B 88 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning
om vederlagsfri tandpleje og tandbehandling.
Fremsat den 14. marts 2006 af
Majbrit Berlau (EL),
Jørgen Arbo‑Bæhr (EL),
Line Barfod (EL) og Frank Aaen (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om vederlagsfri tandpleje og tandbehandling
Folketinget pålægger regeringen inden
udgangen af 2006:
1) at fremsætte lovforslag, der sikrer
ældre, der er fyldt 65 år, førtidspensionister,
efterlønsmodtagere og kontanthjælpsmodtagere ret til
to årlige vederlagsfrie tandeftersyn samt vederlagsfri
tandpleje og tandbehandling,
2) at fremsætte lovforslag, der sikrer alle
borgere vederlagsfri paradentosebehandling, herunder vederlagsfri
behandling til forebyggelse af paradentose,
3) at fremlægge en model for, hvordan alle
borgere kan sikres ret til vederlagsfrit forebyggende tandeftersyn
samt vederlagsfri tandpleje og tandbehandling over en 5-årig
henholdsvis 10-årig periode.
Bemærkninger til forslaget
Beslutningsforslaget består af tre
forslag:
1. Regeringen skal pålægges at
fremsætte lovforslag, der sikrer ældre, der er fyldt 65
år, førtidspensionister, efterlønsmodtagere og
kontanthjælpsmodtagere ret til to årlige vederlagsfrie
tandeftersyn samt vederlagsfri tandpleje og tandbehandling.
2. Regeringen skal pålægges at
fremsætte lovforslag, der sikrer alle borgere vederlagsfri
paradentosebehandling, herunder vederlagsfri behandling til
forebyggelse af paradentose.
3. Regeringen skal pålægges at
fremlægge en model for, hvordan alle borgere kan sikres ret
til vederlagsfrit forebyggende tandeftersyn samt vederlagsfri
tandpleje og tandbehandling over en 5-årig henholdsvis
10-årig periode.
Alle tre initiativer skal iværksættes
inden udgangen af 2006.
Enhedslistens mere langsigtede
målsætning er, at alle borgere sikres ret til
vederlagsfri forebyggende tandpleje og vederlagsfri tandbehandling,
jf. beslutningsforslagets punkt 3.
Enhedslisten er imidlertid af den opfattelse, at
der er områder, hvor det er påkrævet med
indførelse af vederlagsfri tandbehandling m.v. meget
hurtigt, jf. beslutningsforslagets punkt 1 og 2.
Nedenfor gennemgås de tre foreslåede
initiativer og baggrunden herfor.
Bemærkninger til forslagets
enkelte bestemmelser
Ad 1: vederlagsfri tandpleje og
tandbehandling til visse befolkningsgrupper
Enhedslisten har som mål at etablere gratis
tandpleje og gratis tandbehandling til alle borgere i Danmark.
Enhedslisten finder det paradoksalt, at sygdom i munden anses som
et privat problem, medens sygdom på f.eks. læberne
anses som et samfundsproblem. Hvorfor skal man betale for at kunne
tygge sin mad, for at være fri for tandsmerter og for at
være fri for psykiske gener på grund af grimme
tænder, når det er gratis at få sat et
brækket ben sammen?
Ifølge Enhedslisten burde alle borgere
have ret til vederlagsfri behandling af deres tandsæt, ganske
som alle borgere har ret til vederlagsfri behandling, når det
drejer sig om legemsdele uden for mundhulen.
Enhedslisten finder ikke, at der er nogen
sundhedsmæssig, social eller samfundsøkonomisk
begrundelse for at bevare den forskelsbehandling, der ligger i, at
tandpleje og mundhulesygdomme anses for et privat anliggende for
voksne €" tværtimod.
Enhedslisten lægger megen vægt
på den forebyggende og sundhedsfremmende indsats, og en
forebyggende og vederlagsfri tandpleje er vigtig og effektiv med
hensyn til at forbedre den samlede tandsundhed. Dertil kommer, at
en forebyggende indsats ikke blot vil være til gavn og
glæde for den enkelte borger, men også for samfundet
som helhed.
Erfaringerne fra de områder, hvor der er
eller har været vederlagsfri tandpleje viser også, hvor
markant en forskel en sådan forebyggende og sundhedsfremmende
indsats gør.
Enhedslisten skal navnlig fremhæve den
kommunale tandpleje for børn og unge, hvor tandsundheden er
forbedret væsentligt som følge af den systematiske
forebyggende og sundhedsfremmende indsats, jf. bl.a. artiklen
»Forebyggelses- og sundhedsarbejdet i den kommunale tandpleje
i Danmark« af Poul Erik Petersen og Ana Maria Torres,
Tandlægernes Nye Tidsskrift, 1995, nr. 3, side 76-84.
Også forsøgsordningerne med kommunal
tandpleje for pensionister og kontanthjælpsmodtagere i
Ballerup Kommune og Herlev Kommune er værd at fremhæve,
når man taler om betydningen af vederlagsfri forebyggende
tandpleje og tandbehandling. Disse forsøgsordninger har
vist, at store grupper af kontanthjælpsmodtagere og
pensionister alene af økonomiske grunde har haft et
efterslæb i tandpleje i forhold til andre samfundsgrupper, og
at mange på den baggrund har været udsat for
»radikal« tandbehandling i form af
tandudtrækninger, jf. bl.a. artiklen »Effektevaluering
af forsøgsordning med kommunal tandpleje for pensionister og
kontanthjælpsmodtagere« af Poul Erik Petersen og Per
Antoft, Tandlægernes Nye Tidsskrift, 2000, nr. 6, side
4-12.
Erfaringerne fra de to forsøgsordninger
har endvidere vist, at der er behov for en umiddelbar hjælp
til og indsats for de befolkningsgrupper, der er omfattet af
beslutningsforslagets punkt 1, navnlig når man som
Enhedslisten er af den opfattelse, at det er en ret for alle
borgere at kunne bevare eget tandsæt.
Beslutningsforslagets punkt 1 indebærer, at
de omhandlede befolkningsgrupper skal tilbydes to årlige
vederlagsfrie tandeftersyn og vederlagsfri tandpleje og
tandbehandling, der er nødvendig af hensyn til
tandsundheden.
Evalueringen af Herlevforsøget viste
bl.a., at forsøget havde været med til at bedre
situationen for begge målgrupper. Bl.a. var der øget
deltagelse i tandpleje, og mundsundheden var forbedret målt
ved færre ubehandlede huller, færre
tandkødssygdomme og en bedre protesestatus. Også egen
omsorg for tand- og mundsundheden var blevet forbedret. Begge
målgrupper havde bl.a. fået større tiltro til,
at tænder kan bevares, ligesom der var en positiv udvikling i
erkendelsen af symptomer på tandkødssygdomme og viden
om personlig tandpleje. Der henvises til rapporten
»Effektevaluering af forsøgsordning med kommunal
tandpleje for pensionister og kontanthjælpsmodtagere i Herlev
Kommune«, Tandlægeskolen, Poul Erik Petersen, 1999.
Lignende resultater viste evalueringen af
Ballerupforsøget, jf. artiklen »Tandpleje og
tandstatus hos ældre i Ballerup« af Poul Erik Petersen
og Bjarne Nørtorv, Tandlægernes Nye Tidsskrift, 1999,
nr. 12.
Ad 2: vederlagsfri
paradentosebehandling, herunder vederlagsfri behandling til
forebyggelse af paradentose.
Paradentose plager hver fjerde dansker og er
dermed at anse for en folkesygdom. På den baggrund bør
paradentose helt på linje med andre folkesygdomme betragtes
og behandles som et samfundsanliggende. Det betyder, at alle
borgere skal have ret til vederlagsfri behandling til forebyggelse
af paradentose og vederlagsfri egentlig paradentosebehandling som
bl.a. kirurgiske indgreb. Under det vederlagsfrie forebyggende
arbejde henhører også løbende behandling af
tandsten og bakteriebelægninger.
Ad 3: regeringens
fremlæggelse af to modeller for, hvordan alle borgere kan
sikres vederlagsfri forebyggende tandpleje og vederlagsfri
tandbehandling.
Siden den obligatoriske skoletandplejes
indførelse i 1972 er tandsundheden i Danmark blevet
forbedret. Forsøgsordningerne med kommunal tandpleje for
pensionister og kontanthjælpsmodtagere i Ballerup og Herlev
peger i samme retning.
Enhedslisten foreslår derfor, at regeringen
formulerer et udspil, som tilkendegiver, hvordan man over en
5-årig henholdsvis 10-årig periode sikrer vederlagsfri
forebyggende tandpleje og vederlagsfri tandbehandling til alle
borgere med udgangspunkt i de indhøstede erfaringer fra
Herlev og Ballerup.
De nye storkommuner får efter
kommunalreformen til opgave at varetage den forebyggende
sundhedspleje. Herunder hører tandpleje som et oplagt emne.
I tilknytning til de kommende kommunale sundhedscentre kan der med
udgangspunkt i skoletandplejen udvikles en forebyggende offentlig
tandplejeindsats, der år for år inddrager stadig flere
årgange af befolkningen under denne tjeneste.
En blandt flere metoder til igangsættelse
af en sådan plan for samfundets overtagelse af
tandlægeregningen kan bl.a. ske gennem kommunale
forsøg på linje med forsøgsordningerne i
Ballerup og Herlev, men vel at mærke ved at inddrage hele
befolkninger heri.
Såvel forsøgsvirksomheden som selve
planens iværksættelse forudsætter
statsfinansiering.
Skriftlig fremsættelse
Majbrit Berlau (EL):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
vederlagsfri tandpleje og tandbehandling.
(Beslutningsforslag nr. B 88).
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.