L 84 Forslag til lov om ændring af lov om offentlige veje, lov om private fællesveje, lov om grundejerbidrag til offentlige veje, lov om vintervedligeholdelse og renholdelse af veje samt lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.

(Udmøntning af kommunalreformen, for så vidt angår vej- og ekspropriationslovgivningen).

Af: Trafik- og energiminister Flemming Hansen (KF)
Udvalg: Trafikudvalget
Samling: 2004-05 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 24-02-2005

Fremsættelse: 24-02-2005

Fremsættelsestale af lovforslag

20042_l84_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (24. februar 2005)

 

 

Trafik- og energiministeren (Flemming Hansen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om offentlige veje, lov om private fællesveje, lov om grundejerbidrag til offentlige veje, lov om vintervedligeholdelse og renholdelse af veje samt lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom (Udmøntning af kommunalreformen for så vidt angår vej- og ekspropriationslovgivningen)

(Lovforslag nr. L 84).

Lovforslaget er en del af den lovgivningsmæssige gennemførelse af kommunalreformen.

Lovforslaget indeholder de konsekvensændringer i vejlovgivningen samt i ekspropriationsprocesloven, som følger af, at amterne nedlægges og amternes opgaver på vejområdet overføres til henholdsvis staten og kommunerne.

Lovforslaget fastlægger endvidere hvilke af de nuværende amtsveje, der ved kommunalreformens ikrafttræden den 1. januar 2007 overføres til staten.

Ved kommunalreformen reduceres antallet af vejbestyrelsesniveauer fra tre til to. Samtidig reduceres antallet af kommuner. De nuværende ca. 290 administrative enheder på vejområdet reduceres således samlet til godt 100 enheder, hvilket vil gøre administrationen af de offentlige veje mere enkel og overskuelig. Strukturen vil samtidig sikre nærhed i forvaltningen samt et sammenhængende overordnet vejnet for trafikken mellem de større byer, transportknudepunkter og den internationale trafik.

De ca. 10.000 km veje, som amterne i dag bestyrer, fordeles med ca. 2.000 km til staten og ca. 8.000 km til kommunerne.

Til staten overføres de mest overordnede veje, herunder veje der indgår i erhvervslivets transportkorridorer, veje der trafikalt og funktionelt hænger sammen med det internationale vejnet samt andre veje, der er af væsentlig betydning for trafikken mellem lands- og egnsdele, herunder, veje som understøtter et fleksibelt arbejdsmarked med øget pendling.

Til kommunerne overføres alle lokalt orienterede veje, herunder veje med lokalpræg, som er karakteriseret ved lavere trafik og mange vejadgange. De veje, som kommunerne overtager, minder således om de veje, som kommunerne i dag har ansvaret for.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med tilhørende bemærkninger, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.