B 90 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning
om en videregående teologisk uddannelse i islam, der bl.a.
kan danne akademisk grundlag for varetagelse af religiøs
embedsvirksomhed i muslimske trossamfund.
Fremsat den 14. marts 2006 af
Karen J. Klint (S), Hüseyin Arac (S), John
Dyrby (S), Pia Gjellerup (S), Henrik Sass Larsen (S) og
Rasmus Prehn (S).
Forslag til folketingsbeslutning
om en
videregående teologisk uddannelse i islam, der bl.a. kan
danne akademisk grundlag for varetagelse af religiøs
embedsvirksomhed i muslimske trossamfund
Folketinget pålægger regeringen i
løbet af 2006 at komme med forslag til oprettelse af en
særlig videregående teologisk uddannelse i islam med
henblik på at skabe et akademisk grundlag for varetagelse af
særlige religiøse embeder i muslimske trossamfund.
Uddannelsen skal endvidere gøre det muligt for herboende
muslimer at få en uddannelse i islam, der både lever op
til de unges forventninger om at tilegne sig og fortolke den
teologiske viden om islam og giver dem bedre mulighed for at leve
et religiøst orienteret liv uden at komme i modstrid med et
sekulariseret samfunds øvrige forhold. Målet er, at
uddannelsen skal være så teologisk velfunderet, at
imamer og andre islamiske religiøse ledere kan rekrutteres
herfra.
Findes der ikke tilstrækkeligt grundlag for
at oprette en uddannelse i Danmark, pålægges regeringen
i stedet at optage et samarbejde med andre
nordiske/europæiske lande om at oprette en fælles
uddannelse.
Bemærkninger til forslaget
Beslutningsforslaget er en stort set
uændret genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 41
fra folketingsåret 2004-05, 2. samling (se Folketingstidende
2004-05, 2. samling, forhandlingerne side 2499 og tillæg A
side 5851 og 5853). B 41 var en stort set uændret
genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 122 fra
folketingsåret 2004-05, 1. samling (se Folketingstidende
2004-05, 1. samling, tillæg A side 4827 og 4829).
Forslaget følger endvidere den linje, som
blev lagt i beslutningsforslag nr. B 37 fra folketingsåret
2004-05, 2. samling, forslag til folketingsbeslutning om et
særligt introduktionsprogram for udlændinge med
religiøs embedsvirksomhed. Også dette forslag ventes
genfremsat.
Forslaget skal ses i forlængelse af
Socialdemokratiets integrationsudspil »Ret og pligt til
aktivt medborgerskab« (2003), hvor et af omdrejningspunkterne
er den kultur- og værdimæssige opsplitning af det
danske samfund. Heri slår Socialdemokratiet fast, at
Socialdemokratiet ønsker en vellykket integration for alle,
der har lovligt ærinde og ophold i Danmark, ved at give dem
et tilbud om at blive aktive medborgere i det danske samfund
på det eksisterende demokratiske grundlag. Socialdemokratiet
ønsker ikke at assimilere herboende muslimer med anden
kulturel baggrund end dansk kultur, men demokrati, frihed og lighed
er grundlæggende værdier i det danske samfund, som skal
respekteres. Derfor er det vigtigt, at de islamiske forkyndere
formår at tolke islam ind i en vestlig kontekst, hvor netop
disse værdier er gældende. En videregående dansk
(nordisk/europæisk) teologisk uddannelse som akademisk
grundlag for islamiske forkyndere vil gøre det muligt for de
religiøse forkyndere at formidle islam som en sekulariseret
religion og styrke integrationen. Forkynderne kan dermed bedre
hjælpe unge muslimske indvandrere til en tilværelse,
hvor religion og samfundsliv harmonerer.
Samtidig ønsker Socialdemokratiet, at
religiøse forkyndere i højere grad rekrutteres i
Danmark og fungerer som formidlere af deres religion i en dansk
kontekst og medvirker til integrationen. Det kræver, at
uddannelsen finder sted i Danmark (Norden/Europa) og tager
udgangspunkt i en dansk (nordisk/europæisk) akademisk
tradition.
Socialdemokraterne har således i flere
år været optaget af at imødegå en
opsplitning af det danske samfund. Problemet er imidlertid blevet
aktualiseret af den krise, som er opstået, efter at
Jyllands-Posten bragte karikaturtegninger af profeten Muhammed. Vi
har fået bekræftet, at mindre grupper af etniske
minoriteter bibeholder eller oven i købet styrker et
værdisæt, som ikke er i overensstemmelse med vestlige,
demokratiske værdier. Disse grupper har søgt
fællesskab i deres religion €" et fællesskab, hvor
enkelte islamiske forkyndere har bidraget til den kulturelle
opsplitning af Danmark. Socialdemokratiet ønsker ikke, at
grupper, som ikke respekterer demokratiske værdier, skal have
frit spil. For at støtte de kræfter, der vil
integration, er Socialdemokratiet overbevist om at der skal gives
nye uddannelsesmæssige muligheder for at tilegne sig en
teologisk viden om islam.
Ifølge de islamiske religiøse
forkyndere, der virker i dag, er der store forskelle både
på deres uddannelse og på deres rolle som forkyndere.
Nogle har en ret begrænset uddannelse og funktion, hvor deres
primære rolle som forkyndere er at lede fredagsbønnen.
Disse indgår sjældent i en dybere rådgivning af
de enkelte familier, men de medvirker naturligvis ved det, der sker
under hele handlingen om fredagen. Andre har uddannelser fra andre
lande og har et dybere indblik i selve forkyndelsen af islam og
dens betydning for de enkelte personer. Kun få har en
universitetsuddannelse i islam, og der findes i dagens Danmark ikke
nogen videregående teologisk uddannelse i islam. Det er
Socialdemokratiets holdning, at en uddannelse, der tager
afsæt i dansk (nordisk/europæisk) akademisk tradition,
vil gøre det lettere for islamiske trossamfund at rekruttere
teologisk velkvalificerede imamer, som har kendskab til det danske
samfund.
Samtidig har krisen, der fulgte efter
offentliggørelsen af karikaturtegningerne af profeten
Muhammed, fået mange moderate, demokratiske muslimer til at
organisere sig og deltage i den offentlige debat.
Socialdemokraterne ønsker at give de demokratiske muslimer
fuld opbakning. En kritisk, teologisk uddannelse i islam efter
dansk (nordisk/europæisk) forskningstradition kan
således være »en ny chance til alle«
demokratiske muslimer, som vil beskæftige sig med deres
religion på et højt fagligt niveau, uanset om de
ønsker en fremtid i kulturlivet, som forskere eller som
forkyndere.
En teologisk uddannelse i islam henvender sig
således både til imamer, som har en rådgivende og
forkyndende rolle og en større menighed, og til muslimer og
ikkemuslimer, som ønsker at forske i islam på vestlige
præmisser. For andre grupper kan det omtalte
introduktionsprogram eller nye uddannelser på et mere
grundlæggende niveau komme på tale.
Forslaget skal også ses i relation til
»Regeringens vision og strategier for bedre
integration«, juni 2003, hvoraf det fremgår:
»Initiativ 56: Regeringen vil opfordre
trossamfundene i Danmark til at drøfte med de relevante
universiteter, om det danske samfund i højere grad selv
bør søge at imødekomme efterspørgslen
efter kvalificerede præster i de større trossamfund
her i landet. Formålet kunne blandt andet være at
undgå, at menigheder vejledes af ukvalificerede præster
eller præster med ringe kendskab til det danske
samfund.«
Forslagsstillerne vil i den sammenhæng
gerne henvise til spørgsmål nr. S 1256 fra
folketingsåret 2004-05, 1. samling, hvor Karen J. Klint (S)
spørger: »Vil ministeren oplyse, hvorledes man i andre
europæiske lande tilrettelægger teologiske uddannelser
for forkyndere af statsanerkendte og statsgodkendte religioner med
undtagelse af den i landene dominerende religion?«. Hertil
svarer ministeren for flygtninge, indvandrere og integration:
»Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling har
oplyst, at der ved Københavns Universitet vil blive
gennemført en undersøgelse af, hvordan der i
EU-landene undervises i islamisk teologi, og hvilke erfaringer der
er hermed. Undersøgelsen vil efter oplysninger fra
Københavns Universitet finde sted i januar og februar 2005 i
forbindelse med universitetets tværfaglige
satsningsområde »Religion i det 21.
århundrede« og forventes offentliggjort snarest
derefter.« Den omtalte rapport, »Imamuddannelse i
Europa €" udfordringer og perspektiver«, udkom i april
2005, og rapport nummer to i »Udredningen vedrørende
imamuddannelse i Europa« er på vej. Desuden afholdt
Københavns Universitet i november 2005 et seminar på
baggrunden af udredningsarbejdet. Socialdemokraterne mener
således, at regeringen har et godt og veloplyst grundlag for
at etablere en teologisk uddannelse i islam.
På baggrund af initiativ 56, positive
tilkendegivelser i medierne fra nuværende kirkeminister og
forhenværende integrationsminister Bertel Haarder, den
aktuelle krise efter offentliggørelsen af karikaturer af
profeten Muhammed og det redegørelsesarbejde,
Københavns Universitet har foretaget, forventer
Socialdemokraterne, at regeringen vil støtte og medvirke til
at anvise finansiering af forslaget.
Skriftlig fremsættelse
Karen J. Klint (S):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om en
videregående teologisk uddannelse i islam, der bl.a. kan
danne akademisk grundlag for varetagelse af religiøs
embedsvirksomhed i muslimske trossamfund.
(Beslutningsforslag nr. B 90).
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.