L 13 (som fremsat): Forslag til lov om ændring
af retsplejeloven. (Underretnings- og formkrav ved
justitsministerens pålæg til anklagemyndigheden i
straffesager).
Fremsat den 23. februar 2005 af
justitsministeren (Lene Espersen)
Forslag
til
Lov om ændring af retsplejeloven
(Underretnings- og formkrav ved
justitsministerens pålæg til anklagemyndigheden i
straffesager)
§ 1
I retsplejeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 961 af 21. september 2004, som
ændret ved § 2 i lov nr. 1436 af 22. december 2004,
foretages følgende ændringer:
1. I § 98,
stk. 3 , indsættes som nyt 2.€"4. pkt.:
"Et pålæg i medfør af denne
bestemmelse om at begynde eller fortsætte, undlade eller
standse forfølgning skal være skriftligt og ledsaget
af en begrundelse. Endvidere skal Folketingets formand skriftligt
underrettes om pålægget. Hvis de hensyn, der er
nævnt i § 729 c, stk. 1, gør det
påkrævet, kan underretning udsættes.
Pålægget betragtes i relation til aktindsigt i
medfør af §§ 729 a-d som materiale, politiet
har tilvejebragt til brug for sagen."
2. I § § 99,
stk. 2 , og 101, stk. 2 , ændres
"§ 98, stk. 2 og 3." til: "§ 98,
stk. 2 og stk. 3, 1. pkt.".
§ 2
Loven træder i kraft dagen efter
bekendtgørelse i Lovtidende.
§ 3
Stk. 1. Loven gælder
ikke for Grønland eller Færøerne.
Stk. 2. Loven kan dog ved kongelig
anordning helt eller delvist sættes i kraft for
Færøerne med de afvigelser, som de særlige
færøske forhold tilsiger.
Bemærkninger til lovforslaget
Almindelige bemærkninger
Indholdsfortegnelse
1. | Indledning | 2 |
| 1.1 | Lovforslagets formål og baggrund | 2 |
| 1.2 | Lovforslagets hovedpunkter | 3 |
2. | Gældende ret | 3 |
3. | Fremmed ret | 4 |
| 3.1 | Norge | 4 |
| 3.2 | Holland | 4 |
4. | Lovforslagets
udformning | 4 |
5. | Europarådets
anbefalinger | 6 |
6. | Lovforslagets økonomiske og
administrative konsekvenser | 6 |
7. | Hørte myndigheder
mv. | 7 |
1.
Indledning
1.1 Lovforslagets formål og
baggrund
Lovforslaget går ud på at
indføre særlige underretnings- og formkrav i de
tilfælde, hvor justitsministeren i medfør af
retsplejelovens § 98, stk. 3, giver
anklagemyndigheden pålæg i konkrete straffesager om at
begynde, fortsætte, undlade eller standse forfølgning.
Formålet er at sikre en større åbenhed og
gennemsigtighed i forbindelse med anvendelsen af denne
beføjelse, uanset at beføjelsen i praksis anvendes
yderst sjældent. Efter regeringens opfattelse vil den
foreslåede ordning kunne medvirke til at hindre, at der
opstår mytedannelser om f.eks. årsagerne til, at en
tiltale er blevet rejst eller ikke er blevet rejst.
I november 2003 fremsatte medlemmer af
Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Enhedslisten et
forslag til folketingsbeslutning om ophævelse af
justitsministerens beføjelser i konkrete straffesager (B
46).
Af Retsudvalgets beretning af 29. april 2004
over beslutningsforslaget fremgår, at:
"Udvalget noterer sig, at justitsministeren i
svaret på spørgsmål 1 bl.a. har tilkendegivet,
at ministeren altid bør være yderst tilbageholdende
med at gribe ind i anklagemyndighedens beslutninger i enkeltsager.
Efter ministerens opfattelse må det afgørende
være, at der er en sådan åbenhed og
gennemsigtighed, hvis justitsministeren anvender beføjelsen,
at der ikke opstår mytedannelse om årsagerne til, at en
tiltale er blevet rejst eller ikke er blevet rejst. Og senere i
svaret fremgår det, at det efter Justitsministeriets
opfattelse med henblik på at sikre en større
åbenhed og gennemsigtighed vil være relevant at
overveje en model med inspiration fra de elementer i den norske og
den hollandske ordning, som vedrører dokumentationskrav og
en mere direkte parlamentarisk kontrol. Det kan således
overvejes at fastsætte i retsplejeloven, at pålæg
fra justitsministeren til de offentlige anklagere vedrørende
konkrete straffesager skal være skriftlige og indeholde en
nærmere begrundelse. Et sådant skriftligt
pålæg vil indgå i en eventuel straffesags akter.
Det kan endvidere overvejes at fastsætte i loven, at
Folketinget altid skal orienteres skriftligt, hvis
justitsministeren giver pålæg i en konkret straffesag,
f.eks. ved at der sendes en kopi af justitsministerens
afgørelse.
Udvalget opfordrer ministeren til i
næste folketingssamling efter høring af de
berørte organisationer m.v. at fremsætte lovforslag om
ændring af retsplejeloven efter de retningslinier, der er
skitseret i spørgsmål nr. 1."
Lovforslaget er en genfremsættelse i
uændret form af det lovforslag nr. L 146, der blev fremsat
den 15. december 2004, jf. Folketingstidende 2004-2005, 1. samling,
tillæg A, s. 4243 ff., og som er bortfaldet som følge
af afholdelse af valg til Folketinget.
1.2 Lovforslagets hovedpunkter
Med lovforslaget fastsættes nogle
særlige underretnings- og formkrav, der skal overholdes, hvis
justitsministeren i medfør af bestemmelsen i retsplejelovens
§ 98, stk. 3, vil give anklagemyndigheden
pålæg om at begynde, fortsætte, undlade eller
standse forfølgning.
For det første skal sådanne
pålæg fra justitsministeren være skriftlige og
indeholde en begrundelse. Pålægget og begrundelsen
herfor vil således komme til at indgå i straffesagens
akter. Det følger af forslaget, at pålægget vil
være undergivet aktindsigt i medfør af retsplejelovens
§§ 729 a-d.
For det andet skal justitsministeren efter
forslaget underrette Folketingets formand, hvis der gives
pålæg om at begynde, fortsætte, undlade eller
standse forfølgning. Dette vil have størst betydning
i tilfælde, hvor pålægget går ud på,
at retsforfølgning skal undlades eller standses, så
sagen ikke bliver behandlet ved domstolene. Folketingets formand
vil kunne videregive underretningen til f.eks. Retsudvalget. Med
forslaget skabes således en mere direkte parlamentarisk
kontrol.
2. Gældende ret
2.1. Den danske anklagemyndigheds
opgaver og organisation er beskrevet i retsplejelovens kapitel 10
(§§ 95-107). De offentlige anklagere er
rigsadvokaten, statsadvokaterne og politimestrene
(Politidirektøren).
Anklagemyndigheden er underlagt
justitsministeren, der fører tilsyn med de offentlige
anklagere, jf. retsplejelovens § 98, stk. 1.
Forholdet mellem justitsministeren og anklagemyndigheden er
således et over-underordnelsesforhold. I § 98
stk. 2, er det i overensstemmelse hermed udtrykkeligt fastsat,
at justitsministeren kan fastsætte bestemmelser om de
offentlige anklageres udførelse af deres opgaver, og i
stk. 3 er det endvidere udtrykkeligt fastsat, at
justitsministeren kan give de offentlige anklagere
pålæg vedrørende behandlingen af konkrete sager,
herunder om at begynde eller fortsætte, undlade eller standse
forfølgning.
Forarbejderne indeholder ikke nærmere
vejledning om, hvad der skal forstås ved "pålæg".
"Pålæg" må imidlertid i overensstemmelse med den
almindelige sproglige forståelse af ordet forstås som
en tjenstlig ordre om at gøre noget bestemt i en konkret
straffesag.
2.2. Efter fast praksis er
justitsministrene yderst tilbageholdende med at gribe ind i
konkrete straffesager, som behandles af anklagemyndigheden. Fra de
senere år kendes kun et enkelt eksempel på, at
justitsministeren har anvendt beføjelsen i retsplejelovens
§ 98, stk. 3.
Statsadvokaten for København traf den
27. marts 1995 afgørelse om at opgive påtale mod tre
politiassistenter i forbindelse med politiets indsats på
Nørrebro natten mellem den 18. og den 19. maj 1993. Efter
statsadvokatens opfattelse kunne videre forfølgning ikke
forventes at føre til, at de pågældende ville
blive fundet skyldige til straf. Denne afgørelse blev
omgjort af Rigsadvokaten. Justitsministeriet meddelte Dansk
Politiforbund, der klagede over afgørelsen, at man
anså Rigsadvokatens afgørelse som en 2. instans
afgørelse, der var omfattet af de almindelige regler om
klagebegrænsning. Man afviste endvidere at tage sagen op til
realitetsbehandling i medfør af retsplejelovens
§ 98, stk. 3.
Folketingets Ombudsmand fandt imidlertid, at
Rigsadvokaturen som myndighed måtte betragtes som inhabil,
idet det var den daværende rigsadvokat, som i forbindelse med
en undersøgelse af begivenhederne den 18. og 19. maj 1993
havde anmodet statsadvokaten om at rejse sigtelse mod de
pågældende.
På baggrund af Ombudsmandens udtalelse
fandt Justitsministeriet, at der forelå sådanne helt
særlige eller ekstraordinære omstændigheder, som
kunne begrunde justitsministerens anvendelse af beføjelsen i
§ 98, stk. 3. Justitsministeren traf herefter
afgørelse om at opgive påtale mod de tre betjente.
Justitsministerens mulighed for at give
pålæg til anklagemyndigheden i konkrete straffesager
har også givet anledning til debat i forbindelse med enkelte
andre sager.
I den såkaldte Skalafjall-sag
vedrørende belåning af skibe, hvor
Færøernes Ret den 5. december 1995 afsagde frifindende
dom, besluttede Rigsadvokaten den 15. december 1995, at dommen ikke
skulle ankes. I den forbindelse opstod der i Folketinget
spørgsmål om, hvorvidt justitsministeren burde gribe
ind i sagen og omgøre Rigsadvokatens beslutning med henblik
på, at straffesagen blev genoptaget. Senere kom det frem, at
dommeren havde deltaget i en hyttetur med forsvarerne for de
tiltalte i sagen, hvorefter Rigsadvokaten på baggrund af
disse oplysninger den 19. januar 1996 besluttede at anke dommen med
påstand om ophævelse af Færøernes Rets dom
på grund af dommerens inhabilitet.
Der var således i denne sag en
diskussion om, hvorvidt justitsministeren burde give
pålæg til Rigsadvokaten, men beslutningen om at anke
blev truffet af Rigsadvokaten på eget initiativ.
2.3. Hvis justitsministeren giver de
offentlige anklagere et pålæg i medfør af
retsplejelovens § 98, stk. 3, gælder der i dag
ikke særlige formkrav, herunder om, at pålægget
skal foreligge skriftligt. Endvidere gælder der ikke noget
krav om, at pålægget skal være begrundet.
Der gælder heller ikke noget krav om,
at justitsministeren skal informere Folketinget eller
offentligheden i øvrigt om, at der er givet et
pålæg til anklagemyndigheden i medfør af
retsplejelovens § 98, stk. 3.
3. Fremmed ret
3.1 Norge
Den norske anklagemyndighed er hierarkisk
opbygget og består af politimestrene, statsadvokaterne og
rigsadvokaten. Rigsadvokaten er underlagt kongen i statsråd
(regeringen).
Det norske justitsministerium har den
overordnede ledelse af landets politi for så vidt angår
administrative og politifaglige spørgsmål.
Justitsministeriet er også i forvaltningsretlig henseende den
overordnede myndighed i forhold til politiet. Justitsministeriets
kompetence er i det væsentlige henlagt til et direktorat
under ministeriet.
Tiltalerejsning og andre
strafforfølgningsopgaver er derimod ikke omfattet af det
norske justitsministeriums kompetence- eller ansvarsområde.
Den øverste leder af den norske anklagemyndighed er i denne
henseende i stedet kongen i statsråd (den samlede regering).
Regeringen har derfor instruktions- og omgørelseskompetence
over for den norske rigsadvokat. Hvis den norske justitsminister er
uenig i rigsadvokatens afgørelse, kan ministeren ikke selv
gribe ind, men må foranledige sagen behandlet i
statsråd. Hvis regeringen udøver beføjelser
på anklagemyndighedens område, vil det fremgå af
regeringsprotokoller, som Stortinget kan kræve at få
forelagt.
Den norske regerings
instruktionsbeføjelse over for Rigsadvokaten indebærer
principielt, at regeringen kan beslutte, at der skal rejses tiltale
i en konkret sag. Der er imidlertid tradition for, at regeringen
meget sjældent griber ind over for afgørelser, der er
truffet af Rigsadvokaten. Regeringens adgang til at udstede
generelle tjenestebefalinger til anklagemyndigheden har derimod
stor praktisk betydning.
3.2 Holland
Også i Holland har
justitsministeren beføjelse til at gribe ind i konkrete
straffesager, men i praksis sker det kun i helt
ekstraordinære tilfælde.
Hvis den hollandske justitsminister vil give
pålæg til anklagemyndigheden i en konkret sag,
gælder der nogle særlige formelle krav. Ministeren skal
således henvende sig til anklagemyndighedens ledelse (som er
et særligt kollektivt organ), og ledelsen skal herefter have
mulighed for at give udtryk for sine synspunkter over for
ministeren. Hvis ministeren ikke er enig i anklagemyndighedens
synspunkter, skal ministeren redegøre for sine grunde over
for anklagemyndighedens ledelse. Et eventuelt pålæg til
anklagemyndigheden skal herefter gives skriftligt og indeholde en
begrundelse.
Hvis pålægget går ud
på, at der skal rejses tiltale, skal både ministerens
og anklagemyndighedens holdning fremgå af straffesagens
akter, medmindre dette er i strid med statens interesser.
Anklageren redegør for de uoverensstemmende synspunkter
under straffesagen.
Hvis pålægget går ud
på at undlade strafforfølgning, skal ministeren
informere parlamentet herom, medmindre dette strider mod statens
interesser.
4. Lovforslagets udformning
Ved udformningen af lovforslaget har
Justitsministeriet i overensstemmelse med Retsudvalgets beretning
over beslutningsforslag B 46 lagt vægt på at sikre en
større åbenhed og gennemsigtighed, som kan modvirke
mytedannelser om årsagerne til, at en tiltale er eller ikke
er blevet rejst. Ved udformningen af lovforslaget har
Justitsministeriet således lagt til grund, at det
afgørende er, at forsvareren i den konkrete straffesag samt
Folketinget bliver orienteret om, at justitsministeren har anvendt
sin beføjelse til at give pålæg til
anklagemyndigheden.
Den foreslåede ordning bygger på
de elementer fra den norske og den hollandske ordning, som efter
Justitsministeriets opfattelse passer til danske forhold.
4.1. Det foreslås, at visse
underretnings- og formkrav skal gælde i forhold til
pålæg til anklagemyndigheden om at begynde eller
fortsætte, undlade eller standse forfølgning, jf.
§ 98, stk. 3, 2.-4. pkt. Dette omfatter
pålæg om, hvorvidt der skal rejses tiltale eller ej,
hvorvidt en beslutning om tiltalerejsning eller undladelse af at
rejse tiltale skal omgøres, og hvorvidt en dom skal ankes
eller ej.
Pålæg om at rette
sagsbehandlingsfejl, pålæg vedrørende
ekspeditionsmæssige forhold, afgørelser om aktindsigt
mv. er således ikke omfattet af den foreslåede
bestemmelse.
Forpligtelsen til at overholde de
foreslåede underretnings- og formkrav omfatter efter
forslaget alene tilfælde, hvor justitsministeren
udøver sin beføjelse efter § 98,
stk. 3. Forpligtelsen gælder ikke i tilfælde, hvor
beslutningskompetencen med hensyn til forfølgning af en
straffesag i medfør af særlige lovregler er tillagt
justitsministeren.
I visse tilfælde er
påtalekompetencen således direkte henlagt til
justitsministeren i medfør af anden lovgivning. Det
gælder f.eks. sager vedrørende overtrædelse af
bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og en væsentlig del
af kapitel 13, jf. straffelovens §§ 110 f og 118 a.
Den foreslåede nye bestemmelse gælder ikke i disse
tilfælde.
Også tilfælde, hvor
justitsministeren i øvrigt i medfør af særlig
lovgivning er tillagt afgørelseskompetencen, f.eks.
udleveringssager, falder uden for anvendelsesområdet. Det
samme gælder tilfælde, hvor det i forskrifter i
medfør af retsplejelovens § 720 er fastsat, at
påtale i nærmere angivne straffesager er betinget af
justitsministerens beslutning, f.eks. sager, hvor dansk
straffemyndighed følger af straffelovens § 8, nr.
4-6, samt i tilfælde, hvor justitsministeren i medfør
af retsplejelovens § 722, stk. 3, meddeler
tiltalefrafald efter § 722, stk. 2, som
nærmeste overordnede anklagemyndighed.
Den foreslåede nye bestemmelse omfatter
endvidere ikke tilfælde, hvor justitsministeren i
overensstemmelse med sin beføjelse til at udstede generelle
tjenestebefalinger, jf. § 98, stk. 2, generelt har
fastsat for nærmere angivne typer af sager, at disse skal
forelægges for justitsministeren.
Herudover omfatter de foreslåede
underretnings- og formkrav ikke tilfælde, hvor
justitsministeren som led i to-instanssystemet behandler en klage
over en afgørelse truffet af Rigsadvokaten som første
instans, jf. § 98, stk. 4. Det drejer sig f.eks. om
afgørelser om at rejse tiltale eller ej i sager om
overtrædelse af medieansvarslovens § 28 og af
straffelovens § 266 b (racistiske ytringer mv.).
Den foreslåede bestemmelse finder
endvidere ikke anvendelse i tilfælde, hvor Rigsadvokaturen er
inhabil, og hvor sagen derfor henskydes til Justitsministeriet
efter almindelige forvaltningsretlige regler.
I de tilfælde, hvor den
foreslåede bestemmelse finder anvendelse, skal de
foreslåede underretnings- og formkrav overholdes, uanset om
ministeren har taget sagen op af egen drift eller som følge
af en borgerhenvendelse.
4.2. Ved "pålæg"
forstås i retsplejelovens § 98, stk. 3, en
tjenstlig ordre om at gøre noget bestemt i en konkret
sag.
I overensstemmelse hermed omfatter de
foreslåede regler tilfælde, hvor justitsministeren
på grundlag af en konstateret uenighed med Rigsadvokaten
giver denne en tjenstlig ordre om at begynde eller fortsætte,
undlade eller standse forfølgning.
Efter ordlyden omfatter forpligtelsen til at
overholde de foreslåede underretnings- og formkrav ikke alene
pålæg til Rigsadvokaten, men også
pålæg til statsadvokaterne og politimestrene
(Politidirektøren). Den naturlige fremgangsmåde vil
imidlertid i sådanne tilfælde være, at
justitsministeren først beder den overordnede
anklagemyndighed tage stilling til sagen og først herefter
tager stilling til, om der findes at være behov for at give
pålæg til anklagemyndigheden.
4.3. Det foreslås, at
pålæg om at begynde eller fortsætte, undlade
eller standse forfølgning skal være skriftlige. Hermed
vil der foreligge dokumentation i tilfælde, hvor
justitsministeren har givet et pålæg, og det skriftlige
pålæg vil indgå som et dokument i
straffesagen.
Det foreslås endvidere, at
pålægget skal begrundes. Det indebærer bl.a., at
justitsministeren skal angive, hvilke hensyn der ligger til grund
for beslutningen. Begrundelsens udformning vil afhænge af
sagens karakter. Begrundelsen vil give et bedre grundlag for at
vurdere baggrunden for justitsministerens pålæg.
Den foreslåede bestemmelse
fastslår udtrykkeligt, at pålægget i relation til
aktindsigt efter bestemmelserne i retsplejelovens
§§ 729 a-d skal betragtes som materiale, politiet
har tilvejebragt til brug for sagen. Forsvareren og sigtede har
på samme måde som med hensyn til materiale tilvejebragt
af politiet til brug for sagen adgang til at gøre sig
bekendt med pålægget, og adgangen hertil kan alene
undergives de begrænsninger, der gælder efter
retsplejelovens almindelige regler om aktindsigt i straffesager i
§§ 729 a-d.
Det foreslås endvidere, at
justitsministeren skal sende en skriftlig underretning til
Folketingets formand. Justitsministeriet har ikke fundet grundlag
for, som det er tilfældet i den hollandske ordning, at
begrænse informationspligten til de tilfælde, hvor
pålægget går ud på at undlade
retsforfølgning.
Lovforslaget regulerer ikke indholdet af
underretningen af Folketingets formand. Det er forudsat, at den
information, der sendes til Folketingets formand, normalt
indeholder oplysning om begrundelsen for justitsministerens
pålæg. Det forhold, at der er tale om en konkret
straffesag, medfører, at underretningen som regel bør
ske i passende anonymiseret form.
Det foreslås endvidere, at underretning
af Folketingets formand kan udsættes, hvor de hensyn, der er
nævnt i retsplejelovens § 729 c, stk. 1, om
fravigelse af reglerne om forsvarerens adgang til aktindsigt
gør det påkrævet. Det drejer sig om hensyn til
fremmede magter, statens sikkerhed, sagens opklaring, tredjemands
liv eller helbred, efterforskning af en anden verserende sag om en
lovovertrædelse, som efter loven kan straffes med
fængsel i 6 år eller derover, eller som udgør en
forsætlig overtrædelse af straffelovens kapitler 12
eller 13, eller beskyttelse af fortrolige oplysninger om politiets
efterforskningsmetoder. I de situationer, hvor disse tungtvejende
hensyn gør det påkrævet, kan underretning af
Folketingets formand således udsættes. Det betyder, at
der ikke skal ske underretning, så længe f.eks.
hensynet til tredjemands liv eller helbred gør det
påkrævet, at der ikke videregives oplysninger fra
sagen. Dette kan i nogle tilfælde betyde, at der ikke
på noget tidspunkt kan ske underretning. Det
forudsættes, at der sker underretning af Folketingets
formand, så snart de pågældende hensyn ikke
længere gør sig gældende.
5. Europarådets
anbefalinger
Europarådets Ministerkomité
vedtog den 6. oktober 2000 en rekommandation om anklagemyndighedens
rolle i det strafferetlige system (Recommendation 2000(19)).
Rekommandationen indeholder en række
grundlæggende anbefalinger om anklagemyndighedens
organisation og anklagernes stilling samt bl.a. om
anklagemyndighedens forhold til den udøvende og lovgivende
magt.
I rekommandationens pkt. 13 opregnes visse
foranstaltninger, som staterne bør tage, når
anklagemyndigheden er en del af eller underordnet regeringen. Det
anbefales, at:
a) karakteren af og området for
regeringens beføjelser i forhold til anklagemyndigheden er
fastsat ved lov,
b) regeringen udøver sine
beføjelser på en gennemsigtig måde og i
overensstemmelse med internationale traktater, national lovgivning
og generelle retsprincipper,
c) hvor regeringen giver generelle instrukser,
skal disse være skriftlige og skal offentliggøres
på tilstrækkelig vis,
d) hvor regeringen har beføjelse til at
give instruktioner om retsforfølgning i en konkret sag, skal
sådanne
€ indeholde tilstrækkelige garantier
for, at gennemsigtighed og retfærdighed respekteres i
overensstemmelse med national lovgivning. Regeringen skal i givet
fald f.eks.:
€ søge forudgående skriftligt
råd enten fra den kompetente anklager eller fra
anklagemyndigheden,
€ behørigt forklare dens skriftlige
instruktioner, særligt når disse afviger fra
anklagemyndighedens råd, og fremsende dem gennem de
hierarkiske kanaler,
€ forud for retssagen sikre, at
anklagemyndighedens råd og regeringens instruktioner
indgår i sagsakterne, således at andre parter kan
gøre sig bekendt hermed og kommentere det.
e) anklagerne er frie til at forelægge
juridiske argumenter efter eget valg for retten, selv hvor de har
en forpligtelse til skriftligt at reflektere de modtagne
instruktioner,
f) instruktioner om ikke at retsforfølge
i en konkret sag burde, i princippet, være forbudt. Er det
ikke tilfældet, må sådanne instruktioner
være exceptionelle og må underlægges ikke alene
kravene i d) og e), men også en passende særlig
kontrol, særligt med henblik på at garantere
gennemsigtighed.
Som anført ovenfor er
justitsministrene efter fast praksis yderst tilbageholdende med at
anvende beføjelsen til at gribe ind i konkrete
straffesager.
Med lovforslaget etableres en ordning med
mere åbenhed og gennemsigtighed. Den foreslåede ordning
er i overensstemmelse med Europarådets anbefalinger.
6. Lovforslagets økonomiske og
administrative konsekvenser
Lovforslaget skønnes ikke at have
økonomiske eller administrative konsekvenser for det
offentlige af betydning. Lovforslaget har ikke økonomiske
eller administrative konsekvenser for erhvervslivet. Lovforslaget
har ingen miljømæssige konsekvenser.
| Positive konsekvenser/ mindre udgifter | Negative konsekvenser/ Merudgifter |
Økonomiske konsekvenser for stat,
kommuner og amtskommuner | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for stat,
kommuner og amtskommuner | Ingen | Ingen af betydning |
Økonomiske konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for
erhvervslivet | Ingen | Ingen |
Miljømæssige konsekvenser | Ingen | Ingen |
Administrative konsekvenser for borgerne | Ingen | Ingen |
Forholdet til EU-retten | Lovforslaget indeholder ikke EU-retlige
aspekter |
7. Hørte myndigheder mv.
Præsidenten for Østre Landsret,
Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for
Københavns Byret, Præsidenten for retten i
Århus, Præsidenten for retten i Odense,
Præsidenten for retten i Ålborg, Præsidenten for
retten i Roskilde, Den Danske Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen, Domstolsstyrelsen, Rigsadvokaten,
Rigspolitichefen, Politidirektøren i København,
Foreningen af Politimestre i Danmark,
Politifuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark,
Landsforeningen af beskikkede advokater, Advokatrådet,
Institut for Menneskerettigheder, Retspolitisk Forening.
Bemærkninger til lovforslagets
enkelte bestemmelser
Til § 1
Til nr. 1 (§ 98,
stk. 3)
Med bestemmelsens nye 2.-4. pkt.
foreslås det at indføre krav om skriftlighed og
begrundelse samt om underretning af Folketingets formand, når
justitsministeren giver pålæg til anklagemyndigheden om
at begynde eller fortsætte, undlade eller standse
forfølgning. Med hensyn til afgrænsningen af,
hvornår underretnings- og formkravene skal overholdes,
henvises til de almindelige bemærkninger, pkt. 4.1 og
4.2.
Bestemmelsen indebærer for det
første, at justitsministerens pålæg i de
tilfælde, der er omfattet af den foreslåede
bestemmelses stk. 3, 2. pkt., skal fremsendes i skriftlig
form. Pålægget kommer således til at indgå
som et dokument i sagen.
Bestemmelsen indebærer for det andet,
at justitsministeren i disse tilfælde skal begrunde sin
beslutning. Begrundelsens udformning vil afhænge af sagens
karakter. Begrundelsen bør indeholde en henvisning til
lovgrundlaget samt en kort beskrivelse af sagen faktum og de
hovedhensyn, der ligger til grund for pålægget.
De omhandlede pålæg skal i
relation til aktindsigt i alle tilfælde betragtes som
materiale, politiet har tilvejebragt til brug for sagen. Det
indebærer, at retsplejelovens §§ 729 a-d om
aktindsigt i straffesager finder tilsvarende anvendelse.
Særreglen i den foreslåede
§ 98, stk. 3, 4. pkt., indebærer
således, at forsvaret som udgangspunkt vil have adgang til at
gøre sig bekendt med pålægget. Tilsvarende vil
den sigtede som udgangspunkt have adgang til aktindsigt i
pålægget efter straffesagens afslutning. Det
bemærkes i den forbindelse særligt, at det forhold, at
et pålæg i alle tilfælde skal betragtes som
materiale, politiet har tilvejebragt til brug for sagen, også
indebærer, at et pålæg fra justitsministeren i de
omhandlede tilfælde €" i modsætning til
pålæg fra Rigsadvokaten og statsadvokaterne €"
ikke vil være et sådant internt arbejdsdokument, som
kan undtages fra aktindsigt i medfør af retsplejelovens
§ 729 d, stk. 2. Dette gælder ikke i
øvrigt for korrespondance inden for anklagemyndigheden.
Endelig indebærer bestemmelsen, at
Folketingets formand skriftligt skal orienteres, hvis
justitsministeren giver pålæg til anklagemyndigheden om
at begynde, fortsætte, undlade eller standse
forfølgning. Underretning kan udsættes, hvis de
hensyn, der er nævnt i retsplejelovens § 729 c,
stk. 1, gør det påkrævet.
Om indholdet af underretningen til
Folketingets formand henvises til de almindelige
bemærkninger, pkt. 4.3. Folketingets formand vil kunne
videregive underretningen til f.eks. Retsudvalget.
Til nr. 2 (§§ 99,
stk. 2, og 101, stk. 2)
Med den foreslåede ændring
præciseres det, at de foreslåede underretnings- og
formkrav i § 98, stk. 3, 2.-4. pkt., ikke skal
gælde i relation til pålæg vedrørende
konkrete straffesager, som meddeles en underordnet anklagemyndighed
af Rigsadvokaten eller af statsadvokaterne. Der tilsigtes endvidere
ingen ændringer i Rigsadvokatens og statsadvokaternes adgang
til at meddele pålæg.
Til § 2
Det foreslås, at loven træder i
kraft dagen efter bekendtgørelse i Lovtidende.
Til § 3
§ 3 indeholder bestemmelser om
lovens territoriale gyldighedsområde.
Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med
gældende lov
Gældende formulering | | Lovforslaget |
| | § 1 I retsplejeloven, jf.
lovbekendtgørelse nr. 961 af 21. september 2004, som
ændret ved § 2 i lov nr. 1436 af 22. december 2004,
foretages følgende ændring: |
§ 98.
(udelades) Stk. 2. (udelades) | | 1. I § 98,
stk. 3 , indsættes som nyt 2.-4. pkt: |
Stk. 3. Justitsministeren kan give de
offentlige anklagere pålæg om behandlingen af konkrete
sager, herunder om at begynde eller fortsætte, undlade eller
standse forfølgning. Stk. 4. (udelades) | | "Et pålæg i medfør af denne
bestemmelse om at begynde eller fortsætte, undlade eller
standse forfølgning skal være skriftligt og ledsaget
af en begrundelse. Endvidere skal Folketingets formand skriftligt
underrettes om pålægget. Hvis de hensyn, der er
nævnt i § 729 c, stk. 1, gør det
påkrævet, kan underretning udsættes.
Pålægget betragtes i relation til aktindsigt i
medfør af §§ 729 a-d som materiale, politiet
har tilvejebragt til brug for sagen." |
| | |
§ 99.
(udelades) Stk. 2. Rigsadvokaten er de
øvrige offentlige anklagere overordnet og fører
tilsyn med disse. Rigsadvokaten kan fastsætte bestemmelser og
meddele pålæg efter regler svarende til § 98,
stk. 2 og 3. Stk. 3. (udelades) | | 2. I § § 99,
stk. 2 , og 101, stk. 2 , ændres
"§ 98, stk. 2 og 3" til: "§ 98,
stk. 2 og stk. 3, 1. pkt.". |
| | |
§ 101.
(udelades) Stk. 2. Statsadvokaterne fører
tilsyn med politimestrenes behandling af straffesager og behandler
klager over afgørelser truffet af politimestrene
vedrørende strafforfølgning. Statsadvokaternes
afgørelser i klagesager kan ikke påklages til
rigsadvokaten og justitsministeren. Statsadvokaterne kan
fastsætte bestemmelser og meddele pålæg efter
regler svarende til § 98, stk. 2 og 3. | | |