L 141 Forslag til lov om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer.

Af: Videnskabsminister Helge Sander (V)
Udvalg: Udvalget for Videnskab og Teknologi
Samling: 2004-05 (2. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 31-03-2005

Fremsættelse: 31-03-2005

Fremsættelsestale af lovforslag

20042_l141_fremsaettelsestale (html)

Skriftlig fremsættelse (31. marts 2005)

 

 

Videnskabsministeren (Helge Sander):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer.

(Lovforslag nr. L 141).

Baggrunden for lovforslaget er implementeringen af dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/98/EF af 17. november 2003 om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer.

Formålet med loven er at fastsætte rammer for kommerciel og ikke-kommerciel videreanvendelse af den offentlige sektors informationer. Formålet er især at nyttiggøre offentlige data til udarbejdelse af kommercielle indholdstjenester og at fremme investeringer og innovation i informationsindustrien. Digitalt indhold spiller en stor rolle i denne udvikling, og offentlige data betragtes som et betydningsfuldt kildemateriale til udvikling af nye produkter og tjenester med digitalt indhold til internettet og 3G, herunder som indholdsressource til de mobile tjenester, som er under udvikling.

Den offentlige sektor indsamler, producerer, reproducerer og formidler et bredt spektrum af information med henblik på at varetage sine offentlige opgaver. Det gælder eksempelvis information om sociale forhold, økonomi, geografi, vejrforhold, turisme, erhvervsforhold, patentrettigheder og uddannelse.

Når data allerede er udarbejdet i forbindelse med offentlige myndigheders løsning af egne opgaver, vil der være en samfundsøkonomisk gevinst ved at udnytte dem så meget som muligt og derfor stille dem til rådighed for andre. Lovforslaget skal sikre rammerne for videreanvendelse, således at der er lige vilkår for borgere og virksomheder, der ønsker at udnytte potentialet heri.

Det foreliggende lovforslag ændrer ikke ved de aktindsigtsordninger, der er fastlagt i offentligheds- og forvaltningsloven. Den kommercielle videreanvendelse af den offentlige sektors informationer, typisk i form af data i offentlige databaser, opstiller imidlertid en række krav til bl.a. udformning af løbende aftaler, fastsættelse af formater og andre betingelser, hvilket nødvendiggør nærmere regler om videreanvendelse. Videreanvendelse indføres derfor som et nyt begreb i dansk ret.

Ved "videreanvendelse" forstås fysiske eller juridiske personers brug af offentlige myndigheders dokumenter eller datasamlinger til andre kommercielle eller ikke-kommercielle formål end det oprindelige formål, som dokumenterne eller datasamlingerne blev udarbejdet til. Lovforslaget er primært relevant for den kommercielle videreanvendelse af datasamlinger.

Lovforslaget fastsætter en række generelle rammebetingelser for at fremme videreanvendelse af offentlig information på gennemsigtige og ikke-diskriminerende vilkår. Der fastsættes klarere regler om ikke-diskrimination og regler om offentliggørelse af oversigter over dokumenter og datasamlinger, der stilles til rådighed for videreanvendelse efter loven. Offentlige myndigheder kan offentliggøre oversigterne decentralt eller indberette centralt i registrene for "adgang til data" og "adgang til egne data", der er under implementering i Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling.

Lovforslaget fastsætter et prisloft. Den i lovforslaget anlagte prispolitik, der som hovedregel begrænser prisfastsættelsen til marginalomkostningerne ved at stille data til rådighed for videreanvendelse, er i overensstemmelse med de gældende regler i Finansministeriets vejledning om priskalkulation og skal sikre, at potentialet kan realiseres. Lovforslaget skal ses i lyset af, at særligt i Danmark er langt størstedelen af virksomhederne små og mellemstore virksomheder, hvorfor det er vigtigt at sikre grundlaget for vækst i dette segment. Det er således vurderingen, at lovforslaget kan få positive konsekvenser for erhvervslivet, idet grundlaget for udvikling af nye indholdstjenester bliver forbedret.

Lovforslaget indeholder en bemyndigelse til, at ministeren for videnskab, teknologi og udvikling, efter aftale med finansministeren, kan fastsætte regler om standarder for formater i forbindelse med etablering af nye grænseflader på ansøgerens foranledning for derved at lette offentlige myndigheders opgave i forhold til at stille data til rådighed for videreanvendelse og for omvendt at lette opgaven med udnyttelse og integration for de virksomheder, der ønsker at videreanvende data.

Lovforslaget indeholder endvidere et forbud mod eneretsaftaler. Eneretsaftaler kan undtagelsesvis begrundes efter lovforslaget. Eksisterende eneretsaftaler, der ikke kan begrundes efter lovforslaget, skal ophøre senest 31. december 2008, hvilket udgør en fuldstændig udnyttelse af PSI-direktivets overgangsregel.

Lovforslaget indfører ikke en generel ret til adgang til videreanvendelse, men lovforslaget forventes på trods heraf at kunne medføre en forøgelse af videreanvendelsen af offentlig information blandt private virksomheder især på grund af den større åbenhed og gennemsigtighed om mulighederne for videreanvendelse af dokumenter og datasamlinger, som lovforslaget medfører.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til velvillig behandling i det høje Ting.