L 71 Forslag til lov om regionernes finansiering.

Af: Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V)
Udvalg: Kommunaludvalget
Samling: 2004-05 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 24-02-2005

Fremsættelsestale af lovforslag

20042_l71_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (24. februar 2005)

 

 

Indenrigs- og sundhedsministeren (Lars Løkke Rasmussen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om regionernes finansiering

(Lovforslag nr. L 71).

Lovforslaget udmønter den del af aftalen om kommunalreformen, der vedrører regionernes finansiering.

I denne lov fastsættes de generelle regler for regionernes økonomi og finansiering, og der fastsættes konkrete regler om det generelle tilskud fra staten samt grundbidraget og udviklingsbidraget fra kommunerne. Principper og elementer i regionernes finansiering har været drøftet i Indenrigs- og Sundhedsministeriets Finansieringsudvalg.

Hovedopgaven for regionerne bliver driften af sundhedsvæsenet. Den nye finansieringsform for regionerne sigter mod at give dem lige muligheder for at drive sundhedsvæsenet. Derfor bliver den væsentligste finansieringskilde et statsligt bloktilskud, der fordeles til regionerne efter objektive kriterier for udgiftsbehovet i regionerne. Bloktilskuddet vil udgøre ca. tre fjerdedele af finansieringen af sundhedsvæsenet. Der vil endvidere være en mindre statslig aktivitetspulje.

Kommunalreformen medfører, at kommunerne får ansvaret for den forebyggelse, pleje og genoptræning, der ikke foregår under indlæggelse. Med henblik på at give kommunerne en yderligere tilskyndelse til en effektiv forebyggelses-, trænings og plejeindsats, indføres der en kommunal medfinansiering af sundhedsvæsenet i form af et kommunalt grundbidrag pr. indbygger og, jf. forslag til sundhedslov, et aktivitetsafhængigt bidrag.

Med henblik på at sikre en entydig og gennemskuelig finansiering af sundhedsvæsenet, opdeles regionernes økonomi i tre adskilte dele: Sundhedsområdet, regionale udviklingsopgaver og drift af institutioner på social- og undervisningsområdet.

Den nye finansieringsform for regionerne afløser den hidtidige skattefinansiering af amterne. Den nye finansieringsform sigter mod at give regionerne ensartede økonomiske vilkår, således at der bliver mulighed for samme service i hele landet uanset de forskelle i indbyggernes indkomster og udgiftsbehov, der er mellem regionerne.

Opnåelsen af lige økonomiske muligheder for regionerne i kraft af det nye finansieringssystem vil medføre visse byrdefordelingsmæssige forskydninger i forhold til den nuværende situation. Disse forskydninger indfases over en fem-årig periode.

Under hensyntagen til den mulige realvækst på sundhedsområdet vil indfasningen af de byrdefordelingsmæssige virkninger kunne ske uden nedgang i udgifterne i nogen af regionerne, men alene gennem en forskellig udviklingstakt for udgifterne i de enkelte regioner i denne overgangsperiode. Efter udløbet af overgangsordningen, som løber i årene 2007-2011, vil virkningerne være fuldt indfasede, og der vil herefter være mulighed for samme realvækst i alle regioner.

Regionernes udviklingsopgaver omfatter kollektiv trafik samt en række opgaver vedr. erhvervsudvikling, ungdomsuddannelser, miljø og planlægning samt kultur.

Disse opgaver foreslås finansieret gennem et statsligt bloktilskud og et udviklingsbidrag fra kommunerne. Bloktilskuddet til den enkelte region udmåles efter objektive kriterier for udgiftsbehovene på dette område. Der foreslås en revision af sammenvejningen af udgiftsbehovskriterierne i folketingsåret 2010-2011 med henblik på tilpasning af vægtene i forhold til den udvikling i udgifterne, der er sket i den mellemliggende periode.

I det omfang, regionerne løser driftsopgaver på social- og specialundervisningsområdet, skal disse opgaver finansieres direkte af kommunerne gennem takstbetaling.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale forslaget til hurtig og velvillig behandling i det høje Ting.