Man kan jo høre, at Socialdemokratiet har fundet en ny taktik for, hvordan man bliver større. Det er helt i orden, det skal de ikke klandres for.
Men det her lovforslag skulle jo sådan umiddelbart have været et lille lovforslag, og det er det sådan set også. Det er revisionspligt af udstationeringsdirektivet, man udskyder med 3 år.
Jeg synes jo nok, at man godt kunne have set på, hvordan forholdene er, når man tænker på de bekymringer, der er blevet rejst fra bl.a. rejsearbejdernes side, hvor de vil levere en lang liste over virksomheder, der ikke er overenskomst med, og hvor der ikke er garanti for, at de arbejder under ordnede forhold, selv om det er blevet påstået, at østaftalen sikrer den slags. Så er det sådan lidt mærkeligt, at man kan få en liste med måske - nu har jeg ikke talt dem - 60-70 virksomheder, der arbejder i Danmark uden overenskomst.
I den forbindelse synes jeg nok, at ministeren kunne have set lidt mere alvorligt på de bekymringer, som rejsearbejderne har rejst, men det er jo ikke nemt at gøre noget ved, når der er et så massivt flertal for, at det skal være, som det er. Men vi ser på, hvordan udviklingen fortsætter.