Skriftlig fremsættelse (23. februar
2005)
Ministeren for familie- og
forbrugeranliggender (Lars Barfoed):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til Navnelov
(Lovforslag nr. L 27).
Lovforslaget er en genfremsættelse af
lovforslag nr. L 152, der blev fremsat den 16. december 2004.
Formålet med lovforslaget er at liberalisere og modernisere
reglerne om personnavne, ligesom sagsgangen ved myndighederne
søges forenklet for borgeren.
Lovforslaget svarer hovedsageligt til
Navnelovsudvalgets lovudkast i udvalgets betænkning nr. 1446,
2004.
Forslaget bringer den danske navnelovgivning bedre
i overensstemmelse med de andre nordiske landes regler. Af
nyskabelser kan bl.a. nævnes:
- Indførelse af en model, hvorefter et
efternavn, der bæres af flere end 1.000 personer, frit kan
tages af enhver.
- Indførelse af ligestilling af
papirløst samlevende med gifte par i relation til at
erhverve hinandens efternavne.
- Afskaffelse af begrebet giftenavn og
indførelse af adgang til at tage sin ægtefælles
efternavn som eget efternavn
- Indførelse af adgang til at erhverve et
patronymnavn (f.eks. Anderssøn og Henriettesdatter) som
efternavn. Det vil endvidere blive muligt at tage andre
navnekulturers patronymnavn samt at benytte andre navneskikke, der
f.eks. tillader kønsbøjning af et efternavn.
- Indførelse af adgang til at erhverve et
mellemnavn som efternavn.
- En større valgfrihed til at erhverve
fornavn, der allerede er i brug her i landet.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget
og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale
lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.