L 65 Forslag til lov om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab.

Af: Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V)
Udvalg: Kommunaludvalget
Samling: 2004-05 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 24-02-2005

Fremsættelse: 24-02-2005

Fremsættelsestale af lovforslag

20042_l65_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (24. februar 2005)

 

 

Indenrigs- og sundhedsministeren (Lars Løkke Rasmussen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab.

(Lovforslag nr. L 65).

Lovforslaget er en del af den lovgivningsmæssige gennemførelse af kommunalreformen. Lovforslaget udmønter den del af aftalen om kommunalreformen, der vedrører oprettelse af regionerne og nedlæggelsen af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehus­fællesskab.

Med lovforslaget skabes de lovgivningsmæssige rammer for etableringen af fem nye regioner, regionernes geografi og regionernes styrelse.

Forslaget indeholder således den retlige regulering af regionernes virksomhed og indeholder bestemmelser om den fremtidige geografiske inddeling af de fem regioner (som fremgår af det kortbilag, der er optrykt som lovforslagets bilag 1). Forslaget indeholder desuden en opregning af regionernes opgaveområder. Efter lovforslaget skal regionerne varetage opgaver vedrørende sundhed, regional udvikling, tilbud på det sociale område for udsatte grupper og grupper med særlige behov, undervisning, oprettelse af trafikselskaber samt visse opgaver vedrørende natur, miljø og fysisk planlægning.

Lovforslaget indeholder tillige regler om regionernes styrelse. De foreslåede regler om regionernes styrelse svarer i et vist omfang til eller henviser til bestemmelser om styrelsen af kommuner i lov om kommunernes styrelse. Lovforslaget indeholder dog en række styrelsesregler, der er særegne for regionerne og som således tager højde for, at regionernes opgaveområde er væsentligt anderledes end de tidligere amtskommuners.

Det foreslås således, at hver region styres af et regionsråd bestående af 41 folkevalgte medlemmer, og at formanden for regionsrådet benævnes regionsrådsformand.

Det foreslås desuden, at regionernes styrelse tilrettelægges inden for rammerne af et fleksibelt forretningsudvalgsstyre, hvor et forretningsudvalg, der består af regionsrådsmedlemmer, som udgangspunkt skal varetage de funktioner, der i kommunerne er tillagt økonomiudvalget, ligesom forretningsudvalgets erklæring skal indhentes om enhver sag, der forelægges regionsrådet til beslutning. Det foreslås endvidere, at regionsrådet træffer beslutning om, hvorvidt varetagelsen af den umiddelbare forvaltning af regionens andre anliggender helt eller delvis skal henlægges til forretningsudvalget eller regionsrådet. Regionsrådet og forretningsudvalget kan nedsætte særlige udvalg med forberedende og rådgivende funktioner.

Lovforslaget indeholder desuden bestemmelser om forberedelsen af etableringen af de nye regioner. Det foreslås, at de regionsråd, der vælges ved valget den 15. november 2005, i 2006 fungerer som forberedelsesudvalg, der skal forberede oprettelsen af de nye regioner den 1. januar 2007. Lovforslaget indeholder regler om forberedelsesudvalgenes kompetence og opgaver.

Lovforslaget indeholder endvidere bestemmelser om økonomisk kontrol af amtsrådene, Hovedstadens Udviklingsråd, Hovedstadens Sygehusfællesskab samt Københavns, Frederiksberg og Bornholms Kommunalbestyrelser. Hensigten med bestemmelserne om økonomisk kontrol er at sikre, at der ikke i perioden frem til kommunalreformens ikrafttræden den 1. januar 2007 iværksættes væsentlige økonomiske dispositioner, der vil være uhensigtsmæssige i forhold til den fremtidige opgavefordeling og opgavevaretagelse. Der gives således med loven hjemmel til, at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler, der sikrer enten forberedelsesudvalgene eller indenrigs- og sundhedsministeren indflydelse på amtsrådenes, Hovedstadens Udviklingsråds, Hovedstadens Sygehusfællesskabs samt Københavns, Frederiksberg og Bornholms Kommunalbestyrelsers væsentlige økonomiske dispositioner vedrørende opgaver, der den 1. januar 2007 flyttes til anden myndighed.

Lovforslaget indeholder desuden bestemmelser om vederlæggelse m.v. af regionsråd og forberedelsesudvalg.

Efter kommunalreformen vil de enkelte regioner få arbejdsgiveransvar, herunder ansvaret for lønudviklingen, over for det personale, der er ansat i regional tjeneste. Under hensyn til at sikre, at lønudviklingen i den enkelte region sker i koordinering med løndannelsen i de andre regioner, i kommunerne og i staten foreslås det, at forhandling og indgåelse af aftaler og overenskomster m.v. og bestemmelser i øvrigt om løn- og ansættelsesforhold for personale i regional tjeneste aftales eller fastsættes i et fælles lønnings- og takstnævn for regionerne med repræsentanter fra hvert af regionsrådene, KL og Finans- og Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Nævnet vil endvidere have de beføjelser, der i dag varetages af Sygesikringens Forhandlingsudvalg.

Desuden foreslås - som følge af nedlæggelsen af amtskommunerne og dannelsen af regionerne samt oprettelsen af et lønnings- og takstnævn for regionerne - en ændret sammensætning af kommunernes lønningsnævn.

Lovforslaget indeholder samtidig bestemmelser, der nedlægger amtskommunerne, Hovedstadens Sygehusfællesskab og Hovedstadens Udviklingsråd. Endelig indeholder lovforslaget visse konsekvensændringer i lovgivning på Indenrigs- og Sundhedsministeriets og Kirkeministeriets område som følge af nedlæggelsen af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfæl­les­skab.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings hurtige og velvillige behandling.