Skriftlig fremsættelse (den 6.
oktober 2005)
Svend Auken (S):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
nedsættelse af en forfatningskommission.
(Beslutningsforslag nr. B 3).
Den nuværende grundlov er mere end 50
år gammel. I den forløbne tid har meget ændret
sig i det danske samfund og ikke mindst i dets internationale
relationer. Følgelig lever den danske grundlov ikke
længere op til de krav, som må stilles til en
tidssvarende forfatning for vort moderne demokrati.
For at få belyst baggrunden for
beslutningerne i vor demokratiske styreform nedsatte Folketinget i
1994 et magtudredningsudvalg. Opgaven blev senere overdraget til en
uafhængig forskergruppe, der nu har afgivet en lang
række betænkninger.
I tilslutning til grundlovsjubilæet bad
Folketinget i 1999 en bredt sammensat styregruppe om at
forestå og inspirere til en folkelig grundlovsdebat. Ikke
mindst på højskoler og efterskoler samt i lokale
partiforeninger har mange mennesker drøftet, hvorledes en
tidssvarende dansk grundlov kunne udformes, og mange har deltaget i
de udskrevne konkurrencer herom.
På denne baggrund finder Socialdemokraterne,
at tiden er inde til, at Folketinget nedsætter en
forfatningskommission, der skal udarbejde et forslag til en ny
grundlov.
I sit arbejde kan forfatningskommissionen hente
inspiration i den svenske og den finske forfatning, i den
europæiske menneskerettighedskonvention og i EU€™s
charter om grundlæggende rettigheder. Forfatningskommissionen
skal også kunne hente bistand fra indenlandske og udenlandske
eksperter.
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.