L 159 Forslag til lov om Sund og Bælt Holding A/S.

Af: Transport- og energiminister Flemming Hansen (KF)
Udvalg: Trafikudvalget
Samling: 2004-05 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 27-04-2005

Fremsættelse: 27-04-2005

Fremsættelsestale af lovforslag

20042_l159_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (27. april 2005)

 

 

Transport- og energiministeren (Flemming Hansen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om Sund og Bælt Holding A/S

(Lovforslag nr. L 159).

Lovgrundlaget for de faste forbindelser over Storebælt og Øresund, som begge er infrastrukturprojekter af afgørende betydning for det danske samfund, findes i dag i de anlægslove, der blev vedtaget forud for etableringen af de to faste forbindelser i hhv. 1997/1998 (tog- og vejforbindelsen over Storebælt) og 2000 (Øresundsforbindelsen).

Det findes derfor nu hensigtsmæssigt med fokus på grundlaget for driften af de to forbindelser at samle de relevante bestemmelser herom i én lov, der dækker aktiviteterne i Sund og Bælt-koncernen. Koncernen (Sund og Bælt Holding A/S og dettes datterselskaber) ejes af den danske stat og forestår driften af den faste forbindelse over Storebælt og de danske tilslutningsanlæg til den faste forbindelse over Øresund.

Samtidig har Sund og Bælt-koncernen en betydelig interesse i en kommende fast forbindelse over Femern Bælt, bl.a. fordi denne forbindelse som en afledt effekt vil øge trafikken på den faste forbindelse over Øresund og dermed indtægterne herfra. På denne baggrund foreslås, at der oprettes et nyt datterselskab under Sund og Bælt Holding A/S, som vil have til formål i samarbejde med Transport- og Energiministeriet at forestå den danske del af forundersøgelserne vedrørende en eventuel kommende fast forbindelse over Femern Bælt og afholde udgifterne hertil. De hidtidige forundersøgelser har været finansieret af Transport- og Energiministeriet på basis af særskilte bevillinger på finansloven.

Gennem den hidtidige drift af de faste forbindelser har Sund og Bælt-koncernen endvidere udviklet en betydelig ekspertise og kompetence vedrørende BroBizz-teknologien, der anvendes på de faste forbindelser over Storebælt og Øresund. På denne baggrund foreslås, at koncernen tillige får mulighed for at oprette et datterselskab, der på forretningsmæssigt grundlag har mulighed for at forestå udstedelsen af BroBizzer på vegne af A/S Storebæltsforbindelsen, A/S Øresundsforbindelsen, Scandlines A/S og Bornholmstrafikken A/S. Datterselskabet vil tillige kunne fakturere på de nævnte selskabers vegne.

Kompetencen til at fastsætte takster for benyttelse af den faste forbindelse over Storebælt ligger i dag hos transport- og energiministeren. Lovforslaget indeholder forslag om, at A/S Storebæltsforbindelsen får mulighed for at ændre de gældende rabatordninger på den faste forbindelse over Storebælt samt indføre nye rabatordninger på forbindelsen. Det er imidlertid en forudsætning, at disse ændringer ikke ændrer det samlede betalingsniveau væsentligt.

For så vidt angår jernbanedelen af den faste forbindelse over Storebælt har Banedanmark i dag ud over driftsansvaret også ansvaret for vedligeholdelse og reinvesteringer. Det foreslås nu at overføre ansvaret for vedligeholdelse og reinvesteringer til A/S Storebæltsforbindelsen, der også skal afholde udgifterne hertil. Dette indebærer et ikke ubetydeligt økonomisk løft til jernbanesektoren, idet der i dag ikke er afsat midler til de pågældende reinvesteringer. Tilsvarende overføres ansvaret for vedligeholdelse og reinvesteringer vedrørende de danske jernbanetilslutningsanlæg til den faste forbindelse over Øresund fra Banedanmark til A/S Øresundsforbindelsen.

Når lovforslaget fremsættes nu, skyldes det især at der af hensyn til de fortsatte forundersøgelser vedrørende en fast forbindelse over Femern Bælt er behov for, at lovforslaget vedtages inden sommerferien.

Hermed tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til Tingets velvillige behandling.