Skriftlig fremsættelse (11. maj
2005)
Finansministeren (Thor
Pedersen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om visse
personalemæssige spørgsmål i forbindelse med de
færøske myndigheders overtagelse af sager og
sagsområder .
(Lovforslag nr. L 170).
Lovforslaget har til formål at regulere
visse personalemæssige spørgsmål i forbindelse
med de færøske myndigheders overtagelse af sager og
sagsområder.
Forslaget skal ses i sammenhæng med det
forslag til lov om de færøske myndigheders overtagelse
af sager og sagsområder, der samtidig fremsættes af
statsministeren.
Forslaget indeholder bestemmelser om de
ansattes forhold i forbindelse med overtagelsen.
For tjenestemændenes vedkommende
foreslås en model, hvorefter tjenestemændene får
tilbud om at overgå til ansættelse som
færøske tjenestemænd, men de forpligtes ikke til
at overgå til sådan ansættelse.
Tjenestemænd, der ikke ønsker at overgå til
færøsk ansættelse, opretholder deres
ansættelsesforhold til vedkommende danske myndighed med pligt
til at fortsætte deres tjeneste under de færøske
myndigheder.
Der er endvidere bestemmelser om fordeling
mellem de danske og færøske myndigheder af
pensionsudgifter m.v.
For andre ansatte foreslås det, at de
færøske myndigheder overtager personalet og sikrer, at
de pligter og rettigheder, der følger af
virksomhedsoverdragelsesloven, finder tilsvarende anvendelse i
forbindelse med overtagelsen.
Efter forslaget kan vedkommende minister efter
forhandling med de færøske myndigheder undtage ansatte
i visse stillinger.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslagets bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale
lovforslaget til velvillig behandling i det høje Ting.