L 6 Forslag til lov om ændring af jordfordelingsloven, landdistriktsstøtteloven, lov om drift af landbrugsjorder og forskellige andre love på Fødevareministeriets område.

(Udmøntning af kommunalreformen, for så vidt angår miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger, samt konsekvensrettelser som følge af kommunalreformen).

Af: Fødevareminister Hans Christian Schmidt (V)
Udvalg: Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Samling: 2004-05 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 24-02-2005

Fremsættelse: 24-02-2005

Fremsættelsestale af lovforslag

20042_l6_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (24. februar 2005)

 

 

Ministeren for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri (Hans Chr. Schmidt) :

 

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af jordfordelingsloven, landdistriktsstøtteloven, lov om drift af landbrugsjorder og forskellige andre love på Fødevareministeriets område (Udmøntning af kommunalreformen for så vidt angår miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger samt konsekvensrettelser som følge af kommunalreformen).

(Lovforslag nr. L 6).

Lovforslaget er en del af den lovgivningsmæssige gennemførelse af kommunalreformen. Lovforslaget indeholder forslag til ændringer, som vedrører opgavevaretagelsen i kommunerne og regionsrådene m.v. Lovændringen vedrørende miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger fremgår af Aftalen om strukturreformen, mens der med de øvrige lovændringer er tale om konsekvensrettelser som følge af kommunalreformen.

Forslaget medfører ændringer i følgende love: Fiskeriloven, lov om kapitelstakster, lov om mark- og vejfred, lovforslaget til jordfordelingsloven, landdistriktsstøtteloven, lov om støtte til jordbrugets strukturudvikling og til økologisk produktion inden for jordbrug og fiskeri m.v. samt lov om drift af landbrugsjorder.

De foreslåede ændringer er for de fleste loves vedkommende konsekvensrettelser uden større praktiske ændringer.

Ændringen af landdistriktsstøtteloven indebærer imidlertid en ændring af administrationen af tilskudsordningen miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger (MVJ) , som har til formål at fremme natur- og beskyttelseshensyn i særligt følsomme landbrugsområder gennem frivillige aftaler. Den del af administrationen, som hidtil har været udlagt til amterne, foreslås primært placeret hos staten, d.v.s. i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, samt for en mindre del hos kommunerne for så vidt angår udpegningen af de særligt følsomme landbrugsområder.

Ændringen af landdistriktsstøtteloven indebærer også, at den del af administrationen af den såkaldte artikel 33-ordning om fremme af tilpasningen og udviklingen af landdistrikterne, som i dag varetages af amterne, fremover foreslås varetaget af de kommende regioner, ligesom det foreslås, at regionerne får mulighed for at bidrage til finansieringen af artikel 33-ordningen og Fælleskabsinitiativet LEADER+, således som amterne gør det i dag. Bornholms Regionskommune foreslås indrømmet særstatus, således at den kan vælge at blive sidestillet med regionsråd vedrørende administrationen af artikel 33-ordningen og muligheden for at bidrage til finansieringen af artikel 33-ordningen og LEADER+, i det omfang jeg i øvrigt delegerer disse beføjelser til regionerne.

I ændringen af lov om drift af landbrugsjorder foreslås de opgaver, der hidtil har været udlagt til amtsrådene, placeret hos kommunalbestyrelserne. Det drejer sig bl.a. om anmeldelse af retten til genopdyrkning, administration af reglerne om skovplantning mv.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med bemærkninger, anbefales det til Folketingets velvillige behandling.