L 154 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af lov om visse betalingsmidler. (Betalingsmodtager skal betale et årligt abonnement til indløser for at modtage et betalingsmiddel med chip. Betalingsmodtager må ikke opkræve gebyr af bruger, når denne benytter et betalingsmiddel i den fysiske handel).).

Fremsat den 13. april 2005 af økonomi- og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen)

Forslag

Lov om ændring af lov om visse betalingsmidler

(Betalingsmodtager skal betale et årligt abonnement til indløser for at modtage et betalingsmiddel med chip. Betalingsmodtager må ikke opkræve gebyr af bruger, når denne benytter et betalingsmiddel i den fysiske handel)

§ 1

I lov om visse betalingsmidler, jf. lovbekendtgørelse nr. 1501 af 20. december 2004, foretages følgende ændringer:

1.§ 14 affattes således:

»§ 14. Omkostningerne ved driften af et betalingssystem kan pålægges betalingsmodtager, jf. dog § 14, stk. 4. Omkostningerne fastsættes efter § 15, jf. dog § 14, stk. 2 og 3.

Stk. 2. I tilfælde, hvor en betalingstransaktion sker i den fysiske handel ved anvendelse af et betalingsmiddel med chip omfattet af § 1, stk. 2, nr. 1, samtidig med at brugeren anvender underskrift eller personlig, hemmelig kode eller tilsvarende sikker identifikation, kan indløser til dækning af sine omkostninger til driften af betalingssystemet alene pålægge betalingsmodtager at betale et årligt abonnement.

Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler for, hvorledes det årlige abonnement i stk. 2 skal beregnes .

Stk. 4. Der kan ikke pålægges betalingsmodtager betaling, når brugen af betalingsmidlet sker i den fysiske handel, og der anvendes et betalingsmiddel uden chip.

Stk. 5. Opkræver udsteder gebyr fra bruger for brugerens anvendelse af et betalingsmiddel, skal gebyret fastsættes uafhængigt af betalingsmodtagers forhold.

Stk. 6. Betalingsmodtager kan ikke hos bruger opkræve gebyr for en betalingstransaktion i den fysiske handel, når bruger betaler med et betalingsmiddel. Opkræver betalingsmodtager gebyr hos brugeren for anvendelse af et betalingsmiddel i den ikke-fysiske handel, må gebyrets størrelse ikke overstige betalingsmodtagers gebyr for betalingstransaktionen til indløser. Betalingsmodtager skal forud for en aftales indgåelse i den ikke-fysiske handel på tydelig måde oplyse bruger om, hvilke gebyrer der opkræves.

Stk. 7. I tilfælde, hvor en betalingstransaktion sker i den fysiske handel ved anvendelse af et betalingsmiddel med chip, jf. § 14, stk. 2, kan udsteder, indløser og betalingsmodtager indgå aftale om betaling for særlige ordninger tilknyttet det enkelte betalingsmiddel, der ikke er omfattet af abonnementsordningen.

Stk. 8. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler for, hvilke særlige ordninger der vil kunne indgås aftale om i henhold til § 14, stk. 7.

2. I § 17, stk. 2, ændres »§ 14, stk. 1-6« til: »§ 14, stk. 1-5«.

§ 2

I lov nr. 459 af 10. juni 2003 om ændring af lov om visse betalingsmidler foretages følgende ændringer:

1.§ 2 ophæves.

§ 3

Loven træder i kraft den 1. juni 2005.

§ 4

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

1. Baggrund for og formål med lovforslaget

Lovforslaget fremsættes for, at Dankortet også i fremtiden kan fungere som et sikkert, billigt og effektivt betalingsmiddel. Lovforslaget skal endvidere ses i lyset af den høje grad af overvæltning af dankortgebyret på 0,50 kr. på forbrugerne og det faldende antal dankorttransaktioner i starten af 2005.

Det er formålet med lovændringen at fastslå, at indløser (primært pengeinstitutter) har ret til at kræve betaling fra betalingsmodtagere (forretningerne) til dækning af omkostningerne til driften af et betalingssystem. Indløsers ret til at kræve betaling er dog begrænset, når brugen af betalingsmidlet sker i den fysiske handel, og betalingsmidlet er forsynet med en chip, jf. den foreslåede § 14, stk. 2. Indløser kan endvidere ikke kræve betaling, når brugen af betalingsmidlet sker i den fysiske handel, og der anvendes et betalingsmiddel uden chip, jf. den foreslåede § 14, stk. 4.

Det foreslås at forbyde forretningerne at opkræve gebyrer direkte af de kunder, der betaler med et betalingsmiddel. Dette forbud mod overvæltning gælder dog kun for transaktioner i den fysiske handel, jf. den foreslåede § 14, stk. 6.

Ved ændringen af betalingsmiddelloven i juni 2003 fik pengeinstitutterne ret til fra den 1. januar 2005 at opkræve et gebyr af forretningerne på op til 0,50 kr. pr. transaktion i den fysiske handel, når kunder betalte med et betalingsmiddel med chip. Pengeinstitutterne forsynede i løbet af 2004 samtlige 3,3 mio. Dankort med chip. Herefter har pengeinstitutterne fra den 1. januar 2005 opkrævet gebyr af dankorttransaktioner. Pengeinstitutterne har dog ikke kunnet opkræve gebyr af den enkelte forretning for de første 5.000 dankorttransaktioner om året, medmindre forretningen er en del af en kapitalkæde.

Forretningerne har siden 1999 haft adgang til efter betalingsmiddelloven at opkræve gebyr af de brugere, der betaler med et betalingsmiddel, som defineret i § 1, stk. 2, i loven. Gebyrets størrelse må dog ikke overstige størrelsen på det gebyr, som forretningerne betaler til pengeinstitutterne. Da pengeinstitutterne samtidig har haft forbud mod at opkræve gebyr af forretningerne for brugernes transaktioner med Dankort i den fysiske handel, har forretningerne i praksis indtil 2005 kun kunnet opkræve gebyr for transaktioner med de internationale betalingsmidler og i den ikke-fysiske handel for transaktioner med alle betalingsmidler. Fra den 1. januar 2005 har forretningerne derimod som nævnt kunnet opkræve 0,50 kr. for brugen af Dankort i den fysiske handel.

Ministeren vil fortsat kunne gøre brug af sin ret i betalingsmiddellovens § 1, stk. 7, og fastsætte nærmere regler, der undtager internationale betalingsmidler fra § 14.

2. Lovforslagets indhold

Det foreslås indarbejdet i betalingsmiddelloven, at indløser af betalingsmidler kan pålægge betalingsmodtager (forretningerne) at betale til driften af et betalingssystem, jf. den foreslåede § 14. stk. 1. Omkostningerne skal fastsættes efter lovens § 15, dvs., at indløser ved fastsættelse af gebyr mv. over for betalingsmodtager ikke må benytte urimelige priser og avancer. Forslaget er en kodificering af gældende ret.

Forholdet mellem indløser og betalingsmodtager

Hvor brugen af betalingsmidler med chip foregår i den fysiske handel, foreslås det i lyset af de fordele, indirekte som direkte, forretningerne har af Dankortet, at forretningerne skal betale til driften af infrastrukturen bag Dankortet gennem et årligt abonnement. Abonnementet indbetales til pengeinstitutterne, der står for driften af dankortinfrastrukturen.

Økonomi- og erhvervsministeren bemyndiges til at fastsætte de nærmere regler for beregningen af det årlige abonnement. De nærmere vilkår for abonnementsordningen i øvrigt forudsættes at blive fastsat senere af indløser.

Udsteder, indløser og betalingsmodtager kan derudover indgå aftale om betaling for særlige ordninger tilknyttet det enkelte betalingsmiddel, der ikke er omfattet af abonnementsordningen, jf. § 14, stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler for hvilke særlige ordninger, der vil kunne indgås aftale om.

Økonomi- og erhvervsministeren kan efter betalingsmiddellovens § 1, stk. 7, bestemme, at § 14 ikke finder anvendelse på dansk og udenlandsk udstedte internationale betalingsmidler.

Forholdet mellem betalingsmodtager og bruger

Det foreslås at forbyde forretninger i den fysiske handel at opkræve gebyrer direkte af de kunder, der betaler med et dansk udstedt betalingsmiddel. Økonomi- og erhvervsministeren kan som nævnt undtage internationale betalingsmidler fra denne bestemmelse, jf. § 1, stk. 7. Ved den administrative fastlæggelse af, hvilke internationale betalingsmidler, der skal undtages fra forretningernes forbud mod at overvælte gebyrer på kunderne, vil der bl.a. blive taget hensyn til, at reglerne er i overensstemmelse med Danmarks EU-retlige forpligtelser, og at sammenlignelige betalingsmidler ligebehandles.

I det omfang forretningerne betaler abonnement eller anden form for gebyr til pengeinstitutterne, vil konsekvensen af forbudet mod overvæltning i den fysiske handel være, at gebyromkostningerne til betalingsmidler finansieres på linie med forretningernes øvrige driftsomkostninger.

En bestemmelse om forbud mod overvæltning vil svare til den praksis, der har udviklet sig i flere andre europæiske lande. I f.eks. Sverige er det op til pengeinstituttet og forretningen at aftale, hvorvidt gebyret må overvæltes på forbrugeren. Det er ofte en del af aftalebetingelserne fra pengeinstitutternes side, at forretningerne ikke har lov til at overvælte gebyret direkte på forbrugeren (No-Discrimination-Rule eller NDR).

3. Forholdet mellem indløsere

Pengeinstitutterne kan aftale en ny intern fordelingsnøgle efter ikke-diskriminerende kriterier, som svarer til fordelingen mellem pengeinstitutterne i Dankortaftalen fra 2003. Pengeinstitutterne vil herunder også - af hensyn til de små pengeinstitutter - have mulighed for at centralisere indløsningen.

Det forventes endelig, at Dankortaftalen fra 2003 med de ændringer, der følger af Dankortaftalen fra 2005 samt nærværende lovforslag, videreføres uændret.

4. Ændringerne efter 2009

Den lovændring, der blev vedtaget af Folketinget i juni 2003, jf. lov nr. 459 af 10. juni 2003, og som pr. 1. januar 2005 gav pengeinstitutter ret til at opkræve et gebyr på maksimalt 0,50 kr. pr. transaktion af betalingsmodtager, når bruger betaler med et betalingsmiddel, der er forsynet med chip, gælder ifølge lovændringen frem til den 31. december 2009. Herefter ændres § 14, så pengeinstitutterne kan opkræve et omkostningsbestemt gebyr af betalingsmodtager. Gebyret skal efter de gældende regler fortsat være et fast beløb i krone og øre, men der vil ikke længere være et fast loft over gebyret. Det er dog fastsat i forarbejderne til bestemmelsen, at gebyret som udgangspunkt kun kan dække op til halvdelen af omkostningerne af betalingssystemet.

Nærværende lovforslag indebærer, at abonnementsbetalingen fortsætter efter den 1. januar 2010, og at den gældende ændring af § 14, der skulle være trådt i kraft den 1. januar 2010, ophæves. Beregningen af abonnementsordningen fastsættes også efter 2010 administrativt af ministeren, men således at beregningen af det årlige abonnement fastsættes ud fra omkostningerne ved driften af betalingssystemet, jf. de specifikke bemærkninger til lovforslagets § 2.

Det foreslås, at forbudet mod, at betalingsmodtager opkræver gebyr af bruger af et betalingsmiddel, også gælder efter den 1. januar 2010.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Lovforslaget indebærer ikke nogen økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige.

6. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

Omlægningen til abonnementsbetaling vil give pengeinstitutterne en gebyrindtægt på 125 mio. kr. i 2005. Det var forventet, at opkrævningen af gebyret på 0,50 kr. ville give pengeinstitutterne en indtægt på mellem ca. 190 og 200 mio. kr. i 2005. Omlægningen vil således betyde, at pengeinstitutterne skal dække mellem ca. 65 - 75 mio. kr. mere om året end ved den gældende ordning. Derved dækker pengeinstitutterne hovedparten af omkostningerne i dankortsystemet.

Lovændringen medfører, at forretninger og andre modtagere af Dankort vil få en udgift på 125 mio. kr., som de ikke vil kunne dække ind ved at opkræve gebyr direkte af kunderne, der betaler med et betalingsmiddel. Såfremt hele gebyret skal dækkes ind via priserne, vil det betyde en prisstigning på ca. en halv promille.

Lovforslaget er sendt i virksomhedspanel med henblik på en vurdering af de administrative konsekvenser for erhvervslivet.

7. Miljømæssige konsekvenser

Forslaget skønnes ikke at have miljømæssige konsekvenser.

8. Forholdet til EU-retten

Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter. Ved den administrative fastlæggelse af, hvilke internationale betalingsmidler, der skal undtages fra forretningernes forbud mod at overvælte gebyrer på kunderne, jf. betalingsmiddellovens § 1, stk. 7, vil der bl.a. blive taget hensyn til, at reglerne er i overensstemmelse med Danmarks EU-retlige forpligtelser.

9. Sammenfattende skema

10. Høring

Inden fremsættelsen af lovforslaget er følgende myndigheder og organisationer mv. blevet hørt:

Advokatrådet (Advokatsamfundet), Amtsrådsforeningen i Danmark, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, CO-Industri, COOP Danmark (FDB), Den Europæiske Centralbank, Dankort A/S, Danmarks Nationalbank, Dansk Annoncørforening, Dansk Arbejdsgiverforening, DDK - Dansk Detail Kreditråd, Dansk Handel og Service, Dansk Industri, Dansk IT, Dansk Markedsføringsforbund, Dansk Postordreforening, Dansk Taxaråd, Danske Andelsselskaber, Danske Biludlejere, Danske Finansieringsselskabers Forening, De Samvirkende Købmænd, Den Danske Dommerforening, Det Kriminalpræventive Råd, Finansforbundet, Finansministeriet, Finansrådet, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Finanstilsynet, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Foreningen for Dansk Internethandel, Forsikring og Pension, HK Danmark, HORESTA, HTS - Handel, Transport og Serviceerhvervene, Håndværksrådet, IT-Brancheforeningen, Kommunernes Landsforening, Konkurrencerådet, Landsorganisationen i Danmark, Liberale Erhvervs Råd, Lokale Pengeinstitutter, Miljøministeriet, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, Nærbutikkernes Landsforening, Oliebranchens Fællesrepræsentation, PBS, Realkreditrådet, Sammenslutningen Danske Andelskasser, Skatteministeriet, Specialarbejderforbundet i Danmark, og Trafikministeriet.

Erhvervsudvalget vil under udvalgsbehandlingen modtage høringssvar og høringsnotat.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Stk. 1

Det forslås, at § 14 eksplicit giver indløser en generel ret til at pålægge betalingsmodtager at betale til driften af et betalingssystem inden for rammerne af lovens § 15. Bestemmelsen fastslår således udgangspunktet i gældende ret. Fra dette udgangspunkt gælder dog nogle undtagelser, jf. bemærkningerne til § 14, stk. 2 og 4.

Stk. 2

Bestemmelsen vedrører transaktioner i den fysiske handel ved anvendelse af et betalingsmiddel forsynet med chip. Det foreslås, at indløser alene kan pålægge betalingsmodtager at betale til driften af infrastrukturen gennem et årligt abonnement. Abonnementet skal indbetales til den indløser, der står for driften af infrastrukturen, f.eks. de pengeinstitutter, der står for driften af dankortinfrastrukturen. Abonnementet er knyttet til de indløsningsaftaler, der indgås om at modtage betalingsmidler, der er forsynet med chip. Abonnementet forudsætter mindst én transaktion i forretningen for at blive udløst. Betalingsmodtager er defineret i betalingsmiddellovens § 3, stk. 4, som den, hos hvem bruger kan anvende betalingsmidlet til at erhverve varer eller tjenesteydelser, foranledige overførsel af beløb eller foretage andre betalingstransaktioner, dvs. den enkelte virksomhed, der tager mod et betalingsmiddel, som defineret i § 1, stk. 2.

Det er ikke hensigten med forslaget at ændre den gældende sondring mellem fysisk handel og ikke-fysisk handel.

Stk. 3

Det foreslås, at økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler i en bekendtgørelse om, hvorledes det årlige abonnement generelt skal beregnes.

De nærmere vilkår for abonnementsordningen i øvrigt vil blive fastsat mellem indløser og betalingsmodtager ved en privatretlig aftale.

Størrelsen på abonnementsbetalingen reguleres årligt efter udviklingen i det samlede antal transaktioner. I alt vil abonnementsindtægterne i 2005 udgøre 125 mio. kr. på årsbasis. Abonnementsbetalingen for 2005 vil blive udformet således, at den vil få økonomisk virkning fra den 1. marts 2005, hvor pengeinstitutterne ophørte med at opkræve 0,50 kr. af forretningerne. For 2005 vil abonnementet således blive fastsat svarende til 10/12 af 125 mio. kr.

Abonnementet vil blive fastsat, således at der tages særligt hensyn til de mindre forretninger med under 5.000 transaktioner om året. Disse skal kun betale et årligt abonnement på ca. 500 kr. i 2005. For de mellemstore og store forretninger vil abonnementet blive fastsat i intervaller på baggrund af antallet af dankorttransaktioner. Udgangspunktet for 2005 er, at mellemstore forretningssteder med mellem 5.000 og 20.000 transaktioner om året skal betale et årligt abonnement på ca. 2.700 kr. i 2005, mens de større forretningssteder med over 20.000 transaktioner om året skal betale et årligt abonnement på ca. 10.000 kr. i 2005.

De præcise abonnementsbetalinger vil blive fastsat, når det nøjagtige antal forretninger og deres fordeling på antal transaktioner kendes ultimo 2005. Det forventes, at abonnementsbetalingen justeres proportionalt, så forretningernes samlede betaling bliver 125 mio. kr. på årsbasis i 2005.

Det forudsættes, at abonnementet reguleres hvert år frem til udgangen af 2009, således at den samlede abonnementsbetaling reguleres forholdsmæssigt som udviklingen i antallet af transaktioner.

De intervaller for abonnementer, der vil blive fastsat administrative regler for, bestemmes ud fra antallet af forretninger i hvert interval samt ud fra det forhold, at marginalomkostningerne ved driften af betalingskortsystemer er begrænsede for større forretninger med mange transaktioner.

Det fremgår af den justerede aftale om Dankortet af 25. februar 2005, at forretningernes abonnementsbetaling til dankortsystemet fra den 1. januar 2010 skal fastsættes i overensstemmelse med principperne i den gældende betalingsmiddellov, som forudsat i Dankortaftalen fra 2003.

Lovforslaget indebærer, at økonomi- og erhvervsministeren også efter 2010 administrativt kan fastsætte regler for, hvorledes det årlige abonnement efter § 14, stk. 2, skal beregnes. Hermed er tilsikret en nem lovteknisk administration af abonnementsordningen også efter 2010. Det årlige abonnement forventes fastsat efter betalingsmiddellovens § 15, hvorefter der ikke må anvendes urimelige priser og avancer ved fastsættelse af gebyr mv. i forbindelse med transaktioner med betalingsmidler. Efter bestemmelsen forstås urimelige priser og avancer som priser og avancer, der er højere, end hvad der ville være tilfældet under virksom konkurrence.

Pengeinstitutternes omkostninger til abonnementsordningen kan efter 2010 indregnes i omkostningerne. Det følger dog præciserende af bemærkningerne til L221 forslag til lov om ændring af lov om visse betalingsmidler af den 30. april 2003, at hvis abonnementsbetalingen fra betalingsmodtager dækker op til halvdelen af omkostningerne til driften af et betalingssystem, anses dette ikke for urimeligt efter § 15.

Det forudsættes, at økonomi- og erhvervsministeren fortsat benytter muligheden for at undtage danske og udenlandske internationale betalingsmidler, jf. § 1, stk. 7, således at gebyrerne for disse betalingsmidler fastsættes i overensstemmelse med bemærkningerne til lovændringen fra 2003. jf. bekendtgørelse nr. 1513 af 21. december 2004 om anvendelse af betalingsmiddellovens § 14 på internationale betalingsmidler.

Stk. 4

Stk. 4 er en videreførelse af forbudet mod at opkræve betaling for betalingsmidler uden chip, jf. den gældende stk. 3

Stk. 5

Stk. 5 er en videreførelse af gældende stk. 5.

Stk. 6

Det foreslås, at det forbydes betalingsmodtager at opkræve gebyr af bruger for en betalingstransaktion i den fysiske handel, der gennemføres med et betalingsmiddel. Forbudet skal gælde for brugen af alle de betalingsmidler, der er omfattet af loven.

Økonomi- og erhvervsministeren har mulighed for efter betalingsmiddellovens § 1, stk. 7, at undtage internationale betalingsmidler fra forbudet mod at betalingsmodtager opkræver gebyr af bruger. Ved den administrative fastlæggelse heraf vil der bl.a. tages hensyn til, at reglerne er i overensstemmelse med Danmarks EU-retlige forpligtelser, og at sammenlignelige betalingsmidler ligebehandles.

I det omfang betalingsmodtager betaler abonnement eller anden form for gebyr til indløser, vil konsekvensen af forbudet mod overvæltning i den fysiske handel være, at gebyromkostningerne indgår i butikkernes omkostninger på linie med øvrige omkostninger, jf. også de generelle bemærkninger.

Forbudet mod overvæltning gælder ikke for handler i den ikke-fysiske handel. Hermed fortsættes principperne fra 1999-loven, hvor der blev givet adgang for pengeinstitutterne til at opkræve gebyr af ikke-fysiske butikker, samtidig med at disse butikker kunne overvælte gebyret på brugerne. Endvidere opretholdes hensynet til fortsat at støtte udviklingen af bl.a. Internet-butikker.

Den gældende bestemmelse i § 14, stk. 7, forbyder betalingsmodtager at forskelsbehandle mellem betalingsmidler, for så vidt angår opkrævning af gebyr for betalingstransaktionen hos bruger, der betaler med et betalingsmiddel.

Da betalingsmodtager ikke længere kan opkræve gebyr af bruger, når denne betaler med et betalingsmiddel i den fysiske handel, udgår bestemmelsen. Som følge heraf bortfalder økonomi- og erhvervsministerens adgang til at udstede en bekendtgørelse efter § 14, stk. 7, 3. pkt.

Den gældende bestemmelse i § 14, stk. 6, 2. pkt., fastsætter, at såfremt betalingsmodtager opkræver gebyr hos brugeren for anvendelse af et betalingsmiddel, må gebyrets størrelse ikke overstige betalingsmodtagers gebyr for betalingstransaktionen til indløser. Bestemmelsen videreføres for så vidt angår betalingsmodtagers adgang til at opkræve gebyr af brugeren i den ikke-fysiske handel.

Den gældende bestemmelse i § 14, stk. 8, kræver, at såfremt betalingsmodtager opkræver gebyr af bruger, skal betalingsmodtager forud for handlen på tydelig måde oplyse brugeren om, at der opkræves gebyr. Også denne bestemmelse videreføres for så vidt angår betalingsmodtagers adgang til at opkræve gebyr af brugeren i den ikke-fysiske handel.

Stk. 7.

Det foreslås, at i tilfælde, hvor en betalingstransaktion sker i den fysiske handel ved anvendelse af et betalingsmiddel med chip kan udsteder, indløser og betalingsmodtager indgå aftale om betaling for særlige ordninger tilknyttet det enkelte betalingsmiddel, der ikke er omfattet af abonnementsordningen.

Det er en betingelse for at opkræve særskilt betaling, at aftalen mellem udsteder, indløser og betalingsmodtager indgås på frivillig basis. Udsteder og indløser kan ikke afvise at udbyde eksisterende ydelser med henvisning til, at der er tale om en særlig ordning, som betalingsmodtager vil skulle betale for. Dette indebærer ikke, at pengeinstitutterne pålægges yderligere forpligtelser i forhold til Dankortet, end de der fulgte af Dankortaftalen fra 2003.

Ved fastsættelse af betalingen for en særlig ordning, må der ikke anvendes urimelige priser og avancer jf. den gældende lovs § 15. Forbudet mod overvæltning i den fysiske handel, jf. forslagets § 14, stk. 6, finder ligeledes anvendelse på særlige ordninger i den fysiske handel.

Uanset ovenstående påhviler det ifølge § 4 udsteder og indløser at sikre, at betalingssystemet er sikkert og velfungerende. Tilpasninger, som er nødvendige med henblik på løbende at sikre dette, kan ikke kræves betalt særskilt.

Stk. 8.

Det foreslås, at i tilfælde hvor en betalingstransaktion sker i den fysiske handel ved anvendelse af et betalingsmiddel med chip, jf. stk. 2, gives økonomi- og erhvervsministeren mulighed for at fastsætte nærmere regler for udsteders, indløsers og betalingsmodtagers adgang til at indgå aftale om betaling for særlige ordninger tilknyttet det enkelte betalingsmiddel.

Til nr. 2

Det foreslås, at henvisningen til § 14, stk. 6, udgår. Efter den foreslåede ændring af § 14, stk. 6, vil der ikke længere være forhold hos betalingsmodtageren, som skal beskyttes.

Til § 2

Til nr. 1

Folketinget vedtog den 10. juni 2003 ændringer af § 14 i lov om visse betalingsmidler til ikrafttræden i 2 tempi. Pengeinstitutterne fik fra den 1. januar 2005 og frem til den 31. december 2009 lov til at opkræve et gebyr af betalingsmodtager på maksimalt 0,50 kr. pr. transaktion foretaget med et betalingsmiddel med chip i den fysiske handel. Fra 1. januar 2010 skulle § 14 ændres, så der ikke i loven var fastsat et fast loft over gebyret. Pengeinstitutterne kunne fra 1. januar 2010 opkræve et omkostningsbestemt gebyr af betalingsmodtager, der som udgangspunkt kunne dække op til halvdelen af omkostningerne af et betalingssystem.

Nærværende lovforslag medfører, at beregningen af abonnementet også efter 1. januar 2010 reguleres i den bekendtgørelse, som ministeren skal udstede efter § 14, stk. 3. Det forudsættes, at abonnementsbetalingen efter den 1. januar 2010 fastsættes efter bestemmelserne i § 15. Dette betyder, at den allerede vedtagne § 14, der skal træde i kraft den 1. januar 2010, kan ophæves.

Til § 3

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juni 2005.

Til § 4

Den geografiske afgrænsning af ændringsloven er den samme, som anvendes i hovedloven.