B 40 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning
om at sikre tilgængelighed for mennesker med handicap i
kommunerne.
Fremsat den 29. november 2005 af
Martin Lidegaard (RV), Bente Dahl (RV),
Charlotte Fischer (RV), Elisabeth Geday (RV),
Marianne Jelved (RV) og Margrethe Vestager (RV)
Forslag til folketingsbeslutning
om at sikre tilgængelighed for mennesker
med handicap i kommunerne
Folketinget opfordrer regeringen til at sikre, at
alle kommuner fra den 1. januar 2007 sikrer tilgængelighed
til rådhusene, til de nye jobcentre og til it-systemerne
efter gældende standarder.
Bemærkninger til forslaget
Med kommunalreformen har Danmark en
enestående chance for at gøre landets kommuner
åbne og tilgængelige for alle borgere uanset fysiske
eller psykiske handicap. Derfor bør det være en
mærkesag for alle partier at skabe fysisk og teknologisk
tilgængelighed, så alle borgere kan deltage på
lige fod i de nye kommuner €" både som politikere, som
medarbejdere og som almindelige brugere.
Skønsmæssigt lider over 600.000
danske borgere af den ene eller den anden form for handicap. Skabes
der ikke tilgængelighed i de nye kommuner, risikerer vi, at
mange af disse mennesker passiviseres mod deres vilje. Omvendt
ville der være et betydeligt erhvervspotentiale blandt
handicappede, hvis vi gjorde vores samfund mere tilgængeligt.
På tilsvarende vis kunne flere personer med
funktionsnedsættelser deltage aktivt i det politiske liv,
hvis der var bedre tilgængelighed, som det netop er blevet
påpeget i udredningen Personer med
funktionsnedsættelser i Danmark fra Institut for
Menneskerettigheder (2005). Det er på tide at fokusere
på de ressourcer, mennesker med handicap besidder, frem for
på deres begrænsninger.
Derudover vil forbedringer for mennesker med
handicap også være en kæmpefordel for alle mulige
andre borgere, der ikke opfattes som handicappede, men som f.eks.
er gangbesværede, svagtseende eller hører
dårligt.
Derfor ønsker forslagsstillerne, at alle
kommuner i fremtiden lever op til følgende krav:
1) Alle rådhuse skal være
tilgængelige for kørestolsbrugere, blinde,
svagtseende, døve, hørehæmmede m.fl., jf.
standarderne i DS 3028.
2) Alle nye jobcentre skal være
tilgængelige for mennesker med handicap, såvel de
ledige som medarbejderne, jf. standarderne i DS 3028.
3) Alle kommunale hjemmesider, intranettet og
edb-baserede arbejdsværktøjer skal være
tilgængelige for mennesker med handicap, jf. de
retningslinjer, som anbefales af Kompetencecenteret it for alle,
som hører under IT- og Telestyrelsen.
Forslagsstillerne ønsker, at regeringen i
første omgang optager forhandlinger med kommunerne om at
indfri disse krav, da også kommunerne har stor interesse i at
sikre tilgængeligheden. Om nødvendigt ønsker
forslagsstillerne, at der lovgives på området.
Ud over disse konkrete tiltag forventer
forslagsstillerne at kommunerne sammen med de nye handicapråd
lægger målrettede planer for mere tilgængelighed
inden for områder som uddannelse, transport og liberale
erhverv.
ad 1) Tilgængelighed til
rådhuse
Tilgængelighed til rådhuse vil
være en forudsætning for handicappedes muligheder for
at deltage både som medarbejdere, som politikere og som
borgere i det politiske liv. Når de nye kommuner skal
etableres, vil de nye rådhuse alligevel skulle bygges om,
renoveres og tilpasses til de nye opgaver. Derfor vil der i de
fleste tilfælde være tale om beskedne merudgifter for
at sikre, at de nye rådhuse og andre kommunale bygninger
lever op til byggestandarden DS 3028. Det var som bekendt
hensigten, at denne standard skulle være retligt bindende, da
det er langt billigere at tage hensyn til handicappede fra starten
frem for at skulle lave lappeløsninger senere. Imidlertid
har den nuværende regering valgt at gøre standarden
frivillig. Forslagsstillerne mener, at standarden som minimum
bør være obligatorisk for så vitale offentlige
bygninger som rådhuse.
ad 2) Tilgængelighed til
jobcentre
Som et led i strukturreformen flytter kommunen og
arbejdsformidlingen sammen i nye kommunale jobcentre. Det sker
under navnet »En indgang til alle«. »Alle«
bør også inkludere de handicappede. Derfor skal den
fysiske adgang til jobcentrene så vidt muligt leve op til DS
3028-standarderne som beskrevet ovenfor. Dermed øges de
handicappedes muligheder for at komme ind på
arbejdsmarkedet.
ad 3) Tilgængelighed
gennem it
Moderne teknologi og i særdeleshed
internettet har skabt nye muligheder, som kan gøre
både det demokratiske rum og arbejdslivet mere
tilgængeligt for blinde/svagtseende og handicappede. Omvendt
kan ny teknologi også blive en barriere for mennesker med
handicap, hvis den ikke gøres tilgængelig.
I strukturreformen er de handicappede ikke for
alvor tænkt ind i den elektroniske satsning. Der er derfor en
stor risiko for, at de nye kommuner glemmer de forholdsvis enkle
kravspecifikationer, der kan gøre den offentlige it
tilgængelig for alle, også selv om regeringen i
forskellige henvendelser har gjort opmærksom på
problemet. Det vil være så meget desto mere
ærgerligt, hvis disse hensyn ikke tænkes ind fra
starten i de nye it-systemer, som følger af
kommunalreformen. Det vurderes som stort set omkostningsneutralt at
medtage hensyn til handicappede i it, hvis det tænkes med fra
starten. Derimod er det forbundet med betydelige meromkostninger at
ændre på diverse it-løsninger på et senere
tidspunkt. Derfor bør det være obligatorisk for
kommunerne at indbygge de retningslinjer, som anbefales af
Kompetencecenteret it for alle, i kravspecifikationerne fra
starten. Det drejer sig om de internationale standarder for
tilgængelighed til hjemmesider udarbejdet af W3C.
Nedenfor præsenteres en række
eksempler på problemer og løsninger, som knytter sig
til kommunernes og de handicappedes brug af internettet.
Navigation : En del programmer og
hjemmesider er lavet specifikt sådan, at man skal bruge en
mus og ikke kan navigere ved hjælp af tastaturet. Det
gælder f.eks. menuerne på nogle hjemmesider. Det
udelukker blinde/svagtseende, motorisk handicappede, mennesker med
museskader og mennesker, der bruger andet end pc€™er,
f.eks. mobiltelefoner eller PDA€™er.
Taleprogrammer : En del programmer og
hjemmesider præsenterer tekst som grafik, hvilket gør,
at f.eks. et taleprogram ikke kan få fat i det og læse
det op. Det udelukker blinde/svagtseende og ordblinde, som bruger
disse taleprogrammer. Det gælder f.eks. mange sags- og
dokumenthåndterings-systemer, som præsenterer
dokumenterne i form af indscannede sider, dvs. som et billede. Det
gælder også mange offentlige hjemmesider med
pdf-dokumenter, som også alt for tit kun består af et
indscannet billede af den trykte tekst. I modsætning til
tidligere kan man i dag sagtens lave tilgængelige
pdf-dokumenter. Kompetencecenteret it for alle ( KIA) kan guide og hjælpe med oplysninger
om retningslinjerne på området, så der er ingen
tekniske undskyldninger.
Alternativ tekst : På mange
hjemmesider består de forskellige links kun af et billede
uden en ledsagende tekst, en såkaldt »alternativ
tekst«, som et taleprogram kan gribe fat i. Hvis denne tekst
mangler, kan siden blive ubrugelig for blinde/svagtseende.
Tekstning : På nogle hjemmesider
findes der audio- og videopræsentationer, som ikke er tekstet
og ikke har et tekstligt alternativ. Det udelukker døve.
Disse tiltag vil ikke kun komme de handicappede
til gavn, men også borgerne generelt. F.eks. vil man ikke
være tvunget til at bruge mus, der ofte fører til
arbejdsskader. Brug af taleprogrammer og tekstning af
præsentationer kan på forskellig vis aflaste arbejdet
foran skærmen for alle.
Forslagsstillerne opfordrer i øvrigt
regeringen til at gøre det til fast praksis, at staten
også indfører tilgængelig it i takt med, at
statens forskellige hjemmesider og it-systemer løbende
udskiftes. Ifølge De Samvirkende Invalideorganisationer er
over 90 pct. af de eksisterende offentlige hjemmesider i dag ikke
tilgængelige.
Skriftlig fremsættelse
Martin Lidegaard (RV):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om at sikre
tilgængelighed for mennesker med handicap i kommunerne
.
(Beslutningsforslag nr. B 40).
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.