L 128 Forslag til lov om ændring af udlændingeloven.

(Betinget udvisning, skærpelse af udvisningsreglerne og reglerne om indrejseforbud m.v.).

Af: Integrationsminister Rikke Hvilshøj (V)
Udvalg: Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik
Samling: 2005-06
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 25-01-2006

Fremsættelse: 25-01-2006

Fremsættelsestale af lovforslag

20051_l128_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (25. januar 2006)

 

 

Integrationsministeren (Rikke Hvilshøj):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af udlændingeloven (Betinget udvisning, skærpelse af udvisningsreglerne og reglerne om indrejseforbud m.v.).

(Lovforslag nr. L 128).

Lovforslaget indebærer i hovedtræk følgende:

€" Der indføres en ny sanktion €" betinget udvisning

Der foreslås en ordning med betinget udvisning, som skal anvendes, hvor en udlænding i forbindelse med dom for strafbart forhold må antages at være tæt på at blive udvist, og hvor det derfor er en nærliggende mulighed, at den dømte vil blive udvist ved ny kriminalitet. Betinget udvisning skærper udvisningsreglerne, fordi selve det, at en udlænding, der er betinget udvist, begår ny kriminalitet i en prøvetid, vil tale for udvisning, og altså vil kunne betyde udvisning i tilfælde, der ikke i dag udløser udvisning. 

€" Trappestigemodellen skærpes

Den såkaldte trappestigemodel foreslås skærpet således, at den tidsmæssige grænse for længden af udlændinges ophold her i landet på syv år ændres til ni år, og den tidsmæssige grænse på tre år ændres til fem år. Endvidere foreslås det, at flygtninge først skal opnå den bedste beskyttelse mod udvisning efter otte års ophold her i landet. Flygtninge, der har opholdt sig i Danmark i mindre end otte år, sidestilles hermed med andre udlændinge.

€" Den særlige udvisningsadgang udvides

Der er udvidet adgang til udvisning ved dom for visse alvorlige kriminalitetsformer, heriblandt forbrydelser mod statens sikkerhed, narkotikakriminalitet, manddrab og voldtægt. Det har i disse tilfælde ikke på samme måde betydning, hvor længe udlændingen har opholdt sig her i landet, eller om udlændingen er flygtning. Det foreslås, at denne særlige udvisningsadgang udvides med en række delikter, heriblandt børnepornografi, grov told- og skattesvig og groft hærværk.

€" Hensynet til offeret og almensikkerheden og præventive hensyn fremhæves i reglerne

Det foreslås, at det skal fremgå udtrykkeligt i udlændingeloven, at der ved en afgørelse om udvisning ved dom skal lægges vægt på, om udvisning må anses for særlig påkrævet på grund af grovheden af den begåede kriminalitet, længden af den idømte frihedsstraf, den fare, skade eller krænkelse, der var forbundet med den begåede kriminalitet, eller tidligere domme for strafbart forhold.

€" Skærpet formulering af udlændingelovens § 26, stk. 2

Efter udlændingelovens § 26, stk. 2, "kan" en udlænding udvises på grund af grov kriminalitet, medmindre de personlige hensyn i stk. 1 €" dvs. udlændingens tilknytning til Danmark m.m. €" taler afgørende derimod. Det foreslås, at "kan" ændres til "skal". Herved understreges det, at hensynene i stk. 1 kun undtagelsesvist skal føre til, at udvisning på grund af grov kriminalitet undlades.

€" Retsvirkningen af udvisning skærpes

I dag meddeles indrejseforbud i forbindelse med udvisning ved dom alt afhængig af straffens længde for tre år, fem år, ti år eller for bestandig. Ved udvisning efter den særlige udvisningsadgang skal indrejseforbud dog meddeles for mindst fem år.

Det foreslås, at indrejseforbud til udviste udlændinge med mindre end seks måneders ophold i Danmark skal meddeles for mindst fem år.

Endvidere foreslås det, at en udvist udlænding meddeles indrejseforbud for bestandig, hvis udlændingen idømmes en ubetinget fængselsstraf mellem 1½ år og to år, medmindre der alene findes grundlag for at meddele indrejseforbud for ti år. Forslaget indebærer, at meddelelse af indrejseforbud for bestandig ikke længere altid forudsætter en fængselsstraf på to år.

Disse skærpelser foreslås kombineret med en udvidet adgang til at indberette uønskede udlændinge til Schengeninformationssystemet. Formålet hermed er at mindske risikoen for, at de pågældende efter udrejsen af Danmark på ny indrejser illegalt her i landet.

€" Udvisning af religiøse forkyndere m.v.

Det foreslås at indsætte en bestemmelse i udlændingeloven, hvorefter en religiøs forkynder m.v. vil kunne udvises, hvis den pågældende er idømt bødestraf for blandt andet forbrydelser mod statens sikkerhed, overtrædelse af straffelovens bestemmelse om forhånelse af et lovligt bestående religionssamfund samt straffelovens racismebestemmelse.