L 124 (som fremsat): Forslag til lov om ændring
af lov om strukturforanstaltninger vedrørende
fiskerisektoren. (Statslig medfinansiering af investeringer i
private fiskerihavne).
Fremsat den 19. januar 2006 af
fødevareministeren (Hans Christian Schmidt)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om
strukturforanstaltninger vedrørende
fiskerisektoren
(Statslig medfinansiering af investeringer i
private fiskerihavne)
§ 1
I lov om strukturforanstaltninger
vedrørende fiskerisektoren, jf. lovbekendtgørelse nr.
316 af 3. maj 2001, som ændret senest ved § 39 i lov nr.
431 af 6. juni 2005, foretages følgende ændringer:
1. § 2, stk.1, nr. 6, affattes
således:
»6) Investeringer i fiskerihavnes faciliteter,
herunder investeringer i kajanlæg og andre faciliteter til
landing, omsætning, opbevaring og afsætning af
fiskerivarer samt til forsyning af fiskerfartøjer, som
bidrager til havnens generelle udvikling og er af kollektiv
interesse for de fiskere, der bruger havnen.«
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende.
Bemærkninger til lovforslaget
1. Indledning
Lovforslaget fremsættes med henblik
på at give mulighed for, at staten kan medfinansiere
investeringer i faste anlæg i privatejede fiskerihavne i
medfør af loven om strukturforanstaltninger
vedrørende fiskerisektoren. Samtidig præciseres det,
at der kun ydes tilskud til projekter, som er af kollektiv
interesse for de fiskere, der bruger havnen.
2. Lovforslagets baggrund og
indhold
Den gældende lov om
strukturforanstaltninger vedrørende fiskerisektoren giver
mulighed for at yde tilskud til en række foranstaltninger i
fiskerisektoren, herunder til investeringer i faciliteter og
anlæg i fiskerihavne, der har til formål at fremme
udviklingen i fiskerihavne og forbedre vilkårene for fiskens
håndtering og fartøjernes forsyning.
De fleste af lovens tilskudsforanstaltninger
medfinansieres af EU-kommissionen i medfør af Rådets
forordning (EF) nr. 2792/1999 af 17. december 1999, om de
nærmere regler og betingelser for Fællesskabets
strukturforanstaltninger for fiskeriet samt Rådets forordning
(EF) nr. 1263/1999 af 21. juni 1999 om Det Finansielle Instrument
til Udvikling af Fiskeriet (FIUF). De EU-medfinansierede
foranstaltninger indgår i det danske FIUF-program for
programperioden 2000-2006, der blev vedtaget af EU-kommissionen den
8. august 2000.
Dette lovforslag omhandler alene
foranstaltningen vedrørende tilskud til investeringer i
faciliteter og anlæg i fiskerihavne.
EU-medfinansiering af projekter i
medfør af FIUF-programmet forudsætter, at projekterne
også medfinansieres af offentlige danske midler. I
bemærkningerne til lovforslaget (L 202 1999-2000)
vedrørende den gældende bestemmelse om tilskud til
investeringer i fiskerihavne er det anført, at det forudses,
at der ikke anvendes statslige midler som national medfinansiering
af faste anlæg i havnene, men staten vil som hidtil kunne
medfinansiere udstyr og faciliteter, der betjener
fiskerfartøjer.
Begrundelsen herfor var især, at der
kunne blive tale om meget store udgifter. Herudover var der
på tidspunktet for forhandlingerne i Folketinget nogen
uklarhed om de kommende ejerforhold i de danske havne, idet der
forestod et salg af statens havne. Hovedparten af fiskerihavnene
blev overdraget til kommunerne, men enkelte mindre havne er i dag
organiseret som private selvejende foretagender.
De nuværende tilskudsregler betyder, at
de privatejede fiskerihavne har vanskeligt ved at tilpasse sig
udviklingen og i øvrigt konkurrere på lige
vilkår. Medens de offentligt ejede fiskerihavne har kunnet
anvende egne midler som offentlig medfinansiering til investeringer
i faste anlæg, har de privatejede været henvist til at
skaffe medfinansiering fra kommune eller amt, hvilket som regel
ikke har været muligt.
Det foreslås på den baggrund, at
der fremover gives mulighed for statslig medfinansiering af
anlæg i privatejede fiskerihavne, således at disse kan
ligestilles med de fiskerihavne, som er offentligt ejede. De
private havne ejes typisk af foreninger eller interessentskaber af
fiskere.
Oversigt over bevilgede
tilsagn i perioden 2001 €" 2004 vedrørende
havnefaciliteter (mio. kr.)
| 2001 | 2002 | 2003 | 2004 |
FIUF-midler | 12,3 | 5,1 | 81,2 | 38,0 |
Statslige midler | 1,3 | 1,0 | 0,6 | 0,4 |
Regionale midler | 8,3 | 2,2 | 79,4 | 37,1 |
I alt | 21,9 | 8,3 | 161,2 | 75,5 |
Med lovforslaget præciseres samtidig
anvendelsesområdet for tilskud til investeringer i
fiskerihavne. Det understreges med den nye formulering, at kun
projekter, som er af kollektiv interesse for de fiskere, der bruger
havnen, kan få tilskud. Herved forstås, at de
pågældende faciliteter skal være til
rådighed for fiskerne eller andre af havnens brugere inden
for fiskerisektoren. Der kan opkræves betaling for brugen,
men faciliteterne må ikke være forbeholdt enkelte
virksomheder eller brugere.
Alle lovens tilskudsordninger med
EU-medfinansiering er optaget under én samlet konto på
finansloven - § 24.26.30. Tilskud inden for fiskerisektoren
med EU-medfinansiering. Derfor vil et eventuelt merforbrug
vedrørende ordningen om tilskud til investeringer i
fiskerihavnes faciliteter medføre et tilsvarende
mindreforbrug vedrørende en eller flere af lovens andre
tilskudsordninger. Den foreslåede lovændring vil derfor
hverken få økonomiske eller administrative
konsekvenser for staten, kommuner eller amtskommuner.
3. Økonomiske og
administrative konsekvenser for staten, kommuner og
amtskommuner
Lovforslaget har ingen økonomiske
eller administrative konsekvenser for stat, kommuner og
amtskommuner.
4. Økonomiske og
administrative konsekvenser for erhvervslivet
Lovforslaget har ingen økonomiske
eller administrative konsekvenser for erhvervslivet.
5. Administrative konsekvenser
for borgerne
Lovforslaget har ingen administrative
konsekvenser for borgerne.
6. Miljømæssige
konsekvenser
Lovforslaget har ingen
miljømæssige konsekvenser.
7. Forholdet til EU-retten
De foreslåede ændringer ligger
inden for rammerne af tilskudsmulighederne i forordning 2792/1999
og i FIUF-programmet, hvorfor der ikke skal ske notifikation til
EU-kommissionen.
8. Høring
Lovforslaget har været i høring
i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd,
Amtsrådsforeningen, Danmarks Fiskehandlere, Danmarks
Fiskeindustri- og Eksportforening, Danmarks Fiskemel- og
Fiskeolieindustri, Danmarks Fiskeriforening, Danmarks Pelagiske
Producentorganisation, Danmarks Sportsfiskerforbund, Dansk
Akvakultur, Dansk Amatørfiskerforening, Danske Fiskeres
Producentorganisation, Dansk Eksportforening, Dansk Fisk, Dansk
Fritidsfiskerforbund, Dansk Kystfiskerforening, Fagligt
Fælles Forbund, Finansrådet, Forbrugerrådet,
Håndværksrådet, Kommunernes Landsforening,
Konsumfiskeindustriens Arbejdsgiverforening, Skagenfiskernes
Producentorganisation, Verdensnaturfonden WWF, Datatilsynet,
Finansministeriet, Fiskeribanken, Indenrigs- og
Sundhedsministeriet, Justitsministeriet, Miljøministeriet,
Ministeriet for Familie- og Forbrugeranliggender,
Skatteministeriet, Søfartsstyrelsen, Transport- og
Energiministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet og
Økonomistyrelsen.
9. Vurdering af konsekvenser
for lovforslaget
| Positive konsekvenser/mindreudgifter | Negative konsekvenser/merudgifter |
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og amtskommuner | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og amtskommuner | Ingen | Ingen |
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Miljømæssige konsekvenser | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for borgerne | Ingen | Ingen |
Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter. |
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
Efter forslaget kan tilskud ydes både
til investeringer i privatejede og offentligt ejede
fiskerihavne.
Det foreslås, at der kun kan ydes
tilskud til investeringer, som anvendes i forbindelse med landing,
håndtering, omsætning og midlertidig opbevaring af fisk
og fiskeriprodukter samt investering i faciliteter, hvortil der er
offentlig adgang for brugerne, og som anvendes til direkte
servicering af fiskerfartøjer.
Den foreslåede bestemmelse er en
udmøntning af artikel 13 i Rådets forordning nr.
2792/1999 af 17. december 1999, og tilskuddet kan gives med de
satser, der fremgår af forordningen.
Til faciliteter af offentlig karakter kan der
ydes tilskud på op til 100 pct., hvoraf halvdelen ydes af
FIUF og halvdelen af danske offentlige midler. Såfremt der er
tale om en offentlig ejet havn, ydes den offentlige danske del af
fiskerihavnen eller dennes ejer. Hvis havnen er privatejet, kan
støtten ydes af regionale eller statslige midler. Den
statslige del af tilskuddet sammenlagt med tilskuddet fra FIUF kan
dog højst udgøre 50 pct., hvilket betyder, at
privatejede fiskerihavne kan få den samme støtte som
kommunale selvstyrehavne.
Til private faciliteter er tilskuddet 20-40
pct. fordelt med 15 pct. fra FIUF og resten fra danske offentlige
midler. Det påregnes fortsat at fastsætte denne
støtte til 20 pct.
For investeringer, der vedrører
fiskerihavnens kapacitet, lægges der vægt på, om
havnen gennemfører en langsigtet planlægning, og ved
vurderingen af projekterne tages der hensyn til investeringernes
virkning på andre fiskerihavne.
Tilskud kan kun gives inden for de
budgetmæssige rammer, herunder for FIUF€™s
medfinansiering. Hvis der ikke er budgetmæssig mulighed for
at yde tilskud til et projekt i det omfang, der er ansøgt
om, kan der, hvis der er mulighed for det, tilbydes en lavere
støtteprocent, eller der kan gives afslag på
ansøgningen. I den forbindelse kan ministeren for
fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætte
retningslinier for prioritering af de modtagne
ansøgninger.
Den ændrede bestemmelse
præciserer, at de investeringer, der gives tilskud til, skal
være af kollektiv eller fælles interesse for de
fiskere, der anvender havnen. Der kan således gives tilskud
til de faciliteter, der findes eller etableres på havnen, og
som står til rådighed for fiskerne eller for
serviceydelser rettet mod fiskerne. De tilskudsberettigede
investeringer omfatter f.eks. auktionshaller og andre faciliteter
til håndtering og midlertidig opbevaring af fisk, skaldyr og
fiskerivarer, udstyr til losning og lastning af fisk, beddinger og
lifte til anvendelse i forbindelse med vedligeholdelse af
fiskerfartøjer samt anlæg af offentlig karakter til
forsyning og service af fartøjer.
Det påregnes, at investeringer
vedrørende omsætning af fiskerivarer mv. prioriteres
højere end investeringer i kajanlæg og lignende. Der
vil ikke kunne gives tilskud til nye fiskerihavne, ligesom det
heller ikke er hensigten at støtte investeringer, der
udvider kapaciteten i de eksisterende fiskerihavne.
Til § 2
Det foreslås at lade loven træde
i kraft umiddelbart efter lovens vedtagelse, da det nuværende
program udløber ved årets udgang.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med
gældende lov
Gældende formulering | | Lovforslaget |
| | § 1 |
| | I lov om strukturforanstaltninger
vedrørende fiskerisektoren, jf. lovbekendtgørelse nr.
316 af 3. maj 2001, som ændret senest ved § 39 i lov nr.
431 af 6. juni 2005, foretages følgende ændringer: |
§ 2. Ministeren for
fødevarer, landbrug og fiskeri kan yde støtte
til: | | 1. § 2,
stk. 1. nr. 6, affattes således: |
1) Modernisering og forbedring af danske
fiskerfartøjer. 2) Køb eller bygning af nye
fiskerfartøjer. 3) Etablering og modernisering af
akvakulturanlæg. 4) Beskyttelse og udvikling af fiskeressourcer i
kystområder, navnlig ved etablering af faste eller mobile
anlæg, der skal afgrænse de beskyttede
områder. 5) Investeringer vedrørende forarbejdning,
opbevaring og afsætning af fiskerivarer og
akvakulturprodukter med henblik på anvendelse som
fødevarer. 6) Investeringer i faciliteter og anlæg i
fiskerihavne, der har til formål at fremme udviklingen i
fiskerihavne og forbedre vilkårene for fiskens
håndtering og fartøjernes forsyning. 7) Ophalingsspil for fiskeriet fra fiskepladser
på den vestjyske nordkyst. 8) Særlige projekter vedrørende
fiskeriet med mindre kystfartøjer med det formål at
forbedre forholdene for udøvelsen af fiskeriet. | | »Investeringer i fiskerihavnes faciliteter,
herunder investeringer i kajanlæg og andre faciliteter til
landing, omsætning, opbevaring og afsætning af
fiskerivarer samt til forsyning af fiskerfartøjer, som
bidrager til havnens generelle udvikling og er af kollektiv
interesse for de fiskere, der bruger havnen.« |
| | § 2 |
| | Loven træder i kraft dagen efter
bekendtgørelsen i Lovtidende. |