Skriftlig fremsættelse (13. april 2005)

Justitsministeren (Lene Espersen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om borteblevne (Ændring af betingelserne for at afsige dødsformodningsdom)

(Lovforslag nr. L 152).

Lovforslagets hovedformål er at justere og modernisere reglerne i lov om borteblevne om, hvilke betingelser der skal være opfyldt for, at domstolene kan afsige dødsformodningsdom. En dødsformodningsdom indebærer, at en forsvunden (»bortebleven«) person anses for død i retlig henseende bl.a. med den virkning, at boet kan skiftes, og at livsforsikringer og pensioner mv. kan udbetales til efterladte.

Reglerne om de betingelser, der skal være opfyldt for at afsige dødsformodningsdom, er ikke blevet ændret siden 1946, og navnlig må lovens tidsfrister for, hvornår en sådan dom kan afsiges, anses for unødigt lange under hensyn til nutidens kommunikationsmuligheder, samfærdselsforhold, internationale politimæssige samarbejde, efterforskningsmuligheder mv.

Flodbølgekatastrofen i Sydøstasien den 26. december 2004 har endvidere aktualiseret spørgsmålet om, hvorvidt betingelserne for at anvende lovens korte fristregel, der alene finder anvendelse i særlige tilfælde, bør lempes.

Lovforslaget indeholder følgende hovedpunkter:

1) De tidsmæssige betingelser for afsigelse af dødsformodningsdom foreslås justeret på følgende punkter:

€" Lovens frister for, hvornår en sag til dødsformodningsdom kan rejses, foreslås forkortet, således at fristen normalt er 5 år i stedet for 10 år (lovens lange frist) og i særlige tilfælde 6 måneder i stedet for 1 år (lovens korte frist).

Reglerne om, hvor lang tid der skal gå, før der kan rejses en sag om afsigelse af dødsformodningsdom vedrørende en forsvundet person, bør ramme den rette balance mellem forskellige hensyn. Under hensyn til en dødsformodningsdoms omfattende og indgribende retsvirkninger for den borteblevne, hvis bo i givet fald bliver skiftet, er det væsentligt, at fristerne er så lange, at man kan gå ud fra, at en person, der ikke har givet livstegn inden fristens udløb, normalt er død. På den anden side tilsiger hensynet til de efterladte m.v., at fristerne ikke er længere, end det er nødvendigt, dels fordi det ofte kan have væsentlig økonomisk og juridisk betydning for de pårørende at få en retlig afklaring, dels fordi de efterladte også følelsesmæssigt kan have behov for, at der officielt sættes et punktum.

Under hensyn til nutidens stærkt forøgede kommunikationsmuligheder €" herunder udbredelsen af (mobil)telefoni og anvendelsen af internetkommunikation €" forbedrede samfærdselsforhold, et øget internationalt politimæssigt samarbejde og generelt forbedrede muligheder for eftersøgning og efterforskning finder Justitsministeriet, at det i dag må anses for langt mindre sandsynligt end dengang, de gældende fristregler blev udformet omkring 2. verdenskrigs afslutning, at en bortebleven person kan være forsvundet gennem en længere årrække uden at have haft mulighed for at give livstegn fra sig, og uden, at der har kunnet skaffes nogen efterretninger om den pågældende. På den baggrund er der efter Justitsministeriets opfattelse ikke behov for, at den almindelige frist for afsigelse af dødsformodningsdom er længere end 5 år.

Forslaget ændrer ikke på gældende ret med hensyn til, hvornår en person kan anses som »bortebleven« i lovens forstand. Dette betyder, at det fortsat vil være nødvendigt for at afsige dødsformodningsdom, at mulighederne for at fremskaffe bevismateriale vedrørende den pågældende persons færden kan anses for udtømte. Det vil således ikke i sig selv være tilstrækkeligt, at sagsøger forklarer, at han eller hun ikke har hørt fra den forsvundne i 5 år.

De nævnte grunde til at halvere lovens lange frist gør sig efter Justitsministeriets opfattelse tilsvarende gældende i forhold til lovens 1-års frist, som gælder i tilfælde, hvor den pågældende var i livsfare, da han eller hun forsvandt, eller hvor der i øvrigt er en til vished grænsende sandsynlighed for, at vedkommende er død. Efter Justitsministeriets opfattelse er der ikke behov for, at den korte frist er længere end 6 måneder.

€" Der skal efter forslaget fortsat ske en offentlig indkaldelse af en bortebleven person (i Statstidende mv.), før dødsformodningsdom kan afsiges, men det foreslås, at den frist, som mindst skal gives i indkaldelsen, nedsættes fra 3 måneder til 1 måned.

Denne fristregel har til formål at sikre, at den borteblevne eller personer, som ved, hvor den borteblevne opholder sig €" hvis den pågældende er i live €" har rimelig tid til at nå at blive opmærksom på indkaldelsen og reagere herpå.

På baggrund af den udvikling, der som nævnt er sket med hensyn til bl.a. kommunikationsmuligheder og samfærdselsforhold, siden de gældende regler trådte i kraft, er der efter Justitsministeriets opfattelse ikke længere behov for, at der i alle tilfælde skal fastsættes en frist på mindst 3 måneder.

Det foreslås, at bestemmelsen ændres således, at der skal fastsættes en frist på mindst 1 måned. Det forudsættes, at en frist på 1 måned normalt vil være tilstrækkelig, men retten vil efter en konkret vurdering kunne fastsætte en længere frist, hvis der skønnes at være behov for det navnlig på grund af forholdene på det sted, hvor den borteblevne er forsvundet. Den gældende regel i lovens § 12, stk. 3, om, at fristen højst må være 1 år, foreslås samtidig ophævet.

Det foreslås endvidere, at det fremover skal være retten, der står for at kundgøre indkaldelsen af den borteblevne i Statstidende og andre relevante medier. Herved vil retten ofte kunne beramme nyt retsmøde hurtigere end i dag, hvor retten ved berammelsen må tage hensyn til, at sagsøger skal have en passende tid til at sørge for at få indkaldelsen kundgjort korrekt i overensstemmelse med de nærmere anvisninger.

De foreslåede ændringer af lovens fristregler vil efter Justitsministeriets opfattelse medføre, at den samlede tid, der i praksis går, før der kan afsiges dødsformodningsdom, vil blive mere end halveret i forhold til i dag.

2) Betingelserne for at rejse sag til dødsformodningsdom efter lovens korte frist (der som nævnt nedsættes fra 1 år til 6 måneder) foreslås lempet lidt, således at denne frist finder anvendelse i tilfælde, hvor der efter en samlet vurdering af de foreliggende omstændigheder er en særdeles høj grad af sandsynlighed for, at den borteblevne person er død.

Der er tale om en meget begrænset lempelse af kriterierne for, hvornår lovens korte frist kan anvendes. Med den foreslåede formulering vil domstolene i lidt videre omfang kunne anlægge en samlet vurdering af sandsynligheden for, at den borteblevne er død, på grundlag af alle relevante oplysninger.

Den foreslåede ændring vil navnlig kunne have betydning i tilfælde som flodbølgekatastrofen i Sydøstasien i 2004, f.eks. hvor det ligger fast, at den borteblevne var i katastrofeområdet, men hvor der ikke kan skaffes sikre oplysninger om, hvor den pågældende nøjagtigt befandt sig, da flodbølgen ramte det relevante område. I et sådant tilfælde vil oplysningerne om forholdene på stedet, herunder om antallet af omkomne og tilskadekomne, og om eftersøgningsindsatsen samt relevante personlige oplysninger om den borteblevne samlet set kunne medføre, at den eneste rimelige forklaring på, at den borteblevne i (efter forslaget) 6 måneder ikke har givet noget livstegn og ikke har kunnet findes med myndighedernes bistand på stedet er, at den pågældende er omkommet ved naturkatastrofen.

3) Endvidere foreslås en ændring af lovens regel om, at kundgørelse af en offentlig indkaldelse skal ske i Statstidende og evt. i blade og radio. Bestemmelsen foreslås skærpet, således at kundgørelsen €" ud over i Statstidende €" også skal ske i et eller flere medier, der er tilgængelige på det sted, hvor den borteblevne sidst vides at have haft bopæl eller ophold.

Det foreslås samtidig hermed at skærpe bestemmelsen i § 12, stk. 2, 2. pkt., om kravene til kundgørelsen, dels således, at der også bliver mulighed for at kundgøre indkaldelsen i f.eks. TV eller på Internettet, dels således, at det gøres obligatorisk at kundgøre indkaldelsen i et andet eller flere andre relevante medier ud over Statstidende.

Lovforslagets udformning har været drøftet på møder med repræsentanter for domstolene og Advokatsamfundet.

Forslaget indebærer ikke en generel revision af loven, og forslaget indeholder således ud over de nævnte justeringer alene visse konsekvensændringer som følge af forskellige ændringer i retsplejeloven samt enkelte ændringer af sproglig karakter.

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende. En eventuel vedtagelse af lovforslaget i denne folketingssamling vil dermed kunne få betydning også i sager vedrørende borteblevne i forbindelse med flodbølgekatastrofen i Sydøstasien i december 2004.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.