Skriftlig fremsættelse (14. december
2005)
Skatteministeren (Kristian
Jensen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af
ligningsloven, selskabsskatteloven og andre skattelove (Justering
af erhvervsbeskatningen)
(Lovforslag nr. L 116).
Regeringen er blevet opmærksom på
et hul i skattelovgivningen, som det er nødvendigt at lukke
straks med fremsættelse af lovforslag. Det drejer sig om et
forslag om kapitalfonde og koncerndefinitionen i værnsregler
vedrørende tynd kapitalisering mv.
I de senere år har flere danske og
udenlandske kapitalfonde opkøbt danske koncerner.
Opkøbet foretages gennem et til lejligheden oprettet dansk
holdingselskab evt. med en høj grad af
lånefinansiering og dermed betydelige renteudgifter. Herved
nedbringes umiddelbart den skattepligtige indkomst i Danmark i den
opkøbte koncern.
Kapitalfondene kan være organiseret som
kommanditselskaber. Ifølge dansk skatteret betragtes
kommanditselskaber og lignende selskaber ikke som
selvstændige skattesubjekter, men som skattetransparente
enheder. Det indebærer, at de danske værnsregler
vedrørende for eksempel tynd kapitalisering,
armslængdeprincippet og kildeskat på renter til
skattelylande, der har til formål at begrænse
skatteplanlægning vedrørende koncernintern gæld,
ikke kan anvendes.
Der er imidlertid ikke tvivl om, at
kapitalfonden udøver bestemmende indflydelse på
holdingselskabet og derfor €" på linie med
internationale koncerner organiseret på traditionel vis som
selskaber - bør omfattes af reglerne om transfer pricing,
tynd kapitalisering og kildeskat på koncerninterne renter,
når investorerne i kapitalfonden agerer samlet.
Der foreslås en ændring af
koncerndefinitionen i værnsreglerne om transfer pricing, tynd
kapitalisering, kildeskat på koncerninterne renter og
kildeskat på koncerninterne kursgevinster, således at
gæld til transparente enheder, som f.eks. kommanditselskaber,
anses for koncernintern gæld på samme måde som
hvis den udenlandske långiver var et selskab.
Skatteministeriet foretager løbende en
nøje analyse af skattelovgivningen og er i den forbindelse
blevet opmærksom på huller i skattelovgivningen,
herunder et hul vedrørende genanbringelse af ejendomsavance
i erhvervsejendomme, der efterfølgende omklassificeres til
et skattefrit parcelhus. Disse foreslås lukket i samme
ombæring.
Alle forslagene har hovedsageligt karakter af
værnsregler, der helt overvejende skal forhindre utilsigtede,
fremtidige provenutab.
Lovforslaget har ikke været sendt i
ekstern høring. Dette sker i forbindelse med
fremsættelsen.
Idet jeg i øvrigt henviser til
bemærkningerne til lovforslaget, skal jeg anbefale
lovforslaget til Folketingets hurtige og velvillige behandling.