L 93 Forslag til lov om ændring af lov om planlægning.

(Udmøntning af kommunalreformen).

Af: Miljøminister Connie Hedegaard (KF)
Udvalg: Miljø- og Planlægningsudvalget
Samling: 2004-05 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 24-02-2005

Fremsættelse: 24-02-2005

Fremsættelsestale af lovforslag

20042_l93_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (24. februar 2005)

 

 

Miljøministeren (Connie Hedegaard):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om planlægning (udmøntning af kommunalreformen)

(Lovforslag nr. L 93).

Lovforslaget er en del af den lovgivningsmæssige gennemførelse af kommunalreformen. Forslaget er således et led i udmøntningen af regeringens aftale fra juni 2004 med Dansk Folkeparti om en strukturreform og den efterfølgende aftalte udmøntningsplan fra september 2004.

Aftalen indebærer, at der gennemføres en kommunalreform, som grundlæggende ændrer rammerne for varetagelsen af de offentlige opgaver og den offentlige service i Danmark.

Kommunalreformen rummer væsentlige ændringer af det eksisterende plansystem. Med lovforslaget udmøntes forligspartiernes ønsker om, at den fysiske planlægning fremover bliver enklere og i højere grad kan baseres på inddragelse af borgere, virksomheder og interesseorganisationer i planlægningsprocessen. Planlægningsområdet er nærmere beskrevet i kapitel 14 i aftalen om strukturreformen.

Aftalen om strukturreformen giver kommunerne en helt central rolle i den fysiske planlægning. Lovforslaget medfører, at kommunerne overtager hovedparten af de nuværende regionplanmyndigheders (amtsråd, Hovedstadens Udviklingsråd og Bornholms kommunalbestyrelse) opgaver på planområdet. De fremtidige kommuneplaner skal således indeholde mål og retningslinier for udviklingen såvel i byerne som i det åbne land. Også VVM-opgaverne overføres til kommunerne, bortset fra projekttyper, hvor miljøministeren i regler udstedt efter loven påtager sig opgaven.

Lovforslaget fastsætter overordnede principper for kommunernes planlægning i hovedstadsområdet og bestemmer, at miljøministeren efter høring af kommunerne fastsætter regler, der konkretiserer disse principper for planlægningen.

Ifølge aftalen om strukturreformen skal de nye regionsråd udvikle en ny plantype, den regionale udviklingsplan, som skal være et nyt og strategisk værktøj, der dækker overordnede aspekter af relevante forhold for regionens udvikling. Efter lovforslaget skal den regionale udviklingsplan beskrive den ønskelige fremtidige udvikling for en række højt prioriterede emner, og skal på erhvervsområdet baseres på de regionale erhvervsudviklingsstrategier, som vækstforaene skal udarbejde. Udviklingsplanen vil ikke skulle planlægge for anvendelsen af de enkelte arealer og træder således ikke i stedet for regionplanerne.

Staten får efter aftalen en mere aktiv rolle med at sikre overordnede planhensyn. Lovforslaget indeholder bestemmelser, der tilsigter at styrke landsplanlægningen, herunder landsplanredegørelsen, og staten får pligt til at påse, at kommunerne og regionerne i deres planlægning respekterer overordnede interesser og til at gøre indsigelse mod kommuneplaner og regionale udviklingsplaner, der ikke er i overensstemmelse med overordnede interesser. Lovforslaget giver ministeren pligt til at fastsætte regler for beliggenheden af større butikker og beliggenheden af større butiksområder uden for bymidten, samt beliggenheden af de centrale byområder i hovedstadsområdet.

Der etableres en overgangsordning. De nuværende regionplanmyndigheders "Regionplaner 2005" vil blive tillagt bindende virkning. De vil herefter fungere som de samlede overordnede retningslinier for kommunernes planlægning i overgangsperioden indtil kommunerne har opdateret deres kommuneplaner efter de nye regler.

Idet jeg i øvrigt kan henvise til lovforslaget med tilhørende bemærkninger, skal jeg anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.