Skriftlig fremsættelse (2. marts
2005)
Transport- og
energiministeren (Flemming Hansen) :
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
CO2 -kvoter (Anvendelse af kreditter i
kvoteordningen)
(Lovforslag nr. L 119).
Lovforslaget er en genfremsættelse af L 139
fremsat den 8. december 2004 af økonomi- og
erhvervsministeren. (F.T. 2004-2005, 1. samling Tillæg A s.
4052). Ved genfremsættelsen er ikrafttrædelsesdatoen
foreslået udskudt fra 1. maj 2005 til 1. juli 2005. Desuden
er der foretaget enkelte tekniske korrektioner, som følge af
at Europa-Kommissionens varslede registerforordning nu er
udstedt.
Efter lov om CO2 -kvoter, som fik
virkning fra årsskiftet, skal de omfattede virksomheder
aflevere CO2 -kvoter svarende til deres udledning af
CO2.
Lovforslaget gennemfører EU's
såkaldte »Linking-direktiv«, som giver
medlemslandene mulighed for at sikre, at virksomhederne tillige kan
anvende såkaldte CDM- og JI-kreditter til opfyldelse af
forpligtelsen efter CO2 -ordningen. Det sker ved at give
adgang til, at virksomheden i stedet for kvoter kan tilbagelevere
kreditter, som man har opnået ved at gennemføre
drivhusgasreducerende projekter i andre lande.
Lovforslaget indeholder endvidere enkelte
ændringer af mere teknisk karakter af den gældende lov
om CO2 -kvoter.
Direktivet er baseret på, at medlemslandene
etablerer en godkendelsesordning for virksomheder, der
ønsker at udføre projekter eller ønsker at
anvende kreditter i stedet for kvoter til opfyldelse af deres
forpligtelser i Danmark. Miljøministeren vil få
ansvaret for den danske godkendelsesordning, idet
Miljøministeren i forvejen har ansvaret for indkøb af
en stor del af de statslige kreditter på området og
desuden har det overordnede ansvar for den danske klimastrategi.
Det præcise indhold af godkendelsesordningen vil blive
fastlagt i en bekendtgørelse udstedt af
miljøministeren.
Lovforslaget er i tråd med regeringens
klimastrategi, som lægger stor vægt på, at
klimaindsatsen sikrer størst mulige miljøfordele
på den mest omkostningseffektive måde.
Projektmekanismerne tager højde for, at klimaforandringer er
et globalt anliggende, og reduktionerne i drivhusgasudledningerne
bliver foretaget, hvor der er størst
reduktionspotentiale.
For kvotebelagte danske virksomheder giver
lovforslaget mulighed for at opfylde forpligtelsen med færre
omkostninger og for at udvikle nye forretningsmuligheder gennem
teknologioverførsel til andre lande.
De administrative udgifter ved lovens ydelser
foreslås dækket ved gebyr.
Selv om det vil være forbundet med
administrative omkostninger for virksomhederne at udnytte
muligheden for brug af projektkreditter, vil forslaget samlet set
kun kunne føre til reducerede udgifter for den enkelte
virksomhed, da disse kun vil gøre brug af ordningen,
når det ud fra en samlet økonomisk vurdering er en
fordel for virksomheden.
Lovforslaget har hverken økonomiske eller
administrative konsekvenser for amtskommuner og kommuner.
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager lovforslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.