Skriftlig fremsættelse (23. februar
2005)
Miljøministeren
(Connie Hedegaard):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
aktindsigt i miljøoplysninger (Gennemførelse af
direktiv om Århus-konventionen).
(Lovforslag nr. L 4).
Der er tale om en genfremsættelse af det
lovforslag om ændring af lov om aktindsigt i
miljøoplysninger (L 60), som blev fremsat for Folketinget
den 28. oktober 2004, førstebehandlet den 4. november 2004
og som umiddelbart før 2. behandlingen bortfaldt ved
udskrivelse af folketingsvalget den 18. januar 2005. Der henvises i
øvrigt til Miljø- og Planlægningsudvalgets
betænkning af 12. januar 2005 over L 60.
Formålet med lovforslaget er at justere
den gældende lovgivning om aktindsigt i
miljøoplysninger, således at de danske regler bringes
i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2003/4/ EF af 28. januar 2003 om offentlig adgang til
miljøoplysninger og om ophævelse af Rådets
direktiv 90/313/EØF.
Direktivet gennemfører dele af
Århus-konventionens bestemmelser om adgang til oplysninger,
offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage
og domstolsprøvelse på miljøområdet.
Danmark har ved lov nr. 447 af 31. maj 2000 gennemført
konventionen i dansk ret og tiltrådte konventionen den 29.
december 2000.
Direktivet er imidlertid ikke kun en ordret
implementering af konventionen, men supplerer og fortolker denne.
Konsekvensen er, at direktivet ikke på alle punkter svarer
til den danske implementering af konventionen.
På baggrund af direktivet
foreslås, at myndighederne i hver enkel sag om aktindsigt i
miljøoplysninger skal afveje de offentlige interesser, der
varetages ved udlevering overfor de interesser, der varetages ved
af afslå udlevering. Myndighederne skal også fortolke
undtagelser fra adgangen til aktindsigten restriktivt under hensyn
til samfundets interesse i, at miljøoplysningerne
offentliggøres. I tilknytning hertil, foreslås en
samtykkeregel om statistikoplysninger ændret til en
høringsregel. Endvidere lægger lovforslaget op til en
udvidet adgang til aktindsigt i oplysninger om emissioner til
miljøet.
Og på baggrund af direktivet
foreslås også en række formelle regler om
aktindsigt, som ikke modsvares af gældende danske regler.
Lovforslaget lægger endelig op til nye
generelle bestemmelser om miljøoplysningers kvalitet og
myndighedernes aktive formidling af miljøoplysninger,
navnlig elektronisk. I den forbindelse foreslås en
bemyndigelse, som forventes udnyttet til at fastsætte regler
om myndighedernes aktive formidlingspligt af
miljøoplysninger på miljøområdet.
Det foreliggende lovforslag indeholder enkelte
ændringer i forhold til L 60. For det første er
regeringens to ændringsforslag indarbejdet, jf.
betænkningen af 12. januar 2005 over L 60. Det drejer sig
dels om en konsekvensændring til lovforslagets § 1, nr.
2, og dels om en præcisering til § 1, nr. 3 af, at det
kun er sager inden for strafferetsplejen, som behandles af politiet
og anklagemyndigheden, der ikke er omfattet af lovforslagets
generelle og konkrete afvejningsregel. For det andet er
lovforslagets bilag 1 vedrørende Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2003/4/EF af 28. januar 2003 ændret for
at medtage en berigtigelse af en oversættelsesfejl i den
danske udgave af direktivet. For det tredje er lovforslagets
ikrafttrædelsesdato ændret. Når loven er
vedtaget, vil der blive nedsat et udvalg, der vil få til
opgave løbende at overvåge lovens anvendelse i praksis
og indsamle erfaringer, jf. miljøministerens bidrag til
Miljø- og Planlægningsudvalgets betænkning af
12. januar 2005 over L 60.
Idet der i øvrigt henvises til
lovforslaget med bemærkninger, anbefaler jeg det til
Folketingets velvillige behandling.