Skriftlig fremsættelse (2. marts
2005)
Økonomi- og
erhvervsministeren (Bendt Bendtsen) :
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber, lov om
omsætning af fast ejendom og lov om ejerlejligheder
(Oplysningspligt m.v. ved salg af andele i andelsboligforeninger
under stiftelse og straf for salg af andelsboliger til overpris
m.v.)
(Lovforslag nr. L 117).
Lovforslaget er en genfremsættelse af
lovforslag nr. L 95, som blev fremsat den 11. november 2004.
Lovforslaget er uændret, bortset fra en mindre teknisk
ændring af ejerlejlighedsloven.
Med lovforslaget har regeringen taget
initiativ til at skabe et mere velfungerende marked for
andelsboliger. Dette gøres ved at sikre købere af
andele i andelsboligforeninger under stiftelse
fyldestgørende oplysninger om de økonomiske
konsekvenser af købet, ligesom køberne sikres
fortrydelsesret. Det nærmere indhold af oplysningspligten vil
blive fastsat i en bekendtgørelse. Det er hensigten, at
køberne af andele i andelsboligforeninger under stiftelse
på de nævnte områder får en lige så
god retsstilling, som købere af ejerboliger har. Forslaget
åbner endvidere mulighed for at straffe den sælger af
en andelsbolig, som tager en overpris for andelen. Herved
imødegås problemerne vedrørende penge under
bordet ved salg af andelsboliger.
Forslaget om oplysningspligt
fremsættes på baggrund af, at der i stigende omfang
bygges nye andelsboliger, som ofte sælges, før der er
stiftet en andelsboligforening. Prismæssigt ligger boligerne
mindst på niveau med ejerboliger. I dag findes ingen regler
om salg af andele i en andelsboligforening under stiftelse. Med
lovforslaget foreslås indført regler, som sikrer
køberne fyldestgørende oplysninger om de
økonomiske konsekvenser af købet, ligesom
køberne får mulighed for at fortryde købet
(fortrydelsesret). Det bliver endvidere muligt at straffe de
erhvervsmæssige sælgere, som tilsidesætter
oplysningspligten.
For at sikre overholdelsen af
maksimalpriserne, som gælder ved overdragelse af
andelsboliger, gøres det strafbart at betinge salget af en
andelsbolig af, at der betales penge under bordet. Det forventes,
at indførelse af en sådan strafbestemmelse i loven vil
have en præventiv effekt. En del sælgere af
andelsboliger vil som følge af risikoen for at kunne blive
straffet afstå fra at kræve en ulovlig overpris for
andelen. Herudover indeholder lovforslaget enkelte mindre
ændringer.
Forslaget skønnes ikke at have
økonomiske eller administrative konsekvenser for stat,
kommuner og amter. Det forventes, at lovforslaget vil
medføre administrative konsekvenser for erhvervslivet.
Omfanget heraf kan imidlertid først vurderes, når
bekendtgørelsen er udarbejdet. Forslaget har ikke
miljømæssige konsekvenser. Forslaget indeholder ikke
EU-retlige aspekter.
Det foreslås, at loven træder i
kraft den 1. september 2005.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg
anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.