L 88 Forslag til lov om ændring af lov om råstoffer.

(Udmøntning af kommunalreformen, for så vidt angår råstofplanlægning og -indvinding på land).

Af: Miljøminister Connie Hedegaard (KF)
Udvalg: Miljø- og Planlægningsudvalget
Samling: 2004-05 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 24-02-2005

Fremsættelse: 24-02-2005

Fremsættelsestale af lovforslag

20042_l88_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (24. februar 2005)

 

Miljøministeren (Connie Hedegaard):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om råstoffer (Udmøntning af kommunalreformen for så vidt angår råstofplanlægning og -indvinding på land)

(Lovforslag nr. L 88).

Lovforslaget er en del af den samlede lovgivningsmæssige gennemførelse af en ny kommunalreform. Forslaget er således et led i udmøntningen af regeringens aftale fra juni 2004 med Dansk Folkeparti om en strukturreform og den efterfølgende aftalte udmøntningsplan fra september 2004.

Aftalen indebærer, at der gennemføres en kommunalreform, som grundlæggende ændrer rammerne for varetagelsen af de offentlige opgaver og den offentlige service i Danmark.

Som det fremgår af strukturaftalens kapitel 13, ønsker forligspartierne overordnet set, at der på natur- og miljøområdet gennemføres en forenklet arbejdsdeling, der skaber større lokalt engagement og ansvar omkring opgaveløsningen og samtidig sikrer overordnede nationale og internationale interesser på området. For så vidt angår de generelle, grundlæggende principper for arbejdsdelingen mellem kommunerne, regionerne og staten er disse nærmere beskrevet i aftalen.

Ved udmøntningsplanen fra september 2004 uddybede forligsparterne aftalen af juni 2004 ved at tage stilling til placeringen af opgaverne bl.a. vedrørende råstoffer. Det fremgår af udmøntningsplanen, at regionerne skal kortlægge og udlægge råstofindvindingsområder på land, og kommunerne skal varetage den konkrete administration med tilladelser til og tilsyn med råstofindvindingen.

Lovforslaget vedrører alene råstofindvinding på land. For så vidt angår råstofindvinding på havet, beholder staten sin kompetence. Med lovforslaget foreslås amternes nuværende kompetence på råstofområdet på land delt mellem regionerne og kommunerne, således at regionerne varetager kortlægning og planlægning og kommunerne får kompetencen til meddelelse af tilladelser til råstofindvinding på land og til at føre tilsyn.

Regionsrådet skal udarbejde en råstofplan, som er bindende for kommunerne i deres planlægning og administration. Råstofplanen må ikke stride mod de regionale udviklingsplaner og kan revideres samtidig med udviklingsplanerne.

Da råstofplanerne afløser de hidtidige retningslinjer for råstofindvinding i regionplanerne, foreslås det, at der fastsættes procedureregler for udarbejdelsen af råstofplanerne, der svarer til de nugældende regler i planloven for udarbejdelse af regionplaner.

Idet jeg i øvrigt kan henvise til lovforslaget med tilhørende bemærkninger, skal jeg anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.