L 172 (som fremsat): Forslag til lov om ændring
af lov om varsling m.v. i forbindelse med afskedigelser af
større omfang og lov om en aktiv beskæftigelsesindsats
(Handlingsplan m.v.)
Fremsat den 27. maj 2005 af
Thomas Adelskov (S), Jytte Andersen (S), Lotte Bundsgaard
(S), Mogens Jensen (S), Anne-Marie Meldgaard (S), Kim Mortensen (S)
og Lone Møller (S)
Forslag
til
Lov om ændring af lov om varsling m.v. i
forbindelse med afskedigelser af større omfang og lov om en
aktiv beskæftigelsesindsats
(Handlingsplan m.v.)
§ 1
I lov nr. 414 af 1. juni 1994 om varsling m.v. i
forbindelse med afskedigelser af større omfang, som
ændret ved lov nr. 184 af 12. marts 1997, foretages
følgende ændringer:
1. I § 5, stk.
1, 1. pkt., ændres ordene »så tidligt som
muligt« til: »senest 21 dage før meddelelse af
afskedigelser«.
2. I § 6
indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Arbejdsgiveren skal i
samarbejde med arbejdsformidlingen og de berørte
lønmodtageres organisationer udarbejde en handlingsplan for
de lønmodtagere, der påtænkes afskediget.
Handlingsplanen skal indeholde muligheder for vejledning og
uddannelse, som virksomheden, arbejdsformidlingen, kommunerne og de
berørte lønmodtageres organisationer stiller til
rådighed. Beskæftigelsesministeren fastsætter
efter indstilling fra Beskæftigelsesrådet nærmere
regler om handlingsplaner.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.
3. §
8 affattes således:
Ȥ 8.
Afskedigelser, hvorom der er givet meddelelse efter § 7, stk.
1, får tidligst virkning 8 uger efter, at meddelelsen er
sendt til arbejdsmarkedsrådet.«
4. §
11 affattes således:
Ȥ 11. En
arbejdsgiver, der i forbindelse med afskedigelser omfattet af
§ 1 undlader at indlede forhandlinger med lønmodtagere
efter § 5, undlader at give skriftlig meddelelse efter §
6, stk. 2, undlader at udarbejde handlingsplan efter § 6, stk.
3, eller undlader at sende meddelelse til
arbejdsmarkedsrådet efter § 7, skal yde de
pågældende lønmodtagere en godtgørelse.
Godtgørelsen, der mindst skal svare til 1 måneds
løn, kan udgøre indtil 6 måneders
løn.«
§ 2
I lov nr. 419 af 10. juni 2003 om en aktiv
beskæftigelsesindsats, som ændret senest ved lov nr.
1418 af 22. december 2004, foretages følgende
ændringer:
1. § 102,
stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Ved større
afskedigelser forstås afskedigelser omfattet af § 1 i
lov om varsling m.v. i forbindelse med afskedigelser af
større omfang.«
2. I § 102,
stk. 3, udgår ordene »om mindst 50 pct. eller
mindst 100 ansatte«.
§ 3
Loven træder i kraft den 1. januar 2006.
Bemærkninger til lovforslaget
Lovforslaget er en uændret
genfremsættelse af lovforslag nr. L 145 fra
folketingsåret 2004-05, 1. samling, jf. Folketingstidende
2004-05, 1. samling, Tillæg A side 4174 og 4177.
Lovforslagets hovedindhold
Som led i en offensiv strategi med henblik
på at skaffe flere job foreslås en udvidet dialog
mellem de involverede aktører i varslingssager i forbindelse
med større afskedigelser. Med lovforslaget forpligtes
arbejdsgiveren til i samarbejde med arbejdsformidlingen og de
faglige organisationer at udarbejde en handlingsplan for hver
medarbejder. Arbejdsgiveren har initiativpligt.
Lovforslaget indeholder endvidere en
præcisering af tidsfristen for varsling, en skærpelse
af godtgørelsen ved manglende opfyldelse af
varslingsreglerne og en ensretning af varslingsperioden,
således at de samme regler gælder, uanset hvor mange
medarbejdere der afskediges.
Det foreslås endvidere, at definitionen af
større afskedigelser i lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats bliver enslydende med definitionen af
større afskedigelser i lov om varsling m.v. i forbindelse
med afskedigelser af større omfang. Hermed bliver det muligt
at sætte ind med opkvalificering i de situationer, hvor
arbejdsgiveren varsler det offentlige
beskæftigelsessystem.
Baggrunden for lovforslaget
Lovforslaget er et led i Socialdemokraternes kamp
for flere job, jf. Socialdemokraternes »Investering i
fremtiden«. Formålet med lovforslaget er at få en
mere effektiv og fleksibel varslingsindsats ved større
afskedigelser.
Det danske arbejdsmarked er i disse år
præget af en række større afskedigelser som
følge af indskrænkninger, udflytninger eller
betalingsstandsninger. Bare i 2004 har virksomheder som Flextronic,
LM Glasfiber, Thermo King, Sonofon, ATP, Sadolin, Vestas, MAN
B&W Diesel, Danish Crown, AGCO og mange flere afskediget store
grupper af medarbejdere.
Alene i 2003 blev ca. 17.000 medarbejdere
afskediget i forbindelse med større varslingssager, mens
tallet i 2002 var ca. 16.000 medarbejdere. Særlig regioner
som Nordjylland og Storkøbenhavn har været ramt.
Det er mange forskellige faktorer, som
determinerer afskedigelserne. Overordnet har dog særlig tre
faktorer betydning:
€" Stigende konkurrence fra lande med lavere
lønninger som f.eks. lande i Asien og Østeuropa.
€" En teknologisk udvikling mod en
højere grad af automatisering.
€" Ændringer i forbrugernes
efterspørgsel af industri- og serviceprodukter.
Samlet betyder disse udviklingstendenser, at flere
og flere virksomheder står over for afskedigelser af
større grupper af medarbejdere, og dermed, at tusinder af
medarbejdere hvert år finder sig selv i en situation, hvor
deres job og indkomstgrundlag forsvinder.
Arbejdsmarkedet står samtidig over for en
fremtidig mangel på arbejdskraft. Nyrupregeringens plan
€" som den nuværende regering har overtaget €"
betyder, at der i 2010 skal beskæftiges 80.000 flere
personer.
Situationer med større afskedigelser
håndteres i dag efter lov om varsling m.v. i forbindelse med
afskedigelser af større omfang og lov om en aktiv
beskæftigelsesindsats. Lov om varsling m.v. i forbindelse med
afskedigelser af større omfang pålægger
virksomheder, der står over for større afskedigelser,
at varsle det offentlige beskæftigelsessystem, mens lov om en
aktiv beskæftigelsesindsats giver AF-systemet mulighed for at
tilbyde uddannelse i særlige situationer.
Varslingsperioden i forbindelse med større
afskedigelser er en chance til samfundet og det offentlige for at
sætte ind med en effektiv indsats over for hver enkelt
medarbejder, således at ledighed undgås.
I stedet for at vente på, at de afskedigede
medarbejdere kommer bag i køen i AF-systemet, giver
varslingsperioden mulighed for en tidlig indsats, hvorved
arbejdsmarkedsfastholdelse kan opnås.
En fleksibel indsats over for de afskedigede
medarbejdere er derfor meget central, dels fordi en effektiv
indsats sikrer den enkelte medarbejder et indkomstgrundlag via
ordinær beskæftigelse €" dermed skånes en
stor gruppe mennesker for de personlige og sociale problemer, som
ledighed kan medføre €" dels fordi en effektiv indsats
sparer samfundet for store udgifter til dagpenge, aktivering m.m.
Undersøgelser viser, at hver gang en gruppe på 100
mennesker afskediges i forbindelse med varslingssager, er ca. 25
personer stadig ledige 1 år efter.
Hverken selve varslingsordningen eller
arbejdsformidlingens indsats ved varsling er i dag effektiv og
fleksibel nok. Det forslås derfor,
€" at alle relevante aktører involveres
i en aktiv proces omkring hver enkelt afskediget medarbejder, for
dermed påtager alle sig et ansvar for fastholdelsen af de
afskedigede medarbejdere, og
€" at medarbejderne, der er omfattet af lov om
varsling m.v. i forbindelse med afskedigelser af større
omfang, også omfattes af mulighed for opkvalificering som
følge af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.
Samtidig bør de økonomiske
begrænsninger af midlerne til varslingsindsatsen
ændres, jf. Socialdemokraternes »Investering i
fremtiden«. Indsatsen i dag begrænses i høj grad
af disse bindinger. Derfor bør det for det første
være muligt at fortsætte den aktive varslingsindsats
over for de opsagte medarbejdere, selv om de formelt er
overgået til dagpengesystemet. Det vil sige, at det
bør være muligt at bruge varslingsmidlerne efter
varslingsperiodens ophør.
For det andet bør varslingsmidlerne kunne
bruges til lønsum, således at f.eks. en
tillidsrepræsentant, som kender de opsagte medarbejdere, kan
frikøbes fra virksomheden til en projektstilling knyttet til
jobsøgningsprojekter el.lign. for de afskedigede
medarbejdere.
For det tredje bør det være muligt at
bruge varslingsmidlerne til forsørgelse, således at
medarbejdere eventuelt kan købes fri til
opkvalificering.
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1
Det foreslås at fastlægge tidspunktet,
fra hvilket der skal indledes forhandling, til mindst 21 dage,
før der skrides til afskedigelser.
Det hidtidige krav om tidligst muligt er for
upræcist og har vist sig ikke at give tid til reelle
forhandlinger.
Til nr. 2
Det foreslås, at arbejdsgiveren forpligtes
til at udarbejde en handlingsplan.
Beskæftigelsesministeren fastsætter efter
indstilling fra Beskæftigelsesrådet nærmere
regler. Formålet er at sikre involvering af alle relevante
aktører i en aktiv proces omkring hver enkelt medarbejders
arbejdsmarkedsfastholdelse. Arbejdsgiveren har
initiativpligten.
Til nr. 3
Det foreslås at forlænge den
gældende frist for virkningen af afskedigelser fra 4 til 8
uger efter, at meddelelse er sendt til arbejdsmarkedsrådet.
Herved sikres den fornødne tid til seriøse
forhandlinger og udmøntningen af handlingsplaner.
8-ugers-fristen vil da gælde for alle afskedigelser omfattet
af § 1.
Til nr. 4
Undladelse af at overholde lovens bestemmelser er
en alvorlig krænkelse af de berørte
lønmodtageres retsstilling. Der bør derfor i
alle tilfælde udmåles en tabsuafhængig
godtgørelse, der fastsættes ud fra sagens
konkrete omstændigheder, dog som minimum 1 måneds
løn og som maksimum 6 måneders løn.
Lignende sanktionsbestemmelser findes i f.eks.
ligestillingslovgivningen.
Til § 2
Til nr. 1
Det foreslås at definere
»større afskedigelser« på samme måde
som i varslingsloven.
Til nr. 2
Der er tale om en konsekvensrettelse.
Til § 3
Det foreslås, at loven træder i kraft
den 1. januar 2006.
Skriftlig fremsættelse
Thomas Adelskov (S):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
varsling m.v. i forbindelse med afskedigelser af større
omfang og lov om en aktiv beskæftigelsesindsats .
(Handlingsplan m.v.) .
(Lovforslag nr. L 172).
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager lovforslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med
gældende lovgivning
Gældende formulering | | Lovforslaget |
| | § 1 I lov nr. 414 af 1. juni 1994 om varsling
m.v. i forbindelse med afskedigelser af større omfang, som
ændret ved lov nr. 184 af 12. marts 1997, foretages
følgende ændringer: |
| | |
§ 5. Agter en
arbejdsgiver at foretage afskedigelser, der er omfattet af §
1, skal arbejdsgiveren så tidligt som muligt indlede
forhandlinger med lønmodtagerne på virksomheden eller
disses repræsentanter, såfremt sådanne er valgt
eller udpeget. Lønmodtagerne eller disses
repræsentanter kan under forhandlingerne ledsages af
særligt sagkyndige. | | 1. I § 5, stk. 1, 1.
pkt., ændres »så tidligt som muligt«
til: »senest 21 dage før meddelelse af
afskedigelser«. |
| | |
§ 6. Arbejdsgiveren
skal til brug ved forhandlingerne efter § 5 give
lønmodtagerne på virksomheden eller disses
repræsentanter, såfremt sådanne er valgt eller
udpeget, alle relevante oplysninger af betydning for sagen og give
skriftlig meddelelse i det mindste om | | |
1) årsagerne til de
påtænkte afskedigelser, 2) antallet af lønmodtagere, der
påtænkes afskediget, hvilke relevante kategorier de
tilhører, og over hvilket tidsrum det forudses at
afskedigelserne skal finde sted, 3) antallet af lønmodtagere, der
normalt beskæftiges på virksomheden, og hvilke
kategorier de tilhører, 4) hvilke kriterier der
påtænkes anvendt ved udvælgelsen af de
lønmodtagere, der påtænkes afskediget, for
så vidt det ifølge lovgivningen og/eller praksis er
arbejdsgiveren, der har beføjelsen hertil, og 5) hvorvidt der blandt de
lønmodtagere, som påtænkes afskediget, er
lønmodtagere, der har adgang til
afskedigelsesgodtgørelser fastsat ved individuel eller
kollektiv aftale, og i givet fald hvordan disse godtgørelser
opgøres. | | |
| | |
| | 2. I § 6
indsættes efter stk. 1 som nyt stykke: |
Stk. 2. Arbejdsgiveren skal
samtidig med den i stk. 1 nævnte skriftlige meddelelse
fremsende en genpart af meddelelsen til
Arbejdsmarkedsrådet. | | »Stk. 2. Arbejdsgiveren
skal i samarbejde med arbejdsformidlingen og de berørte
lønmodtageres organisationer udarbejde en handlingsplan for
de lønmodtagere, der påtænkes afskediget.
Handlingsplanen skal indeholde muligheder for vejledning og
uddannelse, som virksomheden, arbejdsformidlingen, kommunerne og de
berørte lønmodtageres organisationer stiller til
rådighed. Beskæftigelsesministeren fastsætter
efter indstilling fra Beskæftigelsesrådet nærmere
regler om handlingsplaner.« Stk. 2 bliver herefter stk. 3. |
| | |
§ 8. Afskedigelser,
hvorom der er givet meddelelse efter § 7, stk. 1, får
tidligst virkning 30 dage efter, at meddelelsen er sendt til
Arbejdsmarkedsrådet. Hvor antallet af afskedigelser, der er
omfattet af § 1, udgør mindst 50 pct. af antallet af
lønmodtagere på et arbejdssted, jf. § 2, og der
på arbejdsstedet normalt er beskæftiget mindst 100
lønmodtagere, får disse afskedigelser tidligst
virkning 8 uger efter, at meddelelsen er sendt til
Arbejdsmarkedsrådet, medmindre andet er aftalt i en kollektiv
overenskomst. | | 3. § 8
affattes således: »§ 8.
Afskedigelser, hvorom der er givet meddelelse efter § 7, stk.
1, får tidligst virkning 8 uger efter, at meddelelsen er
sendt til arbejdsmarkedsrådet.« |
| | |
§ 11. En
arbejdsgiver, der i forbindelse med afskedigelser omfattet af
§ 1 undlader at indlede forhandlinger med lønmodtagerne
efter § 5 eller undlader at sende meddelelse til
Arbejdsmarkedsrådet efter § 7, skal yde de
pågældende lønmodtagere en godtgørelse.
Godtgørelsen udgør et beløb, der for den
enkelte lønmodtager svarer til 30 dages løn fra
opsigelsestidspunktet. Fra godtgørelsen skal trækkes
den løn, som lønmodtageren har modtaget i en eventuel
individuel opsigelsesperiode. | | 4. § 11
affattes således: »§ 11. En
arbejdsgiver, der i forbindelse med afskedigelser omfattet af
§ 1 undlader at indlede forhandlinger med lønmodtagere
efter § 5, undlader at give skriftlig meddelelse efter §
6, stk. 2, undlader at udarbejde handlingsplan efter § 6, stk.
3 eller undlader at sende meddelelse til
arbejdsmarkedsrådet efter § 7, skal yde de
pågældende lønmodtagere en godtgørelse.
Godtgørelsen, der mindst skal svare til 1 måneds
løn, kan udgøre indtil 6 måneders
løn.« |
| | |
| | § 2 I lov nr. 419 af 10. juni 2003 om en aktiv
beskæftigelsesindsats, som ændret senest ved lov nr.
1418 af 22. december 2004, foretages følgende
ændringer: |
| | |
§ 102. Ved
større afskedigelser kan arbejdsformidlingen tilbyde
jobsøgningskurser i op til 2 uger til beskæftigede i
opsigelsesperioden. Arbejdsformidlingen kan herudover yde tilskud
til udgifter til opkvalificering, herunder efter- og
videreuddannelse, af de beskæftigede i opsigelsesperioden i
op til 8 uger. | | 1. § 102,
stk. 2, affattes således: »Stk. 2. Ved større
afskedigelser forstås afskedigelser omfattet af § 1 i
lov om varsling m.v. i forbindelse med afskedigelser af
større omfang. « |
Stk. 2. Ved større
afskedigelser forstås mindst 50 pct. af medarbejderne
på et arbejdssted med mindst 100 ansatte. | | |
Stk. 3.
Beskæftigelsesministeren kan dog på baggrund af
ansøgning fra det regionale arbejdsmarkedsråd, jf.
kapitel 7 i lov om ansvaret for og styringen af den aktive
beskæftigelsesindsats, fravige bestemmelsen i stk. 2 om
mindst 50 pct. eller mindst 100 ansatte, når muligheden for
at opnå anden ansættelse på det lokale
arbejdsmarked er begrænset og der er tale om afskedigelser af
et ikke ubetydeligt omfang. | | 2. I § 102, stk.
3, udgår ordene »om mindst 50 pct. eller mindst
100 ansatte«. |
| | |
| | § 3 Loven træder i kraft den 1. januar
2006. |
| | |