B 35 Forslag til folketingsbeslutning om krav til passagerrettigheder for togrejsende.

Udvalg: Trafikudvalget
Samling: 2005-06
Status: Forkastet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 16-11-2005

Fremsat: 16-11-2005

Beslutningsforslag som fremsat

20051_b35_som_fremsat (html)

B 35 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning om krav til passagerrettigheder for togrejsende.

Fremsat den 16. november 2005 af Poul Henrik Hedeboe (SF), Morten Homann (SF) og Ole Sohn (SF)

Forslag til folketingsbeslutning

om krav til passagerrettigheder for togrejsende

 

Folketinget opfordrer regeringen til inden folketingsårets udgang at fremsætte de nødvendige lovforslag og foretage de nødvendige ændringer i administrative forskrifter med henblik på at forbedre togpassagerernes rettigheder efter følgende retningslinjer:

1) Kompensation til togpassagererne ved forsinkelser (gælder S-tog, metro, IC-tog, regionaltog, lokalbaner m.fl.).

1a) Ved forsinket ankomst:

Der gives rabat på månedskortene for næste måned, hvis togene har været forsinket i mere end 5 pct. af tiden på den pågældende pendlerstrækning. Rabatten svarer til forsinkelsesprocenten.

Øvrige rejsende ydes en kompensation for forsinket ankomst ved den enkelte rejse efter følgende retningslinjer:

€" 0-29 minutters forsinkelse: ingen kompensation.

€" 30-59 minutters forsinkelse: kompensation på 25 pct. af billetprisen.

€" 60-89 minutters forsinkelse: kompensation på 50 pct. af billetprisen.

€" 90-119 minutters forsinkelse: kompensation på 75 pct. af billetprisen.

€" Forsinkelse på 120 minutter eller mere: kompensation på 100 pct. af billetprisen.

1b) Ved forsinket afgang:

Er en togafgang 30 minutter eller mere forsinket, skal passagererne have ret til alternativ transport, f.eks. taxa, på togselskabets regning.

2) Minimumsr egler for, hvilken information der skal være til rådighed for passagererne.

3) Et selvstændigt privatankenævn for klager over transport med tog.

 

Bemærkninger til forslaget

Baggrunden for forslaget er et ønske om at fastholde passagererne i den kollektive togtrafik. Den lange periode med ustabil kørsel, der har været, har gjort, at mange overvejer at bruge bil frem for kollektiv trafik. På baggrund af den dårlige tilstand, skinner og signaler har, kan vi se frem til yderligere en årrække med potentielt hyppige forsinkelser, uanset hvilken strategi der vælges til renovering af områderne.

En måde at fastholde passagererne i den kollektive togtrafik på er at sikre passagererne bedre rettigheder ved forringet regularitet. Danmark er i forhold til mange andre lande bagud på dette område. England, Holland, Frankrig, Finland, Spanien, Irland, Italien, Sverige og Norge har allerede rejsegarantier, der enten er udformet af togselskaberne selv eller er nedfældet i lovgivningen.

Tanken med dette beslutningsforslag er, at passagerrettigheder for togpassagerer overordnet set skal nedfældes i lovgivningen (jernbaneloven), således at de gælder generelt for passagererne hos alle togoperatører. Herved følges også anbefalingen i rapporten Togpassasjerers rettigheter i Norden fra Nordisk Ministerråd (TemaNord 2004:544) om, at togpassagerernes vilkår bør sikres gennem ufravigelig lovgivning. Rapporten kan læses på

http://www.norden.org/pub/velfaerd/konsument/sk/TN2004544.pdf

De konkrete krav til passagerrettigheder, som dette beslutningsforslag omhandler, er i høj grad inspireret af et forslag, som Forbrugerrådet har udarbejdet og præsenteret for Folketingets Trafikudvalg, jf. TRU alm. del €" bilag 53. Forslaget kan ses på hjemmesiden

http://www.forbrugerraadet.dk/tog/krav/

Bemærkninger til forslagets enkelte bestemmelser

Ad 1) Kompensation ved forsinkelser

Forsinkelser ved ankomst (gælder S-tog, metro, IC- og regionaltog, lokalbaner m.fl.):

Det foreslås, at der, for så vidt angår pendlerne, gives rabat på månedskortene for næste måned, hvis togene har været forsinket i mere end 5 pct. af tiden (dvs. med en bagatelgrænse på 5 pct.) på den givne pendlerstrækning. Forslagsstillerne forestiller sig, at regulariteten kunne opgøres på faste tidsintervaller (f.eks. fra og med første tog til kl. 9.00, 9.00-12.00, 12.00-15.00, 15.00-18.00 og fra kl. 18.00 til og med sidste tog), således at en pendler, der dagligt kører med toget på arbejde inden for tidsrummet 9-12 og hjem igen inden for tidsrummet 15-18, kompenseres ud fra regulariteten inden for disse to tidsrum. Herved sikres det, at den enkelte pendler kompenseres ud fra den regularitet, der findes på præcis de tidspunkter, hvor den pågældende rejser, og det påvirker ikke den rabat, pendleren får,  hvis regulariteten er bedre (eller værre) inden for de øvrige tidsrum, hvor den pågældende ikke benytter toget. Det er tanken, at rabatten skal svare til forsinkelsesprocenten. Hvis toget på en pendlerstrækning eksempelvis har haft en regularitet på 89 pct. inden for de tidsrum, hvor en given pendler rejser, ydes der 11 pct. rabat på næste måneds pendlerkort. Ellers, hvis toget har haft en regularitet på 85 pct. inden for de tidsrum, hvor den pågældende rejser, ydes der en rabat på 15 pct. på næste måneds pendlerkort.  

For så vidt angår øvrige rejsende, fastsættes kompensationen som en procentdel af den pris, den enkelte rejsende har betalt for sin billet. Hvor stor en procentdel af billetprisen kompensationen er, afhænger af, hvor lang forsinkelsen er, idet den procentvise kompensationen stiger, jo længere forsinkelsen er, dog med en bagatelgrænse på 30 minutter. Kompensationerne fastsættes, som det fremgår af dette skema:

 

Minutter forsinket

Kompensation i pct. af billettens pris

0-29

0

30-59

25

60-89

50

90-119

75

120 eller mere

100

 

Forsinkelser ved afgang (gælder S-tog, metro, IC- og regionaltog, lokalbaner m.fl.):

Med hensyn til forsinkelser i togafgangene, forestiller forslagsstillerne sig også en bagatelgrænse på 30 minutter, men ved forsinkelser på 30 minutter eller mere skal passageren have ret til alternativ transport, f.eks. taxa, på togselskabets (operatørens) regning.

Ad 2) Bedre information til passagererne

Der skal være et sæt minimumsregler for, hvilken information der skal være til rådighed for passagererne, uanset hvilken togoperatør det drejer sig om.

Disse regler inkluderer krav om information af forbrugeren før, under og efter rejsen, og at informationen gives af udbyderen af rejsen, uden at passageren specifikt beder om det.

Ad 3) Ankenævn for klager over offentlig transport

Der bør oprettes et selvstændigt privatankenævn for klager over transport med tog, ligesom der findes ankenævn på en lang række andre områder som f.eks. energi, rejser, forsikring, hotel, restaurant og turisme, køreundervisning m.m.

Hvis EU€™s forordning for internationale togpassagerrettigheder (KOM (2004) 143) senere træder i kraft, vil det desuden være oplagt at lægge klagebehandlingen i dette ankenævn.

I dag findes der kun mulighed for at klage over et togselskab i Forbrugerklagenævnet, men her skal »produktets« værdi være over 800 kr., før man kan klage.

 

Skriftlig fremsættelse

Poul Henrik Hedeboe (SF):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om krav til passagerrettigheder for togrejsende.

(Beslutningsforslag nr. B 35).

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.