Lovforslaget indeholder en række mindre ændringer, som den tidligere ordfører har redegjort for, hvorfor jeg ikke vil komme nærmere ind på indholdet.
Det første handler om udenlandske statsborgeres adgang til SU. I Socialdemokratiet kan vi støtte den delvise implementering af opholdsdirektivet i forhold til SU-loven, som forslaget er udtryk for, og som betyder, at EU-statsborgere og EØS-statsborgere skal have haft 5 års sammenhængende ophold som en betingelse for at opnå ret til SU.
Det andet forslag, der er i lovforslaget, nemlig at give mulighed for SU til gymnasial supplering, er en udmøntning af gymnasiereformen, som Socialdemokraterne var en del af, hvor der gives mulighed for, at der er tre nye suppleringsmuligheder, som bliver SU-berettigede.
Socialdemokraterne kan støtte, at de tre nye forslag bliver SU-berettigede, men vi vil dog godt pege på, at der i høringssvarene er en række organisationer, Danske Studerendes Fællesråd, FTF, Rektorkollegiet, SU-rådet, AC og GL, som alle peger på et problem, som vitterlig er et problem, nemlig at i gymnasiereformaftalen kunne vi kun nå så langt som til at blive enige om, at de to første år, efter at man havde afsluttet en gymnasial uddannelse, kunne man fortsætte videre på et GS-forløb uden at skulle betale for det. Men der har regeringen valgt via en bekendtgørelsesændring at indføre brugerbetaling - efter de 2 år - på at få en gymnasial suppleringsuddannelse.
I Socialdemokratiet synes vi, det er en fuldstændig forkert måde at animere unge til at tage den nødvendige supplering på, for at man kan starte på en videregående uddannelse. Vi mener, det peger i den helt forkerte retning i forhold til den fælles målsætning, der ellers er om, at langt flere unge skal gå i gang med en videregående uddannelse.
I det høringssvar, som SU-rådet har afgivet, peger SU-rådet på, at det er særdeles uheldigt, såfremt der indføres deltagerbetaling blandt de GSK-kursister, der ikke har bestået adgangsgivende eksamen. Det kan få den konsekvens, at borgere ikke får en videregående uddannelse, alene fordi de ikke er i stand til at betale for de supplerende kurser. Nu er det sådan, at det foreliggende lovforslag ikke giver mulighed for at gå ind i den debat, men vi synes alligevel i Socialdemokratiet, det er vigtigt at påpege, at den ting, som regeringen her har indført, nemlig brugerbetaling på uddannelse, mener vi går i den helt forkerte retning. Det tredje element i lovforslaget er en godkendelse af private erhvervsrettede uddannelser som SU-berettigede, og vi støtter den administrative forenkling, der er, således at SU-styrelsen kan godkende private erhvervsrettede uddannelser
i Danmark som SU-berettigede. Det fjerde element er en forenkling af befordringsrabatordningen, som vi også opfatter som en forenkling, sådan at studerende automatisk får en meddelelse om rabatordninger, hvis de søger om rabat vedrørende befordring, og endelig at der sker nogle moderniseringer omkring elektronisk kommunikation imellem myndighederne i den forbindelse. Det sidste forslag støtter vi også.