Skriftlig fremsættelse (31. marts
2005)
Christian Mejdahl (V):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
revisionen af statens regnskaber m.v. og lov om statsrevisorerne.
(Regnskabsgennemgang af regionernes regnskaber m.v.).
(Lovforslag nr. L 140) og
Forslag til folketingsbeslutning om
ændring af folketingsbeslutning om statsrevisorernes valg og
virksomhed.
(Beslutningsforslag nr. B 49).
Formålet med forslagene er at tilpasse
rigsrevisorloven og statsrevisorloven til den aftale om en
kommunalreform, som regeringen i juni 2004 indgik med Dansk
Folkeparti.
Forslagene, der er udarbejdet af Statsrevisoratet
og Rigsrevisionen, fremsættes til fri debat, idet
forslagsstillerne har fundet det rimeligst at udskyde en detaljeret
realitetsbehandling til efter fremsættelsen. Der er
således ikke i forbindelse med fremsættelsen taget
politisk stilling til forslagene eller til enkelte dele heraf.
Jeg skal i øvrigt henvise til de
bemærkninger, der ledsager forslagene.