Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg på en måde er ufattelig træt af dette lovforslag. Jeg mener egentlig, at dette lovforslag havde været unødigt, hvis alle ejendomsmæglere havde opført sig ordentligt. Så havde det ikke være nødvendigt med det her.
Jeg var ovre til ejendomsmæglernes årskonference, hvor jeg forklarede, hvor vigtigt det var, at man både fulgte ånd og bogstav i lovgivningen, og der var mange, der klappede, men der var tilsyneladende nogle, der ikke lyttede.
På den anden side er jeg jo glad for at stå her, og så vil jeg gerne sige noget til ministeren, for jeg må egentlig rose ministeren. Da vi så, at det ikke gik godt, så havde Socialdemokraterne nogle ønsker til, at vi skulle lave tingene om, og jeg må jo sige, at ministeren langt hen ad vejen har fulgt de ønsker, og det vil jeg da anerkende.
Jeg vil ligesom Venstres ordfører slå fast, at vi tager det her alvorligt, og et tegn på det er, at vi Socialdemokrater jo virkelig har kæmpet meget for at få slået fast, at hvis folk opførte sig dårligt, så skal vi kunne tage deres erhverv fra dem. Det er en alvorlig ting at tage erhvervet fra en person, men det er også alvor inden for den her branche. Derfor generelt: Ros til forslaget, og jeg er helt sikker på, at vi, når engang vi skal stemme, vil stemme for det.
Men jeg synes, der er nogle ting, vi lige skal bruge lidt tid til at tale med hinanden om i Erhvervsudvalget. Jeg har hørt, at der findes nogle af dem, der sælger huse, som ikke er autoriserede, ikke er registrerede ejendomsmæglere, altså er ulovlige ejendomsmæglere. Jeg forstår ikke, at der er nogen, der tør bruge sådan nogle typer. Hvis de laver nogle ting, der er lige så gale som ejendomsmæglernes, så må vi også tænke over, hvad vi kan gøre ved dem.
Vi ved jo, at der er advokater, som via Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er blevet registreret som ejendomsmæglere, og som egentlig udelukkende er ejendomsmæglere. Jeg vil gerne have, at vi drøfter, om ikke det ville være rimeligt, at disse ejendomsmæglere også skulle i ejendomsmæglernes disciplinærnævn.
Jeg er meget glad for kravet om, at vi skal se på personlige og økonomiske interesser, og jeg tror, at alle ved, at Socialdemokraterne har kæmpet for, at vi skulle forhindre disse ting mellem de finansielle virksomheder og ejendomsmæglerne. Det siger ministeren er imod grundloven, og det tror jeg på. Så det er vi gået fra, og det synes vi er godt, men vi skal nok på en eller anden måde lige have sikret os, hvad minimum er. Skal det opgives, hvis man har ti aktier
i Ringkjøbing Landbobank? Det vil jeg gerne sige at vi er med på. Jeg synes også, vi lige skal se lidt på, hvem det er, der egentlig skal straffes af disciplinærnævnet, hvis der er nogle andre i virksomheden end ejendomsmægleren, der kløjs i det. Så er der jo det med budrunderne. Der troede vi jo, at der ville Forbrugerrådet og ejendomsmæglerne kunne komme frem til noget. Det er de jo ikke kommet. Så der må vi jo nok
i gang med noget lovgivning. Det er jo godt, at vi er så kloge her i Folketinget, så det skal nok også blive godt. Jeg vil til sidst sige til ministeren, at jeg er glad for, at loven træder i kraft her den 1. juli, for det er utrolig vigtigt. Men jeg tror, at der vil blive nogle problemer med ejendomsmæglernes it, for betænkningerne er jo ikke rigtig kommet ud, og jeg er ikke engang helt sikker på, at betænkningen til den sidste lov helt ligger ude på deres bord endnu. Det får nogle konsekvenser. Ikke at loven ikke skal vedtages, men vi skal nok ligesom være opmærksomme på, at der er områder inden for it, der ikke er på plads. Jeg glæder mig til arbejdet i udvalget, og vi skal nok stemme for forslaget med glæde, men vi sørger over, at der er nogle ejendomsmæglere, der har tvunget os til det her. Det er simpelt hen for ringe af dem.