L 129 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af retsplejeloven. (Dommeres bibeskæftigelse).

Fremsat den 25. januar 2006 af justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov om ændring af retsplejeloven

(Dommeres bibeskæftigelse)

§ 1

I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 910 af 27. september 2005, som ændret senest ved lov nr. 1399 af 21. december 2005, foretages følgende ændringer:

1. §§ 47, 47 a og 47 b ophæves og i stedet indsættes:

» § 47. En dommer må kun have beskæftigelse ved siden af sin dommerstilling under de betingelser, der er angivet i § 47 a, § 47 b og i tjenestemandslovens § 17.

Stk. 2. Der oprettes et Bibeskæftigelsesnævn, jf. § 47 e og § 47 f, til varetagelse af de opgaver, der er nævnt i §§ 47 a - 47 d.

§ 47 a. En dommer må kun have fast indtægtsgivende bibeskæftigelse, hvis det ved lov er bestemt, at det pågældende hverv skal varetages af en dommer, eller hvis dommerens varetagelse af hvervet tillades af Bibeskæftigelsesnævnet.

Stk. 2. Hverv som medlem af et offentligt eller privat råd eller nævn må kun varetages af højesteretsdommere, landsdommere, præsidenten og vicepræsidenterne for Sø- og Handelsretten, hvis det er bestemt ved lov eller godkendt af Bibeskæftigelsesnævnet, at hvervet skal varetages af en sådan dommer. Nævnets godkendelse kan begrænses til at gælde for en bestemt dommer eller for et bestemt tidsrum.

Stk. 3. Udpegning af en dommer som medlem af et offentligt eller et privat råd eller nævn, som medlem af en voldgiftsret eller til anden tvistløsning uden for domstolene skal foretages af vedkommende retspræsident (for så vidt angår retten på Bornholm af præsidenten for Østre Landsret) eller af en anden dommer, som en retspræsident har bemyndiget hertil.

Stk. 4. Bibeskæftigelsesnævnet offentliggør årligt en oversigt over de tilladelser, som nævnet har givet i medfør af stk. 1, og de hverv, som nævnet i medfør af stk. 2 har bestemt kan varetages af højesteretsdommere, landsdommere eller af præsidenten eller en vicepræsident i Sø- og Handelsretten.

§ 47 b. En dommers indtægter ved bibeskæftigelse må i gennemsnit ikke overstige 50 pct. af dommerens løn i hovedstillingen og må maksimalt udgøre 50 pct. af en højesteretsdommers løn i hovedstillingen, jf. dog stk. 2. Indtægtsopgørelsen sker i faste perioder på 3 kalenderår.

Stk. 2. Indtægtsbegrænsningen i stk. 1 omfatter ikke indtægter ved forfattervirksomhed og hverv i særlige domstole. Indtægtsbegrænsningen i stk. 1 omfatter endvidere i 3 år fra tiltrædelsen af hvervet ikke indtægter ved varetagelse af hverv, hvor det ved lov er bestemt, at hvervet skal varetages af en dommer.

Stk. 3. Vedkommende retspræsident (for så vidt angår retten på Bornholm præsidenten for Østre Landsret) påser, at en dommer ikke overskrider indtægtsbegrænsningen i stk. 1. Overstiger en dommers indtægter i en opgørelsesperiode det tilladte, forelægger retspræsidenten sagen for Bibeskæftigelsesnævnet. Nævnet kan herefter:

1) fastsætte en lavere indtægtsgrænse for den pågældende dommer i den kommende opgørelsesperiode, og

2) bestemme, at dommeren fremover skal omfattes af den konkrete indberetnings- og tilladelsesordning i § 47 d.

Stk. 4. Bibeskæftigelsesnævnet offentliggør efter hver opgørelsesperiode en oversigt over de afgørelser, der er truffet i medfør af stk. 3.

§ 47 c. En dommer skal hvert år inden den 1. februar afgive indberetning om de indtægtsgivende hverv, som den pågældende det forudgående kalenderår har varetaget ved siden af hovedstillingen. Indberetning om voldgiftssager afgives for sager, hvori der er oppebåret vederlag i det foregående kalenderår, og for andre sager, der er verserende, og hvori der er udført vederlagsgivende arbejde.

Stk. 2. Indberetningerne skal indeholde oplysninger om hvervets art og hvervgiveren. I indberetninger om voldgiftssager skal parternes navne ikke angives, men derimod navnene på de advokater eller andre, som har repræsenteret parterne, samt hvorledes dommeren er udpeget. Dommeren skal endvidere afgive indberetning om indtægten ved de enkelte hverv.

Stk. 3. Indberetningerne indgives til rettens præsident (for så vidt angår retten på Bornholm til præsidenten for Østre Landsret). Præsidenterne for byretterne indgiver indberetning til vedkommende landsretspræsident. Præsidenterne for landsretterne samt præsidenten for Sø- og Handelsretten indgiver indberetning til Højesterets præsident.

Stk. 4. Oplysninger om antal og karakter af de enkelte dommeres bierhverv, jf. stk. 1 og stk. 2, 1. og 2. pkt., videregives af vedkommende retspræsident til Bibeskæftigelsesnævnet. Har en dommer overskredet indtægtsbegrænsningen i § 47 b, stk. 1, videregives tillige efter nævnets nærmere bestemmelse indtægtsoplysninger, jf. stk. 2, 3. pkt., med henblik på nævnets stillingtagen hertil efter § 47 b, stk. 3, 3. pkt. Nævnet offentliggør de oplysninger, der er nævnt i 1. pkt.

Stk. 5. Indberetninger i henhold til stk. 1 og stk. 2, 1. og 2. pkt., er undergivet aktindsigt.

§ 47 d. Såfremt det findes fornødent, kan vedkommende retspræsident pålægge en dommer at indsende en redegørelse for dommerens tidsforbrug i forbindelse med varetagelsen af hverv ved siden af hovedstillingen.

Stk. 2. Såfremt det findes fornødent, kan vedkommende retspræsident endvidere pålægge en dommer at indsende en opgørelse over de indtægter, som den pågældende i en nærmere angivet periode har modtaget i forbindelse med de enkelte hverv, som dommeren har varetaget ved siden af hovedstillingen. Pålægget kan også omfatte fremtidige indtægter.

Stk. 3. Finder vedkommende præsident, at de oplysninger, som dommeren afgiver i medfør af stk. 1 eller 2 eller i medfør af § 47 c, stk. 2, 3. pkt., giver anledning dertil, kan retspræsidenten efter drøftelse med Bibeskæftigelsesnævnet beslutte, at dommeren i en nærmere angivet periode eller indtil videre kun med retspræsidentens eller nævnets tilladelse må påtage sig hverv ved siden af hovedstillingen.

Stk. 4. Beføjelserne efter stk. 1-3 tilkommer de retspræsidenter, der modtager indberetning efter § 47 c, stk. 3.

§ 47 e. Bibeskæftigelsesnævnet består af 7 medlemmer: Præsidenten for Højesteret (formand), præsidenterne for landsretterne, én præsident valgt af de øvrige retspræsidenter, en dommer valgt af Den Danske Dommerforening og to repræsentanter for offentligheden.

Stk. 2. Den valgte retspræsident og dommer, jf. stk. 1, beskikkes af justitsministeren efter indstilling fra henholdsvis retspræsidenterne for byretterne og Sø- og Handelsretten og fra Den Danske Dommerforening. Offentlighedsrepræsentanterne beskikkes af justitsministeren efter indstilling fra henholdsvis Dansk Folkeoplysnings Samråd og Rektorkollegiet.

Stk. 3. Offentlighedsrepræsentanterne beskikkes for 6 år. Genbeskikkelse kan ikke finde sted.

Stk. 4. Medlemmer af Folketinget, regionsråd og kommunalbestyrelser kan ikke være medlemmer af Bibeskæftigelsesnævnet.

Stk. 5. Der beskikkes en suppleant for hver af de to offentlighedsrepræsentanter. Stk. 2, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4 finder tilsvarende anvendelse på beskikkelsen af suppleanterne.

§ 47 f. Bibeskæftigelsesnævnet fastsætter selv sin forretningsorden. Der kan i forretningsordenen fastsættes bestemmelser om, at formanden i visse nærmere bestemte sager kan træffe afgørelse på nævnets vegne, eller at afgørelser kan træffes af 3 af nævnets medlemmer, nemlig en retspræsident, en dommer og en offentlighedsrepræsentant.

Stk. 2. Bibeskæftigelsesnævnet offentliggør hvert år en redegørelse for sin virksomhed.

Stk. 3. Bibeskæftigelsesnævnets sekretariatsopgaver varetages af Højesteret.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. januar 2007, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Indtil den 1. januar 2010 udgør indtægtsbegrænsningen efter retsplejelovens § 47 b, stk. 1, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, 75 pct. af dommerens løn i hovedstillingen.

Stk. 3. Justitsministeren beskikker første gang offentlighedsrepræsentanter til Bibeskæftigelsesnævnet for henholdsvis 4 og 7 år, jf. retsplejelovens § 47 e, stk. 2 og 3, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1.

§ 3

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

Formålet med lovforslaget er nærmere at regulere betingelserne for bibeskæftigelse, der varetages af dommere ved siden af hovedstillingen. Der foreslås en nyordning, der bl.a. har til formål at sikre, at omfanget af bibeskæftigelsen for den enkelte dommer holdes på et rimeligt niveau, og at udpegningen af dommere til de forskellige former for bibeskæftigelse sker på en måde, der ikke rejser spørgsmål om dommeres habilitet i hovedstillingen.

Lovforslaget indeholder følgende hovedpunkter:

- Det foreslås, at nærmere betingelser for dommeres varetagelse af beskæftigelse ved siden af hovedstillingen kommer til at fremgå af retsplejeloven.

- Det foreslås, at der oprettes et uafhængigt Bibeskæftigelsesnævn, der bl.a. skal varetage en generel administration af dommeres bibeskæftigelse.

- Det foreslås, at de gældende regler i retsplejelovens §§ 47 €" 47 b om godkendelse og indberetning af dommeres bibeskæftigelse præciseres på enkelte punkter.

- Det foreslås, at der indføres et loft for dommeres indtægter ved bibeskæftigelse, således at en dommer som udgangspunkt højst må oppebære biindtægter, der gennemsnitligt svarer til 50 % af lønnen i hovedstillingen over en 3-årig periode, og at ingen dommer over en 3-årig periode må oppebære biindtægter, der overstiger halvdelen af en højesteretsdommers løn i hovedstillingen.

- Det foreslås, at dommere fra Højesteret, landsretterne og Sø- og Handelsretten kun må udpeges til et offentligt eller privat råd eller nævn, hvis udpegningen af en sådan dommer er bestemt ved lov, eller det er godkendt af Bibeskæftigelsesnævnet, at hvervet skal varetages af en dommer. Det foreslås samtidig, at udpegning af de enkelte dommere til de typer af bibeskæftigelse, der indebærer tvistløsning uden for domstolene, skal foretages af de pågældende dommeres retspræsident eller af en anden dommer, som en retspræsident har bemyndiget hertil.

- Det foreslås, at det fortsat er vedkommende retspræsident, der fører tilsyn med den enkelte dommers bibeskæftigelse og biindtægter, men at Bibeskæftigelsesnævnet skal træffe beslutning om konsekvenserne, hvis en dommers indtægter overstiger loftet.

Lovforslaget bygger på betænkning nr. 1465/2005 fra udvalget om dommeres bibeskæftigelse (herefter »betænkningen« og »udvalget«). Lovforslaget svarer i al væsentlighed til forslaget fra udvalgets flertal.

2. Gældende ret om dommeres bibeskæftigelse

Retsplejelovens §§ 47, 47 a og 47 b indeholder særlige regler om dommeres bibeskæftigelse. Endvidere er dommere omfattet af den almindelige bestemmelse i tjenestemandslovens § 17 om en tjenestemands beskæftigelse ved siden af hovedstillingen.

2.1. Reglerne om dommeres bibeskæftigelse i retsplejeloven indeholder en generel tilladelsesordning i § 47, jf. pkt. 2.1.1 nedenfor, en generel indberetningsordning i § 47 a, jf. pkt. 2.1.2 nedenfor, samt en konkret indberetnings- og tilladelsesordning i § 47 b, jf. pkt. 2.1.3 nedenfor.

De gældende regler i retsplejeloven blev vedtaget ved lov nr. 402 af 26. juni 1998 om ændring af retsplejeloven mv. på baggrund af anbefalinger om dommeres bibeskæftigelse afgivet af Domstolsudvalget i betænkning nr. 1319/1996 og trådte i kraft den 1. juli 1999. Ved lovændringen blev den allerede gældende generelle tilladelsesordning i retsplejelovens § 47 videreført uden væsentlige ændringer.

Reglerne administreres i praksis af Præsidentrådet (dvs. retspræsidenterne i Højesteret, Østre Landsret, Vestre Landsret og Sø- og Handelsretten samt retspræsidenterne ved byretterne i København, Århus, Odense, Ålborg og Roskilde), der har offentliggjort flere notater om reglernes håndtering i praksis, jf. nærmere nedenfor under pkt. 2.1.1-2.1.3.

2.1.1. Efter retsplejelovens § 47 kan en dommer kun med tilladelse af Præsidentrådet have fast indtægtsgivende beskæftigelse ved siden af hovedstillingen.

Tilladelseskravet i § 47 omfatter kun dommeres faste bibeskæftigelse. Dette indebærer, at bibeskæftigelsen må have en vis varig karakter. Bibeskæftigelse, der består i hverv af lejlighedsvis eller enkeltstående karakter, f.eks. medlemskab af ad hoc voldgiftsretter, kræver derimod ikke tilladelse.

Endvidere er det indtægtsgivende bibeskæftigelse , der kræver tilladelse. Efter ordlyden af § 47 skal der gives tilladelse til enhver fast indtægtsgivende bibeskæftigelse. Bestemmelsen er dog efter fast praksis fortolket således, at hverv, som ifølge loven skal indehaves af dommere, ikke er omfattet af tilladelseskravet. Som eksempler på sådanne hverv kan nævnes Advokatnævnet, Flygtningenævnet, Tjenestemandsretten og Valgbarhedsnævnet.

Det er således kun en del af den samlede bibeskæftigelse, der varetages af dommere, der i dag kræver tilladelse.

En dommer, som ønsker at påtage sig fast indtægtsgivende bibeskæftigelse, indgiver en ansøgning til Præsidentrådet. Præsidentrådet bestemmer herefter, om dommeren kan påtage sig den ansøgte bibeskæftigelse. Præsidentrådet har i et notat om dommeres bibeskæftigelse fra marts 2002, der er offentligt tilgængeligt på domstolenes hjemmeside på internettet (www.domstol.dk €" under Præsidentrådets oversigt over dommernes indberetninger om indtægtsgivende bibeskæftigelse i 2001), redegjort for dets praksis vedrørende tilladelse til bibeskæftigelse. I notatet anføres, at det helt afgørende kriterium, som Præsidentrådet lægger til grund ved afgørelser efter § 47, er vurderingen af, om en ansøgt bibeskæftigelse kan give anledning til habilitetsmæssige problemer eller på anden måde efter sin art ikke vil være forenelig med dommerhvervet. Det anføres endvidere, at også spørgsmålet om den ansøgte beskæftigelses omfang i forhold til hovedstillingen kan inddrages i rådets overvejelser. Dette kan være aktuelt, hvis omstændighederne på forhånd giver grundlag for at antage, at bibeskæftigelsen kan have negativ indflydelse på arbejdet i hovedstillingen. Spørgsmålet bør i givet fald drøftes mellem dommeren og vedkommende præsident forud for rådets stillingtagen.

I notatet nævnes endvidere enkelte kategorier af hverv, der rejser betænkeligheder af en sådan karakter, at afslag i almindelighed må forventes. Der er således bl.a. fast praksis for at meddele afslag til ansøgninger om medlemskab af bestyrelser eller andre ledelsesorganer i erhvervsdrivende virksomheder.

Præsidentrådet anfører, at rådet under den gældende retstilstand ikke har mulighed for at inddrage andre hensyn end de ovenfor nævnte i grundlaget for afgørelserne. Rådet kan derfor ikke meddele afslag på ansøgninger om tilladelse til fast indtægtsgivende bibeskæftigelse med den begrundelse, at en dommers samlede indtægter ved bibeskæftigelse ønskes begrænset.

Om notatet i øvrigt henvises til betænkningen, side 22 f.

2.1.2. Efter retsplejelovens § 47 a skal alle dommere en gang om året afgive oplysning om indtægtsgivende bibeskæftigelse, som de har varetaget i det forløbne år.

Indberetningspligten i § 47 a omfatter samtlige indtægtsgivende hverv , som en dommer varetager ved siden af dommerhvervet. Dette gælder, uanset om den indtægtsgivende bibeskæftigelse er fast, lejlighedsvis eller enkeltstående, og uanset om bibeskæftigelsen er offentlig eller privat. Hverv, der ikke er indtægtsgivende, er derimod ikke omfattet af indberetningspligten.

Præsidentrådet har i et yderligere notat om tilladelses- og indberetningsordningen vedrørende dommeres bibeskæftigelse, der årligt revideres og udsendes til alle dommere, nærmere redegjort for omfanget af indberetningsordningen. Rådet anfører bl.a., at al udført indtægtsgivende bibeskæftigelse skal indberettes, uanset om dommeren har modtaget indtægter fra hvervet i det pågældende kalenderår. Er der tvivl om, hvorvidt et hverv senere vil blive vederlagt, skal hvervet således medtages i indberetningen. (Det kan dog i indberetningen anføres, at dommeren ikke har modtaget indtægter fra hvervet i det pågældende år. Viser det sig, at hvervet ikke vederlægges, kan det i indberetningen for det år, hvor den manglende vederlæggelse kan konstateres, bemærkes, at det tidligere indberettede hverv er afsluttet uden vederlæggelse). Ordningen indebærer bl.a., at voldgiftssager, der verserer ved udgangen af det pågældende år, skal medtages i indberetningen, og det bør derfor ved indberetningen af voldgiftssager oplyses, om der er tale om en afsluttet eller en ikke afsluttet (verserende) voldgiftssag.

Det følger af § 47 a, at indberetningen om bibeskæftigelse som hovedregel skal indeholde oplysninger om hvervets art og hvervgiveren. Ved indberetningen af voldgiftssager gælder der dog en særlig regel i stedet for det almindelige krav om oplysning om hvervgiver. Her er det navnene på de advokater eller andre, som har repræsenteret parterne, samt oplysning om, hvorledes dommeren er udpeget, der skal angives. Endvidere skal indberetningen indeholde oplysning om indtægten ved de enkelte hverv. Oplysning om indtægten ved bibeskæftigelsen skal således gives særskilt for hvert enkelt hverv.

Indberetningen om bibeskæftigelse for dommere ansat i de præsidentledede retter indgives til rettens præsident og i de øvrige retter til vedkommende landsretspræsident. Indberetninger for byretspræsidenterne, landsretspræsidenterne samt præsidenten og vicepræsidenterne for Sø- og Handelsretten skal indgives til Højesterets præsident. Endvidere følger det af reglerne i lov om rettens pleje i Grønland, at landsdommeren i Grønland skal indgive indberetning til Højesterets præsident.

Det er efter § 47 b også retspræsidenten, der i visse tilfælde kan reagere over for en dommers bibeskæftigelse ved at pålægge vedkommende dommer at søge forudgående tilladelse til enhver form for bibeskæftigelse, jf. pkt. 2.1.3 nedenfor, og vedkommende retspræsident har endvidere det almindelige tilsyn med dommeren efter retsplejelovens § 48.

Det følger af § 47 a, stk. 3, at dommernes indberetninger om bibeskæftigelse er undergivet aktindsigt med undtagelse af oplysninger om indtægten ved de enkelte hverv. Efter begæring om aktindsigt er der således en lovbestemt adgang til hos vedkommende retspræsident mod betaling af retsafgift efter retsafgiftsloven at få en kopi af en dommers indberetningsskema, bortset fra den del af skemaet, der indeholder oplysninger om indtægten ved de enkelte hverv.

Præsidentrådet har imidlertid siden indberetningsordningen trådte i kraft gennemført adgangen til aktindsigt på den måde, at de oplysninger om dommeres bibeskæftigelse, der er undergivet aktindsigt, årligt offentliggøres på domstolenes hjemmeside på internettet (www.domstol.dk). Oversigten på internettet er en sammenfatning af dommernes indberetninger til de enkelte retspræsidenter. I oversigten er det muligt at se, hvilke og hvor mange hverv den enkelte dommer har varetaget. Har dommeren haft voldgiftssager, er de enkelte voldgiftssager angivet i oversigten. I oversigten er det tydeliggjort, om der er tale om afsluttet bibeskæftigelse eller ikke-afsluttet bibeskæftigelse, og det er således bl.a. muligt at se, om de voldgiftssager, som dommerne har deltaget i, er afsluttede eller ej.

Ud over, at den årlige oversigt på internettet indeholder de oplysninger, der er undergivet aktindsigt, har Præsidentrådet indtil nu suppleret oversigten ved at offentliggøre nogle hovedtal vedrørende antallet af dommere med og uden bibeskæftigelse samt vedrørende dommernes indtægter på bibeskæftigelse i det pågældende indberetningsår. Hovedtallene angiver bl.a. de samlede indtægter ved bibeskæftigelse for henholdsvis retspræsidenter mv., højesteretsdommere, landsdommere i Østre Landsret, landsdommere i Vestre Landsret samt byretsdommere. Endvidere er det for de forskellige dommergrupper angivet, hvor stor en del af de samlede indtægter, der vedrører voldgiftssager, samt den gennemsnitlige indtægt ved bibeskæftigelse.

Om Præsidentrådets øvrige retningslinjer for indberetningsordningen vedrørende dommeres bibeskæftigelse henvises til betænkningen side 24 ff.

2.1.3. Den generelle tilladelses- og indberetningsordning for dommeres bibeskæftigelse i retsplejelovens §§ 47 og 47 a er suppleret med en konkret tilladelses- og indberetningsordning i retsplejelovens § 47 b, hvorefter vedkommende retspræsident, hvis det findes fornødent, kan pålægge en dommer at indsende en redegørelse for dommerens indtægter og tidsforbrug i forbindelse med varetagelsen af hverv ved siden af hovedstillingen. På baggrund af de modtagne oplysninger kan retspræsidenten efter drøftelse med Præsidentrådet beslutte, at dommeren i en nærmere angivet periode eller indtil videre kun med retspræsidentens eller rådets tilladelse må påtage sig hverv ved siden af hovedstillingen.

I forarbejderne til bestemmelsen er det anført, at den konkrete indberetnings- og tilladelsesordning giver retspræsidenterne et effektivt redskab i de formentlig ganske få tilfælde, hvor en dommers bibeskæftigelse kunne tyde på at have negativ indflydelse på hovedstillingen enten på grund af dets tidsmæssige omfang eller ud fra habilitetsmæssige betragtninger.

Den konkrete indberetningspligt i § 47 b, stk. 1 og 2, omfatter en dommers tidsforbrug og/eller indtægter i forbindelse med varetagelsen af alle hverv ved siden af hovedstillingen. Det er således både indtægtsgivende og ikke-indtægtsgivende hverv, der omfattes af en beslutning om indberetningspligt, og en beslutning om pligt til at indberette indtægter kan både omfatte allerede oppebårne og fremtidige indtægter.

I Præsidentsrådets notat om tilladelses- og indberetningsordningen vedrørende dommeres bibeskæftigelse, der årligt revideres og udsendes til alle dommere, anføres det, at grundlaget for en anmodning om indberetning af en dommers tidsforbrug kan være, at der for vedkommende retspræsident €" blandt andet i kraft af den generelle indberetningsordning €" foreligger oplysninger, der tyder på, at en bestemt dommers bibeskæftigelse har et sådant tidsmæssigt omfang, at det kan have en negativ indflydelse på dommerens varetagelse af hovedstillingen. Grundlaget for en anmodning om indberetning af indtægter kan være, at der for vedkommende retspræsident foreligger oplysninger om, at en bestemt dommers bibeskæftigelse har et sådant omfang, at det kan være af betydning at få belyst, om indtægterne ved bibeskæftigelsen har en sådan størrelse og fordeling, at dommeren vil kunne fremstå som værende i et afhængighedsforhold til bestemte interessegrupper eller advokatkontorer.

Det følger af forarbejderne til § 47 b, at de oplysninger om tidsforbrug og/eller indtægter, som indberettes, ikke er offentligt tilgængelige.

Såfremt de modtagne oplysninger om tidsforbrug og/eller indtægter i medfør af den konkrete indberetningspligt eller den generelle indberetningspligt giver anledning dertil, kan vedkommende retspræsident efter drøftelse med Præsidentrådet beslutte, at den pågældende dommer i en nærmere angivet periode eller indtil videre kun med retspræsidentens eller Præsidentrådets tilladelse kan påtage sig hverv ved siden af hovedstillingen, jf. § 47 b, stk. 3.

Iværksættelsen af en sådan konkret tilladelsesordning indebærer, at den pågældende dommer skal indhente tilladelse til al bibeskæftigelse uanset art. Der skal således €" i modsætning til tilladelseskravet efter den generelle tilladelsesordning €" indhentes tilladelse til ulønnet bibeskæftigelse, til bibeskæftigelse af enkeltstående karakter samt til bibeskæftigelse, der efter Præsidentrådets praksis ellers ikke kræver tilladelse, fordi der er tale om hverv, som ifølge loven skal varetages af dommere.

Retspræsidenterne har indtil nu ikke i noget tilfælde fundet grundlag for at anvende den konkrete tilladelsesordning efter retsplejelovens § 47 b, stk. 3.

2.2. Den almindelige regel om tjenestemænds bibeskæftigelse fremgår af tjenestemandslovens § 17, der bestemmer, at en tjenestemand kun kan have beskæftigelse ved siden af sin tjenestemandsstilling for så vidt og i det omfang, det er foreneligt med den samvittighedsfulde udøvelse af de til tjenestemandsstillingen knyttede pligter og med den for stillingen nødvendige agtelse og tillid.

I en vurdering af, om bibeskæftigelse er tilladeligt efter tjenestemandslovens § 17, indgår således bibeskæftigelsens omfang (»forenelig med den samvittighedsfulde udøvelse af de til tjenestemandsstillingen knyttede pligter«) og bibeskæftigelsens art (»forenelig med den for stillingen nødvendige agtelse og tillid«).

Som tjenestemænd er dommere omfattet af den almindelige regel om tjenestemænds bibeskæftigelse. Den tilladelsesordning, der gælder for dommere efter retsplejelovens § 47, lægger afgørende vægt på bibeskæftigelsens omfang og art, og derfor har tjenestemandslovens § 17 ingen selvstændig betydning i forhold til bibeskæftigelse, der er omfattet af tilladelseskravet i retsplejeloven. Bestemmelsen har derimod betydning for den del af dommeres bibeskæftigelse, der ikke er omfattet af tilladelsesordningen i retsplejeloven. Dette gælder bl.a. dommeres ulønnede bibeskæftigelse samt lejlighedsvis eller enkeltstående bibeskæftigelse, som f.eks. medlemskab af ad hoc voldgiftsretter.

3. Kortlægning af dommernes bibeskæftigelse

3.1. Dommeres bibeskæftigelse i Danmark

Betænkningen indeholder en omfattende kortlægning af danske dommeres indtægtsgivende bibeskæftigelse. Grundlaget for kortlægningen af dommernes bibeskæftigelse har været de oplysninger om bierhverv og biindtægter, der findes i dommernes lovpligtige indberetninger om indtægtsgivende bibeskæftigelse til retspræsidenterne. Ud over de offentligt tilgængelige oplysninger fra indberetningerne har retspræsidenterne stillet nogle yderligere oplysninger fra indberetningerne om biindtægter til rådighed for kortlægningen, og retspræsidenterne har forestået en frivillig spørgeskemaundersøgelse af tidsforbruget ved bibeskæftigelse blandt samtlige dommere.

3.1.1. Kortlægningen viser, at ca. 75 % af landets dommere har haft bibeskæftigelse i perioden 1999-2004. I denne periode har samtlige retspræsidenter og højesteretsdommere, 89 % af landsdommerne i Østre Landsret, 78 % af landsdommerne i Vestre Landsret og 67 % af byretsdommerne haft bibeskæftigelse.

Et stort antal dommere har i perioden 2003 og 2004 haft bibeskæftigelse inden for områder, hvor dommeren varetager et offentligt hverv, og hvor dommeren tillige er udpeget til det pågældende hverv af en offentlig myndighed. Dette gælder bl.a. bibeskæftigelse i offentlige råd og nævn samt bibeskæftigelse i lovforberedende udvalg. Hertil kommer, at en stor del af den samlede bibeskæftigelse inden for undervisning og eksamenscensur vedrører undervisning og censur i offentlige undervisningsinstitutioner.

Bibeskæftigelsen er fordelt således, at højesteretsdommere og landsdommere især har haft bibeskæftigelse i offentlige råd og nævn, private voldgifter samt i form af forfattervirksomhed, undervisning og censur, mens byretsdommere især har haft bibeskæftigelse i offentlige råd og nævn. Hverv i særlige domstole (dvs. Den særlige Klageret, Arbejdsretten og tjenestemandsretterne) samt lovforberedende udvalg blev hovedsageligt varetaget af højesteretsdommere og landsdommere. Voldgiftssager i de private voldgifter blev oftest varetaget af landsdommere, mens voldgiftsager i de faglige voldgifter hovedsagelig blev varetaget af højesteretsdommere. Hverv i de private klage- og ankenævn blev hovedsageligt varetaget af højesteretsdommere og landsdommere, mens f lest bestyrelseshverv blev varetaget af byretsdommere.

Kortlægningen har belyst koncentrationen af dommernes bibeskæftigelse , dvs. hvor mange hverv dommerne i gennemsnit har haft inden for forskellige bibeskæftigelseskategorier. Dommere, der har haft bibeskæftigelse i offentlige råd og nævn, særlige domstole, lovforberedende udvalg, private klage- og ankenævn, forfattervirksomhed, bestyrelseshverv, undervisning og censur har i gennemsnit haft mellem 1 og 3 hverv i disse bibeskæftigelseskategorier. Dette gælder samtlige dommergrupper.

For dommere, der har haft bibeskæftigelse i private voldgifter og faglige voldgifter mv., er den antalsmæssige spredning noget større. Der er desuden nogen variation mellem dommergrupperne, idet Højesteretsdommerne i gennemsnit har haft 14,5 private voldgiftssager og 18 faglige voldgiftssager, landsdommerne i gennemsnit har haft 18,7 private voldgiftssager og 1,3 faglige voldgiftssager, Sø- og Handelsretsdommerne i gennemsnit har haft 17,8 private voldgiftssager og 10 faglige voldgiftssager, og byretsdommerne i gennemsnit har haft 1,3 private voldgiftssager og 4 faglige voldgiftssager.

3.1.2. På baggrund af dommernes lovpligtige indberetninger om indtægtsgivende bibeskæftigelse foreligger der på Præsidentrådets oversigter på internettet oplysninger om dommernes samlede årlige indtægter ved bibeskæftigelse i perioden 1999 €" 2004.

De samlede årlige biindtægter udgjorde for dommerne i 1999 ca. 39,5 mio. kr., i 2003 ca. 43,8 mio. kr. og i 2004 ca. 48,9 mio. kr. Den del af de samlede biindtægter, der kom fra bibeskæftigelse i private og faglige voldgiftssager, udgjorde i 1999 ca. 7,8 mio. kr., i 2003 ca. 9,6 mio. kr. og i 2004 ca. 14,9 mio. kr.

Det fremgår endvidere, at den gennemsnitlige biindtægt for en dommer med bibeskæftigelse i 1999 var ca. 159.500 kr., mens den i 2003 var ca. 174.000 kr. og i 2004 ca. 198.500 kr.

Retspræsidenterne havde i gennemsnit ca. 215.500 kr. i biindtægter i 1999, ca. 313.500 kr. i 2003 og ca. 393.000 kr. i 2004. Højesteretsdommerne havde i gennemsnit ca. 617.500 kr. i biindtægter i 1999, ca. 638.500 kr. i 2003 og ca. 773.500 kr. i 2004. Landsdommerne i Østre Landsret havde i gennemsnit ca. 191.500 kr. i biindtægter i 1999, ca. 212.000 kr. i 2003 og ca. 219.500 kr. i 2004. Landsdommerne i Vestre Landsret havde i gennemsnit ca. 168.500 kr. i biindtægter i 1999, ca. 173.500 kr. i 2003 og 235.500 kr. i 2004. Byretsdommerne havde i gennemsnit ca. 82.000 kr. i biindtægter i 1999, ca. 87.500 kr. i 2003 og ca. 85.000 kr. i 2004. Spredningen mellem dommernes biindtægter inden for de enkelte dommergrupper er imidlertid ganske betydelig.

3.1.3. Dommernes indtægter inden for de forskellige typer af bibeskæftigelse fremgår af de oplysninger om dommernes indtægter i de forskellige bibeskæftigelseskategorier, som Præsidentrådet har udarbejdet til udvalget om dommeres bibeskæftigelse.

Det fremgår heraf, at den største del af dommernes samlede indtægter ved bibeskæftigelse i 2003 og 2004 kom fra bibeskæftigelse i offentlige hverv €" primært hvervene i offentlige råd og nævn (30 % hhv. 35 %) og i mindre omfang fra hvervene i de særlige domstole (3 % hhv. 4 %), lovforberedende udvalg (3 % hhv. 2 %) samt fra offentlige hverv inden for undervisning og censur (13 % hhv. 12 %). Endvidere kom en stor del af dommernes samlede indtægter ved bibeskæftigelse fra voldgiftssager (22 % hhv. 30 %). Der henvises til lovforslagets bilag 1, der viser en grafisk opgørelse af dommernes samlede indtægter på bibeskæftigelse i 2003 og 2004.

Den største del af retspræsidenternes og højesteretsdommernes indtægter fra bibeskæftigelse i denne periode hidrører fra private voldgifter og offentlige råd og nævn, mens landsdommerne og byretsdommerne fik den største del af indtægterne fra bibeskæftigelse i offentlige råd og nævn.

3.1.4. Kortlægningen indeholder endvidere en opgørelse over dommernes samlede tidsforbrug ved bibeskæftigelse. Det fremgår, at i alt 203 dommere har haft tidsforbrug ved bibeskæftigelse i perioden 1. august 2004 €" 31. januar 2005, og at det samlede halvårlige tidsforbrug herved for disse dommere udgjorde i alt ca. 28.200 timer. Det fremgår endvidere, at det gennemsnitlige halvårlige tidsforbrug for en dommer, der havde brugt tid på bibeskæftigelse, var ca. 140 timer.

Det gennemsnitlige tidsforbrug for dommere i de forskellige dommergrupper i perioden viser, at højesteretsdommerne i gennemsnit havde det største halvårlige tidsforbrug ved bibeskæftigelse med ca. 245 timer, retspræsidenterne brugte i gennemsnit ca. 220 timer, landsdommerne i Vestre Landsret i gennemsnit ca. 195 timer, landsdommerne i Østre Landsret i gennemsnit ca. 165 timer, og byretsdommerne i gennemsnit brugte ca. 80 timer. Spredningen mellem dommernes tidsforbrug inden for de enkelte dommergrupper er imidlertid ganske betydelig.

Den største del af dommernes samlede tidsforbrug på bibeskæftigelse i perioden 1. august 2004 €" 31. januar 2005 vedrører offentlige hverv €" primært hverv i offentlige råd og nævn (42 %), i et vist mindre omfang på offentlige hverv inden for undervisning og censur (15 %) og i mindre omfang på hvervene i de særlige domstole (5 %) og lovforberedende udvalg (4 %). I forhold til tidsforbruget ved de offentlige hverv blev kun en mindre del af dommernes samlede tidsforbrug anvendt på voldgiftssager (private voldgifter 9 % og faglige voldgifter mv. 4 %). Der henvises til lovforslagets bilag 2, der viser en grafisk opgørelse af tidsforbruget.

Offentlige råd og nævn var den type bibeskæftigelse, hvor samtlige dommergrupper havde det største tidsforbrug i perioden 1. august 2004 €" 31. januar 2005. Retspræsidenterne, højesteretsdommerne og landsdommerne i Vestre Landsret havde det næststørste tidsforbrug på privat eller faglig voldgift, mens landsdommerne i Østre Landsret og byretsdommerne havde det næststørste tidsforbrug på undervisning og eksamenscensur.

3.1.5. Indtægterne ved bibeskæftigelse i offentlige råd og nævn udgjorde kun 30 % af de samlede indtægter ved bibeskæftigelse i 2004, mens tidsforbruget herved udgjorde 42 % af det samlede tidsforbrug. Indtægterne ved bibeskæftigelse i de særlige domstole, lovforberedende udvalg, ved forfattervirksomhed, undervisning og censur har også udgjort en forholdsmæssigt mindre procentdel end tidsforbruget herved.

Omvendt udgjorde indtægterne fra de private voldgifter 25 % af de samlede indtægter ved bibeskæftigelse i 2004, mens tidsforbruget herved kun udgjorde 9 % af det samlede tidsforbrug. Indtægterne ved bibeskæftigelse i faglige voldgifter, private klage- og ankenævn og bestyrelseshverv har også udgjort en forholdsmæssigt større procentdel end tidsforbruget herved.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 31 ff., der indeholder et resume af kortlægningen af danske dommeres bibeskæftigelse.

3.2. Dommeres bibeskæftigelse i andre europæiske lande

Udvalget har endvidere foretaget en kortlægning af dommeres bibeskæftigelse i Sverige, Norge, Island, Finland, Holland, Tyskland, Irland, England og Wales.

3.2.1. De undersøgte landes domstolssystemer er i forskellig grad anderledes end det danske domstolssystem.

Sverige, Finland og Tyskland har alle todelte domstolssystemer med henholdsvis almindelig domstole og egentlige forvaltningsdomstole. I disse lande er der endvidere oprettet en række specialdomstole til behandling af sagsområder, som ikke behandles ved de almindelige domstole og forvaltningsdomstolene.

Det norske og hollandske domstolssystem minder om det danske domstolssystem, idet der her er tre instanser inden for de almindelige domstole samt et antal særlige domstole. I Island findes der kun to instanser samt en Arbejdsret. I hverken Norge, Holland eller Island har man almindelige forvaltningsdomstole, men derimod har man en række særlige forvaltningsdomstole, der afgør sager mellem borgere og forvaltningen på en række nærmere angivne sagsområder.

Det engelske domstolssystem opererer med fire instanser med House of Lords som den øverste instans, og der findes ingen forvaltningsdomstole. Til forskel herfra har det irske domstolssystem tre instanser, og der findes en række specielle forvaltningsdomstole i første instans, hvis afgørelser kan appelleres til de almindelige domstole.

En sammenligning af dommeres bibeskæftigelse i forskellige lande kan være afhængig af, om der i de enkelte lande er forvaltningsdomstole eller ej. I lande med forvaltningsdomstole er der ikke i samme grad behov for dommeres bibeskæftigelse i offentlige råd og nævn.

3.2.2. Samtlige undersøgte lande har reguleret spørgsmålet om dommeres bibeskæftigelse. I nogle lande er der udarbejdet et særligt regelsæt vedrørende dommeres bibeskæftigelse (Norge, Island, Holland og Irland). I andre lande finder de generelle regler om tjenestemænds eller offentligt ansattes bibeskæftigelse som udgangspunkt tilsvarende anvendelse for dommere, og der findes alene enkelte supplerende regler om dommeres bibeskæftigelse (Sverige, Finland og Tyskland). I England er der ikke egentlige lovfæstede regler om dommeres bibeskæftigelse, men principper herom er nedskrevet i en vejledning, som dommerne får udleveret ved ansættelsen.

I Irland og England er der forbud mod, at dommere påtager sig lønnet bibeskæftigelse. I Irland fremgår forbudet direkte af forfatningen, mens der i England er en lang tradition for forbudet. I England kan dommerne dog udarbejde juridiske lærebøger og artikler mv. mod vederlag.

Reglerne i de øvrige undersøgte lande, dvs. Sverige, Norge, Island, Finland, Holland og Tyskland , giver alle mulighed for, at dommere kan påtage sig bibeskæftigelse i større eller mindre omfang under forudsætning af, at bibeskæftigelsen ikke har en negativ indflydelse på dommernes uafhængighed, habilitet, den almindelige tillid til domstolene og arbejdet i hovedstillingen.

I alle disse lande er der regler, der indeholder forbud mod, at dommere påtager sig visse særlige hverv. Eksempelvis har landene regler om, at dommere ikke ved siden af dommerembedet lovligt kan virke som advokater, yde juridisk rådgivning mod vederlag, være skønsmand, partsudpeget voldgiftsdommer eller vælges til det nationale parlament. I Tyskland må en dommer som udgangspunkt endvidere ikke varetage opgaver inden for den udøvende magt, dog undtagen visse hverv, herunder f.eks. hverv, der er forbundet med administrationen af domstolene.

For så vidt angår de hverv, der ikke omfattes af et særligt forbud, kan dommerne som udgangspunkt påtage sig disse som bibeskæftigelse, hvis hvervet ikke indebærer en negativ påvirkning af dommerens uafhængighed, habilitet eller varetagelsen af dommerens hovedstilling.

Reglerne om dommeres bibeskæftigelse i de pågældende lande er enten bygget op som godkendelses- eller indberetningsregler eller en kombination heraf. I flere lande foretages der registreringer af dommernes bibeskæftigelse i offentligt tilgængelige registre, der bl.a. er tilgængelige på internettet.

Norge, Finland og Tyskland har alle godkendelsesordninger. I Norge og Tyskland skal de fleste bibeskæftigelseshverv godkendes af enten vedkommende retspræsident eller af domstolsadministrationen. I Finland skal alle former for lønnet bibeskæftigelse godkendes hos domstolschefen eller den overordnede domstol. Godkendelsesordningerne indebærer, at den pågældende dommer skal søge om tilladelse til at påtage sig et bibeskæftigelseshverv, forud for at hvervet påbegyndes. Kriterierne for godkendelse af et bibeskæftigelseshverv er formuleret forskelligt, men vedrører i det væsentlige, at bibeskæftigelsen ikke må indebære en negativ påvirkning af hovedstillingen, herunder særligt af arbejdstiden i hovedstillingen, og hovedstillingens omdømme samt uafhængigheden og habiliteten for den pågældende dommer. I Tyskland gælder der, for så vidt angår bibeskæftigelse i offentlig tjeneste, endvidere en regel om, at dommere skal afstå den del af honoraret, der overstiger en bestemt beløbsgrænse. For højesteretsdommere gælder eksempelvis en beløbsgrænse på 6.100 euro om året.

I Sverige, Island og Holland skal der ske indberetning af bibeskæftigelsen til henholdsvis den pågældende dommers arbejdsgiver, et særligt udvalg om dommerarbejde og vedkommende retspræsident.

Reglerne om indberetning indebærer, at en dommer som udgangspunkt ikke skal søge om tilladelse til bibeskæftigelse. Dommeren skal i stedet indberette, hvilken bibeskæftigelse den pågældende dommer har til hensigt at påtage sig. I Sverige og Island kan rette myndighed efterfølgende udstede forbud mod, at den pågældende dommer påtager sig et hverv, hvis hvervet anses for at være uforeneligt med dommerembedet. De hollandske regler giver derimod ikke adgang til at nægte bibeskæftigelsen, og der kan således alene iværksættes disciplinære sanktioner, dersom dommeren påtager sig et hverv, som retspræsidenten finder uforeneligt med dommerembedet.

Der henvises i øvrigt til betænkningen side 48 ff., der indeholder et resume af kortlægningen af dommeres bibeskæftigelse i en række europæiske lande.

4. Lovforslagets udformning

4.1. Generelt om behovet for en nyordning vedrørende dommeres bibeskæftigelse

4.1.1. Udvalget har i betænkningen vurderet behovet for nærmere at regulere dommernes adgang til bibeskæftigelse.

Udvalgets forslag bygger følgende generelle synspunkter:

Det er udvalgets opfattelse, at spørgsmålet om dommernes bibeskæftigelse helt overordnet må vurderes i lyset af den særlige stilling, som domstolene har efter forfatningen. Grundlovens regler og de sædvaner, der er dannet i tilknytning hertil, indebærer, at domstolene er uafhængige af andre offentlige organer, først og fremmest Folketinget og regeringen. Endvidere forudsætter såvel grundlovens som retsplejelovens regler en fuldstændig uafhængighed af andre uvedkommende interesser. Dommerne har i deres kald alene at rette sig efter loven, jf. grundlovens § 64.

En forfatnings- og lovgivningsmæssig sikring af domstolenes og dommernes uafhængighed er imidlertid ikke tilstrækkelig til at sikre et velfungerende domstolssystem. Hertil kræves efter udvalgets opfattelse også, at der i befolkningen i almindelighed er tillid til domstolenes og dommernes uafhængighed og integritet.

Næsten al den bibeskæftigelse, der udøves af dommere, udøves efter anmodning fra myndigheder, organisationer, virksomheder og andre, der ønsker en dommers medvirken til løsning af en opgave, hvor dommermedvirken sikrer en fuldt kvalificeret og betryggende sagsbehandling. Udviklingen i dommeres bibeskæftigelse afspejler således en efterspørgsel efter dommeres medvirken ved løsning af opgaver uden for den egentlige retspleje.

Dommeres adgang til bibeskæftigelse bør imidlertid efter udvalgets opfattelse ikke kun være bestemt af efterspørgslen. Adgang til bibeskæftigelse bør reguleres således, at den ikke påvirker den almindelige opfattelse af dommernes uafhængighed negativt. Enhver tvivl om domstolenes fuldstændige uafhængighed er efter udvalgets opfattelse skadelig for det danske retssystem.

Det tidsmæssige omfang af dommernes bibeskæftigelse må naturligvis ikke have negativ indvirkning på varetagelsen af hovedstillingen, navnlig må varetagelsen af bibeskæftigelse ikke medføre en forlængelse af afviklingen af retsarbejdet ved domstolene. Der er efter det for udvalget oplyste ikke grundlag for at antage, at der faktisk er en sådan negativ indvirkning. I det omfang dommernes bibeskæftigelse ikke har negativ indflydelse på arbejdet i hovedstillingen, er der efter udvalgets opfattelse et hensyn at tage til, at der ikke gøres unødige indgreb i den bibeskæftigelse, som dommerne udøver i deres fritid, og at man undgår i for høj grad at skade velfungerende ordninger.

Et medlem af udvalget anfører dog, at det må være åbenbart, at en så udstrakt anvendelse af bibeskæftigelse, som der er tale om, betyder, at der er færre kræfter tilbage til arbejdet i hovedstillingen.

Udvalget anser det som en positiv omstændighed ved dommernes bibeskæftigelse, at dommerne herigennem er med til at varetage en lang række opgaver, der har samfundsmæssig betydning. Hertil kommer, at bibeskæftigelsen skaber en større bredde i dommernes samfundsindsigt og øger deres viden om specifikke samfundsforhold. Dommerne får således på grund af deres bibeskæftigelse en erfaring og viden, som ikke kan fås ved arbejdet som dommer. Et medlem bemærker dog, at det kan have betydning, at dommere har tid til at gøre sig erfaringer uden for domstolsarbejdet og sædvanlig bibeskæftigelse.

Udvalget finder det også positivt, at dommerne ved deres bibeskæftigelse bidrager til retsudviklingen uden for arbejdet ved domstolene, eksempelvis ved at medvirke i offentlige og private råd og nævn samt i voldgifter, ved deres arbejde i lovforberedende udvalg, ved udarbejdelse af juridisk litteratur og ved undervisning på universiteter mv.

Udvalget anfører, at det i debatten har været anført, at størrelsen af biindtægter i sig selv kan udgøre et problem for domstolenes omdømme på grund af den stadige offentlige debat herom. Debatten har ikke mindst drejet sig om de dommere, herunder navnlig højesteretsdommere, der har udført mange hverv, og som derfor €" baseret på de offentliggjorte gennemsnitstal €" formodes at have oppebåret biindtægter, som har nærmet sig eller oversteget lønnen i hovedstillingen.

Det er udvalgets vurdering, at den langvarige debat herom i sig selv €" selv om der ikke har kunnet påvises negative påvirkninger af dommernes arbejde i hovedstillingen €" har givet anledning til, at der i offentligheden er rejst tvivl om domstolenes evne og vilje til at fungere med en effektiv ressourceanvendelse.

Udvalgets forslag, som der redegøres for nedenfor, vil indebære en ganske betydelig indtægtsreduktion for flere dommere, herunder særligt dommere ved de overordnede retter. Udvalget bemærker, at der er tale om en regulering af de pågældendes indtjening ved aktiviteter i deres fritid, og at reguleringen vil indebære, at de enten må opgive visse hverv eller for at kunne udøve dem må udføre arbejdet for et vederlag, der ligger under det vederlag, som det vil være muligt at oppebære efter de normer, der gælder for sådant arbejde. En sådan ved lov fastsat begrænsning gælder ikke for andre befolkningsgrupper. Der har i udvalget på den anførte baggrund været forskellige opfattelser af det reelle behov for et indgreb, men udvalget har tilsluttet sig, at der bør gennemføres en begrænsning for at undgå den negative betydning for domstolenes omdømme, som den nuværende ordning har givet anledning til.

Udvalget har overvejet, hvorvidt en regulering af dommernes bibeskæftigelse vil have betydning for rekrutteringen af dommere til domstolene, herunder særligt rekrutteringen til de overordnede retter. På den ene side mener udvalget, at muligheden for at påtage sig bibeskæftigelse selvsagt ikke bør være et afgørende incitament til at søge en stilling som dommer, men på den anden side mener udvalget, at muligheden for at påtage sig bibeskæftigelse og herved opnå en bredere indsigt og erfaring samt en ekstra indtjening kan udgøre et væsentligt incitament bl.a. for jurister, der kommer fra stillinger uden for domstolssystemet, og at en begrænsning af dommernes bibeskæftigelse og biindtægter vil kunne have negativ indflydelse på rekruttering af dommere til især de overordnede retter.

Om dommernes lønforhold henviser udvalget til, at Domstolsudvalget i betænkning nr. 1319/1996, s. 338 udtalte, at aflønning af dommere bør reflektere den betydning og det ansvar, som er forbundet med dommergerningen, som bl.a. går ud på at bedømme lovligheden af regeringens embedsførelse og lovgivningens forenelighed med forfatningen. Domstolsudvalget anbefalede en bredere rekruttering til domstolene, og Domstolsudvalget anførte, at lønniveauet vil være af væsentlig betydning for, om dette rekrutteringshensyn kan slå igennem.

Udvalgets forslag til lovgivning, jf. nedenfor, vil i givet fald indebære en ændring af de generelle vilkår for dommeres arbejde, der må antages at føre til en væsentlig reduktion af navnlig højesteretsdommeres indtægt. Der er derfor risiko for, at gennemførelsen af indgrebet vil modvirke ønsket om en bredere rekruttering til domstolene, især til Højesteret. Betydningen af de nævnte hensyn €" herunder eventuelle konsekvenser af de ændringer i de generelle vilkår for dommeres arbejde, som følger af flertallets forslag €" må forventes inddraget under kommende forhandlinger om dommerlønninger.

To medlemmer af udvalget finder, at de begrænsninger, der er lagt op til i udvalgets forslag, næppe vil betyde, at personer, der er egnede som højesteretsdommere, vil undlade at søge en sådan stilling.

På den anførte baggrund finder udvalgets flertal, at der i lyset af den langvarige debat om dommeres bibeskæftigelse er behov for at ændre lovgivningen, således at der opnås en større spredning af bibeskæftigelsen mellem dommerne i de forskellige retsinstanser, og således, at det bliver domstolene, der udpeger de enkelte dommere til bibeskæftigelse, der indebærer tvistløsning. Udvalgets flertal finder således, at der fortsat bør være adgang til, at dommere kan have bibeskæftigelse, og udvalget finder, at dommere fortsat bør have adgang til at varetage de samme typer bibeskæftigelse som i dag.

4.1.2. Justitsministeriet er enig i udvalgets (flertallets) generelle synspunkter om behovet for lovgivning. I det følgende redegøres for lovforslagets nærmere udformning.

4.2. Dommeres adgang til indtægtsgivende bibeskæftigelse

4.2.1. Udvalget finder som ovenfor nævnt, at der ikke er grundlag for indføre et generelt forbud mod dommeres bibeskæftigelse.

Et medlem finder dog, at det ikke bør tillades højesteretsdommere at have bibeskæftigelse, bortset fra forfattervirksomhed, mod at man til gengæld hæver deres løn, så den kommer på linie med de bedst lønnede offentlige embedsmænd.

4.2.2. Udvalget har overvejet, om dommere også fremover skal kunne varetage de typer af bibeskæftigelse, som i dag varetages af dommere.

Om dommeres deltagelse i offentlige råd og nævn anfører udvalget, at det er af afgørende betydning, at der kan anvendes dommere til opgaver uden for domstolene i et retssystem som det danske, hvor der ikke findes forvaltningsdomstole, men er opbygget et omfattende system med råd og nævn, der bl.a. varetager den administrative rekursbehandling. Dommermedvirken sikrer, at sagerne behandles af kvalificerede jurister, der via deres uafhængighed samt viden og erfaring fra dommerarbejdet samtidig er i stand til at sikre, at sagsbehandlingen foretages retssikkerhedsmæssigt forsvarligt. Dette er også i almindelighed begrundelsen for, at lovgivningsmagten i vidt omfang har bestemt, at der skal medvirke dommere i de enkelte offentlige råd og nævn.

Navnlig ud fra tilsvarende hensyn til at sikre en kvalificeret, uafhængig og retssikkerhedsmæssigt forsvarlig sagsbehandling finder udvalget, at det er af væsentlig betydning, at dommerne kan medvirke i private klage- og ankenævn.

Udvalgets flertal finder, at dommere fra alle instanser fortsat skal kunne deltage i de offentlige og private råd og nævn. Et medlem finder derimod, at kun byretsdommere fremover skal kunne deltage i de offentlige råd og nævn, idet man vender det almindelige juridiske system på hovedet, hvis den afgørelse, der indbringes for byretten, er underskrevet af en højesteretsdommer og dermed båret af dennes autoritet. Det viser sig ved, at kun få af disse afgørelser indbringes således for domstolene.

Hertil bemærker udvalgets flertal, at der ikke foreligger noget belæg for at antage, at undladelse af at indbringe råd- og nævnsafgørelser for domstolene skyldes, at borgeren eller forbrugeren har den opfattelse, at det ikke nytter noget at indbringe afgørelsen for domstolene, alene fordi afgørelsen er truffet af et nævn med en højesteretsdommer som formand. Flertallet finder derfor, at også dommere fra Højesteret, landsretterne og Sø- og Handelsretten fortsat bør kunne varetage hverv som formænd for råd og nævn.

For så vidt angår voldgift anfører udvalget generelt, at det er værdifuldt, at alle dommere kan medvirke i behandlingen af voldgiftssager, da der under voldgiftsinstituttet afgøres en lang række konkrete retstvister mellem både private og offentlige parter, der kan have vidtrækkende økonomisk eller anden betydning, og hvor resultatet ikke efterfølgende kan indbringes for domstolene.

Privat voldgift er af væsentlig betydning for løsning af erhvervslivets tvister. Det gør sig ikke mindst gældende i tvister med en udenlandsk part. Tilsvarende er Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed af væsentlig betydning for konfliktløsning på bygge- og anlægsområdet, hvor nævnet er det dominerende entrepriseretlige konfliktløsningsorgan. Dommeres medvirken i voldgifter er en sikkerhed for en betryggende sagsbehandling og for rigtige afgørelser i konfliktløsningsorganer, hvor der ikke er adgang til efterfølgende at indbringe sagerne for de almindelige domstole.

De faglige voldgifter er en central del af konfliktløsningen inden for det arbejdsretlige system, der bl.a. omfatter Arbejdsretten, faglige voldgifter, forligsmandsinstitutionen og en række fagretlige nævn, hvor der ikke alternativt består en mulighed for at lade sagen afgøre af de almindelige domstole. For arbejdsmarkedets parter er det derfor væsentligt, at sagerne i de faglige voldgifter kan behandles af dommere, herunder højesteretsdommere, der besidder de nødvendige juridiske og processuelle kvalifikationer og kan sikre en retssikkerhedsmæssigt forsvarlig behandling. Dommermedvirken er en integreret del af det arbejdsretlige system, som er af stor betydning og værdi for samfundet i almindelighed og for arbejdsmarkedets parter i særdeleshed. Medvirken af dommere i det arbejdsretlige konfliktløsningssystem bør derfor efter udvalgets opfattelse bevares.

Dommermedvirken i de særlige domstole (dvs. Den særlige Klageret, Arbejdsretten og tjenestemandsretterne) findes naturligt ud fra den omstændighed, at de særlige domstole er en del af domstolssystemet, hvor dommerne udfører et arbejde, der er sidestillet med arbejdet i de almindelige domstole.

Dommeres deltagelse i lovforberedende udvalg og dommeres forfattervirksomhed udgør efter udvalgets opfattelse et værdifuldt bidrag ved udarbejdelsen af en række af de lovforslag, der vedtages af Folketinget. I de lovforberedende udvalg, navnlig de udvalg, der behandler juridisk prægede problemstillinger, er det efter udvalgets opfattelse væsentlig at fastholde muligheden for dommerdeltagelse, fordi dommerne her bidrager med juridiske kundskaber og med erfaringer fra det praktiske retsliv, som er med til at sikre kvaliteten af de anbefalinger, som udvalgene kommer med.

Ud fra samme betragtning finder udvalget det også i forbindelse med undervisnings- og censorvirksomhed meget nyttigt at kunne drage nytte af den viden og erfaring fra retslivet, som dommere bidrager med.

Varetagelse af bestyrelseshverv i navnlig ikke-erhvervsdrivende fonde er der efter udvalgets opfattelse heller ikke grund til at forbyde.

Udvalgets kortlægning af dommernes bibeskæftigelse viser endvidere, at dommerne varetager enkelte andre typer bibeskæftigelse, der ikke falder ind under de ovenfor anførte typer af bibeskæftigelse. De oplysninger, der foreligger om karakteren af disse hverv, giver efter udvalgets opfattelse ikke anledning til at forbyde dommere at varetage disse forskellige enkeltstående hverv.

Det er således samlet set udvalgets opfattelse, at dommere fortsat skal kunne varetage alle typer af bibeskæftigelse, der ikke giver anledning til habilitetsmæssige problemer eller på anden måde er uforenelig med dommerhvervet og ikke går ud over dommerens arbejdsindsats i hovedstillingen. Udvalget finder dog, at betingelserne for tilladelig bibeskæftigelse bør nedfældes i loven og foreslår, at disse kommer til at fremgå af retsplejelovens bestemmelser om bibeskæftigelse.

4.2.3. Af de grunde, som udvalget (flertallet) har anført, er Justitsministeriet enig i, at der ikke bør indføres forbud mod, at dommere varetager bestemte former for bibeskæftigelse.

4.3. Godkendelses- og indberetningsordning for bibeskæftigelse

4.3.1. Udvalget finder, at den gældende ordning efter retsplejeloven, hvorefter en dommer skal søge om tilladelse, inden vedkommende påtager sig fast indtægtsgivende bibeskæftigelse, bør opretholdes. Udvalget lægger vægt på, at den generelle tilladelsesordning tilsigter en forudgående prøvelse af, om bibeskæftigelsen giver anledning til habilitetsmæssige eller andre problemer i forhold til dommerhvervet.

Udvalget foreslår, at den hidtidige praksis, hvorefter hverv, som ifølge loven skal varetages af dommere, ikke er omfattet af tilladelseskravet, kommer til at fremgå af retsplejelovens § 47.

Udvalget foreslår endvidere, at det fremover ikke længere skal være Præsidentrådet, der giver tilladelse efter § 47, men at tilladelseskompetencen i stedet henlægges til et Bibeskæftigelsesnævn, jf. om Bibeskæftigelsesnævnet nærmere nedenfor i pkt. 4.6.

Udvalget har tillige overvejet, om der er behov for at ændre den generelle indberetningsordning i retsplejelovens § 47 a samt den konkrete tilladelses- og indberetningsordning i retsplejelovens § 47 b.

Udvalget finder, at disse ordninger i det væsentlige bør opretholdes. Udvalget er således af den opfattelse, at der også fremover er et væsentligt behov for at give retspræsidenterne og offentligheden indblik i dommernes bibeskæftigelse, og dette bedst opfyldes af reglerne om den årlige indberetning af bibeskæftigelse i § 47 a.

Det er dog udvalgets opfattelse, at indberetningsreglerne ikke sikrer et fuldt dækkende billede af det faktiske omfang af dommernes bibeskæftigelse for så vidt angår voldgiftssager. Dette skyldes, at en dommer efter den nuværende praksis allerede skal indberette en voldgiftssag i det år, hvor den er fordelt til dommeren, uden at det vides, om sagen vil indebære arbejde og indtægt for dommeren. Udvalget foreslår derfor, at § 47 a ændres, således at indberetningspligten for voldgiftssager kun omfatter voldgiftssager, der er aktive, dvs. sager, hvori dommeren har oppebåret honorar i det forudgående kalenderår, og andre sager, der er verserende, og hvori dommeren har udført et honorargivende arbejde.

Endvidere finder udvalget, at der også fortsat er behov for at give retspræsidenterne de redskaber, der er indbygget i den konkrete indberetnings- og tilladelsesordning i § 47 b, med henblik på enkeltstående tilfælde, hvor en dommers bibeskæftigelse synes at indebære, at bibeskæftigelsen giver anledning til habilitetsmæssige problemer i forhold til dommerhvervet eller går ud over dommerens arbejdsindsats i hovedstillingen. Det foreslås i den forbindelse endvidere, at Bibeskæftigelsesnævnet fremover også skal kunne benytte den konkrete indberetnings- og tilladelsesordning § 47 b i forbindelse med en overskridelse af den foreslåede ordning om et loft for biindtægter, jf. herom nedenfor under pkt. 4.4 og 4.6.

4.3.2. Justitsministeriet er enig i udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1 (forslag til retsplejelovens §§ 47 a, stk. 1, 47 c og 47 d), og bemærkningerne hertil.

4.4. Loft over dommeres indtægter ved bibeskæftigelse

4.4.1. Udvalget har overvejet, om der bør indføres begrænsninger i omfanget af dommernes beskæftigelse. På baggrund af kortlægningen af dommeres bibeskæftigelse, jf. pkt. 3 ovenfor, er det udvalgets opfattelse, at den bibeskæftigelse, der i dag varetages af dommerne, ikke samlet set har et sådant omfang, at den generelt giver anledning til at rejse spørgsmål om bibeskæftigelsens indflydelse på arbejdsindsatsen i domstolene eller til en kritik af størrelsen af de indtægter, som dommerne samlet har ved siden af deres løn i hovedstillingen. Dette gælder hverken for så vidt angår antallet af bierhverv, størrelsen af biindtægter eller det tidsforbrug, der anvendes på bibeskæftigelsen. Udvalget finder derfor ikke, at der er grundlag for at begrænse dommernes samlede bibeskæftigelse.

Derimod har den nuværende fordeling af bibeskæftigelsen og biindtægterne mellem dommerne i byretterne, Sø- og Handelsretten, landsretterne og Højesteret i den offentlige debat givet anledning til kritik. Kritikken har navnlig drejet sig om nogle højesteretsdommeres biindtægter, men også i et vist omfang om nogle landsdommere.

Udvalget finder derfor, at der bør indføres en ordning, der kan sikre en bedre spredning af bibeskæftigelsen og af de indtægter, der oppebæres herved. Ordningen bør først og fremmest medføre en spredning fra højesteretsdommere til dommere i lavere retsinstanser, men ordningen bør også kunne medføre en spredning blandt højesteretsdommerne og blandt landsdommerne.

4.4.2. Udvalget finder, at en effektiv og praktisk måde at opnå en hensigtsmæssig spredning af bibeskæftigelse og biindtægter på, vil være at fastsætte et loft for den enkelte dommers indtægter ved bibeskæftigelse.

Udvalget finder, at loftet for biindtægter bør sættes i relation til en dommers løn i hovedstillingen, således at loftet fastsættes til en procentdel af den faste løn i hovedstillingen. Herved vil loftet kunne angives som et præcist beløb, der tager udgangspunkt i en løn, der er forskellig for dommerne i de forskellige retsinstanser, og hvis størrelse er almindeligt tilgængeligt. Dette vil samtidig indebære en klarhed om loftets størrelse for dommerne og for brugerne af dommernes bibeskæftigelse.

Udvalget foreslår, at en dommer højst må oppebære biindtægter, der svarer til 50 % af lønnen i hovedstillingen. Denne procentsats tilgodeser efter udvalgets opfattelse en række vigtige hensyn.

For det første er det udvalgets opfattelse, at et loft på 50 % vil medføre, at der vil opnås en tilstrækkelig effektiv spredning af bibeskæftigelsen og biindtægterne mellem dommerne €" særligt mellem højesteretsdommerne og de øvrige dommere.

For det andet finder udvalget, at et loft på 50 % vil indebære, at der fremover vil blive en passende balance i forholdet mellem lønnen i hovedstillingen og indtægterne ved bibeskæftigelse for alle dommere. En procentsats på 50 % sikrer €" selv med de undtagelser til loftet, som et flertal i udvalget anbefaler, jf. pkt. 4.4.3 nedenfor €" at ingen dommer i praksis vil oppebære biindtægter, der ligger på niveau med eller over dommerens løn i hovedstillingen.

For det tredje finder udvalget, at et loft på 50 % er nødvendigt for at muliggøre, at dommere kan udøve bibeskæftigelse i et omfang, der også fremover tilgodeser den samfundsmæssige interesse i at kunne benytte dommere, herunder højesteretsdommere, til at varetage opgaver uden for domstolene.

Herudover finder udvalget, at det bør sikres, at ingen dommer, når bortses fra undtagelserne til loftet, jf. nærmere pkt. 4.4.3. nedenfor, kan oppebære biindtægter, der overstiger det beløb, som en højesteretsdommer højst kan oppebære i biindtægter. I praksis vil den supplerende begrænsning med hensyn til loftets størrelse kun have betydning for de retspræsidenter, der har en højere løn i hovedstillingen end en højesteretsdommer.

Med udgangspunkt i lønniveauet pr. 1. april 2005 vil det årlige loft for biindtægter for dommerne i de forskellige retsinstanser efter forslaget være (afrundet til nærmeste 10.000 kr.):

Højesteretsdommere: 470.000 kr.

Højesterets præsident: 470.000 kr.

Landsdommere: 340.000 - 400.000 kr.

Landsretspræsidenter: 470.000 kr.

Dommere i Sø- og Handelsretten: 310.000 kr.

Vicepræsidenter i Sø- og Handelsretten: 400.000 kr.

Præsidenten i Sø- og Handelsretten: 470.000 kr.

Byretsdommere: 310.000 €" 380.000 kr.

Byretspræsidenter: 420.000 €" 470.000 kr.

4.4.3. Udvalget finder, at loftet for biindtægter som udgangspunkt bør gælde for al bibeskæftigelse, der varetages af dommere. For enkelte typer af bibeskæftigelse foreligger der imidlertid efter udvalgets opfattelse en særlig begrundelse for at holde biindtægterne uden for loftet.

Der er i udvalget enighed om at foreslå, at bibeskæftigelse ved forfattervirksomhed skal undtages. Forfattervirksomhed omfatter både udarbejdelse af juridisk faglitteratur, redaktionshverv i forbindelse med udarbejdelse af juridiske tidsskrifter mv. og anden forfattervirksomhed.

Udvalget lægger herved vægt på, at dommere ligesom alle andre bør have fri adgang til at skrive bøger, artikler mv. Hertil kommer, at dommeres faglitteratur på værdifuld måde bidrager til retsudviklingen inden for en række vigtige samfundsområder. Udvalgets kortlægning af dommeres bibeskæftigelse i en række europæiske lande har i øvrigt vist, at forfattervirksomhed holdes ude fra en eventuel begrænsning af dommernes bibeskæftigelse i samtlige lande.

Et flertal finder endvidere, at bibeskæftigelse i de særlige domstole , dvs. den særlige Klageret, Arbejdsretten og tjenestemandsretterne, bør undtages, da de særlige domstole er en integreret del af domstolssystemet, hvor dommerne udfører domstolsarbejde på linie med arbejdet i de almindelige domstole.

Et medlem finder, at arbejdet i de særlige domstole enten må betragtes som almindeligt domstolsarbejde, der indarbejdes i dommernes arbejdstid og ikke kræver særskilt honorar, eller som et bijob, der på linie med andre bijobs ligger udenfor den almindelige arbejdstid og skal behandles på linie med andre bijobs.

Undtagelsen af forfattervirksomhed og de særlige domstole vil efter udvalgets forslag indebære, at dommerne kan oppebære biindtægter fra de øvrige typer af bibeskæftigelse svarende til 50 % af lønnen i hovedstillingen og herudover frit oppebære biindtægter fra forfattervirksomhed og de særlige domstole.

Udvalget finder, at undtagelserne fra loftet for så vidt angår forfattervirksomhed og de særlige domstole bør gælde for alle dommere. I praksis vil undtagelserne fra loftet dog naturligvis kun få betydning for de dommere, der udnytter loftet for biindtægter fuldt ud. Dette vil i dag særligt gælde nogle højesteretsdommere og nogle få landsdommere. Udvalget har, for så vidt angår højesteretsdommerne, foretaget nogle beregninger over virkningen af at indføre et loft på 50 % med undtagelse af forfattervirksomhed og de særlige domstole.

Med udgangspunkt i højesteretsdommernes løn i 2005 vil indførelsen af et loft på 50 % indebære, at højesteretsdommernes samlede årlige biindtægter under loftet vil kunne udgøre maksimalt ca. 8,5 mio. kr. Hertil kommer undtagelserne for forfattervirksomhed og de særlige domstole, hvor højesteretsdommerne samlet oppebar biindtægter på ca. 2,3 mio. kr. i 2004. Dermed vil højesteretsdommernes samlede fremtidige årlige biindtægter formentlig højst komme til at udgøre ca. 10,8 mio. kr. (beregnet ud fra det nuværende løn- og biindtægtsniveau).

Udvalget skønner imidlertid, at højesteretsdommernes fremtidige biindtægter i praksis vil blive noget lavere €" i størrelsesordenen 8-9 mio. kr. €" da næppe alle højesteretsdommere vil udnytte loftet fuldt ud. Dette beløb skal sammenholdes med højesteretsdommernes samlede biindtægter i 2004 på ca. 13,9 mio. kr., i 2003 på ca. 10,9 mio. kr. og i 2002 på ca. 14,8 mio. kr.

Det er udvalgets opfattelse, at samlede årlige biindtægter til højesteretsdommerne på 8-9 mio. kr. vil opfylde det ønske om en tilstrækkelig effektiv spredning af bibeskæftigelsen og biindtægterne, som er hovedformålet med et loft for biindtægter. Den foreslåede ordning vil således utvivlsomt betyde, at der sker en spredning af bibeskæftigelse og biindtægter fra Højesteret til dommere i lavere instanser.

Et mindretal (4 medlemmer) finder, at også det arbejdsretlige konflikthåndteringssystem (det vil sige arbejdsopgaver, der varetages af dommere i forbindelse med faglig voldgift, i de arbejdsretlige nævn og på baggrund af udpegning som forligs- eller mæglingsmand) bør undtages fra loftet for biindtægter. Disse udvalgsmedlemmer henviser herved til, at det arbejdsretlige konflikthåndteringssystem har karakter af et sammenhængende system, der må behandles som en enhed. Der henvises herved bl.a. til arbejdsretslovens §§ 10 og 22, hvoraf dels fremgår, at Arbejdsretten i sager, som helt eller delvist angår fortolkning af kollektive overenskomster, kan vælge at afvise, udsætte eller behandle en sag, dels fremgår, at visse uoverensstemmelser på arbejdsmarkedet som udgangspunkt skal afgøres ved faglig voldgift i medfør af Norm for regler for behandling af faglig strid, der er aftalt mellem DA og LO, og som har status som en deklaratorisk lovregel. Det vil derfor være uheldigt, hvis der skal gælde forskellige regler for udøvelsen af de forskellige funktioner i dette system. Det arbejdsretlige konflikthåndteringssystem er i dag et fleksibelt, hurtigt og effektivt system, som nyder bred respekt blandt brugerne.

Et mindretal, der repræsenterer arbejdsmarkedets parter (LO, DA og DI), tilføjer, at det nuværende arbejdsretlige system i kraft af sin virkeform indebærer endog meget betydelige administrative lettelser i forhold til offentlige myndigheder og instanser, herunder i forhold til de ordinære domstole. Samtidig indebærer systemet også store økonomiske besparelser for det offentlige, ikke mindst fordi de dommere, der fungerer som opmænd i faglige voldgifter, gør dette i deres fritid. De særlige domstole (herunder Arbejdsretten) er en integreret del af domstolssystemet, og det er derfor naturligt at holde disse ude fra begrænsninger i dommernes bibeskæftigelse. Arbejdsretsloven, forligsmandsloven samt arbejdsmarkedets hovedaftaler og kollektive overenskomster udgør tilsammen fundamentet for det danske arbejdsmarked og har karakter af ét sammenhængende konflikthåndteringssystem.

Dette mindretal bemærker endvidere, at det er karakteristisk for det arbejdsretlige konflikthåndteringssystem, at uoverensstemmelser inden for rammerne af dette system som altovervejende hovedregel ikke kan indbringes for domstolene. Arbejdsmarkedets organisationer og deres respektive medlemmer har indrettet sig herpå og på det særkende, at de enkelte tvistløsningsorganer inden for systemet er éninstansorganer, hvis afgørelser er inappellable. Også som følge heraf er det af afgørende betydning, at arbejdsopgaver, der varetages af dommere i forbindelse med faglig voldgift, i de arbejdsretlige nævn og på baggrund af udpegning som forligs- eller mæglingsmand, undtages fra det påtænkte loft for biindtægter, således at den nuværende balance i systemet ikke forrykkes.

Udvalgets flertal finder derimod, at den gældende ordning for arbejdsretlig konfliktløsning vil kunne opretholdes, såfremt flertallets forslag gennemføres. Efter flertallets forslag vil konfliktløsningerne fortsat i vidt omfang kunne blive varetaget af højesteretsdommere. I dag er det således, at en af Arbejdsrettens dommere ikke er højesteretsdommer, men byretspræsident. Endvidere bruges der allerede i dag dommere fra andre instanser end Højesteret som opmand i faglige voldgifter. Gennemføres flertallets forslag, må arbejdsmarkedets parter i videre omfang end nu anvende dommere fra lavere instanser, men størstedelen af de faglige voldgifter vil fortsat kunne blive varetaget af højesteretsdommere.

Flertallet anfører, at hvis dommernes bibeskæftigelse på arbejdsmarkedets område helt skal undtages fra loftet, vil det medføre, at der ikke vil ske en tilstrækkelig spredning af bibeskæftigelsen og biindtægterne. En undtagelse af de faglige voldgifter, de fagretlige nævn og hvervet som forligs- og mæglingsmand vil betyde, at der oven i de skønnede fremtidige årlige biindtægter på 8-9 mio. kr. til højesteretsdommere efter indførelsen af ordningen med et loft for biindtægter vil blive indtjent et beløb på i størrelsesordenen i alt ca. 2,6 mio. kr. (biindtægtsniveauet i 2004). Hermed vil loftet efter flertallets mening ikke medføre en tilstrækkelig reduktion i de samlede biindtægter for højesteretsdommerne.

Flertallet finder endvidere, at nogle af de argumenter, som anføres til støtte for at undtage de faglige voldgifter, de fagretlige nævn og hvervet som forligs- og mæglingsmand fra loftet, kan gøres gældende med samme styrke for flere af de andre typer bibeskæftigelse, der anbefales omfattet af loftet. Bl.a. er afgørelser truffet i de almindelige voldgifter også inappellable og kan ikke indbringes for domstolene.

Endelig bemærker flertallet, at man har lagt afgørende vægt på hensynet til en samlet spredning for navnlig højesteretsdommernes biindtægter.

Udvalget har endvidere drøftet, om bibeskæftigelse i offentlige råd og nævn €" herunder navnlig i råd og nævn, hvor det ved lov er bestemt, at en dommer skal medvirke €" bør undtages fra loftet for biindtægter.

Udvalget anfører, at det er karakteristisk for hverv i disse råd og nævn, at der er en klar offentlig interesse i, at hvervet varetages af en dommer. Dette er særligt tydeligt i de råd og nævn, hvor det ved lov er bestemt, at en dommer skal medvirke. Endvidere er det karakteristisk, at dommernes biindtægter ved disse hverv er relativt små set i forhold til arbejdets omfang, og at det ikke er dommernes deltagelse inden for denne type bibeskæftigelse, der har givet anledning til væsentlig debat. Hertil kommer, at det vil kunne forekomme selvmodsigende, at det for mange offentlige råd og nævns vedkommende ved lov er bestemt, at en dommer skal medvirke, samtidig med at det anbefales at indføre regler, der begrænser dommeres mulighed for at oppebære indtægter fra sådanne hverv.

I udvalget har der imidlertid ikke været flertal for at undtage de offentlige råd og nævn fra loftet for biindtægter, idet en sådan undtagelse vil modvirke den ønskede spredning af dommernes biindtægter. For at tage højde for de særlige forhold, der er forbundet med lovbestemte hverv, foreslår et flertal i udvalget i stedet, at biindtægter fra hverv, hvor det ved lov er bestemt, at en dommer skal medvirke, i de første 3 år efter, at dommeren har tiltrådt hvervet, ikke skal medregnes ved opgørelsen af, om dommerens biindtægter overstiger loftet, jf. nærmere herom i pkt. 4.4.6 nedenfor.

4.4.4. Det foreslåede loft for biindtægter ville som udgangspunkt indebære, at en dommer højst må oppebære et beløb i bindindtægter om året svarende til 50 % af lønnen i hovedstillingen. Udvalget finder imidlertid, at de praktiske forhold omkring dommernes bibeskæftigelse og biindtægter tilsiger, at der i praksis opereres med perioder, der strækker sig ud over et år, idet bibeskæftigelsen og biindtægterne kan svinge fra år til år inden for mange af de typer af hverv, som dommere varetager uden for domstolene. Dette gælder f.eks. for dommere, der har voldgiftssager eller er medlemmer af råd, nævn og lovforberedende udvalg. Hertil kommer, at honorarudbetalinger til dommere kan være forskudt i forhold til optjeningstidspunktet.

Dommerne og brugerne af bibeskæftigelse har ofte ikke mulighed for at kontrollere eller forudsige de nævnte udsving. For at give dommerne mulighed for i praksis at planlægge en tilpasning af bibeskæftigelsen og biindtægterne, således at biindtægterne kan holdes under loftet, og for at give brugerne mulighed for i praksis at kunne indrette sig efter loftet, er det derfor efter udvalgets opfattelse nødvendigt, at en dommer har mulighed for at fordele den begrænsning, der ligger i loftet, over en længere periode.

Udvalget finder, at en fordeling over en 3-års periode vil være passende, og foreslår derfor, at loftet for biindtægter udformes således, at en dommer i en 3-års periode i gennemsnit højst må oppebære et beløb i bindindtægter svarende til 50 % af den samlede løn.

4.4.5. Efter udløbet af en 3-års periode kan det ved en opgørelse af en dommers biindtægter i den forløbne 3-års periode konstateres, om dommeren har overholdt det foreslåede loft for biindtægter. Dette kan konstateres af den enkelte dommer, der selv har ansvaret for overholdelse af loftet for biindtægter, men også af vedkommende retspræsident, der i medfør af dommernes indberetninger om bibeskæftigelse efter forslaget til retsplejelovens § 47 a vil få oplysninger om dommerens årlige biindtægter. Det forudsættes, at der i fornødent omfang er en dialog mellem den enkelte dommer og retspræsident om bibeskæftigelsen.

Udvalget finder, at der løbende og efter udløbet af hver 3-års periode bør føres tilsyn med, om loftet for biindtægter er overholdt. Tilsynet med den enkelte dommer bør foretages af vedkommende retspræsident.

Udvalget finder, at det derudover af hensyn til offentlighedens mulighed for indsigt i dommernes biindtægter vil være væsentligt, at et særligt Bibeskæftigelsesnævn €" der foreslås sammensat af 4 retspræsidenter, en dommer valgt af Dommerforeningen samt to repræsentanter for offentligheden, jf. nedenfor i pkt. 4.6 €" har et overordnet tilsyn med overholdelsen af loftet.

Bibeskæftigelsesnævnets overordnede tilsyn med overholdelsen af loftet bør efter udvalgets opfattelse tilrettelægges således, at vedkommende retspræsident forelægger en dommers indberetninger om bibeskæftigelse for nævnet, hvis dommerens biindtægter i en opgørelsesperiode overskrider loftet. Forelæggelsen skal efter udvalgets forslag ske i umiddelbar forlængelse af, at retspræsidenten bliver opmærksom på overskridelsen. Dette vil i praksis formentlig alene forekomme ved en 3-års periodes udløb, men kan det eksempelvis allerede efter udløbet af det første år i en 3-års periode konstateres, at en dommer har overskredet det samlede loft for hele perioden, skal retspræsidenten allerede på dette tidspunkt forelægge sagen for nævnet.

Udvalget foreslår endvidere af hensyn til offentlighedens mulighed for indsigt i dommernes biindtægter, at Bibeskæftigelsesnævnet ved en 3-års periodes udløb offentliggør, hvor mange dommere fra de respektive retsinstanser der måtte have overskredet loftet, og hvor meget overskridelsen udgør. Offentliggørelsen bør ske i anonym form.

4.4.6. Udvalget foreslår, at manglende overholdelse af loftet for biindtægter som altovervejende hovedregel skal have den konsekvens, at der for den pågældende dommer fastsættes et tilsvarende lavere loft for en ny 3-års periode. Dette betyder, at hvis en dommer f.eks. har overskredet loftet med 100.000 kr. i en 3-års periode, kan den pågældende dommer oppebære 100.000 kr. mindre i biindtægter i en ny 3-års periode, hvor dommerens loft altså reduceres med dette beløb.

Udvalget finder dog, at en overskridelse af loftet i visse særlige tilfælde ikke skal indebære, at der fastsættes et tilsvarende lavere loft for den næste periode. Et flertal i udvalget foreslår således som ovenfor nævnt, at en dommers biindtægter ved hverv, hvor det ved lov er bestemt, at en dommer skal medvirke, ikke skal tælles med i opgørelsen af loftet i de første 3 år efter, at dommeren har tiltrådt hvervet. Undtagelsen foreslås indført for at sikre, at ingen dommer på grund af loftet for biindtægter afskæres fra at påtage sig et eller flere hverv, som lovgivningsmagten har bestemt skal varetages af en dommer. Når den pågældende dommer varetager hvervet i mere end 3 år, bør hvervet tælle med ved opgørelsen af biindtægterne under loftet, idet dommeren så har haft tilstrækkelig tid til at tilpasse sine øvrige biindtægter til indtægten fra det lovbestemte hverv.

Et medlem kan ikke gå ind for denne undtagelse, idet en dommer så vidt muligt må sørge for at holde sig under loftet for biindtægter. Accepterer dommeren et lovbestemt hverv, der bringer dennes indtægt over grænsen, bør denne dommer finde sig i en tilsvarende nedsættelse for en ny 3-års periode.

Ud over denne undtagelsesregel for lovbestemte hverv bør det efter udvalgets opfattelse i andre særlige tilfælde undtagelsesvis kunne undlades at fastsætte et tilsvarende lavere loft for en ny periode. Dette bør være en absolut undtagelse, men der kan være tilfælde, hvor en loftoverskridelse efter en konkret vurdering må anses for særlig undskyldelig. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis der sker en uventet udvikling i et eller flere af en dommers bierhverv, som ellers forventeligt skulle kunne varetages uden at overskride loftet.

Endvidere bør visse overgangsforhold bevirke, at fastsættelsen af et lavere loft kan undlades. Dette gælder f.eks. i forbindelse med hverv, som en dommer har påtaget sig, inden loftet for biindtægter træder i kraft, og f.eks. i forbindelse med de første 3-års perioder efter, at en dommer er blevet udnævnt, for så vidt angår hverv, som dommeren har påtaget sig inden udnævnelsen.

Af hensyn til den praktiske administration af loftet for biindtægter finder udvalget det endvidere rimeligt, at der i enkeltstående tilfælde, hvor en dommer har overskredet loftet med et mindre beløb i en 3-års periode, f.eks. med op til 10.000 kr., undlades at fastsætte et lavere loft for en ny periode.

Udvalget foreslår, at det er Bibeskæftigelsesnævnet, der skal varetage opgaven med at tage stilling til, om en overskridelse af loftet skal medføre et tilsvarende lavere loft for den følgende 3-års periode. Hermed opnås, at offentlighedsrepræsentanter er med til at træffe disse afgørelser.

Ud over denne konsekvens af at overskride loftet foreslår udvalget, at Bibeskæftigelsesnævnet skal have mulighed for at anvende den konkrete tilladelses- og indberetningsordning i retsplejelovens § 47 b. Det kan f.eks. være berettiget, at nævnet anvender den konkrete tilladelses- og indberetningsordning, hvis en dommer i gentagne 3-års perioder har overskredet loftet med betydelige beløb.

For at sikre offentligheden mulighed for indsigt finder udvalget det væsentligt, at Bibeskæftigelsesnævnets afgørelser om konsekvensen af overskridelser af loftet offentliggøres. Offentliggørelsen bør ske i anonym form.

Udvalget peger endvidere på, at der i tilfælde af alvorlige loftoverskridelser efter omstændighederne kan være grund til at anvende retsplejelovens disciplinærbestemmelser for dommere.

4.4.7. Udvalget foreslår endelig en overgangsordning for indførelsen af et loft for biindtægter, således at loftet på 50 % af lønnen i hovedstillingen ikke træder i kraft fuldt ud med det samme. Udvalget foreslår, at loftet skal være på 75 % i år 1-3 efter lovens ikrafttræden, hvilket indebærer, at dommerne i de første 3 år, efter at loftet for biindtægter er trådt i kraft, kan oppebære biindtægter på højst 75 % af lønnen.

Udvalget finder, at en overgangsperiode af den anførte længde er nødvendig for at sikre tilstrækkelig tid til en tilpasning af dommernes bibeskæftigelse og biindtægter. Udvalget lægger vægt på, at brugerne får tilstrækkelig tid til at tilpasse sig den nye situation, hovedsageligt således at der inden for de forskellige typer af bibeskæftigelse kan findes andre dommere end dem, der hidtil har været anvendt. Endvidere lægger udvalget vægt på, at de dommere, der i dag har biindtægter, der overstiger det foreslåede loft, får en rimelig tid til tilpasning ved at nedtrappe af bibeskæftigelsen og biindtægterne, således at det i praksis bliver muligt at overholde loftet.

4.4.8. Justitsministeriet er enig i de synspunkter og forslag, der er fremsat af udvalgets flertal. Det er efter Justitsministeriets opfattelse ønskeligt ud fra et hensyn til domstolenes almindelige omdømme, at der sker en spredning af bibeskæftigelsen først og fremmest fra højesteretsdommere til dommere i de lavere retsinstanser, men også internt mellem bl.a. højesteretsdommerne. Justitsministeriet er enig i, at et loft over den enkelte dommers samlede indtægter ved bibeskæftigelse vil være en effektiv og praktisk løsning.

Justitsministeriet kan tiltræde forslaget fra udvalgets flertal om, at det foreslåede loft skal gælde for al bibeskæftigelse, der varetages af dommere, med undtagelse af indtægter fra forfattervirksomhed, bibeskæftigelse i de særlige domstole samt indtægter i de første 3 år fra tiltrædelsestidspunktet for så vidt angår bibeskæftigelse i hverv, hvor det ved lov er bestemt, at en dommer skal medvirke. For så vidt angår spørgsmålet om også at undtage hele det arbejdsretlige konflikthåndteringssystem er Justitsministeriet enig med flertallet i, at den gældende ordning for konflikthåndtering på det danske arbejdsmarked vil kunne opretholdes efter en gennemførelse af forslaget. Konfliktløsningen, herunder de faglige voldgifter, vil også fortsat i vidt omfang kunne varetages af højesteretsdommere, men arbejdsmarkedet parter må anvende en bredere kreds af dommere eller dommere fra lavere instanser i højere grad end i dag.

Lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets (flertallets) lovudkast. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1 (forslag til retsplejelovens § 47 b og § 47 c, stk. 4), og § 2, stk. 2, samt bemærkningerne hertil.

4.5. Udpegning af dommere til bibeskæftigelse, der indebærer tvistløsning

4.5.1. Udvalget har kortlagt, hvorledes dommere i dag udpeges til bibeskæftigelse. Kortlægningen viser, at dommere udpeges til bibeskæftigelse på en række forskellige måder.

U dpegning af dommere til bibeskæftigelse i offentlige råd og nævn samt i de særlige domstole sker i henhold til lov eller forskrift udstedt i medfør af lov.

Udpegning af dommere til hverv i offentlige råd og nævn sker normalt i henhold til bestemmelser i lovgivningen, hvorefter hverv som formand, næstformand eller ordinært medlem skal varetages af en person, der er dommer eller opfylder betingelserne for udnævnelse til dommer. Kravet om dommermedvirken er formuleret på en række forskellige måder i hjemmelsgrundlaget for de enkelte råd og nævn, herunder anvendes både betegnelsen »dommer«, »byretsdommer«, »landsdommer« og »højesteretsdommer«.

I enkelte tilfælde udpeges dommere til hverv i offentlige råd og nævn, selv om der i lovgivningen ikke er stillet krav om, at hvervet skal varetages af en dommer. I så fald udpeges dommerne normalt efter en bestemmelse om, at hvervet skal varetages af en jurist. Det forekommer derimod kun meget sjældent, at dommere udpeges til hverv, hvor der ikke i det pågældende regelsæt stilles krav om en juridisk uddannelse.

Er det i lovgrundlaget for et offentligt råd eller nævn blot bestemt, at et hverv skal varetages af »en dommer«, synes der ikke at være nogen fast praksis for, om der udpeges en byrets-, lands- eller højesteretsdommer.

Udpegning af dommere til hverv i offentlige råd og nævn foretages almindeligvis af den myndighed, som det pågældende råd og nævn hører under. Udpegning af en dommer sker i praksis ofte således, at myndigheden anmoder Domstolsstyrelsen om at indstille en dommer til hvervet, hvorefter Den Danske Dommerforening eller retspræsidenterne via Domstolsstyrelsen indstiller en dommer til hvervet. For enkelte råd og nævn er det i lovgrundlaget bestemt, hvem der skal indstille en dommer til det pågældende hverv.

Til hverv i de særlige domstole udpeges dommere efter bestemmelser i de love, der regulerer henholdsvis Den Særlige Klageret, Arbejdsretten og tjenestemandsretterne. For så vidt angår Den Særlige Klageret og tjenestemandsretterne, er det i loven angivet, hvilken type dommer der skal udpeges, mens det for så vidt angår Arbejdsretten alene er angivet, at den pågældende skal opfylde de almindelige betingelser for at være dommer. Til hverv i Den Særlige Klageret udpeges dommere efter indstilling fra justitsministeren, og til hverv i Arbejdsretten udpeges dommere efter indstilling fra Arbejdsrettens ordinære medlemmer.

U dpegning af dommere til bibeskæftigelse i private klage- og ankenævn og bestyrelseshverv i fonde mv. sker efter bestemmelser i vedtægter eller lignende.

Udpegning af dommere til hverv i de private klage- og ankenævn sker i medfør af klage- og ankenævnenes vedtægtsbestemmelser, hvor det almindeligvis er anført, at formanden eller næstformanden skal være eller skal opfylde betingelserne for udnævnelse til enten dommer, landsdommer eller højesteretsdommer. I enkelte tilfælde udpeges dommere til private klage- og ankenævn, hvor der i vedtægterne alene stilles krav om, at den pågældende skal være jurist.

Det er sædvanligvis organisationerne bag de private klage- og ankenævn, der udpeger dommerne. Der findes ikke vedtægtsbestemmelser eller andre formelle regler, der giver retningslinier for udpegning. I praksis foregår udpegning til de private klage- og ankenævn enten på den måde, at en retspræsident efter anmodning indstiller en dommer til hvervet, eller på den måde, at udpegningen sker på baggrund af nævnets direkte henvendelse til dommeren.

U dpegning af dommere til bibeskæftigelse som dommere i de private og faglige voldgifter sker på baggrund af en aftale mellem parterne i den sag, som dommeren i forbindelse med hvervet skal træffe afgørelse i.

I de institutionelle voldgiftsretter er instituttet involveret i udpegningen af dommere til de enkelte voldgiftssager. For så vidt angår voldgiftsretter under Det Danske Voldgiftsinstitut, er det sædvanligvis sagens parter, der vælger en dommer, som herefter formelt udpeges af instituttet. I voldgiftsretter under Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed er det Voldgiftsnævnet, der alene står for udpegningen af dommeren, og voldgiftssagens parter har ingen indflydelse på valget af den enkelte dommer. Udpegningen af dommere til internationale voldgiftsretter under ICC (International Chamber of Commerce) sker i henhold til ICC€™s procesreglement.

I de private voldgifter, der ligger uden for de institutionelle voldgiftsretter, udpeges den dommer, der skal være formand for voldgiftsretten, i henhold til parternes nærmere aftale herom. I nogle tilfælde retter parterne, partsrepræsentanterne eller de partsudpegede voldgiftsdommere i fællesskab henvendelse til den dommer, som de ønsker som formand. I andre tilfælde retter de henvendelse til en af retspræsidenterne, der efter anmodning udpeger en dommer som formand.

I faglige voldgifter er det som hovedregel overenskomstparterne, der efter aftale udpeger den dommer, som skal være opmand og typisk formand for den faglige voldgiftsret. Det forekommer også, at Arbejdsretten efter anmodning fra parterne udpeger dommere til de faglige voldgiftsretter. Dette sker typisk i de tilfælde, hvor sagens parter ikke kan blive enige om at udpege en dommer.

I fagretlige nævn, herunder f.eks. afskedigelses- og ledernævn, sker udpegning af dommere til bibeskæftigelse også på baggrund af en aftale mellem de involverede parter.

U dpegning af dommere til lovforberedende udvalg mv. foretages af den pågældende ressortminister.

Dommere har også bibeskæftigelse inden for en række områder, hvor der ikke sker en egentlig udpegning. Det gælder hovedsageligt bibeskæftigelse i forbindelse med forfattervirksomhed samt bibeskæftigelse i forbindelse med undervisning og censur. Her er det sædvanligvis dommeren, der på eget initiativ påtager sig bibeskæftigelse.

4.5.2. Udvalget har overvejet, om der er behov for ændring af de nævnte gældende ordninger om udpegning af den enkelte dommer til de forskellige typer bibeskæftigelse for at sikre, at udpegningen til bibeskæftigelse ikke skal kunne give anledning til habilitetsmæssige problemer i forhold til dommerens arbejde i hovedstillingen, og fordi udpegningsmåden kan have betydning for at opnå en spredning af dommernes bibeskæftigelse og biindtægter.

Udvalget finder, at der ikke er behov for at ændre den måde, hvorpå dommere udpeges til de forskellige former for bibeskæftigelse, der ikke indebærer tvistløsning , dvs. eksempelvis lovforberedende udvalg, bestyrelseshverv (samt undervisning, censorvirksomhed og forfattervirksomhed). Udvalget har lagt vægt på, at hverken et habilitetshensyn eller hensynet til en spredning af bibeskæftigelse og biindtægter peger på et behov for ændring af den gældende ordning på disse områder.

Udvalget finder derimod, at der er behov for at ændre eller formalisere de gældende udpegningsordninger til de forskellige former for bibeskæftigelse, der indebærer tvistløsning , og hvor den enkelte dommer i dag udpeges af hvervgiverne eller parterne i sagen i fællesskab, dvs. navnlig bibeskæftigelse i almindelige voldgifter, faglige voldgifter, offentlige råd og nævn samt private klage- og ankenævn.

Udvalget foreslår en ordning, hvorefter det altid er domstolene, der skal udpege dommere til de typer af bibeskæftigelse, der indebærer tvistløsning uden for domstolene. Dette vil kunne medvirke til at sikre spredning af biindtægterne og til at eventuelle habilitetstvivl som følge af direkte henvendelse fra sagens parter/hvervgivere til konkrete dommere undgås.

På de områder, hvor det allerede i dag er bestemt ved lov, hvordan dommere skal udpeges til tvistløsning, er det i loven bestemt, at udpegningen foretages af domstolene eller andre efter indstilling fra domstolene. Dette gælder bl.a. udpegning af dommere til de særlige domstole, dvs. til Den særlige Klageret, Arbejdsretten og tjenestemandsretterne, samt til visse offentlige råd og nævn. Da de gældende lovbestemte ordninger således er i overensstemmelse med udvalgets forslag, foreslår udvalget ikke ændringer heri.

Udvalget foreslår, at der for almindelige voldgifter og for faglige voldgifter indføres en ordning, hvorefter det er en retspræsident eller en anden dommer efter en generel bemyndigelse fra vedkommende retspræsident, der står for udpegningen af den enkelte dommer til en voldgiftssag. Ordningen indebærer, at parter i en voldgiftssag, der ønsker at benytte en dommer som opmand i voldgiftssagen, skal rette henvendelse til en retspræsident (eller anden dommer) for at få udpeget en dommer til sagen.

Udvalget anfører, at den foreslåede udpegningsordning i praksis kan fungere efter to forskellige modeller:

1. Præsidentmodellen , hvor en retspræsident €" på grundlag af en anmodning fra sagens parter om udpegning af en dommer €" udpeger den dommer, der skal behandle en bestemt voldgiftssag, eller

2. Institutmodellen , hvor en dommer efter en generel bemyndigelse fra vedkommendes retspræsident €" ud fra en liste over dommere, der er til rådighed for den pågældende type voldgiftssager €" udpeger den dommer, der skal behandle en bestemt voldgiftssag.

I forhold til den gældende retstilstand indebærer præsidentmodellen den stramning, at parterne ikke selv kan bestemme valget af den dommer, der skal behandle voldgiftssagen, men at et ønske om valg af en eller flere bestemte dommere skal forelægges en retspræsident til nærmere vurdering og afgørelse.

Udvalget foreslår, at institutmodellen kan anvendes ved udpegning til de almindelige voldgifter.

En sådan ordning er eksempelvis af betydning for udpegning af dommere til voldgiftssager i Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed, hvor det allerede i dag er en højesteretsdommer, der som formand for præsidiet udpeger dommere til voldgiftssager blandt de højesteretsdommere og landsdommere, der er medlemmer eller suppleanter af præsidiet. Det er udvalgets opfattelse, at denne udpegningsordning bør kunne fortsættes med en generel bemyndigelse fra vedkommende retspræsident til formanden for Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed til at udpege dommere til voldgiftssager.

Også på andre områder end dem der behandles i Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed, kan der efter forslaget etableres en udpegningsordning efter institutmodellen. Dette kræver dog, at der etableres voldgiftsinstitutter, hvor en dommer er bemyndiget til at udpege dommere til voldgiftssager ud fra en liste over dommere, der er til rådighed for instituttet. En sådan institutionel udpegning forestået af en dommer efter en generel bemyndigelse fra vedkommende retspræsident vil i givet fald kunne erstatte udpegningen efter præsidentmodellen.

Præsidentmodellen kan efter udvalgets forslag anvendes i de tilfælde, hvor der ikke er etableret en institutmodel.

Den foreslåede ordning om udpegning af dommere til voldgiftssager berører ikke udpegningen af danske dommere ved et udenlandsk voldgiftsinstitut.

Efter udvalgets forslag kan institutmodellen endvidere anvendes ved udpegning af dommere til de faglige voldgifter. U dvalget foreslår, at den dommer, der er formand for Arbejdsretten, inden for en nærmere afgrænset liste af dommere skal kunne udpege dommere til faglige voldgifter eller andre tvistløsningsorganer inden for det arbejdsretlige område. Arbejdsrettens formand skal have en generel bemyndigelse fra sin retspræsident til at forestå udpegningen. Således som formandskabet i dag er varetaget i Arbejdsretten, vil det være en højesteretsdommer, der kommer til at forestå udpegningen.

Udvalget anfører, at listen over dommere naturligt i første række vil bestå af de dommere, der er tilknyttet Arbejdsrettens formandskab. Hertil kommer dommere tilknyttet øvrige tvistløsningsorganer på arbejdsmarkedet, herunder f.eks. Forligsinstitutionen. Listen vil i øvrigt kunne bestå af dommere, som arbejdsmarkedets parter måtte finde det hensigtsmæssigt at pege på. Udvalget foreslår, at den nærmere sammensætning af listen fastlægges af de ordinære dommere i Arbejdsretten i samarbejde med Arbejdsrettens formandskab. Arbejdsrettens optagelse af en dommer på listen forudsætter godkendelse af retspræsidenten for den retsinstans, hvor dommeren arbejder i hovedstillingen. Optagelse af nye dommere på listen forudsættes at kunne ske løbende efter indstilling fra arbejdsmarkedets parter.

Udvalget finder det ubetænkeligt, at parterne i en faglig voldgift i fællesskab kan bringe en eller flere navngivne dommere i forslag. I de tilfælde, hvor parterne i fællesskab bringer en navngiven dommer i forslag, udgør den foreslåede udpegningsmodel en kontrolfunktion, der har til formål at modvirke såvel en uhensigtsmæssig koncentration af arbejdsopgaver hos enkelte dommere som konkrete habilitetsmæssige problemer. Hertil kommer, at Arbejdsrettens formand €" når andre vægtige forhold taler herfor €" kan opfordre parterne til at genoverveje ressourceforbruget i den konkrete sag, herunder genoverveje et eventuelt ønske om udvidet formandskab (flere opmænd i sagen).

For så vidt angår udpegning af dommere til voldgifter af mere permanent karakter eller andre tvistløsningsorganer inden for det arbejdsretlige område, herunder f.eks. voldgifter med fast dommerpanel, Afskedigelsesnævn, Ledernævn og Overenskomstnævn, foreslår udvalget, at Arbejdsrettens formand foretager udpegningen efter anmodning fra parterne og efter de ovenfor beskrevne retningslinier.

Udvalget foreslår, at der for de offentlige råd og nævn samt for de private klage- og ankenævn indføres en ordning, hvorefter en retspræsident skal stå for udpegningen af dommere til hverv i råd og nævn. Ordningen indebærer, at der skal rettes henvendelse til en retspræsident, når der skal udpeges en dommer til et offentligt råd og nævn eller til et privat klage- og ankenævn. Det er således ikke muligt €" som det i et vist omfang sker i dag €" at rette direkte henvendelse til den dommer, der ønskes udpeget til at varetage et hverv i et råd eller nævn. Inden for både de offentlige råd og nævn og de private klage- og ankenævn følges dog allerede i dag i et vist omfang den praksis, at en retspræsident efter anmodning indstiller en dommer til et hverv i et råd eller nævn. Den foreslåede ordning tager udgangspunkt i denne praksis, og udvalget foreslår, at dette bliver den almindelige udpegningsregel med visse ændringer og med tillæg af en særlig ordning for så vidt angår udpegning af dommere fra de overordnede retter, jf. nedenfor.

Udvalget foreslår samtidig, at dommere fra de overordnede retsinstanser kun må udpeges til et offentligt råd eller nævn eller til et privat klage- eller ankenævn, hvis udpegningen af en sådan dommer er bestemt ved lov eller er godkendt af Bibeskæftigelsesnævnet, jf. herom nedenfor under pkt. 4.6. Når Bibeskæftigelsesnævnet skal tage stilling til ønsket om medvirken af en dommer fra en overordnet ret, skal nævnets stillingtagen særligt ske under hensyntagen til, om og i bekræftende fald i hvilket omfang det pågældende råds eller nævns afgørelser omfatter principielle spørgsmål eller på anden måde involverer betydelige interesser. Stillingtagen skal endvidere ske under hensyntagen til, om flere dommere indgår i et formandskab, idet en sammensætning med dommere fra flere instanser i bekræftende fald særligt skal overvejes.

Udvalget foreslår denne samlede nyordning for udpegning af dommere til råd og nævn indført for i videre omfang at sikre muligheden for en spredning af hvervene i råd og nævn. Særligt den foreslåede ordning om, at en dommer fra de overordnede retsinstanser kun kan udpeges, hvis det er bestemt ved lov eller godkendt af Bibeskæftigelsesnævnet, må efter udvalgets opfattelse forventes at medføre, at en del af de hverv, der i dag varetages af højesterets- og landsdommere, fremover vil blive varetaget af byretsdommere.

Herudover foreslås nyordningen med det formål at afskære den direkte forbindelse mellem den dommer, der skal forestå den konkrete tvistløsning i et råd eller nævn, og de myndigheder eller private organisationer, som skal betale dommeren for varetagelse af hvervet, og hvis afgørelser eller handlinger mv. dommeren skal bedømme.

4.5.3. Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter og forslag. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1 (forslag til retsplejelovens § 47 a, stk. 2-4), og bemærkninger hertil.

4.6. Oprettelse af et Bibeskæftigelsesnævn

4.6.1. S om det fremgår af pkt. 2 ovenfor, varetages administrationen af dommernes bibeskæftigelse i dag af retspræsidenterne og Præsidentrådet (dvs. retspræsidenterne i Højesteret, Østre Landsret, Vestre Landsret og Sø- og Handelsretten samt retspræsidenterne ved byretterne i København, Århus, Odense, Ålborg og Roskilde) i fællesskab. Udvalget har overvejet, hvem der fremover bør varetage administrationen af dommernes bibeskæftigelse.

Udvalget finder, at administrationen af dommernes bibeskæftigelse fortsat bør tilrettelægges således, at det er vedkommende retspræsident , der som udgangspunkt fører tilsyn med den enkelte dommers bibeskæftigelse og biindtægter. Forslaget er udformet under hensyntagen til, at en ny byretsstruktur forventes at træde i kraft samtidig med det foreslåede tidspunkt for denne lovændring. Udvalget lægger i den forbindelse vægt på, at det er vedkommende retspræsident, der som leder af den pågældende ret har det bedste kendskab til den enkelte dommers arbejdsmæssige forhold.

Dette indebærer, at det også fremover er den enkelte retspræsident, der skal modtage dommernes årlige indberetninger om indtægtsgivende bibeskæftigelse, jf. forslaget til retsplejelovens § 47 c, og at den enkelte retspræsident fortsat skal kunne give et konkret pålæg til en dommer om at indsende en redegørelse for tidsforbrug eller indtægter på bibeskæftigelse og eventuelt træffe en konkret beslutning om, at den pågældende dommer skal indhente tilladelse til al bibeskæftigelse, jf. forslaget til retsplejelovens § 47 d.

Udvalget foreslår endvidere, at den enkelte retspræsident også fremover skal varetage opgaven med at udpege dommere til bibeskæftigelse, der indebærer tvistløsning, jf. pkt. 4.5 ovenfor. Udvalget anfører, at retspræsidenten gennem dialog med den enkelte dommer løbende bør holde sig ajour med dommerens bibeskæftigelse og biindtægter. Hertil kommer, at retspræsidenten efter udløbet af hver 3-års periode skal føre tilsyn med, om den enkelte dommer har overholdt loftet for biindtægter.

Den koordinerende administration af dommernes bibeskæftigelse foreslår udvalget derimod varetaget af et nyoprettet Bibeskæftigelsesnævn.

Udvalget anfører, at offentligheden bør have indsigt i og mulighed for løbende at kunne følge dommernes bibeskæftigelse, og derfor bør den samlede bibeskæftigelse administreres af et nævn, der tillige har repræsentanter for offentligheden. Hertil kommer, at forslaget om et loft for dommernes bibeskæftigelse og om godkendelse af udpegning af dommere fra de overordnede retter til råd og nævn gør det hensigtsmæssigt at oprette et særligt organ for dommernes bibeskæftigelse.

Udvalget finder, at Bibeskæftigelsesnævnet bør være uafhængigt af såvel den offentlige forvaltning som af domstolene. For at understrege nævnets tilknytning til domstolssystemet €" uden at være en del heraf €" findes det imidlertid hensigtsmæssigt, at nævnet oprettes som et særligt organ inden for retsplejen. Bibeskæftigelsesnævnets foreslåede status vil indebære, at nævnets virksomhed ikke er omfattet af forvaltningsloven og offentlighedsloven og endvidere ikke er omfattet af Ombudsmandens kompetence. Nævnets virksomhed reguleres udelukkende af retsplejeloven og nævnets forretningsorden.

Om Bibeskæftigelsesnævnets sammensætning anfører udvalget, at det for at opfylde formålet med nævnet er væsentligt, at nævnsmedlemmerne repræsenterer oplysninger og viden om dommeres arbejdsmæssige forhold i de forskellige retsinstanser og har viden om dommernes bibeskæftigelse. Dette hensyn varetages ved, at retspræsidenter for forskellige retsinstanser bliver medlemmer af nævnet.

Endvidere finder udvalget det væsentligt, at den enkelte dommers interesser i forbindelse med Bibeskæftigelsesnævnets konkrete afgørelser om en dommeres bibeskæftigelse kan varetages af en repræsentant for dommerne. Dette hensyn kan varetages ved, at en repræsentant for Den Danske Dommerforening bliver medlem af nævnet.

Endvidere finder udvalget, at hensynet til at sikre offentlighedens indsigt i dommernes bibeskæftigelse tilsiger, at offentligheden repræsenteres i nævnet.

På denne baggrund foreslår udvalget, at Bibeskæftigelsesnævnet kommer til at bestå af 7 medlemmer, og at det sammensættes således: Præsidenten for Højesteret (formand), præsidenten for Østre Landsret og præsidenten for Vestre Landsret samt 1 præsident valgt af de øvrige retspræsidenter, en dommer valgt af Den Danske Dommerforening og to repræsentanter for offentligheden.

De to medlemmer, der repræsentanter offentligheden, bør efter udvalgets opfattelse have en bred samfundsmæssig indsigt og bør endvidere være engagerede samfundsborgere, som er almindeligt ansete og i besiddelse af høj personlig integritet. Der kan ikke herudover gives nærmere retningslinier for, hvilken baggrund offentlighedsrepræsentanterne bør have. Det bør ikke være en forudsætning, at den enkelte offentlighedsrepræsentant er jurist, og omvendt bør en juridisk baggrund ikke udelukke en person fra at blive udpeget.

Udvalget foreslår på den baggrund, at justitsministeren forud for beskikkelsen af offentlighedsrepræsentanterne indhenter indstillinger fra organer, der er uafhængige, upartiske og almindeligt anerkendte i offentligheden. Udvalget peger i den forbindelse på Dansk Folkeoplysnings Samråd og Rektorkollegiet.

For at undgå tvivl om offentlighedsrepræsentanternes uafhængighed af brugerne af dommernes bibeskæftigelse bør offentlighedsrepræsentanterne efter udvalgets forslag ikke være ansat i centraladministrationen, være medlemmer af regionsråd eller kommunalbestyrelser eller i øvrigt være ansat i eller repræsentere offentlige eller private institutioner og organisationer mv., der er brugere af dommernes bibeskæftigelse. For at undgå tvivl om nævnets uafhængighed af den lovgivende magt foreslår udvalget endvidere, at offentlighedsrepræsentanterne ikke må være medlemmer af Folketinget.

Det forudsættes endvidere, at justitsministerens beskikkelse af en retspræsident valgt af de øvrige retspræsidenter samt af en dommer valgt af Den Danske Dommerforening sker efter indstilling fra henholdsvis de pågældende retspræsidenter og Den Danske Dommerforening.

Medlemskabet af nævnet vil for præsidenten for Højesteret og de to landsretspræsidenter være tidsubegrænset, således at disse personer vil være medlemmer, så længe de har de pågældende stillinger som retspræsidenter. For den retspræsident, der er valgt af de øvrige retspræsidenter, og for den dommer, der er valgt af dommerforeningen, foreslår udvalget, at medlemskabet ligeledes skal være tidsubegrænset. For de to offentlighedsrepræsentanter foreslår udvalget, at medlemskabet skal være tidsbegrænset og uden mulighed for genudnævnelse. Med henblik på at sikre kontinuiteten i nævnets arbejde, foreslås funktionstiden for offentlighedsrepræsentanterne fastsat til 6 år, der udløber forskudt, således at der sker udskiftning hvert 3. år.

Udvalget finder, at hvervet som medlem af Bibeskæftigelsesnævnet bør være ulønnet. Dog kan der ydes honorar til offentlighedsrepræsentanterne.

Det foreslås, at sekretariatsbistand til Bibeskæftigelsesnævnet varetages af Højesteret. Udvalget peger i den forbindelse på behovet for, at Højesteret har de nødvendige ressourcer hertil.

For at sikre åbenhed og gennemsigtighed med hensyn til Bibeskæftigelsesnævnets afgørelser og praksis foreslår udvalget, at der indføres en ordning med offentliggørelse af nævnets afgørelser. Udvalget foreslår, at offentliggørelsen sker ved, at Bibeskæftigelsesnævnet afgiver en årlig beretning om nævnets virksomhed. Beretningen bør €" ligesom den årlige oversigt over dommernes indberetninger om indtægtsgivende bibeskæftigelse €" være tilgængelig på internettet.

4.6.2. Justitsministeriet er enig i udvalgets synspunkter og forslag om retspræsidenternes tilsyn og om oprettelse af et Bibeskæftigelsesnævn til varetagelse af den overordnede koordination. Justitsministeriet kan endvidere tiltræde forslaget om Bibeskæftigelsesnævnets sammensætning. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1 (forslag til retsplejelovens § 47 e og § 47 f), og bemærkninger hertil.

5. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser

Med den foreslåede regulering af dommernes bibeskæftigelse tilsigtes en spredning af bibeskæftigelsen €" i hovedsagen fra højesteretsdommere til dommere i de lavere retsinstanser €" bl.a. ved indførelse af et loft for dommeres indtægter ved bibeskæftigelse på 50 % af lønnen i hovedstillingen samt ved formalisering af udpegningen af dommere til de forskellige former for bibeskæftigelse, der indebærer tvistløsning.

Der er ved den foreslåede 3-årige overgangsordning, hvor loftet for biindtægter fastsættes til 75 pct., lagt vægt på at sikre en tilstrækkelig tid til tilpasning af dommernes bibeskæftigelse og biindtægter, herunder således at brugerne inden for de forskellige typer bibeskæftigelse eventuelt har mulighed for at finde andre dommere end dem, der hidtil har været anvendt. Der henvises til pkt. 4.4. ovenfor.

Den koordinerende administration af dommernes bibeskæftigelse foreslås varetaget af et nyt nævn €" Bibeskæftigelsesnævnet €" der sekretariatbetjenes af Højesteret. Udgifterne hertil vil blive afholdt inden for retternes nuværende bevillingsmæssige rammer.

Lovforslaget skønnes med den nævnte overgangsordning ikke i øvrigt at have økonomiske eller administrative konsekvenser for det offentlige eller for erhvervslivet af betydning.

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.

6. Høring

Betænkning nr. 1465/2005 fra udvalget om dommeres bibeskæftigelse har været i høring hos følgende myndigheder og organisationer:

Præsidenten for Højesteret, Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Sø- og Handelsretten, Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenten for retten i Århus, Præsidenten for retten i Odense, Præsidenten for retten i Ålborg, Præsidenten for retten i Roskilde, Domstolsstyrelsen, Dommerforeningen, Dommerfuldmægtigforeningen, HK Landsklubben Danmarks Domstole, Advokatrådet, Forbrugerrådet, Finansrådet, Realkreditrådet, Forsikring & Pension, HTS Interesseorganisationen, Dansk Industri, Dansk Handel & Service, Håndværksrådet, Dansk InkassoBrancheforening, Liberale Erhvervs Råd, Dansk Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark, 3F Fagligt Fælles Forbund, Danmarks Rederiforening, Akademikernes Centralorganisation, Amtsrådsforeningen, Forenede Danske Motorejere, Danske Speditører, Syddansk Universitet, Danmarks Jurist- og Økonomiforbund, Dansk Retspolitisk Forening, Handels- og Kontorfunktionærernes forbund i Danmark, Foreningen af Advokater og Advokatfuldmægtige, De Danske Patentagenters Forening, Dansk Ejendomsmæglerforening, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Århus Universitet, Foreningen Danske Inkassoadvokater, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, Frederiksberg Kommune, Procesbevillingsnævnet, Københavns Kommune, Foreningen af Statsamtsmænd, Foreningen af Statsamtsjurister, Københavns Retshjælp, Institut for Menneskerettigheder, Århus Retshjælp, Voldgiftsnævnet for Bygge- og Anlægsvirksomhed, Københavns Universitet, Det Danske Voldgiftsinstitut, Kommunernes Landsforening, Foreningen af Registrerede Revisorer, Landsforeningen af Beskikkede Advokater.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (§ 47- 47 f )

Retsplejeloven indeholder i dag regler om dommeres bibeskæftigelse i §§ 47, 47 a og 47 b. Reglerne er et supplement til den almindelige bestemmelse i tjenestemandslovens § 17 om tjenestemænds adgang til beskæftigelse ved siden af hovedstillingen.

Reglerne om dommeres bibeskæftigelse i retsplejeloven blev gennemført ved lov nr. 402 af 26. juni 1998 om ændring af retsplejeloven mv. på baggrund af anbefalinger afgivet af Domstolsudvalget i betænkning nr. 1319/1996. Reglerne trådte i kraft den 1. juli 1999.

Reglerne i retsplejeloven om dommeres bibeskæftigelse indeholder i § 47 en generel tilladelsesordning, i § 47 a en generel indberetningsordning samt i § 47 b en konkret indberetnings- og tilladelsesordning.

Det foreslås, at reglerne i retsplejeloven om dommeres bibeskæftigelse suppleres med en række yderligere regler og i øvrigt videreføres med en ændret struktur, således at § 47 bliver en generel bestemmelse om dommeres adgang til bibeskæftigelse, der endvidere introducerer et nyt Bibeskæftigelsesnævn, § 47 a fastsætter, hvilke hverv en dommer må påtage sig, og hvorledes udpegning af en dommer til offentlig eller privat tvistløsning skal foretages, § 47 b fastsætter et loft for den indtægt, som en dommer må oppebære ved bibeskæftigelse, § 47 c viderefører pligten for dommere til at indberette al indtægtsgivende bibeskæftigelse og § 47 d viderefører den konkrete indberetnings- og tilladelsesordning. Endelig indeholder forslaget til § 47 e og § 47 f nærmere regler om det foreslåede Bibeskæftigelsesnævn, der skal behandle spørgsmål om dommeres bibeskæftigelse.

Til § 47

Det foreslås, at en dommer kun må have beskæftigelse ved siden af sin dommerstilling under de betingelser, der er angivet i § 47 a og § 47 b og i tjenestemandslovens § 17, jf. stk. 1.

Bestemmelsen indebærer, at det er tilladt for dommere at have bibeskæftigelse ved siden af dommerstillingen, men adgangen hertil reguleres af de generelle regler om tjenestemænds pligter i tjenestemandsloven og de foreslåede regler om dommeres bibeskæftigelse i retsplejelovens § 47 a og § 47 b.

Det følger af tjenestemandslovens § 17, at en tjenestemand kun må have beskæftigelse ved siden af sin stilling, for så vidt og i det omfang det er foreneligt med den samvittighedsfulde udøvelse af de til tjenestemandsstillingen knyttede pligter og med den for stillingen nødvendige agtelse og tillid.

En klar forudsætning for dommernes bibeskæftigelse er således helt generelt, at bibeskæftigelsen ikke giver anledning til habilitetsmæssige problemer eller på anden måde er uforenelig med dommerhvervet og ikke går ud over dommerens arbejdsindsats i hovedstillingen.

For dommeres vedkommende foreslås foruden videreførsel af den gældende regel om tilladelse til at varetage fast indtægtsgivende bibeskæftigelse, jf. forslaget til § 47 a, stk. 1, yderligere regler i retsplejelovens § 47 a om dommere fra de overordnede retters mulighed for at varetage hverv som medlemmer af offentlige råd og nævn samt i retsplejelovens § 47 b om et loft for indtægter ved dommeres bibeskæftigelse.

Det foreslås endvidere, at der oprettes et Bibeskæftigelsesnævn, jf. stk. 2. Nævnet skal varetage de opgaver, der er nævnt i retsplejelovens §§ 47 a €" 47 d, og overtager bl.a. de opgaver, der efter de gældende regler varetages af Præsidentrådet bestående af præsidenterne for de kollegiale retter, jf. herved den gældende bestemmelse i retsplejelovens § 47. Nævnets opgaver er beskrevet samlet i bemærkningerne til § 47 e. Nærmere regler om nævnets virksomhed er indeholdt i forslaget til retsplejelovens § 47 e og § 47 f.

Til § 47 a

Det foreslås, at en dommer kun må have fast indtægtsgivende bibeskæftigelse, hvis det ved lov er bestemt, at det pågældende hverv skal varetages af en dommer, eller hvis dommerens varetagelse af hvervet tillades af Bibeskæftigelsesnævnet, jf. stk. 1.

Bestemmelsens andet led viderefører den gældende tilladelsesordning i retsplejelovens § 47, dog således at Bibeskæftigelsesnævnet overtager Præsidentrådets (dvs. præsidenterne for de kollegiale retters) kompetence til at meddele tilladelse.

Kravet om tilladelse omfatter fortsat kun dommeres faste bibeskæftigelse. Dette indebærer, at bibeskæftigelsen må have en vis varig karakter. Bibeskæftigelse, der består i hverv af lejlighedsvis eller enkeltstående karakter, herunder f.eks. medlemskab af ad hoc voldgiftsretter, kræver derimod ikke tilladelse.

Anmodes en retspræsident om at udpege en dommer til et enkeltstående hverv, jf. herved stk. 3, forudsættes det dog, at retspræsidenten forelægger spørgsmålet om hvervets forenelighed med dommergerningen for Bibeskæftigelsesnævnet, hvis hvervet indebærer en ny form for tvistløsning. Herved sikres det, at Bibeskæftigelsesnævnet ikke efterfølgende afslår at give tilladelse til fast bibeskæftigelse af den pågældende karakter.

Endvidere er det kun indtægtsgivende bibeskæftigelse, der kræver tilladelse. Medlemskab af f.eks. et menighedsråd eller en børneinstitutions- eller idrætsforeningsbestyrelse kræver eksempelvis, i det omfang hvor hvervet er ulønnet, ikke tilladelse.

Den bibeskæftigelse, der kræver tilladelse, udgør således alene en del af den samlede bibeskæftigelse, der kan varetages af dommere.

Præsidentrådet har i et notat om dommeres bibeskæftigelse fra marts 2002 redegjort for rådets praksis vedrørende tilladelser til fast indtægtsgivende bibeskæftigelse. I notatet peges der på et helt afgørende kriterium, der skal lægges til grund ved afgørelser efter § 47: »om beskæftigelsen kan give anledning til habilitetsmæssige problemer eller på anden måde efter sin art ikke vil være forenelig med dommerhvervet«. Det anføres endvidere, at også spørgsmålet om den ansøgte beskæftigelses omfang i forhold til hovedstillingen efter forarbejderne til loven af 26. juni 1998 må kunne inddrages i rådets overvejelser, hvis omstændighederne på forhånd giver grundlag for at antage, at bibeskæftigelsen kan have negativ indflydelse på arbejdet i hovedstillingen.

Det er samtidig Præsidentrådets opfattelse, at rådet under den gældende retstilstand ikke har mulighed for at inddrage andre hensyn end de oven for nævnte i grundlaget for afgørelserne. Rådet kan derfor ikke meddele afslag på ansøgninger om tilladelse til fast indtægtsgivende bibeskæftigelse med den begrundelse, at dommernes samlede bibeskæftigelse ønskes begrænset.

Der tilsigtes med lovforslaget ikke en ændring af denne praksis. Det er således ikke hensigten, at der skal kunne meddeles afslag på en ansøgning om tilladelse til fast indtægtsgivende bibeskæftigelse efter § 47 a, stk. 1, alene med den begrundelse, at en dommers samlede bibeskæftigelse ønskes begrænset, medmindre den ansøgte beskæftigelse konkret må antages at kunne gå ud over dommerens arbejdsindsats i hovedstillingen. Dette hensyn skal i stedet varetages med forslaget til § 47 b, hvor der foreslås et loft over dommeres indtægter fra indtægtsgivende bibeskæftigelse, jf. nærmere nedenfor.

I Præsidentrådets notat om praksis efter den nugældende § 47 i retsplejeloven peges der endvidere på, at hverv, som ifølge loven skal indehaves af dommere, i overensstemmelse med hidtidig praksis ikke er omfattet af tilladelseskravet. Som eksempler på sådanne hverv nævnes Advokatnævnet, Flygtningenævnet, Tjenestemandsretten og Valgbarhedsnævnet.

Det foreslås, at denne praksis lovfæstes med betingelsen i første led af stk. 1, hvorefter en dommer kan have fast indtægtsgivende bibeskæftigelse, hvis det ved lov er bestemt, at det pågældende hverv skal varetages af en dommer.

Betingelsen om, at det ved lov skal være bestemt, at det pågældende hverv skal varetages af en dommer, vil være opfyldt, hvis det direkte i lovgrundlaget er anført, at hvervet skal indehaves af en »dommer«, »underretsdommer«, »byretsdommer«, »landsdommer«, »højesteretsdommer« eller lignende. Det vil endvidere normalt være tilstrækkeligt, hvis det fremgår af lovgrundlaget, at udnævnelsen sker efter indstilling fra eller udpegning af en retspræsident, f.eks. Højesterets præsident i ATP-lovens § 28 om ATP-ankenævnet. Det er derimod ikke tilstrækkeligt, at det er anført, at hvervet skal indehaves af en »jurist«, en person »der opfylder betingelserne for at kunne udnævnes til dommer« eller lignende.

Det foreslås, at Bibeskæftigelsesnævnet hvert år skal offentliggøre en oversigt over de tilladelser, som nævnet har givet i medfør af stk. 1, jf. stk. 4.

Det foreslås endvidere, at hverv som medlem af et offentligt eller privat råd eller nævn kun må varetages af højesteretsdommere, landsdommere, præsidenten og vicepræsidenterne for Sø- og Handelsretten, hvis det er bestemt ved lov eller godkendt af Bibeskæftigelsesnævnet, at hvervet skal varetages af en sådan dommer. Nævnets godkendelse kan begrænses til at gælde for en bestemt dommer eller for et bestemt tidsrum, jf. stk. 2.

Bestemmelsen ændrer ikke ved den nuværende retstilstand, hvorefter dommere fra alle instanser kan deltage i offentlige og private råd og nævn. Bestemmelsen, der har til formål at sprede hverv i råd og nævn til andre dommere, end dem der er nævnt i bestemmelsen, indebærer imidlertid et forbud mod at udpege retspræsidenter og andre dommere fra de overordnede retter som medlemmer af offentlige og private råd og nævn, medmindre det ved lov er bestemt, at hvervet skal varetages af en højesteretsdommer, en landsdommer eller af præsidenten eller en vicepræsident i Sø- og Handelsretten, eller Bibeskæftigelsesnævnet konkret har godkendt, at hvervet kan varetages af en sådan dommer.

Bestemmelsen berører alene dommeres deltagelse i offentlige og private råd og nævn. Af hensyn til formålet med bestemmelsen skal kredsen af råd og nævn afgrænses bredt.

De offentlige råd og nævn kan enten være oprettet ved lov eller i henhold til lov og kan være etableret som centrale, regionale og lokale råd og nævn inden for henholdsvis staten, regionerne og kommunerne. Bestemmelsen omfatter både råd og nævn, der træffer forvaltningsafgørelser i første instans og som klageinstans. Disse råd og nævn træffer typisk afgørelser i sager mellem offentlige myndigheder og private eller i sager af privatretlig karakter mellem private parter. Bestemmelsen omfatter endvidere offentlige råd og nævn, der alene har en rådgivende eller tilsynsførende funktion og derfor ikke træffer egentlige afgørelser, samt Procesbevillingsnævnet.

De private råd og nævn omfatter alle de klage- og ankenævn, der er oprettet af private organisationer mv. og behandler privatretlige tvister, herunder i første række klage- og ankenævn, som er godkendt af ministeren for familie- og forbrugeranliggender i henhold til lov om forbrugerklager. Typisk behandler klage- og ankenævnene sager, der vedrører forbrugeres klager over erhvervsdrivende inden for en bestemt branche, og i sjældnere tilfælde sager mellem erhvervsdrivende.

Omfattet af bestemmelsen er derimod ikke lovforberedende udvalg og fagretlige nævn, uanset om de €" som bl.a. Retsplejerådet og Afskedigelsesnævnet €" benævnes råd eller nævn.

Dommere fra de overordnede retter kan for det første deltage i disse offentlige og private råd og nævn, hvis det ved lov er bestemt, at hvervet skal varetages af en højesteretsdommer, en landsdommer eller af præsidenten eller en vicepræsident i Sø- og Handelsretten.

Det forudsættes herved, at det skal fremgå direkte af lovgrundlaget for det pågældende råd eller nævn, at en dommer fra de overordnede retter skal varetage et hverv. Det vil således ikke være tilstrækkeligt, at en minister efter lovbemyndigelse i en bekendtgørelse har fastsat nærmere regler om et nævns eller et råds virksomhed og sammensætning, medmindre det udtrykkeligt er forudsat i bemærkninger til bemyndigelsesloven, at de pågældende dommere skal varetage et hverv i rådet eller nævnet.

Det forudsættes endvidere, at det af lovgrundlaget for det pågældende råd eller nævn skal fremgå, at en af de pågældende dommere skal varetage hvervet. Er betegnelsen »underretsdommer«, »byretsdommer« eller mere upræcise angivelser som »jurist«, »være dommer eller opfylde betingelserne for at kunne udnævnes til dommer«, »dommer« eller lignende anvendt i lovgrundlaget, vil der ikke være grundlag for at udpege en dommer fra de overordnede retter, medmindre Bibeskæftigelsesnævnet konkret tillader dette, jf. nedenfor. Derimod vil det normalt være tilstrækkeligt, hvis det fremgår af lovgrundlaget, at udnævnelse sker efter indstilling fra eller udpegning af en retspræsident fra de overordnede retter, f.eks. Højesterets præsident i retsplejelovens § 144 om Advokatnævnet og Sø- og Handelsrettens præsident i ATP-lovens § 28 om ATP-ankenævnet.

Er det i lovgrundlaget for et råd eller nævn anført, at »en lands- eller højesteretsdommer« skal varetage et hverv, bør det af hensyn til formålet med bestemmelsen tilstræbes at udpege en landsdommer.

Dommere fra de overordnede retter kan for det andet deltage i offentlige og private råd og nævn, hvis Bibeskæftigelsesnævnet har bestemt, at hvervet kan varetages af en sådan dommer.

Det forudsættes, at Bibeskæftigelsesnævnet efter en overgangsperiode som altovervejende hovedregel alene får til opgave at meddele tilladelse til de pågældende dommeres varetagelse af hverv i private råd og nævn, idet lovgiver €" i hvert fald på længere sigt €" må formodes at gøre op med spørgsmålet om deltagelse af dommere fra de overordnede retter i offentlige råd og nævn.

Når Bibeskæftigelsesnævnet skal tage stilling til ønsket om medvirken af en dommer fra en overordnet ret, skal stillingtagen særligt ske under hensyntagen til, om og i bekræftende fald i hvilket omfang det pågældende råds eller nævns afgørelser omfatter principielle spørgsmål eller på anden måde involverer betydelige interesser. Stillingtagen skal endvidere ske under hensyntagen til, om flere dommere indgår i et formandskab, idet en sammensætning med dommere fra flere instanser i bekræftende fald særligt skal overvejes.

Bibeskæftigelsesnævnet vil som udgangspunkt skulle vurdere en ansøgning om deltagelse af dommere fra de overordnede retter i offentlige og private råd og nævn generelt, således at der meddeles tilladelse til, at det pågældende nævn eller råd fremover skal kunne besættes af henholdsvis højesteretsdommere, landsdommere eller præsidenten eller en vicepræsident fra Sø og Handelsretten. Nævnets godkendelse kan dog begrænses til at gælde for vedkommende dommer eller for et bestemt tidsrum. Dette kan f.eks. være relevant i tilfælde, hvor Beskæftigelsesnævnet ikke generelt finder, at der i det pågældende råd eller nævn bør være deltagelse af dommere fra de overordnede retter, men at hensynet til særlig sagkundskab, kontinuiteten i rådets eller nævnets arbejde eller lignende f.eks. i genudpegningstilfælde taler for, at der meddeles godkendelse til, at en bestemt dommer varetager hvervet.

Bibeskæftigelsesnævnet vil således almindeligvis skulle meddele tilladelse til, at formandskabet for et nævn fremover kan varetages af eksempelvis en landsdommer, men nævnet kan f.eks. også begrænse tilladelsen til at gælde så længe hvervet varetages af en navngiven landsdommer.

Bibeskæftigelsesnævnet kan til brug for en afgørelse om medvirken af en dommer fra en overordnet ret anmode en hvervgiver om supplerende oplysninger om rådet eller nævnet. Nævnet kan herudover indhente oplysninger om rådet eller nævnet, hvis der til brug for dets afgørelse er behov herfor.

Om den praktiske fremgangsmåde ved ansøgning om godkendelse af, at et hverv kan varetages af en dommer fra de overordnede retter, henvises til bemærkningerne om udpegning af dommere til offentlige og private råd og nævn, jf. nedenfor om stk. 3.

Den foreslåede regel om deltagelse af dommere fra de overordnede retter i offentlige eller private råd eller nævn får virkning for udpegninger, der foretages efter lovens ikrafttræden. Nyordningen får herefter virkning for udpegning af dommere til de enkelte hverv i takt med, at der skal ske nyudpegninger til disse. Nyordningen har ikke betydning for de dommere, der er udpeget inden lovens ikrafttræden. Dog er en eventuel genudpegning af disse dommere omfattet af nyordningen, hvis udpegningsperioden udløber efter lovens ikrafttræden.

Det foreslås, at Bibeskæftigelsesnævnet hvert år skal offentliggøre en oversigt over de hverv, som nævnet i medfør af stk. 2 har bestemt kan varetages af højesteretsdommere, landsdommere eller af præsidenten eller en vicepræsident i Sø- og Handelsretten, jf. stk. 4.

Det foreslås endvidere, at der fastsættes regler om udpegning af en dommer som medlem af et offentligt eller et privat råd eller nævn, som medlem af en voldgiftsret eller til anden tvistløsning udenfor domstolene, og at udpegningen skal foretages af vedkommende retspræsident eller af en anden dommer, som en retspræsident har bemyndiget hertil, jf. stk. 3. Forslaget er således udformet under hensyntagen til, at en ny byretsstruktur forventes at træde i kraft samtidig med det foreslåede tidspunkt for denne lovændring, jf. herved forslaget til § 2, stk. 1.

Det afgørende for, om udpegning af en dommer til varetagelse af et bibeskæftigelseshverv skal ske efter den foreslåede fremgangsmåde, er, om dommeren skal deltage i tvistløsning. Bestemmelsens ordlyd nævner udtrykkeligt de i praksis tre vigtigste former for tvistløsning, men bestemmelsen omfatter også øvrige former for tvistløsning, herunder f.eks. de fagretlige nævn som eksempelvis afskedigelses- og ledernævn og stående voldgiftsretter. Tvistløsning omfatter både privat- og offentligretlige tvister.

Den foreslåede udpegningsregel forholder sig ikke til spørgsmålet om, i hvilket omfang og på hvilken måde dommere medvirker i tvistløsning udenfor domstolene.

Den praktiske fremgangsmåde ved udpegningen afhænger af, om der er tale om almindelige voldgifter, faglige voldgifter eller råd og nævn.

For almindelige og faglige voldgifter foreslås en ordning, hvor en retspræsident eller en anden dommer efter en generel bemyndigelse fra vedkommendes retspræsident står for udpegningen af den enkelte dommer til en voldgiftssag. Ordningen indebærer, at parter i en voldgiftssag, der ønsker at benytte en dommer som medlem i en voldgiftsret, skal rette henvendelse til en retspræsident eller anden dommer for at få udpeget en dommer til sagen. Parterne kan altså ikke i fællesskab €" som det i vidt omfang sker i dag €" selv indgå aftale med den dommer, som de ønsker at benytte til voldgiftssagen.

Den foreslåede udpegningsordning kan efter bestemmelsens formulering i praksis fungere efter to forskellige modeller:

1. Præsidentmodellen , hvor en retspræsident €" på grundlag af en anmodning fra sagens parter om udpegning af en dommer €" udpeger den dommer, der skal behandle en bestemt voldgiftssag (1. led i stk. 3 ), eller

2. Institutmodellen , hvor en dommer efter en generel bemyndigelse fra vedkommendes retspræsident €" ud fra en liste over dommere, der er til rådighed for den pågældende type voldgiftssager €" udpeger den dommer, der skal behandle en bestemt voldgiftssag (2. led i stk. 3 ).

Institutmodellen anvendes allerede i Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed, hvor den dommer, der er formand for præsidiet, udpeger en dommer til en konkret voldgiftssag fra listen over de dommere, der er medlemmer af præsidiet eller suppleanter for disse. Modellen vil i tilpasset form kunne finde anvendelse for de faglige voldgifter på den måde, at der etableres en ordning, hvorefter den dommer, der er formand for Arbejdsretten, udpeger en dommer til en konkret faglig voldgift fra en nærmere afgrænset liste af dommere, der er til rådighed for faglige voldgifter. Modellen vil ligeledes på tilsvarende måde kunne finde anvendelse for andre almindelige voldgiftssager i det omfang disse varetages i institutionelt regi, hvor en dommer er formand for et præsidium eller lignende.

Præsidentmodellen vil kunne finde anvendelse i de tilfælde, hvor institutmodellen ikke anvendes.

Udpegningsordningen kan inden for de almindelige voldgifter tilrettelægges efter præsidentmodellen således, at det som udgangspunkt er vedkommende retspræsident, der udpeger den enkelte dommer til en voldgiftssag, jf. forslaget til 1. led af stk. 3.

Udpegningen kan foregå på den måde, at de private eller offentlige parter eller repræsentanter for disse, der ønsker en dommer til en voldgiftssag, retter henvendelse til retspræsidenten for den ret, hvorfra der ønskes en dommer, med en anmodning om at få udpeget en dommer. Parterne eller deres repræsentanter har i forbindelse med anmodningen mulighed for at pege på en eller flere navngivne dommere, herunder også en retspræsident, som de i enighed bringer i forslag. Kommer de foreslåede dommere fra forskellige retter, skal der alene rettes henvendelse til én af retspræsidenterne.

Retspræsidenten udpeger den enkelte dommer til en voldgiftssag ud fra en samlet vurdering af sagens karakter og den pågældende dommers særlige kvalifikationer og arbejdsmæssige forhold. Det forudsættes, at retspræsidenten ved udpegningen lægger særlig vægt på, hvorvidt sagen angår principielle spørgsmål eller på anden måde involverer betydelige interesser, hvilket har betydning for, fra hvilken retsinstans dommeren skal udpeges, på dommerens særlige viden eller kvalifikationer inden for det område, som voldgiftsagen drejer sig om, samt på den bibeskæftigelse, herunder omfanget og antallet af voldgiftssager, som dommeren har i forvejen.

Har parterne eller deres repræsentanter bragt en eller flere dommere i forslag, skal udpegningen så vidt muligt ske iblandt disse dommere, men retspræsidenten er ikke bundet af forslagene. Det skal herved bl.a. også indgå i retspræsidentens vurdering, om en udpegning af den eller de foreslåede dommere kan give anledning til betænkeligheder eller kritik som følge af, at samme parter eller advokater flere gange tidligere har peget på den eller de pågældende. Kan ingen af de foreslåede dommere udpeges, er retspræsidenten forpligtet til at give meddelelse herom til parterne, der så har mulighed for at pege på andre dommere. I en situation, hvor der er bragt dommere fra forskellige instanser i forslag, kan den retspræsident, der har modtaget anmodningen, kun udpege en dommer fra en anden ret efter at have forelagt dette for den pågældende dommers retspræsident.

Finder retspræsidenten €" på baggrund af de ovennævnte kriterier for udpegningen €" at der bør udpeges en dommer fra en anden instans eller en anden ret, kan han henvise anmodningen til denne instans eller ret. Sker dette i en sag, hvor parterne har bragt dommere i forslag, skal retspræsidenten give meddelelse herom til parterne, der så har mulighed for at foreslå andre dommere, såfremt de fortsat ønsker en dommer udpeget til voldgiftssagen. Dette gælder dog ikke i den situation, hvor der er bragt dommere fra forskellige instanser eller retter i forslag.

Det forudsættes, at en retspræsident også kan pege på sig selv til en voldgiftssag.

Den foreslåede udpegningsordning berører også udpegning af dommere til de såkaldte stående voldgiftsretter (dvs. en fast etableret voldgiftsret, som f.eks. Danske Arkitekters faste Voldgiftsret og Dansk Tandlægeforenings faste Voldgiftsret). Ordningen indebærer, at det er vedkommende retspræsident, der udpeger den enkelte dommer til formand for de stående voldgiftsretter efter anmodning fra de foreninger, organisationer eller lignende, der har nedsat voldgiftsretterne. I forbindelse med anmodningen har foreningerne mv. €" som ved de øvrige almindelige voldgifter €" mulighed for at pege på navngivne dommere. Retspræsidentens udpegning foregår efter samme retningslinier som beskrevet ovenfor ved de almindelige voldgifter.

Inden for de almindelige voldgifter kan institutmodellen også anvendes, således at en anden dommer end en retspræsident efter en bemyndigelse fra vedkommendes retspræsident, jf. forslaget til 2. led af stk. 3 , kan forestå udpegningen af den enkelte dommer som medlem af en voldgiftsret efter ovenstående retningslinier.

En sådan ordning vil være af betydning for udpegning af dommere til voldgiftssager i Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed. Som nævnt er der allerede i dag i Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed regler om, at det er en højesteretsdommer, der som formand for præsidiet udpeger den enkelte dommer til en voldgiftssag blandt de højesteretsdommere og landsdommere, der er medlemmer af præsidiet eller suppleanter for disse. Den gældende udpegningsordning i Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed kan videreføres, hvis den retspræsident (i øjeblikket Højesterets præsident), hvorunder den dommer, der er formand for nævnet, hører, giver dommeren en generel bemyndigelse til at udpege dommere til voldgiftssager.

En udpegning af dommere til voldgiftssager efter institutmodellen vil også være mulig inden for andre områder af de almindelige voldgifter, end de der behandles i Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed. Dette kræver dog, at der inden for et eller flere områder, f.eks. brancheområder, etableres voldgiftsinstitutter eller lignende, hvor en dommer udpeger den enkelte dommer til en voldgiftssag på baggrund af en liste af dommere, der er til rådighed. En sådan institutionel udpegning forestået af en dommer efter en generel bemyndigelse fra vedkommendes retspræsident vil i givet fald kunne erstatte udpegningen efter præsidentmodellen, som beskrevet ovenfor.

Forslaget berører ikke udpegningen af danske dommere ved et udenlandsk voldgiftsinstitut. På dette område kan parternes direkte udpegning af en dommer til en voldgiftsret dog fortsat kun ske, hvis den sker af parterne i fællesskab.

Udpegningsordningen foreslås inden for de faglige voldgifter mv. tilrettelagt som en institutmodel, hvor den dommer, der er formand for Arbejdsretten, inden for en nærmere afgrænset liste af dommere udpeger den enkelte dommer til en faglig voldgift eller andre tvistløsningsorganer inden for det arbejdsretlige område. Arbejdsrettens formand skal have en generel bemyndigelse fra sin retspræsident til at forestå udpegningen. Som formandskabet i Arbejdsretten i dag er varetaget, vil det være en højesteretsdommer, der kommer til at forestå udpegningen efter bemyndigelse fra Højesterets præsident.

Den nærmere sammensætning af den liste, hvorfra dommerne skal vælges, fastlægges af de ordinære dommere i Arbejdsretten i samarbejde med Arbejdsrettens formandskab. Arbejdsrettens optagelse af en dommer på listen forudsætter godkendelse af retspræsidenten for den retsinstans, hvor dommeren arbejder. Optagelse af nye dommere på listen kan ske løbende efter indstilling fra arbejdsmarkedets parter.

Udpegningen til faglig voldgift vil i praksis foregå på den måde, at parterne i en faglig strid, der skal afgøres ved faglig voldgift, dvs. på den ene side en arbejdsgiverorganisation eller enkeltarbejdsgiver, og på den anden side en lønmodtagerorganisation, retter henvendelse til Arbejdsrettens formand med anmodning om at udpege en dommer som opmand. Parterne har i forbindelse med anmodningen mulighed for i fællesskab at bringe en eller flere navngivne dommere fra den nærmere afgrænsede liste i forslag.

Formanden for Arbejdsretten udpeger den enkelte dommer ud fra den nærmere afgrænsede liste af dommere. Det forudsættes, at der ved udpegningen €" som ved udpegning til almindelige voldgifter €" tilstræbes en spredning af bibeskæftigelsen, dvs. der bl.a. lægges vægt på antallet og omfanget af de faglige voldgifter, som dommeren har i forvejen. Det forudsættes endvidere, at Arbejdsrettens formand kan pege på sig selv til en faglig voldgift. For så vidt angår udpegning af dommere til andre tvistløsningsorganer inden for det arbejdsretlige område, som f.eks. voldgifter med fast dommerpanel, afskedigelsesnævn, ledernævn, Overenskomstnævnet mv., foreslås det, at Arbejdsrettens formand foretager udpegningen efter anmodning fra parterne og efter de ovenfor beskrevne retningslinier.

Det forudsættes, at en anmodning fra parterne om udpegning af en dommer til en faglig voldgift eller andre tvistløsningsorganer inden for det arbejdsretlige område i almindelighed vil blive imødekommet. Kan en anmodning om udpegning af den eller de dommere, som parterne har bragt i forslag, ikke imødekommes, meddeler Arbejdsrettens formand dette til parterne, der så har mulighed for at pege på andre dommere.

I de €" formentlig få tilfælde €" hvor parterne ønsker en dommer, der ikke er på den liste af dommere, som Arbejdsrettens formand har til rådighed, udpeget til en faglig voldgift kan udpegningen ske efter præsidentmodellen, jf. 1. led i stk. 3, således at der rettes henvendelse til den pågældende dommers retspræsident, der herefter tager stilling til udpegningen.

De foreslåede udpegningsregler retter sig alene mod anvendelsen af dommere i faglig voldgift mv. og indebærer ingen indskrænkninger i den eksisterende brug af andre end dommere som opmænd i de faglige voldgifter mv.

De foreslåede udpegningsordninger i de almindelige voldgifter og i de faglige voldgifter mv. får virkning for udpegninger, der foretages efter lovens ikrafttræden. Det forudsættes, at arbejdet med at udarbejde en liste af mulige dommere til opmænd i faglige voldgifter og øvrige tvistløsningsorganer på det arbejdsretlige område påbegyndes, inden udpegningsordningen træder i kraft, og at listen løbende ajourføres.

Udpegningsordningen foreslås inden for de offentlige råd og nævn og for de private klage- og ankenævn tilrettelagt således, at det er en retspræsident, der skal stå for udpegningen af den enkelte dommer til et hverv i et råd eller nævn. Ordningen indebærer, at der skal rettes henvendelse til en retspræsident eller Domstolsstyrelsen, når der skal udpeges en dommer til et offentligt råd og nævn eller til et private klage og ankenævn. Det er således ikke muligt at rette direkte henvendelse til den dommer, der ønskes til at varetage et hverv i et råd eller nævn.

For at sikre en passende fordeling af hvervene i råd og nævn mellem henholdsvis Østre og Vestre Landsret samt mellem de forskellige byretter foreslås det, at Domstolsstyrelsen skal videresende anmodninger fra hvervgivere, der anmoder om en byretsdommer eller en landsdommer, til disse retsinstanser. Udpegningen til et offentligt råd eller nævn eller til et privat klage- og ankenævn vil derfor efter forslaget i praksis skulle foregå på den måde, at det ministerium eller anden offentlig myndighed, som et offentligt råd eller nævn hører under, eller de private organisationer, der står bag et private klage- og ankenævn, retter henvendelse til enten vedkommende retspræsident eller til Domstolsstyrelsen med anmodning om at udpege en dommer efter følgende retningslinier:

Fremgår det af loven, at der skal udpeges en højesteretsdommer eller en dommer fra Sø- og Handelsretten, rettes henvendelsen til henholdsvis præsidenten for Højesteret eller præsidenten for Sø- og Handelsretten. Fremgår det af loven, at der skal udpeges en landsdommer eller en byretsdommer, rettes henvendelsen til Domstolsstyrelsen med anmodning om at få udpeget en dommer. Endvidere rettes henvendelsen til Domstolsstyrelsen i de tilfælde, hvor det ikke er bestemt ved lov, at en dommer fra en bestemt instans skal udpeges, f.eks. i de tilfælde, hvor det i loven eller vedtægterne er angivet, at en dommer skal varetage hvervet, eller hvor der ikke er krav om dommermedvirken. Domstolsstyrelsen er herefter formidlende led til de relevante retspræsidenter, hvorefter en af retspræsidenterne udpeger en dommer.

Det forudsættes i den forbindelse, at der som hidtil, herunder ved inddragelse af Den Danske Dommerforening, tilstræbes en passende fordeling af hvervene mellem de enkelte retter.

Anmoder en offentlig hvervgiver om at få udpeget en dommer fra Højesteret, landsretterne eller præsidenten eller en af vicepræsidenterne for Sø- og Handelsretten til et offentligt råd eller nævn, hvor det ikke i loven er angivet, at en sådan dommer skal udpeges, skal anmodningen indeholde en begrundelse for, hvorfor en sådan dommer ønskes udpeget. Tilsvarende gælder for en anmodning fra private hvervgivere, der anmoder om at få en dommer fra de overordnede retter udpeget til et privat klage- eller ankenævn, jf. bemærkningerne til § 47 a, stk. 2, ovenfor.

På baggrund af hvervgivers anmodning €" og eventuelt på baggrund af Bibeskæftigelsesnævnets godkendelse af, at der kan udpeges en dommer fra en overordnet ret €" udpeger vedkommende retspræsident en dommer til et hverv i et råd eller nævn. Retspræsidenten udpeger dommeren på baggrund af en samlet vurdering af den pågældende dommers faglige viden og kvalifikationer og på baggrund af den bibeskæftigelse, som dommeren har i forvejen. Det forudsættes således, at særlig faglig viden eller kvalifikationer inden for et råds eller nævns virkeområde tillægges vægt ved udpegningen, ligesom det også forudsættes, at en spredning af bibeskæftigelsen, herunder af hvervene i råd og nævn, mellem dommerne ved den pågældende ret tillægges vægt ved udpegningen.

I de tilfælde, hvor Bibeskæftigelsesnævnets godkendelse skal indhentes, dvs. i de tilfælde hvor der på ulovbestemt grundlag er anmodet om udpegning af en dommer fra en overordnet ret, og der ikke foreligger en tidligere godkendelse fra Bibeskæftigelsesnævnet, der stadig er gældende, jf. bemærkningerne til § 47 a, stk. 2 og 4, forelægger Domstolsstyrelsen indledningsvis anmodningen for Bibeskæftigelsesnævnet.

Den foreslåede nyordning for udpegning af dommere til et offentligt råd eller nævn eller til et private klage- eller ankenævn får virkning for udpegninger, der foretages efter lovens ikrafttræden. Nyordningen får herefter virkning for udpegning af dommere til de enkelte hverv i takt med, at der skal ske nyudpegninger til disse. Nyordningen har ikke betydning for de dommere, der er udpeget inden lovens ikrafttræden. Dog er en eventuel genudpegning af disse dommere omfattet af nyordningen, hvis udpegningsperioden udløber efter lovens ikrafttræden.

På de få områder, hvor det i dag er bestemt ved lov, hvordan udpegning af dommere til tvistløsning nærmere skal foregå, er det i loven bestemt, at den enkelte dommer udpeges af domstolene eller andre efter indstilling fra domstolene. Dette gælder bl.a. udpegning af dommere til de særlige domstole, dvs. til Den særlige Klageret, Arbejdsretten og tjenestemandsretterne, samt til visse offentlige råd og nævn. Da de gældende lovbestemte ordninger findes at være i overensstemmelse med forslaget til en generel udpegningsordning af dommere til bibeskæftigelse, der indebærer tvistløsning, foreslås der ikke ændringer heri.

I stk. 4 foreslås som nævnt, at Bibeskæftigelsesnævnet hvert år skal offentliggøre en oversigt over de hverv, som nævnet i medfør af stk. 2 har bestemt kan varetages af højesteretsdommere, landsdommere eller af præsidenten eller en vicepræsident i Sø- og Handelsretten

Til § 47 b

Det foreslås, at der indføres et loft over den indtægt, som en dommer må oppebære ved bibeskæftigelse, således at en dommers indtægter ved bibeskæftigelse i gennemsnit ikke må overstige 50 % af dommerens løn i hovedstillingen og endvidere maksimalt må udgøre 50 % af en højesteretsdommers løn i hovedstillingen, jf. stk. 1.

Loftet omfatter som udgangspunkt indtægter fra alle typer bibeskæftigelse og både fast indtægtsgivende bibeskæftigelse og anden indtægtsgivende bibeskæftigelse. Dog er de typer bibeskæftigelse, der er nævnt i stk. 2 ikke omfattet, jf. nærmere nedenfor.

Fastsættelsen af indtægtsbegrænsningen for biindtægter er baseret på en dommers løn i hovedstillingen, således at indtægtsbegrænsningen fastsættes til en procentdel af dommerens faste løn i hovedstillingen, dvs. lønrammelønnen for den pågældende dommer med tillæg af de(t) aftaleforhandlede faste cheflønstillæg eksklusiv pension. Denne definition af lønnen i hovedstillingen betyder, at pension og eventuelle variable ydelser, som f.eks. særlig feriegodtgørelse, ikke medregnes til lønnen, når loftets størrelse skal fastsættes.

Når indtægtsloftet for en dommers biindtægt skal fastsættes, tages der udgangspunkt i den til enhver tid gældende løn i hovedstillingen. Dette indebærer, at en stigning i tjenestemandslønrammen eller i de faste cheflønstillæg tillige vil medføre stigninger i dommerens loft for biindtægter.

Reglerne om et indtægtsloft foreslås udformet, så dommere får mulighed for at fordele indtægtsbegrænsningen over en periode på 3 år. En dommer må i denne periode som biindtægt højst oppebære 50 % af den samlede løn i hovedstillingen, jf. stk. 1, 2. pk t.

Dette indebærer, at den endelige opgørelse af, om en dommers biindtægter overstiger indtægtsloftet, først skal foretages ved udløbet af opgørelsesperioden på 3 år. Dommerne bør af hensyn til varetagelsen af hovedstillingen alligevel søge at fordele deres bibeskæftigelse jævnt over hele perioden. Den foreslåede indretning af reglen om et indtægtsloft giver imidlertid den fornødne fleksibilitet, således at en dommer inden for opgørelsesperioden på en rimelig måde kan fordele bibeskæftigelse og biindtægter.

Systemet med 3-årige opgørelsesperioder tilrettelægges således, at perioderne er ens for alle dommere, også uanset om en dommer eksempelvis er blevet udnævnt i løbet af en periode.

Den første periode løber fra den 1. januar 2007 til og med den 31. december 2009, og den næste periode løber fra den 1. januar 2010 til og med den 31. december 2012 osv.

Det foreslås, at indtægtsloftet for biindtægter som udgangspunkt skal gælde for al bibeskæftigelse, der varetages af dommere, dog således at enkelte former for bibeskæftigelse holdes uden for indtægtsloftet. Disse former for bibeskæftigelse er nævnt i stk. 2 , der udtømmende opregner de former for bibeskæftigelse, der er undtaget fra indtægtsloftet.

Når enkelte former for bibeskæftigelse undtages fra indtægtsloftet, indebærer det, at en dommer kan tjene mere ved bibeskæftigelse end de ovenfor anførte beløbsgrænser, idet indtjeningen ved hverv, der undtages, ikke skal regnes med ved opgørelsen af, om en dommers indtjening har oversteget indtægtsloftet. En dommer kan således oppebære biindtægter, der svarer til 50 % af lønnen, fra de øvrige typer bibeskæftigelse, og herudover kan dommen frit oppebære biindtægter fra de hverv, der er omfattet af stk. 2.

Det forhold, at enkelte former for bibeskæftigelse er undtaget fra indtægtsloftet, indebærer derimod ikke, at pligten til at indberette om disse hverv undtages fra indberetningspligten i forslaget til § 47 c. Dommernes vil således også skulle indberette alle oplysninger om den bibeskæftigelse, der ikke er omfattet af indtægtsloftet.

De former for bibeskæftigelse, der er undtaget fra indtægtsloftet, er for det første forfattervirksomhed. Forfattervirksomhed skal forstås i bred forstand og omfatter bl.a. udarbejdelse af juridisk faglitteratur, herunder f.eks. lærebøger, lovkommentarer og artikler, samt udarbejdelse af skønlitteratur. Redaktionshverv f.eks. i forbindelse med udarbejdelse af domssamlinger og ved juridiske tidsskrifter er også forfattervirksomhed i bestemmelsens forstand.

For det andet er indtægter fra særlige domstole undtaget fra indtægtsloftet. De særlige domstole omfatter Den særlige Klageret, Arbejdsretten og tjenestemandsretterne.

For det tredje er en dommers indtægter fra bibeskæftigelse i hverv, som det ved lov er bestemt, at en dommer skal varetage, undtaget fra indtægtsloftet i 3 hele år fra tiltrædelsestidspunktet. Denne 3-års periode vil ofte ikke falde sammen med den 3-års opgørelsesperiode, som efter stk. 1 altid regnes i kalenderår. I mangel af andet grundlag må der derfor i givet fald ske en forholdsmæssig fordeling af vederlaget på de berørte kalenderår.

Undtagelsen vil i praksis særligt få betydning for dommere, der påtager sig hverv i de offentlige råd og nævn, hvor det ved lov er bestemt, at en dommer skal varetage hvervet, jf. herved bemærkningerne til § 47 a, stk. 1. Herudover vil undtagelsen bl.a. få betydning for dommeres hverv i bestyrelsen for Domstolsstyrelsen.

Senest efter udløbet af en 3-årig opgørelsesperiode kan det konstateres, om en dommer har overholdt indtægtsloftet. Dette kan konstateres af dommeren selv, der har ansvaret for, at loftet for biindtægter overholdes, men også af vedkommende retspræsident, der i medfør af dommernes årlige indberetninger om bibeskæftigelse efter forslaget til retsplejelovens § 47 c har oplysninger om dommerens biindtægter til rådighed. Det forudsættes, at der i fornødent omfang er en dialog mellem dommer og retspræsident om dommerens bibeskæftigelse.

Det foreslås, at vedkommende retspræsident påser, at en dommer ikke overskrider indtægtsloftet, jf. stk. 3, 1. pkt. Retspræsidenten skal således efter behov og som minimum efter udløbet af hver 3-års periode føre tilsyn med, om indtægtsbegrænsningen er overholdt.

Overstiger en dommers indtægter i en opgørelsesperiode det tilladte, forelægger retspræsidenten sagen for Bibeskæftigelsesnævnet, jf. stk. 3, 2. pkt. Forelæggelsen skal ske i umiddelbar forlængelse af, at retspræsidenten bliver opmærksom på overskridelsen. Dette vil i praksis formentlig alene forekomme efter udløbet af en opgørelsesperiode, men kan det eksempelvis allerede efter udløbet af det første år i en opgørelsesperiode konstateres, at en dommer har overskredet det samlede indtægtsloft for hele perioden, skal forelæggelsen ske på dette tidspunkt.

Det foreslås, at Bibeskæftigelsesnævnet træffer afgørelse om, hvilken konsekvens en overskridelse af indtægtsbegrænsningen skal have, jf. stk. 3, 3. pkt. Dette kan ske på ethvert tidspunkt, men det vil i praksis formentlig oftest forekomme efter udløbet af en opgørelsesperiode.

Nævnet kan som konsekvens af en overskridelse af indtægtsbegrænsningen

1. fastsætte en lavere indtægtsgrænse for den pågældende dommer i den kommende opgørelsesperiode, og

2. bestemme, at dommeren fremover skal omfattes af den konkrete indberetnings- og tilladelsesordning i § 47 d.

Fastsættelsen af en lavere indtægtsgrænse for den efterfølgende opgørelsesperiode efter nr. 1 indebærer, at en dommer, der eksempelvis har overskredet loftet med 100.000 kr. i en opgørelsesperiode, får reduceret loftet med 100.000 kr. i den efterfølgende opgørelsesperiode.

Det forudsættes, at en dommers overskridelse af indtægtsloftet som altovervejende hovedregel skal have den konsekvens, at der skal fastsættes en lavere indtægtsgrænse for den pågældende dommer i den kommende opgørelsesperiode. Kun i helt særlige tilfælde, hvor en overskridelse efter en konkret vurdering må betragtes som undskyldelig, kan nævnet undlade at fastsætte en lavere indtægtsgrænse for den følgende periode.

Det kan f.eks. være tilfældet, hvis der sker en uventet udvikling i et eller flere bierhverv, som ellers forventeligt skulle kunne varetages uden at overskride indtægtsloftet.

Endvidere kan der i de første opgørelsesperioder efter lovens ikrafttræden opstå problemer for dommere, der inden lovens ikrafttræden har påtaget sig hverv, herunder særligt voldgiftssager, af en længere varighed end den overgangsordning, der forslås i lovforslagets § 2. En overskridelse af indtægtsloftet i den anledning kan efter omstændighederne betragtes som undskyldelig. Det samme gælder i de første opgørelsesperioder, efter en dommer er blevet udnævnt, for hverv som dommeren har påtaget sig inden udnævnelsen.

Endelig kan mindre overskridelser af indtægtsloftet, eksempelvis på 10.000 kr. for hele opgørelsesperioden, i enkeltstående tilfælde betragtes som undskyldelig. Gentagne overtrædelser af denne karakter bør dog udløse en nedsættelse af det beløb, der må oppebæres ved bibeskæftigelse, i de efterfølgende perioder.

Ud over den foreslåede almindelige konsekvens af dommeres overskridelse af indtægtsloftet har Bibeskæftigelsesnævnet mulighed for at anvende den konkrete indberetnings- og tilladelsesordning i forslaget til retsplejelovens § 47 d. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis en dommer i gentagne opgørelsesperioder har overskredet indtægtsloftet med betydelige beløb.

Den kompetence, som Bibeskæftigelsesnævnet tillægges i § 47 b, stk. 3, til at anvende den konkrete indberetnings- og tilladelsesordning, er en parallel til retspræsidenternes kompetence efter § 47 d. Er det nævnet, der har bragt ordningen i anvendelse over for en dommer, skal denne dommer indberette de relevante oplysninger til nævnet og eventuelt søge tilladelse fra nævnet til at påtage sig bibeskæftigelse. Det forudsættes i den forbindelse, at en dommer vil kunne pålægges at indberette de pågældende oplysninger til både vedkommende retspræsident og Bibeskæftigelsesnævnet. Det forudsættes endvidere, at det altid er nævnet, der skal meddele tilladelse i de tilfælde, hvor tilladelsesordningen (hvorefter en dommer i en nærmere angiven periode eller indtil videre kun med retspræsidentens eller nævnets tilladelse må påtage sig hverv ved siden af hovedstillingen) i forslaget til § 47 b, stk. 3, er sat i kraft af nævnet. Der henvises til bemærkningerne til § 47 d nedenfor.

Opregningen af nævnets reaktionsmuligheder i stk. 3 er udtømmende. I tilfælde af mere alvorlige overskridelser af indtægtsloftet kan der efter omstændighederne endvidere være grund til at bringe retsplejelovens disciplinærbestemmelser om dommere i anvendelse. Det bemærkes, at en overskridelse af loftet alene rejser spørgsmål om, hvilken konsekvens dette skal have, men ikke skal medføre, at en dommer bliver bragt i den situation, at vedkommende ikke kan afslutte et hverv, som denne har påtaget sig, f.eks. afslutte en voldgiftssag, som han er udpeget til.

Det foreslås endelig efter stk. 4 , at Bibeskæftigelsesnævnet efter hver opgørelsesperiode skal offentliggøre en oversigt over de afgørelser, der i medfør af stk. 3 er truffet vedrørende overskridelser af indtægtsloftet. Af hensyn til offentlighedens mulighed for indsigt i dommernes biindtægter skal Bibeskæftigelsesnævnet ved en opgørelsesperiodes udløb i anonym form offentliggøre, hvor mange dommere fra de respektive instanser, der måtte have overskredet loftet, og hvor meget overskridelsen i givet fald udgør.

Til § 47 c

Bestemmelsen er en videreførelse af den nugældende bestemmelse i retsplejelovens § 47 a, stk. 1. Med henblik på at dommernes indberetning af voldgiftssager skal give et så rigtigt billede som muligt af det faktiske antal voldgiftssager, som dommerne deltager i, foreslås der dog enkelte justeringer af de gældende regler om dommernes indberetning af voldgiftssager.

Bestemmelsen indebærer, at en dommer hvert år inden den 1. februar skal afgive indberetning om de indtægtsgivende hverv, som den pågældende det forudgående kalenderår har varetaget ved siden af hovedstillingen. Indberetningen skal indeholde oplysninger om hvervets art og hvervgiveren, og dommeren skal endvidere afgive indberetning om indtægten ved de enkelte hverv, jf. stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, 1. og 3. pkt.

Præsidentrådet (dvs. præsidenterne for de kollegiale retter) har i et notat om tilladelses- og indberetningsordningen vedrørende dommeres bibeskæftigelse nærmere redegjort for rådets praksis vedrørende indberetningsordningen. I notatet er det om indberetning af voldgiftssager bl.a. anført, at hvis en dommer i et kalenderår har udført bibeskæftigelse, der skal vederlægges, er det uden betydning for pligten til indberetning, om dommeren har modtaget indtægter fra hvervet i det pågældende kalenderår. Er der tvivl om, hvorvidt et hverv senere vil blive vederlagt, skal hvervet ligeledes medtages i indberetningen. (Det kan i indberetningen anføres, at dommeren ikke har modtaget indtægter fra hvervet i det pågældende år. Viser det sig, at hvervet ikke vederlægges, kan det i indberetningen for det år, da den manglende vederlæggelse kan konstateres, bemærkes, at det tidligere indberettede hverv er afsluttet uden vederlæggelse.)

Særligt for så vidt angår voldgiftssager, giver de gældende regler ikke et fuldt dækkende billede af det faktiske omfang af dommernes bibeskæftigelse. En række voldgiftssager fordeles således til dommerne på et tidspunkt, hvor det endnu ikke står klart, om sagen overhovedet vil medføre indtægtsgivende bibeskæftigelse. Selv om sagen kan ende med forlig eller lignende, inden dommerens arbejde med voldgiftssagen påbegyndes, skal en voldgiftssag således efter den nuværende praksis indberettes af dommerne allerede i det år, hvor den fordeles til dommeren. Dette medfører, at oversigten over dommernes bibeskæftigelse i dag indeholder en lang række voldgiftssager, der reelt hverken vil komme til at medføre arbejde eller indtægt ved siden af hovedstillingen for dommerne.

På den baggrund foreslås det, at indberetning om voldgiftssager skal afgives for sager, hvori der er oppebåret vederlag i det foregående kalenderår, og for andre sager, der er verserende, og hvori der er udført vederlagsgivende arbejde, jf. stk. 1, 2. pkt.

Forslaget indebærer for det første, at en dommer skal indberette en voldgiftssag for det kalenderår, hvor dommeren har udført arbejde på sagen, når dommeren har modtaget vederlag fra hvervet i det pågældende kalenderår, herunder ved udbetaling af et a conto beløb. Dette gælder, uanset om sagen er afsluttet eller ej.

For det andet indebærer forslaget, at en dommer skal indberette en voldgiftssag for det kalenderår, hvor dommeren har udført arbejde på sagen, der vil blive vederlagt i et senere kalenderår. Dette gælder, uanset om sagen er afsluttet eller ej.

Er der endnu ikke udført arbejde på en voldgiftssag, der i sig selv udløser krav om vederlag, skal hvervet derimod €" i modsætning til den tidligere praksis €" først medtages i indberetningen, når eller hvis dette sker.

I den periode, der går fra den første udførelse af sådant indtægtsgivende arbejde i en voldgiftssag, og indtil sagen afsluttes, skal voldgiftssagen indberettes hvert år. Har en dommer eksempelvis udført arbejde i sagen i år 1, hvorefter der ikke er udført arbejde med sagen i år 2, inden sagen behandles og afsluttes i år 3, skal sagen således indberettes for alle tre år. Dette gælder uanset, om der er udbetalt a conto honorar for arbejdet i år 1.

En indberetning af en voldgiftssag skal indeholde oplysning om hvervets art og hvervgiveren, dog således at parternes navne ikke angives, men derimod navnene på de advokater eller andre, som har repræsenteret parterne, samt hvorledes dommeren er udpeget. Dommeren skal endvidere afgive indberetning om indtægten ved de enkelte hverv, jf. stk. 2.

Det foreslås, at indberetningerne skal indgives til rettens præsident (for så vidt angår retten på Bornholm til præsidenten for Østre Landsret). Præsidenterne for byretterne indgiver indberetning til vedkommende landsretspræsident. Præsidenterne for landsretterne samt præsidenten for Sø- og Handelsretten indgiver indberetning til Højesterets præsident, jf. i det hele stk. 3. Forslaget er udformet under hensyntagen til, at en ny byretsstruktur forventes at træde i kraft samtidig med det forslåede tidspunkt for denne lovændring, jf. herved forslaget til § 2, stk. 1.

Det foreslås endelig, at oplysninger om antal og karakter af de enkelte dommeres bierhverv, jf. stk. 1 og stk. 2, 1. og 2. pkt., videregives af vedkommende retspræsident til Bibeskæftigelsesnævnet, som offentliggør disse, jf. stk. 4. Disse indberetninger foreslås endvidere €" som efter den nugældende § 47 a €" undergivet aktindsigt, jf. stk. 5.

Forslaget indebærer, at Bibeskæftigelsesnævnet fremover skal stå for at offentliggøre den årlige oversigt over dommernes indberetninger om indtægtsgivende bibeskæftigelse, der i dag offentliggøres af Præsidentrådet.

Den foreslåede ikrafttræden indebærer, at nævnet første gang i år 2008 skal offentliggøre en oversigt over indberetningerne for kalenderåret 2007.

Oversigten bør udover de oplysninger, som Præsidentrådets oversigter har indeholdt, indeholde kvartiloplysninger om dommernes biindtægter, dvs. oplysninger om dommernes indtægter ved bibeskæftigelse opdelt i øvre kvartil, median og nedre kvartil, som det er opgjort i tabel 6.1., side 20 i bilaget til betænkningen.

Det findes hensigtsmæssigt, at oversigten offentliggøres sammen med Bibeskæftigelsesnævnets årlige redegørelse, jf. herved § 47 f, stk. 2. Det forudsættes, at Præsidentrådets nuværende praksis med offentliggørelse af en oversigt over dommernes indberetninger om indtægtsgivende bibeskæftigelse på domstolenes hjemmeside på internettet (www.domstol.dk) fortsættes.

Har en dommer overskredet indtægtsloftet i § 47 b, stk. 1, videregives tillige efter nævnets nærmere bestemmelse indtægtsoplysninger, jf. stk. 2, 3. pkt., med henblik på nævnets stillingtagen hertil efter § 47 b, stk. 3, 3. pkt., jf. stk. 4. Disse oplysninger skal ikke offentliggøres og er ikke undergivet aktindsigt.

Til § 47 d

Bestemmelsen viderefører uændret den nugældende bestemmelse i § 47 b, dog således at Præsidentrådets (dvs. præsidenterne for de kollegiale retters) opgaver er overtaget af Bibeskæftigelsesnævnet.

Bestemmelsen indebærer, at vedkommende retspræsident, såfremt det findes fornødent, skal kunne pålægge en dommer at indsende en redegørelse for dommerens tidsforbrug i forbindelse med varetagelsen af hverv ved siden af hovedstillingen, jf. stk. 1. Såfremt det findes fornødent, kan vedkommende retspræsident endvidere pålægge en dommer at indsende en opgørelse over de indtægter, som den pågældende i en nærmere angivet periode har modtaget i forbindelse med de enkelte hverv, som dommeren har varetaget ved siden af hovedstillingen.

Pålægget kan også omfatte fremtidige indtægter, jf. stk. 2. Finder vedkommende præsident, at de oplysninger, som dommeren afgiver i medfør af stk. 1 eller 2 eller i medfør af § 47 c, stk. 2, 3. pkt., giver anledning dertil, kan retspræsidenten efter drøftelse med Bibeskæftigelsesnævnet beslutte, at dommeren i en nærmere angivet periode eller indtil videre kun med retspræsidentens eller nævnets tilladelse må påtage sig hverv ved siden af hovedstillingen, jf. stk. 3.

Beføjelserne efter stk. 1-3 tilkommer de retspræsidenter, der modtager indberetning efter § 47 c, stk. 3, jf. stk. 4.

De beføjelser, der er tillagt en retspræsident, foreslås tillige tillagt Bibeskæftigelsesnævnet, der kan bringe både indberetnings- og tilladelsesordningen i kraft som en konsekvens af en overskridelse af indtægtsloftet i § 47 b, jf. herved forslaget til § 47 b, stk. 3, og bemærkningerne hertil. Den kompetence, som Bibeskæftigelsesnævnet tillægges, er parallel til retspræsidenternes kompetence, hvilket bl.a. indebærer, at en dommer vil kunne pålægges at indberette de pågældende oplysninger til både vedkommende retspræsident og Bibeskæftigelsesnævnet. Det forudsættes derimod, at det altid er nævnet, der skal meddele tilladelse i de tilfælde, hvor tilladelsesordningen er sat i kraft af nævnet.

Til § 47 e

Det foreslås, at der oprettes et Bibeskæftigelsesnævn, der skal behandle spørgsmål om dommeres bibeskæftigelse, jf. forslaget til § 47, stk. 2. Som afløser for Præsidentrådet skal Bibeskæftigelsesnævnet overtage de opgaver, der i dag varetages af Præsidentrådet, og herudover skal nævnet varetage en række nye opgaver, der følger af forslaget om et generelt loft for dommernes biindtægter og om udpegning af dommere til tvistløsning uden for hovedstillingen. Det foreslås, at Bibeskæftigelsesnævnet konkret tillægges følgende opgaver:

1. Nævnet skal meddele tilladelse til fast indtægtsgivende bibeskæftigelse, jf. forslaget til § 47 a, samt foretage en drøftelse med vedkommende retspræsident forud for dennes iværksættelse af en konkret tilladelsesordning, jf. forslaget til § 47 d, stk. 3.

2. Nævnet skal afgøre, hvilken konsekvens en dommers overskridelse af indtægtsloftet for biindtægter skal have, jf. forslaget til § 47 b, stk. 2.

3. Nævnet skal afgøre, om dommere fra de overordnede retsinstanser kan udpeges til råd og nævn i de tilfælde, hvor dette ikke er bestemt ved lov, jf. forslaget til § 47 a, stk. 2.

4. Nævnet skal offentliggøre en årlig oversigt over dommernes indberetninger om indtægtsgivende bibeskæftigelse, jf. forslaget til § 47 c, stk. 4, og en årlig redegørelse for sin virksomhed, jf. forslaget til § 47 f, stk. 2.

Når Bibeskæftigelsesnævnet skal varetage de opgaver, der er nævnt under nr. 1 og 2, må nævnet være i besiddelse af de fornødne oplysninger om bibeskæftigelse og biindtægter. Det forudsættes derfor, at nævnets administration af dommernes bibeskæftigelse sker i tæt samarbejde med retspræsidenterne. Den enkelte retspræsident er forpligtet til at give nævnet de nødvendige oplysninger om en dommers bibeskæftigelse.

Bestemmelserne i § 47 e, stk. 1-5 , fastsætter Bibeskæftigelsesnævnets sammensætning og beskikkelsesproceduren.

Nævnet foreslås sammensat af fem dommere (præsidenterne for Højesteret og landsretterne, en præsident valgt af de øvrige retspræsidenter samt en dommer valgt af Den Danske Dommerforening) og to repræsentanter for offentligheden. Højesterets præsident er formand for nævnet.

Retspræsidenten valgt af retspræsidenterne for byretterne og Sø- og Handelsretten samt en dommer valgt af Den Danske Dommerforening indstilles henholdsvis af de pågældende retspræsidenter og Den Danske Dommerforening.

Offentlighedsrepræsentanterne beskikkes af justitsministeren efter indstilling fra henholdsvis Dansk Folkeoplysnings Samråd og Rektorkollegiet.

Ved udpegningen af offentlighedsrepræsentanterne bør der lægges vægt på, at de pågældende personer er engagerede i samfundsforhold og bredt orienteret. Der bør endvidere ved udpegningen, jf. den almindelig grundsætning om generel inhabilitet, lægges betydelig vægt på, at der ikke bør opstå tilfælde, hvor der hyppigt er interessekonflikter i forhold til behandlingen af konkrete sager. På den baggrund bør der almindeligvis ikke indstilles og udpeges jurister, der er ansat ved de juridiske fakulteter, idet disse personer i visse tilfælde vil kunne overtage den bibeskæftigelse, som dommere, herunder måske særligt dommere fra de overordnede retsinstanser, i dag varetager, ligesom der ikke bør indstilles og udpeges personer ansat i bl.a. centraladministrationen, der hyppigt aftager dommeres bibeskæftigelse.

Der foreslås ikke bestemte aldersgrænser for de to offentlighedsrepræsentanter. Dette skyldes bl.a., at disse skal udpeges i kraft af deres personlige egenskaber, og at bånd med hensyn til alder derfor ikke bør fastsættes. En offentlighedsrepræsentant vil således kunne fortsætte sit virke i nævnet, selv om en del af beskikkelsesperioden fortsætter ud over det tidspunkt, hvor nævnsmedlemmet fylder 70 år.

For dommere gælder derimod, at de ikke kan virke i nævnet, når de ikke længere har ansættelse i den stilling, der har ført til deres udpegning. Dette indebærer, at de senest må fratræde med udgangen af den måned, hvor de fylder 70 år.

Ifølge lov om ligestilling af kvinder og mænd bør udvalg, kommissioner og lignende, der er nedsat af en minister til at forberede fastsættelse af regler eller planlægning af samfundsmæssig betydning, have en ligelig afbalancering af mænd og kvinder, og myndigheder eller organisationer, der skal stille forslag om medlemmer, skal foreslå både en mand og en kvinde.

Bibeskæftigelsesnævnets opgave er at behandle spørgsmål om dommeres bibeskæftigelse efter reglerne herom i retsplejeloven. Nævnet findes derfor €" ligesom eksempelvis Dommerudnævnelsesrådet €" ikke at være omfattet af loven. De domstolsorganer, organisationer mv., der skal stille forslag om medlemmer af rådet, vil således ikke være forpligtet til at foreslå både en mand og en kvinde.

Ifølge stk. 4 kan medlemmer af Folketinget, regionsråd eller kommunalbestyrelser ikke udpeges til medlemmer af rådet.

I stk. 3 foreslås beskikkelsesperioden for offentlighedsrepræsentanterne fastsat til 6 år. For at betone nævnsmedlemmernes uafhængighed og for at sikre den fornødne fornyelse foreslås det endvidere, at genbeskikkelse for disse nævnsmedlemmer ikke kan ske. Forbudet mod genbeskikkelse er ikke til hinder for, at en person, der har været beskikket som suppleant, vil kunne udnævnes som egentligt medlem, selv om vedkommende har været indtrådt i rådet. Om suppleanterne henvises i øvrigt til bemærkningerne til stk. 5.

For at sikre kontinuitet i nævnets arbejde bør funktionstiden for offentlighedsrepræsentanterne udløbe forskudt således, at der sker udskiftning af en offentlighedsrepræsentant hvert 3. år. Første gang, der beskikkes medlemmer til nævnet, bør funktionsperioden dog fastsættes til henholdsvis 4 år for medlemmet indstillet af Dansk Folkeoplysningssamråd og 7 år for medlemmet indstillet af Rektorkollegiet, da rådets arbejde med indberetningerne om bibeskæftigelse først vil blive aktuelt efter udløbet af den første opgørelsesperiode på 3 år. Det henvises til lovforslagets § 2, stk. 3.

Det forudsættes i øvrigt, at der er fri genbeskikkelsesadgang for de øvrige beskikkede medlemmer af nævnet, dvs. en retspræsident valgt af byretspræsidenterne og præsidenten for Sø- og Handelsretten samt en dommer valgt af Den Danske Dommerforening. Har Den Danske Dommerforening eksempelvis indstillet formanden som medlem af nævnet, vil foreningen på ethvert tidspunkt af egen drift kunne indstille en anden dommer, hvis formanden f.eks. ikke genvælges efter udløbet af en valgperiode.

Et medlem, der ikke længere opfylder betingelserne for at sidde i rådet, skal udtræde. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis en præsident for landsretten udnævnes til højesteretsdommer.

Bestemmelsen i stk. 5 om beskikkelse af en suppleant for hver af de to offentlighedsrepræsentanter har til formål at sikre en hurtig og smidig sagsbehandling i tilfælde af forfald blandt disse nævnsmedlemmer. Udtræder et medlem inden beskikkelsesperiodens udløb, indtræder medlemmets suppleant for resten af perioden, og der beskikkes en ny suppleant for resten af perioden. Forbudet mod genbeskikkelse i stk. 3, 2. pkt., gælder ikke for suppleanterne. En suppleant vil således kunne genbeskikkes som suppleant.

Til § 47 f

Det følger af bestemmelsen i stk. 1 , at Bibeskæftigelsesnævnet selv fastsætter sin forretningsorden. I denne vil der kunne fastsættes regler om indhentning af oplysninger til brug ved sagernes behandling, om skriftlig votering, om hvor mange medlemmer, der kræves for at nævnet er beslutningsdygtigt, om at nævnet træffer afgørelse ved stemmeflerhed og om sekretariatsbistand mv.

Der er i 2. pkt. i bestemmelsen udtrykkelig åbnet mulighed for, at formanden i visse nærmere angivne sager kan træffe afgørelse på nævnets vegne. Denne formandskompetence kan f.eks. anvendes ved afgørelser om tilladelse for en dommer til at påtage sig fast indtægtsgivende bibeskæftigelse, i tilfælde hvor nævnet allerede har opbygget en fast praksis. Endelig er der hjemlet mulighed for, at visse sager kan behandles af 3 nævnsmedlemmer.

Nævnet etableres ikke som en del af den offentlige forvaltning, men som et organ i tilknytning til domstolene, uden dog at være en del af disse. Dette indebærer bl.a., at nævnet ikke er omfattet af ombudsmandsloven, forvaltningsloven og offentlighedsloven. Det forudsættes i den forbindelse, at de væsentlige retssikkerhedsgarantier i forvaltningsloven, herunder eksempelvis om partshøring, følges i nævnets virksomhed. Nævnet vil kunne fastsætte nærmere regler herom i sin forretningsorden.

Det foreslås endvidere, at nævnet årligt skal offentliggøre en redegørelse for sin virksomhed, jf. stk. 2. Beretningen om nævnets virksomhed skal indeholde en redegørelse for nævnets afgørelser. Dette indebærer bl.a., at offentligheden og brugerne af bibeskæftigelse kan få indsigt i nævnets afgørelser om tilladelse til fast bibeskæftigelse, nævnets afgørelser om overskridelser af loftet for biindtægter samt nævnets godkendelse af, at dommere fra de overordnede retter kan udpeges til råd og nævn. Det skal fremgå, hvor mange dommere afgørelserne vedrører, og fra hvilke retsinstanser disse dommere kommer, men det forudsættes, at offentliggørelse sker uden angivelse af de enkelte dommeres navne.

Redegørelsen bør €" ligesom den årlige oversigt over dommernes indberetninger om indtægtsgivende bibeskæftigelse €" være tilgængelig på internettet.

I stk. 3 fastslås det, at sekretariatsopgaverne for Bibeskæftigelsesnævnet skal varetages af Højesteret.

Til § 2

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2007, jf. stk. 1.

Det foreslås endvidere, at indtægtsloftet i forslaget til § 47 b, stk. 1, skal udgøre 75 % af en dommers løn i hovedstillingen i den første opgørelsesperiode på 3 år, jf. stk. 2. Dette indebærer, at det foreslåede indtægtsloft på 50 % af lønnen i hovedstillingen først gælder for den anden opgørelsesperiode, der løber fra den 1. januar 2010 til den 31. december 2012.

Det foreslås endelig, at første gang justitsministeren skal beskikke offentlighedsrepræsentanter til Bibeskæftigelsesnævnet skal det ske for henholdsvis 4 år (for medlemmet indstillet af Dansk Folkeoplysningssamråd) og 7 år (for medlemmet indstillet af Rektorkollegiet), jf. stk. 3. Dette indebærer, at den normale beskikkelsesperiode for offentlighedsrepræsentanterne på 6 år, jf. forslaget til § 47 e, stk. 2 og 3, fraviges. Der henvises til bemærkningerne til § 47 e i lovforslagets § 1.

Til § 3

Bestemmelsen angår lovens territoriale gyldighed og fastslår, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Ved lov nr. 365 af 2. juni 1999 om ændring af lov for Færøerne om rettens pleje, lov om rettens pleje i Grønland mv., der trådte i kraft den 1. juli 1999, blev regler svarende til retsplejelovens § 47 - § 47 b fastsat i de pågældende love.

Der foreslås ikke på nuværende tidspunkt ændringer i retsplejelovgivningen for Færøerne og Grønland. Justitsministeriet har imidlertid iværksat en høring af de færøske og grønlandske hjemmestyremyndigheder, således at der kan fremsættes lovforslag om ændring af retsplejeloven for Færøerne og Grønland. Det tilsigtes således, at ændringerne for Færøerne og Grønland vil kunne træde i kraft samtidig med, at nærværende lovforslag træder i kraft.