Skriftlig fremsættelse (11. januar
2006)
Skatteministeren (Kristian
Jensen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
forskellige skattelove (Enklere forskuds- og
selvangivelsesprocedure samt frivillig indberetning af gaver
m.v.)
(Lovforslag nr. L 121)
Lovforslaget består af følgende
to elementer:
For det første går forslaget ud
på at reducere antallet af skatteblanketter, som udsendes til
borgerne, således at en meget stor del af borgerne alene vil
modtage én årlig henvendelse vedrørende deres
skatteforhold.
For det andet går forslaget ud på
at gøre det muligt for foreninger, stiftelser, institutioner
m.v., som modtager gaver m.v. efter ligningslovens §§ 8A
og 12, stk. 1-3, at indberette modtagne beløb til SKAT,
hvorved disse beløb kan fortrykkes.
Forslaget skal ses i lyset af
Skatteministeriets vision om det selvangivelsesløse samfund
samt moderniseringen af SKATs it-systemer på
borgerområdet.
Første del af forslaget går ud
på at afskaffe printselvangivelsen for de ca. 3,9 mio.
skatteydere, som i dag modtager denne selvangivelse. Det
foreslås, at de skatteydere, som ikke det foregående
år har selvangivet, fordi SKAT har alle
selvangivelsesrelevante oplysninger i forvejen, eller som ikke har
ændret deres forskudsopgørelse for det
pågældende indkomstår, alene modtager en
årsopgørelse. De skatteydere, som har haft én
eller flere oplysninger at selvangive det seneste indkomstår,
eller har ændret deres forskudsopgørelse for det
pågældende indkomstår, vil efter forslaget
ligeledes modtage en årsopgørelse. Disse skatteydere
vil imidlertid også modtage et oplysningskort, hvorpå
eventuelle korrektioner til de indberettede oplysninger og
oplysninger om indkomster m.v., som ikke er blevet indberettet til
SKAT, kan påføres. Selvangivelsesoplysningerne kan
også - som hidtil - indberettes via TastSelv-Internet eller
TastSelv-telefonen. Skatteydere, der ikke anvender TastSelv, kan
indsende oplysningskortet til SKAT. Herefter vil disse skatteydere
modtage en endelig årsopgørelse.
Endvidere reduceres antallet af
skatteblanketter derved, at udsendelsen af den ordinære
forskudsopgørelse til borgerne som udgangspunkt afskaffes. I
stedet informeres borgerne i forbindelse med
årsopgørelsen om, hvilke oplysninger den kommende
forskudsopgørelse dannes på grundlag af. Endvidere
informeres borgeren om, at forskudsopgørelsen, når den
dannes i november, gøres tilgængelig for denne i
skattemappen på SKATs hjemmeside. Borgeren kan dog ved
hjælp af TastSelv-telefonen rekvirere
forskudsopgørelsen i en papirudgave. Endvidere modtager
borgerne information om, at skattekortet automatisk tilsendes
arbejdsgiveren m.v.
Forslaget giver borgerne den
serviceforbedring, at de ikke flere gange i løbet af
året besværes med henvendelser fra SKAT, som de skal
forholde sig til. Med forslaget undgår man endvidere at sende
dobbeltoplysninger til de borgere, der i dag modtager en
printselvangivelse og en årsopgørelse samtidig.
Endelig giver forslaget om en enklere
forskudsprocedure betragtelige portobesparelser €"
besparelser, som i stedet kan anvendes til finansiering af
offentlige kerneydelser.
Den anden del af forslaget går ud
på at gøre det muligt for foreninger, stiftelser og
institutioner m.v., som efter ligningslovens §§ 8A og 12,
stk. 1-3, modtager gaver m.v., at indberette de modtagne
beløb til SKAT. Vælger foreningen at indberette herom,
skal det ske senest den 20. januar i året efter det
kalenderår, hvori beløbene er ydet.
Hvis alle foreninger vælger at
indberette gavebeløb m.v. til SKAT, skønnes det, at
omkring 90.000 skatteydere vil kunne slippe for at selvangive ydede
gavebeløb, samt at ca. 49.000 af disse skatteydere vil kunne
omfattes af den foreslåede forenklede
selvangivelsesprocedure, hvorefter disse skatteydere alene modtager
en årsopgørelse.
Forslaget har ingen økonomiske
konsekvenser for staten eller erhvervslivet og har ingen
administrative konsekvenser for erhvervslivet. Endvidere har
forslaget ingen miljømæssige eller EU-retlige
konsekvenser.
Finansieringen og implementeringen af en
enklere selvangivelsesprocedure samt af en gaveindberetningsordning
er indbudgetteret som en del af moderniseringen af SKATs
it-systemer på borgerområdet. De samlede udgifter til
SKATs systemmodernisering af borgerområdet er indbudgetteret
på finanslovsforslaget for 2006 med et beløb på
i alt 245 mio. kr.
Herudover vil forslaget indebære
udgifter på 7,1 mio. kr. til systemtilrettelser, 4 mio. kr.
til borgerinformation samt ½ årsværk, som ikke
er indbudgetteret i SKATs systemmodernisering.
Forslagets besparelser i den løbende
drift skønnes årligt at udgøre 18,1 mio. kr.
samt 1 årsværk. Herunder skønnes den
ændrede forskudsprocedure at give SKAT en årlig
portobesparelse på 17 mio. kr.
Forslagets forskudsdel knytter sig til det
samtidig hermed fremsatte lovforslag om et indkomstregister (
eIndkomst ), ifølge hvilket der etableres en
abonnementsordning på eSkattekort. Det foreslås i dette
forslag, at skatteministeren fastsætter
ikrafttrædelsesstidspunktet. Selvangivelsesdelen og gavedelen
i det foreliggende lovforslag indgår som nævnt som
elementer i SKATs systemmodernisering af borgerområdet, og
det kan på nuværende tidspunkt ikke siges med
sikkerhed, at moderniseringen €" der efter planerne
strækker sig over to år €" er på plads i
begyndelsen af 2008. På den baggrund foreslås det, at
det overlades til skatteministeren at fastsætte
ikrafttrædelsesstidspunktet for det foreliggende forslag.
Med disse bemærkninger skal jeg anbefale
forslaget til Folketingets velvillige behandling.