Skriftlig fremsættelse (24. februar
2005)
Skatteministeren (Kristian
Jensen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om administration af Det
Europæiske Fællesskabs forordninger om
narkotikaprækursorer
(Lovforslag nr. L 97).
Formålet med lovforslaget er at give
skatteministeren hjemmel til at fastsætte de regler, der er
nødvendige for ToldSkats administration af Det
Europæiske Fællesskabs forordninger om
narkotikaprækursorer.
Narkotikaprækursorer er betegnelsen for
gængse kemiske varer (stoffer), der har mange lovlige
anvendelsesformål, men som også kan anvendes til
ulovlig fremstilling af narkotika, herunder ecstacy.
Administrationen af Det Europæiske
Fællesskabs bestemmelser om narkotikaprækursorer er
hidtil sket på grundlag af lov om fremstilling og handel med
visse varer, der benyttes ved ulovlig fremstilling og handel med
narkotika og psykotrope stoffer fra 1993. Loven, der foreslås
ophævet, gennemførte et direktiv om den interne
EU-handel, og visse bestemmelser i en forordning om handlen med
tredjelande. Direktivet om den interne handel er erstattet af en
forordning, der træder i kraft den 18. august 2005.
Bestemmelserne i den nye forordning svarer i det store og hele til
den ordning, der allerede er gennemført i Danmark.
Lovforslaget indeholder i øvrigt
€" som den gældende lov €" bestemmelser om eftersyn
i virksomheder og straffebestemmelser.
Det Europæiske Fællesskabs
forordninger om narkotikaprækursorer tager sigte på at
sikre en rimelig balance mellem samfundets ønske om at
forhindre, at narkotikaprækursorerne anvendes til ulovlig
fremstilling af narkotika og erhvervslivets ønske om en
handel uden forhindringer.
Med disse bemærkninger skal jeg anbefale
forslaget til Folketingets velvillige behandling..