætter, at der foreligger
en aftale mellem den erhvervsdrivende, hvis produkt der reklameres
for, og den person, som står for eksponeringen. Det forhold
at en erhvervsdrivende giver en gave eller stiller en vare til
rådighed for andre, uden at modtageren forpligtes til at
bruge produktet på en bestemt måde, kan ikke betegnes
som en reklame.
Det er overladt til afsenderen af
reklamebudskabet selv at beslutte, hvordan identifikationen skal
ske, så længe det sker på en klar måde. Det
vil sige på en måde, så modtageren bliver gjort
opmærksom på, at her er tale om et reklamebudskab. Det
kan fx ske ved, at artikler i blade og aviser, som reelt er
reklamer for specifikke produkter eller tjenesteydelser, tydeligt
markeres som annoncer.
Der stilles ikke et ubetinget krav om, at
identifikationen skal ske i eller sammen med reklamen, selv om det
typisk vil være naturligt. Fx vil identifikationskravet i
tilfælde, hvor der er indgået aftale om særlig
eksponering af produkter i film, kunne være opfyldt,
såfremt det af rulleteksterne før eller efter filmen
fremgår, at der har været anvendt produkter efter
aftale med en eller flere erhvervsdrivende.
Den foreslåede bestemmelse er ikke til
hinder for, at man benytter den særlige reklameform, der
kaldes "teasere", det vil sige en reklameform, hvor det ikke
umiddelbart afsløres, at et billede eller et objekt i det
offentlige rum er et led i en reklamekampagne. Et eksempel kunne
være en husgavl, som males i en bestemt farve og der
først senere gennemføres en reklamekampagne, hvori
den pågældende farve indgår, så man bliver
klar over, at bemalingen af husgavlen er et led i denne
kampagne.
Forpligtelsen til at sørge for at en
reklame er identificeret, påhviler den, som er ansvarlig for
markedsføringen. Det vil sige den erhvervsdrivende, som
markedsfører sine produkter eller tjenesteydelser. Men det
udelukker ikke, at andre erhvervsdrivende vil kunne ifalde et
ansvar efter straffelovens generelle regler om medvirken,
eksempelvis et medium, som vælger at bringe en uidentificeret
reklame. Det forudsætter dog, at betingelserne herfor er
opfyldt, herunder at mediet selv har medvirket til at skjule
reklamebudskabet. Indikationer på, at dette er tilfælde
kan eksempelvis være, at der foreligger en nærmere
aftale mellem den erhvervsdrivende og mediet om, hvordan
reklamebudskabet skal bringes, eller at der er betalt et honorar
eller ydet andre modydelser for at viderebringe det skjulte
reklamebudskab.
Omvendt vil man ikke kunne straffe personer eller
virksomheder, som uden at vide det viderebringer skjulte
reklamebudskaber. Eksempelvis vil en radiostation, som ikke er
bekendt med, at en sang indeholder reklamebudskaber, ikke kunne
ifalde et ansvar ved at spille sangen uden at gøre
opmærksom på, at den indeholder reklamer. Ligeledes vil
der heller ikke påhvile en filmimportør eller en
biografejer en pligt til af egen drift at undersøge, om film
indeholder reklamebudskaber.
Det foreslås, at overtrædelser af
bestemmelsen strafbelægges. Det vil give
Forbrugerombudsmanden bedre muligheder for at få
overtrædelser sanktioneret i forhold til i dag, hvor
overtrædelser ikke umiddelbart kan straffes. Ligesom det
sender et klart signal om, at uidentificeret reklame er en
uacceptabel og uetisk form for markedsføring.
Hertil kommer, at indførelse af en
strafbelagt bestemmelse om reklameidentifikation vil have en
præventiv effekt, idet virksomheder, som ikke identificerer
deres reklame, fremover må forvente at blive straffet.
Endelig er der med den nye bestemmelse
åbnet mulighed for, at Forbrugerombudsmanden kan benytte
administrativt påbud i sin håndhævelse, idet der
med bestemmelsen tilvejebringes en klar retstilstand på
området.
Ved siden af den foreslåede bestemmelse vil
lovens generalklausul og forbudet mod vildledning fortsat finde
anvendelse på tilfælde, hvor der ikke vil kunne
straffes for manglende reklameidentifikation, men hvor den anvendte
fremgangsmåde må karakteriseres som værende i
strid med god markedsføringsskik eller vildledende.
Det forventes, at Forbrugerombudsmanden udsender
en vejledning om sin fremtidige anvendelse af bestemmelsen i
forbindelse med lovens ikrafttræden. I vejledningen vil
Forbrugerombudsmanden kunne give mere uddybende eksempler på
reklamer, som efter hans opfattelse ikke lever op til kravet om
klart at kunne identificeres som reklamer. I vejledningen vil
snitfladen mellem den nye bestemmelse og god
markedsføringsskik og vildledningsforbudet ligeledes kunne
beskrives nærmere.
Til § 5
Bestemmelsen regulerer anvendelsen af
sammenlignende reklame, og er en videreførelse af § 2a
i den gældende lov. Bestemmelsen gennemfører de
fælleseuropæiske regler om sammenlignende reklame, som
fremgår af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
97/55/EF af 6. oktober 1997 om ændring af direktiv
84/450/EØF om vildledende reklame for at medtage
sammenlignende reklame. Om bestemmelsens indhold og anvendelse
henvises til forarbejderne til bestemmelsen i L 35 af 13. oktober
1999, FT 1999-2000, Tillæg A, sp. 1044.
Til § 6
Bestemmelsen regulerer anvendelsen af
uanmodet henvendelse, og er en ordret videreførelse af
§ 6a i den gældende lov. Bestemmelsen er indført
i loven ved L 442 af 31. maj 2000. Bestemmelsen gennemfører
EU-regler om uanmodet markedsføring fra direktiv 97/7/EF af
20. maj 1997 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler
vedrørende fjernsalg (fjernsalgsdirektivet) og direktiv
97/66/EF af 15. december 1997 om behandling af personoplysninger og
beskyttelse af privatlivets fred inden for telesektoren (det
såkaldte ISDN-direktiv). Ifølge bestemmelsens stk. 1,
gælder et generelt forbud mod uanmodede elektroniske
henvendelser (spam), som dog er modificeret i stk. 2. Denne
modifikation blev indført ved L 450 af 10. juni 2003, som
gennemførte den såkaldte "99-reveiw"pakke, som
består af en revision af en række teledirektiver, i
dansk ret.
Udover at indeholde regler om spam regulerer
bestemmelsen også andre former for uanmodet
markedsføring, herunder muligheden for at frabede sig
sådanne henvendelser via optagelse på en central liste
i CPR-registret. Om bestemmelsens nærmere indhold og baggrund
henvises til bemærkningerne i de to lovforslag, hvormed
reglerne i bestemmelsen er indført, L 213 af 1. marts 2000,
FT 1999-2000, Tillæg A, sp. 5922 og L 143 af 29. januar 2003,
FT 2002-2003, Tillæg A, sp. 3467.
Til § 7
Bestemmelsen er en ordret videreførelse af
§ 3 i den gældende lov og har til formål at sikre,
at en køber får en forsvarlig vejledning i forbindelse
med køb af varer og tjenesteydelser. Bestemmelsen blev
indført med markedsføringsloven fra 1974 efter
anbefaling af Forbrugerkommissionen og blev videreført
uændret i den nye markedsføringslov L 428 af 1. juni
1994. Om bestemmelsens indhold og anvendelse henvises til
Forbrugerkommissionens betænkning II (betænkning
681/1973), s. 21f og lovforslag af 8. marts 1974, FT 1973-1974,
Tillæg A, sp. 2241.
Til § 8
Det foreslås, at der indsættes en ny
bestemmelse i loven, som har til formål at beskytte
børn og unge i forbindelse med markedsføring rettet
specielt mod denne målgruppe.
Børn og unge har ikke den fornødne
erfaring til at foretage objektive vurderinger i forhold til
reklamer og lader sig påvirke af det umiddelbare uden
overvejelser. De er nemme at lokke med fx tilbud, der er ledsaget
af løfter om gaver, deltagelse i konkurrencer med gode
gevinster og vinderchancer. Det forhold, at børn og unge er
lette at påvirke, giver også de erhvervsdrivende
særligt gode muligheder for at øge deres interesse for
mærkevarer og præge deres forbrugsmønstre.
Der findes ikke i dag specifikke regler om
markedsføring over for børn og unge i
markedsføringsloven. De særlige hensyn, som bør
tages i forbindelse med markedsføring over for denne
målgruppe, har i stedet været varetaget under lovens
generelle bestemmelser om god markedsføringsskik og forbud
mod vildledning. De nævnte bestemmelser er i relation til
børn og unge blevet fortolket i lyset af det Internationale
Handelskammer, ICC€™s kodeks for reklamepraksis, som
indeholder særlige regler om markedsføring rettet mod
denne målgruppe. Hertil kommer, at Forbrugerombudsmanden i
april 2002 har udarbejdet en vejledning om markedsføring
over for børn og unge kaldet "Børn, unge og
markedsføring". Vejledningen indeholder
Forbrugerombudsmandens fortolkning af, hvad iagttagelse af god
markedsføringsskik i forhold til børn og unge
indebærer. Vejledningen kan findes på hjemmesiden
www.forbrug.dk.
Til stk. 1
Den foreslåede bestemmelses stk. 1, er
baseret på reglerne i ICC kodeks for reklamepraksis. Den
pålægger generelt erhvervsdrivende, der
markedsfører sig over for børn og unge, at udforme
deres markedsføring på en måde, der tager
højde for de særlige beskyttelsesbehov, som denne
målgruppe har. Det fremgår således af
bestemmelsen, at virksomheder, der retter deres
markedsføring mod børn og unge, ikke må udnytte
den særlige godtroenhed og mangel på erfaring, der
karakteriserer denne målgruppe. Begrebet "børn og
unge" dækker generelt personer op til 18 år, men
markedsføringen vil skulle bedømmes i forhold til den
konkrete aldersgruppe, den henvender sig til. Det indebærer,
at en reklame, der henvender sig til små børn, skal
vurderes anderledes end en reklame, der henvender sig til unge
på 15-16 år.
Bestemmelsen indebærer blandt andet, at man
skal udvise tilbageholdenhed og forsigtighed ved brug af
markedsføringsmetoder, som kan forskyde fokus fra den vare
eller ydelse, man vil sælge. Erhvervslivet bør
ligeledes være særligt tilbageholdende med at benytte
mere aggressive markedsføringsmetoder, som fx brug af
børn som salgsmedarbejdere, direkte henvendelse etc.
Bestemmelsen kan ikke umiddelbart danne grundlag
for egentlige forbud eller påbud og foreslås heller
ikke strafbelagt. Den skal i stedet fungere som en referenceramme
eller agtsomhedsnorm, som virksomhederne skal udforme deres
markedsføring rettet mod børn og unge indenfor.
Bestemmelsen vil derfor indebære en generel skærpelse
af de øvrige bestemmelser i markedsføringsloven,
når målgruppen er børn og unge.
Det vil fx indebære, at man ved vurderingen
af om en reklame rettet til børn og unge er vildledende,
skal tage højde for, at de lettere tager reklameudsagn for
gode varer. Derfor skal beskrivelsen af et produkts
størrelse, værdi, art, holdbarhed eller
præstation være mere præcis og realistisk end i
reklamer rettet mod voksne.
Det er i dag blevet mere almindeligt at benytte
referencer til sex i markedsføring som et middel til at
fange modtagernes opmærksomhed. Den nye bestemmelse skal,
sammenholdt med lovens generalklausul sikre, at dette ikke sker i
markedsføring rettet mod børn. Dette skyldes, at man
ved at bruge seksuelle undertoner i reklamer, der henvender sig
direkte til børn, krænker deres naturlige
blufærdighed og bringer dem ind i et univers, som de endnu
ikke har forudsætninger for at bevæge sig i. Herved
overtræder man god markedsføringsskik.
Det vil være op til Forbrugerombudsmanden
og i sidste ende domstolene konkret at afgøre, hvornår
en reklame bevæger sig over grænserne for det
tilladelige.
Medieudviklingen, herunder mediekonvergensen
(mediesammensmeltningen), åbner muligheder for ny og
anderledes markedsføring. Brugen af levende billeder og lyd
og interaktiviteten betyder en mere intens og direkte
påvirkning af brugerne, og grænsen mellem reklamer og
information, underholdning og spil bliver mere flydende. Derfor
stiller reklamering over for børn og unge i interaktive
medier særlige krav til, at reklamerne holder sig inden for
det reklameunivers, som barnet selv er søgt ind i.
Den i § 4 foreslåede bestemmelse om
reklameidentifikation vil generelt sikre, at der ikke sker en
sløring af reklamer/markedsføring i film og på
internettet. Sammenholdes kravene i § 4 med den nye
bestemmelse om børn og unge, skærpes kravene til
reklameidentifikationen. Det betyder fx, at man ved reklamer i
interaktive medier rettet mod børn og unge skal udvise
særligt agtpågivenhed for ikke at sløre
markedsføringen.
Det vil betyde, at eksempelvis et spil på
nettet, hvori der undervejs i spillet dukker mærkevarer op
som rekvisitter, vil kunne være i strid med det nye
regelsæt.
Et markedsføringsspil på en
virksomheds hjemmeside, hvor det er åbenlyst, at der
reklameres for virksomhedens produkter, vil som hidtil være
tilladt, idet det her vil være klart for barnet, at det er
trådt ind i et reklameunivers, og hvad der reklameres for.
Der vil altså ikke være noget til hinder for, at en
legetøjsfabrikant på sin hjemmeside har et spil, hvor
man virtuelt kan lege med firmaets produkter. Det vil også
være tilladt at have reklamespil, som benytter virksomhedens
reklamefigurer eller dets logo.
Derimod vil det være i strid med reglerne
om reklameidentifikation, såfremt der i et reklamespil
optræder reklamer for andre produkter, som ikke hører
hjemme i spillets reklameunivers. Et eksempel kunne være et
spil på en legetøjsfabrikants hjemmeside, hvor man
spiller med dukkefigurer, og hvor dukken pludselig drikker sodavand
af et bestemt mærke eller køber
mærkevaretøj.
Til stk. 2
Den generelle bestemmelse i stk. 1,
foreslås suppleret af et konkret forbud i stk. 2, mod brug af
visse aggressive og forrående virkemidler i reklamer rettet
mod børn og unge. Også denne regel er i vidt omfang
baseret på ICC kodeks for reklamepraksis regler om
reklamering over for børn og unge.
Det foreslås at forbyde
markedsføring, som opfordrer til vold og brug af rusmidler
eller anden farlig eller hensynsløs adfærd. Det vil
ligeledes være forbudt på utilbørlig måde
at benytte vold, frygt eller overtro som virkemidler.
Markedsføring, der tilskynder til
voldshandlinger, mobning eller lignende, vil ikke være
tilladt. Det samme gælder, hvis reklamen på
utilbørlig måde bruger drab, vold eller mishandling
som virkemiddel. Eksempelvis vil det ikke være tilladt at
illustrere en reklame for legetøjspistoler med realistiske
skuddueller mellem soldater.
Endvidere må markedsføringen ikke
uden pædagogisk, samfundsmæssig eller anden saglig
begrundelse indeholde afbildning eller beskrivelser af farlige
situationer eller af situationer, der tilsidesætter
almindelig sikkerhed. Det kunne fx være en reklame, hvor man
viser modeller med plastikposer over hovederne, og hvor det vil
være forbundet med stor fare, hvis børn inspireret af
reklamen gør det samme. Eller reklamer, hvori personer
omgås uforsvarligt med ild.
Det foreslåede forbud mod at opfordre til
indtagelse af rusmidler skal sikre, at det fremover ikke vil
være tilladt at benytte druk eller narkotikaindtagelse som et
blikfang til at sælge et andet produkt. Fx vil det ikke
længere være tilladt at markedsføre en
ungdomsrejse med, at det på turen vil være muligt at
drikke sig fra sans og samling. Forbudet vil supplere det
frivillige regelsæt om markedsføring af alkohol,
(aftale om regler for markedsføring af alkoholholdige
drikkevarer indgået mellem Afholdsselskabernes Landsforbund,
Bryggeriforeningen, Dansk Handel & Service, Danske
Reklamebureauers Brancheforening, De Samvirkende
Købmandsforeninger i Danmark, Erhvervsministeriet,
Foreningen af Danske Spiritusfabrikanter, Forbrugerrådet,
Fællesforeningen af Danske Brugsforeninger, HORESTA,
Rådet for større Færdselssikkerhed,
Sundhedsministeriet, Veterinær- og
Fødevaredirektoratet og Vin og Spiritus Organisationen i
Danmark den 21. oktober 1999), som ikke tillader, at alkoholholdige
produkter markedsføres direkte over for børn og
unge.
Det foreslås, at overtrædelser af
stk. 2 strafbelægges, således at virksomheder, som
benytter de i bestemmelsen nævnte virkemidler i
markedsføring rettet mod børn og unge, kan straffes i
modsætning til i dag, hvor sådanne reklamer alene vil
kunne forbydes som værende i strid med god
markedsføringsskik. Samtidig vil indførelse af et
strafbelagt forbud have en præventiv effekt.
Til § 9
Som omtalt under lovforslagets almindelige
bemærkninger, foreslås det, at de nuværende
specialforbud i markedsføringsloven om tilgift, rabatkuponer
og €"mærker, mængdebegrænsning og
købsbetingede konkurrencer ophæves.
For at sikre at forbrugerne får mulighed
for at gennemskue tilbud, hvori salgsfremmende foranstaltninger
indgår, foreslås der indført en ny bestemmelse
om markedsføring, som indeholder salgsfremmende
foranstaltninger. Bestemmelsen stiller krav om, at
tilbudsbetingelserne skal være klare og let
tilgængelige for forbrugerne, og værdien af eventuelle
tillægsydelser skal oplyses.
Den foreslåede bestemmelse vil supplere
lovens generelle krav om god markedsføringsskik og forbudet
mod vildledning, herunder forbudet mod at give urimeligt
mangelfulde oplysninger, ved at opstille specifikke krav til
oplysning i forbindelse med anvendelse af salgsfremmende
foranstaltninger. Det indebærer, at man vil kunne gribe ind
over for en markedsføring, som ikke indeholder de
oplysninger, som den foreslåede bestemmelse foreskriver, men
som i øvrigt ikke vil kunne betegnes som værende i
strid med god markedsføringsskik eller opfylde betingelserne
for at være vildledende.
Såfremt brugen af salgsfremmende metoder
som fx tilgift og rabatter kombineres med disse oplysningskrav, vil
forbrugerne få mulighed for selv at vurdere hele tilbudet og
dermed tage stilling til, om det reelt er det mest fordelagtige
tilbud for vedkommende.
Samtidig vil den foreslåede bestemmelse
ikke være til hinder for, at der kan gribes ind over for
markedsføring med salgsfremmende foranstaltninger, hvor
oplysningskravene i den nye bestemmelse er opfyldt, men hvor
udformningen af andre grunde er i strid med god
markedsføringsskik eller forbudet mod vildledning og
utilbørlige fremgangsmåder.
Bestemmelsen angiver ikke specifikt, hvilke
oplysninger der skal gives, idet det vil være afhængig
af den konkrete markedsføring. Men bestemmelsen vil
eksempelvis betyde, at en erhvervsdrivende, som benytter
salgsfremmende foranstaltninger, vil være forpligtet til
klart at beskrive eventuelle betingelser, som knytter sig til den
salgsfremmende foranstaltning. Det kan fx være
tidsmæssige eller andre begrænsninger i tilbudet, krav
om at forbrugeren selv skal betale visse omkostninger, eller
særlige betingelser som man skal opfylde for at få del
i tilbudet.
Ved brug af salgsfremmende konkurrencer vil
oplysningskravene eksempelvis kunne indebære, at man skal
oplyse om præmiens værdi, antallet af præmier og
udvælgelsesproceduren i forbindelse med tildelingen af
præmierne.
Bestemmelsen stiller også krav om, at
værdien af tillægsydelser skal oplyses. Det
indebærer bl.a., at forbrugeren ved ydelse af tilgift skal
have oplyst tilgiftsydelsens handelsværdi, eller hvis det
ikke er muligt, i stedet have en detaljeret beskrivelse af
tilgiftsydelsen, som sætter forbrugeren i stand til at
vurdere dens reelle værdi.
For at sikre den nye bestemmelse størst
mulig gennemslagskraft foreslås det, at overtrædelser
af den nye bestemmelse strafbelægges.
Til § 10
Bestemmelsen er en ordret videreførelse af
den gældende lovs § 4, og har til formål at sikre,
at en garanti, som markedsføres over for forbrugerne, har et
reelt indhold. Dette sikres gennem et krav om, at en garanti skal
give forbrugeren reelle forbedringer i forhold til den
retsstilling, som følger af lovgivningen. Regler om garanti
blev indført i den første markedsføringslov
fra 1974 og gjaldt på daværende tidspunkt i alle
forhold. Om denne bestemmelses indhold henvises til
Forbrugerkommissionens betænkning II (betænkning nr.
681/1973) s. 22 og lovforslag af 8. marts 1974, FT 1973-1974,
Tillæg A, sp. 2241. I forbindelse med indførelsen af
den nye markedsføringslov i 1994 blev bestemmelsen
ændret, således at den i dag kun gælder i
forbrugerforhold, ligesom det i bestemmelsen blev præciseret,
at en garanti skal give forbrugeren en væsentlig bedre
retsstilling. Der henvises i den forbindelse til
bemærkningerne i L 211 af 2. marts 1994, FT 1993-1994,
Tillæg A, sp. 7249.
Bestemmelsens stk. 2 gennemfører dele af
Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv 1999/44/EF af 25. maj
1999 om visse aspekter af forbrugerkøb og garantier i
forbindelse hermed i dansk ret og blev indført ved L 342 af
2. juni 1999. Om det nærmere indhold af stk. 2 henvises til
bemærkningerne i L 136 af 9. december 1998, FT 1998-1999,
Tillæg A, sp. 3216.
Til § 11
Til stk. 1
Forslagets § 11, stk. 1, 1. pkt.,
viderefører bestemmelsen i den nuværende
prismærkningslovs § 1, stk. 1, om mærkning,
skiltning eller anden tydelig oplysning om priser for varer, der
erhvervsmæssigt udbydes i detailsalg. Bestemmelsen blev
indført med prismærkningsloven i 1977 og har til
formål at støtte forbrugernes muligheder for at
bedømme priser. Bestemmelsen er ikke blevet ændret
siden vedtagelsen. Om bestemmelsens indhold og anvendelse henvises
til lovforslag af 3. marts 1977, FT 1976-77, Tillæg A, sp.
601.
Den foreslåede bestemmelse har
undergået en sproglig modernisering således, at den
nugældende formulering "erhvervsmæssigt udbud i
detailsalg" i overensstemmelse med moderne sprogbrug foreslås
omformuleret til "erhvervsmæssigt udbud af varer til
forbrugere". Der er imidlertid hermed ikke tilsigtet en
indholdsmæssig indskrænkning af
anvendelsesområdet i forhold til den nugældende
bestemmelse.
For så vidt angår detailhandlens brug
af scannere, følger det allerede af gældende ret, at
scannere kun kan anvendes til prismærkning, så
længe prismærkningslovens tydelighedskrav er opfyldt.
Den gældende lov er således ikke til hinder for
anvendelse af ny teknologi i forbindelse med prismærkning. Ny
teknologi som erstatning for traditionel prismærkning eller
prisskiltning må dog ikke medføre, at forbrugerne
stilles ringere. Den foreslåede bestemmelse
viderefører denne retstilstand.
I modsætning til den gældende
prismærkningslov forslås det, at bestemmelsen i §
11, stk. 1, gøres teknologineutral, således at denne
både finder anvendelse på internettet og i fysiske
forretninger. Forbrugerne har samme behov for prisoplysninger,
uanset om forbrugerne handler på internettet eller i fysiske
forretninger. Prisinformationen skal gøre det muligt for
forbrugerne at sammenligne forskellige produkter inden for samme
produktgruppe og hos forskellige erhvervsdrivende. Dette medvirker
til en effektiv priskonkurrence. Dette formål gør sig
gældende med samme styrke, uanset om der handles på
internettet eller i fysiske forretninger.
Forslaget medfører, at forbrugerne ved
handel i internetforretninger får krav på
prisoplysninger tidligere end efter de gældende regler i lov
nr. 451 af 9. juni 2004 om visse forbrugeraftaler, § 11, stk.
1, nr. 3, hvoraf det fremgår, at forbrugerne i forbindelse
med fjernsalg skal have oplysning om prisen for varen eller
tjenesteydelsen, inden der indgås en aftale. Dette tolkes i
praksis således, at forbrugeren skal have prisoplysningen
senest på bestillingssiden. Dette er således et senere
tidspunkt, end hvad der gælder for varer i fysiske
forretninger efter den gældende prismærkningslov, hvor
prisen opgives i forbindelse med, at forbrugeren står over
for varen.
Med lovforslaget gives der den erhvervsdrivende
forskellige muligheder for at opfylde kravet om prisoplysninger for
varer i internetbutikker, så længe bestemmelsens
tydelighedskrav er opfyldt. Det vil sige, at forbrugeren hurtigt og
rimeligt enkelt på egen hånd skal kunne gøre sig
bekendt med prisen, og at muligheden for prissammenligning ikke
vanskeliggøres. Der skal således ikke
nødvendigvis gives prisoplysninger første gang
produktet nævnes i en internetbutik. Prisoplysningskravet vil
i en internetbutik være opfyldt, når forbrugeren let og
hurtigt kan gøre sig bekendt med prisen for et produkt.
Dette vil f.eks. være tilfældet, når forbrugeren
fra den første præsentation kan bevæge sig
videre til en side, hvor varens pris oplyses.
Ved annoncering følger det af
lovforslagets § 11, stk. 3, at der ikke skal gives
prisoplysninger. Hvis der ved annonceringen foretages en
præsentation af en vare, som kan købes i den
pågældende butik, foreligger der ikke annoncering.
Den erhvervsdrivende skal oplyse varens totalpris
inkl. gebyrer, omkostninger, moms og alle andre afgifter, jf.
forslagets § 11, stk. 1, 1. pkt. Herved sikres forbrugeren
oplysning om det samlede beløb, som forbrugeren skal betale
for varen, når han modtager den erhvervsdrivendes
regning.
Afgifter eller omkostninger, der
pålægges forbrugerne i forbindelse med erhvervelsen af
en vare, men som den erhvervsdrivende ikke er forpligtet til at
opkræve enten i medfør af lov eller aftale med en
anden erhvervsdrivende, skal ikke indregnes i den samlede pris, men
oplyses særskilt. Herved sikres det, at forbrugeren får
et samlet overblik over de økonomiske konsekvenser af
købet, samtidig med at forbrugeren får oplysning om
det beløb, som han skal betale til den erhvervsdrivende.
Som eksempel på afgifter eller
omkostninger, som den erhvervsdrivende ikke er forpligtet til at
opkræve direkte hos forbrugeren, kan nævnes afgift for
tinglysning af pantebrev i fast ejendom, der tjener som sikkerhed
for et ydet lån, eller retsafgifter.
Med den foreslåede bestemmelse
videreføres undtagelsen fra prisoplysningsreglen ved salg af
varer ved auktionssalg. Derimod vurderes det ikke nødvendigt
at videreføre den gældende undtagelse for antikviteter
og kunst, jf. Markedsføringsudvalgets anbefalinger.
Til stk. 2
Med forslagets § 11, stk. 2, indføres
en generel forpligtelse til at give prisoplysninger ved
erhvervsmæssigt udbud af tjenesteydelser til forbrugere.
Bestemmelsen medfører for det
første, at tjenesteydere, der udbyder tjenesteydelser til en
samlet fast pris, skal oplyse tjenesteydelsens pris. Som eksempler
på tjenesteydelser, hvor der typisk kan oplyses en samlet
pris, kan nævnes en klipning eller farvning hos en
frisør, advokaters faste priser på
skødeskrivning eller udarbejdelse af testamenter.
Bestemmelsen medfører endvidere, at hvor
det ikke er muligt at oplyse den samlede pris for tjenesteydelsen,
skal grundlaget for beregningen af prisen oplyses, såfremt
dette vil gøre det muligt for forbrugeren selv at beregne
den endelige pris.
Som eksempel på tjenesteydelser, hvor det
vil være muligt for forbrugeren at beregne den endelige pris,
hvis vedkommende får oplyst beregningsgrundlaget, kan
nævnes gulvlakering, som udbydes til en bestemt pris pr.
kvadratmeter eventuelt suppleret med et fast grundbeløb. Her
vil det være muligt for forbrugeren selv at beregne den
endelige pris på baggrund af en opmåling af det gulv,
der ønskes lakeret. Et andet eksempel er
telefonabonnementer. Såfremt udbyderen oplyser de faste
omkostninger ved abonnementet som et beløb, som forbrugeren
under alle omstændigheder skal betale, samt de variable
omkostninger, vil det være muligt for forbrugeren selv at
beregne den samlede pris for tjenesteydelsen på baggrund af
sin viden om sit forbrugsmønster.
Hvis der i grundlaget for beregningen af en
tjenesteydelses pris indgår et prisspænd, og det derfor
ikke på forhånd er muligt for forbrugeren at beregne
prisen for den tjenesteydelse, der efterspørges, skal den
erhvervsdrivende ikke oplyse om prisen for tjenesteydelsen.
Der skal endvidere ikke gives prisoplysninger for
fx håndværksydelser, hvor prisen beregnes på
baggrund af en timepris, når det ikke er muligt for
forbrugeren at vurdere, hvor mange timer der medgår til
udførelsen af den pågældende
håndværksydelse.
Begrundelsen for ikke at lade
prisoplysningspligten gælde for disse tjenesteydelser er, at
prisoplysninger i denne forbindelse ikke giver en nyttig oplysning,
som forbrugeren kan bruge til at danne sig et billede af prisen
på en tjenesteydelse, da den endelige pris afhænger af,
hvor mange timer der medgår ved tjenesteydelsens
udførelse eller andre forhold, som forbrugeren ikke selv kan
vurdere uden at kontakte den erhvervsdrivende. Det kan
således være tjenesteyderen med den høje
timepris, der er billigst, fordi denne tjenesteyder har det laveste
tidsforbrug ved udførelsen af den tjenesteydelse, som
forbrugeren efterspørger.
Forbrugerne kan i dette tilfælde anmode om
et tilbud eller overslag med henblik på at kunne sammenligne
forskellige tjenesteyderes priser.
Mange tjenesteydere udbyder en lang række
forskellige ydelser. I disse tilfælde vil oplysningskravet
kunne opfyldes ved angivelse af prisen eller beregningsgrundlaget
for et relevant udvalg af ydelserne i form af et opslag eller en
prisliste. Ved udvælgelsen skal der ikke alene tages hensyn
til, hvor hyppigt en tjenesteydelse udføres, men tillige
til, at prislisten skal give et indtryk af prisniveauet for
såvel billige som dyre ydelser.
Forslaget til § 11, stk. 2, finder kun
anvendelse ved udbud fra et fast forretningssted, herunder på
internettet, når der er mulighed for bestilling. Det er kun i
disse situationer, at det giver mening at tale om generel
prisinformation, fordi forbrugerne her kan gøre sig bekendt
med prisinformationen uden at henvende sig til den erhvervsdrivende
med henblik på at kunne udvælge sig den tjenesteyder,
som vedkommende ønsker at indgå aftale med.
Bestemmelsen overlader det til de
erhvervsdrivende at udfylde de rammer for oplysningspligten, som
forslaget giver, efter bedste skøn og under hensyn til den
konkurrencemæssige gevinst, der ligger i at yde forbrugerne
en god service også på dette område.
Oplysningerne vil kunne gives i form af et opslag eller i form af
prislister. Denne prisinformation, som altid skal være
ajourført, skal være tilgængelig i eller uden
for forretningslokalet således, at forbrugeren kan
gøre sig bekendt med denne uden at henvende sig til
forretningens personale.
Hvis anvendelsen af prisoplysningspligten i
praksis viser sig at have uhensigtsmæssige konsekvenser, som
ikke kan løses ved selvregulering eller retningslinjer fra
Forbrugerombudsmanden, er der i lovforslagets § 11, stk. 5,
hjemmel for ministeren for familie- og forbrugeranliggender til at
udforme en præciserende bekendtgørelse eller undtage
et område fra prisoplysningsreglen.
Bestemmelsen i den foreslåede § 11,
stk. 2, finder efter forslagets § 2, stk. 3, ikke anvendelse
for virksomheder omfattet af lov om finansielle virksomheder.
Hermed videreføres retstilstanden efter gældende ret,
hvorefter prismærkningsloven ikke finder anvendelse for
finansielle virksomheder, i det omfang økonomi- og
erhvervsministeren har udstedt regler for det
pågældende område.
Finansielle tjenester, der ikke udbydes af
finansielle virksomheder, vil være omfattet af
oplysningspligten. I praksis vil disse tjenester være
dækket af bekendtgørelse nr. 1228 af 21. december 1992
om oplysning til forbrugere i ekspeditionslokaler, i annoncer mv.
om renter og kreditomkostninger.
Til stk. 3
Forslagets § 11, stk. 3, 1. og 2. pkt.,
viderefører den gældende bestemmelse i
prismærkningslovens § 5, stk. 1 og stk. 3. Bestemmelsen
blev indført med prismærkningsloven i 1977 og har til
formål at støtte forbrugernes muligheder for at
bedømme priser. Bestemmelsens ordlyd er ikke blevet
ændret siden vedtagelsen. Om bestemmelsens indhold og
anvendelse henvises til lovforslag af 3. marts 1977, FT 1976-77,
Tillæg A, sp. 601.
Ifølge forslagets § 11, stk. 3, 3.
pkt., der er en ny bestemmelse, finder 1. pkt. tilsvarende
anvendelse for mundtlige prisoplysninger. Dette medfører, at
hvis en erhvervsdrivende mundtligt oplyser en timepris til
forbrugeren, skal denne inkludere gebyrer, omkostninger, moms og
andre afgifter. Hermed sikres det, at der er overensstemmelse
mellem indholdet af mundtlige og skriftlige prisinformationer.
Til stk. 4
Med forslagets § 11, stk. 4, indføres
en generel forpligtelse for erhvervsdrivende, der udfører
tjenesteydelser efter regning, til på forbrugerens
begæring at tilstille denne en specificeret regning, der
sætter forbrugeren i stand til at kontrollere prisen for de
varer og tjenesteydelser, der indgår i ydelsen. Den generelle
faktureringspligt skal sikre forbrugeren et grundlag for at kunne
vurdere, om den pris som den erhvervsdrivende forlanger for en
tjenesteydelse, er berettiget, i tilfælde hvor der ikke
på forhånd er opgivet en fast pris for
tjenesteydelsen.
De oplysninger der skal gives, skal sætte
forbrugeren i stand til at kontrollere, hvilke priser der er
beregnet for de varer og tjenesteydelser, som er leveret.
Afgørende er, at forbrugeren på baggrund af de givne
oplysninger kan bedømme elementerne af ydelsen og prisen
herfor. Faktureringskravets indhold afhænger i hvert
tilfælde af en konkret vurdering af den enkelte
tjenesteydelses art, men vil skulle indeholde oplysninger til
identifikation af ydelsen, dens bestanddele og pris, herunder i
nødvendigt omfang oplysninger om løn, time- og
materialeforbrug, kørsel, brug af fremmed arbejde mv. Det
vil ikke kunne kræves, at en lang række smådele,
fx i forbindelse med håndværkerydelser,
præciseres i fakturaen, idet det her vil være
tilstrækkeligt, at disse angives med en samlet pris. De
eksisterende faktureringsbekendtgørelser, der er
velindarbejdet i praksis, vil kunne være vejledende for
faktureringskravets indhold.
I det omfang en tjenesteydelse består af en
række enkeltydelser, der har en sådan indbyrdes
sammenhæng, at det ikke med mening er muligt at
prisfastsætte hver enkelt ydelse, fx udførelse af en
retssag, hvor den samlede ydelse består af en række
delydelser, som er indbyrdes afhængige og i øvrigt er
udtryk for et procesforløb, som er fastlagt i lovgivningen
om tilrettelæggelse af retsplejen, kan faktureringskravet
opfyldes ved at oplyse den samlede pris samt hvilke ydelser, der
indgår heri, uden at delydelserne er prissatte.
Hvis der i forbindelse med administrationen af
faktureringsreglen måtte vise sig uhensigtsmæssige
konsekvenser, som ikke kan løses ved selvregulering eller
gennem retningslinjer fra Forbrugerombudsmanden, giver
lovforslagets § 11, stk. 5, ministeren for familie- og
forbrugeranliggender bemyndigelse til at udforme en
præciserende bekendtgørelse eller undtage et
område fra faktureringsreglen.
Den foreslåede faktureringsregel giver
mulighed for at ophæve de gældende
faktureringsbekendtgørelser. Denne mulighed vil blive
overvejet under inddragelse af forbruger- og
erhvervsorganisationer.
Til stk. 5
Med forslaget til den ny § 11, stk. 5,
foreslås bemyndigelserne efter den gældende
prismærkningslovs regler til fastsættelse af
administrative regler om prisoplysninger videreført. Om
bemyndigelsernes indhold og anvendelse henvises til lovforslag af
3. marts 1977, FT 1976-77, Tillæg A, sp. 601, lovforslag L
172 af 20. februar 1997, FT 1996/1997, Tillæg A, sp. 3641,
lovforslag L 36 af 13. oktober 1999, FT 1999/2000, Tillæg A,
sp. 1074 og lovforslag L 64 af 27. oktober 2004, FT 2004/2005,
Tillæg A, sp. 1677.
Som noget nyt foreslås der indsat en
bemyndigelse til at fastsætte bestemmelser om særregler
og undtagelser fra reglerne i § 11, stk. 1 - 4. Såfremt
der i forbindelse med administrationen af de generelle
prisoplysningsbestemmelser viser sig uhensigtsmæssigheder
eller behov for særregler, der ligger ud over bestemmelsernes
ordlyd, åbner denne hjemmel mulighed for at udstede
administrative regler herom. Disse regler kan, som efter den
gældende lov, kun udstedes efter forhandling med
repræsentanter for forbrugerne og vedkommende
erhvervsorganisationer. Såfremt reglerne vedrører en
anden ministers ressort, skal der indledes forhandlinger med den
pågældende minister. Bestemmelsen finder efter sin
ordlyd anvendelse på både prisoplysninger for varer og
tjenesteydelser samt for faktureringskravet. Formålet med de
nye generelle bestemmelser om prisoplysninger er imidlertid at
undgå detailregulering af området. Bemyndigelsen til at
fastsætte bestemmelser om særregler og undtagelser fra
reglerne i § 11, stk. 1 €" 4, skal derfor anvendes meget
restriktivt, og kun hvor der er et tvingende behov. Som eksempel
kan nævnes en bestemt type tjenesteydelse, hvor der ikke er
krav om prisoplysninger efter § 11, stk. 2, men hvor det
senere viser sig, at der er alvorlige problemer med
prisgennemsigtigheden. I dette tilfælde vil hjemlen efter
§ 11, stk. 1, nr. 1, kunne finde anvendelse med henblik
på at udstede særregler. Tilsvarende vil reglen kunne
finde anvendelse, hvor der i en bestemt branche er et
påtrængende behov for særligt detaljerede regler
om fakturering med henblik på at sikre
prisgennemsigtighed.
Til § 12
Som den gældende prismærkningslovs
§ 2, bortset fra, at der af lovtekniske hensyn, i den
foreslåede bestemmelse kun er en generel henvisning til
reglerne i kapitel 2 i kreditaftaleloven (lov nr. 398 af 13. juni
1990 om kreditaftaler med senere ændringer) om beregning af
årlige omkostninger i procent uden præcis
paragrafangivelse som i den gældende bestemmelse. Endvidere
er det i bestemmelsen som noget nyt fastslået, at oplysninger
om de årlige omkostninger i procent skal gives på en
lige så fremtrædende måde som de øvrige
kreditoplysninger, idet denne oplysning er central for forbrugerens
vurdering af prisen for køb på kredit. Om
bestemmelsens indhold og anvendelse henvises til denne bestemmelses
forarbejder. Endelig er der i forhold til den gældende
bestemmelse foretaget en sproglig modernisering, således at
"udbydes i detailsalg" er ændret til "udbydes
erhvervsmæssigt til forbrugerne". Der er hermed ikke
tilsigtet en realitetsændring.
Adgangen efter § 12, stk. 3, til at oplyse
kreditomkostningerne efter stk. 1 i form af et repræsentativt
eksempel, hvis dette er den eneste hensigtsmæssige
fremgangsmåde, er en undtagelsesbestemmelse, som kun finder
anvendelse, hvis det ikke er muligt at give de faktiske
kreditomkostninger. F.eks. hvis renten varierer fra dag til
dag.
Den oprindelige bestemmelse i
prismærkningsloven fra 1977, lovforslag af 3. marts 1977, FT
1976-77, Tillæg A, sp. 601, bestemte, at såfremt varer
udbydes i detailsalg med oplysning om, at købesummen kan
betales i afdrag, skulle der gives oplysninger om kontantprisen,
den samlede købesum, herunder rentebeløb og alle
andre tillæg, udbetalingen samt de enkelte afdrags
størrelse, antal og forfaldstid. Bestemmelsen blev
ændret med lov nr. 395 af 13. juni 1990 for at implementere
art. 3 i direktivet om forbrugerkredit (87/102/EØF som
ændret ved 90/88/EØF) og fik dermed sin
nuværende ordlyd. Om bestemmelsens forarbejder henvises til
lovforslag L 133 af 17. januar 1990, FT 1989/1990, Tillæg A,
sp. 3629.
Til § 13
Gebyrer udgør en stadig stigende
omkostning for forbrugerne i løbende kontaktforhold og er
samtidig en vigtig indtjeningskilde for erhvervslivet i forbindelse
med udviklingen af nye sofistikerede og komplicerede
tjenesteydelser. Der kan derfor opstå usikkerhed om,
hvornår et gebyr er berettiget som betaling for en
tillægsydelse til hovedydelsen, og hvornår gebyret
reelt er en prisforhøjelse af den aftalte pris på
hovedydelsen. Der er derfor fundet behov for en opstramning af
reglerne på dette område. Nye eller ændrede
gebyrer kan endvidere forekomme overraskende for forbrugerne og kan
opfattes som en tillægsbetaling, som forbrugeren ikke var
opmærksom på ved aftalens indgåelse.
Med den foreslåede bestemmelse
indsættes regler om adgangen til at ændre eksisterende
gebyrer og indføre nye gebyrer i løbende
kontraktforhold.
Bestemmelsen har ikke civilretlig virkning, og
den griber således ikke ind i aftaleforholdet mellem
forbrugeren og den erhvervsdrivende. Der er i stedet tale om en
offentligretlig bestemmelse, og overtrædelser af bestemmelsen
vil kunne sanktioneres med påbud efter
markedsføringslovens almindelige regler herom. Endvidere
foreslås det, at strafsanktionere reglen i den
foreslåede § 13, stk. 3, om individuel varsling af
væsentlige gebyrer og nye gebyrer.
Forslaget vil skabe gennemsigtighed omkring
brugen af gebyrer. Med lovforslagets § 11 sikres det, at der i
forbindelse med udbud af varer og tjenesteydelser skabes
gennemsigtighed omkring varers og tjenesteydelsers pris, idet
prisen skal omfatte eventuelle gebyrer. Såfremt der i
løbende kontraktforhold efter aftaleindgåelsen sker
ændringer i eksisterende gebyrer eller indføres nye
gebyrer, er der behov for at sikre, at forbrugerne bliver gjort
opmærksom på disse forhold ved at kræve, at den
erhvervsdrivende varsler disse ændringer over for
forbrugeren. Dette er baggrunden for den foreslåede §
13.
Er der tale om væsentlige ændringer
af eksisterende gebyrer, eller indføres der nye gebyrer,
skal ændringen varsles over for forbrugerne ved individuel
kommunikation. Forbrugerne skal i dette tilfælde have
oplysning om, hvilke muligheder der er i henhold til aftalen for at
opsige den, inden det nye gebyr eller gebyrforhøjelsen
får virkning.
Ved et gebyr forstås en betaling for en
særlig tjeneste, funktion eller ydelse, som knytter sig til
en vare eller tjenesteydelse, eller et løbende
aftaleforhold, og som ikke har karakter af en selvstændig
tjenesteydelse. Som eksempel kan nævnes faktureringsgebyrer,
betalingsgebyrer og opsigelsesgebyrer. Derimod omfatter
bestemmelsen ikke gebyrer, der er nærmere reguleret ved lov,
fx rentelovens regler om rykkergebyrer.
Ifølge den foreslåede stk. 1, skal
betingelserne for at kunne ændre størrelsen eller
opkrævningen af et gebyr i en eksisterende aftale til ugunst
for forbrugeren være klart fremhævet i aftalen.
Ændringen skal varsles inden dens ikrafttræden. Disse
bestemmelser må forstås i overensstemmelse med dansk
formuerets almindelige regler, hvorefter ændringer i en
aftale ikke kan ske ensidigt, medmindre der er hjemmel herfor i
aftalen.
Vurderingen af hvad der skal forstås ved
begrebet rimelig frist må bero på en konkret vurdering,
hvori bl.a. indgår ændringens størrelse, og om
gebyrforhøjelsen er begrundet i den erhvervsdrivendes egne
forhold eller udefra kommende forhold, som den erhvervsdrivende
ikke er herre over.
Ifølge den foreslåede stk. 3 skal
der ved individuel kommunikation over for forbrugeren varsles om
opkrævning af nye gebyrer i et løbende aftaleforhold
eller væsentlige gebyrændringer. Forbrugeren skal
oplyses om de muligheder, han i henhold til aftalen har for at
kunne komme ud af aftalen, inden gebyrændringens
ikrafttræden. Varslingen skal således indeholde en
beskrivelse af de nærmere betingelser for opsigelse af
aftalen, herunder opsigelsesvarslets længde og eventuelle
gebyrer i forbindelse med opsigelsen. Hvornår der foreligger
en væsentlig gebyrændring afhænger af en konkret
vurdering, hvori indgår ændringens størrelse set
i forhold til det tidligere gebyr og i forhold til hovedydelsens
værdi.
Bestemmelsen om ændring af gebyrer og
indførelse af nye gebyrer finder, jf. den foreslåede
§ 2, stk. 3, ikke anvendelse for virksomheder omfattet af lov
om finansielle virksomheder, hvilket er en konsekvens af, at reglen
i § 11, stk. 2, heller ikke finder anvendelse for finansielle
virksomheder.
Til § 14
Til stk. 1-4
Den hidtidige bestemmelse om skiltning med
organiseret rabat finder kun anvendelse, når der ydes
organiseret rabat for varer. Det foreslås derfor at udvide
anvendelsesområdet for reglerne om skiltning med organiseret
rabat til de situationer, hvor der skal skiltes med prisen på
en tjenesteydelse. Hermed skabes der størst mulig
parallelitet til reglerne om skiltning med pris og organiseret
rabat for varer.
Det foreslås at undtage finansielle
virksomheder fra foreslåede bestemmelse, idet reglerne om
fastsættelse af regler om skiltning med organiseret rabat
efter den gældende lovgivning er overført til
økonomi- og erhvervsministeren.
Bestemmelsen svarer herudover, bortset fra en
sproglig modernisering, til den gældende
prismærkningslovs § 1, stk. 2-4, og § 5, stk. 2.
Bestemmelsen om pligt til skiltning med organiseret rabat blev
indført med lov nr. 268 af 3. maj 1989 med det formål
at skabe større gennemsigtighed omkring prisdannelsen. Om
bestemmelsens indhold henvises til lovforslag L 122 af 23. november
1988, FT 1988/1989, Tillæg A, sp. 3029. Bestemmelsen blev
ændret ved lov nr. 429 af 1. juni 1994, hvor det blev
præciseret, at det ved skiltningen skal anføres hvilke
grupper, der modtager rabat eller anden særlige fordel samt
størrelsen af den maksimale rabat eller fordel. Om
ændringens indhold henvises til lovforslag L 212 af 2. marts
1994, FT 1993/1994, Tillæg A, sp. 7281.
Til stk. 5
Bestemmelsen viderefører adgangen efter
den gældende prismærkningslovs § 1, stk. 2, 3.
pkt., til at fastsætte regler om skiltningens udformning og
indhold. Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 429 af 1.
juni 1994. Om bestemmelsens indhold henvises til lovforslag L 212
af 2. marts 1994, FT 1993/1994, Tillæg A, sp. 7281.
Bestemmelsen viderefører endvidere
adgangen efter den gældende prismærkningslovs § 4,
stk. 1, til at fastsætte regler om skiltning med organiseret
rabat ydet af en tjenesteyder. Om bestemmelsens indhold og
anvendelse henvises til lovforslag L 212 af 2. marts 1994, FT
1993/1994, Tillæg A, sp. 7281. Bestemmelsen vil dog fremover
kun være relevant for de tjenesteydere, der ikke i
medfør af forslaget til stk. 1 er forpligtet til at skilte
med organiseret rabat.
Til § 15
Bestemmelsen svarer, bortset fra en mindre
sproglig justering, til den gældende lovs § 11.
Bestemmelsen giver ministeren mulighed for at udstede særlige
regler om mærkning efter forhandling med de relevante
erhvervs- og forbrugerorganisationer. Bestemmelsens stk. 2 er
anvendt til at udstede en række bekendtgørelser, som
gennemfører EU-regler om mærkning Om bestemmelsens
indhold og anvendelse henvises til dennes forarbejder i lovforslag
af 8. maj 1974, FT 1973-1974, Tillæg A, sp. 2241 og L 211 af
2. marts 1994, FT 1993-1994, Tillæg A, sp. 7249.
Til § 16
Bestemmelsen indeholder en "lille"
generalklausul, som beskytter forretningskendetegn og lignende, og
er en ordret videreførelse af § 5 i den gældende
lov.
Markedsføringsloven har siden
indførelsen i 1974 indeholdt denne regel om beskyttelse af
forretningskendetegn. I sin tid blev bestemmelsen udformet på
baggrund af regler i den dagældende
konkurrencelovgivning.
Da man indførte en ny
markedsføringslov i 1994, L 428 af 1. juni 1994, blev
bestemmelsen videreført uændret. Om bestemmelsens
indhold og baggrund henvises til Konkurrenceudvalgets
betænkning angående En Ny Konkurrencelov
(betænkning nr. 416/1966) s.27ff, Forbrugerkommissionens
betænkning II (betænkning nr. 681/1973), s. 22 og
lovforslag af 8. marts 1974, FT 1973-1974, tillæg A, sp.
2241.
Til § 17
Bestemmelsen har til formål at sikre en
strafferetlig beskyttelse mod uretmæssig udnyttelse af
virksomheders erhvervshemmeligheder, og er en ordret
videreførelse af § 10 i den gældende lov.
Markedsføringsloven har altid indeholdt en bestemmelse om
beskyttelse af erhvervshemmeligheder baseret på regler fra
den dagældende konkurrencelovgivning. Bestemmelsen blev
videreført uændret i L 428 af 1. juni 1994.
Om bestemmelsens indhold og anvendelse henvises
til følgende forarbejder: Konkurrenceudvalgets
betænkning angående En Ny Konkurrencelov
(betænkning nr. 416/1973) s. 30 ff., Forbrugerkommissionens
betænkning II (betænkning nr. 681/1973) s. 23 og
lovforslag af 8. maj 1974, FT 1973-1974, Tillæg A, sp.
2241.
Bestemmelsens anvendelsesområde er blevet
udvidet i 2005 med stk. 3, til også at omfatte
tilfælde, hvor andre personer, end de som er nævnt i
stk. 1, og 2, har haft lovlig adgang til virksomheden, og har
uretmæssigt tilegnet sig eller viderebragt
erhvervshemmeligheder. Om baggrund og formålet med denne
ændring henvises til bemærkningerne i L 132 af 30. maj
2005, FT 2004-2005, Tillæg A, sp. 5608.
Til § 18
Til stk. 1 og 2
Stk. 1 og 2 er en ordret videreførelse af
den gældende lovs § 13, som angiver, at handlinger i
strid med loven kan forbydes ved dom, og at retten i forbindelse
med et forbud kan meddele påbud, som anses nødvendige
for at sikre forbudets overholdelse og genoprettelse af
retstilstanden forud for den ulovlige handling. Endvidere
åbnes der i stk. 2, mulighed for, at der kan rejses sag om
erstatning i forbindelse med overtrædelser af loven.
Markedsføringsloven har siden 1974 indeholdt regler om
forbud, tilhørende påbud samt erstatning. Om disse
reglers baggrund og indhold henvises til Forbrugerkommissionens
betænkning II (betænkning nr. 681/1973) s. 24 og
lovforslag af 8. marts 1974, FT 1973-1974, Tillæg A, sp.
2241.
Ved indførelse af en ny
markedsføringslov i 1994 blev bestemmelsen i stk. 1, 2.
pkt., lit. b, om genoprettelse af status quo forud for en ulovlig
handling, indført. Denne mulighed blev indsat efter forslag
i Industriministeriets udvalg vedrørende
markedsføringsloven. Om baggrunden og indholdet af denne
regel henvises til Industriministeriets betænkning "Ny
markedsføringslov" (betænkning 1236/1994) s. 26 f og L
211 af 2. marts 1994, FT 1993-1994, Tillæg A, sp. 7249.
Til stk. 3 og 4
I dag har en virksomhed, som lider et tab som
følge af en overtrædelse af
markedsføringslovens bestemmelser, mulighed for at få
tilkendt en erstatning efter dansk rets almindelige regler. Det
foreslås, at der herudover indføres mulighed for, at
der kan tilkendes virksomheden et rimeligt vederlag. En sådan
mulighed findes allerede i dag i immaterialretten, hvor man foruden
erstatning også kan få tilkendt et vederlag for en
krænkelse af rettigheder beskyttet af denne lovgivning.
Baggrunden for den foreslåede bestemmelse
er, at mulighederne for at opnå en erstatning, der svarer til
de økonomiske konsekvenser, som en konkurrents eller en
anden erhvervsdrivendes retsstridige handlinger kan have for en
virksomhed, i dag ikke altid er tilstrækkelig gode.
Dette skyldes især, at muligheden for at
få tilkendt erstatning forudsætter, at virksomheden kan
føre bevis for, at den har lidt et tab enten i form af et
direkte afsætningstab eller et tab som følge af
markedsforstyrrelse.
Såfremt det ikke er muligt for en
virksomhed at løfte bevisbyrden for, at der er lidt et tab,
vil den virksomhed, der har krænket virksomhedens rettigheder
med de nuværende regler kunne opnå en uberettiget
berigelse som følge af den retsstridige handling.
Bestemmelsen foreslås indført, selv
om det formentlig allerede i dag forekommer, at der i sager om
overtrædelse af markedsføringsloven udmåles
erstatning efter en skønsmæssig vurdering af tabets
størrelse, navnlig således, at der anlægges et
skøn over markedsforstyrrelsens omfang og tillige i et vist
omfang ses på den berigelse, som krænkeren har
opnået gennem overtrædelse af
markedsføringsloven. Dette er i særlig grad
tilfældet, hvor der både udmåles erstatning efter
markedsføringsloven og efter den immaterialretlige
lovgivning. Mere skønsmæssig erstatningsudmåling
finder dog også sted i sager, der alene vedrører
overtrædelser af markedsføringsloven, fx ved ulovlig
brug af forretningskendetegn.
De foreslåede bestemmelser skal finde
anvendelse i de tilfælde, hvor en ret efter
markedsføringsloven er blevet krænket eller
uretmæssigt udnyttet. Det forventes, at de foreslåede
bestemmelser primært vil blive anvendt i forbindelse med
visse produktefterligninger, men de vil også kunne benyttes i
forbindelse med fx med renomésnylteri, ulovlig
sammenlignende reklame, overtrædelse af bestemmelsen om
forretningskendetegn og i forbindelse med uretmæssig
udnyttelse af en virksomheds beskyttelsesværdige viden og
information.
Det er samtidig forventningen, at de nye
vederlagsregler kun vil blive anvendt i tilfælde, hvor der er
tale om privatretlige krænkelser.
Til § 19
Bestemmelsen angiver værnetinget for
anlæggelse af sager om overtrædelser af
markedsføringsloven. Bestemmelsen er en ordret
videreførelse af den gældende lovs § 14. Om
bestemmelsens indhold og anvendelse henvises til bestemmelsens
forarbejder i Industriministeriets betænkning "Ny
markedsføringslov" (betænkning nr. 1236/1994), s. 27
og L 211 af 2. marts 1994, FT 1993-1994, Tillæg A, sp.
7249.
Til § 20
Bestemmelsen fastsætter, at
Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med overholdelsen af
markedsføringsloven, ligesom bestemmelsen fastsætter
reglerne for Forbrugerombudsmandens virksomhed. Den er en ordret
videreførelse af den gældende lovs § 15. I og med
at prismærkningslovens regler foreslås indskrevet i
markedsføringsloven, indebærer det, at
Forbrugerombudsmanden fremover også vil føre tilsyn
med overholdelsen af disse. Dette vil ske efter samme regler og med
samme indgrebsmuligheder, som der i dag gælder for
Forbrugerombudsmandens tilsyn med overholdelsen af
markedsføringsloven.
Reglerne for Forbrugerombudsmandens
ansættelse blev ændret i 1999, idet man for at sikre
Forbrugerombudsmanden større uafhængighed og mere
dynamik i embedet indførte regler om, at
Forbrugerombudsmanden ansættes for 6 år uden mulighed
for forlængelse eller genudpegning.
Om baggrunden for og de nærmere
overvejelser bag reglerne for Forbrugerombudsmandens virksomhed og
hans ansættelse henvises til følgende forarbejder:
Forbrugerkommissionens betænkning II (betænkning nr.
681/1973), s.24 f., lovforslag af 8. marts 1974, FT 1973-1974,
Tillæg A, sp. 2241, Industriministeriets betænkning "Ny
markedsføringslov" (betænkning nr. 1236/1992) s. 19
ff, L 211 af 2. marts 1994, FT 1993-1994, Tillæg A, sp. 7249
samt L 136 af 9. december 1998, FT 1998-1999, Tillæg A, sp.
3216.
Til § 21
Bestemmelsen svarer ordret til den gældende
lovs § 16 og fastslår, at Forbrugerombudsmanden i sit
tilsyn er underlagt et forhandlingsprincip. Bestemmelsen blev
indsat i den nye markedsføringslov L 428 af 1. juni 1994. Om
bestemmelsens baggrund og indhold henvises til Industriministeriets
betænkning "Ny markedsføringslov" (betænkning
1236/1994) s. 20 f, og L 211 af 2. marts 1994, FT 1993-1994,
Tillæg A, sp. 7249.
Til § 22
Bestemmelsen svarer til den gældende lovs
§ 17, stk. 1, om muligheden for at udstede retningslinjer som
udfylder god skik på specifikke områder. Bestemmelsen
blev indsat i den nye markedsføringslov L 428 af 1. juni
1994. Om bestemmelsens baggrund og indhold henvises til
Industriministeriets betænkning "Ny markedsføringslov"
(betænkning 1236/1994) s. 28 og L 211 af 2. marts 1994, FT
1993-1994, Tillæg A, sp. 7249.
Selv- og samregulering sikrer ofte en bedre og
mere fleksibel regulering af en branche end lovregler, fordi den
udarbejdes af/eller i samarbejde med brancheorganisationer, som har
et indgående kendskab til branchens særlige forhold.
Samtidig sikres der et ejerskab til reguleringen hos branchens
virksomheder og dermed større sandsynlighed for, at de af
egen drift overholder reglerne, ligesom branchen selv tager aktivt
del i håndhævelsen, ofte gennem oprettelse af
særlige håndhævelsesorganer.
Markedsføringsudvalget har efter
kommissoriet undersøgt mulighederne og behovet for at
opstille nye regler for udarbejdelse af sam- og selvregulering.
Selv om udvalget er enig i, at sam- og selvregulering i mange
situationer kan være et hensigtsmæssigt, effektivt og
fleksibelt alternativ til lovgivning, som bør
understøttes mest muligt, har udvalget afstået fra at
komme med forslag til nye regler om denne reguleringsform. Udvalget
finder, at de nuværende regler om retningslinjer i lovens
§ 17, stk. 1, sikrer tilstrækkelige lovmæssige
rammer.
På baggrund af udvalgets analyse
foreslås § 17, stk. 1 og 5, videreført
uændret, mens den nugældende § 17, stk. 2-4,
foreslås ophævet.
Dette skal ses i sammenhæng med, at flere
erhvervsorganisationer har tilkendegivet, at de slet ikke har
mulighed for at indgå aftale om at tiltræde
retningslinjer, når en tiltrædelse vil binde deres
medlemmer med de konsekvenser, som følger af den
gældende lovs § 19, stk. 2, 2. pkt. Efter denne
bestemmelse har Forbrugerombudsmanden mulighed for at meddele et
påbud uden forudgående forhandling over for en
virksomhed, som har overtrådt retningslinjer, som er
tiltrådt af vedkommende virksomheds organisation.
Derudover findes det problematisk i forhold til
lovens overordnede forhandlingsprincip, at Forbrugerombudsmanden
har mulighed for at give et påbud uden forudgående
forhandling til en virksomhed, der overtræder et sæt
retningslinjer, som vedkommendes brancheorganisation har
tiltrådt. Endelig indeholder de nuværende regler en
forskelsbehandling mellem medlemmer af en brancheorganisation, der
har tiltrådt et sæt retningslinjer, og ikke-medlemmer
inden for den samme branche.
Til § 23
Bestemmelsen er en ordret videreførelse af
den gældende lovs § 18 om forhåndsbesked.
Bestemmelsen blev indsat i den nye markedsføringslov L 428
af 1. juni 1994. Om bestemmelsens baggrund og indhold henvises til
Industriministeriets betænkning "Ny markedsføringslov"
(betænkning 1236/1994) s. 29f og L 211 af 2. marts 1994, FT
1993-1994, Tillæg A, sp. 7249.
Til § 24
Bestemmelsen giver som hidtil ministeren for
familie- og forbrugernliggender mulighed for at henlægge sine
beføjelser efter denne lov til en styrelse. Det gælder
dog ikke beføjelsen til at udstede regler om
Forbrugerombudsmandens virksomhed.
Til § 25
Bestemmelsen opregner mulighederne for
retsforfølgning, herunder Forbrugerombudsmandens mulighed
for at meddele et administrativt påbud. Bestemmelsen svarer
stort set til den gældende lovs § 22, idet der dog er
foretaget en konsekvensændring som følge af
indførelsen af muligheden for at få tilkendt et
vederlag for en krænkelse eller en uretmæssig
udnyttelse af rettigheder efter denne lov. Om bestemmelsens
baggrund og formål henvises til forarbejderne til den i
lovforslag af 8. marts 1974, FT 1973-1974, Tillæg A, s. 2241,
L 211 af 2. marts 1994, FT 1993-1994, Tillæg A, sp. 7249 og L
136 af 9. december 1998, FT 1998-1999, Tillæg A, sp.
3216.
Som en konsekvens af den foreslåede
ophævelse af den gældende lovs § 17, stk. 2-4, om
tiltrådte retningslinjer, er den gældende lovs stk.2,
2. pkt., ikke medtaget.
Til § 26
Bestemmelsen er en ordret videreførelse af
den gældende lovs § 20 om muligheden for, at
Forbrugerombudsmanden kan samle ensartede erstatningskrav fra
forbrugerne og anlægge en samlet sag. Bestemmelsen blev
indsat i den nye markedsføringslov fra 1994, L 428 af 1.
juni 1994 efter forslag fra Industriministeriets udvalg
vedrørende markedsføring. Om bestemmelsens indhold og
baggrund henvises til Industriministeriets betænkning "Ny
markedsføringslov" (betænkning nr. 1236/1992) s. 31 og
L 211 af 2. marts 1994, FT 1993-1994, Tillæg A, sp. 7249.
Til § 27
Bestemmelsen indeholder reglerne for
Forbrugerombudsmandens adgang til at nedlægge
foreløbige forbud, når der er nærliggende risiko
for, at forbudets øjemed ellers vil forspildes. Denne
mulighed blev indført i markedsføringsloven fra 1974,
L nr. 296 af 14. juni 1974 og har været opretholdt
uændret i loven lige siden. Om bestemmelsens nærmere
indhold og baggrund henvises til lovforslag af 8. marts 1974, FT
1973-1974, Tillæg A, sp. 2241 samt L 211 af 2. marts 1994, FT
1993-1994, Tillæg A, sp. 7249.
Til § 28
Bestemmelsen svarer stort set til den
gældende markedsføringslovs § 22 og
prismærkningslovens § 12, idet der dog er foretaget
diverse konsekvensrettelser som følge af ophævelsen af
den gældende lovs specialforbud, overførslen af
prismærkningslovens bestemmelser samt ændringer i
lovens paragrafnumre.
Som noget nyt indføres der i § 4 en
generel bestemmelse om reklameidentifikation. Det foreslås,
at overtrædelser af den nye bestemmelse strafbelægges
med henblik på at sikre efterlevelsen af den nye bestemmelse.
Den nuværende regulering af området via lovens
generalklausul har således ikke vist sig at være
tilstrækkelig effektiv, bl.a. fordi overtrædelser af
generalklausulen ikke er strafbelagt.
Overtrædelser af det nye forbud mod
anvendelse af særlige virkemidler i reklamer rettet mod
børn og unge i den foreslåede § 8, stk. 2,
foreslås ligeledes strafbelagt. Det er også her
hensigten at give Forbrugerombudsmanden mere effektive muligheder
for at håndhæve kravene til markedsføring rettet
mod børn og unge end i dag, hvor overtrædelser af god
markedsføringsskik, herunder ICC kodeks for reklamepraksis
og Forbrugerombudsmandens vejledning, ikke umiddelbart vil kunne
straffes.
Overtrædelser af den nye bestemmelse om
salgsfremmende foranstaltninger foreslås også
strafbelagt for at sikre effektive sanktionsmuligheder over for
virksomheder, som anvender salgsfremmende foranstaltninger uden at
give forbrugerne de nødvendige oplysninger til at vurdere
tilbudets reelle værdi.
Overtrædelser af de nye bestemmelser om
prisoplysning for tjenesteydelser samt fakturering foreslås
strafbelagt på linie med de gældende bestemmelser om
prismærkning.
Endvidere foreslås det at
strafbelægge den nye bestemmelse i § 13, stk. 3,
hvorefter varsling af væsentlige gebyrændringer eller
opkrævning af nye gebyrer skal ske ved individuel
kommunikation. Det er hermed hensigten at sikre den nye bestemmelse
størst mulig gennemslagskraft. For at sikre en
tilstrækkelig special- og generalpræventiv virkning af
bestemmelsen bør en bøde for overtrædelse af
bestemmelsen som udgangspunkt minimum fastsættes til 30.000
kr. eller det dobbelte af nettofortjenesten ved den ulovlige
opkrævning af gebyret, hvis dette beløb udgør
mere end 30.000 kr. Fastsættelse af straffen efter den
nævnte bestemmelse vil som altid bero på domstolenes
konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige sagens
omstændigheder, og de angivne bødeniveauer vil kunne
fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den
konkrete sag foreligger skærpende eller formildende
omstændigheder.
Hvad angår strafniveauet for
overtrædelser af markedsføringsloven har Folketinget i
forbindelse med behandlingen af tidligere lovforslag til
markedsføringsloven, herunder L 211 fremsat den 2. marts
1994, tilsluttet sig, at bevidste, grove eller gentagne
overtrædelser af markedsføringsloven bør
straffes med bøder, der har en sådan størrelse,
at de har en reel præventiv effekt.
Disse synspunkter har ligeledes været
fremført af Forbrugerkommissionen i 1974 og af
Industriministeriets udvalg vedrørende
markedsføringsloven i 1992.
Forbrugerombudsmanden har til
markedsføringsudvalgets betænkning udarbejdet en
redegørelse for udviklingen i bødeniveauet for
overtrædelser af markedsføringsloven. Det
fremgår heraf, at der inden for de sidste år er blevet
idømt ganske betydelige bøder for overtrædelser
af markedsføringslovens vildledningsforbud. Der er i
forbindelse med udmålingen af disse bøder blevet lagt
vægt på overtrædelsernes grovhed, omfang og den
tilsigtede økonomiske gevinst. Disse forhold bør
fortsat spille en stor rolle ved fastsættelsen af en
bødes størrelse.
Det samme gælder i forhold til forbudet mod
uanmodet henvendelser, hvor Forbrugerombudsmanden siden
bestemmelsens indførelse har ført tre
prøvesager, for at få fastlagt de overordnede
principper for, hvorledes overtrædelser af "spam"-forbudet
skal straffes.
Forbrugerombudsmanden har således
foreslået en beregningsmodel for overtrædelse af
forbudet mod uanmodet henvendelse, uanset om henvendelsen sker via
telefax, SMS eller e-mail. For op til 100 overtrædelser gives
en minimumsbøde på 10.000 kr. Foreligger der mere end
100 overtrædelser gives en bøde på 100 kr. for
hver overtrædelse. Således vil en bøde for 60
overtrædelser være 10.000 kr. og en bøde for 140
overtrædelser være 14.000 kr.
Spam er et stigende problem for internettet og
telekommunikationen, og Forbrugerombudsmanden modtager dagligt
mellem 1.000€"1.500 klager over spam i sin spampostkasse,
hvilket skønnes blot at være toppen af isbjerget.
Ministeren for videnskab, teknologi og udvikling har i december
2004 præsenteret en samlet strategi for bekæmpelse af
spam. Af strategien fremgår, at der er store gener og
omkostninger forbundet med spam samt en grundlæggende fare
for, at tilliden hos borgerne og virksomhederne til bl.a.
internettet daler og dermed også tilliden til
videnssamfundets grundlæggende infrastruktur. Det er derfor
vigtigt, at straffen for at overtræde forbudet mod uanmodet
henvendelse har et sådan niveau, at det har en
generalpræventiv effekt.
Som det fremgår af ovenstående er der
normalt, at der ved udmåling af bøder skal tages
hensyn til den indvundne eller tilsigtede fortjeneste, men at det i
praksis ikke altid har vist sig muligt at føre bevis herfor,
hvorfor der i stedet lægges vægt på
markedsføringsomkostningerne ved udmålingen af
bøden. At anvende markedsføringsomkostningerne som
parameter ved udmålingen af en bødes størrelse
er imidlertid ikke relevant i spamsager, idet
markedsføringsomkostningerne her er meget små.
Klager over spam modtages både af
Forbrugerombudsmanden og i de enkelte politikredse. Rigsadvokaten
har oplyst, at der er behov for at føre et yderligere antal
sager for domstolene for at få fastslået
bødeniveauet, før Rigsadvokaten kan udsende et
bødekatalog til politikredsene og anvende
bødeforlæg i større spamsager.
Markedsføringsudvalget har tilsluttet sig
principperne i Forbrugerombudsmandens redegørelse for
udmåling af straf i spamsager. Det skønnes, at den af
Forbrugerombudsmanden opstillede beregningsmodel vil sikre en vis
proportionalitet mellem bødens størrelse og antallet
af udsendte spammeddelelser, samt har den nødvendige
præventive effekt. Den bør derfor anvendes af
domstolene i forbindelse med udmåling af straf for
overtrædelse af forbudet mod uanmodet henvendelse.
Fastsættelse af straffen vil som altid bero på
domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af
samtlige sagens omstændigheder, og de angivne
bødeniveauer vil kunne fraviges i op- eller
nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger
skærpende eller formildende omstændigheder.
Da der ikke har været ført mange
sager vedrørende markedsføringslovens andre
strafbelagte bestemmelser, er det ikke muligt at vurdere, om
udviklingen i bødeniveauet for overtrædelser af
vildledningsforbudet, også er slået igennem på
andre områder, men det forudsættes, at dette vil
være tilfældet.
Det forventes således, at den
skærpelse af bødeniveauet, som den seneste praksis fra
Sø- og Handelsretten og Højesteret er udtryk for,
også vil slå igennem, når sager fremover
behandles i byretterne eller afgøres ved
bødeforlæg.
Til § 29
Ændringen af straffelovens § 299a er
en konsekvens af, at bestemmelsen om erhvervshemmeligheder har
fået nyt paragraf nummer.
Til § 30
Til stk. 1-3
Det foreslås, at loven generelt
træder i kraft den 1. juli 2006. Da prismærkningslovens
generelle regler lægges ind i markedsføringsloven,
foreslås det samtidig, at prismærkningsloven
ophæves.
Det foreslås samtidig, at den
gældende markedsføringslovs specialforbud i
§§ 6, 7, 8 og 9 først bortfalder den 1. januar
2007. Dette sker for at give erhvervslivet mulighed for at indrette
sig på den nye retstilstand. Den nye § 9 om
salgsfremmende foranstaltninger foreslås samtidig
først sat i kraft, når specialforbudene ophæves.
Endvidere fremgår det, at den nugældende lovs §
23, som er blevet ophævet ved lov nr. 554 af 24. juni 2005,
forbliver i kraft indtil den 1. juli 2007, hvor lov nr. 554
træder i kraft.
Til stk. 4
Bekendtgørelser udstedt i
medfør af de gældende love opretholdes dog indtil
videre. Det er således hensigten, at man efter denne lovs
vedtagelse vil gennemgå de enkelte bekendtgørelser og
i samråd med de relevante erhvervs- og
forbrugerorganisationer vurdere, om der fortsat er behov for at
opretholde andre eller særlige regler.
Til § 31
Det foreslås, at loven i lighed med de
gældende love ikke gælder for Færøerne og
Grønland.
Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets
forordning om salgsfremmende foranstaltninger i det indre marked
(KOM(2001) 546 endelig udgave) af 2. oktober 2001