L 145 Forslag til lov om fødevarer.

Af: Familie- og forbrugerminister Lars Barfoed (KF)
Udvalg: Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri
Samling: 2004-05 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 06-04-2005

Fremsættelse: 06-04-2005

Fremsættelsestale af lovforslag

20042_l145_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (6. april 2005)

 

 

Familie- og forbrugerministeren (Lars Barfoed):

 

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om fødevarer

(Lovforslag nr. L 145).

Forslag til lov om fødevarer blev fremsat første gang den 5. november 2004, Lovforslag nr. L 87 (FT 2004-2005, Tillæg A sp. 2537 og 2617). Forslaget kom til 1. behandling den 19. november 2004 (FF 2004-2005, sp. 1536). Lovforslaget bortfaldt med udskrivelse af nyvalg til Folketinget den 18. januar 2005.

Formålet med lovforslaget er en tilpasning af loven til reformen af den europæiske fødevarelovgivning. Den europæiske reform af fødevarelovgivningen består af følgende dele:

- Kommissionens hvidbog om fødevaresikkerhed

- Fødevareforordningen

- Hygiejnepakken

- Fødevarekontrolforordningen

Reguleringen af fødevareområdet på fællesskabsplan går i stigende grad fra at være fastsat i direktiver til at være fastsat i forordninger. Den gældende fødevarelov omarbejdes således, at der bliver tale om en rammelov, som bliver udfyldt af administrative regler. Implementering af direktiver vil fremover ske administrativt, det vil sige i form af bekendtgørelser.

Den gældende fødevarelov er hovedsagelig opbygget således, at der i indledningen af en paragraf er angivet en materiel regel, der efterfølges af en bemyndigelse til fastsættelse af regler til nærmere gennemførelse. De materielle regler er nu i vidt omfang indeholdt i forordninger, især fødevareforordningen, som er direkte gældende.

Da det lovteknisk ikke er hensigtsmæssigt at optrykke forordningernes fulde ordlyd, er lovforslaget derfor hovedsageligt opbygget uden de materielle regler, men med bibeholdelse af bemyndigelserne til ministeren til indenfor rammerne af EU-reguleringen at fastsætte regler og i enkelte tilfælde til at træffe bestemmelser inden for fødevareområdet. Forslaget viderefører hovedsageligt bemyndigelser fra den gældende fødevarelov, således at allerede gældende administrative regler kan opretholdes. Endvidere gives der mulighed for at fastsætte regler, som supplerer forordninger på fødevareområdet, hvor disse forordninger ikke er fuldt ud dækkende.

Forslaget indeholder ikke væsentlige ændringer af den gældende fødevarelovs formål eller anvendelsesområde. Der hvor fællesskabets forordninger dækker de samme områder som den gældende danske fødevarelov, er de to regelsæt, trods forskelligt sprogbrug, i overvejende grad overensstemmende.

Med forslaget vil målet med fødevareloven fortsat være at sikre forbrugerne sunde fødevarer af høj kvalitet, at beskytte forbrugerne mod vildledning i forbindelse med markedsføring af fødevarer og fremme sunde kostvaner. Endvidere er målet fortsat gennem en effektiv kontrol at medvirke til at sikre fødevareproducenter og handlende rimelige og ensartede vilkår og til at fremme eksport af danske fødevarer. Lovforslagets formålsbestemmelse er præciseret i overensstemmelse hermed.

Lovforslaget opretholder desuden lovgrundlaget for Det Rådgivende Fødevareudvalg, for Fødevarekontroludvalget, og lovforslaget viderefører hjemmelen til at nedsætte et råd som led i en frivillig mærkningsordning.

Endvidere indeholder lovforslaget hjemmel til oprettelse af et Motions- og Ernæringsråd til erstatning af det eksisterende Ernæringsråd, som samtidig foreslås nedlagt.

Med lovforslaget tilsigtes en skærpelse af den strafferetlige sanktionspraksis, således at der skal tages hensyn til virksomhedens omsætning ved udmåling af bødestørrelse.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslagets bemærkninger, anbefales det til Folketingets velvillige behandling.