Skriftlig fremsættelse (24. februar
2005)
Ministeren for familie- og
forbrugeranliggender (Lars Barfoed):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
forældremyndighed og samvær, lov om ægteskabs
indgåelse og opløsning og forskellige andre love
(Udmøntning af kommunalreformen på det familieretlige
område)
(Lovforslag nr. L 28)
Lovforslaget er en del af den
lovgivningsmæssige gennemførelse af
kommunalreformen.
Forslaget har til formål at udmønte
den del af aftalen om kommunalreformen, der indebærer, at
alle sager om separation, skilsmisse og forældremyndighed
fremover begynder i de nye statsforvaltninger, som fra 2007
overtager de fleste af statsamternes nuværende opgaver.
Der stilles forslag om, at alle anmodninger om
separation eller skilsmisse eller om afgørelser om
forældremyndighed fremover skal indgives til
statsforvaltningerne. Derved skabes én fælles indgang
til myndighederne i disse sager, i modsætning til i dag, hvor
sagerne også kan indledes ved domstolene.
I statsforvaltningerne skal der søges
opnået enighed mellem forældrene eller
ægtefællerne. Det foreslås derfor, at parterne
indkaldes til møder i statsforvaltningerne, hvis de ikke
på forhånd er enige om de spørgsmål, der
skal afklares. Samtidig styrkes statsforvaltningernes
konfliktløsningstilbud. Gennem bistand fra sagsbehandlerne
og gennem en styrket rådgivnings- og mæglingsindsats
forbedres mulighederne for at opnå samlede
forligsmæssige løsninger om de mange
spørgsmål, der opstår i familien som
følge af en samlivsophævelse.
Kun hvis enighed mellem parterne ikke opnås
i statsforvaltningen, indbringes sagen for retten til
afgørelse. Indbringelsen sker i givet fald ved
statsforvaltningens foranstaltning. Som et yderligere led i
bestræbelserne på at opnå samlede
helhedsløsninger foreslås det, at domstolene i visse
tilfælde kan træffe afgørelser om samvær i
forbindelse med behandlingen af sager om forældremyndighed,
der er indbragt for retten af statsforvaltningen.
Lovforslaget skønnes at være
udgiftsneutralt for det offentlige. Udgifterne til den øgede
sagsbehandlings- og konfliktløsningsindsats i
statsforvaltningerne modsvares af mindre udgifter til fri proces,
idet færre sager skal afgøres ved domstolene.
Lovforslaget forventes at træde i kraft den
1. januar 2007.
Med disse bemærkninger indstiller jeg
lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.