Skriftlig fremsættelse (23. februar
2005)
Indenrigs- og
sundhedsministeren (Lars Løkke Rasmussen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
valg til Folketinget, lov om valg af danske medlemmer til
Europa-Parlamentet og lov om kommunale valg (Adgang til benyttelse
af elektroniske valglister og elektroniske brevstemmeprotokoller,
opgørelse af personlige stemmer for hvert
afstemningsområde, elektronisk indsendelse af
valgbøger til indenrigs- og sundhedsministeren
m.v.)
(Lovforslag nr. L 60).
Lovforslaget er en genfremsættelse af
lovforslag nr. L 62 om ændring af folketingsvalgloven,
Europa-Parlamentsvalgloven og den kommunale valglov, som jeg
fremsatte i sidste samling.
Ved forslaget gives der mulighed for, at
kommunalbestyrelsen ved folketingsvalg, Europa-Parlamentsvalg og
kommunale valg kan beslutte, at der for et eller flere eller alle
afstemningsområder i kommunen skal benyttes en elektronisk
valgliste, samt at brevstemmeprotokollen skal føres
elektronisk. Herved vil der blive mulighed for en mere fleksibel
tilrettelæggelse af afstemningen på valgdagen, herunder
ved at vælgeren kan henvende sig ved det valgbord, hvor
køen er kortest. Endvidere bliver der mulighed for en mere
fleksibel tilrettelæggelse af registreringen af de modtagne
brevstemmer. Baggrunden for forslaget er en henvendelse herom fra
Københavns, Aalborg, Odense, Glostrup, Høje-Taastrup
og Frederiksberg Kommuner.
Ved forslaget indføres endvidere ved
folketingsvalg og Europa-Parlamentsvalg den ordning, at der ved
fintællingen skal ske en opgørelse for hvert
afstemningsområde af antallet af personlige stemmer for hver
kandidat samt antallet af partistemmer/listestemmer for hvert
parti/kandidatliste og ikke blot som i dag for hele
opstillingskredsen. Den nævnte opgørelse for hvert
afstemningsområde skal vedlægges valgbogen som et
bilag. Ministeren bemyndiges til at bestemme, at valgbogen med
bilag skal indsendes elektronisk. Herved sikres, at ministeriet kan
offentliggøre oplysninger om kandidaternes personlige
stemmetal m.v. på afstemningsområdeniveau og ikke blot
på opstillingskredsniveau, samt at ministeriet kan
kontrollere også denne del af valgbestyrelsernes
fintællinger på afstemningsområdeniveau.
Henvendelsen fra de nævnte kommuner
vedrører ud over elektroniske valglister muligheden for
på et senere tidspunkt at indføre elektronisk
stemmeafgivning på afstemningsstederne og uovervåget
stemmeafgivning via internettet ved hjælp af digital
signatur. I den anledning tilkendegives i lovforslagets
bemærkninger, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet vil se
positivt på konkrete, egnede forslag til forsøg med
elektronisk stemmeafgivning på afstemningsstedet med henblik
på eventuel tilvejebringelse af lovhjemmel til et
sådant forsøg €" uanset de ulemper, der knytter
sig til elektronisk stemmeafgivning navnlig vedrørende
manglende folkelig kontrol med valgprocessen og valgresultatet.
Endvidere tilkendegives, at det efter Indenrigs- og
Sundhedsministeriets opfattelse ikke vil være
hensigtsmæssigt, at der tages skridt med henblik på at
indføre adgang til uovervåget stemmeafgivning ved valg
til politiske organer (Folketinget, Europa-Parlamentet og de
kommunale råd) og landsdækkende folkeafstemninger.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.