Skriftlig fremsættelse (14. december
2005)
Indenrigs- og
sundhedsministeren (Lars Løkke Rasmussen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om autorisation af
sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed
(Lovforslag nr. L 111).
Lovforslagets formål er at styrke
patientsikkerheden og fremme kvaliteten af sundhedsvæsenets
ydelser gennem autorisation af nærmere bestemte grupper af
sundhedspersoner, hvor andres virksomhed på det
pågældende virksomhedsområde kan være
forbundet med særlig fare for patienter.
Formålet med lovforslaget er endvidere
at samle de gældende bestemmelser i de 14 eksisterende
autorisationslove i en fælles autorisationslov og samtidigt
at forenkle, modernisere og regelsanere lovgivningen, samt at
gennemføre nogle få indholdsmæssige
ændringer. Centralstyrelseslovens bestemmelser om fratagelse
og generhvervelse af autorisation optages i lovforslaget, samtidig
med at loven foreslås ophævet.
I forhold til gældende ret indeholder
lovforslaget følgende ændringer:
1) Kosmetisk behandling
I lovforslaget er optaget nye og samlede
regler vedrørende kosmetisk behandling, der bemyndiger
Sundhedsstyrelsen til at bestemme, at nærmere beskrevne
behandlinger, behandlingsmetoder eller behandlingsudstyr til brug
for kosmetisk behandling alene må anvendes af
sundhedspersoner med særlige kvalifikationer, eller på
nærmere beskrevne vilkår.
2) Udvidet adgang til umiddelbart at
foretage virksomhedsindgreb over for en autoriseret
sundhedsperson
Der foreslås en udvidet adgang for
Sundhedsstyrelsen til i påtrængende tilfælde,
hvor der er begrundet mistanke om, at en autoriseret sundhedsperson
er til fare for patientsikkerheden, umiddelbart at indskrænke
virksomhedsområdet, så længe mistanken herom
undersøges.
3) Bortfald af retten til
selvstændig faglig virksomhed, når sundhedspersonen
fylder 75 år
Af hensyn til patientsikkerheden
foreslås som noget nyt, at en autoriseret sundhedsperson, der
fylder 75 år, skal ansøge om at kunne fortsætte
med at udøve selvstændig faglig virksomhed.
Ansøger sundhedspersonen ikke, bortfalder retten til
selvstændig faglig virksomhed.
4) Patientjournaler
Lovforslagets regler om patientjournaler
svarer i det store og hele til de gældende bestemmelser. Dog
fastsættes samtidigt regler, hvorefter overdragelse af
journaler forenkles ved praksisoverdragelse samt ved ophør
af praksis og om opbevaring af journaler i forbindelse hermed.
5) Medhjælp
Der indføres en generel hjemmel for
Sundhedsstyrelsen til at udstede nærmere regler om
sundhedspersoners medhjælp. Hidtil har reglerne om
medhjælp ikke direkte været reguleret, når
bortses fra medhjælp til tandlæger og tandplejere.
6) Lægers turnusuddannelse
For at skabe fleksibilitet i den
lægelige videreuddannelse foreslås det at give mulighed
for generelt at fastsætte længden af turnusuddannelsen
til 12-18 måneder. Efter gældende regler er
længden af turnusuddannelsen fastsat til 18
måneder.
7) Bortfald af central vurdering af
overlæger ("§ 14-vurdering")
Efter § 14 i den gældende
lægelov skal ansættelsesmyndigheden før
beslutning om ansættelse i en overlægestilling
træffes, forelægge sin indstilling om ansættelse
i stillingen for Sundhedsstyrelsen, der inden 10 dage kan afgive en
vejledende, lægefaglig vurdering af ansøgeren.
Kommunalreformen indebærer, at der
etableres 5 fagligt stærke regioner. Det lægges derfor
til grund, at regionerne selv vil være i stand til at
varetage opgaven med fagligt at vurdere de overlæger, der
skal ansættes. På den baggrund er det Indenrigs- og
Sundhedsministeriets opfattelse, at §14 -vurderingen har
mistet sin berettigelse.
8) Selvstændigt virke for
tandlæger og kiropraktorer
Såvel i forbindelse med udøvelse
af tandlæge- som kiropraktorvirksomhed skal der efter
gældende regler gennemføres 1 års praktisk
arbejde hos en praktiserende tandlæge eller kiropraktor,
før de pågældende kan udøve virksomheden
selvstændigt. Det foreslås for de to uddannelser at
indføre €" efter afsluttet 1-årig praktik €"
tilladelse til selvstændigt virke som henholdsvis
tandlæge eller kiropraktor.
9) Sygeplejebureauer
Ifølge sygeplejerskeloven skal
sygeplejebureauer, som anviser sygeplejersker, godkendes af
Sundhedsstyrelsen og stå under dennes tilsyn. Bestemmelsen,
der er historisk begrundet, forbeholder, som noget helt
særligt på arbejdsmarkedet, retten til anvisning af
sygeplejerskevikarer til bestemte personer med sygeplejefaglig
indsigt. Da sygeplejersker allerede er omfattet af den almindelige
arbejdsformidling, og da der ikke er faglig begrundelse for at
opretholde en sådan særlig regulering af vikarbureauer
på området, foreslås bestemmelsen herom
ophævet.
10) Udførelse af
nåleakupunkturbehandling
Behandling med nåleakupunktur, der
hidtil har været forbeholdt læger eller disses
medhjælp, foreslås fremover at kunne foretages uden
lægelig medvirken.
Herudover er der i lovforslaget sket en
række moderniseringer af sproget og udeladelse af
bestemmelser, der har mistet deres betydning, hovedsagelig i
relation til bestemmelser fra lægeloven.
Endelig er der i lovforslaget optaget en
bestemmelse om ændring af lov om klage- og erstatningsadgang
inden for sundhedsvæsenet, der medfører, at alle
klage- og tilsynssager, der afsluttes med en afgørelse efter
den 1. januar 2006, offentliggøres, også de sager, der
er indsendt til klage- eller tilsynsmyndigheden før den 1.
januar 2006.
Loven foreslås at træde i kraft
den 1. januar 2007, ændringen af klage- og erstatningsloven
dog dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslagets bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale
forslaget til Tingets velvillige behandling.