Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 10. juni 2005
Forslag
til
Lov om trafikselskaber
Kapitel 1
Trafikselskabers etablering,
organisering og finansiering
Trafikselskabers etablering
§ 1. Hvert
regionsråd etablerer et eller flere trafikselskaber, jf. dog
stk. 2. Hver kommune deltager i ét trafikselskab. Et
trafikselskab kan omfatte kommuner i to regioner, hvis regionerne
grænser op til hinanden. Trafikselskaberne er omfattet af
§ 60 i lov om kommunernes styrelse.
Stk. 2. I Region Sjælland og
Region Hovedstaden etableres kun ét samlet trafikselskab,
der dækker de to regioners geografiske område, bortset
fra Bornholm, hvor Bornholms Regionskommune varetager de opgaver,
der efter denne lov påhviler trafikselskaberne.
Stk. 3. Efter fælles anmodning
fra de berørte regionsråd samt berørte
trafikselskabers bestyrelser og repræsentantskaber kan
transport- og energiministeren efter forhandling med indenrigs- og
sundhedsministeren godkende forslag om at ændre et
trafikselskabs geografiske område eller forslag om at oprette
et nyt trafikselskab.
Trafikselskabers organisering
§ 2. Et
trafikselskab ledes af en bestyrelse på højst 9
medlemmer. Medlemmerne udpeges af henholdsvis regionsrådet,
jf. stk. 2, og kommunalbestyrelserne, jf. stk. 3, inden
for trafikselskabets område. Transport- og energiministeren
kan i særlige tilfælde tillade, at antallet af
bestyrelsesmedlemmer overstiger 9, dog således at antallet af
bestyrelsesmedlemmer altid er et ulige antal.
Stk. 2. Regionsrådet udpeger
blandt rådets medlemmer 2 medlemmer til bestyrelsen. For
trafikselskabet på Sjælland udpeger regionsrådet
for Region Hovedstaden og regionsrådet for Region
Sjælland hver 1 medlem til bestyrelsen blandt rådets
medlemmer. For trafikselskaber, der omfatter kommuner i to
regioner, udpeger de to regionsråd hver et medlem til
bestyrelsen blandt rådets medlemmer. Transport- og
energiministeren kan i særlige tilfælde tillade, at
antallet af regionsrådsmedlemmer i trafikselskabernes
bestyrelse overstiger 2. Regionsrådsmedlemmerne må dog
ikke udgøre et flertal i bestyrelsen.
Stk. 3. Kommunalbestyrelserne i de
deltagende kommuner vælger et repræsentantskab for
trafikselskabet, der består af 1 medlem fra hver af de
deltagende kommuners kommunalbestyrelser. Den kommune, der yder det
største årlige tilskud til trafikselskabets
finansiering, har ret til en plads i trafikselskabets bestyrelse.
De resterende medlemmer af repræsentantskabet udpeger de
øvrige kommunale medlemmer af trafikselskabets bestyrelse
ved forholdstalsvalg efter reglen i § 24, stk. 3, i
lov om kommunernes styrelse.
Stk. 4. Trafikselskabet
fastsætter selskabets vedtægter, som skal godkendes af
repræsentantskabet og de berørte regionsråd og
derefter af transport- og energiministeren og indenrigs- og
sundhedsministeren.
Stk. 5. Transport- og energiministeren
fastsætter efter forhandling med indenrigs- og
sundhedsministeren regler om trafikselskabernes organisering m.v.
(standardvedtægt), herunder at standardvedtægten eller
dele heraf ikke kan fraviges.
Trafikselskabers finansiering
§ 3.
Trafikselskabet finansieres gennem indtægter fra salg af kort
og billetter m.v. samt et tilskud fra de deltagende kommuner og
regioner.
Stk. 2. For så vidt angår
trafikselskaber vest for Storebælt, beslutter trafikselskabet
fordelingen af tilskuddet mellem de deltagende parter.
Tilskudsfordelingen skal godkendes af de berørte
regionsråd og repræsentantskabet. Ingen kommune kan
forpligtes til at betale mere end kommunens forholdsmæssige
forbrug af trafikselskabets ydelser, herunder individuel
handicapkørsel, og en region kan ikke forpligtes til at
bidrage med mere end udgifterne til privatbaner og busbetjening af
regional betydning i den pågældende region samt de
hertil svarende andele af selskabets administrationsudgifter.
Stk. 3. Tilskuddet til trafikselskabet
på Sjælland dækkes af de deltagende kommuner og
Region Hovedstaden og Region Sjælland. De to regioner
bidrager med et tilskud svarende til udgifterne til privatbaner og
busruter af regional betydning samt udgifter til fælles
administration og drift af selskabet. Kommunerne bidrager med et
tilskud svarende til udgifterne til de lokale busruter samt
udgifterne til individuel handicapkørsel for kommunens egne
borgere. Lokale busruter, som kun betjener én kommune,
betales af den pågældende kommune. Øvrige lokale
ruter betales af de berørte kommuner i et forhold, der
afspejler ruternes trafikomfang i de enkelte kommuner og den
indbyrdes pendling mellem de pågældende kommuner.
Stk. 4. De deltagende kommuner i
trafikselskabet på Sjælland og Region Hovedstaden og
Region Sjælland kan, såfremt særlige forhold
taler herfor, aftale at fravige principperne i stk. 3.
§ 4. Transport-
og energiministeren kan fastsætte regler for
hovedstadsområdet om deling af billetindtægter fra
offentlig servicetrafik mellem trafikselskabet på
Sjælland, Ørestadsselskabet og de
jernbanevirksomheder, der udfører trafik som offentlig
service på kontrakt med staten.
Stk. 2. Hovedstadsområdet
omfatter kommunerne i Region Hovedstaden (ekskl. Bornholms
Regionskommune) og Bramsnæs, Greve, Gundsø,
Hvalsø, Køge, Lejre, Ramsø, Roskilde, Skovbo,
Solrød og Vallø Kommuner.
Kapitel 2
Trafikselskabers opgaver
Offentlig servicetrafik m.v.
§ 5. Et
trafikselskab varetager følgende opgaver inden for
trafikselskabets geografiske område:
1) Offentlig servicetrafik i form af almindelig
rutekørsel,
2) fastsættelse af takster og
billetteringssystemer,
3) koordinering og planlægning af offentlig
servicetrafik,
4) individuel handicapkørsel for
svært bevægelseshæmmede og
5) privatbaner.
Stk. 2. Trafikselskabets opgaver
omfatter også samarbejde om offentlig servicetrafik, der
krydser grænsen mellem to trafikselskabers område.
Dette gælder dog ikke for offentlig servicetrafik efter
stk. 1, nr. 1, der krydser grænsen til trafikselskabet
på Sjælland.
Stk. 3. Trafikselskabet kan efter
aftale med en kommune eller en region varetage opgaver
vedrørende indkøb af trafik, som kommunen eller
regionen skal varetage efter anden lovgivning.
Stk. 4. Trafikselskabet kan endvidere
efter aftale med en kommune varetage opgaver vedrørende
driften af en færgerute på kommunens vegne.
Stk. 5. I Region Syddanmark kan
trafikselskabet eller trafikselskaberne med henblik på
betjening af grænseregionen varetage opgaver
vedrørende offentlig servicetrafik i form af almindelig
rutekørsel over landets grænse.
Takster og billetteringssystemer
§ 6.
Trafikselskabet fastsætter takster og billetteringssystemer
for den trafik, der varetages af trafikselskabet, jf. dog
stk. 4.
Stk. 2. Trafikselskabet forpligtes til
med virkning senest fra den 1. januar 2007 at indgå aftaler
med jernbanevirksomheder, der udfører trafik som offentlig
service på kontrakt med staten, som sikrer, at passagererne
kan købe én billet til rejser, der foregår med
både busser og tog. Aftalerne skal ligeledes sikre, at der
inden for trafikselskabets område er mulighed for at anvende
samme billet, uafhængigt af om passagererne benytter busser
eller tog, jf. dog stk. 3.
Stk. 3. Herudover skal trafikselskabet
på Sjælland, Ørestadsselskabet og de
jernbanevirksomheder, der udfører trafik som offentlig
service på kontrakt med staten, sikre, at der er én
fælles billettype til alle rejser med bus, tog og metro i
hovedstadsområdet.
Stk. 4. Taksterne må i
gennemsnit ikke stige mere end pris- og lønudviklingen.
Transport- og energiministeren kan fastsætte regler herom,
herunder at i tilfælde af uenighed om
takstfastsættelsen mellem de i stk. 2 og 3 nævnte
parter vil taksterne blive opskrevet med den forventede pris- og
lønudvikling for det kommende år.
Koordinering og planlægning af
offentlig servicetrafik m.v.
§ 7.
Trafikselskaberne skal samarbejde om at skabe gode muligheder for
forbindelse med andre trafikselskabers og statens offentlige
servicetrafik, herunder ved tilrettelæggelse af
køreplaner.
Stk. 2. Med henblik på at sikre
sammenhæng og koordinering mellem trafikselskabernes
offentlige servicetrafik indbyrdes og med den statslige offentlige
servicetrafik kan transport- og energiministeren fastsætte
regler for samarbejdet.
Stk. 3. Traransport- og
energiministeren kan fastsætte regler for et samarbejde
mellem trafikselskabet på Sjælland,
Ørestadsselskabet og de jernbanevirksomheder, der
udfører offentlig servicetrafik på kontrakt med staten
inden for trafikselskabet på Sjællands område.
Samarbejdet skal mindst omfatte hovedstadsområdet.
Stk. 4. De i stk. 3 nævnte
parter udarbejder i samarbejde én gang årligt en
rapport, der gør status for samarbejdets resultater og
forslag til forbedringer.
§ 8. Transport-
og energiministeren udarbejder mindst hvert fjerde år efter
høring af trafikselskaberne og kommunerne en trafikplan for
den jernbanetrafik, der udføres som offentlig servicetrafik
på kontrakt med staten. I planen redegøres for statens
overvejelser, og statens prioriteringer fremlægges. Planen
skal bl.a. indeholde oplysninger om politiske og økonomiske
servicemålsætninger for den statslige offentlige
servicetrafik samt en beskrivelse af besluttede statslige projekter
og dispositioner, der berører kapaciteten på
jernbanenettet og disses samspil med den eksisterende offentlige
servicetrafik.
§ 9.
Trafikselskabet udarbejder med udgangspunkt i den statslige
trafikplan mindst hvert fjerde år en plan for serviceniveauet
for den offentlige servicetrafik, der varetages af trafikselskabet,
jf. § 5.
§ 10.
Trafikselskabet skal årligt levere oplysninger til Transport-
og Energiministeriet om nøgletal til brug for etablering af
en landsdækkende database for offentlig servicetrafik.
Transport- og energiministeren kan fastsætte bestemmelser om,
hvilke oplysninger trafikselskabet skal levere.
Individuel handicapkørsel for
svært bevægelseshæmmede
§ 11.
Trafikselskabet skal for svært bevægelseshæmmede
over 18 år etablere individuel handicapkørsel, som
rækker ud over transport til behandling, terapi og lign.
Stk. 2. Individuel
handicapkørsel skal
1) som minimum pr. år omfatte 104
enkeltture så tæt til gadedøren som muligt
og
2) foregå i et egnet
køretøj.
Stk. 3. Individuel
handicapkørsel skal bestilles i rimelig tid inden
kørslen.
Stk. 4. Taksterne for individuel
handicapkørsel må ikke være væsentligt
højere end taksten for øvrig trafik, der varetages af
trafikselskabet.
Stk. 5. Trafikselskaberne skal
inddrage handicaporganisationerne i forbindelse med
tilrettelæggelsen af ordningen for individuel
handicapkørsel.
Privatbaner
§ 12. Et
trafikselskab kan på privatbanestrækninger
1) indgå kontrakter med
jernbanevirksomheder om mod betaling at udføre
passagertrafik som offentlig service,
2) virke som infrastrukturforvalter efter lov om
jernbane og
3) deltage uden bestemmende indflydelse i
selskaber, der forvalter jernbaneinfrastruktur, driver
jernbanevirksomhed eller udfører anden virksomhed i
tilknytning til jernbanedrift.
Stk. 2. Trafikselskabet på
Sjælland kan deltage med bestemmende indflydelse i selskaber,
der forvalter jernbaneinfrastruktur, driver jernbanevirksomhed
bortset fra udførelse af godstransport eller udfører
anden virksomhed i tilknytning til jernbanedrift.
Stk. 3. I privatbaneselskaber, der
alene udøver virksomhed som nævnt i § 13,
stk. 1, eller anden jernbanetrafik udført som offentlig
service, kan et trafikselskab udøve bestemmende indflydelse.
Et trafikselskab kan ligeledes udøve bestemmende indflydelse
i et selskab, der inden for trafikselskabets område eller
mellem et forretningssted i trafikselskabets område og
nærmeste afleverings- eller afhentningssted udfører
anden virksomhed i tilknytning til jernbanedrift. Såfremt et
trafikselskab opnår bestemmende indflydelse i et selskab, der
ikke udelukkende udfører den i 1. og 2. pkt. nævnte
virksomhed, skal aktiviteterne i selskabet og i andre selskaber,
som det pågældende selskab kontrollerer, eller
trafikselskabets deltagelse heri inden for rimelig tid efter den
erhvervelse, der giver bestemmende indflydelse, tilpasses
således, at trafikselskabets fremtidige deltagelse er i
overensstemmelse med 1. og 2. pkt.
Stk. 4. Transport- og energiministeren
kan fastsætte regler om udøvelsen af trafikselskabets
beføjelser efter stk. 1-3.
§ 13. Et
trafikselskab kan yde aktieselskaber, som udfører
jernbanedrift i henhold til koncession, eller som har været
drevet i henhold til koncession udstedt i medfør af
anlægsloven for den pågældende jernbane
(privatbane), støtte til anlæg og drift omfattet af
koncessionen. Regionen betaler udgifter til pension i de
nævnte aktieselskaber.
Stk. 2. Trafikselskabet fører
tilsyn med økonomien og administrationen i aktieselskaber
som nævnt i stk. 1. Disse aktieselskaber er forpligtet
til at meddele trafikselskabet enhver oplysning om selskabets
forhold, som trafikselskabet måtte forlange.
Aktieselskabernes vedtægter og ændringer i disse skal
godkendes af trafikselskabet. Hvis flere trafikselskaber
måtte være kompetente efter 1. og 2. pkt., afgør
transport- og energiministeren
kompetencespørgsmålet.
Stk. 3. Transport- og energiministeren
kan tillade, at et aktieselskab som nævnt i stk. 1
driver jernbanevirksomhed uden for de strækninger, hvortil
aktieselskabet har koncession.
Stk. 4. Et aktieselskab som
nævnt i stk. 1 kan beslutte at overdrage sin
jernbaneinfrastruktur til trafikselskabet eller til tredjemand.
§ 14.
Kommunalbestyrelser, som ved lovens ikrafttræden deltager i
privatbaneselskaber, kan tillige deltage uden bestemmende
indflydelse i selskaber, der forvalter jernbaneinfrastruktur,
driver jernbanevirksomhed eller udfører anden virksomhed i
tilknytning til jernbanedrift.
§ 15. Adgangen
for koncessionshavere til at drive jernbanevirksomhed
berøres ikke af, at de hidtidige koncessioner
udløber, forudsat at lovgivningens øvrige betingelser
for at drive virksomheden er opfyldt.
Stk. 2. Ved udløb af
koncessioner forbliver bestemmelser om ret for staten til at
overtage den pågældende jernbaneinfrastruktur i kraft,
så længe der drives regelmæssig passagertrafik
på den pågældende strækning og indtil 1
år efter meddelelse til transport- og energiministeren om
ophør af sådan drift.
§ 16. Ved
anvendelse af bestemmelser i lov eller koncession om ret for staten
til at overtage privatbaners infrastruktur skal tilskud ydet af det
offentlige til de pågældende privatbaners drift eller
anlæg efter den 1. januar 2001 ikke medregnes som
indtægt for de pågældende privatbaner ved
opgørelse af anlæggenes nettoudbytte eller ved
beregning af værdien af aktierne i selskaberne. Tilsvarende
skal der bortses fra et eventuelt tilskudselement i betaling ydet
af det offentlige i henhold til kontrakt om udførelse af
trafik som offentlig service.
Stk. 2. Bestemmelser i lov eller
koncession om ret for staten til at overtage privatbanernes
infrastruktur har gyldighed mod enhver uden tinglysning.
Bestemmelser for ikke koncessionerede
banestrækninger
§ 17.
§ 12 og § 13, stk. 1, 2 og 4, finder
tilsvarende anvendelse for de ikke koncessionerede
banestrækninger Høng-Slagelse og
Hillerød-Snekkersten.
Stk. 2. § 12, stk. 1,
nr. 1, finder tilsvarende anvendelse for banestrækningen
Snekkersten-Helsingør.
§ 18.
Trafikselskabet på Sjælland kan på grundlag af
denne lov uden betaling af afgifter og gebyrer få tinglyst
sine rettigheder og adkomstforhold vedrørende
banestrækningen Hillerød-Snekkersten.
Stk. 2. Hvis regelmæssig
passagertrafik ophører på banestrækningen
Hillerød-Snekkersten, har staten ret til vederlagsfrit at
overtage jernbaneinfrastrukturen med tilhørende arealer,
stationsbygninger m.v.
Stk. 3. Statens ret til overtagelse af
jernbaneinfrastruktur efter stk. 2 har gyldighed mod enhver
uden tinglysning.
Kapitel 3
Tilladelser til rutekørsel
§ 19. Ved
rutekørsel forstås regelmæssig befordring af
personer med motorkøretøj i en bestemt
trafikforbindelse, som finder sted over mindst 3 kørselsdage
og mindst én gang om ugen, og hvor på- eller
afstigning kan ske inden for forud fastsatte områder, jf. dog
stk. 2. Der kan tillige tilbydes en ekstra ydelse, hvis
kørslen er åben for alle uanset ønske om
benyttelse af denne ekstra ydelse.
Stk. 2. Er rutekørslen
åben for alle, betegnes denne som »almindelig
rutekørsel«. Uanset stk. 1 forstås ved
almindelig rutekørsel endvidere
1) individuel handicapkørsel for
svært bevægelseshæmmede, som rækker ud over
befordring til behandling, terapi og lign., jf. § 11,
og
2) kørsel af passagerer for
jernbanevirksomheder og luftfartsselskaber, der er ramt af
trafikforstyrrelser.
Stk. 3. Befordres der kun bestemte
kategorier af personer, betegnes kørslen som »speciel
rutekørsel«.
Stk. 4. Ved fjernbuskørsel
forstås rutekørsel, der forløber over mere end
to trafikselskabers områder, over mere end området for
trafikselskabet på Sjælland eller over mere end
Bornholms Regionskommunes område. Hvis fjernbuskørslen
udføres som almindelig rutekørsel, skal der
udføres mindst én afgang 4 dage ugentligt på
ruten i en periode af mindst 6 måneder, medmindre perioden
efter tilladelsens udstedelse under ganske særlige
omstændigheder forkortes.
§ 20. Der
kræves tilladelse til udførelse af almindelig
rutekørsel. Til speciel rutekørsel kræves
tilladelse, hvis kørslen udføres med
motorkøretøj indrettet til befordring af mere end 9
personer, inkl. føreren.
Stk. 2. Tilladelse til
rutekørsel udstedes med gyldighed i indtil 5 år.
Tilladelser til trafikselskaber og Bornholms Regionskommune
udstedes dog med gyldighed indtil videre.
§ 21.
Tilladelse til udførelse af rutekørsel, der ikke er
fjernbuskørsel, gives af transport- og energiministeren. Ved
afgørelsen skal der tages hensyn til, om behovet for
kørslen er dækket eller vil kunne dækkes ved
anvendelse af eksisterende offentlig servicetrafik.
Stk. 2. Transport- og energiministeren
fastsætter regler om trafikselskabernes og Bornholms
Regionskommunes rutekørsel, herunder om, at der ikke skal
foretages nogen behovsprøvelse som nævnt i
stk. 1.
§ 22.
Tilladelse til fjernbuskørsel gives af transport- og
energiministeren.
Stk. 2. Transport- og energiministeren
kan tillade, at der på en fjernbusrute befordres passagerer
mellem flere områder inden for ét trafikselskabs
område, inden for Bornholms Regionskommunes område
eller mellem to trafikselskabers områder, hvis der
indgås overenskomst herom med de berørte
myndigheder.
Stk. 3. Tilladelse til
fjernbuskørsel kan kun gives til offentlige myndigheder
eller en virksomhed helt eller delvis ejet af en eller flere
offentlige myndigheder, hvis ruten udbydes til private
buskørselsvirksomheder, og hvis ruten ikke krydser
Storebælt eller Kattegat.
§ 23.
Transport- og energiministeren kan fastsætte regler om
1) afgivelse af indberetninger om
buskørslens omfang og udøvelse,
2) varsel om ophør, hvis tilladelsens
indehaver inden tilladelsesperiodens udløb vil ophøre
med at drive ruten,
3) pligt for indehaveren af tilladelsen til at
fortsætte kørslen indtil det tidspunkt, hvor den
pågældende lovligt kan ophøre med
kørslen, samt
4) øvrige vilkår for tilladelsen,
herunder om rute, køreplan, takster og befordringspligt.
§ 24. En
tilladelse til rutekørsel kan tilbagekaldes, hvis
indehaveren groft eller gentagne gange har overtrådt
vilkårene for tilladelsen, eller hvis en fører eller
en anden, der optræder i busvirksomhedens interesse, gentagne
gange groft har overtrådt vilkårene for
tilladelsen.
Stk. 2. Tilbagekaldelse af en
tilladelse sker på tid fra 1 til 5 år eller indtil
videre. Tilbagekaldelsen skal indeholde oplysning om
indbringelsesmuligheden efter stk. 3 og fristen herfor.
Stk. 3. En afgørelse om
tilbagekaldelse efter stk. 1 kan forlanges indbragt for
domstolene. Anmodning herom skal inden 4 uger efter, at
afgørelsen er meddelt indehaveren af tilladelsen,
fremsættes over for den myndighed, der har givet tilladelsen.
Myndigheden anlægger sag mod den pågældende i den
borgerlige retsplejes former.
Stk. 4. Anmodning om sagsanlæg
vedrørende tilbagekaldelse har opsættende virkning,
men retten kan ved kendelse bestemme, at den pågældende
under sagens behandling ikke må udøve den virksomhed,
tilladelsen vedrører. Hvis tilbagekaldelsen findes lovlig
ved dommen, kan det i denne bestemmes, at anke ikke har
opsættende virkning.
§ 25. En
tilladelse til rutekørsel bortfalder, hvis indehaveren ikke
længere har tilladelse til erhvervsmæssig
personbefordring i henhold til busloven.
§ 26. En
tilladelse, der er tilbagekaldt eller bortfaldet, jf.
§§ 24 og 25, skal straks afleveres til den
myndighed, der har givet tilladelsen.
Kapitel 4
Rejsekort og rejseplan
§ 27.
Trafikselskaberne, Bornholms Regionskommune,
Ørestadsselskabet samt DSB, som samarbejder om at udvikle og
drive elektroniske systemer for billettering, kan indgå
aftaler i tilknytning hertil, herunder om kommerciel anvendelse af
adgangen til billetteringssystemet. Overskud kan udbetales som
udbytte til parterne i samarbejdet.
§ 28.
Trafikselskaberne, Bornholms Regionskommune,
Ørestadsselskabet samt DSB, som samarbejder om at udvikle og
drive elektroniske systemer for oplysning om rejsetider og
rejseplanlægning, kan indgå aftaler i tilknytning
hertil, herunder om kommerciel anvendelse af adgangen til systemet.
Overskud kan udbetales som udbytte til parterne i samarbejdet.
Kapitel 5
Kontrolafgift og
straffebestemmelser
§ 29. Et
trafikselskab kan fastsætte kontrolafgift og
ekspeditionsgebyr for passagerer, der ikke foreviser gyldig
rejsehjemmel (billet eller kort).
Stk. 2. Et trafikselskab kan forlange,
at en passager, der ikke er i besiddelse af gyldig rejsehjemmel
(billet eller kort), skal forevise legitimation med henblik
på at fastslå passagerens identitet.
Stk. 3. Beløb efter stk. 1
kan inddrives ved udpantning og indeholdelse i løn m.v.
efter reglerne for inddrivelse af personlige skatter i
kildeskatteloven. Skyldige beløb kan endvidere inddrives ved
modregning i overskydende skat.
Stk. 4.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan eftergive beløb efter
stk. 1 efter reglerne i opkrævningsloven.
Stk. 5. Fogedretten træffer efter
begæring afgørelse om indsigelser, som skyldneren
fremsætter over for restanceinddrivelsesmyndigheden om
kravets berettigelse, om berettigelsen af et meddelt
pålæg om lønindeholdelse og om berettigelsen af
en gennemført modregning i overskydende skat.
Begæringen fremsættes over for
restanceinddrivelsesmyndigheden, som indbringer indsigelsen for
fogedretten. Afgørelsen træffes efter reglerne i
retsplejelovens §§ 499-503.
Stk. 6. Afgørelse efter stk. 5
træffes af fogedretten i den retskreds, hvor skyldnerens
bopæl er beliggende.
Stk. 7. Fristen for begæring om
indbringelse af indsigelser efter stk. 5 er 4 uger, fra skyldneren
har modtaget meddelelse om lønindeholdelse eller
modregning.
Stk. 8. Overskrides den i stk. 7
nævnte frist, afviser fogedretten sagen. Justitsministeren
kan dog undtagelsesvis indtil 1 år efter meddelelsen om
lønindeholdelse eller modregning tillade, at en indsigelse
behandles. Begæring herom skal i så fald indleveres til
fogedretten inden 4 uger efter tilladelsens meddelelse.
Fogedrettens afgørelse om indsigelser kan kæres til
landsretten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 53.
§ 30. Medmindre
højere straf er forskyldt efter anden lov, straffes med
bøde den, der kører rutekørsel uden tilladelse
eller overtræder vilkårene i en sådan
tilladelse.
Stk. 2. Der kan pålægges
selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i
straffelovens 5. kapitel.
Kapitel 6
Bemyndigelser, ikrafttræden og
overgangsbestemmelser m.v.
§ 31.
Transport- og energiministeren kan bemyndige Trafikstyrelsen for
jernbane og færger, Færdselsstyrelsen eller andre
statslige myndigheder under Transport- og Energiministeriet til at
udøve ministerens beføjelser i denne lov.
Stk. 2. Transport- og energiministeren
kan fastsætte regler om adgangen til at klage over
afgørelser efter denne lov, herunder at afgørelserne
skal påklages inden en bestemt frist, eller at
afgørelserne ikke kan påklages til transport- og
energiministeren.
§ 32.
Transport- og energiministeren fastsætter tidspunktet for
lovens ikrafttræden. Ministeren kan fastsætte, at
lovens enkelte bestemmelser træder i kraft på
forskellige tidspunkter.
§ 33. Lov om
den lokale og regionale kollektive personbefordring uden for
hovedstadsområdet, jf. lovbekendtgørelse nr. 493 af
16. juni 1995, og lov om hovedstadsområdets kollektive
persontrafik, jf. lovbekendtgørelse nr. 492 af 16. juni
1995, ophæves. Transport- og energiministeren
fastsætter tidspunktet for ophævelsen af de to love.
Ministeren kan fastsætte, at de to loves enkelte bestemmelser
ophæves på forskellige tidspunkter.
Stk. 2. Lov nr. 1317 af 20. december
2000 om amtskommunernes overtagelse af de statslige ejerandele i
privatbanerne ophæves. Transport- og energiministeren
fastsætter tidspunktet for ophævelse af lov om
amtskommunernes overtagelse af de statslige ejerandele i
privatbanerne. Ministeren kan fastsætte, at lovens enkelte
bestemmelser ophæves på forskellige tidspunkter.
Stk. 3. Transport- og energiministeren
bemyndiges til at ophæve bestemmelser i koncessioner
(privatbaneeneretsbevillinger), som er i modstrid med Danmarks
internationale forpligtelser, eller som ikke er tidssvarende.
§ 34. I en
overgangsperiode forud for etablering af trafikselskaberne, jf.
§ 1, stk. 1, får forberedelsesudvalgene for
regionerne til opgave at forberede oprettelsen af
trafikselskaberne. Forberedelsesudvalgene for Region Sjælland
og Region Hovedstaden får i fællesskab til opgave at
forberede oprettelsen af trafikselskabet på
Sjælland.
§ 35.
Tilladelser udstedt i henhold til § 3, stk. 1, i lov
om buskørsel er gyldige i overensstemmelse med tilladelsens
indhold. Bestemmelserne om rutekørsel i denne lov
gælder også for disse tilladelser.
§ 36.
Bekendtgørelser fastsat i medfør af lov om
buskørsel og i medfør af lov om
hovedstadsområdets kollektive persontrafik forbliver i kraft,
indtil de ophæves eller afløses af bestemmelser
fastsat i medfør af denne lov eller lov om
buskørsel.
§ 37. I lov om
buskørsel, jf. lovbekendtgørelse nr. 107 af 19.
februar 2003, som ændret ved § 1 i lov nr. 474 af
9. juni 2004, foretages følgende ændringer:
1. § 1, stk. 2 og
5, ophæves.
Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 2
og 3.
2. § 1 c, 1. pkt.,
affattes således:
»Tilladelse til erhvervsmæssig
personbefordring eller udlejning af motorkøretøjer
udstedes med gyldighed i indtil 5 år.«
3. Kapitel 2 ophæves.
4. I § 2 a, stk. 1,
ændres »7« til: »6«.
5. § 2 a, stk. 2,
affattes således:
»Stk. 2. Færdselsstyrelsen
træffer afgørelse i alle andre sager og fungerer
samtidig som sekretariat for Vejtransportrådet.
Færdselsstyrelsen kan i forbindelse hermed modtage
oplysninger fra organisationer.«
6. § 2 a, stk. 3, 2.
pkt., affattes således:
»Dog fastsætter
Færdselsstyrelsen de nærmere vilkår for
internationale tilladelser, som udstedes efter § 1, stk.
2, nr. 1.«
7.§§ 3-7
ophæves.
8.§ 14, stk. 5,
ophæves.
Stk. 6-8 bliver herefter
stk. 5-7.
9. I § 14, stk. 6, der
bliver stk. 5, ændres »stk. 3« til:
»stk. 2«.
10. I § 14, stk. 8, der
bliver stk. 7, ændres »stk. 1, 2 og 3«
til: »stk. 1 og 2«.
11. I § 15 ændres to
steder »§ 14, stk. 4-6«, til:
»§ 14, stk. 4 og 5,«, og fire steder
ændres »§ 14, stk. 7,« til:
»§ 14, stk. 6,«.
12. I § 15, stk. 5,
ændres »stk. 3« til:
»stk. 2«.
13. I § 16, stk. 3,
ændres »stk. 2 og 3« til:
»stk. 2«.
14. I § 18, stk. 1, nr.
8, ændres », samt« til:
».«
15.§ 18, stk. 1, nr.
9, ophæves.
16 § 18 a og § 19 ophæves.
17. I § 22, stk. 1, nr.
1, ændres »§ 1, stk. 1-3,«
til: »§ 1, stk. 1 og 2,«.
§ 38. Loven
gælder ikke for Færøerne og Grønland.