Skriftlig fremsættelse (11. maj
2005)
Statsministeren (Anders Fogh
Rasmussen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om de færøske
myndigheders overtagelse af sager og sagsområder.
(Lovforslag nr. L 169).
Forslag til lov om de færøske
myndigheders overtagelse af sager og sagsområder er et
resultat af forhandlinger mellem regeringen og
Færøernes landsstyre.
Forslaget indebærer en væsentlig
udvidelse af de sager og sagsområder, som de
færøske myndigheder kan overtage efter den
gældende hjemmestyrelov for Færøerne. De
færøske myndigheder vil således kunne overtage
samtlige sager og sagsområder, bortset fra de sager og
sagsområder, hvor hensynet til rigsenheden eller
særlige bestemmelser i grundloven forhindrer dette. De
sagsområder, der således ikke er omfattet af
lovforslaget, er: statsforfatningen, statsborgerskab,
Højesteret, udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik samt
valuta- og pengepolitik.
Lovforslaget er udtryk for landsstyrets og
regeringens fælles ønske om en ordning, der i
størst mulig omfang udvider mulighederne for
færøske overtagelser af nye sagsområder.
Lovforslaget omhandler derfor en række centrale
forfatningsmæssige forhold og indeholder en
redegørelse for regeringens opfattelse af
Færøernes forfatningsmæssige status i riget.
Regeringen konstaterer, at landsstyret ved
fremsættelse af forslag til lagtingslov om de
færøske myndigheders overtagelse af sager og
sagsområder, lægger en anden opfattelse af
Færøernes forfatningsmæssige status til grund,
end der er givet udtryk for i regeringens lovforslag.
Regeringen hverken kan eller vil forhindre, at
de færøske myndigheder €" ligesom andre deltagere
i den forfatningsretlige debat €" kan give udtryk for deres
opfattelse af forfatningsretlige spørgsmål. Det er
imidlertid klart, at hvis regeringens lovforslag berører
spørgsmål i relation til grundloven, må
regeringen lægge sin grundlovsfortolkning til grund. Dette er
også tilkendegivet over for de færøske
myndigheder.
Gennemførelse af lovforslaget
forudsætter efter regeringens opfattelse, at
Færøernes Lagting forud for en vedtagelse i
Folketinget udtrykker enighed i, at lovforslaget
gennemføres. Forslaget er forelagt for de
færøske myndigheder. Et flertal i Lagtinget forventes
inden lovforslagets vedtagelse i Folketinget at have tilsluttet
sig, at forslaget fremmes.
Efter Folketingets vedtagelse af lovforslaget
og den stadfæstede lovs kundgørelse i Danmark og
på Færøerne vil det retlige grundlag for den
nyordning, der er beskrevet i lovforslaget, være etableret i
Danmark og på Færøerne.
Det vil herefter være op til de
færøske myndigheder selv at beslutte tidspunktet for
sagsovertagelser efter loven. Overtagelse af visse
sagsområder, jf. lovens bilag, Liste I, forudsætter dog
i særlig grad forberedelser for at kunne gennemføres
under ordnede og veltilrettelagte forhold, hvorfor tidspunktet for
disse overtagelser fastsættes af de færøske
myndigheder efter forhandling med de danske myndigheder. De danske
myndigheder bibeholder muligheden, der er i hjemmestyreloven, for
at beslutte, at de færøske myndigheder skal overtage
sager og sagsområder.
De færøske myndigheder overtager
de udgifter og reale aktiver, der knytter sig til de enkelte
sagsområder, der overtages. Lovforslaget indebærer
således, at det fremover ikke vil være muligt at
overtage sager eller sagsområder med statslig
medfinansiering. Derimod berøres grundlaget i
hjemmestyreloven for statens tilskud til de sagsområder, der
allerede er overtaget med statsligt tilskud (social- og
sundhedsområderne), ikke af lovforslaget. Efter
udløbet af den gældende bloktilskudsperiode med
udgangen af 2006 vil der således også fremover kunne
ydes statsligt tilskud til disse områder i medfør af
hjemmestyrelovens regler og efter konkrete aftaler mellem
regeringen og landsstyret.
Endelig åbner lovforslaget mulighed for,
at de færøske myndigheder efter aftale med de danske
myndigheder kan overtage Vágar Lufthavn samt ansvaret for
driften heraf.
Forholdene for det personale, der kan blive
berørt af færøske sagsovertagelser, er
behandlet i et særskilt lovforslag, der fremsættes af
finansministeren samtidig med nærværende
lovforslag.
Idet jeg henviser til de bemærkninger,
der ledsager forslaget, skal jeg tillade mig at anbefale det til
Folketingets velvillige behandling.