Den næste sag på dagsordenen var:
21) Anden behandling af lovforslag nr. L 1:
Forslag til lov om ændring af tronfølgeloven. (Ligestilling mellem kønnene i arvefølgen - fremsat i henhold til proceduren i grundlovens § 88). Af statsministeren (Anders Fogh Rasmussen). (Fremsat 4/10 2005. Første behandling 31/1 2006. Betænkning 10/5 2006).

Der var stillet 5 ændringsforslag i betænkningen. Uden for betænkningen var der ikke stillet ændringsforslag.

Lovforslaget og ændringsforslagene sattes til forhandling under et.

Forhandling

Da Folketinget for nogle dage siden havde en grundig debat om det fortsatte militære engagement i Irak, blev der udtalt stærk kritik af, at statsministeren ikke var til stede under denne debat, ligesom statsministeren ikke havde været til stede under tidligere debatter i Folketinget om Irak. I dag har Folketinget et lovforslag om ændring af tronfølgeloven til behandling. Statsministeren har selv fremsat forslaget, som endda indebærer en grundlovsrevisionsprocedure, men her er statsministeren heller ikke til stede.
     Det er jo udmærket, at vi kan diskutere med en anden minister, der ikke har fremsat forslaget, men det er altså usædvanligt, at vi her i Folketinget behandler forslag om ændring af grundloven og ændring af tronfølgeloven, og regeringens øverste minister ikke ulejliger sig med at være til stede i Folketingssalen. Det er for mig at se selvfølgelig udtryk for en manglende respekt for Folketinget. Man har jo sit flertal, man har Dansk Folkeparti, så selv at komme til behandlingen af sine egne lovforslag behøver man ikke, og jeg synes, det er utilfredsstillende.
     Der er al mulig grund til under både denne sag og den næstfølgende sag - netop ved denne lejlighed, hvor Folketinget i bred almindelighed er enigt om at ændre tronfølgeloven, så man sikrer en lige arvefølgeadgang for mænd og kvinder til den danske trone og derfor faktisk gør indgreb i grundlovens § 2 og iværksætter en grundlovsprocedure - at diskutere, om det ikke er rigtigt at ændre hele § 2 som foreslået af Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet med tilslutning fra Socialistisk Folkeparti, så formuleringen af grundlovens § 2 virkelig bliver i overensstemmelse med det folkestyre, vi har i Danmark i dag.
     Grundlovens § 2, hvor tronfølgespørgsmålet er omtalt, er den mest ejendommeligt sammenskruede paragraf, man kan forestille sig. Den lyder således:
     »Regeringsformen ...« - altså regeringsformen i Danmark
- »... er indskrænket-monarkisk. Kongemagten nedarves til mænd og kvinder efter de i tronfølgeloven af 27. marts 1953 fastsatte regler.« Det er denne bestemmelse, man nu vil ændre, men man vil bare ændre bestemmelsens indhold uden at ændre ordlyden - en højst ejendommelig fremgangsmåde. Når man i fremtiden læser henvisningen til tronfølgeloven efter vedtagelse af det forslag, vi har til behandling her, er den dato, der er anført, og henvisningen til loven misvisende. De eksperter, vi har haft lejlighed til at drøfte dette spørgsmål med, siger, at det ikke er i overensstemmelse med god praksis ved udformningen af forslag. Det strider mod de krav, vi i øvrigt stiller, og som statsministeren burde være den første til at håndhæve, nemlig kravene til god lovkvalitet. Derudover forsømmer man en god lejlighed til at få en retvisende formulering af den danske grundlov, så befolkningen ikke bare får en korrekt henvisning til den tronfølgelov, man ønsker skal være gældende i landet, men også får det rette signalement af styreformen i Danmark. Jeg synes, det er beklageligt.

     Nu må vi jo tage debatten ved tredje behandling, og jeg håber, at de få af statsministerens kolleger, der er til stede her i Folketinget i dag, vil vise os den godhed at fortælle statsministeren, at det faktisk er udtryk for god parlamentarisk skik at være til stede her i salen, når ens egne forslag er til behandling. Det er udtryk for god parlamentarisk skik, det er udtryk for respekt for folkestyret, og det er så meget desto mere vigtigt, at statsministeren er til stede, når det er en ændring af den lov, der mere end nogen anden er grundlaget for hele det danske folkestyre, nemlig grundloven, der er til behandling.

Jeg synes, det er aldeles fortræffeligt, at hr. Svend Auken lægger vægt på, at debatten om tronfølgeloven og grundloven skal være værdig, og jeg vil minde ham om, at vi den 31. januar havde en meget, meget grundig, lang og værdig debat om netop de dele, hvor statsministeren selvfølgelig var en aktiv deltager. Det kunne jo godt være, der er ting, som forhindrer statsministeren i at være til stede i dag, det har jeg ladet mig fortælle, uden at jeg i øvrigt vil uddybe det.
     Men så vil jeg lige sige om selve indholdet af hr. Svend Aukens kritik, at ændringen af selve tronfølgeloven efter min mening er helt indlysende og enkel. Jeg har aldrig helt forstået kritikken af § 2, hvor der er den fortræffelige formulering, at regeringsformen er indskrænket-monarkisk. Det betyder, som jeg har sagt flere gange, at Danmark er et monarki, og at monarkiet er indskrænket, betyder, at Danmark er et folkestyre. Derfor vil jeg nok sige, at disse morsomheder om, at det skulle være majestætsfornærmelse at tale om indskrænket-monarkisk regeringsform, synes jeg egentlig stempler dem, der kommer med dem, mest.

Man må meget undskylde mig, men jeg synes altså, at statsministeren bør være til stede, når Folketinget behandler spørgsmål vedrørende grundloven og andre vigtige sager.
     Jeg ved godt, at sager angående dansk folkestyre nu er deponeret i hr. Søren Krarups vestelomme, og det er da klart, at her synes han de befinder sig godt. Man kan i sandhed kalde hr. Søren Krarups vestelomme et indskrænket-monarkisk system, men alle vi andre, der gerne vil give vores mening til kende, og som mener, at det er den offentlige og åbne debat i Folketinget, der er det afgørende, savner den ansvarlige minister, som kan tegne regeringen, og som kan forklare Folketinget, hvorfor regeringen ikke på noget tidspunkt under hele denne proces har villet være parat til at diskutere med forslagsstillerne, hvordan problemet kan løses - ikke på noget tidspunkt!

Hr. Søren Krarup for den anden og sidste korte bemærkning.

Jeg takker for komplimenten om, at den danske grundlov er deponeret i min vestelomme. Jeg ved ikke, om hr. Svend Auken kan se, at jeg ikke bærer vest, så jeg har desværre ikke nogen vestelomme at deponere den i.
     Jeg vil blot sige, at jeg naturligvis synes, det er helt
i orden, at regeringen, her altså statsministeren, skal være på banen, når grundloven drøftes. Det synes jeg faktisk også han har været, og jeg synes også, der i grundlovsudvalget har været debatter, som har været lødige og værdige i forhold til det emne, der er behandlet. Jeg sympatiserer fuldstændig med intentionen bag hr. Svend Aukens kritik, for selvfølgelig skal statsministeren være til stede, hvis der er mulighed for det. Men jeg vil dog sige, at det godt kan være, det måske ikke er nogen helt nødvendig kritik.

Nej, den nødvendige kritik er, at det er en sjusket lovbehandling, der her er tale om. De eksperter, vi har haft lejlighed til at drøfte spørgsmålet med, har jo sagt, at forslagets behandling strider mod de krav til lovkvalitet, vi ellers skal efterleve. Man har sagt, at formelt set kan det godt godtages, men at det alligevel er udtryk for sjusk og mangel på hygiejne.

     Det havde vi ikke mulighed for at diskutere ved førstebehandlingen, men nu har vi baggrunden for at gøre det, og det er derfor, jeg endnu en gang fremhæver, at vi nu har en enestående chance for at få løst problemerne omkring § 2, og dem kan man jo kun få belyst, hvis man har diskussionen med den ansvarlige minister.
     Så siger hr. Søren Krarup, at forslaget vedrørende tronfølgeloven, som vi har til behandling her, er et indlysende rigtigt forslag. Hvorfor tog hr. Søren Krarup så afstand fra det, da det oprindelig blev fremsat?

Der er såmænd ingen grund til at hilse statsministeren, for statsministeren har naturligvis fuldstændig samme opfattelse som hr. Svend Auken, hr. Søren Krarup, jeg selv og os alle sammen. Men hr. Svend Auken, som selv har siddet i regering, må vel medgive, at der kan være sager, som er uopsættelige, som en statsminister er nødt til at klare, og som ikke er noget, der kan buses ud om her i Folketinget.
     Vi kunne selvfølgelig udsætte behandlingen af forslaget, men hvad ville det føre til? Hr. Svend Auken ved jo, at jeg som formand for udvalget lagde det sådan til rette, at alle krav fra hr. Svend Auken om, hvad der skulle foretages af høringer og andre ting og stilles af spørgsmål, sørgede formanden og sekretæren for blev udført.
     Så synes jeg, hr. Svend Auken skal være lidt forsigtig med at referere eksperterne. Eksperterne har jo selv udtalt sig til dagspressen, og deraf fremgår det jo, at Folketinget ikke gør noget forkert. Det kan godt være, man synes, at der kunne være andre former, der var kønnere, men Folketinget gør ikke noget som helst forkert.
     Så vil jeg endelig sige, at det ikke ville hjælpe noget, selv om statsministeren var her. Det er partierne, der skal diskutere lovforslagene, det har vi gjort, hr. Svend Auken har fået udført det arbejde, han har bedt om, og nu er der altså et flertal, der indstiller dette lovforslag til vedtagelse.

Når vi behandler lovforslag her i Folketinget, er det ikke kun partierne, der diskuterer dem. Der står i grundlovens § 3: »Den lovgivende magt er hos kongen ...« - det vil sige regeringen - »... og Folketinget i forening.«, og det vil sige, at der ganske rigtigt er en diskussion mellem de politiske partier, men også med den ansvarlige minister, i dette tilfælde statsministeren.
     Det er rigtigt, at den procedure, der her er angivet, ikke er direkte lovstridig, men jeg har ikke hørt nogen sige, at det er udtryk for god lovskik at bevare en § 2, der henviser til en lov, som nu sættes ud af kraft, og derfor ville det da være rimeligt at få lejlighed til at diskutere det med statsministeren. Det kan da godt være, at der er uopsætlige forretninger, hvad ved jeg om det? Men regeringen har jo en betydelig indflydelse på tilrettelæggelsen af Folketingets arbejde, som jeg tror fru Rønn Hornbech også ved, og grundloven og tronfølgeloven er jo ikke ligegyldige love. Er det så ikke udtryk for mangel på rettidig omhu ikke at være til stede, når en så vigtig sag bliver diskuteret i Folketinget?

Jeg har på statsministerens vegne beklaget, at statsministeren ikke kan være til stede, og det er så det.
     Men nu hænges hele hr. Svend Aukens argumentation op på, at hvis statsministeren havde været her, ville vi have fået en helt ny diskussion om noget, som vi slet ikke har haft lejlighed til at diskutere. Jeg er altså nødt til at sige, at hr. Svend Auken ikke har rejst noget som helst nyt i dag, og han har haft tid til og er blevet opfordret til at stille spørgsmål under hele udvalgsarbejdet. Det har hr. Svend Auken ladet formand og sekretær gøre, og det er i lige så høj grad justitsministeren som statsministeren, der har svaret. Der foreligger skriftlige svar på alle de spørgsmål, hr. Svend Auken rejser i dag, så der er intet nyt i det, hr. Svend Auken siger. Alt det, han kommer frem med nu, er besvaret, og svarene ligger i sagen og kan læses.

Jeg er ked af at sige noget kritisk til fru Rønn Hornbech, men det, hun siger om, hvor ligegyldig behandlingen i Folketinget er, er jo nærmest fornærmende. Vi har stillet spørgsmål, og vi har fået dem besvaret, men derfor er det da ikke ligegyldigt at diskutere besvarelserne her i Folketingssalen og diskutere med den ansvarlige minister.

     Fru Rønn Hornbech ved udmærket godt, at de svar har givet os anledning til at forstærke vores kritik af den fremgangsmåde, der er valgt ved behandlingen af dette lovforslag. Det kan godt være, at det ikke fører til noget resultat, men er det ikke en del af folkestyret, at man overholder spillereglerne og de formelle regler?
     Fru Birthe Rønn Hornbeck er ikke statsminister i Danmark. Det kan godt være, hun selv føler, at hun er det, det kan også være, hun føler, at hun burde være det, og indimellem har jeg ligefrem sympati for tanken om, at hun skulle være det. Men hun er det ikke, og derfor burde hun være den første til at støtte det synspunkt, at når man diskuterer en så vigtig sag, og det drejer sig om så afgørende principper, bør man selvfølgelig lægge sin arbejdsdag sådan til rette, at man har mulighed for at være med ved Folketingets behandling af sagen.

Jeg går ud fra, at før hr. Svend Auken pustede sig op i hellig forargelse over statsministeren, havde han undersøgt, hvad grunden er til, at statsministeren ikke er her.
     Men for i stedet at tale om substansen: Hvorfor ikke sige tingene rent ud? Hr. Svend Auken vil gerne have en helt ny grundlov, som er plastret til med positive sociale rettigheder, og hvor stat og kirke er skilt ad. Men hr. Svend Auken ved godt, at der er ikke nogen mulighed for at få den.
     Under kronprinsesse Marys graviditet opstod der stor spænding: Bliver det nu en dreng eller en pige? Nu var muligheden der for at få åbnet grundloven og lige få listet en dirk ind. Men den mulighed blev jo altså forpurret, for dels blev det jo en dreng, dels fandt statsministeren med eksperters tilsagn ud af, at man glimrende kunne ændre tronfølgeloven uden at ændre grundloven. Det er hr. Svend Auken utrolig ærgerlig over, og det kan jeg da godt forstå.

Som den næste sag på dagsordenen behandler vi det forslag til ny affattelse af § 2, som Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet har fremsat, og det er ikke plastret til med alle mulige sociale bestemmelser osv. Det lyder i al sin enkelthed:
     »Danmark er en selvstændig stat, hvis styreform bygger på folkestyre og retssikkerhed. Danmark er et monarki, kvinder og mænd har lige arveret til tronen.«
     Det er det forslag, hr. Jesper Langballe senere vil stemme ned.
     Danmark er en selvstændig stat, hvis styreform bygger på folkestyre og retssikkerhed. Det er det, man ikke vil acceptere, og det er det, man nu kalder misbrug af kronprinsessens graviditet og nedkomst. Nej, det er en chance for, når man alligevel sætter en hel grundlovsrevisionsprocedure i gang, at få en retvisende beskrivelse af forholdene i § 2, så alt det, hr. Jesper Langballe har stået her på Folketingets talerstol og sagt, er helt forkert. Det var faktisk ikke muligt at finde ét eneste relevant eller sandt ord i det, han sagde.

Jamen lad mig da medgive, at i det korte historiske rids, jeg forsøgte at give inden for tidsrammerne for en kort bemærkning, var der en mellemregning, jeg glemte, nemlig at da hr. Svend Auken og hr. Niels Helveg Petersen, som jo har præcis de samme intentioner, blev revet i næsen, at forslaget var et påskud for at åbne grundloven, så man virkelig kunne tage fat på den, lød svaret: Nej, sådan nogen grimme hensigter har vi overhovedet ikke, for i virkeligheden er det kun § 2, vi vil have ændret. Det blev det så til, og derfor blev det næste forslag fremsat.
     Men alle her i dette land ved jo, hvad den oprindelige intention var. At man så tvinges til et tilbagetog, fordi intentionen alligevel blev for tyk, er så en anden sag.

Hr. Langballe og hr. Krarup har slået sig op på at sige, at de foragter andre religioner, fordi de er lovreligioner. Må jeg tillade mig at sige, at hr. Langballes og hr. Krarups opfattelse er en grundlovsreligion, for man har nemlig gjort grundloven af 1953 til en hellig tekst, som menneskehånd ikke må røre, og som man ikke kan ændre uden at forråde alt, hvad der er sandt i danskheden.

     Hr. Niels Helveg Petersen, hr. Aage Frandsen, hr. Ole Sohn, jeg selv og mange andre har længe ønsket en større revision af grundloven og har indbudt andre partier til en dialog herom her i Folketinget, men det er ikke det, sagen drejer sig om i dag. Den drejer sig om ændring af tronfølgeloven og dermed ændring af grundlovens § 2, og så er spørgsmålet: Skal § 2 give et sandt billede eller et forløjet billede af virkeligheden? Skal vi have en retvisende tekst, eller skal vi have en misvisende tekst?
     Jeg forstår udmærket godt, at man kan sidde med et flertal og sige: Vi kan gøre hvad som helst, vi kan lave misvisende lovgivning, og vi kan vedtage noget, der slet ikke har forbindelse med virkeligheden, for det har vi magt til. I det system, som vi lever i med VKO-flertallet og intet ønske om dialog, er magt lig med ret.

Tak. Så går vi videre i ordførerrækken, og den næste er hr. Søren Krarup.

Det er jo typisk for hr. Svend Aukens kvasiforhold til det teologiske, at han anklager mig, hr. Jesper Langballe og Dansk Folkeparti for at dyrke lovreligiøsitet i forbindelse med grundloven.
     Forholdet er, at grundloven er en fortræffelig lov. Den blev, som hr. Svend Auken måske ved, revideret i 1866, i 1915 og i 1953, men grundloven er en lykke for landet, for da den blev givet i 1848-1849, stod landet på revolutionens rand, men man sørgede netop for, at der ikke blev revolution, fordi der blev skabt en sammenhæng mellem fortid og fremtid. Det er det, der kom til udtryk i den grundlov, der har vist sig så stabil, at den har kunnet overleve i 150 år.
     Det hænger selvfølgelig sammen med, at den ikke blev til
i en lovreligiøsitet, men i en sammenhæng, som til syvende og sidst var bestemt af kristendommens understregning af, at loven er til for menneskelivets, dvs. for folkets skyld. Derfor fik man altså en grundlov, som vi siden har kunnet være utrolig glade for, og som vi selvfølgelig ikke skal fare til at ændre, fordi der dukker en ny ideologisk mode op, som der jo netop gør i hr. Svend Aukens regi. Når jeg forsvarer grundloven, er det, fordi jeg ser den truet af en ideologi, der netop er plastret til med rettigheder, som er uden noget som helst forhold til den historisk givne folkelige virkelighed, der er vores - den danske folkelige virkelighed. Det er klart, at det først og fremmest betyder, at alverdens menneskerettigheder skal føres ind i grundloven. Hr. Svend Auken nævner, at det er kun § 2, han taler om, og han taler også om folkestyre og retssamfund osv. Jeg må altså sige, som jeg har sagt tidligere, at § 2 er fortræffelig. Regeringsformen er indskrænket-monarkisk, og det betyder, at vi er et kongedømme, hvor kongedømmets magt er indskrænket af lovgivningen. Det betyder igen, at Danmark er et folkestyre - enhver kan forstå det, hvis man vil - og samtidig betyder det, at Danmark dermed er bundet af en sammenhæng, der netop fastholder traditionen. Det er det, der sker med grundlovens § 4, hvor forholdet mellem stat og kirke er fastlagt, og det er klart, at det er den forbindelse, der kommer til udtryk i § 4, som Socialdemokratiet og nu altså desværre også Det Radikale Venstre forsøger at ophæve. Sagen er jo, at det ikke kun er et forslag fra hr. Svend Auken og hr. Niels Helveg Petersen om at ændre § 2. Der er fra begges side et ønske om nedsættelse af en forfatningskommission, og konsekvensen skulle være en adskillelse af kirke og stat, dvs. et angreb på selve grundlovens fundament. Over for dette, lad mig bare sige lovreligiøse angreb, som hr. Svend Auken med menneskerettighederne i baglommen vil foretage, siger vi et ganske klart nej. Det er klart, at grundloven ikke er evig og hellig, og den tid kommer, hvor der er grund til at ændre den. Men den skal knageme ændres på grundlag af en kritik, der er i overensstemmelse med dens egen intention og med den tradition, vi lever på her i landet, og ikke ud fra en eller anden billig ideologisk opskrift, der som alt andet billigt i disse år dyrker menneskerettighederne. Derfor forsvarer vi grundloven, derfor stemmer vi nej til hr. Svend Aukens forsøg på at ændre den ved at bryde § 4 i stykker, og derfor lykkes det heldigvis ikke hr. Svend Auken og hans forbundsfæller at gennemføre den ændring, de forsøger at skabe.

Jeg lover, at jeg aldrig mere vil forsøge at sige noget vittigt til hr. Søren Krarup. Dette at have medfødt humoristisk sans er ikke et universelt gode, så det skal jeg ikke trække veksler på over for hr. Søren Krarup.
     Jeg vil bare gøre opmærksom på, at det kun er § 2, vi foreslår at ændre, og det er det, han skal tage stilling til. Spørgsmålet er, om han er imod en formulering, som siger, at Danmark er selvstændig stat, hvis styreform hviler på folkestyre og retsstat. Er han imod det? Er han imod, at § 2 bliver ændret i forbindelse med tronfølgelovens ændring, som vi er enige om? Er han imod det, eller er han ikke imod det?
     Diskussionen om § 4 og alle de andre spørgsmål, hvor hans referat af vores opfattelse i øvrigt er forkert, må vi tage i forbindelse med en generel grundlovsdebat.
     Når jeg modsat hr. Søren Krarup har talt om grundlovsreligiøsitet, er det, fordi teksten, der oprindelig var en oversættelse af den belgiske grundlov af 1830, tilsyneladende blev forfattet i huj og hast af Monrad under krigslignende tilstande. Den har hr. Krarup forvandlet fra at være et menneskeligt produkt til et guddommeligt værk, som vi andre uden for flertallet end ikke kan diskutere uden at forbryde os mod de højeste værdier.

Ja, det er farligt at skulle konkurrere med hr. Svend Auken i vid, især når han har en række klakører, som kan tiljuble ham, når han er så vittig, for det er han jo virkelig; det husker jeg også fra tidligere. Hr. Svend Auken har altid været en vittig hund, som man har måttet more sig meget over, men det ophæver desværre ikke det, som er selve kernen, nemlig at hans forslag om at ændre § 2 er og bliver et forsøg på at begynde den opbrydning af grundloven, som er venstrefløjens hensigt. Og hvorfor er det nu det? Det er naturligvis, fordi den nuværende grundlov, især dens § 4, er en forhindring for alle disse rettighedsdyrkende forslag, man kommer med.
     Man kan sige, at grundlovens § 4 fastholder den historiske forudsætning for det danske folk. Det er det, der kommer til udtryk i den nuværende grundlov, der ikke er hellig og ikke er guddommelig, selv om hr. Svend Auken vil hævde, at vi tror det. Den er et rammende udtryk for den virkelighed, der skal herske her i landet, og forsøget på at bryde det op er jo netop det, som både ligger i § 2-forslaget og i det videregående forslag om en grundlovskommission.

Hr. Søren Krarup taler om en vittig hund, som man kan more sig over. Nej, i den danske forståelse af morskab ligger begrebet morer sig med og ikke morer sig over. Man morer sig med nogen, men jeg ved godt, at for hr. Søren Krarup er det meget, meget vanskeligt at leve sig ind i denne lette danske tankegang.
     Men jeg må fastholde, at forslaget kun handler om § 2. Jeg er selv fyldt 60, så jeg ved, det kan være svært at holde styr på tallene, men det er ikke § 4, men § 2, vi taler om, og det, hr. Søren Krarup mener er så forfærdeligt, er, at vi skriver, at Danmark er en selvstændig stat, hvis styreform hviler på folkestyre og retssikkerhed. Kan det være mere farligt?

Jamen jeg under da hr. Svend Auken det bifald, han modtager fra sine partifæller. Jeg mener også, han er meget morsom, og jeg synes i øvrigt, at jeg føler trang til både at more mig med og more mig over hr. Svend Auken. Hr. Svend Auken er over 60, så jeg indrømmer, at det kan være svært at holde styr på tingene.
     Det, jeg sagde, var, at hans kritik af grundlovens § 2 er nærmere udformet i det forslag om en grundlovskommission, der bevidst sigter efter grundlovens § 4.

Det vil sige, at hans forslag til ændring af § 2 er og bliver begyndelsen til den ændring af grundloven, der skal ophæve §
4. Det vil han selvfølgelig bestride, for det ser åh så inderlig uskyldigt ud, når man kun taler om folkestyre og retssamfund osv., men det er og bliver begyndelsen til det opbrud af vores nuværende grundlov, der fungerer så fortræffeligt, som hr. Svend Auken og hele venstrefløjen ønsker. Vi er nogle stykker, der altså ikke deler denne trang til at fylde grundloven med menneskerettigheder, men ønsker at fastholde den på det grundlag, der bl.a. indbefatter § 4. Det ved jeg ikke om hr. Svend Auken opfattede.

Den fg. formand ():
Jeg skal her afbryde forhandlingen og udsætte mødet. Det genoptages i dag kl. 13.00. Jeg skal gøre opmærksom på, at der vil komme afstemning efter frokostpausen.

Mødet udsat kl. 12.01

Mødet genoptaget kl. 13.00