Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 2. juni 2005
Forslag
til
Lov om jordfordeling og offentligt køb
og salg af fast ejendom
til jordbrugsmæssige formål m.m.
(jordfordelingsloven)
Kapitel 1
Formål
§ 1. Loven har
til formål at
1) sikre en bedre erhvervsmæssig udnyttelse
af landbrugsejendomme ved at forbedre struktur- og
arronderingsforholdene gennem omlægning af landbrugsjord,
2) medvirke til gennemførelse af projekter
til bevaring og forbedring af natur- og miljøværdier i
det åbne land, herunder oprettelse af rekreative
områder og natur- og nationalparker, gennemførelse af
naturgenopretningsprojekter, naturpleje, skovplantning,
drikkevandssikring og internationale forpligtelser på natur-
og miljøområdet m.v.,
3) medvirke til udvikling i landdistrikterne ved
forbedring af struktur- og arronderingsforholdene under hensyn til
natur, miljø og landskabelige værdier,
4) medvirke til jordomlægninger for at
afbøde de jordbrugsmæssige gener ved
ikke-jordbrugsmæssige aktiviteter i
landbrugsområder,
5) fremskaffe erstatningsarealer til
berørte landbrugsejendomme i forbindelse med
gennemførelse af de i nr. 2-4 nævnte projekttyper
og
6) muliggøre etablering og bevarelse af
havekolonier.
Kapitel 2
Jordfordeling
§ 2.
Jordfordeling gennemføres ved, at samtlige
arealomlægninger mellem de deltagende lodsejere berigtiges
samtidig på en fastsat skæringsdag ved kendelse efter
reglerne i §§ 2-9.
Stk. 2. Sager om jordfordeling behandles i
samarbejde mellem jordbrugskommissionen og Direktoratet for
Fødevareerhverv. Anmodning om rejsning af en
jordfordelingssag indgives til direktoratet.
Stk. 3. Ved afsigelse af kendelse udvides
jordbrugskommissionen, idet den tiltrædes af en byretsdommer,
der beskikkes af ministeren for fødevarer, landbrug og
fiskeri. Byretsdommeren skal være dommer i en retskreds
beliggende helt eller delvis inden for jordbrugskommissionens
område. Dommeren overtager formandskabet i
jordbrugskommissionen. Endvidere tiltrædes
jordbrugskommissionen af et medlem, der repræsenterer
realkredit- og pengeinstitutter. Ministeren beskikker medlemmet
efter forhandling med økonomi- og erhvervsministeren.
Stk. 4. Direktoratet kan fungere som
sekretariat for jordbrugskommissionerne. Ministeren for
fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter
nærmere regler for jordbrugskommissionernes virksomhed og for
direktoratets sekretariatsbistand.
§ 3.
Direktoratet for Fødevareerhverv kan beslutte, at der
på grundlag af en anmodning efter § 2, stk. 2, skal
udarbejdes en plan til en hensigtsmæssig jordfordeling inden
for et fastlagt område, eventuelt med fastsættelse af
de deltagende jorders værdi ved afholdelse af
vurderingsforretning efter stk. 3 og 4.
Stk. 2. Direktoratet indkalder til et
lodsejermøde, hvor der redegøres for sagen, og hvor
flertallet af de fremmødte lodsejere vælger et
lodsejerudvalg. Indkaldelse til mødet sker ved meddelelse i
dagspressen, gennem postvæsenet eller på anden
hensigtsmæssig måde med 8 dages varsel.
Lodsejerudvalget repræsenterer lodsejerfællesskabets
interesser. På mødet fastlægges sagens
skæringsdag og planområdets udstrækning, ligesom
dato for planlægningens afslutning aftales.
Stk. 3. Eventuel vurderingsforretning til
fastsættelse af jordernes ombytnings- og
beliggenhedsværdi foretages efter forudgående
indvarsling af ejeren med mindst 8 dages varsel af to lokalkendte,
landbrugskyndige personer, valgt af lodsejerne, samt af
direktoratet, der leder vurderingsforretningen.
Stk. 4. Værdifastsættelserne
fremlægges efter fornøden bekendtgørelse til
offentligt eftersyn i 14 dage med tilkendegivelse af, at
indsigelser mod vurderingsforretningen og
værdiansættelsen fremsættes skriftligt over for
direktoratet inden 14 dage fra sidste fremlæggelsesdag.
Værdiansættelsen vil blive lagt til grund for
jordfordelingsplanen. Jordbrugskommissionen bestemmer, om en
indsigelse imod værdiansættelsen kan tages til
følge, og om den ændrede værdiansættelse
skal fremlægges til fornyet eftersyn.
Stk. 5. Direktoratet udarbejder efter
forhandling med den enkelte lodsejer forslag til en
hensigtsmæssig jordfordelingsplan med oplysning om
vilkår, kontante vederlag og øvrige betingelser for
planens gennemførelse.
§ 4. Den
samlede jordfordelingsplan forelægges for lodsejerne og
jordbrugskommissionen på et offentligt møde, hvor
jordbrugskommissionen afgør, om planen kan godkendes.
Indkaldelse til mødet sker ved meddelelse i dagspressen,
gennem postvæsenet eller på anden hensigtsmæssig
måde med 8 dages varsel.
Stk. 2. Jordbrugskommissionen kan beslutte,
at særskilt beliggende ubebyggede lodder, som udgør en
mindre del af den samlede ejendom, og som hverken danner
væsentligt grundlag for ejerens erhvervsvirksomhed eller er
af tilsvarende væsentlig økonomisk betydning for
denne, ved kendelse inddrages helt i jordfordelingen.
Afståelsessummen fastsættes i så tilfælde
af jordbrugskommissionen.
Stk. 3. Jordbrugskommissionen kan bestemme,
at anden fast ejendom end landbrugsejendomme kan inddrages under
jordfordelingen, i det omfang det er påkrævet til
gennemførelse af en hensigtsmæssig plan.
Stk. 4. Den udvidede jordbrugskommission
afsiger foreløbig kendelse om, at jordfordelingsplanen skal
gennemføres efter foranstående bestemmelser. Kendelsen
er bindende for samtlige af planen omfattede lodsejere og
rettighedshavere i ejendommene. Jordbrugskommissionen foranlediger
kontante vederlag betalt og arealerne opmålt og afsat i
marken.
Stk. 5. Jordbrugskommissionens
foreløbige kendelse tinglyses som byrde på
ejendommene. Det kan i kendelsen bestemmes, at den skal tinglyses
pantstiftende med et for hver ejendom angivet beløb og
forrentning heraf til sikkerhed for kontante vederlag, indtil den
endelige kendelse tinglyses.
§ 5.
Jordfordelingen berigtiges ved endelig kendelse, når
opmåling og afsætning, jf. § 4, stk. 4, er
foretaget.
Stk. 2. Jordbrugskommissionens kendelse har
gyldighed over for de deltagende lodsejere samt pant- og andre
rettighedshavere.
Stk. 3. Lodsejere og panthavere samt
berettigede i henhold til leje- eller forpagtningskontrakter
underrettes af jordbrugskommissionen ved brev med 14 dages varsel
om tid og sted for mødet, hvori kendelse afsiges. Med samme
varsel sker indkaldelse i Statstidende af alle rettighedshavere i
ejendommene.
Stk. 4. Kendelsen skal indeholde
beskrivelse af de af jordfordelingen berørte ejendomme med
redegørelse for jordomlægningerne samt ejendoms- og
behæftelsesforholdene efter jordfordelingen.
§ 6. Ved
kendelsen afgøres endeligt alle indsigelser og krav, der som
følge af jordomlægningerne måtte være
fremsat over for den udvidede jordbrugskommission. Denne
træffer endvidere afgørelse om udbetaling af kontante
vederlag og om fordeling af skatter og afgifter m.v. på de
omlagte arealer.
Stk. 2. Medfører jordfordelingen, at
der fra en ejendom fraskilles et grundstykke, for hvilket der i
henseende til ejendommens økonomiske udnyttelse ikke eller
kun delvis ydes vederlag i jord, skal fornødent samtykke
foreligge fra panthaverne til grundstykkets frigørelse for
hæftelserne. Gives samtykket ikke, kan den udvidede
jordbrugskommission dog ved kendelse bestemme, at jordfordelingen
alligevel skal finde sted. Panthavernes krav imødekommes i
så fald i prioritetsorden, så langt vederlaget
rækker. Der må ikke ske nogen forringelse af
pantesikkerheden for de fortsat indestående
pantehæftelser. Disse rykker op, i det omfang
foranstående pantehæftelser helt eller delvis
indfries.
Stk. 3. Samtykke fra panthavere, jf. stk.
2, er dog ikke nødvendigt, hvis jordfordelingen alene
bevirker en ubetydelig formindskelse af ejendommen i forhold til
dennes værdi og den udvidede jordbrugskommission i kendelsen
efter enstemmig vedtagelse udtrykkeligt erklærer, at
udskillelsen af det jordstykke, der afgives eller ombyttes ved
jordfordelingen, kan ske uden fare for pantesikkerheden, og at
pantehæftelserne kan slettes for det udskilte stykkes
vedkommende.
Stk. 4. Hvis en lodsejer ikke har tinglyst
adkomst til det areal, denne afstår i jordfordelingen, kan
den udvidede jordbrugskommission, når lodsejerens ejendomsret
til arealet er sandsynliggjort, bestemme, at lodsejeren må
anses som rette adkomsthaver. Der skal foretages indkaldelse af
eventuelle adkomstberettigede efter regler svarende til reglerne i
tinglysningslovens § 20. Ligeledes kan den udvidede
jordbrugskommission bestemme, at et areal beliggende i
jordfordelingsområdet, og hvortil ingen gør
ejendomsret gældende, indgår i jordfordelingsplanen
på de heri fastsatte vilkår.
§ 7. Den
udvidede jordbrugskommission foranlediger, at de
jordomlægninger m.v., der er omfattet af kendelsen, bliver
noteret i matriklen og tinglyst med til- og fraskrivning for hver
ejendom af tinglyste hæftelser og byrder, jf.
tinglysningslovens §§ 21-23.
Stk. 2. Når tinglysning har fundet
sted, underretter den udvidede jordbrugskommission hver enkelt
lodsejer og panthaver om matrikelbetegnelse m.v. for de omlagte
arealer.
§ 8.
Direktoratet for Fødevareerhverv kan beslutte, at en
anmodning om jordomlægninger mellem et begrænset antal
ejendomme kan gennemføres ved én kendelse. Sagerne
fremmes i så fald til jordbrugskommissionens godkendelse uden
iagttagelse af bestemmelserne i § 3.
Stk. 2. For kendelsen gælder
bestemmelserne i § 5, stk. 2-4, og §§
6, 7 og 10.
§ 9. I sager,
som rejses af lodsejere efter § 3 i denne lov, afholdes
udgifterne af lodsejerne. Ministeren for fødevarer, landbrug
og fiskeri kan bestemme, at der skal ydes tilskud til de
omkostninger, som afholdes af lodsejerne.
Stk. 2. I sager, som rejses af lodsejere
efter § 8 i denne lov, afholdes udgifterne af lodsejerne.
Ministeren kan bestemme, at der skal ydes tilskud til en del af de
omkostninger, som afholdes af lodsejerne.
§ 10. Den
udvidede jordbrugskommissions endelige kendelse fuldbyrdes efter de
for domme fastsatte bestemmelser i overensstemmelse med
retsplejelovens tvangsregler. Fuldbyrdelsesfristen er 15 dage,
medmindre anden frist er fastsat i kendelsen.
Kapitel 3
Offentligt køb og salg af fast
ejendom
§ 11.
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri eller den,
ministeren bemyndiger dertil, kan ved aftale med ejeren købe
fast ejendom til opfyldelse af de i § 1 nævnte
formål.
§ 12. Til
fremskaffelse af fast ejendom til de formål, der er
nævnt i § 1, nr. 1-5, kan forkøbsret for staten
pålægges såvel landbrugsejendomme som
landbrugsjord og udyrkede arealer, der ikke udgør en del af
en landbrugsejendom. Endvidere kan der til fremskaffelse af jord
til de formål, der er nævnt i § 1, nr. 6,
pålægges forkøbsret for staten på
ejendomme beliggende såvel i landzone som i byzone, jf. lov
om planlægning.
Stk. 2. Beslutning om at
pålægge forkøbsret træffes af ministeren
for fødevarer, landbrug og fiskeri og tinglyses på
ejendommen på begæring af ministeren.
Forkøbsretten respekterer private forkøbsrettigheder
og køberettigheder, der er tinglyst før den 21. april
1967, men går i øvrigt forud for andre rettigheder
over ejendommen, uanset hvornår disse er stiftet. Ministeren
underretter ejeren af den pågældende ejendom om
beslutningen.
Stk. 3. Forkøbsretten gælder
ved enhver erhvervelse af ejendommen eller en del af denne. En
forkøbsret, der er pålagt med henblik på
fremskaffelse af jord til de formål, der er nævnt i
§ 1, nr. 1-5, kommer dog ikke til anvendelse,
1) når den overvejende del af ejendommen
ikke er beliggende i landzone,
2) når erhververen er en offentlig
myndighed,
3) når ejendommen erhverves af en person
ved arv, ved overtagelse til hensidden i uskiftet bo eller ved
deling af fællesbo,
4) når erhververen er den hidtidige ejers
ægtefælle eller samlever eller er beslægtet eller
besvogret med den hidtidige ejer i op- eller nedstigende linje
eller i dennes sidelinje så nær som søskende
eller disses børn, eller
5) når erhververen opfylder betingelserne i
§§ 12 og 13 i lov om landbrugsejendomme og arealet i
forbindelse med handelen sammenlægges med en af erhverver
ejet landbrugsejendom.
Stk. 4. En forkøbsret, der er
pålagt med henblik på fremskaffelse af jord til de
formål, der er nævnt i § 1, nr. 6, kommer dog ikke
til anvendelse ved de i stk. 3, nr. 3 og 4, nævnte
erhvervelser.
Stk. 5. I tilfælde som omhandlet i
stk. 3, nr. 1 og 2, skal forkøbsretten begæres aflyst
af ministeren.
§ 13. Til
afgørelse af, om forkøbsretten vil blive gjort
gældende, forelægges erhvervelsesdokumentet eller en
kopi heraf for ministeren for fødevarer, landbrug og
fiskeri.
Stk. 2. Ministeren træffer snarest
afgørelse om, hvorvidt forkøbsretten skal
gøres gældende. Består vederlaget helt eller
delvis i andet end pengeydelse, skal meddelelse om, at
forkøbsretten gøres gældende, indeholde
oplysning om, hvorvidt ministeren agter at bringe bestemmelsen i
§ 16, stk. 1, i anvendelse. Er erhvervelsen betinget af andet
end ejendommens udstykning eller vederlagets berigtigelse, kan
ministeren udsætte afgørelsen, indtil
erhvervelsesdokumentet forelægges på ny uden
sådanne andre betingelser. Er der ikke senest på
4-ugers-dagen for ministerens modtagelse af erhvervelsesdokumentet
afgivet meddelelse til ejeren om den trufne afgørelse eller
beslutning, kan forkøbsret ikke gøres
gældende.
Stk. 3. Indtil spørgsmålet om
anvendelse af forkøbsretten er afgjort, kan ministeren lade
ejendommen besigtige.
Stk. 4. Ministeren fastsætter
nærmere regler om de oplysninger, som skal medfølge
ved indsendelsen af erhvervelsesdokumentet, og om suspension
af den i stk. 2 fastsatte frist, såfremt sådanne
oplysninger ikke medfølger.
§ 14. Ved
tinglysning af et adkomstdokument om erhvervelse af fast ejendom,
hvorpå der er lyst forkøbsret for staten, skal der
vedlægges dokumentation for, at forkøbsretten ikke
kommer til anvendelse, jf. § 12, stk. 3. I modsat fald
tinglyses dokumentet alene med frist i henhold til
tinglysningsloven til fremskaffelse af dokumentation eller
erklæring fra ministeren for fødevarer, landbrug og
fiskeri om, at forkøbsretten ikke gøres
gældende.
Stk. 2. Ministeren fastsætter regler
om den dokumentation, som skal forevises tinglysningsdommeren.
§ 15. Hvis
forkøbsretten gøres gældende, indtræder
staten i erhververens rettigheder og forpligtelser med hensyn til
ejendommen og dens tilbehør, jf. tinglysningslovens §
37, stk. 1.
Stk. 2. Erhververen har krav på
godtgørelse for de omkostninger, som har været afholdt
forgæves i forbindelse med erhvervelsen. Udgifter, som
erhververen afholder efter at være kommet til kendskab om, at
staten gør sin forkøbsret gældende,
godtgøres ikke.
Stk. 3. Er ejendommen helt eller delvis
overgået til erhververen, overtager staten erhververens
indtægter af ejendommen samt erhververens udgifter i
forbindelse med ejendommens forsvarlige drift og nødvendige
vedligeholdelse.
§ 16. I det
omfang vederlaget for den erhvervede ejendom ikke består i
pengeydelse, kan ministeren for fødevarer, landbrug og
fiskeri forlange det omsat til et pengebeløb. I mangel af
mindelig overenskomst fastsættes pengebeløbet af de i
lov om offentlige veje omhandlede taksationsmyndigheder. Ved sagens
behandling for taksationsmyndighederne finder bestemmelserne i
§§ 53-55, 59-63, 65 og 66 i lov om offentlige veje
tilsvarende anvendelse.
Stk. 2. Er ejendommen erhvervet helt eller
delvis vederlagsfrit, fastsættes det vederlag, som staten
skal betale i anledning af ejendommens overtagelse, i mangel af
mindelig overenskomst af taksationsmyndighederne, jf. stk. 1.
Stk. 3. Omfatter erhvervelsen tillige fast
ejendom, løsøre eller andre formuegoder, som ikke
omfattes af forkøbsretten, og er der ikke fastsat
særskilt vederlag herfor, fastsættes vederlaget for den
ejendom, som overtages af staten, i mangel af mindelig overenskomst
af taksationsmyndighederne, jf. stk. 1.
Stk. 4. Består vederlaget af andet
end penge, kan den hidtidige ejer nægte at vedstå
handelen. Det samme gælder i de tilfælde, der er
nævnt i stk. 2 og 3. Meddelelse om, at handelen ikke
vedstås, skal afgives til ministeren senest 8 dage efter, at
ejeren har modtaget underretning om, at forkøbsretten
gøres gældende. Hvis overdragelsen ikke vedstås,
bortfalder det offentliges pligt til at betale godtgørelse
efter § 15, stk. 2. Ministeren kan dog bestemme, at
erhververens udgifter til mægler, advokat, stempling og lign.
kan godtgøres.
Stk. 5. Gøres forkøbsret
gældende over for en pant- eller udlægshaver, som
på tvangsauktion har erhvervet ret til at få ejendommen
udlagt, kan erhververen forlange, at staten godtgør den
udækkede del af erhververens fordring, dog ikke ud over
ejendommens værdi. I mangel af mindelig overenskomst
fastsættes ejendommens værdi af
taksationsmyndighederne, jf. stk. 1.
Stk. 6. En eventuel ret for den hidtidige
ejer til at generhverve ejendommen bortfalder.
§ 17.
Vilkår i dokumenter vedrørende erhvervelse af fast
ejendom, som har til formål at søge statens
forkøbsret omgået, kan tilsidesættes, når
forkøbsretten gøres gældende.
Stk. 2. Søges bestemmelserne om
statens forkøbsret til fast ejendom omgået, enten ved
at en erhverver undlader at søge sin adkomst tinglyst, eller
ved aftaler om brugsforhold eller andre retshandler eller i
forbindelse med en panthavers overtagelse af den pantsatte ejendom
til brugelighed, kan ejendommen kræves overdraget til staten
mod et vederlag, der i mangel af mindelig overenskomst
fastsættes af taksationsmyndighederne, jf. § 16, stk.
1.
§ 18.
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan på
erhvervede ejendomme foretage investeringer vedrørende
grundforbedringsarbejder, vandingsanlæg, vejanlæg,
læplantningsarbejder og natur- og miljøforbedrende
foranstaltninger samt i særlige tilfælde el-, varme-,
vandforsynings- og kloakeringsanlæg samt skovplantning.
§ 19. Fast
ejendom, der er købt i medfør af § 11, skal
hovedsagelig sælges som led i en jordfordeling til
1) personer, der opfylder erhvervelsesreglerne i
lov om landbrugsejendomme,
2) anden offentlig myndighed, jf. § 22 i lov
om landbrugsejendomme,
3) ejeren af et alment vandforsyningsanlæg,
jf. § 23 i lov om landbrugsejendomme, eller
4) en fond, der har opnået en
forhåndsgodkendelse eller konkret tilladelse, jf. § 24 i
lov om landbrugsejendomme.
Stk. 2. Salg af de købte ejendomme
skal ske til fremme af de i § 1, nr. 1-5, nævnte
formål, eventuelt ved fastsættelse af særlige
driftsbestemmelser.
Stk. 3. Salg skal ske på de for den
offentlige myndighed bedst mulige vilkår.
Stk. 4. Uafhændede ejendomme kan
udlejes eller bortforpagtes.
§ 20.
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan
fastsætte nærmere regler om opkøb, anvendelse og
videresalg af fast ejendom i medfør af denne lov.
Kapitel 4
Statslån og jordrente efter
ældre jordlove
§ 21.
Restanceinddrivelsesmyndigheden kan med tillæg af renter og
omkostninger inddrive misligholdte statslån ydet efter de
indtil den 1. juli 1990 gældende regler ved udpantning og ved
indeholdelse i løn m.v. hos den pågældende efter
reglerne for inddrivelse af personlige skatter i
kildeskatteloven.
Stk. 2. Restanceinddrivelsesmyndigheden kan
eftergive krav omfattet af stk. 1 efter reglerne i
opkrævningsloven.
Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og 2 finder
tilsvarende anvendelse på lån ydet i henhold til
1) lov om oprettelse og supplering af mindre
landbrug m.m. (statshusmandsloven), jf. lovbekendtgørelse
nr. 117 af 10. april 1967,
2) lov nr. 204 af 27. maj 1970 om udlån til
sammenlægning, supplering samt oprettelse af jordbrug
m.m.,
3) lov nr. 357 af 22. december 1954 om
udlån til visse landbrugsejendommes overtagelse til selveje
og
4) de ældre jordlove.
§ 22.
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan
fastsætte regler, hvorved de i §§ 18-25 k i lov nr.
339 af 9. juni 1948 om oprettelse og supplering af mindre landbrug
m.m., jf. lovbekendtgørelse nr. 117 af 10. april 1967,
omhandlede bestemmelser for jordrentelodder, herunder
bestemmelserne om adgangen til afløsning af jordrente,
opretholdes med de ændringer, som denne lov eller
lovgivningen i øvrigt nødvendiggør. Ministeren
kan endvidere ved bekendtgørelse ændre reglerne for
beregning af jordrente.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte
regler vedrørende ejendomme, der er oprettet, og lån,
der er ydet i henhold til lov nr. 339 af 9. juni 1948 med
tillægslove eller de ældre jordlove, hvorved den for
ejendommene eller lånene hidtil gældende retsstilling
opretholdes med de ændringer, som denne lov eller
lovgivningen i øvrigt gør nødvendige.
Ministeren kan ved bekendtgørelse ændre betingelserne
for overtagelse af de nævnte lån, herunder
fastsætte, at lånene ikke kan overtages ved
ejerskifte.
Stk. 3. De i §§ 1-6 og 10-15 og
§ 16, stk. 1-3, i lov om statens fremskaffelse af jord og
udlån til jordbrugsmæssige formål m.m., jf.
lovbekendtgørelse nr. 61 af 14. februar 1983, indeholdte
bestemmelser, der er ophævet ved lov nr. 418 af 13. juni
1990, finder fortsat anvendelse for ydede lån. Ydede
statslån kan overtages på uændrede vilkår
ved en efterlevende ægtefælles overtagelse af
ejendommen efter reglerne om skifte af dødsboer. En samlever
kan efter en konkret vurdering ligestilles med en
ægtefælle.
Kapitel 5
Finansiering
§ 23.
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan af statens
midler afholde de med denne lovs gennemførelse forbundne
udgifter, for så vidt der ikke ydes støtte til disse
efter anden lovgivning eller udgifterne afholdes af andre, jf.
§ 9.
Stk. 2. Ministeren kan af statens midler
anvende de fornødne beløb dels til opfyldelse af
krav, som anerkendes af jordbrugskommissionen efter bestemmelsen i
§ 6, stk. 1, og som ikke dækkes af andre, dels som
tilskud til særlige foranstaltninger, der anbefales af
jordbrugskommissionen, og som undtagelsesvis er
påkrævet til gennemførelse af en
hensigtsmæssig plan efter §§ 2-6.
Stk. 3. Udgifter i medfør af stk. 1
og 2 afholdes af de bevillinger, der afsættes på de
årlige bevillingslove.
Stk. 4. Ministeren bemyndiges til at
dække midlertidige likviditetsbehov i forbindelse med
gennemførelse af jordfordeling i henhold til denne lov ved
træk på statens konto i Danmarks Nationalbank.
Stk. 5. Ministeren fastsætter regler
om betaling for det arbejde, der udføres af
jordbrugskommissionen, herunder af de tiltrædende medlemmer,
og af lodsejerudvalget.
§ 24. Udgifter
ved behandling og berigtigelse af en jordfordeling i forbindelse
med naturgenopretnings- eller naturplejeprojekter,
drikkevandssikring, skovplantning, etablering af rekreative
områder og anlægsarbejder m.v. finansieres ved
særlig bevilling eller betales af den, der anmoder om at
få sagen rejst.
Stk. 2. Statens køb af fast ejendom
i medfør af § 11 samt anlægsarbejder i
medfør af § 18 sker inden for de bevillinger, der
årligt afsættes på finansloven.
Stk. 3. Der er adgang til at forhøje
bevillingen til jordkøb med beløb, der svarer til
merindtægter ved salg af fast ejendom ud over det
budgetterede.
Stk. 4. Der er adgang til at
videreføre eventuelle uudnyttede bevillinger til anlæg
og jordkøb til anvendelse i senere finansår, herunder
med øgede bevillinger på grundlag af
merindtægter ved salg af fast ejendom ud over det
budgetterede.
Kapitel 6
Delegation og klage
§ 25.
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan
henlægge sine beføjelser til jordbrugskommissionerne,
kommunale og amtskommunale myndigheder, regionale
jordkøbsnævn samt €" efter aftale med
finansministeren €" Økonomistyrelsen.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte
nærmere regler for udøvelse af bemyndigelsen efter
stk. 1. Ministeren kan desuden fastsætte regler om regionale
jordkøbsnævns sammensætning, finansiering og
administration, herunder om, at en institution under ministeriet
efter aftale med amtsrådet eller Bornholms Kommunalbestyrelse
kan udføre sekretariatsfunktionen for det regionale
jordkøbsnævn.
Stk. 3. Amtsrådet eller Bornholms
Kommunalbestyrelse kan nedsætte et regionalt
jordkøbsnævn til at varetage opgaver efter ministerens
bemyndigelse, jf. stk. 1 og 2.
Stk. 4. Amtsrådet eller Bornholms
Kommunalbestyrelse afholder de udgifter, der er forbundet med et
regionalt jordkøbsnævns virksomhed .
Stk. 5. Ministeren for fødevarer,
landbrug og fiskeri kan efter forhandling med indenrigs- og
sundhedsministeren fastsætte nærmere regler om
regnskabsaflæggelse vedrørende de regionale
jordkøbsnævns aktiviteter.
Stk. 6. Reglerne om offentligt udbud i
§ 68, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse finder ikke
anvendelse på det regionale jordkøbsnævns salg
af fast ejendom.
§ 26.
Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan
fastsætte regler om, at Direktoratet for
Fødevareerhvervs opgaver i henhold til denne lovs § 2,
stk. 4, og § 3, stk. 2-5, kan lægges ud til
private.
§ 27. Klage
over afgørelser truffet af en institution under ministeriet,
jordbrugskommissionerne, kommunale og amtskommunale myndigheder,
regionale jordkøbsnævn eller Økonomistyrelsen
kan indgives til ministeren for fødevarer, landbrug og
fiskeri, jf. dog stk. 2. Klagefristen er 4 uger fra den dag,
afgørelsen er meddelt klageren. Ministeren kan
fastsætte regler, hvorefter der alene kan klages over retlige
spørgsmål.
Stk. 2. Afgørelse truffet af den
udvidede jordbrugskommission, jf. §§ 4-6 og 8, kan ikke
indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte
regler om adgangen til at klage over afgørelser truffet af
de i § 25, stk. 1, anførte myndigheder, herunder at
klage ikke skal kunne indbringes for anden administrativ myndighed,
og om myndighedens adgang til at genoptage en sag, efter at der er
indgivet klage.
Kapitel 7
Ikrafttrædelses-,
ophævelses- og overgangsbestemmelser m.v.
§ 28. Loven
træder i kraft den 1. juli 2005, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. § 21 træder i kraft
den 1. november 2005. I tidsrummet fra den 1. juli 2005 til og med
den 31. oktober 2005 har § 21 følgende
indhold:
Ȥ 21. De
statslige told- og skattemyndigheder kan med tillæg af renter
og omkostninger inddrive misligholdte statslån ydet efter de
indtil den 1. juli 1990 gældende regler ved indeholdelse i
løn m.v. hos den pågældende efter reglerne for
inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven.
Stk. 2. De statslige told- og
skattemyndigheder kan indhente de oplysninger hos skattemyndigheder
og andre offentlige myndigheder om den pågældende, som
er nødvendige for at varetage inddrivelsen af de i stk. 1
nævnte beløb, herunder oplysninger om indkomst- og
formueforhold.
Stk. 3. Reglerne i stk. 1-3 finder
tilsvarende anvendelse på lån ydet i henhold til
1) lov om oprettelse og supplering af mindre
landbrug m.m. (statshusmandsloven), jf. lovbekendtgørelse
nr. 117 af 10. april 1967,
2) lov nr. 204 af 27. maj 1970 om udlån til
sammenlægning, supplering samt oprettelse af jordbrug
m.m.,
3) lov nr. 357 af 22. december 1954 om
udlån til visse landbrugsejendommes overtagelse til selveje
og
4) de ældre jordlove.
Stk. 4. De statslige told- og
skattemyndigheders afgørelser efter stk. 1-4 kan indbringes
for skatteministeren.«
Stk. 3. Loven har virkning for
jordfordelingssager, der har skæringsdag den 1. januar 2006
eller senere. Jordfordelingssager, der har skæringsdag til og
med den 31. december 2005, behandles efter bestemmelserne i lov om
jordfordeling mellem landejendomme, jf. lovbekendtgørelse
nr. 318 af 25. april 1996.
§ 29. Ved
lovens ikrafttræden ophæves
1) lov om jordfordeling mellem landejendomme, jf.
lovbekendtgørelse nr. 318 af 25. april 1996, jf. dog §
28, stk. 3, 2. pkt., og
2) lov om offentlig fremskaffelse af jord til
jordbrugsmæssige formål m.m. (jordkøbsloven),
jf. lovbekendtgørelse nr. 493 af 13. juni 1997.
Stk. 2. Administrative forskrifter udstedt
i medfør af de i stk. 1 nævnte love forbliver i kraft,
indtil de ophæves eller afløses af regler udstedt i
medfør af denne lov.
§ 30. Loven
gælder ikke for Færøerne og Grønland.
§ 31. I lov nr.
435 af 9. juni 2004 om landbrugsejendomme foretages følgende
ændringer:
1. I § 33, stk. 3, ændres
»lov om jordfordeling mellem landejendomme« til:
»lov om jordfordeling og offentligt køb og salg af
fast ejendom til jordbrugsmæssige formål m.m.
(jordfordelingsloven)«.
2. I § 44
ændres »§ 30 a i
jordkøbsloven« til: »§ 21 i lov om
jordfordeling og offentligt køb og salg af fast ejendom til
jordbrugsmæssige formål m.m.
(jordfordelingsloven)«.
§ 32. I lov om
påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven), jf.
lovbekendtgørelse nr. 995 af 7. oktober 2004, som
ændret senest ved § 2 i lov nr. 1447 af 22.
december 2004, foretages følgende ændring:
1. I § 7 F,
stk. 1, nr. 6, ændres »lov om jordfordeling mellem
landejendomme« til: »lov om jordfordeling og offentligt
køb og salg af fast ejendom til jordbrugsmæssige
formål m.m. (jordfordelingsloven)«.
§ 33. I lov om
vurdering af landets faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse
nr. 740 af 3. september 2002, som ændret ved § 51 i
lov nr. 145 af 25. marts 2002, § 2 i lov nr. 1047 af 17.
december 2002 og § 18 i lov nr. 458 af 9. juni 2004,
foretages følgende ændring:
1. I § 3, stk.
1, nr. 4, ændres »lov om jordfordeling mellem
landejendomme« til: »lov om jordfordeling og offentligt
køb og salg af fast ejendom til jordbrugsmæssige
formål m.m. (jordfordelingsloven)«.
§ 34. I lov om
beskatning af fortjeneste ved afståelse af fast ejendom
(ejendomsavancebeskatningsloven), jf.
lovbekendtgørelse nr. 975 af 21. september 2004, som
ændret ved § 2 i lov nr. 1386 af 20. december 2004,
foretages følgende ændring:
1. I § 7, stk.
1, ændres »lov om jordfordeling mellem
landejendomme« til: »lov om jordfordeling og offentligt
køb og salg af fast ejendom til jordbrugsmæssige
formål m.m. (jordfordelingsloven)«.
§ 35. I lov om
beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken, jf.
lovbekendtgørelse nr. 885 af 18. august 2004, foretages
følgende ændring:
1. I § 6, stk.
2, ændres »lov om jordfordeling mellem
landejendomme« til: »lov om jordfordeling og offentligt
køb og salg af fast ejendom til jordbrugsmæssige
formål m.m. (jordfordelingsloven)«.
§ 36. I lov om
planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 883 af 18.
august 2004, foretages følgende ændring:
1. I § 36, stk.
1, nr. 11, ændres »jordkøbsloven«
til: »lov om jordfordeling og offentligt køb og salg
af fast ejendom til jordbrugsmæssige formål m.m.
(jordfordelingsloven)«.
§ 37. I lov om
naturbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 884 af 18.
august 2004, foretages følgende ændring:
1. I § 59, stk.
1 , ændres
»§§ 21-26 i lov om statens fremskaffelse af jord og
udlån til jordbrugsmæssige formål m.m.«
til: »§§ 13-17 i lov om jordfordeling og offentligt
køb og salg af fast ejendom til jordbrugsmæssige
formål m.m. (jordfordelingsloven).«