B 64 Forslag til folketingsbeslutning om udvidelse af det danske bidrag til den internationale sikkerhedsstyrke ISAF i Afghanistan.

Af: Udenrigsminister Per Stig Møller (KF)
Udvalg: Forsvarsudvalget
Samling: 2005-06
Status: 2. beh/Vedtaget

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 12-01-2006

Fremsættelse: 12-01-2006

Fremsættelsestale af beslutningsforslag

20051_b64_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (12. januar 2006)

 

 

Udenrigsministeren (Per Stig Møller):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om udvidelse af det danske bidrag til den internationale sikkerhedsstyrke ISAF i Afghanistan.

(Beslutningsforslag nr. B 64).

Folketinget meddeler sit samtykke til, at det danske bidrag til den internationale sikkerhedsstyrke i Afghanistan udvides med et bidrag til det sydlige Afghanistan i 2006.

FNs Sikkerhedsråd bemyndigede efter anmodning fra den daværende afghanske overgangsregering ved resolution 1386 af 20. december 2001 og resolution 1510 af 13. oktober 2003 oprettelsen af en international sikkerhedsstyrke (ISAF) til at bistå den afghanske overgangsregering med opretholdelse af sikkerheden i Kabul og andre områder af Afghanistan. Den internationale sikkerhedsstyrkes mandat blev forlænget frem til d. 13. oktober 2006 ved resolution 1623 af 13. september 2005.

NATO overtog d. 11. august 2003 ansvaret for ISAF missionen og har i forlængelse heraf udarbejdet en operationsplan, der i revideret form blev vedtaget d. 8. december 2005. Planen bygger videre på den tidligere operationsplan, som skabte grundlaget for en trinvis udvidelse af den internationale sikkerhedsstyrkes operationsområde, herunder gennem oprettelse af Provincial Reconstruction Teams, som primært består af militære og i mindre omfang civile elementer, indsat i provinserne. Der er først og fremmest tale om styrker, som skal sikre udbredelsen af den afghanske centralregerings myndighed til hele Afghanistan, understøtte sikkerhedssektorreformarbejdet herunder afvæbning og demobilisering af tidligere kombattanter med henblik på at reintegrere dem i det afghanske samfund og skabelsen af sikre omgivelser, som kan bane vejen for en national og international genopbygningsindsats. ISAFs indsats forudses gennemført i fire trin.

Regeringen vurderer på denne baggrund, at der er behov for en beslutsom international indsats for at øge sikkerheden og stabiliteten i Afghanistan. Regeringen foreslår derfor, at det danske militære bidrag til den internationale sikkerhedsstyrke i det sydlige Afghanistan udvides med et bidrag til det britisk-ledede Provincial Reconstruction Team i Lashkar Gah, et bidrag med bl.a. en spejdereskadron med tilhørende nødvendig støttestruktur, som skal indgå i en britisk kampgruppe, et mindre antal stabsofficerer til det canadisk ledede sektorhovedkvarter i Kandahar, et bidrag på ca. 10 personer til ISAFs hovedkvarter, når det nuværende ISAF hovedkvarter udskiftes med det britisk-ledede hovedkvarter, Allied Rapid Reaction Corps, i perioden medio 2006 til primo 2007 samt eventuelt et bidrag til Kandahar lufthavn. Det samlede danske bidrag til syd (trin 3) vil udgøre op til 290 personer. Ved udvidelsen af det danske bidrag til ISAF forventes det samlede styrkebidrag i 2006 at kunne udgøre op til 360 personer.

Regeringen vil løbende vurdere det danske bidrags sammensætning med henblik på at sikre en effektiv opgaveløsning. Såfremt det i øvrigt skulle vise sig hensigtsmæssigt at justere bidraget, herunder ansvarsområdet, væsentligt, eller såfremt der i øvrigt skulle ske en væsentlig ændring i opgavernes karakter eller det folkeretlige grundlag for sikkerhedsstyrkens tilstedeværelse, vil regeringen rådføre sig med Det Udenrigspolitiske Nævn herom eller om nødvendigt på ny forelægge sagen for Folketinget.