B 123 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning
om en national strategi for godstransport.
Fremsat den 7. april 2006 af
Martin Lidegaard (RV),
Poul Andersen (S) og Poul Henrik Hedeboe (SF)
Forslag til folketingsbeslutning
om en national strategi for godstransport
Folketinget pålægger regeringen inden
juni 2007 at udarbejde en national strategi for godstransport, hvor
samspil og afhængighed mellem transportformerne ses i en
helhed.
Bemærkninger til forslaget
Almindelige bemærkninger
Godstransport er i kraftig vækst overalt.
Handel og transport er krumtappen i globaliseringen og den
økonomiske vækst. Men overalt vokser også
problemerne med trængsel og forurening som følge af
transporten. Der er derfor behov for en samlet dansk godsstrategi,
der med udgangspunkt i den internationale udvikling
fastsætter nationale mål i forhold til trængsel,
miljø og beskæftigelse.
Skibsfarten og det internationale marked for
søtransport er i konstant udvikling og opererer på et
globalt og konkurrencepræget marked. Markedet er præget
af nye former for samarbejde, sammenslutninger og alliancer, som
nedbryder den gamle adskillelse mellem transport på vej,
på bane, i luft, i havn og til søs. Kombination mellem
transportformerne vinder frem.
En dansk strategi for godstransport skal tage
udgangspunkt i denne globale transportudvikling og i de
internationale markeder for søtransport og de internationale
netværk, der er bestemmende for, hvor væksten i
transport skal ske. Dette sigte vil også styrke Danmarks
position ved forhandling af EU€™s transportpolitik.
Strategien skal fremme international handel,
miljørigtige løsninger og beskæftigelse.
Godstransportstrategien skal være funderet
under både Transport- og Energiministeriets og
Økonomi- og Erhvervsministeriets ressort og gerne udarbejdet
i en interministeriel arbejdsgruppe. Strategiarbejdet bør
gives den nødvendige tid til dataindsamling, analyser og
inddragelse af Folketingets Trafikudvalg og Erhvervsudvalg samt
godstransportens aktører. Dog skal strategien afleveres til
Folketinget inden juni 2007.
Formålet med strategien er således
at
€" sikre politikere på nationalt,
regionalt og lokalt niveau et afvejet grundlag for beslutning om og
prioritering af investeringer i infrastruktur,
€" bidrage til udvikling af rammebetingelser
for erhvervene, der fremmer handel, miljø og
beskæftigelse i transportsektoren uden at skabe
konkurrenceforvridning mellem transportformerne,
€" fremme konkurrence mellem virksomheder i
transportsektoren og fremme effektivitet,
€" fremme de rigtige transportløsninger
for forskellige former for gods, og
€" bidrage til at nå Danmarks
miljømålsætninger med hensyn til bl.a.
CO2 -udslip og partikelforurening.
Bemærkninger til de enkelte
punkter i et strategiarbejde
Behov for en sammenhængende
strategi for godstransport, hvor samspil og afhængighed
mellem transportformerne ses i en helhed.
Når man taler om godstransport, er fokus
typisk på gods i containere, men der er andre måder at
transportere gods på, f.eks. som tanklast (f.eks. olie),
stykgods (møllevinger) eller tørlast (grus, sten,
biler, kul). Der ligger store muligheder i at prioritere de mest
optimale transportruter og transportformer for de forskellige typer
af gods, især hvis vejnettet skal aflastes.
En fremskrivning af trængselsproblemerne
på motorveje, i lufthavne og i de store europæiske
havne vil være væsentlig for politiske beslutninger om
omlægning af transportmønstrene.
Transporterhvervene er i hastig omstilling for at
få del i og tilpasse sig de nye globale og europæiske
transportmønstre. En del af udviklingen er større
økonomiske enheder, outsourcing af delydelser og
sammensmeltning med kompetencer i andre brancher, især
logistik og spedition. Transportfirmaer bliver
transportkoordinator, ofte både internt og eksternt for
kunderne.
Udvikling af intermodalitet i
Danmark i form af hurtige og sikre omladninger mellem gods på
bil, bane, fly og skib
Hurtig og smidig overførelse af gods
mellem transportformerne er en forudsætning for at arbejde
med kombination af transportformer, når der samtidig skal
sikres kunderne og de enkelte varegrupper en sikker, effektiv og
prisbillig transport.
Transport- og Energiministeriet har allerede sat
fokus på intermodalitet. Et udkast til strategi for
intermodale transporter vil blive diskuteret med erhvervslivet i
løbet af 2006, bl.a. i transport- og energiministerens
tænketank.
Behov for tekniske løsninger har
været et politisk tema i flere år, men det har
været småt med konkrete forslag til løsninger.
En overordnet national godstransportstrategi skal være
medvirkende til, at der vedtages ensartede nationale og
internationale standarder for transportmidler, containere, laste-
og losseudstyr m.v., der kan fremme omladning af gods fra en
transportform til en anden og fremme global handel.
Fremme af beskæftigelse og
udvikling i transporterhvervet
Danmark har stærke kompetencer inden for
transport og markedet for koordinering af transport. Væksten
i markederne for transport og koordinering af transport ligger
langt over andre brancher, og Danmark har de bedste
forudsætninger for at vinde yderlige andele i Europa og
globalt, samtidig med at vi kan finde løsninger på
vores egne godsproblemer. En forudsætning herfor er vel at
mærke en strategi på området.
Inddragelse af alle
godstransportens aktører i arbejdet med en strategi for
godstransport
Transportsektorens forhold behandles i
næsten alle ministerier og styrelser, hver med deres
traditioner og regelsæt. Tilsvarende er sektoren præget
af mange forskellige slags virksomheder, brancher og
organisationer. Arbejdet med en strategi for godstransport skal
tage udgangspunkt i samspil og afhængighed mellem
transportformerne sø, vej, bane, havn og fly og anvise,
hvordan de respektive ministerier kan fremme udvikling af
godstransport.
Tidlig inddragelse af aktørerne på
transportområdet i arbejdet med strategien skal sikres.
Mere transport med et bedre
miljø
Det står stadig mere klart, at også
transportsektoren må bidrage til at løse
klimaproblemerne og leve op til Danmarks Kyotoforpligtelser.
Strategien skal derfor også have fokus på, hvordan
transporten i Danmarks kan effektiviseres og optimeres til gavn for
både trængselsproblematikken og miljøet.
Skriftlig fremsættelse
Martin Lidegaard (RV):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om en
national strategi for godstransport.
(Beslutningsforslag nr. B 123).
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.