B 116 (som fremsat): Forslag til folketingsbeslutning
om tillæg til den nedsatte kontanthjælp til unge under
25 år med psykiske lidelser.
Fremsat den 5. april 2006 af
Thomas Adelskov (S), Elisabeth Geday (RV),
Anne Baastrup (SF),
og Jørgen Arbo‑Bæhr (EL)
Forslag til folketingsbeslutning
om tillæg til den nedsatte
kontanthjælp til unge under 25 år med psykiske
lidelser
Folketinget pålægger regeringen senest
den 1. maj 2006 at fremsætte forslag til lov om ændring
af lov om aktiv socialpolitik, således at unge under 25
år med psykiske lidelser på den nedsatte
kontanthjælpsydelse tildeles et tillæg, så den
samlede månedlige kontanthjælpsydelse svarer til
kontanthjælpsniveauet for kontanthjælpsmodtagere over
25 år.
Bemærkninger til forslaget
Forslaget tager udgangspunkt i de gældende
ungeregler på beskæftigelsesområdet, idet
forslagsstillerne dog finder, at reglerne på dette konkrete
område modarbejder hensigten.
Der er en mindre gruppe af unge, der på
grund af psykiske lidelser ikke umiddelbart kan påbegynde et
uddannelsesforløb og derfor reelt ikke har nogen
valgmulighed. Disse unge er i mange tilfælde tvunget til at
forblive på kontanthjælp i længere tid. Af hensyn
til de unges behandlingsforløb kan det være
nødvendigt i en periode at være uden arbejde eller
undervisning. Det kan forebygge, at den unges psykiske lidelse
udvikler sig til en mere permanent tilstand. Denne gruppe rammes
ekstra hårdt af en lavere kontanthjælp, da disse unge
har brug for et økonomisk fundament, der betyder, at de kan
have en hverdag, der fungerer med et socialt liv og aktiviteter,
der styrker dem i bestræbelser på at komme i uddannelse
eller arbejde.
Derfor foreslås det, at ledige unge under
25 år med psykiske lidelser på den særlig lave
kontanthjælp tildeles et tillæg, så den samlede
månedlige kontanthjælpsydelse svarer til
kontanthjælpsniveauet for kontanthjælpsmodtagere over
25 år. Til sammenligning kan fremhæves, at det allerede
i dag anerkendes, at handicappede studerende på
videregående uddannelser kan få et tillæg til
deres SU.
Skriftlig fremsættelse
Thomas Adelskov (S):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
tillæg til den nedsatte kontanthjælp til unge under 25
år med psykiske lidelser.
(Beslutningsforslag nr. B 116).
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.