Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 10. juni 2005
Forslag
til
Lov om midlertidig binding af kommunernes
og
amtskommunernes overskudslikviditet
§ 1. Hver
kommune og amtskommune deponerer i perioden fra den 1. oktober 2005
til den 1. januar 2007 et beløb, der svarer til 60 pct. af
den del af kommunens eller amtskommunens likviditet ved udgangen af
regnskabsåret 2004, der overstiger 2,9 pct. af kommunens
eller amtskommunens budgetterede bruttodrifts- og
-anlægsudgifter for budgetåret 2005.
Stk. 2. Kommuner, der for 2005 har
budgetteret med et overskud for forsyningsvirksomhederne under et,
skal i perioden fra den 1. oktober 2005 til den 1. januar 2007
deponere et beløb svarende til overskuddet, jf. dog
stk. 5.
Stk. 3. Kommunen eller amtskommunen
skal senest den 1. oktober 2005 indsætte det beløb,
kommunen eller amtskommunen i henhold til stk. 1 og 2 skal
deponere, på en særskilt konto i et pengeinstitut eller
deponere obligationer med en kursværdi svarende hertil i et
pengeinstitut, et realkreditinstitut eller i KommuneKredit.
Stk. 4. Indenrigs- og
sundhedsministeren opgør de beløb, den enkelte
kommune og amtskommune skal deponere. Indenrigs- og
sundhedsministeren fastsætter regler om beløbenes
beregning og deponering.
Stk. 5. Såfremt en kommune for
2006 budgetterer med et underskud for forsyningsvirksomhederne
under et, kan deponeret likviditet i henhold til stk. 2
frigives i løbet af 2006. Indenrigs- og sundhedsministeren
fastsætter regler for frigivelsen af de deponerede midler
efter stk. 2.
Stk. 6. Indenrigs- og
sundhedsministeren kan i særlige tilfælde dispensere
fra kravet om deponering efter stk. 1 og 2.
§ 2. Loven
træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i
Lovtidende.
§ 3. I lov om
kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og
amtskommuner, jf. lovbekendtgørelse nr. 719 af 13. august
2003, som ændret ved § 1 i lov nr. 293 af 27. april
2005 og lov nr. 296 af 27. april 2005, foretages følgende
ændringer:
1. I § 10, indsættes
som stk. 11:
»Stk. 11. For tilskudsåret
2006 nedsættes tilskuddet efter stk. 2 med 150 mio. kr.
2. I § 19, stk. 2,
indsættes efter 2. pkt.:
»For tilskudsåret 2006 forhøjes
tilskudsrammen med 150 mio. kr.«
3. Efter § 33
a indsættes:
Ȥ 33 b.
For de kommuner, hvor kommunalbestyrelsen i medfør af
§ 7 i lov om kommunal indkomstskat har anvendt sit eget
skøn over udskrivningsgrundlaget for budgetåret 2005,
foretages der i 2005 en foreløbig efterregulering af
udligningen af beskatningsgrundlag for tilskudsåret
2005.
Stk. 2. Efterreguleringen efter
stk. 1 opgøres som forskellen mellem de
foreløbigt opgjorte udligningsbeløb for 2005 efter
§§ 2-4 og 18 og en fornyet beregning af disse
udligningsbeløb, hvor det skønnede indbyggertal pr.
1. januar 2005 erstattes med det faktisk opgjorte indbyggertal pr.
1. januar 2005. Efterreguleringen afregnes med kommunerne med en
tredjedel i hver af månederne oktober, november og december
2005.
§ 33 c.
Indenrigs- og sundhedsministeren kan bestemme, at der for de
kommuner, hvor kommunalbestyrelsen i medfør af § 7
i lov om kommunal indkomstskat anvender sit eget skøn over
udskrivningsgrundlaget for budgetåret 2006, foretages en
foreløbig efterregulering af udligningen af
beskatningsgrundlag i 2006 for tilskudsåret 2006.
Stk. 2. Efterreguleringen efter
stk. 1 opgøres som forskellen mellem de
foreløbigt opgjorte udligningsbeløb for 2006 efter
§§ 2-4 og 18 og en fornyet beregning af disse
udligningsbeløb, hvor det skønnede indbyggertal pr.
1. januar 2006 erstattes med det faktisk opgjorte indbyggertal pr.
1. januar 2006. Efterreguleringen afregnes med kommunerne med en
tredjedel i hver af månederne oktober, november og december
2006.«
§ 4. I lov om
kommunal indkomstskat, jf. lovbekendtgørelse nr. 199 af 24.
marts 2003, som ændret ved § 6 i lov nr. 1386 af
20. december 2004, lov nr. 1430 af 22. december 2004 og
§ 22 i lov nr. 386 af 27. maj 2005, foretages
følgende ændringer:
1. Efter § 6
indsættes:
Ȥ 6 a.
For budgetåret 2006 fastsættes den enkelte kommunes
udskrivningsprocent efter bestemmelserne i stk. 2 og 3 uanset
bestemmelsen i § 6.
Stk. 2. For de kommuner, der for
budgetåret 2007 ikke indgår i en
kommunesammenlægning, kan udskrivningsprocenten for 2006
højst fastsættes til det samme som for 2005.
Stk. 3. For de kommuner, der fra og
med budgetåret 2007 indgår i en
kommunesammenlægning, fastsættes udskrivningsprocenten
i de enkelte kommuner for 2006 til
1) den samme som for 2005 eller
2) en procent, som de kommuner, der indgår
i sammenlægningen, har aftalt indbyrdes. Det er en
forudsætning, at det samlede indkomstskatteprovenu for de
kommuner, der indgår i den pågældende
kommunesammenlægning, skal svare til provenuet ved
uændrede udskrivningsprocenter i forhold til 2005. Den
pågældende aftale skal godkendes af Indenrigs- og
Sundhedsministeriet. Kommunerne skal indsende ansøgning
herom til Indenrigs- og Sundhedsministeriet senest den 1. september
2005.«
2. Efter § 7
indsættes:
Ȥ 7 a.
For budgetåret 2006 kan kommunalbestyrelsens eget skøn
over kommunens udskrivningsgrundlag, jf. § 7,
stk. 1, højst udgøre et af indenrigs- og
sundhedsministeren fastsat beløb.
Stk. 2. Det højeste
beløb for den enkelte kommunes budgetterede
udskrivningsgrundlag for 2006, jf. stk. 1, beregnes som en
procentvis fremskrivning af kommunens faktisk opgjorte
udskrivningsgrundlag for 2003 opgjort på grundlag af de
oplysninger, der foreligger pr. 1. maj 2005.
Stk. 3. For de kommuner, hvor
væksten i kommunens udskrivningsgrundlag opgjort eksklusive
aktieindkomster i perioden 2000-2003 har været lavere end
landsgennemsnittet, anvendes den fremskrivningsprocent for
udskrivningsgrundlaget, der fastsættes i henhold til
§ 7, stk. 2.
Stk. 4. For de kommuner, hvor
væksten i kommunens udskrivningsgrundlag opgjort eksklusive
aktieindkomster i perioden 2000-2003 har været højere
end landsgennemsnittet, anvendes den fremskrivningsprocent for
udskrivningsgrundlaget, der fastsættes i henhold til
§ 7, stk. 2, forhøjet med et tillæg.
Tillægget opgøres som det antal procentpoint, som
væksten i kommunens udskrivningsgrundlag opgjort eksklusive
aktieindkomster i perioden 2000-2003 overstiger landsgennemsnittet
med.«
§ 5. I lov om
beskatning til kommunerne af faste ejendomme, jf.
lovbekendtgørelse nr. 783 af 1. september 2003, som
ændret senest ved § 1 i lov nr. 1433 af 22.
december 2004, foretages følgende ændringer:
1. Efter § 2
indsættes:
Ȥ 3. For
budgetåret 2006 fastsættes den enkelte kommunes
grundskyldpromille efter bestemmelserne i stk. 2 og 3 uanset
bestemmelsen i § 2, stk. 1.
Stk. 2. For de kommuner, der for
budgetåret 2007 ikke indgår i en
kommunesammenlægning, kan grundskyldpromillen for 2006
højst fastsættes til det samme som for 2005.
Stk. 3. For de kommuner, der fra og
med budgetåret 2007 indgår i en
kommunesammenlægning, fastsættes grundskyldpromillen i
de enkelte kommuner for 2006 til
1) den samme som for 2005 eller
2) en promille, som de kommuner, der indgår
i sammenlægningen, har aftalt indbyrdes. Det er en
forudsætning, at det samlede grundskyldprovenu for de
kommuner, der indgår i den pågældende
kommunesammenlægning, skal svare til provenuet ved
uændrede grundskyldpromiller i forhold til 2005. Den
pågældende aftale skal godkendes af Indenrigs- og
Sundhedsministeriet. Kommunerne skal indsende ansøgning
herom til Indenrigs- og Sundhedsministeriet senest den 1. september
2005.«
2. Efter § 23
C indsættes:
Ȥ 24.
For budgetåret 2006 fastsættes den enkelte kommunes
promiller for dækningsafgift efter bestemmelserne i
stk. 2 og 3 uanset bestemmelserne i §§ 23 og 23
A.
Stk. 2. For de kommuner, der for
budgetåret 2007 ikke indgår i en
kommunesammenlægning, kan promillerne for
dækningsafgift for 2006 højst fastsættes til det
samme som for 2005.
Stk. 3. For de kommuner, der fra og
med budgetåret 2007 indgår i en
kommunesammenlægning, fastsættes promillerne for
dækningsafgift i de enkelte kommuner for 2006 til
1) de samme som for 2005 eller
2) de promiller for dækningsafgift, som de
kommuner, der indgår i sammenlægningen, har aftalt
indbyrdes. Det er en forudsætning, at det samlede provenu af
dækningsafgift for de kommuner, der indgår i den
pågældende kommunesammenlægning, skal svare til
provenuet ved uændrede promiller for dækningsafgift i
forhold til 2005. Den pågældende aftale skal godkendes
af Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Kommunerne skal indsende
ansøgning herom til Indenrigs- og Sundhedsministeriet senest
den 1. september 2005.«
Stk. 4. For budgetåret 2006
fastsættes den enkelte amtskommunes promiller for
dækningsafgift til det samme som for 2005 uanset
bestemmelserne i § 23.«
§ 6. I lov om
amtskommunal indkomstskat, jf. lovbekendtgørelse nr. 272 af
14. april 2003, foretages følgende ændringer:
1.§ 9 affattes
således:
Ȥ 9. For
budgetåret 2006 fastsættes den enkelte amtskommunes
udskrivningsprocent til det samme som for 2005.«
2. Efter § 10
indsættes:
Ȥ 10 a.
For budgetåret 2006 skal det enkelte amtsråd anvende
det af indenrigs- og sundhedsministeren udmeldte skøn over
udskrivningsgrundlag og skøn over ejendomsværdiskat
uanset bestemmelsen i § 10, jf. § 7,
stk. 1, i lov om kommunal indkomstskat.«
§ 7. Loven
gælder ikke for Færøerne og Grønland.