L 10 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af konkursloven og konkursskatteloven. (Revision af reglerne om gældssanering).

Fremsat den 23. februar 2005 af justitsministeren (Lene Espersen)

Forslag

til

Lov om ændring af konkursloven og konkursskatteloven

(Revision af reglerne om gældssanering)

§ 1

I konkursloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 118 af 4. februar 1997, som ændret senest ved § 2 i lov nr. 447 af 9. juni 2004, foretages følgende ændringer:

1. I § 161 ændres »25« til: »10«.

2. I § 176, stk. 2, nr. 1 og 2, indsættes efter »60 pct.,«: »og ikke mere end 75 pct.«.

3.§ 197, stk. 1 og 2, ophæves, og i stedet indsættes:

»§ 197. Skifteretten kan efter en skyldners begæring afsige kendelse om gældssanering, såfremt skyldneren godtgør, at skyldneren ikke er i stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser, og det må antages, at gældssanering vil føre til en varig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold.

Stk. 2. Kendelse om gældssanering kan i almindelighed ikke afsiges, såfremt

1) skyldnerens økonomiske forhold er uafklarede,

2) skyldneren har handlet uforsvarligt i økonomiske anliggender, herunder såfremt en ikke uvæsentlig gæld

a) er stiftet på et tidspunkt, hvor skyldneren var ude af stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser,

b) er opstået som følge af, at skyldneren har påtaget sig en finansiel risiko, der stod i misforhold til skyldnerens økonomiske situation,

c) er stiftet med henblik på forbrug eller

d) er gæld til det offentlige, som er oparbejdet systematisk,

3) en ikke uvæsentlig gæld er pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende forhold,

4) skyldneren har undladt at afdrage på sin gæld, selv om skyldneren har haft rimelig mulighed herfor,

5) skyldneren har indrettet sig med henblik på gældssanering, eller

6) skyldneren stifter ny gæld efter, at gældssaneringssag er indledt.

Stk. 3. Ved skifterettens afgørelse efter stk. 2 skal der lægges vægt på gældens alder.

Stk. 4. Uanset stk. 2 kan skifteretten nægte gældssanering, såfremt der foreligger andre omstændigheder, som taler afgørende imod gældssanering.

Stk. 5. Ved afgørelsen om gældssanering skal det ikke tages i betragtning, hvorvidt skyldneren har mulighed for at opnå eftergivelse efter anden lovgivning.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 6.

4.§ 203 affattes således:

»§ 203. Skifteretten kan i særlige tilfælde bestemme, at skyldneren skal stille passende sikkerhed for omkostningerne ved gældssaneringssagens behandling.«

5.§ 208 ophæves, og i stedet indsættes:

»§ 208. Proklama skal udstedes straks efter gældssaneringssagens indledning.

Stk. 2. Ved proklama indrykker skifteretten én bekendtgørelse i Statstidende. Bekendtgørelsen skal indeholde oplysning om

1) skyldnerens navn, tidligere navne, adresse og fødselsdato samt navn og adresse på en eventuel personligt ejet virksomhed og dennes CVR-nummer,

2) opfordring til enhver, der har en fordring mod skyldneren, til at anmelde fordringen inden 8 uger efter bekendtgørelsen,

3) en person, til hvem anmeldelse skal ske, og

4) retsvirkningerne af for sen anmeldelse efter § 208 b, stk. 1.

Stk. 3. Genpart af bekendtgørelsen sendes straks til alle fordringshavere, som er eller bliver skifteretten bekendt.

Stk. 4. Skifteretten kan bestemme, at proklama tillige skal optages i lokale eller almindeligt læs­te blade.

§ 208 a. Anmeldelser skal være skriftlige og angive fordringshaverens fordring samt eventuelle krav på renter og omkostninger. En anmeldelse bør indeholde oplysning om fordringens stiftelsestidspunkt, en postadresse, hvortil senere henvendelser kan sendes, og en konto i et pengeinstitut, hvortil afdrag kan betales.

Stk. 2. Kan en fordring ikke opgøres endeligt, skal der inden udløbet af anmeldelsesfristen indgives en foreløbig anmeldelse med en skønsmæssig angivelse af fordringens størrelse.

Stk. 3. Indsendes en anmeldelse i to eksemplarer, tilbagesendes det ene med påtegning om modtagelsen.

§ 208 b. Anmeldes en fordring, som i medfør af § 199, stk. 1, er omfattet af gældssaneringssagen ikke rettidigt, jf. § 208, stk. 2, nr. 2, bortfalder retten til dækning, når sagen er sluttet med kendelse om gældssanering, jf. § 218, stk. 1.

Stk. 2. Undtaget fra stk. 1 er pantefordringer, i det omfang pantet strækker til.

Stk. 3. Er en anmeldt fordring betinget, bortfalder retten til dækning af fordringen, når sagen er sluttet med afgørelse om gældssanering, jf. § 218, stk. 1, såfremt betingelsen ikke er indtrådt på det tidspunkt, hvor skifteretten afsiger kendelse om gældssanering.

Stk. 4. En fordring, der er bortfaldet efter stk. 1, kan gøres gældende med det fulde beløb

1) over for skyldneren, hvis gældssaneringen ophæves i medfør af § 229, eller

2) hvis skyldnerens bo tages under konkursbehandling, hvis skyldneren får stadfæstet en tvangsakkord, eller hvis skyldneren på ny meddeles gældssanering, jf. § 230.«

6.§ 209, stk. 2, ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 2. Bestrider skyldneren en fordring, der er anmeldt rettidigt, jf. § 208, stk. 2, nr. 2, skal skifteretten meddele dette til fordringshaveren ved anbefalet brev eller på anden betryggende måde. Meddelelsen skal indeholde oplysning om retsvirkningen efter stk. 3.

Stk. 3. Bestrider skyldneren en anmeldt fordring, bortfalder retten til dækning af fordringen, såfremt fordringshaveren ikke inden 3 måneder fra skifterettens underretning efter stk. 2 har anlagt sag om fordringen.

Stk. 4. Fastslås det ved dom eller forlig, at fordringen består, betragtes sagsomkostninger, der pålægges skyldneren, som stiftet på samme tidspunkt som fordringen.

Stk. 5. § 208 b, stk. 1 og 4, finder tilsvarende anvendelse.«

7. I § 210, stk. 4, ændres »§ 208, stk. 1« til: »§ 208, stk. 2, nr. 2«.

8. I § 216, stk. 1, indsættes som 2.-5. pkt. :

»Ved fastsættelse af den procent, hvortil fordringerne nedsættes, kan skifteretten bestemme, at der skal bortses fra fordringer, som kun vil afkaste et ubetydeligt beløb. Dækningen af disse fordringer bortfalder, når sagen er sluttet med kendelse om gældssanering, jf. § 218, stk. 1. § 208 b, stk. 4, nr. 1, finder tilsvarende anvendelse. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelsen af 2. pkt.«

9.§ 216, stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Er en anmeldt fordring bestridt, skal der afsættes midler til dækning af fordringen. Kendelsen skal angive, hvordan de afsatte midler skal fordeles mellem de øvrige fordringshavere, såfremt der ikke anlægges sag om fordringen, jf. § 209, stk. 3, eller såfremt det ved dom eller forlig fastslås, at fordringen ikke består. Bestemmelsen i § 182, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse.«

10. I § 216, stk. 5, indsættes efter »dennes retsstilling«: », herunder om tidspunktet for realisation af de af skyldnerens aktiver, der skal indgå i gældssaneringssagen,«.

11. I § 216 indsættes som stk. 6 og 7 :

»Stk. 6. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om fastsættelsen af afdragene og afdragsperiodens længde efter stk. 3.

Stk. 7. Beløb, der fastsættes i medfør af stk. 6, reguleres hvert år pr. 1. januar med 2,0 pct. tillagt eller fratrukket tilpasningsprocenten for det pågældende finansår, jf. loven om en satsreguleringsprocent. De regulerede beløb afrundes opad til nærmeste hele kronebeløb, der kan deles med 10. Justitsministeren bekendtgør hvert år, hvilke reguleringer der skal finde sted.«

12. I § 219, stk. 1, indsættes efter »208,«: »208 a, stk. 3,«.

13.§ 220 affattes således:

»§ 220. I det omfang skifteretten ikke har krævet sikkerhed for omkostningerne ved sagens behandling, afholdes omkostningerne af statskassen. Når den procent, hvortil fordringerne nedsættes, skyldnerens forhold eller omstændighederne i øvrigt taler derfor, kan skifteretten i forbindelse med sagens slutning bestemme, at omkostningerne helt eller delvist skal erstattes af skyldneren.«

14. Efter § 222 indsættes:

»§ 222 a. Har skyldneren indbetalt et efter den pågældendes forhold på det tidspunkt, betalingen fandt sted, uforholdsmæssigt stort beløb på en pensionsordning, skal et beløb svarende til det for meget indbetalte almindeligvis indgå i skyldnerens forslag til gældens sanering efter § 213.

Stk. 2. Skifteretten kan under særlige omstændigheder bestemme, at en del af skyldnerens pensionsordning i andre tilfælde end nævnt i stk. 1 skal indgå i skyldnerens forslag til gældens sanering efter § 213.

Stk. 3. Det beløb, der er opgjort efter stk. 1-2, kan ikke overstige pensionsordningens værdi.

Stk. 4. Ophæves en pensionsordning helt eller delvist efter fristdagen som led i skyldnerens gældssanering, kan der ikke foretages modregning efter § 42, stk. 1, i det beløb, der skal komme til udbetaling til fordringshaverne.«

15.§ 226, stk. 2, 1. pkt., ophæves.

16. I § 228, stk. 1 og 2, ændres »henstands- og afdragsbestemmelser« til: »bestemmelser efter § 216, stk. 1 og 3«.

17. I § 228, stk. 1, indsættes efter 1. pkt. :

»Skifteretten kan ikke forhøje den procent, hvortil fordringerne er nedsat.«

18.§ 230 affattes således:

»§ 230. Tages skyldnerens bo under konkursbehandling, meddeles skyldneren på ny gældssanering eller får skyldneren stadfæstet en tvangsakkord, efter at der er afsagt kendelse om gældssanering, har de af gældssaneringskendelsen omfattede fordringshavere krav på udlæg i forhold til fordringernes beløb uden hensyn til den skete nedskrivning, men efter fradrag af afbetalinger. Udlægget i konkursboet, gældssaneringssagen eller tvangsakkorden i forbindelse med disse afbetalinger kan dog ikke overstige, hvad der efter gældssaneringskendelsen tilkommer de pågældende fordringshavere, medmindre kendelsen er bortfaldet efter § 229.«

19.Overskriften til kapitel 29 affattes således:

»Kapitel 29

Gældssanering i forbindelse med konkurs«.

20.§ 231 ophæves, og i stedet indsættes:

»§ 231. Reglerne i dette kapitel anvendes, hvis en skyldner indgiver begæring om gældssanering, inden skifteretten indkalder til afsluttende skiftesamling i et konkursbo, og konkursbehandlingen vedrører

1) skyldneren,

2) skyldnerens ægtefælle eller samlever, såfremt skyldnerens gæld i det væsentlige stammer fra kaution eller lignende hæftelse for gæld, som ægtefællen eller samleveren har pådraget sig ved erhvervsmæssig virksomhed, eller

3) et selskab, hvis kapital skyldneren, dennes ægtefælle eller samlever tilsammen direkte eller indirekte ejer en væsentlig del af, forudsat at skyldnerens gæld i det væsentlige stammer fra kaution eller lignende hæftelse for selskabets gæld.

Stk. 2. Reglerne i dette kapitel anvendes endvidere, hvis

1) skyldnerens bo, efter at der er indgivet begæring om gældssanering, tages under konkursbehandling, eller

2) skyldneren indgiver begæring om gældssanering, og der samtidig efter reglerne i dette kapitel behandles en begæring om gældssanering vedrørende skyldnerens ægtefælle eller samlever.

Stk. 3. Skifteretten kan anvende reglerne i dette kapitel, selv om skyldneren indgiver begæring på et senere tidspunkt end nævnt i stk. 1.

Stk. 4. Er konkursboet sluttet med regnskab og udlodning, jf. §§ 151-152, eller i medfør af § 143, kan skifteretten bestemme, at gældssaneringssag alene skal indledes for så vidt angår de fordringer, som er nævnt i § 233. I så fald finder reglerne i dette kapitel tilsvarende anvendelse.

§ 231 a. Skifteretten kan efter en skyldners begæring afsige kendelse om gældssanering efter reglerne i dette kapitel, såfremt skyldneren godtgør, at skyldneren ikke er i stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser, og det må antages, at gældssanering vil føre til en varig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold.

Stk. 2. Kendelse om gældssanering efter reglerne i dette kapitel kan i almindelighed ikke afsiges, såfremt der foreligger forhold som nævnt i § 197, stk. 2, nr. 2-6. Kendelse om gældssanering efter reglerne i dette kapitel kan i almindelighed endvidere ikke afsiges, såfremt skyldneren, skyldnerens ægtefælle eller samlever, jf. § 231, stk. 1, nr. 2, og stk. 2, nr. 2, eller ledelsen i det selskab, der er omfattet af konkursbehandlingen,

1) i ikke uvæsentligt omfang har tilsidesat sine forpligtelser med hensyn til bogføring, momsafregning, indeholdelse og afregning af A-skat, indsendelse af oplysninger til offentlige myndigheder eller lignende, eller

2) i øvrigt i ikke uvæsentligt omfang har undladt at lede den virksomhed, der er eller har været undergivet konkursbehandling, forsvarligt.

Stk. 3. Ved skifterettens afgørelse efter stk. 2 skal der lægges vægt på gældens alder.

Stk. 4. Uanset stk. 2 kan skifteretten nægte gældssanering, såfremt der foreligger andre omstændigheder, som taler afgørende imod gældssanering.

Stk. 5. Ved afgørelse om gældssanering efter reglerne i dette kapitel skal det ikke tages i betragtning, hvorvidt skyldneren har mulighed for eftergivelse efter andre regler.

Stk. 6. Gældssaneringssag efter reglerne i dette kapitel kan ikke indledes, hvis der inden for de seneste 10 år er afsagt kendelse om gældssanering for skyldneren efter reglerne i dette kapitel.

Stk. 7. Kendelse om gældssanering efter reglerne i dette kapitel kan kun afsiges, for så vidt angår skyldnere, som er fysiske personer.

§ 231 b. Såfremt en skyldners gæld ikke i det væsentlige stammer fra erhvervsmæssig virksomhed, kan skyldneren kun under særlige omstændigheder meddeles gældssanering på andre betingelser og vilkår, end hvad der følger af reglerne om gældssanering efter kapitel 25-28.«

21. I § 232, stk. 1, ændres »i konkurs« til: »efter reglerne i dette kapitel«.

22. I § 232 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Under særlige omstændigheder kan skifteretten afsige kendelse om gældssanering på et tidligere tidspunkt end anført i stk. 1.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

23.§ 233 ophæves, og i stedet indsættes:

»§ 233. § 199, stk. 1, og § 200 finder tilsvarende anvendelse, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Er skyldneren under konkursbehandling, omfatter kendelsen om gældssanering alene fordringer, der er stiftet inden konkursdekretets afsigelse, jf. dog § 30. Når særlige forhold taler derfor, kan skifteretten bestemme, at kendelsen skal omfatte fordringer stiftet inden et af skifteretten andet fastsat tidspunkt, der dog ikke kan fastsættes til et tidspunkt senere end skifterettens afgørelse om at indlede sag om gældssanering, jf. § 206. Træffes sådan bestemmelse ikke, bortfalder krav på renter af de af kendelsen omfattede fordringer for tiden efter konkursdekrets afsigelse.

§ 233 a. §§ 208-208 b finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Den genpart af bekendtgørelsen om proklama, som skifteretten efter § 208, stk. 3, sender til alle kendte fordringshavere, skal indeholde opfordring om at fremkomme med oplysninger om omstændigheder af betydning for afgørelsen af sagen, jf. § 231 a, stk. 1-4.

Stk. 3. For fordringer, der er anmeldt i skyldnerens konkursbo, bortfalder retten til dækning ikke, når begæring om gældssanering indgives, inden konkursboet er afsluttet.«

24.§ 236, stk. 2 og 3, affattes således:

»Stk. 2. § 220, 1. pkt., finder tilsvarende anvendelse. Er skyldneren under konkursbehandling, afholdes omkostningerne ved behandlingen af en sag om gældssanering efter reglerne i dette kapitel af konkursboet efter § 93, nr. 2, i det omfang, der er dækning hertil af boets midler.

Stk. 3. Når den procent, hvortil fordringerne nedsættes, skyldnerens forhold eller omstændighederne i øvrigt taler derfor, kan skifteretten i forbindelse med sagens slutning bestemme, at omkostningerne skal erstattes af skyldneren.«

25. Efter § 236 indsættes:

»§ 236 a. § 228 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Har skyldneren på det tidspunkt, hvor kendelsen om gældssanering afsiges, uafklarede økonomiske forhold, kan skifteretten i henstandsperioden på begæring af en fordringshaver endvidere genoptage gældssaneringssagen med henblik på at forhøje den procent, hvortil fordringerne er nedsat, såfremt der er indtrådt en væsentlig forbedring i skyldnerens økonomiske forhold.

Stk. 3. I de i stk. 2 nævnte tilfælde skal skyldneren inden rimelig tid underrette skifteretten og fordringshaverne, såfremt der indtræder en væsentlig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold. Skyldneren skal efter skifterettens nærmere bestemmelse fremsende dokumentation for sine økonomiske forhold til skifteretten og fordringshaverne.

§ 236 b. § 229 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Gældssaneringskendelsen kan på begæring af en fordringshaver endvidere ophæves, hvis skyldneren tilsidesætter sine pligter efter § 236 a, stk. 3. § 208 b, stk. 4, nr. 1, finder tilsvarende anvendelse.«

26. I § 237 ændres »i konkurs« til: »efter reglerne i dette kapitel«.

27. I § 249 ændres »232, stk. 2« til: »232, stk. 3«.

§ 2

I konkursskatteloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 808 af 24. august 2000, som ændret ved § 20 i lov nr. 1029 af 22. november 2000 og § 21 i lov nr. 409 af 6. juni 2002, foretages følgende ændringer:

1. I § 5, stk. 1, og § 13, stk. 1, indsættes efter »§ 144,«: »uden at tvangsakkord gennemføres,«.

2. I § 5 indsættes som stk. 2 :

»Stk. 2. Sluttes et konkursbo efter konkurslovens § 144, fordi der opnås tvangsakkord, kan skyldneren vælge at opgøre sin skattepligtige indkomst efter stk. 1.«

3. I § 13 indsættes som stk. 2 :

»Stk. 2. Sluttes et konkursbo efter konkurslovens § 144, fordi der opnås tvangsakkord, kan skyldneren vælge at opgøre sin skattepligtige indkomst efter stk. 1.«

§ 3

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. oktober 2005.

Stk. 2. Lovens § 1 har virkning for gældssaneringer og for genoptagelse af gældssaneringssager, hvor begæring om gældssanering eller om genoptagelse af en gældssaneringssag er indgivet til skifteretten efter lovens ikrafttræden, og tvangsakkorder, hvor fristdagen er efter lovens ikrafttræden.

Stk. 3. Lovens § 2 har virkning for konkursboer, der i medfør af konkurslovens § 144 afsluttes efter lovens ikrafttræden.

§ 4

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men § 1 kan ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

Formålet med lovforslaget er at foretage en revision af konkurslovens regler om gældssanering, der nu har været gældende i omkring 20 år. Lovforslaget indeholder på denne baggrund en række ændringer af reglerne om gældssanering på områder, hvor erfaringerne med anvendelsen af loven i praksis har vist, at der er behov for justeringer.

Lovforslaget indeholder følgende hovedpunkter:

€" Det foreslås, at de nærmere betingelser for at få gældssanering kommer til at fremgå udtrykkeligt af konkursloven.

€" Det foreslås, at reglerne om fastsættelse af det beløb, som skyldneren skal betale til kreditorerne i en periode efter kendelsen om gældssanering, fastsættes i en bekendtgørelse, der udstedes af justitsministeren. Ved fastsættelsen af beløbet skal der ikke indregnes børnefamilieydelse mv., ligesom beregningen ikke længere skal tage udgangspunkt i husstandens samlede økonomi, hvis skyldnerens gæld i al væsentlighed hidrører fra gældsstiftelse før etableringen af samliv med en ny samlever eller ægtefælle.

€" Der foreslås en lovregel om behandlingen af skyldnerens pensionsordninger i gældssanering.

€" Det foreslås, at skifteretten i modsætning til i dag også skal kunne genoptage en kendelse om gældssanering med henblik på at nedsætte det samlede beløb, som skyldneren skal betale til kreditorerne.

€" Det foreslås, at der indføres præklusivt proklama i sager om gældssanering, hvilket betyder, at dækningen af fordringer, som ikke anmeldes over for skifteretten inden en angiven frist, bortfalder. Dækning af en anmeldt fordring, som skyldneren bestrider, samt en anmeldt betinget fordring, f.eks. en kautionsforpligtelse, bortfalder under visse betingelser.

€" Det foreslås, at mindstedividenden ved tvangsakkord nedsættes fra 25 til 10 procent.

Der foreslås endvidere på baggrund af regeringens handlingsplan for iværksættere særlige regler om gældssanering i forbindelse med erhvervsdrivendes konkurs med henblik på, at konkursramte erhvervsdrivende får mulighed for hurtigere at få slettet den gæld, der resterer efter en konkurs.

Lovforslaget bygger på betænkning nr. 1449/2004 om gældssanering (herefter »betænkningen«), som er afgivet af Konkursrådet, og lovforslaget svarer i det væsentlige til Konkursrådets lovudkast.

Lovforslaget er en genfremsættelse af lovforslag nr. L 128, der blev fremsat for Folketinget den 24. november 2004, jf. Folketingstidende 2004-05, 1. samling, Tillæg A, side 3371 ff., og førstebehandlet den 8. december 2004, jf. Folketingets forhandlinger 2004-05, 1. samling, side 2661 ff., og som bortfaldt i forbindelse med afholdelse af valg til folketinget den 8. februar 2005. I det genfremsatte lovforslag er der foretaget enkelte ændringer og præciseringer.

Med hensyn til selve lovteksten bemærkes, at ikrafttrædelsesbestemmelsen er ændret således, at loven udtrykkeligt også har virkning for genoptagelse af gældssaneringssager, hvor begæring om genoptagelse er indgivet til skifteretten efter lovens ikrafttræden, jf. lovforslagets § 3 og bemærkningerne hertil.

2. Gældssanering i hovedtræk

Gældssanering reguleres af reglerne i konkursloven. Reglerne blev indført ved lov nr. 187 af 9. maj 1984, der trådte i kraft den 1. juli 1984.

Hovedformålet med gældssanering er dels at hindre de betydelige skadevirkninger for skyldneren og dennes familie, som håbløs forgældelse må antages at have, dels at sikre kreditorerne, at der sker en betryggende konstatering af, om skyldnerens gæld nu også virkelig er håbløs, og at betaling af den realistiske del af gælden sættes i system. Samfundshensynene bag reglerne om gældssanering består dels i almene resocialiseringshensyn, dels i interessen i så vidt muligt at undgå, at de sociale budgetter belastes med udgifter, som må tilskrives eksistensen af håbløse gældsbyrder og de dermed forbundne skadevirkninger for den enkelte og for samfundet, jf. betænkningen side 47.

En gældssanering efter konkursloven går i hovedtræk ud på, at en skyldners samlede usikrede gæld, dvs. gæld der ikke er sikret ved en panteret mv., nedskrives eller bortfalder. Nedskrives gælden, skal skyldneren betale en vis del af sin fremtidige indtægt til de kreditorer, som er omfattet af gældssaneringen. Den periode, hvor skyldneren pålægges at betale en vis del af sin indtægt til kreditorerne, fastsættes typisk til 5 år.

Betingelserne for at opnå gældssanering er, at skyldneren er håbløst forgældet, og at skyldnerens forhold og omstændighederne i øvrigt taler for en gældssanering.

Sagen behandles af skifteretten på baggrund af en ansøgning fra skyldneren, som indgives på en særlig blanket til skifteretten på det sted, hvor skyldneren har sin bopæl. Skifteretten indkalder herefter skyldneren til et møde, hvor skyldnerens ansøgning og forhold nærmere gennemgås.

Finder skifteretten, at der er rimelig udsigt til, at der vil kunne afsiges en kendelse om gældssanering, indledes gældssaneringssagen. Skifteretten udpeger i den forbindelse normalt en medhjælper, der anmoder kreditorerne om at anmelde deres krav. Medhjælperen foretager herudover bl.a. en række undersøgelser af betydning for sagen, f.eks. anmoder kommunen om at fremkomme med oplysninger om skyldnerens sociale forhold af betydning for sagen.

Medhjælperen udarbejder i samråd med skyldneren et gældssaneringsforslag. Gældssaneringsforslaget sendes til kreditorerne, der sammen med skyldneren indkaldes til et afsluttende møde i skifteretten.

På det afsluttende møde i skifteretten tager skifteretten stilling til, om skyldneren kan meddeles gældssanering. Gældssanering meddeles i givet fald af skifteretten på baggrund af skyldnerens forslag til gældens sanering, og der foretages ikke nogen afstemning blandt kreditorerne om skyldnerens gældssaneringsforslag. Gældsnedskrivningen beror således udelukkende på skifterettens afgørelse i forbindelse med sagens slutning. Kreditorerne har dog mulighed for at udtale sig under sagen og i forbindelse med det afsluttende møde.

Reglerne i konkursloven om gældssanering indeholder ikke nogen udtømmende regulering af de forskellige spørgsmål, som kan opstå i relation til den skifteretlige behandling af en gældssaneringssag. Lovteksten, herunder navnlig betingelserne og vilkårene for gældssanering, er udformet på en sådan måde, at det i vidt omfang er overladt til domstolene at udvikle de nærmere retningslinjer for behandlingen af sager om gældssanering.

Ved siden af reglerne om gældssanering findes andre eftergivelsesregler i dansk ret, hvor eftergivelsen af gæld beror på en forvaltningsmyndigheds afgørelse. Det gælder f.eks. reglerne i lovbekendtgørelse nr. 952 af 16. december 1998 om tilskud til afvikling af studiegæld og om eftergivelse af studiegæld samt lovbekendtgørelse nr. 289 af 28. april 2003 med senere ændringer om opkrævning af skatter og afgifter mv. § 15. Gældssaneringsreglerne gælder ved siden af disse regler, og skyldneren har således valgfrihed med hensyn til, efter hvilket regelsæt skyldneren søger sin gæld saneret.

3. Baggrunden for lovforslaget

3.1. Konkursrådet har bl.a. til opgave efter Justitsministeriets anmodning at afgive indstilling om ændringer i konkursloven med henblik på reform af denne lovgivning.

Efter kommissoriet skal Konkursrådet bl.a. overveje behovet for lovændringer i konkurslovens regler om gældssanering. Konkursrådet blev i forbindelse med nedsættelsen af rådet i januar 2001 anmodet om at foretage en gennemgang af konkurslovens regler om gældssanering navnlig med henblik på at vurdere behovet for på baggrund af de indhøstede erfaringer mv. at forenkle og effektivisere behandlingen af gældssaneringssager.

Baggrunden for at anmode Konkursrådet om at se nærmere på reglerne om gældssanering var bl.a. en række forslag om ændring i disse regler, som var indeholdt i en redegørelse fra april 1999 vedrørende ændringer i konkurslovens bestemmelser om gældssanering fra en arbejdsgruppe nedsat af Advokatrådet og Dommerfuldmægtigforeningen. Af kommissoriet fremgår endvidere, at Konkursrådet anmodes om at inddrage denne redegørelse samt de høringssvar vedrørende redegørelsen, som Justitsministeriet har modtaget, i sine overvejelser om eventuelle lovændringer.

Under arbejdet med denne opgave er Konkursrådet som et led i regeringens handlingsplan for iværksættere fra januar 2003 i et tillægskommissorium af 4. februar 2003 blevet anmodet om at vurdere erfaringerne fra førende iværksætterlande, som f.eks. Holland og Storbritannien, og lægge vægt på iværksætterhensynet i forbindelse med rådets igangværende arbejde med revision af konkurslovens regler om rekonstruktion og gældssanering. Konkursrådet blev i den forbindelse anmodet om bl.a. at overveje en lempelse af reglerne om tvangsakkord og en ændring af gældssaneringsreglerne, så en konkursramt iværksætter, der vil starte op igen, får mulighed for hurtigere at få slettet resterende gæld.

Konkursrådet har vedrørende disse opgaver afgivet betænkning nr. 1449/2004 om gældssanering.

3.2. Efter Konkursrådets opfattelse er der ikke noget påtrængende behov for at foretage grundlæggende ændringer af konkurslovens regler om gældssanering. De gældende regler er indarbejdet i praksis, og der er gennem årene i retspraksis sket en afklaring af mange af de fortolknings- og tvivlsspørgsmål, som loven har givet anledning til.

Det er endvidere Konkursrådets opfattelse, at de betænkeligheder om uhæmmet gældsætning, afsvækkelse af den almindelige betalingsmoral og den deraf følgende stramning af kreditgivningen, som blev anført forud for vedtagelsen af reglerne om gældssanering, ikke har vist sig i praksis. Anvendelsen af reglerne om gældssanering indebærer således efter Konkursrådets opfattelse en rimelig afvejning af hensynet til de håbløst forgældede skyldnere og hensynet til kreditorerne.

Konkursrådet har på denne baggrund taget udgangspunkt i de emneområder, hvor der navnlig ud fra erfaringerne med lovens anvendelse i praksis kan være behov for nærmere at overveje lovændringer, og har på grundlag heraf udarbejdet et udkast til ændring af konkurslovens regler om gældssanering. Konkursrådet har endvidere på baggrund af tillægskommissoriet om iværksættere udarbejdet et forslag til en omfattende revision af konkurslovens kapitel 29 om gældssanering i konkurs.

Der henvises til betænkningen side 47 ff.

Justitsministeriet er enig i Konkursrådets generelle overvejelser om reglerne om gældssanering, og lovforslaget er i overensstemmelse med rådets forslag udformet således, at der ikke foretages grundlæggende ændringer af gældssaneringsinstituttet, men at der foretages en række justeringer på punkter, hvor der i praksis har vist sig at være behov for det.

4. Lovforslagets hovedindhold

4.1. Betingelserne for gældssanering

4.1.1. Gældende ret

Efter konkurslovens § 197, stk. 1, kan skifteretten på en skyldners begæring afsige kendelse om gældssanering, såfremt 1) skyldneren godtgør, at skyldneren ikke er i stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser, og 2) skyldnerens forhold og omstændighederne i øvrigt taler derfor. Bestemmelsen opstiller således to betingelser for, at skifteretten kan meddele en skyldner gældssanering.

Konkursloven opstiller et særligt kvalificeret insolvensbegreb, hvorefter det påhviler skyldneren at godtgøre, at skyldneren ikke blot aktuelt er ude af stand til at betale sine kreditorer, men at der tillige ikke inden for de nærmeste år er nogen udsigt til, at skyldneren vil kunne opfylde sine gældsforpligtelser.

Det er ikke muligt at fastsætte nogen præcis grænse for, hvor kvalificeret insolvensen skal være, men skyldnerens aktiver og sandsynlige indtægter skal inden for de nærmeste år være klart utilstrækkelige til at dække skyldnerens gæld.

I forbindelse med gældssaneringssagen skal ansøgerens betalingsevne gøres op. Opgørelsen af betalingsevnen har både betydning for vurderingen af, om den økonomiske betingelse er opfyldt, og for fastsættelsen af den procent, hvortil skyldnerens gæld efter konkurslovens § 216, stk. 1, skal nedsættes ved gældssaneringen.

En eventuel usikkerhed om skyldnerens økonomiske forhold har betydning for skifterettens vurdering af, om skyldneren kan godtgøre ikke at være i stand til og navnlig også i fremtiden ikke vil blive i stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser, ligesom den har betydning for, om skifteretten har et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at tilrettelægge skyldnerens afdragsordning, dvs. størrelsen af det beløb, som skyldneren skal betale til sine kreditorer i en periode efter kendelsen om gældssanering.

Konkurslovens § 197, stk. 2, angiver, hvilke momenter der skal tages i betragtning i bedømmelsen af, om skyldnerens forhold og omstændighederne i øvrigt taler for, at der afsiges kendelse om gældssanering. Der skal herved navnlig lægges vægt på skyldnerens interesse i gældssanering, gældens alder, omstændighederne ved gældens pådragelse og hidtidige afvikling samt skyldnerens forhold under gældssaneringssagen.

Det nærmere indhold af disse momenter fremgår ikke af bestemmelsen. Det fremgår heller ikke, hvilken vægt de enkelte momenter skal have i forhold til hinanden, eller hvornår de kan føre til, at der kan afsiges kendelse om gældssanering. Der er således tale om en retlig standard, der giver skifteretten mulighed for at anlægge en skønsmæssig vurdering.

I retspraksis har der udviklet sig en række tilfælde, hvor gældssanering typisk nægtes. Disse typetilfælde, der gennemgås nærmere i betænkningen side 61 ff., er, at en gældssanering ikke vil føre til en varig forbedring af skyldnerens økonomi, at skyldneren har stiftet gæld helt frem til det tidspunkt, hvor skyldneren indgiver begæring om gældssanering, at skyldnerens gæld er opstået ved strafbart forhold, ansvarspådragende adfærd, spekulation, ved låneoptagelse til forbrug eller som gæld til det offentlige, eller at skyldneren har forsøgt at bringe sine aktiver i ly for kreditorerne eller har undladt at afdrage på gælden, selv om skyldneren havde mulighed herfor. Det vil endvidere normalt være til hinder for gældssanering, at skyldneren har uafklarede økonomiske forhold, herunder f.eks. ved arbejdsløshed eller usikkerhed om boligforhold.

Der er dog ikke tale om forhold, som fuldstændig udelukker skyldneren fra at få gældssanering. Normalt vil det i en afgørelse, der nægter at indlede gældssaneringssag, således blive anført, at der »for tiden« ikke er udsigt til, at der vil kunne afsiges kendelse om gældssanering. Skyldneren vil derfor eventuelt på et senere tidspunkt kunne opnå gældssanering. Er gælden eller størstedelen af gælden eksempelvis opstået i forbindelse med et strafbart forhold, vil præventionshensyn såvel som hensyn til retsfølelsen som regel føre til, at gældssanering nægtes. Det er dog ikke udelukket at afsige kendelse om gældssanering, selv om en væsentlig del af gælden er opstået ved strafbare forhold. Ved vurderingen heraf lægges bl.a. vægt på forholdets grovhed og den tid, der er forløbet, siden det strafbare forhold blev begået, samt hensynet til skyldneren.

4.1.2. Lovforslagets udformning

4.1.2.1. Konkursrådet anfører, at spørgsmålet om, hvorvidt skyldneren opfylder den økonomiske betingelse for at få gældssanering, er centralt og afgørende for gældssaneringsinstituttet. Efter en præcisering af bestemmelsen i 1987 har vurderingen af skyldnerens insolvens efter Konkursrådets opfattelse ikke voldt væsentlige problemer i praksis og har heller ikke givet anledning til væsentlig kritik.

Konkursrådet finder på denne baggrund, at der som udgangspunkt ikke er grundlag for at foretage ændringer i den grundlæggende økonomiske betingelse om, at skyldneren skal kunne godtgøre, at skyldneren ikke er i stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser.

I vurderingen af, om skyldneren vil kunne betale sine gældsforpligtelser, indgår summen af dels skyldnerens forventede indtægter i en periode på de kommende 3-5 år, dels skyldnerens aktiver, herunder f.eks. bankindestående, visse pensionsopsparinger mv.

Konkursrådet foreslår, at visse af skyldnerens aktiver €" pensionsordninger og visse erstatningssummer €" skal kunne holdes ude af beregningen af, hvor meget skyldneren skal betale sine kreditorer under gældssaneringssagen, jf. nærmere nedenfor i afsnit 4.2 og 4.3. Baggrunden herfor er, at disse aktiver skal dække skyldnerens behov i et længere tidsrum, end den periode, hvor skyldneren skal afdrage på gælden. En erstatning for tab af erhvervsevne må således antages at skulle dække skyldnerens manglende erhvervsindtægt indtil pensionsalderen, ligesom en pensionsordning må antages at skulle dække skyldnerens behov i en periode efter dennes pensionering, hvis længde ikke mere præcist kan forudsiges.

Dette indebærer efter Konkursrådets opfattelse, at skifteretten ved vurderingen af, om skyldneren har opfyldt den økonomiske betingelse, alene bør medtage den del af skyldnerens aktivmasse, der vil skulle realiseres eller på anden måde indgå i skyldnerens forslag til betaling af den pågældendes kreditorer. Har skyldneren eksempelvis en pensionsordning, der efter de foreslåede nye regler ikke vil skulle inddrages i gældssaneringen, bør denne pensionsordning efter Konkursrådets opfattelse som udgangspunkt heller ikke medinddrages i vurderingen af, om skyldneren ikke er og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser.

Konkursrådet bemærker, at dette efter omstændighederne, primært efterhånden som omfanget af pensionsordninger stiger, må antages at kunne indebære en vis ændring af insolvensvurderingen, således at et øget antal skyldnere vil kunne være kvalificeret insolvente i konkurslovens forstand.

Konkursrådet er imidlertid af den opfattelse, at ændringen er påkrævet for at sikre, at en gruppe af skyldnere ikke bringes i en situation, hvor alene ejerskabet af pensionsordninger, der ikke kan ophæves af de pågældende før pensionsalderen, indebærer, at de i en meget lang periode vil være udelukket fra gældssanering. Dette vil ikke være en hensigtsmæssig indretning af reglerne om gældssanering, idet ejerskabet af pensionsordningerne inden pensionsalderen i realiteten ikke ændrer på skyldnernes håbløse økonomiske situation.

Har skyldneren holdt en udbetalt (kapital)pension klart adskilt fra sin øvrige formue, vil denne sum efter omstændighederne kunne holdes delvist ude af gældssaneringssagen, når skyldneren skal fremkomme med sit forslag til gældens sanering, jf. nærmere nedenfor i pkt. 4.3.2. Dette bør dog efter Konkursrådets opfattelse ikke indebære, at en udbetalt pension kan holdes ude af insolvensvurderingen, da det konkret vil kunne virke stødende over for fordringshaverne.

4.1.2.2. Vedrørende de øvrige betingelser for at opnå gældssanering har Konkursrådet på grundlag af Domstolsstyrelsens offentliggjorte oplysninger om antallet af ansøgninger om gældssanering og afsagte kendelser om gældssanering beregnet den forholdsmæssige gældssaneringsprocent fordelt på de enkelte skifteretter for årene 1999-2001. Der kan konstateres store forskelle for de enkelte skifteretter og for de enkelte år, jf. betænkningen side 41 ff. og 644 ff.

Konkursrådet peger på en række mulige forklaringer på variationen i gældssaneringsprocenterne ved de enkelte skifteretter, herunder f.eks. at der kan være forskelle i sammensætning af de skyldnergrupper, der ansøger om gældssanering, men rådet finder dog, at skifteretternes retsanvendelse på gældssaneringsområdet synes at udvise større variationsbredde, end det ses på de fleste andre retsområder, og bemærker, at enkelte skifteretter i hele perioden 1999-2001 kan placeres væsentligt over eller under landsgennemsnittet.

Konkursrådet bemærker i den forbindelse, at de statistiske oplysninger kan give et indtryk af, at ensartede begæringer om gældssanering muligt vurderes forskelligt afhængigt af, hvor i landet sagen behandles, hvilket efter Konkursrådets opfattelse ikke er hensigtsmæssigt. Konkurslovens § 197, stk. 1, nr. 2, og stk. 2, bør derfor efter rådets opfattelse præciseres med henblik på at opnå en mere ensartet praksis i sager om gældssanering.

Rådet peger i den forbindelse på, at gældssaneringsreglerne i Norge og Finland er udformet anderledes end i Danmark, idet reglerne om, hvilke forhold der skal lægges vægt på ved den skønsmæssige vurdering af, om der skal meddeles gældssanering, indeholder en liste over omstændigheder, der normalt udelukker gældssanering, selv om den økonomiske betingelse er opfyldt.

Konkursrådet har overvejet, om konkurslovens § 197, stk. 2, bør udbygges, således at det ved en opregning i lovteksten yderligere præciseres, hvilke omstændigheder der skal lægges vægt på ved bedømmelsen af, om der skal afsigelse kendelse om gældssanering.

Konkursrådet er imidlertid af den opfattelse, at et sådant udgangspunkt i realiteten vil være meget lig den nugældende bestemmelse og ikke vil være dækkende for retstilstanden, sådan som den har udviklet sig siden reglernes indførelse. Der foretages i dag fortsat en afvejning af de hensyn, der taler for og imod, at skyldneren skal meddeles gældssanering, men balancepunktet mellem de forskellige hensyn har tilsyneladende ændret sig, således at retsstillingen på grundlag af retspraksis i dag €" uanset ordlyden af konkurslovens § 197, stk. 1, nr. 2 €" nærmest kan beskrives sådan, at hvis skyldneren er håbløst forgældet, stilles der ikke særlige krav om tilstedeværelsen af yderligere forhold, der positivt kan begrunde, at gældssanering meddeles.

Konkursrådet nævner som en anden mulighed, at man kan søge at indsnævre grænserne for det skøn, der skal udøves efter konkurslovens § 197, ved i lovteksten at opstille en række omstændigheder, som udtrykkeligt udelukker gældssanering. Den nuværende retspraksis viser imidlertid, at der ikke forekommer omstændigheder, der for bestandig udelukker gældssanering, men at gældssanering vil kunne opnås en passende årrække efter, at det forhold vedrørende gældsstiftelsen, der udelukker gældssanering, har fundet sted.

En ændring af § 197 bør derfor efter Konkursrådets opfattelse udformes således, at der fortsat er et skønsmæssigt element ved skifterettens vurdering af, om der skal meddeles gældssanering, hvilket i realiteten indebærer en mellemløsning mellem de to ovennævnte skitserede muligheder, således at visse omstændigheder, der nærmere skal angives i loven, normalt vil udelukke gældssanering.

En sådan ændring af udgangspunktet for at meddele gældssanering vil efter Konkursrådets opfattelse lægge sig tæt op ad gældende ret, således som retsområdet har udviklet sig.

En ændring af udgangspunktet som anført og en samtidig præcisering af de omstændigheder, som normalt bør føre til, at der ikke meddeles gældssanering, vil efter Konkursrådets opfattelse kunne medvirke til, at praksis bliver mere ensartet, og at afgørelserne dermed i højere grad bliver forudsigelige, end det synes at være tilfældet i dag.

Ved at præcisere indholdet af det skøn, der fortsat skal udøves af domstolene, kan der imidlertid være en risiko for, at systemet gøres for »firkantet« og ufleksibelt. En opregning af omstændigheder, som normalt bør føre til, at gældssanering udelukkes, må derfor efter Konkursrådets opfattelse ikke ses som en form for »facitliste«, således at det automatisk vil føre til gældssanering, hvis der ikke i den enkelte sag er forhold, som udtrykkeligt er omfattet af udelukkelsesgrundene. Det er således ikke hensigten, at der skal sluttes modsætningsvist fra listen af omstændigheder, der ikke udtømmende angiver de omstændigheder, der kan hindre gældssanering. Dette ville i givet fald kunne medføre urimelige og stødende afgørelser.

Konkursrådet bemærker samtidig, at hensigten med den foreslåede ændring ikke er at udvide eller indskrænke det område, inden for hvilket der efter gældende ret gives gældssanering. Gældssaneringsinstituttet er efter Konkursrådets opfattelse generelt accepteret af kreditorerne og samfundet i øvrigt. De grunde, som førte til etablering af gældssaneringsinstituttet, er fortsat til stede, og de erfaringer, der er gjort siden reglernes ikrafttræden i 1984, taler efter Konkursrådets opfattelse ikke for at ændre det generelle område for gældssanering i udvidende eller indskrænkende retning €" men nok for en præcisering af regler herom. Konkursrådet bemærker i øvrigt, at den foreslåede ændring af konkurslovens § 197 giver mulighed for en fortsat videreudvikling af praksis vedrørende gældssanering.

Konkursrådet foreslår, at de omstændigheder, der bør nævnes i lovteksten, og som i almindelighed skal udelukke gældssanering, er, at skyldnerens økonomiske forhold er uafklarede, at skyldneren har handlet uforsvarligt i økonomiske anliggender, at en ikke uvæsentlig del af gælden er pådraget ved strafbare forhold eller erstatningspådragende adfærd, at skyldneren har undladt at afdrage på sin gæld, selv om skyldneren har haft rimelig mulighed herfor, at skyldneren har indrettet sig med henblik på gældssanering, eller at skyldneren stifter ny gæld efter, at gældssaneringssagen er indledt. Disse forhold er i overensstemmelse med, hvad der i dag er gældende ret på gældssaneringsområdet.

Ved i lovteksten at opregne nogle omstændigheder, der i almindelighed skal udelukke gældssanering, kan der forekomme situationer, hvor en gældssanering, selv om der ikke foreligger nogle af de opregnede udelukkelsesgrunde, alligevel bør nægtes. Konkursrådet foreslår på den baggrund, at skifteretten skal kunne nægte at afsige kendelse om gældssanering, selv om der ikke foreligger omstændigheder som nævnt direkte i lovteksten, hvis der foreligger andre omstændigheder, som taler afgørende imod gældssanering.

Konkursrådet finder endvidere, at det udtrykkeligt bør nævnes i lovteksten, at betydningen af de omstændigheder, der i almindelighed vil udelukke gældssanering, afsvækkes med tiden, således at de efter et vist tidsrum ikke længere vil tale afgørende imod gældssanering. De præventionshensyn, hensynet til retsfølelsen og særligt hensynet til kreditorerne, der hindrer gældssanering, vil efter en årrække kunne være nedtonet så meget, at en omstændighed, der efter loven normalt vil hindre gældssanering, ikke længere i sig selv vil være tilstrækkeligt til at nægte skyldneren gældssanering.

Der henvises til betænkningen side 85 ff.

4.1.2.3. Justitsministeriet kan tilslutte sig Konkursrådets synspunkter, herunder at det ikke er hensigtsmæssigt, hvis ensartede begæringer om gældssanering synes at kunne blive vurderet forskelligt afhængigt af, hvor i landet sagen behandles. Justitsministeriet er ligeledes enig i, at betingelserne for at få gældssanering bør fremgå direkte af konkursloven, hvilket vil medvirke til at skabe en mere ensartet og forudsigelig retsstilling både for skyldneren og for kreditorerne.

Justitsministeriet kan også tilslutte sig Konkursrådets forslag til, hvilke omstændigheder der i almindelighed bør udelukke gældssanering. Som anført af Konkursrådet svarer disse forhold til, hvad der gælder i dag på gældssaneringsområdet, således som gældende ret er kommet til udtryk i de overordnede domstoles praksis. Det er således ikke hensigten, at den foreslåede ændring af konkurslovens § 197 generelt skal udvide eller indskrænke det område, inden for hvilket der efter gældende ret gives gældssanering.

I forbindelse med høringen over betænkningen er det bl.a. blevet anført, at Konkursrådets forslag til en bestemmelse, der nærmere beskriver betingelserne for at nægte gældssanering, ikke vil medvirke til en præcisering af den nugældende retstilstand, bl.a. fordi der fortsat skal foretages en række skønsmæssige vurderinger. Det anføres endvidere, at en opremsning af nægtelsesgrunde i loven øger risikoen for, at antallet af gældssaneringskendelser vil blive reduceret i forhold til i dag.

Efter Justitsministeriets opfattelse vil det imidlertid ikke være muligt at udforme praktisk anvendelige regler, der udelukker, at skifteretten skal foretage en konkret vurdering af den enkelte gældssaneringssag. En sådan retstilstand vil efter Justitsministeriets opfattelse heller ikke være hensigtsmæssig, idet den endelige afgørelse af, om skyldneren opfylder betingelserne for at få gældssanering bør bero på en konkret vurdering af den enkelte sags omstændigheder. Konkursrådets forslag vil således medvirke til at skabe en mere ensartet og forudsigelig retstilstand på gældssaneringsområdet, samtidig med at der fortsat i et vist omfang er plads til et konkret skøn vedrørende den enkelte skyldners forhold.

Justitsministeriet bemærker i den forbindelse, at der som anført af Konkursrådet påhviler skifteretten et selvstændigt ansvar for, at betingelserne for gældssanering er opfyldt og for, at indholdet af gældssaneringen ikke er i strid med almindelig praksis fra de overordnede domstole. Det er således principielt uden betydning, om fordringshaverne afholder sig fra at deltage i processen, eller om de ligefrem tilkendegiver en positiv holdning til spørgsmålet om gældssanering eller bestemte budgetmæssige spørgsmål, jf. betænkningen side 51.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3 (forslag til konkurslovens § 197), og bemærkningerne hertil.

4.2. Realisation af aktiver, herunder pensionsordninger

4.2.1. Gældende ret

Skifterettens afgørelse af, om skyldneren må antages at være håbløst forgældet, jf. den økonomiske betingelse i konkurslovens § 197, stk. 1, nr. 1, bygger på oplysninger om skyldnerens aktuelle indtægter, skyldnerens aktuelle muligheder for på anden måde at rejse penge og en prognose angående dennes fremtidige indtægtsmuligheder.

I første række må det fastslås, hvor stor en del af skyldnerens aktuelle indtægt, der bliver til overs, når skyldnerens rimelige udgifter til bolig, rimelige leveomkostninger og udgifter til opfyldelse af (andre) underholdsforpligtelser er betalt. Dernæst må det fastslås, om og i hvilket omfang skyldneren har mulighed for at rejse nævneværdige beløb gennem realisation eller belåning af aktiver, som ikke er omfattet af retsplejelovens trangsbeneficium (dvs. aktiver der er nødvendige til opretholdelse af et beskedent hjem og en beskeden levefod for skyldneren og dennes husstand), eller for gennem realisation af sådanne aktiver at nedbringe sine faste udgifter (f.eks. til en bil uden friværdi) uden samtidig at forringe sine indtjeningsmuligheder. Det bør også tages i betragtning, om skyldneren har mulighed for at nedbringe boligudgiften ved at flytte til en anden bolig, som imødekommer husstandens rimelige behov.

Konkursloven indeholder ingen særlige regler om realisation af skyldnerens aktiver. Det fremgår dog af betænkning nr. 957/1982 om gældssanering, side 124, at skyldneren i de tilfælde, hvor den pågældende kan rejse nævneværdige beløb gennem realisation af aktiver, som udgangspunkt skal gennemføre denne realisation, inden der kan afsiges kendelse om gældssanering. Dette indebærer i praksis, at en skyldner, der efter skifterettens anvisning realiserer aktiver inden en kendelse om gældssanering, således kan risikere at have realiseret aktiver, uanset at der ikke senere opnås gældssanering €" eventuelt efter at en kreditor har kæret en kendelse om gældssanering til landsretten.

Da såvel skyldnerens evne som vilje til at få klaret sine økonomiske forhold indgår i afgørelsen af, om den pågældende skal kunne opnå gældssanering, bliver visse aktiver, som er fritaget fra (individuel) retsforfølgning, efter omstændighederne også taget i betragtning. Dette gælder f.eks. i visse tilfælde tilbagekøbsværdien ved livsforsikring og beløb, som kommer til udbetaling ved skyldnerens ophævelse af særlige opsparingsordninger (kapitalpension, etableringskonti mv.).

Ved den konkrete afgørelse af, om en pensionsordning kræves ophævet lægges i praksis vægt på bl.a. ordningens art (herunder om ordningen er privattegnet eller tegnet som led i et ansættelsesforhold), ind- og udbetalingstidspunktet, ordningens værdi samt betydningen for den tilbudte dividende.

Med hensyn til indekskontrakter , dvs. en forsikrings- eller opsparingsordning etableret efter lov om pristalsreguleret alderdomsforsikring og alderdomsopsparing, lægges i praksis vægt på, om skyldneren har indbetalt på indeksordningerne, efter at den gæld, der søges saneret, er opstået. I så fald skal værdien af indbetalingerne eller eventuelt hele ordningens tilbagekøbsværdi komme kreditorerne til gode. Er der ikke indbetalt på ordningen efter gældens opståen, kan det efter en samlet vurdering overvejes, om indekskontrakterne eller en del heraf kan holdes uden for gældssaneringen. I vurderingen indgår bl.a., om opsparingen er usædvanlig efter skyldnerens forhold og skyldnerens forventede økonomiske forhold efter pensionering.

Praksis vedrørende behandlingen af privattegnede kapitalpensioner, ratepensioner mv. synes i gældssaneringssager at være den samme som for indekskontrakter, der også kan hæves i utide af skyldneren. Retspraksis vedrørende denne type pensionsopsparinger er ganske righoldig, og efter den seneste udvikling i retspraksis må det antages, at udgangspunktet i de tilfælde, hvor der ikke er indbetalt på en pensionsordning efter gældens opståen, er, at opsparingen eller i hvert fald en del heraf kan holdes uden for gældssaneringen, hvis ordningen under hensyn til skyldnerens økonomiske forhold ikke kan anses for usædvanlig.

Der kan dog nok i retspraksis indfortolkes en (lav) bagatelgrænse for indbetalinger foretaget efter skyldnerens økonomiske sammenbrud, således at indbetalinger af en sådan bagatelagtig karakter ikke medfører krav om, at skyldneren skal kompensere kreditorerne herfor i forbindelse med gældssaneringen.

Modsat andre kapitalpensioner kan selvpensioneringskonti , dvs. en opsparing oprettet i medfør af bekendtgørelse nr. 776 af 20. november 1986 med senere ændringer om børneopsparings- og selvpensioneringkonti og som udelukkende har alderdomsforsørgelse til formål, som udgangspunkt ikke hæves, før skyldneren fylder 60 år. En sådan konto vil efter retspraksis som udgangspunkt ikke kunne anses som usædvanlig, og kapitalen skal derfor ikke indgå i gældssaneringssagen. Kommer indeståendet på en selvpensioneringskonto til udbetaling i den fastsatte afdragsperiode i forbindelse med gældssaneringen, vil ordningen eller det løbende afkast heraf efter omstændighederne skulle indgå i gældssaneringen.

I sager om gældssanering ses der derimod bort fra kapitalpensioner og ratepensioner tegnet som led i ansættelsesforhold , når ordningerne indgår som et normalt led i skyldnerens ansættelsesforhold. Er en ordning derimod usædvanlig i det pågældende ansættelsesforhold eller usædvanlig stor rent beløbsmæssigt vil ordningen helt eller delvist kunne inddrages i gældssaneringssagen.

Finder skifteretten, at en skyldners pensionsopsparing helt eller delvist skal inddrages i en gældssaneringssag med henblik på fordeling af midlerne blandt fordringshaverne, kan det i praksis ske ved, at skifteretten stiller krav om, at ordningen/kontrakten ophæves, og beløbet stilles til rådighed for kreditorerne, at et beløb svarende til tilbagekøbsværdien skal tilbydes kreditorerne som betingelse for gældssanering, eller at der skal betales et beløb til kreditorerne som kompensation for de indbetalinger, der er foretaget efter gældens opståen, eller som kompensation for den del af ordningen, der er usædvanlig efter skyldnerens forhold. Vil skyldneren ikke følge skifterettens anvisning herom, kan skyldneren ikke meddeles gældssanering.

Skyldnerens øgede betaling til kreditorerne vil ved de to sidstnævnte fremgangsmåder kunne gennemføres dels ved en forlængelse af afdragsperioden, dels ved betaling af et engangsbeløb, der eventuelt kan fremskaffes på anden vis end ved ophævelse af ordningen (f.eks. ved gave), hvilket i givet fald vil være mere fordelagtigt for skyldneren end en ophævelse af ordningen på grund af den afgiftsbetaling, der udløses ved ophævelse af en pensionsordning i utide.

I de tilfælde, hvor skyldneren ikke har mulighed for helt eller delvist at genkøbe pensionsordningen, vil det i forbindelse med gældssaneringssagen alene være muligt at anvende en fremgangsmåde, hvorefter skyldneren skal kompensere kreditorerne ved at tilbyde en forlængelse af afdragsperioden eller ved betaling af et engangsbeløb.

Har en skyldner oprettet en pensionsordning i et pengeinstitut, der samtidig har et usikret krav mod skyldneren, er det i dele af den juridiske teori antaget, at pengeinstituttet har modregningsadgang, hvis pensionskontoen ophæves i utide. Pengeinstitutankenævnet har derimod afvist, at der skulle være modregningsadgang for pengeinstitutterne i denne situation, jf. betænkningen side 109 f.

I de sager, hvor et pengeinstitut erklærer, at det vil foretage modregning, kan skyldneren imidlertid €" også efter at gældssaneringssagen er indledt €" overføre pensionskontoen til et andet pengeinstitut, også uden at overføre sine udlånsarrangementer. Dette er antaget af Pengeinstitutankenævnet i flere kendelser.

I det omfang dette ikke respekteres af pengeinstitutterne, kan det indebære en ekstra belastning for skifteretterne, idet en skyldner, der først i forbindelse med en gældssaneringssag finder ud af, at dennes pengeinstitut agter at foretage modregning i det frigivne provenu, formentlig under alle omstændigheder kan undgå pengeinstituttets modregning ved at trække ansøgningen om gældssanering tilbage og herefter overflytte pensionsordningen til et andet pengeinstitut, inden der på ny indgives ansøgning om gældssanering.

4.2.2. Lovforslagets udformning

4.2.2.1. Konkursrådet har overvejet flere forskellige spørgsmål vedrørende behandlingen af skyldnerens aktiver i forbindelse med en gældssanering.

Med henblik på at undgå tilfælde, hvor en skyldner realiserer sine aktiver, inden en kendelse om gældssanering er afsagt eller er blevet endelig, og hvor det efterfølgende viser sig, at skyldneren alligevel ikke meddeles gældssanering, bør det efter Konkursrådets opfattelse fastsættes en udtrykkelig lovregel om, at skifteretten, i de tilfælde hvor skyldneren som betingelse for gældssanering skal realisere visse aktiver, skal vejlede skyldneren om realisationstidspunktet. Dette tidspunkt vil normalt skulle fastsættes til gældssaneringssagens afslutning, dvs. efter udløbet af kærefristen for kendelsen om gældssanering, uden at kære er sket, eller når kæreinstansens kendelse er afsagt.

For at skyldnerens gældssaneringssag kan afsluttes, uden at provenuet fra salg af skyldnerens aktiver er kendt, er det nødvendigt, at der i skyldnerens forslag til gældens sanering efter konkurslovens § 210 indgår oplysning om, hvilken værdi det pågældende aktiv må antages at have ved en realisation. For så vidt angår skyldnerens pensionsordninger, bør skyldnerens forslag efter Konkursrådets opfattelse tillige indeholde oplysning om, hvorvidt ordningen frit kan realiseres i utide, og om værdien af pensionsordningen efter fradrag af afgifter, gebyrer ved ophævelse og lignende.

4.2.2.2. Med hensyn til behandlingen af skyldnerens pensionsordninger i sager om gældssanering anfører Konkursrådet i øvrigt, at omfanget af privates pensionsopsparing €" både i relation til antallet af opsparere og den opsparede formue €" er vokset ganske voldsomt, siden Gældssaneringsudvalget i 1982 afgav sin betænkning nr. 957/1982 om gældssanering, og denne udvikling må forventes at blive yderligere forstærket i fremtiden. Dette indebærer, at spørgsmålet om behandlingen af skyldnerens pensionsordning i forbindelse med en gældssanering i fremtiden vil være en problemstilling, der hyppigt vil optræde og samtidig vil vedrøre det største (og ganske ofte eneste) aktiv i gældssaneringssagen.

Da behandlingen af skyldnerens pensionsordninger i en gældssanering er et praktisk vigtigt og både for skyldneren og kreditorerne væsentligt spørgsmål, bør der efter Konkursrådets opfattelse fastsættes udtrykkelige lovregler herom.

Konkursrådet finder, at pensionsopsparinger, der ikke er usædvanlige efter skyldnerens forhold, i overensstemmelse med den gældende retspraksis bør kunne holdes uden for en gældssaneringssag, selv om ordningen for så vidt vil kunne ophæves af skyldneren kort efter gældssaneringssagen, uden at dette indebærer en ændring af kendelsen om gældssanering. Udviklingen på pensionsområdet taler med stadig større vægt for, at realisation af pensionsopsparinger ikke skal være en tvungen forudsætning for gældssanering, idet et sådant krav i realiteten vil efterlade en lille persongruppe, der på et tidspunkt i deres liv har været udsat for et økonomisk sammenbrud, uden nogen reel privat pensionsopsparing. Dette vil tillige kunne flytte en forsørgerbyrde fra privat til offentligt regi.

Konkursrådet finder, at en lovregel om behandlingen af pensionsordninger bør udformes med udgangspunkt i, hvad der i dag er gældende ret. Dette indebærer, at indbetalinger foretaget på privattegnede ordninger efter tidspunktet for skyldnernes økonomiske sammenbrud i almindelighed bør inddrages i gældssaneringssagen, og at indbetalinger foretaget på en pensionsordning som led i skyldnerens ansættelsesforhold alene inddrages i gældssaneringssagen, hvis indholdet af den pågældende opsparingsordning var usædvanlig for ansættelsesforholdet.

Konkursrådet har i den forbindelse overvejet, om der er grunde til at fravige det overordnede princip, som bl.a. kom til udtryk i Højesterets kendelse gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1998, side 1545, hvorefter alle skyldnerens forventede indtægter efter pensioneringen skal indgå i en vurdering af, om en pensionsordning under hensyn til skyldnerens økonomiske forhold må anses for usædvanlig.

På den ene side taler hensynet til den almindelige accept af gældssaneringsinstituttet for, at skifteretten ved behandlingen af en gældssaneringssag fortsat søger at opnå en rimelig balance mellem hensynet til kreditorerne og hensynet til at sikre skyldneren et rimeligt økonomisk livsgrundlag efter pensioneringen. Dette kan f.eks. ske ved, at alle personer, der har gennemgået en gældssanering, søges ligestillet, således at de efterlades et nogenlunde ensartet økonomisk fundament for deres pensionisttilværelse.

På den anden side står hensynet til den skyldner, der €" bl.a. ansporet af indretningen af skattereglerne €" har foretaget rimelige indbetalinger på en pensionsopsparing på et tidspunkt, hvor der på grundlag af den pågældendes økonomi var grundlag herfor.

Dette taler efter Konkursrådets opfattelse for, at det alene skal være skyldnerens forhold på opsparingstidspunktet, der er relevant for vurderingen af, om pensionsordningen helt eller delvist skal inddrages i gældssaneringssagen. Har skyldneren påbegyndt sin pensionsopsparing på et tidligt tidspunkt og foretaget indskud på ordningen i en årrække, hvor den pågældendes økonomiske forhold gjorde dette rimeligt, finder Konkursrådet således, at ordningens værdi ikke bør inddrages i gældssaneringssagen, alene fordi den i kraft af indbetalingerne (eller heldig anbringelse af pensionsmidlerne) er blevet større end en normal pensionsopsparing.

En sådan regel kan imidlertid ikke stå alene, idet der vil kunne forekomme tilfælde, hvor skyldneren tidligere har etableret en pensionsordning, der er så ekstraordinært stor, at det vil kunne virke stødende, hvis ordningen kunne holdes uden for gældssaneringen. Konkursrådet foreslå derfor, at der €" i overensstemmelse med gældende ret €" fortsat gives skifteretten mulighed for at foretage en rimelighedsvurdering af de samlede udbetalinger, der må forventes ved skyldnerens pensionering, og i lyset heraf overveje, om kreditorerne i særlige tilfælde skal kompenseres ved en delvis inddragelse af ordningen i gældssaneringssagen.

4.2.2.3. En sådan overordnet regel bør gælde for alle typer pensionsordninger, uanset de konkrete vilkår i den enkelte pensionsordning. Den praktiske gennemførelse af inddragelsen i gældssaneringssagen vil imidlertid afhænge af, hvilke betingelser, herunder særligt om vilkårene for tilbagekøb, de forskellige pensionsordninger er undergivet.

Disse betingelser for tilbagekøb og ophævelse i øvrigt af pensionsordninger nødvendiggør, at en lovregel om inddragelse af pensionsordninger i gældssanering vil skulle omfatte tre forskellige tilfældegrupper: Pensionsordninger med tilbagekøbsværdi, der er undergivet skyldnerens fri disposition, p ensionsordninger med tilbagekøbsværdi, der ikke er undergivet skyldnerens fri disposition, og pensionsordninger uden tilbagekøbsværdi.

Pensionsordninger med tilbagekøbsværdi undergivet skyldnerens fri disposition vil f.eks. kunne omfatte privattegnede kapitalpensioner eller ordninger oprettet som led i et nu ophørt ansættelsesforhold.

Skyldneren vil uden skifterettens mellemkomst kunne stille disse ordninger til rådighed for kreditorerne. I det omfang tilbagekøb forudsætter en tilfredsstillende helbredserklæring fra skyldneren, må den pågældende loyalt medvirke til indhentelse af en helbredserklæring, idet skyldneren i modsat fald efter Konkursrådets opfattelse må nægtes gældssanering.

Pensionsordninger med tilbagekøbsværdi, der ikke er undergivet skyldnerens fri disposition, vil typisk være arbejdsmarkedspensioner oprettet i forsikringsselskaber eller pengeinstitutter. Tilbagekøb af denne type ordninger vil typisk kræve samtykke fra arbejdsgiveren.

Efter den nugældende praksis vil indbetalinger på pensionsordninger, hvis indhold er usædvanlig for det pågældende ansættelsesforhold, skulle indgå i gældssaneringssagen. I praksis vil dette blive gennemført ved, at skyldneren skal tilbyde kreditorerne et vist €" formentlig skønsmæssigt ansat €" beløb som kompensation for det »for meget« indbetalte, hvilket typisk vil medføre en forlængelse af den periode, hvor skyldneren skal afdrage på den bestående gæld. Skyldneren vil hermed ikke nødvendigvis kompensere kreditorerne fuldt ud for det for meget indbetalte beløb, eftersom dette i visse tilfælde ville indebære, at der skulle fastsættes en meget lang afdragsperiode.

Konkursrådet har overvejet, om der skal indføres en mulighed for at inddrage denne type pensionsordninger i gældssaneringssager uden samtykke fra arbejdsgiveren , når blot skyldneren er indforstået hermed, dvs. om skifteretten skal have adgang til ved usædvanlige indbetalinger på sådanne ordninger at tilsidesætte et vilkår om samtykke fra arbejdsgiveren som betingelse for (delvis) ophævelse af en skyldners pensionsordning.

Konkursrådet anfører, at efter det for rådet oplyste, er baggrunden for kravet om samtykke reelt begrundet i hensynet til skyldneren, og en fravigelse af kravet om samtykke fra arbejdsgiveren til (delvis) ophævelse af en pensionsordning i forbindelse med gældssaneringen, vil efter Konkursrådets vurdering ikke modarbejde grundlæggende hensyn til den arbejdsgiver, der har foretaget indbetaling på pensionsordningen. En regel om ophævelse af arbejdsgiveradministrerede pensionsordninger uden arbejdsgiverens samtykke har således alene til formål at etablere en praktisk mulighed for at inddrage usædvanlige pensionsindbetalinger i gældssaneringssagen.

Konkursrådets foreslår på denne baggrund, at der skabes mulighed for som hovedregel at sikre kreditorerne en fuldstændig kompensation for de indbetalinger, som har været usædvanlige efter skyldnerens ansættelsesforhold. Kreditorerne vil samtidig kunne sikres en hurtigere afregning af den bestående del af skyldnerens gæld som alternativ til en (længere) forlængelse af afdragsperioden. Det er samtidig Konkursrådets vurdering, at denne afregningsform i realiteten vil udgøre en lettelse for den skyldner, der efter den nugældende praksis risikerer en afdragsperiode på (væsentligt) mere end 5 år.

Konkursrådet har overvejet, om der også bør være adgang for kreditorerne til i en gældssanering at kræve usædvanlige betalinger på pensionsordninger uden en genkøbsværdi inddraget i sagen. Dette vil kunne f.eks. kunne være relevant ved pensionsordninger, hvor genkøb forudsætter en tilfredsstillende helbredserklæring, som skyldneren ikke kan fremskaffe.

En adgang til tilbagekøb uden en fornøden helbredserklæring vil medføre, at skyldneren i forbindelse med gældssaneringssagen får en bedre ret over for forsikringsselskabet end normalt. Indføres en sådan adgang i gældssaneringssager, opstår der efter Konkursrådets opfattelse risiko for, at »dårlige liv« vil kunne benytte gældssaneringssystemet til at omgå forsikringsbetingelserne, hvorefter pensionsordninger ikke kan tilbagekøbes.

På denne baggrund finder Konkursrådet, at der i gældssaneringssammenhæng ikke bør være adgang til for en skyldner at tilbagekøbe en personforsikringsordning, når den pågældende ikke kan fremskaffe en tilfredsstillende helbredserklæring, der på grund af ordningens karakter er et krav for tilbagekøb. Finder skifteretten således, at indbetalinger foretaget på en ordning, der ikke kan genkøbes, skal indgå i gældssaneringssagen, må det efter Konkursrådets opfattelse fortsat skulle ske ved, at skyldneren på anden måde tilbyder kreditorerne et beløb som kompensation for de for meget indbetalte beløb.

4.2.2.4. Med hensyn til skyldnere, der indretter deres formueforhold med henblik på gældssanering, er det Konkursrådets opfattelse, at de fortsat ikke bør meddeles gældssanering.

Har en skyldner således efter at have bragt sig i en håbløs økonomisk situation og kortere tid før indgivelse af begæring om gældssanering f.eks. foretaget en større indbetaling på en pensionsordning uden genkøbsværdi, vil det ligesom i dag skulle være et forhold, der for tiden taler afgørende imod, at den pågældende meddeles gældssanering.

Det er dog samtidig Konkursrådet opfattelse, at behovet for tilbageførsel af større indbetalinger foretaget på en pensionsordning, der kan genkøbes, som udgangspunkt ikke i sig selv bør være en omstændighed, der skal medføre afvisning af skyldnerens begæring om gældssanering. Konsekvensen af en sådan disposition vil i realiteten være betydningsløs i forhold til kreditorerne i gældssaneringssagen, idet det fulde beløb i almindelighed kan trækkes ud af ordningen. Må det derimod antages, at skyldneren igennem indbetaling på ordning f.eks. har forsøgt at etablere et egentligt kreditorly, vil det efter Konkursrådets opfattelse være en omstændighed, der vil tale afgørende mod gældssanering.

4.2.2.5. Konkursrådet har endvidere overvejet, om der skal indføres en fast grænse for den periode, hvor skifteretten skal vurdere, om skyldnerens forhold har berettiget indbetalingerne på dennes pensionsordninger.

Konkursrådet peger på, at vurderingen af skyldnerens økonomiske forhold flere år tilbage i tiden i visse situationer vil kunne medføre et større udredningsarbejde, der næppe vil stå i rimeligt forhold til resultatet. En absolut tidsgrænse vil imidlertid gøre det muligt for en skyldner at »planlægge« indgivelse af sin ansøgning om gældssanering til et tidspunkt, hvor indbetalingerne ikke længere kan tilbageføres. Foretager en skyldner eksempelvis en uforholdsmæssig stor indbetaling på sin pensionsordning i år 1, vil det være uhensigtsmæssigt, hvis skyldneren blot kunne vente til år 6 med at indgive sin ansøgning om gældssanering i vished om, at skifteretten alene skulle vurdere skyldnerens pensionsindbetalinger i 5 år forud for ansøgningstidspunktet.

Det må endvidere antages, at betydningen af skyldnerens forsøg på at etablere et egentligt kreditorly, herunder f.eks. ved at foretage indbetaling på en pensionsordning uden tilbagekøbsværdi, vil aftage med tiden, jf. herved forslaget til konkurslovens § 197, stk. 3 (lovforslagets § 1, nr. 3), hvorfor skyldneren efter nogle år alligevel vil have mulighed for at få gældssanering. I den situation vil det efter Konkursrådets opfattelse kunne virke uheldigt, hvis indbetalingerne ikke kunne komme kreditorerne til gode.

4.2.2.6. Muligheden for i gældssaneringssagen at inddrage indbetalinger foretaget på skyldnerens pensionsordninger flere år tilbage rejser endvidere spørgsmål om, hvorvidt det er de dengang faktisk indbetalte beløb, der skal indgå i gældssaneringssagen, eller om også en eventuel kapitalgevinst ved midlernes anbringelse skal tilfalde kreditorerne.

Den seneste retspraksis synes at pege i retning af, at det er de beløb, der er indbetalt, der skal søges tilbage. En sådan regel vil være overensstemmende med forsikringsaftalelovens § 117 og lov om visse civilretlige forhold ved pensionsopsparing mv. § 12, hvorefter det for meget erlagte kan kræves indbetalt i skyldnerens konkursbo, for så vidt det kan udredes af opsparingsordningens værdi. Dette indebærer, at kreditorerne bærer risikoen for skyldnerens tab uden at få del i skyldnerens eventuelle afkast. Er en indbetaling på 10.000 kr. eksempelvis vokset til 50.000 kr., vil kreditorerne alene kunne søge de 10.000 kr. tilbageført. Er indbetalingen på 10.000 kr. derimod reduceret til 3.000 kr., vil kreditorerne alene kunne søge dette mindre beløb tilbageført.

Muligheden for, at skyldneren har fået sig en værdistigning på sin pensionsordning, øges i takt med længden af den periode, hvor indbetalinger på pensionsordningen kan tilbagesøges, ligesom placeringen af midlerne omvendt kan have tilføjet skyldneren et omfattende tab. Det er dog Konkursrådets opfattelse, at omkostningerne ved et krav om en minutiøs redegørelse for kapitaludviklingen af selv mindre beløb vil kunne overstige den økonomiske fordel, en sådan redegørelse vil give kreditorerne.

Konkursrådet finder på denne baggrund, at en regel om skyldnerens kompensation for usædvanlige pensionsindbetalinger bør udformes således, at det i almindelighed er det indbetalte beløb, der skal komme kreditorerne fra pensionsordningen og fordeles blandt kreditorerne. Fremgår det imidlertid forholdsvis klart af pensionsordningens indestående, at de beløb, der udgør den usædvanlige indbetaling, har haft et kapitalafkast af en vis værdi bør dette beløb tillige kunne inddrages i gældssaneringssagen til fordeling mellem kreditorerne. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis den usædvanlige indbetaling udgør hele det beløb, der er indbetalt på pensionsordningen.

Kan tilbagekøbsværdien af skyldnerens pensionsordning ikke dække det beløb, der burde indgå i gældssaneringssagen, finder Konkursrådet ikke, at bør rejses yderligere krav mod skyldneren i anledning af de foretagne indbetalinger.

4.2.2.7. Konkursrådet har endvidere overvejet, hvorledes udbetalinger fra skyldnerens pensionsordninger , der falder i afdragsperioden, skal behandles i forbindelse med udformningen af gældssaneringsbudgettet og dermed ved afgørelsen af, hvor meget skyldneren skal betale sine kreditorer. Ud fra et overordnet princip om, at forskellige pensionsordninger så vidt muligt skal behandles ens i gældssaneringssammenhæng, vil en regel om, at alle udbetalinger i afdragsperioden skal tilfalde kreditorerne, efter Konkursrådets opfattelse være uhensigtsmæssig.

Et opsparet pensionsbeløb skal således reelt dække skyldnerens behov længere end i den periode, hvor gældssaneringssagen løber. En fuldstændig inddragelse af udbetalingen fra en summaordning €" f.eks. en kapitalpension, der kommer til udbetaling på én gang €" vil derfor være efter Konkursrådets opfattelse være for vidtgående. En sådan regel vil samtidig skabe en ubalance i forhold til udbetalingerne fra en rateordning, hvoraf almindeligvis alene en del vil falde i afdragsperioden.

Konkursrådet finder på denne baggrund, at en regel om inddragelse af udbetalinger fra skyldnerens pensionsordninger bør udformes således, at udbetalinger fra en ratepension, der falder i afdragsperioden, inddrages i sagen som en almindelig indtægt, hvorimod en udbetaling fra en summaordning alene skal inddrages forholdsmæssigt, således at den kan behandles på samme måde som en rateordning €" som erstatning for en lønindtægt.

Efter pensionsbeskatningslovens § 8, stk. 1, og § 11, stk. 1, skal en rateforsikring og en rateopsparing i pensionsøjemed indeholde bestemmelse om, at forsikringssummen udbetales i lige store rater over mindst 10 år. Konkursrådet finder på den baggrund, at en udbetalt summaordning i almindelighed bør inddrages i gældssaneringssagen med 10 procent for hvert af de år, der er tilbage af afdragsperioden fra udbetalingstidspunktet. Herved skabes der overensstemmelse mellem behandlingen af udbetalingerne fra forskellige pensionsordninger.

Eftersom skifteretten ikke vil kunne beregne afkastet på skyldnerens pensionsordning på tidspunktet for kendelsen om gældssanering, bør afkastet i almindelighed ikke indgå i gældssaneringssagen.

For at hindre den åbenbare misbrugsmulighed, der ligger i, at en skyldner udskyder udbetalingstidspunktet for hele beløbet (kapitalpensioner) eller den første udbetaling (ratepensioner) til efter udløbet af gældssaneringsperioden, må det efter Konkursrådets opfattelse for at få gældssanering være en forudsætning for den skyldner, der har passeret, eller i afdragsperioden vil passere den alder, hvor man kan få ordningen helt eller delvist udbetalt, at udbetaling rent faktisk sker.

Ønsker en skyldner ikke at ændre det tidspunkt, hvor f.eks. første rate af en ratepension skal udbetales, til det tidspunkt, der efter lovgivningen og pensionsvilkårenes, er det tidligst mulige, må gældssanering efter Konkursrådets opfattelse i almindelighed nægtes, hvis skyldneren har nået eller når denne alder i afdragsperioden. Dette gælder dog kun i de tilfælde, hvor skyldnerens alder er den eneste betingelse for pensionsordningens udbetaling, og det kan således f.eks. ikke kræves, at skyldneren opsiger sit arbejde for at få udbetalt pensionen.

På samme måde bør det være en forudsætning for at få gældssanering, at den skyldner, der kan afkorte den periode, i hvilken en ratepension skal komme til udbetaling, rent faktisk foretager en sådan ændring, så pensionen f.eks. udbetales over 10 år i stedet for over 15 år.

4.2.2.8. Det er endvidere Konkursrådets opfattelse, at der på alle stadier af gældssaneringssagen så vidt muligt bør være parallelitet mellem reglerne om fastsættelse af skyldnerens budget og betingelserne for at meddele gældssanering, jf. konkurslovens § 197, for så vidt angår vurderingen af, hvilke indtægts- og udgiftsposter der bør medtages i gældssaneringssagen, dvs. at der ved vurderingen af, om skyldneren er håbløst forgældet, alene skal medtages den del af skyldnerens formue, der vil kunne inddrages i gældssaneringssagen til fordeling blandt kreditorerne.

Dette princip bør også gælde for skyldnerens pensionsordninger, således at der ved vurderingen af den økonomiske betingelse efter konkurslovens § 197, stk. 1, alene skal medtages den del af pensionsordningen, der skal medtages ved beregningen af dividenden, dvs. den del af indbetalingerne, der skal inddrages i gældssaneringssagen til fordeling mellem kreditorerne, den del af udbetalingerne fra en summaordning, der forholdsmæssigt skal inddrages i sagen, samt den del af skyldnerens rateordninger, der kommer til ordinær udbetaling i afdragsperioden.

Fastholdes dette princip for en skyldners pensionsordninger, kan det betyde, at en skyldner, der reelt er solvent, vil kunne opnå gældssanering. Har en 45-årig skyldner f.eks. en gæld på 2.000.000 kr. og en pensionsordning, der er etableret før skyldnerens økonomiske sammenbrud, og som nu andrager 2.500.000 kr., vil skyldneren efter § 197-vurderingen kunne være håbløst forgældet, hvis pensionsordningen ikke skal medtages i insolvensvurderingen. Konkursrådet forudsætter dog, at den konkrete rimelighedsregel, der er nævnt ovenfor, vil indebære, at skifteretten i en situation som den nævnte vil nå frem til, at en (ikke uvæsentlig) del af ordningen skal inddrages i gældssaneringssagen.

For at undgå særligt stødende tilfælde finder Konkursrådet endvidere, at der bør gøres en undtagelse til hovedreglen om parallelitet. Insolvensvurderingen af d en skyldner, som har holdt en udbetalt (kapital)pension klart adskilt fra sin øvrige formue, og som derfor efter Konkursrådets forslag, jf. ovenfor, eventuelt kan holde denne sum delvist ude af gældssaneringssagen, når skyldneren skal komme med sit forslag til gældens sanering, bør foretages inklusive hele det udbetalte pensionsbeløb. Den samlede udbetalte sum skal således indgå i vurderingen af, om skyldneren må antages at kunne betale sine gældsforpligtelser. Konkursrådet peger i den forbindelse på, at en pensionsordning som udgangspunkt ikke er undtaget fra individualforfølgning, når den først er udbetalt, jf. retsplejelovens § 512, stk. 3.

Konkursrådet anfører, at de nærmere regler om behandlingen i gældssaneringssagen af beløb, der udbetales fra skyldnerens pensionsordning, bør fremgå af den bekendtgørelse om gældssanering, som rådet foreslår skal udstedes af justitsministeren, jf. pkt. 4.3.2 nedenfor.

4.2.2.9. Med hensyn til modregning i ophævede pensionsordninger er det Konkursrådets opfattelse, at det ikke bør være muligt for de pengeinstitutter og forsikringsselskaber, hvor skyldneren har sine pensionsordninger, at modregne i beløb, der kommer til udbetaling fra pensionsordninger, der ophæves efter fristdagen som et led i skyldnerens gældssanering. Den individualforfølgning, som modregning indebærer, er ikke rimelig ved en ophævelse, der skal tjene en universalforfølgning, der er begæret af kontohaveren selv.

En lovbestemmelse, der udelukker modregning i denne situation, vil være i overensstemmelse med Pengeinstitutankenævnets praksis på området. Da det imidlertid såvel i dele af den juridiske litteratur som i praksis fortsat synes at være opfattelsen, at der kan ske modregning, er der efter Konkursrådets opfattelse behov for en lovregel, der præciserer retstilstanden i overensstemmelse med Pengeinstitutankenævnets praksis.

Der henvises til betænkningen side 121 ff.

4.2.2.10. Justitsministeriet kan i det væsentlige tilslutte sig Konkursrådets synspunkter og forslag. Justitsministeriet er således enig i, at der med udgangspunkt i den seneste retspraksis på området bør udformes lovregler om behandlingen i gældssaneringssager af skyldnerens pensionsordninger, og at det bør være skyldnerens forhold på opsparingstidspunktet, der i givet fald er afgørende for, om en pensionsordning helt eller delvist skal inddrages i gældssaneringssagen.

Som anført ovenfor, foreslår Konkursrådet, at skifteretten, i de tilfælde hvor en hel eller delvis ophævelse af en skyldners pensionsordning kræver samtykke fra skyldnerens arbejdsgiver, efter skyldnerens anmodning skal kunne ophæve ordningen, selv om arbejdsgiveren ikke vil give samtykke hertil. Skifteretten skal efter forslaget kun kunne ophæve en pensionsordning, hvis arbejdsgiverens samtykke er den eneste hindring for ophævelse af ordningen.

I forbindelse med høringen over betænkningen har Dansk Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark samt Forsikring & Pension anført, at de ordninger, som den foreslåede regel vil vedrøre, er oprettet som led i kollektive overenskomster indgået mellem arbejdsmarkedets parter. Indførelsen af en regel som foreslået af Konkursrådet vil således rejse en række principielle spørgsmål med hensyn til indgreb i forhold, som er reguleret i aftaler indgået mellem arbejdsmarkedets parter. Det er overenskomstparterne, der fastlægger de overordnede rammer for arbejdsmarkedspensionsordningerne, som dermed er undergivet de særlige aftalemæssige vilkår på arbejdsmarkedet. Efter organisationernes opfattelse bør der derfor ikke indføres særlige regler, der giver mulighed for at ophæve en pensionsordning etableret inden for rammerne af en kollektiv overenskomst i videre omfang end, hvad der følger af den pågældende overenskomst.

Forsikring & Pension har endvidere oplyst, at den regel, der foreslås af Konkursrådet, i praksis kun vil omfatte forholdsvis få pensionsordninger, idet der i forhold til det samlede marked for overenskomst- og firmaaftalte arbejdsmarkedspensioner vil være ganske få tilfælde, hvor den eneste betingelse for genkøb er arbejdsgiverens samtykke.

På denne baggrund er der efter Justitsministeriets opfattelse ikke tilstrækkeligt grundlag for at indføre en regel, hvorefter skifteretten i de tilfælde, hvor en ophævelse af en skyldners pensionsordning kræver samtykke fra skyldnerens arbejdsgiver, får mulighed for at ophæve pensionsordningen, selv om arbejdsgiveren ikke vil give samtykke til ophævelsen.

I de sager, hvor en arbejdsmarkedspension helt eller delvist vil skulle inddrages i gældssaneringssagen, må dette således ske på samme måde som for andre typer af pensionsordninger, der ikke kan genkøbes, dvs. ved en forlængelse af den periode, hvor skyldneren skal afdrage på den bestående del af gælden, eller ved, at skyldneren på anden måde end ved genkøb af pensionsordningen tilvejebringer et (engangs)beløb til kreditorerne.

Justitsministeriet er enig med Konkursrådet i, at der bør være mulighed for, at skifteretten ligesom i dag i særlige tilfælde efter en konkret vurdering af den pågældende pensionsordning og skyldnerens forhold i øvrigt helt eller delvist kan inddrage pensionsordningen i gældssaneringssagen, selv om der for så vidt ikke har været tale om uforholdsmæssige eller urimelige indbetalinger på ordningen. Formålet med den foreslåede er at undgå de særlige situationer, hvor en skyldner, der har en betydelig pensionsopsparing og derfor vil få usædvanligt gode økonomiske forhold efter udbetaling af ordningen, vil kunne få gældssanering, uden at pensionsordningen kan inddrages i gældssaneringssagen til fordel for kreditorerne. Det er hensigten, at reglen alene skal anvendes i særlige tilfælde med henblik på at undgå konkret stødende gældssaneringer. Der vil således f.eks. ikke kunne ske inddragelse af skyldnerens pensionsordning, hvis der alene er tale om en sædvanlig og almindelig arbejdsmarkedspension.

Justitsministeriet er også enig med Konkursrådet i, at der bør indføres en regel, der sikrer, at en udbetaling fra skyldnerens pensionsordning ikke uden videre inddrages fuldt ud som en indtægt for skyldneren i gældssaneringssagen. Et opsparet pensionsbeløb skal således reelt dække skyldnerens behov i en længere periode end gældssaneringens afdragsperiode, og en fuldstændig inddragelse af udbetalingen f.eks. fra en kapitalpension, der kommer til udbetaling på én gang, vil tillige skabe en ubalance i forhold til udbetalinger fra en ratepension, hvor normalt alene en del af udbetalingerne i givet fald vil falde i afdragsperioden.

Justitsministeriet agter efter en vedtagelse af lovforslaget at udstede en bekendtgørelse om gældssanering, der bl.a. vil indeholde nærmere bestemmelser om fastsættelsen af skyldnerens budget og afdragsperioden, jf. pkt. 4.3.2 nedenfor. Der forventes i den forbindelse med udgangspunkt i Konkursrådets overvejelser og forslag fastsat regler om behandlingen i gældssaneringssagen af udbetalinger fra pensionsordninger til skyldneren eller dennes ægtefælle eller samlever.

Justitsministeriet kan endelig tilslutte sig, at der bør udformes en lovregel, der i overensstemmelse med Pengeinstitutankenævnets praksis udtrykkeligt fastslår, at pengeinstitutter, forsikringsselskaber mv. ikke kan modregne i pensionsordninger, der ophæves som led i en gældssanering.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 10, 11 og 14 (forslag til konkurslovens § 216, stk. 5 og 6, og § 222 a), og bemærkningerne hertil.

4.3. Budgetforhold

4.3.1. Gældende ret

I forbindelse med en gældssanering vil skifteretten normalt nedskrive skyldnerens gæld til en vis procentdel af den oprindeligt pålydende værdi. Nedskrives gælden, skal skyldneren betale en vis del af sin fremtidige indtægt til de fordringshavere, som er omfattet af gældssaneringen. Den periode, hvor skyldneren pålægges at betale en vis del af sin indtægt til fordringshaverne (afdragsperioden), fastsættes typisk til 5 år.

Dette forudsætter, at der inden, der afsiges kendelse om gældssanering, skabes klarhed over skyldnerens indtægter og udgifter samt, hvilke af disse poster der kan og skal indgå i budgettet for afdragsperioden.

Det er i konkursloven ikke angivet, hvilke udgiftsposter der kan medtages i budgettet. Der har i stedet udviklet sig en righoldig retspraksis vedrørende udarbejdelsen af skyldnerens budget. Budgettet opdeles i indtægter, hvor enhver form for husstandens faste og kendte indtægter som udgangspunkt skal medtages i budgettet, og udgifter, hvor en række faste og kendte udgifter, der er nødvendige til at opretholde husstandens beskedne livsførelse, medtages. Herudover skal husstanden have et uspecificeret beløb til nødvendige leveomkostninger, som f.eks. mad, tøj, aviser, tandlæge og fritidsaktiviteter. Dette udgiftsbeløb betegnes som rådighedsbeløbet, idet skyldneren selv har rådighed over anvendelsen.

Husstandens indtægter omfatter nettolønnen, dvs. lønindtægt fratrukket kildeskat, kirkeskat, ATP-bidrag, arbejdsmarkedsbidrag, bidrag til den særlige pensionsopsparing samt eventuelt bidrag til en overenskomstmæssig pensionsopsparing, hvor bidragene trækkes af arbejdsgiveren ved lønudbetalingen. Alle former for faste indtægter skal som udgangspunkt medtages i budgettet. Det gælder således også andre indkomsttyper som f.eks. dagpenge og pension, ligesom offentlige ydelser og indtægter vedrørende børn medtages i budgettet.

For visse særlige indtægter er det uafklaret i retspraksis, om de skal medtages i skyldnerens budget, eller om de kan udelades til dækning af visse af skyldnerens særlige behov. Det gælder bl.a. for indtægter, herunder renteindtægter, fra erstatnings- og forsikringssummer, der ydes som kompensation for tabt erhvervsevne henholdsvis kompensation for varigt mén. Retspraksis på dette område er nærmere beskrevet i betænkningen side 141 f.

De faste udgifter medtages med de faktiske beløb, og følgende poster anerkendes sædvanligvis som særskilte udgiftsposter i budgettet: Boligudgift inkl. varme, el, gas og vand, faglige kontingenter, husstandsforsikring, nødvendige transportudgifter (dvs. udgift til offentlig transport eller rimelige udgifter til bil, navnlig når skyldneren har behov for transport mellem hjem og arbejde), telefonabonnement, licens, bidragsforpligtelser, udgifter til børnepasning og ydelser på ægtefællens eller samleverens gæld.

Derudover tillader man i praksis skyldneren at medtage forskellige individuelle udgifter til dækning af dennes særlige behov, herunder f.eks. til medicin. Spørgsmålet om, hvorvidt dette også skal gælde, hvis skyldneren er tildelt en særlig ydelse, herunder f.eks. invaliditetsbeløb, som kompensation for særlige behov, er uafklaret i retspraksis, jf. betænkningen side 142 f.

I betænkningen side 142 refereres en spørgeskemaundersøgelse foretaget i 1998 blandt landets skifteretter, der viste, at der var stor forskel på typen af de individuelle udgiftsposter, der tillades medtaget i budgettet.

Der er ikke i konkursloven fastsat nogen beløbsmæssig ramme for størrelsen af rådighedsbeløbet. De fleste skifteretter har imidlertid fastsat vejledende satser for størrelsen på rådighedsbeløbet. Den ovennævnte spørgeskemaundersøgelse viste, at 80 procent af de skifteretter, der besvarede spørgeskemaet, havde fastsat (vejledende) satser for rådighedsbeløbet.

Af undersøgelsen fremgik, at rådighedsbeløbet ved skifteretterne i 1997/98 for enlige varierede mellem 2.500 kr. og 3.500 kr., for par mellem 4.000 kr. og 6.000 kr., og for børn mellem 800 kr. og 1.500 kr. pr. barn. Forskellene i rådighedsbeløbet må dog også ses i lyset af, hvilke udgiftsposter de enkelte skifteretter tillader medtaget på skyldnerens budget. Enkelte skifteretter oplyste, at de nedsatte rådighedsbeløbet pr. barn, når skyldneren havde mere end et barn, og nogle skifteretter anvendte et højere rådighedsbeløb for børn, hvis skyldneren var enlig forsørger.

Sø- og Handelsrettens skifteret opererer i 2005 med vejledende satser på 3.500 kr. for en enlig og 6.000 kr. for et par, med tillæg af 1.100 kr. pr. barn med to forsørgere og 1.300 kr. pr. barn med en enlig forsørger, dog således at der ved flere børn kan ske en skønsmæssig nedsættelse af det samlede rådighedsbeløb.

4.3.2. Lovforslagets udformning

4.3.2.1. Efter Konkursrådets opfattelse bør der i modsætning til i dag, hvor retningslinjerne for udarbejdelsen af skyldnerens budget er udviklet i retspraksis, i en bekendtgørelse udstedt af justitsministeren fastsættes nærmere regler for, hvilke indtægts- og udgiftsposter i afdragsperioden der kan medtages i skyldnerens budget, samt regler om størrelsen af skyldnerens rådighedsbeløb.

Som begrundelse herfor anfører Konkursrådet, at der i skifteretternes praksis har vist sig visse forskelle i, hvilke udgiftsposter der tillades medtaget direkte på budgettet, og at der ved de fleste skifteretter synes at være opstået en praksis med fastsættelse af lokale vejledende satser for størrelsen af rådighedsbeløbet. Dette indebærer en risiko for, at skyldnere, der får saneret deres gæld, vil have forskellige økonomiske forhold i afdragsperioden, afhængigt af hvor i landet de har bopæl. Ved at fastsætte faste regler om, hvilke poster der kan medtages særskilt i budgettet, vil der i højere grad blive tale om en ensartet behandling af sager om gældssanering.

Endvidere vil faste rammer for budgettet og et fast rådighedsbeløb på forhånd sikre skyldneren en bedre indsigt i, hvilke økonomiske forhold skyldneren må leve under i afdragsperioden, hvilket muligvis vil kunne indebære en mindre nedgang i antallet af ansøgninger om gældssanering, der alligevel ikke ville være endt med en kendelse om gældssanering. I dag trækker flere skyldnere efter det for Konkursrådet oplyste, således deres begæring om gældssanering tilbage, når de €" typisk på første møde i skifteretten, men undertiden først, når medhjælperen har udarbejdet et budget €" erfarer, hvilket beløb de har til rådighed i afdragsperioden. Kan skifteretterne allerede i forbindelse med den almindelige vejledning om betingelserne for og fremgangsmåden ved indgivelse af ansøgning om gældssanering, jf. retsplejelovens § 14, stk. 3, oplyse om det beløb, som skyldneren vil have til rådighed i afdragsperioden, vil det kunne skabe et mere fyldestgørende beslutningsgrundlag for den, der overvejer at søge gældssanering.

Konkursrådet peger samtidig på, at der i Norge, Sverige og Finland er fastsat nærmere regler om, hvilke poster der kan medtages på budgettet med den faktiske udgift, ligesom størrelsen af rådighedsbeløbet, der skal dække de resterende udgifter, er fastsat ved administrative forskrifter.

En sådan bekendtgørelse bør efter Konkursrådets opfattelse udformes efter nedenstående retningslinjer, jf. også betænkningen side 533 ff., der indeholder et udkast til bekendtgørelse om gældssanering.

4.3.2.2. Med hensyn til fastsættelsen af indtægterne på skyldnerens budget anfører Konkursrådet, at der navnlig som følge af den uklare retstilstand vedrørende behandlingen af indtægter, der stammer fra forsikrings- og erstatningssummer samt visse offentlige ydelser i sager om gældssanering, bør fastsættes nærmere regler om de indtægter, der kan medtages i budgettet.

Konkursrådet finder, at man ved vurderingen af, om visse offentlige ydelser, forsikringsydelser samt erstatninger, herunder renteindtægter fra udbetalte erstatninger, skal inddrages i gældssaneringssagen, bør lægge vægt på, hvad de forskellige summer skal kompensere. Må de pågældende beløb anses som kompensation for mistet (fremtidig) indtægt, skal de medtages som en indtægt for skyldneren. Må beløbene derimod anses for at være af personlig karakter og kompensation for en ikke-økonomisk skade, skal de ikke medtages som en indtægt for skyldneren.

Mén- og invaliditetsgodtgørelser og lignende, der er af personlig karakter og må antages at skulle kompensere for en ikke-økonomisk skade, bør således ikke inddrages i gældssaneringssagen. Dette bør efter Konkursrådets opfattelse samtidig indebære, at disse midler ikke skal indgå i vurderingen af, om den økonomiske betingelse efter konkurslovens § 197, stk. 1, er opfyldt, jf. pkt. 4.1.2 ovenfor, hvor det anføres, at der på alle stadier af gældssaneringssagen så vidt muligt bør være parallelitet mellem reglerne om ansættelse af det månedlige rådighedsbeløb og konkurslovens § 197 for så vidt angår vurderingen af, hvilke indtægts- og udgiftsposter der skal medtages i gældssaneringssagen, dvs. at der ved vurderingen af om skyldneren er håbløst forgældet, alene bør medtages den del af skyldnerens formue, der vil kunne inddrages i gældssaneringssagen til fordeling blandt kreditorerne. Dette bør dog efter Konkursrådets opfattelse alene gælde i de tilfælde, hvor midlerne kan afgrænses i forhold til skyldnerens øvrige formue, jf. herved princippet i retsplejelovens § 513, stk. 1, hvorefter udlæg i udbetalte erstatningsbeløb mv. kun kan foretages, hvis beløbet er holdt klart adskilt fra skyldnerens øvrige formue.

Erstatning for erhvervsevnetab, der skal kompensere for mistet fremtidig indtægt, der i givet fald ville være indgået i gældssaneringen, bør derimod inddrages i gældssaneringssagen. Inddragelsen bør efter Konkursrådets opfattelse alene ske forholdsmæssigt, således at kun den del af erstatningssummen, der vedrører afdragsperioden, inddrages.

Har en 45-årig skyldner eksempelvis modtaget en kapitalerstatning for erhvervsevnetab på 400.000 kr., vil alene de 100.000 kr. skulle inddrages i gældssaneringssagen til fordeling til kreditorerne, hvis betalingsperioden fastsættes til 5 år, og folkepensionsalderen er 65 år. De resterende 300.000 kr. må antages at vedrøre kompensation for perioden fra det tidspunkt, hvor skyldneren fylder 50 år, og ligger således uden for afdragsperioden. I overensstemmelse med det, der er anført ovenfor, bør endvidere alene de 100.000 kr. herefter indgå i vurderingen af den økonomiske betingelse efter forslaget til konkurslovens § 197, stk. 1, jf. ovenfor.

Ved beregningen af den forholdsmæssige fordeling af et beløb mellem afdragsperioden og resten af den erhvervsaktive periode, som beløbet skal kompensere, må der efter Konkursrådets opfattelse tages udgangspunkt i den til enhver tid værende folkepensionsalder.

Særligt for så vidt angår de ydelser €" invaliditetsbeløb og erhvervsudygtighedsbeløb €" der ydes til visse modtagere af førtidspension, anfører Konkursrådet, at det må antages, at ydelserne (først og fremmest) ydes som kompensation for manglende mulighed for erhvervsmæssig indtjening. Ydelserne bør derfor medtages ved beregningen af skyldnerens indtægter. Dette indebærer en ændring i forhold til den retstilstand, der følger af Højesteret kendelse gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1998, side 45, hvorefter invaliditetstillægget kunne holdes ude af gældssaneringsbudgettet.

4.3.2.3. Om de særskilte udgiftsposter i budgettet anfører Konkursrådet, at gældssaneringsbudgettet med henblik på at opnå en større gennemsigtighed med hensyn til behandlingen af sager om gældssanering bør indeholde så få særskilte poster som muligt, hvilket også er tilfældet i de andre nordiske lande. Dette vil samtidig indebære en ekspeditionsmæssig lettelse af sagsbehandlingen for skifteretten og skifterettens medhjælper.

Det er derfor som udgangspunkt alene udgiftsposter, der indgår i en typisk husstands budget, og hvis størrelse varierer af grunde, der ikke afhænger af skyldnerens forhold, som bør medtages særskilt i budgettet. Udgifter til telefonabonnement og licens må f.eks. i dag på grundlag af den almindelige levestandard anses som helt sædvanlige udgifter i den normale husholdning, og der er derfor ikke grundlag for at opføre disse særskilt på budgettet. Herudover bør der fortsat kunne medtages udgifter, der er forbundet med den enkelte skyldners kroniske lidelser og handicap.

Følgende udgifter bør efter Konkursrådets vurdering fortsat medtages særskilt i budgettet:

1. Boligudgifter

2. Fagforeningskontingent og bidrag til A-kasse

3. Udgifter til børnepasning

4. Udgifter til samvær med børn

5. Bidragsforpligtelser (fastsat bidrag eller bidrag svarende til normalbidraget)

6. Udgifter til medicin og hjælpemidler vedrørende kroniske lidelser og handicap

7. Ekstraordinære transportudgifter

8. Udgifter til helt særlige behov

9. Ydelser på ægtefællens eller samleverens gæld

Kun udgifterne til samvær med børn samt i visse tilfælde udgifter til medicin og hjælpemidler vedrørende kroniske lidelser og handicap adskiller sig fra de poster, der efter Konkursrådets oplysninger i dag almindeligvis medtages på et gældssaneringsbudget, hvor der dog typisk efter praksis hos den enkelte skifteret tillige medtages yderligere en række forskellige udgiftsposter.

Boligudgifter bør omfatte en efter forholdene i lokalområdet rimelig udgift til husleje eller ydelser på prioritetsgæld, eventuelle faste fællesudgifter, ejendomsskatter, almindelig ejendomsforsikring, udgifter til vand, strøm og varme. Ønsker skyldneren herudover at tegne en indboforsikring, må udgiften hertil derimod tages af rådighedsbeløbet.

Vurderingen af, om boligudgiften er rimelig, skal i princippet ikke foretages i forbindelse med godkendelsen af budgettet. Det skal efter Konkursrådets opfattelse fortsat ske allerede ved sagens indledning. Finder skifteretten på dette tidspunkt, at boligudgiften ikke er rimelig, og kan ægtefællen eller samleveren ikke betale den »urimelige« del af boligudgiften ved siden af den del af fællesudgifterne, der påhviler den pågældende, må sagen afvises, da der i så fald ikke er udsigt til, at en gældssanering vil medføre en varig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold.

Udgifter til fagforeningskontingent og bidrag til A-kasse er så tæt forbundet med erhvervelsen af indkomst, at skyldneren efter Konkursrådets opfattelse under alle omstændigheder bør sikres plads i budgettet til at afholde disse udgifter. Bidrag til skyldnerens efterlønsordning bør derimod efter rådets opfattelse afholdes af rådighedsbeløbet, idet indbetalinger til en efterlønsordning reelt må betragtes som en opsparing til skyldnerens fordel.

Udgiften til børnepasning foreslås ligeledes medtaget på budgettet, da det er en udgiftspost, hvis størrelse afhænger af, i hvilken kommune skyldneren har bopæl.

Konkursrådet anfører, at der i budgettet alene bør medtages udgifter til ordinær børnepasning, således at f.eks. udgifter til en privatantaget børnepasser, der passer skyldnerens børn i få timer uden for skyldnerens arbejdstid, ikke kan medtages. Det er således børnepasning, der sker som et nødvendigt led i skyldnerens eller dennes ægtefælles varetagelse af lønarbejde, der kan medtages på budgettet.

Konkursrådet finder, at en skyldner, der har ret til samvær med et barn, der bor hos den anden af forældrene, skal sikres midler til at gennemføre dette samvær ved, at der afsættes midler hertil på budgettet, herunder primært til transportudgifter for barnet eller skyldneren.

I Norge er det ligeledes ved en lovændring i 2003 indføjet i gjeldsordningsloven, at der ved beregningen af den dividende, som skyldneren skal betale sine kreditorer, skal tages hensyn til rimelige udgifter, der er forbundet med, at skyldneren udøver samvær med et barn.

Om udgifterne i det enkelte tilfælde skal behandles efter reglerne om rådighedsbeløb vedrørende hjemmeboende børn, jf. nærmere nedenfor, eller efter regler om samvær med børn, må løses konkret i den enkelte sag, bl.a. ud fra en vurdering af samværets omfang. Har skyldneren sit barn boende halvdelen af tiden €" f.eks. hver anden uge €" bør skyldneren i budgettet kunne medtage halvdelen af det beløb, der normalt afsættes som rådighedsbeløb for et barn af tilsvarende alder. I den situation bør der ikke afsættes yderligere beløb til gennemførelse af samvær.

Budgetposten b idragsforpligtelser vedrører såvel husstandens udgifter til børnebidrag som underholdsbidrag. Det er alene udgiften svarende til et almindeligt bidrag, dvs. et fastsat bidrag eller bidrag svarende til normalbidraget, der kan medtages i budgettet.

Som anført ovenfor om behandlingen af visse af skyldnerens særlige indtægter, foreslås det særlige invaliditetsbeløb, der tidligere kunne tildeles visse førtidspensionister, medtaget som en indtægt på budgettet. Som følge heraf vil en skyldners udgifter til medicin og hjælpemidler vedrørende kroniske lidelser og handicap som udgangspunkt kunne medtages som en post på budgettet, uden at det skal overvejes, om skyldneren modtager særlige ydelser, der holdes uden for budgettet, og hvoraf udgiften primært bør afholdes. Dette gælder f.eks. også for udgifter til invalidebil og invalideknallert eller andre omkostninger forbundet med transport, men også andre særlige udgifter, som er knyttet til skyldnerens handicap eller lidelse, vil kunne medtages.

Konkursrådet har overvejet, om beløb fra en mén- og invaliditetsgodtgørelse eller lignende i relation til gældssanering bør anses for at skulle dække de udgifter, der er forbundet med indkøb af medicin og andet udstyr mv. vedrørende den pådragne skade.

Eftersom rådet foreslår disse ydelser holdt uden for gældssaneringssagen med den begrundelse, at de er af personlig karakter og må antages at skulle kompensere for en ikke-økonomisk skade, synes det efter Konkursrådets opfattelse umiddelbart at være mest rimeligt, at midlerne anvendes til dækning af de udgifter, der er forbundet med de skader, der kompenseres for.

På den anden side vil vurderingen af, om udgifterne til medicin og lignende skyldes den indtrufne skadesbegivenhed eller andre konkurrerende skadesårsager, kunne være ganske kompliceret. Det bør derfor ikke i alle tilfælde pålægges skifteretten eller dennes medhjælper at vurdere, om skyldnerens medicinudgifter og lignende skyldes den skadesbegivenhed, der har udløst beløbet, eller andre konkurrerende skadesårsager. Er der imidlertid en åbenbar årsagssammenhæng mellem den indtrufne skadesbegivenhed, der har udløst den særlige ydelse, erstatning eller lignende, og en udgift til medicin mv. i skyldnerens budget, finder Konkursrådet, at skyldneren primært må skulle afholde udgiften af den ydelse mv., der i øvrigt kan holdes ude af gældssaneringssagen.

Konkursrådet foreslår derfor, at skyldneren kun skal kunne medtage en udgift til medicin og andet udstyr mv. vedrørende kroniske lidelser eller handicap på gældssaneringsbudgettet, hvis udgiften ikke kan afholdes inden for en særlig ydelse mv., der er af personlig karakter og må antages at skulle kompensere skyldneren for en ikke-økonomisk skade, og hvis der er en åbenbar årsagssammenhæng mellem den indtrufne skade, der har udløst den særlige ydelse, erstatning eller lignende, og udgiften til medicin mv.

Indføres der ikke en sådan særregel, vil det efter Konkursrådets opfattelse indebære, at den procent, hvortil fordringerne i gældssaneringssagen skal nedskrives, i et øget antal sager om gældssanering må fastsættes til 0, eftersom udgifterne til f.eks. medicin i praksis kan udgøre en meget væsentlig omkostning på skyldnerens budget. Udgift til medicin mv., der ikke følger af en kronisk lidelse eller af et handicap, må afholdes af rådighedsbeløbet.

Transportudgifter skal som udgangspunkt dækkes af rådighedsbeløbet, inden for hvilket der er afsat et beløb svarende til et normalt månedskort til den offentlige transport. Yderligere udgifter til transport bør dog kunne medtages som en særskilt post i budgettet, hvis skyldneren kan dokumentere et konkret og særligt behov for at benytte motorkøretøj til erhvervelse af sin indkomst. Det er herved forudsat, at transporten ikke (uden meget væsentlig ulempe) kan foretages i offentlige transportmidler, hvilket er i overensstemmelse med gældende praksis. Det samme må gælde, hvis skyldnerens udgifter til offentlig transport i forbindelse med erhvervelse af indkomst overstiger prisen på et månedskort til den regionale offentlige transport.

Konkursrådet finder, at opregningen af udgiftsposter på budgettet bør være udtømmende, således at øvrige udgiftsposter må afholdes af skyldnerens rådighedsbeløb. Konkursrådet foreslår dog, at der helt undtagelsesvist på budgettet kan medtages andre faste udgifter, som er påkrævet for at dække skyldnerens og dennes husstands helt særlige behov. Som eksempel nævnes, at udgifter forbundet med, at skyldneren har valgt at lade sine børn gå i privatskole eller tage ophold på en efterskole, som udgangspunkt vil skulle dækkes af rådighedsbeløbet. Er der helt særlige hensyn at tage til skyldnerens barn, herunder f.eks. sygdom eller lignende, finder Konkursrådet dog, at der undtagelsesvist bør være mulighed for at medtage udgiften særskilt i budgettet.

Ydelser på gæld, som skyldnerens ægtefælle eller samlever hæfter for, bør efter Konkursrådets opfattelse kunne medtages på budgettet under forudsætning af, at skyldnerens ægtefælle eller samlever efter fradrag af et beløb svarende til halvdelen af husstandens udgifter er i stand til af sin resterende nettoindkomst i givet fald at dække afdragene på denne gæld. Ydelser på gæld, som vedrører husstandens bolig eller transportmiddel, er dog i forvejen medtaget særskilt på budgettet og kan derfor ikke medtages under denne budgetpost, medmindre hele skyldnerens nettoindkomst bliver anvendt til afdrag på den gæld, som skyldneren hæfter for, jf. herved pkt. 4.4.2.1. nedenfor, hvor der er redegjort for, at et beløb svarende til skyldnerens nettoindkomst efter Konkursrådets opfattelse bør være det maksimale, som skal betales til kreditorerne i forbindelse med gældssanering. I sidstnævnte tilfælde vil der således ikke være nogen begrænsninger i, hvilke gældsposter skyldnerens ægtefælle eller samlever kan afdrage på.

4.3.2.4. Vedrørende rådighedsbeløbet anfører Konkursrådet, at forslaget om at fastsætte nærmere reger for udformningen af skyldneres budget alene sigter mod at skabe en mere ensartet praksis for skifteretternes behandling af sager om gældssanering. Det er derimod ikke hensigten, at præciseringen af reglerne skal medføre en ændring af den levefod, som en husstand på landsplan gennemsnitligt må antages at have i afdragsperioden, og dermed af det beløb, som skyldneren skal betale sine kreditorer i afdragsperioden.

Indskrænkningen i antallet af poster, der særskilt kan medtages på budgettet, indebærer, at rådighedsbeløbet må øges for at sikre, at skyldnernes forhold ikke forringes i forhold til den nuværende retspraksis. Det er imidlertid vigtigt ved fastsættelsen af størrelsen på det nye rådighedsbeløb at påse, at stigningen i rådighedsbeløbet alene udgør et beløb, der svarer til nedgangen i størrelsen af de poster, der kan medtages på budgettet.

Konkursrådet har overvejet muligheden for at fastsætte størrelsen af rådighedsbeløbet med udgangspunkt i satserne for dagpenge, kontanthjælp eller folkepensionens grundbeløb, men har fundet det mere hensigtsmæssigt, at det nærmere søges belyst, hvilket beløb der faktisk er nødvendigt for at opretholde en beskeden levefod. Den endelige størrelse af rådighedsbeløbet bør således efter Konkursrådets opfattelse fastsættes på grundlag af en beregning af størrelsen af de faktiske udgifter til de enkelte poster, som skal dækkes af rådighedsbeløbet. Rådighedsbeløbet skal således dække de poster i et almindeligt husholdningsbudget, der ikke kan medtages som en særskilt udgiftspost i budgettet.

Konkursrådet har taget udgangspunkt i det husholdningsbudget, som Forbrugerinformationen har udarbejdet, og som angiver at være udtryk for, hvad der er et »rimeligt forbrug«. Udgifterne er beregnet som varernes pris divideret med levetid, og budgettet rummer ikke udgifter til reparationer eller til den opsparing, der er nødvendig for at kunne udskifte en vare, når det bliver nødvendigt. Det er samtidig forudsat, at husstanden er etableret, dvs. at der både er møbler, køleskab, køkkenudstyr og sengelinned. Forbrugerinformationens husholdningsbudget indeholder ikke udgifter, som Konkursrådet finder bør medtages som en særskilt udgiftspost på budgettet.

De følgende budgeteksempler stammer fra Forbrugerinformationens budget fra 2002, jf. betænkningen side 167 ff.

Månedligt budget for en enlig mand på 30-49 år:

For andre enlige i den erhvervsaktive alder udgør beløbet ifølge Forbrugerinformationens budgetter mellem 4.041 og 4.178 kr.

Et månedligt budget for en mand på 30-49 år, der lever i parforhold (og afholder halvdelen af husstandens udgifter), er med samme udgiftsposter opgjort til 3.649 kr. For andre i den erhvervsaktive alder, der lever i parforhold, udgør beløbet mellem 3.408 og 3.557 kr.

På baggrund af de små forskelle i budgetterne for de enkelte persongrupper finder Konkursrådet ikke grundlag for at operere med forskellige satser for skyldnere afhængig af deres køn og alder. Konkursrådet bemærker i øvrigt, at Forbrugerinformationens noget lavere budgettal for pensionister ikke bør medtages ved fastlæggelsen af rådighedsbeløbet, eftersom denne gruppe sjældent optræder i gældssaneringssager.

Konkursrådet foreslår på den baggrund, at der ved fastsættelsen af det rådighedsbeløb, som en skyldner og dennes ægtefælle eller samlever skal have hver måned i afdragsperioden, tages udgangspunkt i følgende beløb, der fremkommer som et gennemsnit af de forskellige budgettal (2002-tal):

Konkursrådet foreslår endvidere, at dette beløb årligt skal reguleres med 2,0 pct. nedsat eller forhøjet med den såkaldte tilpasningsprocent, hvilket svarer til den regulering, der sker af overførselsindkomster og visse andre satser, herunder indtægts- og beløbsgrænser for fri proces, på grundlag af årslønsudviklingen på arbejdsmarkedet.

På tilsvarende måde har Konkursrådet beskrevet et månedligt budget på 1.085 kr. for et barn på mellem 0-½ år, der lever sammen med begge forældre. For andre børn under 18 år udgør beløbet mellem 1.110 kr. og 2.551.

Konkursrådet finder, at der for børn bør differentieres mellem aldersgrupperne. Baggrunden herfor er dels den større faktiske forskel, der efter Forbrugerinformationens budgetter er i udgifterne til børn afhængig af deres alder, dels at den børnefamilieydelse, der gives forældre med børn under 18 år, har aldersdifferentierede satser.

Konkursrådet peger i den forbindelse på, at skyldnerens økonomiske forhold ville bliver påvirket af børnenes alder, hvis der på grundlag af Forbrugerinformationens forskellige budgettal for børn blev fastsat et fast gennemsnitligt rådighedsbeløb pr. barn, idet skyldneren €" under forudsætning af, at udgifter til børnepasning medtages i budgettet €" ville få frie midler til rådighed, hvis skyldneren har børn i alderen 0-6 år, hvorimod udgifter til børn i alderen 7-17 år delvist må tages fra den pågældendes eget rådighedsbeløb. Dette skyldes, at den udgift på Forbrugerinformationens husholdningsbudget, der er forbundet med et barns livsophold, stiger med alderen (når der bortses fra udgiften til børnepasning).

Konkursrådet finder på denne baggrund, at der passende kan fastsættes følgende rådighedsbeløb pr. barn (2002-tal):

Taksterne bør efter Konkursrådets opfattelse gælde i alle situationer, dels når barnet bor hos begge forældre, dels når barnet alene bor hos den ene af forældrene. De regler, som er foreslået nedenfor i pkt. 4.4.2 om behandlingen af børnerelaterede indtægter og udgifter sammenholdt med, at sådanne indtægter og udgifter ofte tager højde for den faktiske familiesammensætning, må efter Konkursrådets opfattelse antages at ville udjævne den forskel, der i praksis af nogle skifteretter antages at være mellem udgifterne til et barn, der bor ved den ene henholdsvis begge forældre.

Konkursrådet har overvejet at gennemgå en række allerede afgjorte gældssaneringssager med henblik på at vurdere, hvorvidt de foreslåede rådighedsbeløb og budgetregler vil stille skyldnerne væsentligt ringere eller bedre end efter de nugældende regler. Rådet har imidlertid afstået herfra, fordi der som anført ovenfor næppe i dag kan beskrives en fast praksis for størrelsen af rådighedsbeløbet og for, hvilke udgifter der i dag tillades medtaget på budgettet.

Der henvises til betænkningen side 156 ff.

4.3.2.5. Justitsministeriet kan i det væsentlige tilslutte sig Konkursrådets synspunkter. Justitsministeriet er således enig i, at der med henblik på at sikre en mere ensartet og forudsigelig behandling af sager om gældssanering, herunder fastsættelse af det beløb, som skyldneren har at leve for i afdragsperioden (rådighedsbeløbet) og dermed af det beløb, som skyldneren skal betale til sine kreditorer, i bekendtgørelsesform bør fastsættes nærmere regler om udarbejdelsen af skyldnerens budget. En sådan bekendtgørelse vil i overensstemmelse med Konkursrådets forslag indeholde nærmere regler, om hvilke indtægts- og udgiftsposter der kan medtages på budgettet og om fastsættelsen af skyldnerens rådighedsbeløb.

I forbindelse med høringen over betænkningen er der bl.a. blevet peget på, at der bør være adgang til at foretage en skønsmæssig helhedsvurdering af skyldnerens udgifter, således at f.eks. særligt lave faste udgifter skal kunne føre til, at skyldneren kan have et større rådighedsbeløb i afdragsperioden.

Justitsministeriet finder imidlertid ligesom Konkursrådet, at der ikke bør være adgang til at foretage en sådan generel »helhedsvurdering« af skyldnerens økonomiske forhold, f.eks. ved at forhøje rådighedsbeløbet for at »belønne« den skyldner, der har lave faste udgifter. De foreslåede regler om faste budgetposter og rådighedsbeløb vil således medvirke til at udjævne regionale forskelle i størrelsen af de faste poster på budgettet, f.eks. boligudgifter, således at skyldnere som udgangspunkt vil have det samme rådighedsbeløb, uanset størrelsen på de faste udgifter, der kan medtages som en særskilt udgiftspost på budgettet. Har en skyldner lave faste omkostninger, bør det efter Justitsministeriets opfattelse komme kreditorerne til gode i form af en højere dividende.

Hertil kommer, at skifteretten efter de foreslåede regler har mulighed for at tillade, at der helt undtagelsesvist på budgettet kan medtages andre faste udgifter, som er påkrævet for at dække skyldnerens og dennes husstands helt særlige behov €" og dermed tillade en forhøjelse af det beløb, som skyldneren skal kunne beholde af sin indtægt i afdragsperioden.

Justitsministeriet er endvidere enig med Konkursrådet i, at størrelsen af rådighedsbeløbet bør fastsættes på grundlag af en opgørelse over de faktiske udgifter til de enkelte poster, som skal dækkes af rådighedsbeløbet, og at dette passende kan ske på grundlag af Forbrugerinformationens husholdningsbudgetter. Det bemærkes i den forbindelse, at satserne for kontanthjælp mv. i dag beregnes som et månedligt bruttobeløb, der som udgangspunkt skal dække alle modtagerens udgifter til mad, tøj, bolig mv. samt eventuelle udgifter til børn. Disse satser må derfor efter Justitsministeriets opfattelse anses for mindre egnede til at danne udgangspunkt for fastsættelsen af rådighedsbeløbet i sager om gældssanering, hvor der er spørgsmål om at opgøre det beløb, som skyldneren skal betale til sine kreditorer i en periode som led i sanering af en håbløs gældsforpligtelse.

Justitsministeriet er også enig med Konkursrådet i, at rådighedsbeløbet bør fastsættes på grundlag af en gennemsnitsberegning af Forbrugerinformationens husholdningsbudgetter, og at der som følge af de begrænsede forskelle i de forskellige persongruppers husholdningsbudgetter ikke er grundlag for at anvende forskellige satser for voksnes rådighedsbeløb afhængig af køn og alder. Hertil kommer, at Forbrugerinformationens husholdningsbudget synes fastsat med en vis rummelighed, herunder f.eks. med 1.518 kr. (2005-tal) hver måned til en 30-årig mands udgifter til posterne »leg og fritid« og »faste fritidsaktiviteter«. Anvendelsen af faste satser for rådighedsbeløbet for voksne vil endvidere lette skifterettens og medhjælpers administration af reglerne om udarbejdelsen af budgettet.

Det bemærkes, at de rådighedsbeløb, som foreslås af Konkursrådet, reguleret på grundlag af den foreslåede satsregulering i 2005-niveau vil være (afrundet):

Disse beløb ses ikke at være lavere end de vejledende satser for rådighedsbeløbet, der i dag anvendes i Sø- og Handelsretten, der er landets største skifteret, jf. betænkningen side 144.

Der er i forbindelse med høringen endvidere anført, at skyldnerens bidrag til efterlønsordning bør kunne medtages som en udgiftspost på skyldnerens budget, således at skyldneren ikke skal afholde bidraget af sit rådighedsbeløb. Der er bl.a. peget på, at selv om efterlønsordningen reelt indebærer en opsparing for skyldneren, indebærer reglerne om efterløn, at skyldneren ikke altid vil kunne stoppe indbetalingerne til efterlønsordningen i afdragsperioden, uden at skyldneren mister retten til at gå på efterløn.

Som anført af Konkursrådet, må indbetalinger foretaget på efterlønsordningen for så vidt anses for en opsparing for skyldneren, der €" i det omfang efterlønsbidraget tillades medtaget som en særskilt udgiftspost på budgettet €" i realiteten vil blive finansieret af skyldnerens kreditorer, idet indbetalingerne medfører, at der bliver et lavere beløb tilbage til kreditorerne ved opgørelsen af det samlede beløb, som skyldneren skal betale til kreditorerne.

Som det også er anført i forbindelse med høringen over betænkningen, må efterlønsordningen imidlertid anses for at være almindelig og sædvanlig for flere grupper på arbejdsmarkedet, ligesom der er en væsentlig offentlig finansiering af efterlønsordningen. Hertil kommer, at en skyldner, der stopper indbetalingerne til efterlønsordningen i afdragsperioden, i visse tilfælde vil kunne miste muligheden for senere at gå på efterløn. På denne baggrund finder Justitsministeriet det rigtigst, at skyldnerens bidrag til efterlønsordningen kan medtages som en særskilt udgiftspost på budgettet. Det bemærkes i den forbindelse, at der også i retspraksis er eksempler på, at efterlønsbidraget efter de gældende regler er medtaget som en udgiftspost på skyldnerens budget.

I forbindelse med høringen er det anført, at afdragsperioden, dvs. den periode, hvor skyldneren som led i gældssaneringen skal betale til kreditorerne, bør nedsættes fra de i dag sædvanlige 5 år til f.eks. 3 år. Konkursrådet har ikke fundet anledning til at anbefale en ændring af afdragsperioden, jf. betænkningen side 401. Justitsministeriet er enig i, at der med henblik på at opretholde en rimelig balance mellem hensynet til skyldneren og hensynet til kreditorerne ikke er grundlag for generelt at ændre den normale afdragsperiode på 5 år, og Justitsministeriet agter efter en vedtagelse af lovforslaget at udstede en bekendtgørelse om gældssanering i overensstemmelse hermed, jf. herom straks nedenfor.

Konkursrådet bemærker i øvrigt, at det bør overvejes, om bestemmelserne i grundlovens § 70 og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 14 bør føre til, at en skyldner, der ikke er medlem af den danske folkekirke, på budgettet bør kunne fratrække en udgift svarende til folkekirkeskatten, jf. betænkningen side 165.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør en skyldner, der er medlem af et trossamfund, kunne medtage en udgift svarende til den lokale kirkeskat som en særskilt post på budgettet. Betaler skyldneren derimod ikke til trossamfundet, eller er skyldneren ikke medlem af folkekirken eller et trossamfund uden for folkekirken, er der efter Justitsministeriets opfattelse ikke grundlag for at medtage en udgift svarende til kirkeskatten som en særskilt post på gældssaneringsbudgettet. Det bør endvidere kun være bidrag til trossamfund, der er anerkendt ved kongelig resolution, eller som Kirkeministeriet har godkendt som trossamfund ved i medfør af ægteskabslovens § 16, stk. 1, nr. 3, at bemyndige eller at give tilsagn om at ville bemyndige en præst i trossamfundet til at foretage vielser med borgerlig gyldighed, der kan medtages som en særskilt post i et gældssaneringsbudget.

Som nævnt ovenfor kan Justitsministeriet tilslutte sig Konkursrådets forslag om, at der i konkursloven indsættes en bemyndigelse til justitsministeren til at fastsætte nærmere regler om fastsættelsen af skyldnerens budget mv. Justitsministeriet agter efter en vedtagelse af lovforslaget at udstede en bekendtgørelse herom med udgangspunkt i Konkursrådets overvejelser og udkast til bekendtgørelse, jf. betænkningen side 533 ff., samt de øvrige bemærkninger anført ovenfor.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 11 (forslag til konkurslovens § 216, stk. 6), og bemærkningerne hertil.

4.4. Husstandsprincippet

4.4.1. Gældende ret

Når skyldnerens budget skal fastlægges, jf. pkt. 4.3 ovenfor, medtages i praksis alle indtægter fra skyldnerens husstand. Spørgsmålet om, hvorvidt skyldnerens ægtefælles eller samlevers indkomst og særskilte udgifter skal medtages ved budgetlægningen, er ikke nærmere behandlet i forarbejderne til konkurslovens regler om gældssanering.

Højesteret har i sagen gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1998, side 45, fastslået, at budgetlægningen skal tage udgangspunkt i husstandens samlede økonomiske formåen. Højesteret anfører, at det som udgangspunkt er husstandens samlede indtægter og udgifter, der skal lægges til grund ved afgørelsen af, hvor stor en dividende der kan tilbydes kreditorerne i forbindelse med en gældssanering. Skyldnerens indkomst udgør efter Højesterets kendelse samtidig den øvre grænse for, hvor meget husstanden skal bidrage med til kreditorerne.

Dette indebærer i yderste konsekvens, at hele skyldnerens indkomst skal anvendes til honorering af kreditorerne, hvis skyldnerens ægtefælles eller samlevers indkomst er tilstrækkelig til at afholde husstandens udgifter.

Efter gældende ret skal endvidere de indtægter, der tilfalder husstanden i anledning af dennes børn, f.eks. børnefamilieydelse, børnebidrag og børnepension samt indtægter fra børnenes fritidsarbejde, indgå i skyldnerens gældssaneringsbudget.

4.4.2. Lovforslagets udformning

4.4.2.1. Konkursrådet anfører, at den nuværende retstilstand som udgangspunkt bør opretholdes for ægtefæller og samlevere, idet det må antages, at skyldnerens ægtefælle eller samlever har haft mulighed for at forøge sin levestandard i kraft af den skete gældsætning. Der er endvidere rådets opfattelse, at skyldnerens ægtefælle eller samlever ikke skal bidrage økonomisk til skyldnerens kreditorer i videre omfang end, hvad der følger af den ovennævnte Højesterets kendelse, således at skyldnerens indkomst fortsat bør udgøre maksimum for, hvad der skal ydes i afdrag til dennes kreditorer.

Det er dog samtidig rådets opfattelse, at der er behov for at modificere udgangspunktet i visse situationer, hvor en absolut anvendelse af husstandsprincippet vil kunne føre til et mindre rimeligt resultat. Dette vil navnlig være tilfældet, hvis samlivet er af væsentligt nyere dato end gælden.

Det er Konkursrådets opfattelse, at en skyldners nye ægtefælle eller samlever ikke skal være med til at betale skyldnerens gamle gæld, dvs. gæld, der er stiftet inden samlivets etablering. Konkursrådet foreslår derfor, at en ægtefælles eller samlevers indtægt ikke skal medtages i gældssaneringsbudgettet, hvis skyldnerens gæld er opstået før samlivsforholdets etablering. Herved sikres, at en skyldners ægtefælle eller samlever alene skal bidrage til gældens afvikling, hvis den pågældende har kunnet deltage i den forøgede forbrugsmulighed, gældssætningen har muliggjort eller tilsigtet.

Konkursrådet peger på, at en regel, der fraviger husstandsprincippet, primært bør dække de situationer, hvor skyldnerens gæld i al væsentlighed hidrører fra gældsstiftelse fra før samlivets påbegyndelse. Reglerne om gældssanering har karakter af konkrete lempelsesregler, og der bør derfor ikke i alle sager, hvor skyldneren har stiftet gæld inden samlivets påbegyndelse, foretages en mere præcis opgørelse af, hvor meget den nye samlever har kunnet drage fordel af gældsstiftelsen.

Er skyldnerens gæld i al væsentlighed stiftet inden samlivets påbegyndelse, bør skyldnerens samlever eller ægtefælle efter Konkursrådets opfattelse hverken bidrage helt eller delvist til gældens afvikling. Der skal således ikke foretages nogen opdeling af gældsposter stiftet før og efter samlivets etablering.

Har skyldneren forsøgt at etablere et kreditorly ved den nye samlever, der ikke skal bidrage til at betale på gælden, herunder f.eks. ved at anvende skyldnerens indtægter efter samlivets etablering til sikring af friværdi i en ejendom i ægtefællens eller samleverens navn eller til køb af aktiver, hvor samleverens eller ægtefællens indtægter ikke har været tilstrækkelige til at dække ydelserne på nyanskaffelserne, bør gældssanering efter Konkursrådets opfattelse nægtes, jf. forslaget til konkurslovens § 197, stk. 2, nr. 5 (lovforslagets § 1, nr. 3).

I de sager, hvor husstandsprincippet således fraviges, fordi samlivet er etableret senere end gælden, bør det efter Konkursrådets opfattelse sikres, at skyldnerens kreditorer ikke belastes af det »overforbrug«, som en eventuel ny »velstående« samlevers eller ægtefælles forhold tillader.

Udformes budgetreglerne sådan, at skyldneren skal bære halvdelen af husstandens samlede udgifter, vil det formentlig medføre et øget antal sager, hvor skyldnerens udgifter bliver så høje, at den procent, hvortil fordringerne nedsættes, må fastsættes til 0, dvs. at gælden bortfalder i sin helhed. En sådan udvikling vil efter Konkursrådets opfattelse ikke være hensigtsmæssig.

Konkursrådet finder derfor, at skyldneren i de sager, hvor husstandsprincippet fraviges, maksimalt skal kunne medtage halvdelen af en rimelig udgift til de poster, der kan medtages som særskilte poster på budgettet, jf. pkt. 4.3.2 ovenfor. Skyldneren kan i disse sager således af sin nettoindkomst alene afholde halvdelen af det beløb, som skifteretten vurderer, er rimelige fællesudgifter for hele husstanden. Dette gælder, selv om husstanden har højere udgifter, der kan afholdes af den nye ægtefælles eller samlevers indtægt.

Det overordnede princip i Højesterets kendelse gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1998, side 45, hvorefter husstanden maksimalt skal bidrage økonomisk til skyldnerens kreditorer med et beløb svarende til skyldnerens indkomst, fraviges således efter Konkursrådets forslag i disse sager, hvor gælden i al væsentlighed er stiftet før samlivets påbegyndelse. Skyldneren bør efter rådets opfattelse i disse tilfælde maksimalt bidrage med nettoindkomsten med fradrag af halvdelen af husstandens rimelige udgifter. Dette indebærer samtidig, at husstandens samlede udgifter i et tilfælde, hvor den nye samlever eller ægtefælle ikke skal bidrage til gældens afvikling, ikke vil have nogen overgrænse i gældssaneringssammenhæng, når blot udgifterne afholdes af den nye ægtefælle eller samlever ved siden af dennes bidrag til husstandens rimelige fællesudgifter.

4.4.2.2. Konkursrådet anfører, at der har været rejst kritik af, at ydelser, der tilfalder skyldneren i anledning af dennes børn, i visse tilfælde kommer kreditorerne til gode, idet ydelserne overstiger det beløb vedrørende børnene, der tillades medtaget på budgettet. Konkursrådet anfører endvidere, at rådet ikke er i besiddelse af statistisk materiale, der belyser, i hvor mange sager kreditorerne må antages at have en sådan økonomisk fordel af skyldnerens børn. Rådet peger dog på, at det vil kunne forekomme, hvis skyldneren modtager en række €" ikke almindeligt forekommende €" ydelser i anledning af sine børn.

Konkursrådet bemærker, at den nuværende retstilstand i særlige tilfælde vil kunne indebære, at en skyldners økonomiske forhold vil kunne forværres, hvis et barn under skifterettens behandling af sagen om gældssanering eller i afdragsperioden uventet fraflytter skyldnerens bopæl. Det vil f.eks. kunne ske i den situation, hvor skyldnerens barn modtager en større børnepension eller lignende, der sammen med børnebidrag, børnefamilieydelse mv. overstiger udgifterne vedrørende barnet. Flytter barnet i afdragsperioden fra skyldnerens bopæl, vil skyldneren dermed opleve en nedgang i det disponible rådighedsbeløb.

Konkursrådet finder, at den nuværende retstilstand er mindre rimelig, og foreslår, at der udformes en regel, der sikrer, at børn ikke skal bidrage til afvikling af skyldnerens gæld med de ydelser, der tilgår skyldneren til sikring af barnets underhold og velfærd, f.eks. børnefamilieydelse, børnetilskud, børnebidrag og børnepension.

De udgifter, der efter Konkursrådets opfattelse bør dækkes af disse ydelser vedrørende barnet, er udgifter vedrørende pasning af barnet, udgifter til barnets særlige behov og barnets rådighedsbeløb. Kan ydelserne ikke dække de angivne udgifter, kan et beløb til dækning af den resterende del af udgifterne medtages på gældssaneringsbudgettet som en særskilt post. Er der derimod efter dækning af de angivne udgifter, fortsat en del af ydelserne tilbage til familiens disposition, bør disse ikke indgå i gældssaneringsbudgettet som en indtægt. Konkursrådet finder endvidere, at de indtægter, som barnet f.eks. har fra fritidsarbejde eller i form af renter fra indeståender på barnets bankkonti, ikke bør indgå i beregningen af nettoudgiften vedrørende barnet.

De foreslåede regler bør efter Konkursrådets opfattelse indarbejdes i den bekendtgørelse om gældssanering, som foreslås udstedt af justitsministeren, jf. pkt. 4.3.2 ovenfor.

Der henvises til betænkningen side 180 ff.

4.4.2.3. Justitsministeriet kan tilslutte sig Konkursrådets synspunkter og agter efter en vedtagelse af lovforslaget at udstede en bekendtgørelse om gældssanering med udgangspunkt i Konkursrådets ovennævnte overvejelser og forslag, jf. også pkt. 4.3.2 ovenfor. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 11 (forslag til konkurslovens § 216, stk. 6), og bemærkningerne hertil.

4.5. Præklusivt proklama

4.5.1. Gældende ret

Skyldneren skal som bilag til en begæring om gældssanering vedlægge en fortegnelse over fordringshaverne, jf. konkurslovens § 202, stk. 1. Fortegnelsen indgår i skifterettens behandling af begæringen, men der tages ikke kontakt til fordringshaverne. Først når skifteretten har indledt gældssaneringssag for skyldneren, sker der indkaldelse af fordringshaverne. Dette sker ved, at skifteretten indrykker en bekendtgørelse i Statstidende med opfordring til enhver, der har fordring eller andet krav mod skyldneren, til at anmelde deres krav til skifteretten inden 4 uger efter bekendtgørelsen. Genpart af bekendtgørelsen sendes straks til alle fordringshavere, som er eller bliver skifteretten bekendt, jf. konkurslovens § 208.

Anmeldelsesfristen er ikke præklusiv, dvs. at anmeldelse efter udløbet af fristen eller undladelse af at anmelde i det hele taget ikke bevirker, at fordringen mod skyldneren går tabt, jf. konkurslovens § 226, stk. 2, 1. pkt.

Den manglende anmeldelse har således for den enkelte fordringshaver navnlig den betydning, at vedkommende ikke får tilsendt indkaldelser til møder mv. og eventuelt heller ikke skyldnerens gældssaneringsforslag.

At gældssaneringskendelsen er bindende for den fordringshaver, som ikke har anmeldt sin fordring, indebærer, at fordringen nedsættes til den procent, som er bestemt ved kendelsen om gældssanering. Hvis den ikke anmeldte fordring har været kendt af skyldneren, gør det ingen forskel, at fordringen ikke har været anmeldt, idet der afsættes dividende til alle kendte fordringshavere, uanset om de har meldt sig under sagens behandling eller ej.

Har den ikke-anmeldte fordring ikke været opført på fortegnelsen over fordringshavere, indebærer den manglende anmeldelse den fordel for fordringshaveren (og for de fordringshavere, som har anmeldt deres fordring), at dividenden bliver højere, end tilfældet ville have været, hvis fordringen havde været anmeldt og således var indgået ved fastsættelsen af dividenden. For skyldneren indebærer det forhold, at en fordring, der ikke har været taget højde for ved fastsættelsen af dividenden, skal honoreres på samme vis som sagens øvrige fordringer, at den samlede forpligtelse øges ud over det, som har været forudsat. Er fordringen tilstrækkelig stor, vil den forøgede forpligtelse kunne resultere i, at skyldneren ikke kan overholde gældssaneringskendelsens bestemmelser om betaling af afdrag.

For at forebygge misligholdelse kan skyldneren anmode skifteretten om at justere indholdet af gældssaneringen, jf. konkurslovens § 228, stk. 1. Bestemmelsen giver skifteretten mulighed for at nedsætte de enkelte betalinger og/eller forlænge afdragsperioden, men skifteretten kan ikke nedsætte det samlede beløb, skyldneren skal betale til kreditorerne.

Er den opdukkede fordring af en sådan størrelse, at selv en forlængelse af afdragsperioden ikke kan forebygge skyldnerens misligholdelse af kendelsen om gældssanering, er det i praksis antaget, at skyldneren vil kunne søge gældssanering på ny. Den nye kendelse om gældssanering vil omfatte såvel de fordringer, som var omfattet af den første kendelse om gældssanering, som de senere opdukkede. Den nye gældssanering vil efter retspraksis også omfatte fordringer, som først er opstået, efter at den første kendelse blev afsagt.

4.5.2. Lovforslagets udformning

4.5.2.1. Konkursrådet peger på, at det undertiden forekommer i praksis, at der i gældssaneringssager opstår problemer som følge af efteranmeldte fordringer, dvs. fordringer der anmeldes efter gældssaneringssagen er sluttet.

Rådet anfører, at efteranmeldte fordringer, når de forekommer, kan give anledning til betydelige problemer. Dette skyldes, at det vil være nødvendigt at genoptage behandlingen af gældssaneringssagen, enten med henblik på en justering af kendelsen i medfør af konkurslovens § 228 eller med henblik på at indlede en ny gældssaneringssag med det formål at afsige en ny kendelse, der skal omfatte samtlige fordringer, jf. ovenfor i pkt. 4.5.1. Dette medfører problemer for skyldneren, ulejlighed for de berørte fordringshavere og omkostninger for det offentlige, der normalt afholder omkostningerne ved behandlingen af en sag om gældssanering, jf. pkt. 4.7.1 nedenfor.

De problemer, som efteranmeldelse af en fordring skaber for skyldneren, øges i takt med størrelsen af fordringen og med den dividende, som er fastsat i kendelsen. Er en efteranmeldt fordring af en så beskeden størrelse, at skyldneren inden for rammerne af det budget, der er lagt, vil kunne betale dividende også af denne fordring, uden at det er nødvendigt at forlænge afdragsperioden, vil den skadelige virkning af den gældende ordning, hvorefter efteranmeldelse ikke er afskåret, være beskeden. De fordringer, som har en sådan størrelse, at efteranmeldelse vil give betydelige problemer for skyldneren og omkostninger for det offentlige i forbindelse med en genoptagelse, må efter Konkursrådets opfattelse antages typisk at tilkomme professionelle fordringshavere, navnlig panthavere i fast ejendom, hvis pantefordring er udslettet i forbindelse med tvangsauktion over en fast ejendom, som skyldneren tidligere har ejet.

Konkursrådet foreslår på denne baggrund, at der indføres regler om præklusivt proklama i gældssaneringssager, dvs. at kreditor mister retten til at få dækket sin fordring, hvis kreditor anmelder sin fordring efter udløbet af den frist, der bliver fastsat af skifteretten, eller hvis kreditor helt undlader at anmelde sin fordring. Anmeldelsen skal ske til skifteretten eller til skifterettens medhjælper.

Konkursrådet finder, at en regel om præklusivt proklama bør tage udgangspunkt i den nuværende regel om anmeldelse i gældssaneringssager i konkurslovens § 208.

Konkursrådet finder dog, at anmeldelsesfristen bør fastsættes til 8 uger, hvorved den vil svare til dødsboskiftelovens regel om præklusivt proklama i § 80, stk. 3, nr. 2.

4.5.2.2. Konkursrådet har om indholdet af den bekendtgørelse om proklama, der skal offentliggøres, overvejet, hvilke oplysninger om skyldneren der er fornødne for at identificere skyldneren. For større pengeinstitutter mv. vil den sikreste måde at identificere skyldnere, der f.eks. ikke længere er kunder ved det pågældende institut og måske tillige har ændret adresse samt efternavn, være at få oplysninger om skyldnerens CPR-nummer.

Konkursrådet finder, at bekendtgørelsen om proklama ikke bør indeholde skyldnerens CPR-nummer. Det skyldes de misbrugsmuligheder, som offentliggørelse af en skyldners CPR-nummer indebærer, samt de hensyn, der ligger bag persondataloven § 11, stk. 1, hvorefter offentlige myndigheder (alene) kan behandle oplysninger om personnummer med henblik på en entydig identifikation eller som journalnummer. I stedet bør bekendtgørelsen efter Konkursrådets opfattelse indeholde oplysning om skyldnerens fødselsdato, adresse og nuværende samt tidligere navne. Har skyldneren drevet en personligt ejet virksomhed, skal også dennes navn, adresse og CVR-nummer angives.

Konkursrådet har endvidere overvejet, om hensynet til mindre og ikke-professionelle kreditorer, som ikke kan ventes at få kendskab til gældssaneringssagen ved annoncering i Statstidende, indebærer, at der obligatorisk skal foretages anden og supplerende annoncering end i Statstidende. Det kunne i den forbindelse primært overvejes at annoncere i lokale blade.

Rådet er dog af den opfattelse, at der næppe vil kunne foretages en så tilstrækkelig præcis afgrænsning af kravene til en sådan supplerende annoncering, at det vil være hensigtsmæssigt at fastsætte en sådan regel. Det er således næppe i alle retskredse, at der findes (lokale) dagblade, ligesom udbredelsen af de pågældende blade i lokalområdet i givet fald ikke må være af helt begrænset omfang. Det bemærkes i den forbindelse, at tilsidesættelsen af reglen om supplerende annoncering i givet fald måtte have betydning for et proklamas prækluderende retsvirkning.

Konkursrådet peger derimod på, at den nuværende valgfrie mulighed i konkurslovens § 208, stk. 1, for skifteretten til at bestemme, at en bekendtgørelse om gældssanering desuden skal indrykkes i et almindeligt læst blad, bør fastholdes. Hermed vil bestemmelsen om annoncering i øvrigt svare til dødsboskiftelovens § 81, stk. 6, hvorefter skifteretten, hvor forholdene taler derfor, kan bestemme, at et proklama tillige skal optages i lokale blade.

4.5.2.3. Konkursrådet har endvidere overvejet, om også kendte fordringshavere bør prækluderes, dvs. at også de kreditorer, der allerede er kendt af skyldneren og skifteretten, skal miste retten til at få dækket deres fordringer, hvis de anmelder deres fordringer efter udløbet af den frist, der bliver fastsat af skifteretten, eller hvis de helt undlader at anmelde deres fordringer.

Som ovenfor anført sigter en regel om præklusivt proklama primært mod at undgå de problemer, der kan opstå ved efteranmeldelse af en fordring. Vælger man en model, hvorefter også kendte fordringer skal kunne prækluderes, vil det tillige kunne betyde, at sagsbehandlingstiden kan nedsættes, idet medhjælperen ikke vil skulle rykke kendte fordringshavere for en opgørelse over deres fordringer. Det forhold, at fordringshavere efter det for Konkursrådet oplyste i praksis i et vist omfang forholder sig passive eller ikke ønsker at medvirke ved sagens oplysning, taler efter rådets opfattelse for også at udstrække præklusionen til kendte fordringer.

Imod at lade kendte fordringer være omfattet af præklusionen taler efter Konkursrådets opfattelse, at der vil kunne opstå stødende situationer, hvor fordringshaveren er en ikke-professionel. Har skyldneren f.eks. pådraget sig erstatningsansvar, og er den forurettede ikke i stand til at gøre sit krav gældende eller fuldt ud klar over retsvirkningerne af bekendtgørelsen, vil det kunne virke stødende, om den pågældendes krav blev prækluderet. Det samme kan anføres om fordringer, der indehaves af mindre erhvervsdrivende.

Efter Konkursrådets opfattelse taler disse grunde dog ikke afgørende imod, at en regel om præklusivt proklama udstrækkes til også at gælde kendte fordringer med de fordele, dette vil indebære med hensyn til at sikre en endelig afklaring af skyldnerens økonomiske forhold i forbindelse med gældssaneringen.

Konkursrådet har overvejet, om der er risiko for, at en regel om præklusivt proklama vil kunne medføre misbrug fra skyldnerens side i den forstand, at den pågældende bevidst vil undlade at oplyse om visse fordringshavere med henblik på, at de pågældendes fordringer prækluderes.

Det er rådets opfattelse, at skyldneren som altovervejende hovedregel næppe vil have anledning til bevidst at undlade at oplyse om fordringshavere, idet det ikke vil have nogen økonomisk effekt for den pågældende selv. Antallet af fordringshavere og størrelsen på skyldnerens samlede gæld har således kun betydning for den dividende, som den enkelte fordringshaver modtager i gældssaneringssagen, hvorimod det er uden betydning for det beløb, som skyldneren samlet skal betale til fordringshaverne. Der vil dog formentlig kunne forekomme sjældne tilfælde, hvor skyldneren f.eks. ønsker at behandle visse kreditorer bedre end andre og derfor udelader en fuldstændig fortegnelse over øvrige fordringshavere.

Opdages dette under gældssaneringssagen, må det efter Konkursrådets opfattelse som udgangspunkt føre til, at skifteretten nægter gældssanering, jf. konkurslovens § 212, stk. 1, nr. 2, hvorefter skifteretten kan nægte gældssanering, hvis skyldneren ikke loyalt medvirker ved sagens oplysning. Erfares det først efter kendelse om gældssanering, at skyldneren bevidst har undladt at oplyse skifteretten om en fordringshaver, må kendelsen efter omstændighederne ophæves af skifteretten, hvis dette begæres af fordringshaveren, jf. konkurslovens § 229, stk. 1, nr. 1, hvorefter en kendelse om gældssanering på begæring af en fordringshaver kan ophæves af skifteretten, hvis det oplyses, at skyldneren under gældssaneringssagen har gjort sig skyldig i svigagtigt forhold.

Konkursrådet finder således, at der i praksis næppe vil være en reel risiko for misbrug af en regel om præklusion af kendte fordringer.

Konkursrådet foreslår på denne baggrund, at alle uanmeldte fordringer bør prækluderes. Dette skal gælde uanset fordringernes karakter, og uanset om fordringerne er forfaldne.

Dog bør visse typer af fordringer på grund af deres karakter efter Konkursrådets opfattelse friholdes fra præklusion. Dette bør gælde for fordringer, der er omfattet af konkurslovens § 199, stk. 2. Efter denne bestemmelse vil f.eks. fordringer, der er sikret ved en panteret typisk i skyldnerens faste ejendom, og udlæg mv. ikke blive nedskrevet, selv om skyldneren får gældssanering. Det gælder dog kun i det omfang, at fordringshavernes tilgodehavende reelt er dækket af pantets eller udlæggets værdi. Det bør efter Konkursrådets opfattelse i overensstemmelse hermed alene være den del af en fordring, der reelt er dækket af et pants værdi, der friholdes fra præklusion.

4.5.2.4. Konkursrådet har endvidere overvejet, hvordan en fordring, der er blevet prækluderet i forbindelse med en skyldners gældssanering, skal behandles, hvis skyldneren efterfølgende på ny indgiver begæring om gældssanering, eller hvis der afsiges konkursdekret over den pågældende. Det er rådets opfattelse, at fordringshaveren i denne situation bør behandles på lige fod med de fordringshavere, der i tide anmeldte deres krav i (den første) gældssanering.

Højesteret fandt i kendelsen gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2002, side 2275, hvor der blev afsagt kendelse om gældssanering for en skyldner, inden afdragsperioden efter en tidligere gældssanering var udløbet, at de fordringer, der var omfattet af den første gældssanering, skulle opgøres med det oprindeligt anmeldte beløb med fradrag af de afdrag, der var betalt i henhold til den første gældssaneringskendelse, og med tillæg af renter. Højesteret fandt således, at principperne i konkurslovens § 230 skulle finde anvendelse, når skyldneren blev meddelt gældssanering mere end en gang.

Konkursrådet finder i overensstemmelse hermed, at en fordring, der er prækluderet som led i en gældssanering, i såvel en ny gældssanering som i konkurs bør »vågne op« og kunne gøres gældende på ny. Muligheden for i denne situation at gøre fordringen gældende bør alene kunne ske over for boet henholdsvis i gældssaneringen, hvorimod fordringen, som det også gælder for de fordringer, der ikke blev prækluderet i forbindelse med den første kendelse om gældssanering, fortsat ikke kan gøres gældende mod skyldneren personligt. Hermed ligestilles den fordringshaver, hvis krav blev prækluderet, med de øvrige fordringshavere fra den første gældssanering i den nye insolvensbehandling.

På samme måde finder Konkursrådet, at en fordring, der er prækluderet, bør »vågne op«, hvis kendelsen om gældssanering ophæves i medfør af konkurslovens § 229.

Dækningen af de fordringer, der »vågner op« efter en præklusion, vil efter Konkursrådets opfattelse skulle ske i overensstemmelse med principperne i Højesterets ovennævnte afgørelse gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2002, side 2275, og i konkurslovens § 230.

Der henvises til betænkningen side 238 ff.

4.5.2.5. Justitsministeriet er enig med Konkursrådet i, at der bør indføres regler om præklusivt proklama i sager om gældssanering, og at dette i praksis næppe vil indebære nogen væsentlig risiko for misbrug fra skyldnerens side.

Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig Konkursrådets forslag om den nærmere udformning af reglerne om et præklusivt proklama. Justitsministeriet finder dog, at det i overensstemmelse med den nugældende § 208 bør præciseres, at det er skifteretten, der skal indrykke proklama i Statstidende. Skifteretten kan antage en medhjælper til under skifterettens tilsyn at udføre opgaven, jf. konkurslovens § 219, stk. 1.

I forbindelse med høringen over betænkningen er der blevet peget på, at et proklama i Statstidende uden angivelse af skyldnerens CPR-nummer vil være uden reel værdi for pengeinstitutterne, da skyldnerens navn og senest kendte adresse ikke er tilstrækkeligt til identifikation.

Justitsministeriet skal hertil bemærke, at skifteretten efter de foreslåede regler ved indledning af en gældssaneringssag skal sende en genpart af bekendtgørelsen om proklama til alle kendte fordringshavere, og at pengeinstitutterne i praksis må anses for at ville tilhøre kredsen af kendte fordringshavere. Hertil kommer som anført af Konkursrådet, at skyldnerens undladelse af at oplyse skifteretten om en kendt kreditor som udgangspunkt bør have som konsekvens, at skifteretten nægter gældssanering. Erfares det først efter en kendelse om gældssanering, at skyldneren bevidst har udeladt at oplyse skifteretten om en fordringshaver, bør kendelsen på samme måde efter omstændighederne kunne ophæves af skifteretten, hvis dette begæres af fordringshaveren.

Det bemærkes i den forbindelse, at også skyldnerens groft uagtsomme undladelse af at oplyse skifteretten om enkelte fordringshavere efter omstændighederne vil kunne føre til at gældssanering nægtes, jf. konkurslovens § 212, stk. 1, nr. 2.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5 (forslag til konkurslovens § 208-208 b), og bemærkningerne hertil.

4.6. Fordringsprøvelse

4.6.1. Gældende ret

I gældssaneringssager foretages €" i modsætning til i konkurs €" ikke en egentlig prøvelse af fordringerne. Det er dog formentlig almindeligt, at skifteretten eller skifterettens medhjælper i et vist omfang påser, at der er dokumentation for kravet, og at det ikke er ophørt som følge af forældelse eller lignende. Anerkendes en fordring imidlertid af skyldneren, og er det klart, at kravet ikke er forældet eller lignende, indgår fordringen normalt i gældssaneringssagen, uden at der foretages en nærmere prøvelse.

Må det lægges til grund, at skyldnerens anerkendelse af en fordring er udtryk for et forsøg på at føre skifteretten og de øvrige kreditorer bag lyset, kan der blive tale om at nægte gældssanering i medfør af § 212, stk. 1, nr. 1 eller nr. 2, hvorefter skifteretten bl.a. kan nægte gældssanering, hvis skyldneren ikke loyalt medvirker ved sagens oplysning. Erfares det først efter en kendelse om gældssanering, at skyldneren bevidst har undladt at oplyse skifteretten om en fordringshaver, må kendelsen efter omstændighederne ophæves af skifteretten, hvis dette begæres af fordringshaveren. Dette vil f.eks. kunne forekomme i den situation, hvor skyldneren anmoder en nærtstående om at anmelde en ikke-eksisterende fordring i gældssaneringssagen, og hvor skyldneren under sagen anerkender denne fordring.

Bestrider skyldneren en fordring, følger det af konkurslovens § 209, stk. 1, at fordringen foreløbigt behandles, som om den ikke var bestridt. Bestrides en fordring af skyldneren, skal dette meddeles fordringshaveren ved anbefalet brev eller på anden betryggende måde, jf. § 209, stk. 2, ligesom det skal anføres i statusoversigten, jf. § 210, stk. 1, nr. 2.

Efter konkurslovens § 216, stk. 4, skal gældssaneringskendelsen indeholde bestemmelse om, hvordan der skal forholdes med omtvistede og betingede fordringer. Konkursloven indeholder ikke nogen nærmere definition af, hvad der forstås ved en betinget fordring. I gældssaneringsmæssig sammenhæng vil der dog i praksis typisk være tale om en ikke-aktualiseret kautionsforpligtelse.

Baggrunden for reglerne i § 209, stk. 1, og § 216, stk. 4, er, at skyldneren skal have mulighed for at overholde vilkårene i gældssaneringskendelsen, hvis det måtte vise sig, at den bestridte eller betingede fordring består. Som anført ovenfor i pkt. 4.5.1, er anmeldelsesreglerne i konkurslovens § 208 i dag ikke tillagt præklusiv virkning. Gør en fordringshaver en bestridt eller en betinget fordring gældende over for en skyldner under eller efter udløbet af afdragsperioden, og eksisterede fordringen forud for gældssaneringssagens indledning, jf. § 199, stk. 1, vil fordringshaveren således have krav på at få dækket sin fordring med den samme procent, som de øvrige fordringer i gældssaneringssagen er nedsat til.

Det fremgår af § 216, stk. 4, at bestemmelsen i konkurslovens § 182 finder tilsvarende anvendelse ved gældssanering. Dette indebærer efter retspraksis, at skifteretten i de tilfælde, hvor et afdrag på en fordring ikke betales, fordi fordringen er betinget eller bestridt, kan bestemme, at beløbet skal indsættes på en særlig konto i bank eller sparekasse, jf. § 182, stk. 1, og Højesteret dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2000, side 2216. Bliver fordringen ikke aktuel, kan den opsparede dividende udbetales til de øvrige kreditorer

4.6.2. Lovforslagets udformning

4.6.2.1. Konkursrådet har overvejet, om der bør indføres regler om fordringsprøvelse i gældssanering svarende til de regler, som gælder ved behandlingen af konkursboer.

Konkursrådet finder dog, at der som efter gældende ret ikke i forbindelse med behandlingen af skyldnerens gældssaneringssag bør ske en egentlig prøvelse af de anmeldte fordringer. Rådet peger herved på, at der i praksis ikke synes at være behov for et sådan regelsæt, som formentlig endvidere vil føre til en længere sagsbehandlingstid.

Det er derimod Konkursrådets opfattelse, at der i tilknytning til de regler, som rådet foreslår om et præklusivt proklama, jf. pkt. 4.5.2, hvor også en kendt fordringshavers fordring prækluderes, bør indføres en regel om, at den fordringshaver, hvis anmeldte krav er bestridt , under visse nærmere angivne omstændigheder mister retten til at få dækning for den bestridte fordring.

Konkursrådet finder, at der ikke er afgørende hensyn til fordringshaverne, der taler imod en sådan regel. Bestrider skyldneren en fordring, bør fordringshaveren således efter at være gjort bekendt med retsvirkningerne af ikke at anlægge retssag inden for en rimelig frist kunne vurdere, om den pågældende ønsker at anlægge en retssag om fordringen.

I de tilfælde, hvor det efter skifterettens skøn må lægges til grund, at skyldneren uden reel grund bestrider en eller flere anmeldte fordringer, vil dette efter Konkursrådets opfattelse efter omstændighederne €" f.eks. hvis skyldnerens bestridelse antager karakter af chikane €" kunne medføre, at skyldneren bør nægtes gældssanering.

Rådet foreslår på denne baggrund, at retten til dækning af en fordring bortfalder i de tilfælde, hvor skyldneren bestrider en anmeldt fordring, og fordringshaveren ikke inden en vis frist fra skifterettens underretning om, at fordringen bestrides, anlægger sag om kravet.

Den frist, som fordringshaveren bør gives til at overveje, om der ønskes anlagt sag, kan efter rådets opfattelse passende fastsættes til 3 måneder. Fristen bør regnes fra det tidspunkt, hvor skifteretten har givet fordringshaveren underretning om, at fordringen bestrides. I underretningen til fordringshaveren bør der samtidig gives oplysning om, at retten til dækning bortfalder, hvis fordringshaveren ikke har anlagt sag inden fristens udløb. Indeholder underretningen ikke oplysning herom, bør fordringen ikke prækluderes.

I de tilfælde, hvor der anlægges sag om det bestridte krav, bør en eventuel kendelse om gældssanering efter Konkursrådets opfattelse ikke afvente udfaldet af retssagen. Der bør således fortsat afsættes midler til dækning af den bestridte fordring efter den gældende regel i konkurslovens § 216, stk. 4.

I overensstemmelse med Højesterets afgørelse gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2000, side 2216, foreslår Konkursrådet endvidere, at det i kendelsen om gældssanering skal angives, hvordan de afsatte midler skal fordeles mellem de øvrige fordringshavere, såfremt der ikke anlægges sag om fordringen, eller hvis det ved dom eller forlig fastslås, at fordringen ikke består. Det bør samtidig præciseres, at det alene er konkurslovens § 182, stk. 1, der finder anvendelse i denne situation.

4.6.2.2. Med hensyn til de sagsomkostninger , som pålægges skyldneren, hvis den pågældende taber en sag om en bestridt fordring, anfører Konkursrådet, at der er en vis risiko for, at en skyldner alene på grund af sagsomkostninger, som er pålagt i en sag om en bestridt fordring, på ny vil kunne befinde sig i håbløs økonomisk situation. Sådanne situationer bør undgås, da det vil kunne hindre, at gældssaneringen medfører en varig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold.

Rådet finder således, at der ved udformningen af et regelsæt om behandlingen af bestridte fordringer bør tages højde for de omkostninger, som skyldneren muligt pålægges at betale som følge af, at sagen om den bestridte fordring måtte tabes.

Rådet er opmærksom på, at der er et betydeligt hensyn at tage til den fordringshaver, som måtte vinde en sag om den bestridte fordring. En løsning må derfor bero på en nærmere afvejning af hensynet til fordringshaveren og hensynet til, at skyldneren får en varig løsning på sine økonomiske problemer.

Konkursrådet har på den baggrund overvejet, om der i gældssaneringssagen bør afsættes midler til fuldstændig dækning af de sagsomkostninger, som skyldneren kan forventes at blive pålagt, hvis en retssag om en bestridt fordring tabes. Rådet finder imidlertid, at en sådan løsning ikke er hensigtsmæssig, navnlig fordi det i praksis formentlig vil føre til, at skyldnerens opsparingsbeløb i vidt omfang alene skal gå til dækning af sagsomkostninger med hensyn til en bestridt fordring. Dette vil medføre, at de øvrige fordringshaveres dækning vil blive væsentligt forringet. Rådet finder, at en sådan løsning ikke er rimelig over for de øvrige fordringshavere.

Rådet har endvidere lagt vægt på, at en fordringshaver med en sådan regel i praksis ville have mulighed for selv at bestemme, hvilken dækning sagsomkostningerne skulle have. Ved først at anlægge sag om kravet, efter at der er indledt sag om gældssanering for skyldneren, ville fordringshaveren således kunne opnå fuld dækning af de sagsomkostninger, som skyldneren eventuelt vil skulle betale i anledning af retssagen.

Konkursrådet finder på denne baggrund, at sagsomkostninger, som pålægges skyldneren, hvis den pågældende taber en sag om en bestridt fordring, i stedet bør behandles som en del af hovedfordringen i skyldnerens gældssaneringssag. Det betyder, at fordringshaveren alene modtager dividende af de tilkendte sagsomkostninger.

Konkursrådet er opmærksom på, at pålagte sagsomkostninger i civile sager anses for stiftet ved foretagelsen af de relevante processuelle skridt, og at forslaget derfor fraviger det sædvanlige udgangspunkt. Rådet har dog fundet, at en sådan fravigelse konkret er velbegrundet for at varetage de hensyn, som reglerne om gældssanering varetager, herunder at gældssaneringen medfører en varig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold.

Rådet har også lagt vægt på, at fordringshaveren i forhold til gældende ret i praksis i økonomisk henseende næppe bliver stillet væsentlig anderledes, end hvis sagsomkostningerne kunne gøres gældende med deres fulde beløb, idet skyldneren i hovedreglen i hvert fald en vis tid efter gældssaneringskendelsen vil være ude af stand til at betale de pålagte sagsomkostninger fuldt ud.

Omkostninger, som tilkendes skyldneren i anledning af, at skyldneren vinder sagen, bør efter Konkursrådets opfattelse ikke indgå i gældssaneringssagen, da de må antages at modsvare en afholdt udgift. Fordringshaverne i skyldnerens gældssaneringssag bør således ikke have del i omkostningsbeløb, som tilkendes skyldneren.

Konkursrådet har endvidere overvejet, om der er behov for særlige regler om, at den fordringshaver, hvis krav bestrides, skal kunne pålægges at sende dokumentation for at have anlagt en retssag inden for fristen på tre måneder for at hindre præklusion.

Det vil efter Konkursrådets opfattelse formentlig i praksis være hovedreglen, at en gældssaneringssag først er afsluttet på det tidspunkt, hvor fristen på tre måneder er udløbet, og det vil i praksis være naturligt, at fordringshaveren €" for at undgå at miste retten til at få dækket sin fordring €" meddeler skifteretten, når der er anlagt sag. Da skyldneren endvidere må antages at være bekendt med, om der er anlagt en sag mod den pågældende, finder Konkursrådet ikke, at der er et tilstrækkeligt grundlag for at foreslå særlige regler om, at fordringshaveren skal forsyne skifteretten med dokumentation for, at der rettidigt er anlagt sag.

Skyldneren vil således i almindelighed ikke have nogen økonomisk interesse i at fortie oplysning om et sagsanlæg, da dette alene vil indebære en ændret fordeling mellem fordringshaverne. Ved at fortie en sådan oplysning risikerer skyldneren derimod, at skifteretten nægter gældssanering efter konkurslovens § 212, stk. 1, nr. 2, hvorefter skifteretten kan nægte gældssanering, hvis skyldneren ikke loyalt medvirker ved sagens oplysning, eller eventuelt at skifteretten efterfølgende på begæring fra fordringshaveren ophæver kendelsen om gældssanering i medfør af konkurslovens § 229, stk. 1, nr. 1, hvorefter en kendelse om gældssanering på begæring af en fordringshaver kan ophæves af skifteretten, hvis det oplyses, at skyldneren under gældssaneringssagen har gjort sig skyldig i svigagtigt forhold.

4.6.2.3. Konkursrådet finder endvidere, at der bør indføres en regel om, at en betinget fordring prækluderes, hvis den ikke bliver aktualiseret inden et nærmere fastsat tidspunkt. En betinget fordring vil f.eks. være en ikke-aktualiseret kautionsforpligtelse.

Rådet finder det væsentligt, at en gældssanering medfører en varig løsning af skyldnerens økonomiske problemer, således at skyldneren ved udløbet af afdragsperioden ikke mødes med krav, som er stiftet inden det relevante skæringstidspunkt.

Konkursrådet anfører, at et regelsæt herom kan indrettes således, at retten til dækning af den betingede fordring bortfalder på det tidspunkt, hvor skyldneren meddeles gældssanering, medmindre betingelsen er indtrådt på dette tidspunkt. Alternativt kan en regel udformes således, at retten til dækning bortfalder, hvis betingelsen ikke er indtrådt ved udløbet af skyldnerens afdragsperiode.

Det er rådets opfattelse, at en præklusionsregel mest hensigtsmæssigt bør udformes således, at retten til dækning af den betingede fordring bortfalder, når gældssaneringssagen er sluttet med afgørelse om gældssanering, jf. § 218, stk. 1, såfremt betingelsen ikke er indtrådt på det tidspunkt, hvor der afsiges kendelse om gældssanering. Herved lettes arbejdet med behandlingen af den betingede fordring mest muligt for skifterettens medhjælper og skyldner, idet skyldnerens forhold vil være endeligt afklarede, inden det bestemmes, hvilken dividende der kan udbetales til kreditorerne.

Bestridte og betingede fordringer, som ikke anmeldes i gældssaneringssagen, prækluderes efter den almindelige regel herom, jf. ovenfor i pkt. 4.5.2.

Der henvises til betænkningen side 259 ff.

4.6.2.4. Justitsministeriet er enig i Konkursrådets synspunkter, herunder at der ikke synes at være et praktisk behov for regler om fordringsprøvelse i sager om gældssanering, og at regler herom vil kunne føre til længere sagsbehandlingstider.

I forbindelse med høringen over betænkningen er der blevet peget på, at en fordringshavers anmeldelse af en fordring i en gældssaneringssag bør indeholde oplysning om fordringens stiftelsestidspunkt. Det er i den forbindelse anført, at der €" selv om der ikke skal foretages en egentlig fordringsprøvelse i gældssaneringssager €" bør sikres skifterettens medhjælper et vist grundlag for at bedømme fordringen. Justitsministeriet er enig i, at fordringshaverne bør opfordres til at fremkomme med oplysning om fordringernes stiftelsestidspunkt. Oplysning herom giver i de fleste tilfælde skifterettens medhjælper mulighed for umiddelbart at vurdere, om fordringen er forældet, hvilket må antages at lette medhjælperens arbejde med sagen.

Justitsministeriet kan endvidere tilslutte sig, at sagsomkostninger, som pålægges skyldneren i anledning af sager om bestridte fordringer, med henblik på, at skyldneren opnår en endelig afklaring af sine økonomiske forhold, bør anses for stiftet samtidig med fordringen, således at fordringshaveren i givet fald alene modtager dividende af sagsomkostningsbeløbet. Det bemærkes i den forbindelse, at en s kyldner normalt ikke vil have nogen økonomisk interesse i at bestride en fordring uden grund, da dette ikke vil have betydning for det samlede beløb, som skyldneren skal betale til kreditorerne, men alene vil indebære en ændret fordeling af dividenden mellem fordringshaverne. Som anført af Konkursrådet, vil den skyldner, der ubegrundet måtte bestride en fordring, f.eks. alene for at chikanere en fordringshaver, endvidere risikere, at skifteretten nægter gældssanering efter konkurslovens § 212, stk. 1, nr. 2, hvorefter skifteretten kan nægte gældssanering, hvis skyldneren ikke loyalt medvirker ved sagens oplysning, eller eventuelt at skifteretten efterfølgende på begæring fra fordringshaveren ophæver kendelsen om gældssanering i medfør af konkurslovens § 229, stk. 1, nr. 1.

Det er i forbindelse med høringen over betænkningen blevet peget på, at forslaget om behandling af betingede fordringer kan føre til, at et pengeinstitut i de tilfælde, hvor en kautionist får indledt en gældssaneringssag, vil opsige et ellers ikke misligholdt lån for at sikre sig en eventuel dividende i kautionistens gældssaneringssag, idet bortfald af en kautionsforpligtelse i dag er opsigelsesgrund i mange pengeinstitutters låneaftaler.

Justitsministeriet skal hertil bemærke, at en kautionsforpligtelse i dag alene vil blive dækket med den almindelige dividende i gældssaneringssagen. Denne dividende udgør almindeligvis under 10 procent, hvilket indebærer, at »værdien« af en kautionsforpligtelse allerede efter den gældende retstilstand typisk bliver nedskrevet med mere end 90 procent i forbindelse med en kendelse om gældssanering for kautionisten. Den regel, der forslås af Konkursrådet, indebærer således alene, at de »sidste« mindre end 10 procent af kautionsforpligtelsens pålydende værdi vil kunne bortfalde, og der er således i realiteten tale om en ændring af begrænset rækkevidde for kautionsforpligtelsen, men af væsentlig betydning for skyldneren (kautionisten) med det formål at opnå en endelig afklaring af den pågældendes økonomiske forhold som led i gældssaneringen.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 5, 6 og 9 (forslag til konkurslovens § 208 a, stk. 1, 2. pkt., § 208 b, stk. 3, § 209, stk. 2-5, og § 216, stk. 4 ), og bemærkningerne hertil.

4.7. Sagsomkostninger og retsafgift

4.7.1. Gældende ret

Efter retsafgiftslovens § 37 b svares ingen afgift for skifterettens virksomhed ved behandling af sager om gældssanering. For kære til landsret svares 400 kr. og for kære til Højesteret 750 kr., jf. retsafgiftslovens § 54.

Efter konkurslovens § 203 kan skifteretten bestemme, at skyldneren skal stille passende sikkerhed for omkostningerne ved gældssaneringssagens behandling. Skifteretten nægter at indlede gældssaneringssag, hvis skyldneren ikke følger skifterettens eventuelle bestemmelse om at stille sikkerhed for omkostningerne, jf. konkurslovens § 205, stk. 1, nr. 3.

I det omfang skifteretten ikke har krævet sikkerhed efter § 203, afholdes omkostningerne ved gældssaneringssagens behandling af statskassen. Når særlige forhold taler derfor, kan skifteretten dog i forbindelse med sagens slutning bestemme, at omkostningerne skal erstattes af skyldneren, jf. konkurslovens § 220.

I forarbejderne til bestemmelsen er det forudsat, at skifteretten regelmæssigt skulle stille krav om sikkerhedsstillelse for omkostningerne ved sagens behandling, jf. Folketingstidende 1983-84, 2. samling, tillæg A, spalte 636.

Retspraksis har imidlertid udviklet sig sådan, at der i praksis sjældent stilles krav om sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger. Mange skifteretter følger dog tilsyneladende en praksis, hvorefter der i den situation, hvor en skyldner efter at have tilbagekaldt en ansøgning om gældssanering, der har været behandlet af skifteretten med udgifter til medhjælper mv. til følge, igen indgiver ansøgning om gældssanering, kræves sikkerhedsstillelse. Dette gælder dog kun, hvis det udelukkende er skyldnerens forhold, der har ført til en tilbagekaldelse af begæringen, f.eks. hvis skyldneren har trukket en ansøgning om gældssanering tilbage, fordi skifteretten tilkendegav, at skyldneren måtte ophæve en pensionsordning for at få gældssanering.

Er der ikke stillet sikkerhed, eller er sikkerheden opbrugt, betales omkostningerne kun af skyldneren, når særlige forhold taler derfor, jf. konkurslovens § 220. Dette vil navnlig være tilfældet, hvis det viser sig, at skyldneren har handlet uredeligt, f.eks. ved at undlade at oplyse om et aktiv, der skulle være indgået i sagen, eller hvis den pågældendes bo er af en vis størrelse.

4.7.2. Lovforslagets udformning

4.7.2.1. Med hensyn til konkurslovens regler om sagsomkostninger, herunder reglerne for sikkerhedsstillelse for sagsomkostninger, i sager om gældssanering peger Konkursrådet på, at den i praksis eneste større omkostning ved behandling af en sag om gældssanering er udgifterne til den medhjælper, der udpeges af skifteretten. Medhjælperen har i vidt omfang til opgave at udføre arbejde, som ellers skulle udføres af skifteretten. Overlader skifteretten ikke disse opgaver til medhjælperen, ville arbejdet således være blevet udført som en del af skifterettens arbejde uden omkostninger for skyldneren eller kreditorerne.

Konkursrådet finder på denne baggrund, at omkostningerne ved gældsaneringssagens behandling som hovedregel ligesom i dag bør afholdes af statskassen. Konkursrådet henviser bl.a. til, at reglerne om gældssanering overvejende har et socialpolitiske sigte, og at skyldnerens betaling af omkostningerne i en gældssaneringssag vil medføre en nedsættelse af det samlede beløb, der skal betales til kreditorerne. Sagsomkostningerne bør derfor heller ikke i væsentligt omfang afholdes af skyldnerens kreditorer.

De to situationer, som gældssaneringsudvalget i betænkning nr. 957/1982 fandt burde udløse krav om, at skyldneren skulle betale sagsomkostninger, var dels den situation, hvor skyldnerens bo var af en vis størrelse, dels €" og navnlig €" den situation, hvor en begæring ikke tages til følge, fordi skyldneren har handlet uredeligt. Med hensyn til størrelsen på et bo »af en vis størrelse« henviste gældssaneringsudvalget til konkurslovens bestemmelse om mindstedividende ved tvangsakkord, som efter udvalgets opfattelse efter omstændighederne kunne tale for, at omkostningerne bør påhvile skyldneren, når denne vil være i stand til at dække mindst 25 procent af de simple krav, hvilket svarer til mindstedividenden ved tvangsakkord.

Retspraksis synes €" på trods af affattelsen af konkurslovens § 203 €" at have indrettet sig efter disse retningslinjer, som efter Konkursrådets opfattelse fortsat må anses for velbegrundede.

Efter Konkursrådets opfattelse bør det således være hovedreglen, at skyldneren ikke skal betale gældssaneringssagens omkostninger, hvilket bør fremgå direkte af konkursloven. Skyldneren bør alene betale sagsomkostninger i de tilfælde, hvor skyldneren vil være i stand til at dække 25 procent af fordringshavernes krav, og i tilfælde hvor skyldneren har handlet uredeligt, f.eks. ved at undlade at oplyse om et aktiv, der skulle være indgået i sagen.

4.7.2.2. Om den praktiske tilrettelæggelse af skyldnerens betaling af sagsomkostninger i de tilfælde, hvor skyldneren vil være i stand til at dække 25 procent af fordringshavernes krav, peger Konkursrådet på, at der må tages stilling til, om skyldneren skal afholde sagsomkostningerne som en merudgift ud over det beløb, som den pågældende skal betale kreditorerne, eller om sagsomkostningerne skal medføre en mindre dividende til fordringshaverne.

Konkursrådet finder, at hensynet til kreditorerne i netop dette tilfælde i mindre grad taler imod at lade sagsomkostningerne fradrage i skyldnerens aktiver, inden dividenden beregnes, idet der i almindelig vil blive tale om en forholdsvis beskeden nedsættelse af dividenden, når skyldneren, inden der sker fradrag af sagsomkostningerne, kan betales en dividende på 25 procent. Dette er endvidere i overensstemmelse med gældende retspraksis.

Konkursrådet forudsætter herved, at der på det tidspunkt, hvor kendelsen om gældssanering afsiges, er tilstrækkeligt med frie midler hos skyldneren til at dække sagsomkostningerne. Sådanne frie midler vil typisk kunne være fremkommet som provenu fra aktiver, der er eller skal realiseres som led i kendelsen om gældssanering. Det er derimod ikke hensigten, at skyldneren skal betale sagsomkostningerne, hvis disse i så fald må afdrages til statskassen sideløbende med skyldnerens betaling af den bestående del af gælden.

Vurderingen af, om skyldneren i disse tilfælde skal betale sagsomkostningerne, bør således efter Konkursrådets opfattelse bero på en vurdering, hvor to betingelser skal være opfyldt. For det første skal skyldneren, når kendelsen om gældssanering afsiges, have fornødne likvide midler til at dække sagsomkostningerne, og for det andet skal den procent, hvortil fordringerne nedsættes, udgøre mindst 25.

Beregningen af dividenden i disse tilfælde bør efter Konkursrådets opfattelse foretages inden fradrag af sagsomkostningerne. Har skyldneren eksempelvis en gæld på 1 mio. kr., en aktivmasse inklusive indtægter i afdragsperioden på 250.000 kr. og skal betale 20.000 kr. i sagsomkostninger, vil den pågældende således i relation til afgørelsen af spørgsmålet om sagsomkostninger kunne præstere en dividende på 25 procent. I kendelsen om gældssanering vil fordringen derimod skulle nedskrives til 23 procent, idet aktivmassen efter fradrag af sagsomkostninger alene udgør 230.000 kr.

4.7.2.3. Konkursrådet finder endvidere, at skifteretten ikke i videre omfang end i dag bør kræve sikkerhedsstillelse for omkostninger ved behandlingen af sager om gældssanering. Rådet finder således, at det praktiske anvendelsesområde for bestemmelsen om sikkerhedsstillelse i konkurslovens § 203 fortsat som udgangspunkt bør reserveres til de tilfælde, hvor en skyldner på ny indgiver en begæring om gældssanering, efter at den pågældende har tilbagekaldt en ansøgning om gældssanering i en situation, hvor tilbagekaldelsen udelukkende skyldes skyldnerens egne forhold og ikke kan anses for rimeligt begrundet, f.eks. tilfælde hvor skyldneren har tilbagekaldt en ansøgning om gældssanering med den begrundelse, at skyldneren ikke har ønsket at efterleve skifterettens anvisning om realisation af en pensionsopsparing. Dette svarer efter Konkursrådets opfattelse til gældende praksis i dag.

4.7.2.4. Konkursrådet har endelig overvejet, om reglerne om betaling af retsafgift for behandling af gældssaneringssager bør ændres, men har ikke fundet grundlag herfor.

Der henvises til betænkningen side 296 ff.

4.7.2.5. Justitsministeriet er enig i Konkursrådets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 4 og 13 (forslag til konkurslovens § 203 og § 220), og bemærkningerne hertil.

4.8. Småfordringer og administration af udbetalinger

4.8.1 Gældende ret

Konkurslovens § 199 og § 200 regulerer, hvordan de fordringer, der hviler på en skyldner, behandles i tilfælde af, at skyldneren får gældssanering.

Udgangspunktet er, at alle fordringer, som hvilede på skyldneren på det tidspunkt, hvor skifteretten indledte gældssaneringssag for skyldneren, om fattes af gældssaneringen. Disse fordringer ophører ikke med at eksistere (medmindre kendelsen går ud på fuldstændig bortfald af gælden), men nedsættes i overensstemmelse med kendelsen.

En enkelt gruppe fordringer påvirkes ikke af, at skyldneren får gældssanering, hverken for så vidt angår deres beløb eller rente- og afdragsvilkår. Det gælder fordringer, der er sikret ved pant i skyldnerens aktiver, jf. § 199, stk. 2. Bortset herfra skal alle fordringshavere behandles lige, medmindre de samtykker i en mindre gunstig behandling, jf. § 200, stk. 3.

Om den praktiske gennemførelse af udlodning af de beløb, som skyldneren ved kendelsen om gældssanering pålægges at betale kreditorerne, indeholder konkursloven alene en vejledningsforpligtelse for skifteretten, jf. konkurslovens § 216, stk. 5, hvorefter skifteretten vejleder skyldneren om dennes retsstilling og om tilrettelæggelsen af skyldnerens betaling af afdrag i henstandsperioden, hvis skyldnerens forslag helt eller delvis tages til følge.

Såfremt dividenden ikke betales kontant, er det i dag antaget, at det er mest hensigtsmæssigt, hvis et pengeinstitut medvirker ved udlodning. I den situation bør medhjælper sørge for at udarbejde en udlodningsliste med angivelse af de enkelte kreditorer, de enkelte afdrag og forfaldstidspunkterne, samt størrelsen af skyldnerens månedlige opsparing eller indbetaling på en konto, ligesom medhjælper normalt vil være skyldneren behjælpelig med oprettelsen af den pågældende konto i et pengeinstitut. Medhjælperens vejledningspligt følger af konkurslovens § 219, stk. 1, jf. § 216, stk. 5. Skifteretten og medhjælperen kan derimod ikke påtage sig at forestå afdragenes betaling.

Et pengeinstitut kan beregne sig et gebyr for arbejdet ved udlodningen. Spørgsmålet om, hvorvidt dette beløb, der skal betales af skyldneren, kan medtages som en særskilt udgiftspost i budgettet og dermed i realiteten blive finansieret af skyldnerens kreditorer, er ikke endeligt afklaret i den juridiske teori. Det antages dog i almindelighed, at kreditorerne skal have de afdragsvise ydelser ubeskåret, og at skyldneren altså ikke ved udlodningerne kan fratrække gebyrer til pengeinstituttet.

4.8.2. Lovforslagets udformning

4.8.2.1. Konkursrådet anfører, at der for at begrænse udgifterne og de praktiske problemer ved håndteringen af en skyldners afdragsordning bør indføres en regel om behandling af småfordringer i gældssaneringssager.

Konkursrådet finder, at en regel om behandling af småfordringer bør tage udgangspunkt i konkurslovens § 153 om behandlingen af ubetydelig dividendebeløb i konkursboer, således at fordringer, der i en sag om gældssanering bliver nedsat til under en vis beløbsgrænse, ikke skal have dækning i gældssaneringssagen, selv om fordringerne for så vidt er omfattet af gældssaneringen. En sådan regel bør efter rådets opfattelse udformes sådan, at skifteretten ved fastsættelse af den procent, hvortil fordringen nedsættes, skal kunne bestemme, at der skal bortses fra fordringer, som kun vil afkaste et ubetydeligt beløb. Hermed skabes en regel, som svarer til reglen om småfordringer i konkurs, jf. konkurslovens § 153, stk. 1.

Konkursrådet finder endvidere, at justitsministeren bør kunne fastsætte nærmere regler om anvendelsen af en sådan bestemmelse, herunder om fastsættelsen af beløbsgrænsen for sådanne småfordringer. Størrelsen af den dividende, dvs. det beløb, hvortil fordringen bliver nedskrevet ved gældssaneringen, som kan udelukkes fra dækning i gældssaneringssagen, bør efter Konkursrådets opfattelse på nuværende tidspunkt fastsættes til 500 kr., hvilket er den normale nuværende beløbsgrænse for fordringer efter § 153, stk. 1, i Sø- og Handelsretten, der er landets største skifteret.

4.8.2.2. Konkursrådet har endvidere overvejet, om skyldneren bør kunne medtage udgifter til administration af udbetalingerne som en udgiftspost på budgettet. Rådet finder imidlertid, at der ikke er behov for en sådan regel.

Konkursrådet peger bl.a. på, at den teknologiske udvikling har gjort det muligt for skyldneren at oprette faste elektroniske overførsler af de beløb, der skal udloddes til kreditorerne, og at sådanne overførelser i almindelighed vil kunne gennemføres for et beløb, der er så lavt, at skyldneren bør kunne afholde det af sit rådighedsbeløb.

Konkursrådet bemærker endvidere, at hovedparten af kreditorerne i dag må antages at have etableret adgang for elektronisk overførsel af indbetalinger, og rådet foreslår i den forbindelse, at skifteretten skal kunne anmode fordringshaverne om i deres anmeldelse at anføre en pengeinstitutkonto, hvortil dividendebeløb vil kunne anvises. Dette vil kunne lette skyldnerens administrative byrder i forbindelse med udlodningen til kreditorerne.

I de formentlig få tilfælde, hvor der ikke vil være mulighed for elektronisk overførsel til kreditorers pengeinstitut, finder Konkursrådet, at skyldneren fortsat bør afholde udgiften i forbindelse med betalingen af rådighedsbeløbet.

Der henvises til betænkningen side 312 ff.

4.8.2.3. Justitsministeriet kan tilslutte sig Konkursrådets synspunkter vedrørende behandlingen af småfordringer og om administrationen af skyldnerens udlodning til kreditorerne.

I forbindelse med høringen over betænkningen er der peget på, at skyldneren normalt afdrager dividenden i 5 årlige rater, og at den bagatelgrænse, som Konkursrådet foreslår, derfor bør forhøjes f.eks. til 1.000 kr. for at undgå, at den enkelte rate bliver så lille, at det reelt ikke kan betale sig for fordringshaverne at behandle indbetalingerne. Justitsministeriet er enig med Konkursrådet i, at bagatelgrænsen indtil videre bør fastsættes til 500 kr. Dette beløb afspejler, uanset at det opdeles i flere rater, efter Justitsministeriets opfattelse en passende balance mellem hensynet til mindre kreditorer, for hvem dette beløb fortsat vil kunne have en reel værdi, og hensynet til større kreditorer, for hvem små beløb kan være af mindre interesse.

Justitsministeriet har i den forbindelse overvejet, om skyldneren bør have ret til at tilrettelægge sin afdragsordning på en sådan måde, at skyldneren betaler de mindre tilgodehavender på én gang uden opdeling i flere rater. Det vil f.eks. kunne tilrettelægges således, at skyldneren det første år betaler alle dividendebeløb på mindre end 500 kr. eller 1.000 kr. på én gang, hvorefter de øvrige dividendekrav betales over de sidste fire år af afdragsperioden. Efter Justitsministeriets opfattelse vil en sådan ordning dog ikke være hensigtsmæssig, idet skyldnerens betalingsevne vil kunne nedsættes i løbet af afdragsperioden, f.eks. hvis skyldneren mister sit arbejde og dermed ikke kan overholde den afdragsordning, der er fastsat i kendelsen om gældssanering, og alle kreditorerne bør dele risikoen herfor.

Det bemærkes endvidere, at de kreditorer, der ikke måtte ønske at modtage rater på små beløb, ligesom i dag vil kunne meddele skifterettens medhjælper, at der gives afkald på en samlet dividende, der ikke overstiger et bestemt (mindre) beløb. Dette kan meddeles allerede i forbindelse med, at kreditorerne anmelder deres krav i sagen, og herved vil kreditorerne ikke blive belastet yderligere af gældssaneringssagen i form af henvendelser fra skifterettens medhjælper eller ved udbetaling af små dividendebeløb.

Lovforslaget er udformet i overensstemmelser hermed. D er henvises til lovforslagets § 1, nr. 5 og 8 (forslag til konkurslovens § 208 a, stk. 1, 2. pkt., og § 216, stk. 1), og bemærkningerne hertil.

4.9. Misligholdelse i gældssanering

4.9.1 Gældende ret

Betaler en skyldner, der har fået gældssanering, ikke de afdrag, der er fastsat i gældssaneringskendelsen, har det umiddelbart ingen betydning for bortsaneringen af gælden, jf. konkurslovens § 226, stk. 2. En gældssaneringskendelse, der indeholder en henstands- og afdragsordning, er endelig og er således ikke betinget af, at skyldneren overholder sine afdragsforpligtelser. Det betyder, at det forhold, at skyldneren ikke overholder disse forpligtelser, som udgangspunkt ikke bevirker, at kendelsen derved bortfalder.

Efter konkurslovens § 229, stk. 1, nr. 2, kan gældssaneringskendelsen på begæring af en fordringshaver imidlertid ophæves af skifteretten, hvis skyldneren groft tilsidesætter sine forpligtelser ifølge gældssaneringskendelsen. Retspraksis har i overensstemmelse med forarbejderne til bestemmelsen, jf. betænkning nr. 957/1982, side 98 f., anlagt en særdeles streng vurdering af, hvornår betingelserne for ophævelse er opfyldt, således at den manglende betaling normalt skal kunne bebrejdes skyldneren, f.eks. fordi denne har bortødet de midler, der skulle have været brugt til betaling, på eksempelvis drikkeri, spil eller forbrug.

Efter konkurslovens § 228, stk. 1, kan skifteretten endvidere på begæring genoptage gældssaneringssagen med henblik på ændring af gældssaneringskendelsens henstands- og afdragsbestemmelser, når ganske særlige hensyn til skyldneren taler derfor. Sagen kan derimod ikke genoptages med henblik på at forhøje eller nedsætte det beløb, som skyldneren samlet set skal betale sine kreditorer efter kendelsen om gældssanering.

Er skyldnerens ændrede økonomiske forhold af en sådan varig karakter, at skyldneren ikke vil blive i stand til at betale dividenden, vil en genoptagelse af sagen kunne være formålsløs, da skifteretten ikke har mulighed for at lade den resterende gæld bortfalde eller for at nedsætte det samlede beløb, som skyldneren skal betale sine kreditorer.

I den situation kan skyldneren i stedet indgive en ny begæring om gældssanering, dvs. en »gældssanering i gældssanering«. Højesteret har i en kendelse gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2002, side 2275, fastslået, at der kan afsiges kendelse om gældssanering, der også omfatter krav, der er indgået i en tidligere ikke opfyldt gældssanering, hvis skyldneren godtgør, at han eller hun ikke er i stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at opfylde betalingsbestemmelserne i den tidligere kendelse om gældssanering, og skyldnerens forhold og omstændighederne i øvrigt i høj grad taler for en ny gældssanering. I den konkrete sag havde skyldneren f.eks. betalt afdrag på gælden i overensstemmelse med kendelsen om gældssanering, indtil skyldneren blev uarbejdsdygtig på grund af sygdom.

Som det fremgår af begge de nævnte bestemmelser, forudsætter en ændring af gældssaneringskendelsen en begæring herom. En anvendelse af konkurslovens § 228 eller § 229 forudsætter således, at enten skyldneren selv eller en kreditor indbringer spøgsmålet om den manglende betaling for skifteretten. Sker dette ikke, står bestemmelserne i en kendelse om gældssanering fast, dvs. at gælden er bortfaldet, uanset at kendelsen ikke overholdes af skyldneren.

I den situation, hvor der ikke sker genoptagelse af gældssaneringssagen eller ophævelse af kendelsen om gældssanering, er kreditor henvist til at søge kravet inddrevet gennem fogedretten. Efter konkurslovens § 226, stk. 1, har gældssaneringskendelsen mellem skyldneren og de pågældende fordringshavere samme virkning som et retsforlig, og et i gældssaneringskendelsen fastsat afdrag kan således straks inddrives hos skyldneren ved fogedrettens bistand efter de almindelige regler om tvangsfuldbyrdelse i retsplejeloven, hvis den pågældende ikke betaler til den fastsatte afdragstid, jf. retsplejelovens § 478, stk. 1, nr. 2, og § 482.

4.9.2 Lovforslagets udformning

Som anført ovenfor, kan skifteretten ikke genoptage en gældssaneringssag med henblik på at forhøje eller nedsætte det beløb, som skyldneren samlet set skal betale sine kreditorer efter kendelsen om gældssanering.

Dette er imidlertid efter Konkursrådets opfattelse ikke hensigtsmæssigt, og rådet foreslår derfor, at konkurslovens § 228, stk. 1, ændres, således at skifteretten også får mulighed for at ændre nedsættelsesprocenten i en situation, hvor skyldneren på grund af forværrede økonomiske forhold ikke længere har mulighed for at opfylde afdragsordningen i gældssaneringskendelsen. Gældssaneringsdividenden vil efter omstændighederne kunne nedsættes således, at den resterende del af gælden helt bortfalder.

Konkursrådet forudsætter, at en ændring af nedsættelsesprocenten alene skal ske i de situationer, hvor en rimelig forlængelse af afdragsperioden ikke kan afbøde konsekvenserne af de ændrede forhold i skyldnerens økonomiske situation. Den foreslåede ændring tilsigter ikke i øvrigt at ændre anvendelsesområdet for bestemmelsen.

Eftersom muligheden for at meddele »gældssanering i gældssanering«, jf. ovenfor i pkt. 4.9.1, hidtil har været anvendt i tilfælde, hvor skyldnerens ændrede økonomiske forhold er af en sådan varig karakter, at skyldneren ikke vil blive i stand til at betale dividenden, og hvor en genoptagelse af sagen vil være formålsløs som følge af, at skifteretten i dag ikke har mulighed for at lade den resterende gæld nedsætte eller bortfalde, vil området for »gældssanering i gældssanering« efter Konkursrådets forslag være meget begrænset. Det vil dog fortsat kunne forekomme, at en skyldner vil kunne meddeles gældssanering på ny, inden afdragene efter den første kendelse om gældssanering er betalt, ligesom »gældssanering i gældssanering« for at ligestille alle kreditorer også bør overvejes i den situation, hvor skyldneren har pådraget sig ny gæld efter den første og misligholdte kendelse om gældssanering.

Efter Konkursrådets opfattelse er der derimod ikke grundlag for at ændre konkurslovens § 229, således at skifteretten på en fordringshavers begæring skal kunne ændre en gældssaneringskendelse med henblik på, at skyldneren skal betale en større procentdel af fordringerne. Rådet finder heller ikke, at der er grundlag for at ændre konkurslovens § 226, således at skyldneren først skulle frigøres fra sine samlede gældsforpligtelser, herunder den del af gældsforpligtelserne, der er nedskrevet ved kendelsen om gældssanering, når skyldneren har opfyldt den betalingsforpligtelse, der typisk er indeholdt i en kendelse om gældssanering.

Konkursrådet finder således, at der fortsat bør lægges afgørende vægt på, at en kendelse om gældssanering i videst mulig omfang kommer til at markere afslutningen på skifterettens medvirken ved gældssaneringen. Rådet finder således ikke grundlag for at foreslå en regel, der i praksis vil indebære, at skifteretten i alle sager om gældssanering vil skulle kontrollere, om betalingsforpligtelsen efter gældssaneringskendelsen opfyldes.

Konkursrådet finder endvidere, at der kun i de tilfælde, hvor misligholdelsen skyldes manglende betalingsvilje eller lignende forhold, der kan bebrejdes skyldneren, er et præventivt begrundet behov for at »genoplive« skyldnerens samlede gældsforpligtelser. I andre tilfælde ville denne følge af skyldnerens misligholdelse efter rådets opfattelse stå i misforhold til rimelige hensyn til både skyldneren, som på ny vil være håbløst forgældet, og til fordringshaverne, som kun sjældent ville opnå nogen mærkbar forbedring af deres dækning ved en genoplivning af den del af gælden, der ved kendelsen blev slettet som urealistisk.

Konkursrådet finder på denne baggrund, at der ikke er grundlag for at ændre konkurslovens regler om kreditorernes sanktionsmuligheder over for den skyldner, der misligholder betalingsforpligtelsen efter en kendelse om gældssanering.

Der henvises til betænkningen side 333 ff.

Justitsministeriet kan tilslutte sig Konkursrådets synspunkter og forslag, herunder at skifteretten bør have mulighed for at genoptage en gældssaneringssag også med henblik på at nedsætte det samlede beløb, som skyldneren skal betale til kreditorerne. Vurderingen af, hvornår det i praksis bør overvejes at nedsætte gældssaneringsdividenden i stedet for at forlænge skyldnerens afdragsperiode, må bero på en konkret vurdering af husstandens samlede situation og den enkelte sags omstændigheder i øvrigt, og Justitsministeriet finder ligesom Konkursrådet, at der ikke er grundlag for at indføre faste regler herom.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 17 (forslag til konkurslovens § 228, stk. 1), og bemærkningerne hertil.

4.10. Gældssanering i forbindelse med konkurs

4.10.1. Baggrunden for lovforslaget

I regeringens handlingsplan for iværksættere fra januar 2003 er der med hensyn til regeringens politik på iværksætterområdet bl.a. anført, at »[d]et skal være nemmere at starte virksomhed igen. Et samfund præget af virkelyst og selvstændighed forudsætter, at det ikke kun skal være nemt at starte virksomhed, men også muligt at komme igen, hvis uheldet skulle være ude. Regeringen ønsker at gøre det lettere for en kriseramt virksomhed at komme videre og undgå konkurs, og regeringen ønsker også at lempe de relativt stramme danske regler for gældssanering.«

I en baggrundsrapport til handlingsplanen er der endvidere henvist til, at en række undersøgelser peger på, at mulighederne for at starte virksomhed igen, hvis den første virksomhed mislykkedes, har indflydelse på en potentiel iværksætters vurdering af, om den pågældende vil starte en virksomhed.

Som opfølgning på regeringens handlingsplan for iværksættere blev Konkursrådet i et tillægskommissorium af 4. februar 2003 anmodet om at lægge vægt på iværksætterhensynet i forbindelse med rådets arbejde med revision af konkurslovens regler om rekonstruktion og gældssanering. Rådet blev bl.a. anmodet om at overveje en lempelse af reglerne om tvangsakkord og en ændring af gældssaneringsreglerne, så en konkursramt iværksætter, der vil starte op igen, får mulighed for hurtigere at få slettet resterende gæld.

Der henvises til betænkningen side 337 ff.

4.10.2. Gældende ret

Både konkurslovens regler om tvangsakkord og gældssanering er relevante ved beskrivelsen af en tidligere erhvervsdrivendes mulighed for at blive frigjort helt eller delvist fra sine gældsforpligtelser.

Er en skyldners virksomhed gået konkurs, beholder en fordringshaver sin ret mod skyldneren for den del af en fordring, som ikke dækkes gennem konkursen, jf. konkurslovens § 156. Et selskab uden personligt gældsansvar opløses i reglen gennem konkursen, og en kreditor har derfor som udgangspunkt ingen at rette et krav mod, når konkursen er sluttet. Reglen i § 156 har derfor i hovedsagen relevans for den personlige skyldner, som er gået konkurs.

Tvangsakkordreglerne i konkursloven har deres hovedanvendelsesområde på erhvervsvirksomheder, som er i økonomiske vanskeligheder. Tvangsakkorden vil oftest fungere i et samvirke med reglerne om betalingsstandsning. Reglerne om tvangsakkord finder anvendelse på såvel personlige skyldnere som juridiske personer.

Tvangsakkordinstituttet giver mulighed for både rekonstruktion (videreførelse af virksomheden) og likvidation (afvikling af virksomheden). Den afgørende forskel mellem en likvidationsakkord og konkurs er, at skyldneren ved likvidationsakkord bliver gældssaneret i kraft af likvidationsdividenden, mens en fordringshaver i konkurs som ovenfor anført beholder sin ret mod skyldneren for den del af fordringen, som ikke dækkes gennem udlodning af boet. Mens gældsfrigørelsen i likvidationsakkord er resultat af udlodningen fra boet, skal dividenden i en gældssanering udredes af skyldnernes fremtidige indtægter.

Reglerne om tvangsakkord er karakteriseret ved, at ordningen i vidt omfang er kreditorstyret, hvilket betyder, at fordringshaverne gennem tiltrædelses- og afstemningsreglerne har afgørende indflydelse på, om en fremsat akkord kan åbnes og stadfæstes.

Grundtanken bag tvangsakkordinstituttet er, at skyldnerens akkordforslag ved at gennemgå akkordprocessen kan få retsvirkninger efter sit indhold ikke blot i forhold til fordringshavere, der har tiltrådt forslaget, men også i forhold til dem, som har været passive, eller som ligefrem har stemt mod akkorden.

Reglerne om gældssanering har derimod deres hovedsigte på skyldnere, som af den ene eller anden årsag har været udsat for et økonomisk sammenbrud, og i relation til erhvervsdrivende tager reglerne efter deres praktiske anvendelsesområde navnlig sigte på tilfælde, hvor sammenbruddet er definitiv, virksomheden er ophørt, og hvor skyldneren typisk er overgået til almindeligt lønarbejde.

Skyldneren i gældssaneringssager vil således som altovervejende udgangspunkt ikke have en igangværende virksomhed, hvori gælden søges saneret.

Gældssanering er karakteriseret ved, at ordningen er en ikke-kreditorstyret ordning, idet kreditorerne principielt ikke har nogen indflydelse på, om et fremsat forslag til gældssanering stadfæstes af skifteretten. Gældsnedskrivningen beror alene på skifterettens afgørelse.

Reglerne om gældssanering finder kun anvendelse på personlige skyldnere, og er som udgangspunkt ens for erhvervsdrivende og ikke-erhvervsdrivende personer.

En erhvervsdrivende skyldner har således principielt samme mulighed som andre for at søge sin gæld saneret efter bestemmelsen i konkurslovens § 197. De særlige forhold, der ofte vil kendetegne en konkursramt (tidligere) erhvervsdrivende, frembyder imidlertid i praksis særlig betydning i gældssaneringssammenhæng.

Stammer gælden i det væsentligste fra en virksomhed, der fortsat drives af skyldneren, er gældssanering som altovervejende udgangspunkt udelukket, da skyldneren i en sådan situation må være henvist til at anvende reglerne om tvangsakkord. Dette skyldes, at tvangsakkordreglerne som udgangspunkt skal gøre det muligt for skyldneren at videreføre eller likvidere en erhvervsvirksomhed, mens reglerne om gældssanering skal søge at afbøde virkningerne af et indtruffet økonomisk sammenbrud, jf. betænkning nr. 957/1982, side 86 f.

Fortsætter skyldneren i uændret form den virksomhed, der har påført den pågældende en uoverskuelig gældsbyrde, vil der tillige være en overhængende risiko for, at skyldneren inden for en kortere eller længere periode på ny befinder sig i en håbløs økonomisk situation. I så fald vil en gældssanering ikke have de ønskede konkrete og varige nyttevirkninger for skyldneren, og skifteretten vil derfor ikke kunne meddele skyldneren gældssanering.

Stammer gælden ikke fra den erhvervsvirksomhed, som skyldneren aktuelt driver, tillægges karakteren af de to erhvervsvirksomheder betydning. Er der i det væsentlige tale om samme type virksomhed, vil gældssanering efter retspraksis som udgangspunkt være udelukket. Er der derimod tale om en virksomhed af en anden karakter, end den hvori gælden i det væsentligste er stiftet, vil dette formentlig ikke i sig selv kunne begrunde en nægtelse af gældssanering. Tilfældene er dog nok sjældne i praksis.

Er der i realiteten tale om, at den virksomhed, hvorfra gælden stammer, reelt drives videre, men i en andens navn, f.eks. i et familiemedlems navn, vil gældssanering normalt være udelukket, da sådanne konstruktioner oftest vil have karakter af kreditorly.

Som det fremgår ovenfor under pkt. 4.1, fastsættes der som hovedregel en afdragsperiode på 5 år til afvikling af den resterende gæld efter en kendelse om gældssanering. I denne 5-årige periode skal skyldnerens indkomstmæssige og budgetmæssige forhold ligge nogenlunde fast. En eventuel usikkerhed om skyldnerens økonomiske forhold har således både betydning for skifterettens vurdering af, om skyldneren kan godtgøre ikke at være i stand til og navnlig også i fremtiden ikke vil blive i stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser, hvilket er en betingelse for at få gældssanering, ligesom den har betydning for, om skifteretten har et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at tilrettelægge skyldnerens afdragsordning. Usikkerhed om indkomstforhold vil derfor medføre, at der som altovervejende udgangspunkt ikke kan indledes gældssaneringssag for skyldneren for tiden.

Problemerne omkring opgørelsen af betalingsevnen har formentlig i en del tilfælde særlig relevans for den (tidligere) erhvervsdrivende skyldner, da det i praksis ofte ses, at netop arbejds-, indtægts- og boligforhold i en vis fremtid kan være uafklarede efter et virksomhedssammenbrud. Skyldneren vil i sådanne tilfælde efter gældende ret være henvist til at søge gældssanering, når forholdene har stabiliseret sig, f.eks. når skyldneren har fået almindeligt lønarbejde, eller der er etableret en (ny) virksomhed, hvor indtjeningsforholdene er afklaret på en sådan måde, at betalingsevnen kan opgøres med en rimelig grad af sikkerhed.

Kan den erhvervsdrivende ikke dokumentere et nogenlunde fast indtjeningsniveau, kan dette således både medføre, at gælden i givet fald må være meget stor, før skyldneren har ført bevis for, at gældsforpligtelsen er håbløs, og at gældssanering må afvises for tiden, da der ikke kan fastlægges et budget for skyldneren i afdragsperioden.

Gældens alder er derimod af mindre betydning for afgørelsen af, om skyldneren kan meddeles gældssanering, hvis den i det væsentligste er opstået som følge af en enkeltstående og nu overstået begivenhed, f.eks. en erhvervsvirksomheds sammenbrud eller konkurs.

At skyldneren er under konkursbehandling, hindrer ikke, at der kan gennemføres gældssanering, jf. konkurslovens § 231. Skyldneren skal i dette tilfælde opfylde de almindelige betingelser i konkurslovens § 197 for at opnå gældssanering, jf. pkt. 4.1 ovenfor.

Det fremgår af betænkning nr. 957/1982, side 166, at selv om gældssaneringsudvalget antog, at reglerne om gældssanering i konkurs ville få større praktisk betydning end reglerne om tvangsakkord i konkurs, fandt udvalget ikke, at der var behov for detaljerede regler om gældssanering i konkurs. Konkursloven indeholder en række detailregler om fremgangsmåden ved behandlingen af sager om gældssanering i konkurs, idet der dog i vidt omfang henvises til reglerne om gældssanering uden for konkurs.

Kendelse om gældssanering i konkurs kan tidligst afsiges i forbindelse med boets slutning efter § 143, dvs. når boet sluttes, fordi der ikke er midler til andet end dækning af omkostningerne til bobehandlingen, eller i forbindelse med skifterettens stadfæstelse af udkast til regnskab eller udlodning, jf. § 151, jf. § 232, stk. 1. I øvrigt træffer skifteretten bestemmelse om, i hvilket omfang gældssaneringssagen skal afvente boets slutning.

Kendelse om gældssanering i konkurs omfatter de fordringer, der er stiftet inden konkursdekrets afsigelse. Når særlige forhold taler derfor, kan skifteretten bestemme, at kendelsen kun skal omfatte de fordringer, der er stiftet inden et af skifteretten fastsat tidligere tidspunkt.

Gældssaneringsudvalget fremhævede i betænkning nr. 957/1982, side 102 f., at en forholdsvis stor del af det samlede antal gældssaneringssager, og navnlig de »tungeste«, måtte forventes at blive behandlet efter reglerne om gældssanering i konkurs. Konkursrådet anfører, at det i praksis har vist sig, at begæringer om gældssanering i konkurs kun udgør en ganske lille del af det samlede antal gældssaneringssager. Det praktiske anvendelsesområde efter de gældende regler for sanering af gæld, som stammer fra erhvervsmæssig virksomhed, har været relativt snævert. Reglerne har i hovedsagen været anvendt til nedskrivning af erhvervsgæld, hvor skyldnerens virksomhed er afviklet, og hvor skyldneren er overgået til at være lønmodtager.

Gældssaneringsudvalgets antagelse om, at navnlig de »tungeste« sager måtte forventes at blive behandlet efter reglerne om gældssanering i konkurs, og hermed formentlig også en antagelse om et vist sagsantal, har efter Konkursrådets oplysninger vist sig ikke at holde stik i praksis.

Konkursrådet bemærker, at man ikke har grundlag for at udtale sig om den præcise baggrund herfor, men peger bl.a. på et forholdsvist lille antal personlige konkurser og dermed en forholdsvis lille gruppe skyldnere, hvor der overhovedet kan opstå spørgsmål om gældssanering i konkurs (kun fysiske personer kan få gældssanering). Hertil kommer, at visse af de elementer, der indgår i vurderingen af skyldnerens betalingsevne, herunder navnlig kravet om, at skyldneren skal føre bevis for at være håbløst forgældet, og at skyldnerens økonomiske forhold i øvrigt skal være afklarede, jf. ovenfor, er faktorer, der efter Konkursrådets opfattelse i praksis kan hindre gældssanering i konkurs.

Der henvises til betænkningen side 343 ff.

4.10.3. Lovforslagets udformning

4.10.3.1. Generelle overvejelser om gældssanering for erhvervsdrivende/iværksættere

4.10.3.1.1. Afgrænsning af iværksættergruppen

Konkursrådet har under arbejdet med tillægskommissoriet i første række overvejet, om det er muligt at afgrænse gruppen af iværksættere fra øvrige erhvervsdrivende. En sådan afgrænsning skulle på baggrund af tillægskommissoriets ordlyd foretages med henblik på at adskille gruppen af konkursramte erhvervsdrivende, der ønsker at påbegynde ny erhvervsvirksomhed efter sammenbruddet af den pågældendes (første) erhvervsvirksomhed, og konkursramte erhvervsdrivende, der ikke ønsker dette, men f.eks. ønsker at overgå til lønarbejde.

En sådan afgrænsning af gruppen af iværksættere vil efter Konkursrådets opfattelse imidlertid ikke være hensigtsmæssig i praksis, da oplysningerne om den pågældendes fremadrettede erhvervsaktiviteter i vidt omfang alene vil komme til at bero på vedkommendes eget udsagn herom. Efter Konkursrådets opfattelse er det ikke muligt at fastsætte tilstrækkeligt klare og praktisk anvendelige objektive kriterier, der adskiller gruppen af iværksættere (forstået som dem, der vil starte igen) fra andre erhvervsdrivende.

En afgrænsning af den gruppe, der vil skulle omfattes af særlige regler om gældssanering som omtalt i tillægskommissoriet, kan efter Konkursrådets opfattelse mere hensigtsmæssigt foretages på grundlag af gældens karakter, således at der lægges vægt på, om gælden hidrører fra en erhvervsvirksomheds sammenbrud. Det afgørende kriterium for adgangen til et særligt regelsæt om gældssanering for erhvervsdrivende skyldnere bør således efter Konkursrådets opfattelse være, om gælden i hovedsagen kan karakteriseres som erhvervsmæssig.

Der henvises til betænkningen side 372 f.

4.10.3.1.2. Behovet for et lempeligere regelsæt

Konkursrådet peger på, at vurderingen af, i hvilket omfang særlige regler om gældssanering for erhvervsdrivende i praksis vil tilgodese de hensyn til erhvervsdrivende/iværksættere, som er nævnt i regeringens handlingsplan for iværksættere, i det væsentlige beror på erhvervspolitiske samt erhvervs- og samfundsøkonomiske overvejelser. Konkursrådet finder €" bl.a. som følge af sin sammensætning €" ikke at burde tage stilling til, om der ud fra disse hensyn bør indføres særlige regler om gældssanering for erhvervsdrivende, men rådet peger dog på forskellige spørgsmål, som i givet fald bør indgå i overvejelserne herom.

Konkursrådet har ved arbejdet med de opgaver, der er stillet i tillægskommissoriet, søgt at afdække, hvilke elementer i de gældende regler om gældssanering, der må antages at kunne hindre, at konkursramte iværksættere meddeles gældssanering og dermed får mulighed for hurtigere at få slettet den resterende gæld, der hidrører fra et virksomhedskollaps. Dette synes primært at være det forhold, at skyldneren i perioden efter virksomhedens økonomiske sammenbrud har uafklarede økonomiske forhold, hvilket normalt vil udelukke den pågældende fra ved en gældssanering at få saneret den gæld, der ikke blev dækket ved virksomhedskollapset.

Konkursrådet har i lyset heraf overvejet, hvordan et eventuelt nyt regelsæt om gældssanering, der skal varetage det hensyn, at konkursramte erhvervsdrivende får mulighed for hurtigere at få slettet resterende gæld, bør udformes. En gennemførelse af betænkningens model for gældssanering i forbindelse med konkurs, indebærer efter rådets opfattelse ingen afgørende insolvensretlige betænkeligheder.

Konkursrådet peger dog på, at de foreslåede særlige regler for sanering af erhvervsmæssig gæld indebærer visse fundamentale ændringer i forhold til de gældende regler om gældssanering. Efter Konkursrådets opfattelse er der ikke grundlag for at overføre disse ændringer til gældssaneringsområdet generelt. Det gælder navnlig den foreslåede mulighed for at få gældssanering, selv om skyldnerens økonomiske forhold er uafklarede, og en vis fravigelse af udgangspunktet om, at der med skifterettens kendelse om gældssanering er taget endelig stilling til spørgsmålet om sanering af skyldnerens gæld. Disse forskelle medfører, at de foreslåede regler vil kunne indebære en forskelsbehandling mellem skyldnere, hvis gæld i hovedsagen stammer fra en konkursramt virksomhed, og andre skyldnere.

Der henvises til betænkningen side 373 ff.

4.10.3.1.3. Forholdet mellem tvangsakkordreglerne og gældssaneringsreglerne

Konkursrådet anfører, at konkurslovens opbygning og systematik med hensyn til forholdet mellem tvangsakkordreglerne og gældssaneringsreglerne må anses for velbegrundet. Konkurslovens regler om tvangsakkord bør efter rådets opfattelse som udgangspunkt fortsat alene anvendes på erhvervsvirksomheder, som er i økonomiske vanskeligheder, og som søger en rekonstruktion eller likvidation af virksomheden, hvorimod reglerne om gældssanering bør have deres hovedsigte på skyldnere (fysiske personer), som af den ene eller anden grund har været udsat for et økonomisk sammenbrud og således ikke har nogen igangværende virksomhed, hvori gælden søges saneret.

Den igangværende virksomheds mulighed for rekonstruktion, dvs. fortsættelse af virksomheden med en procentvis nedsættelse af gælden, eller likvidation, dvs. en afvikling af virksomheden, hvor skyldneren frigøres for den udækkede del af gælden, bør efter Konkursrådets opfattelse således fortsat bero på tilslutning fra kreditorerne gennem akkordinstituttet, mens gældsnedskrivning efter en virksomheds økonomiske sammenbrud bør foretages af skifteretten i forbindelse med en gældssanering, medmindre skyldneren også i denne situation vil kunne opnå en akkord med sine kreditorer.

Rådet finder i den forbindelse, at det er væsentligt, at balancen mellem reglerne om akkord og gældssanering opretholdes, således at et særligt regelsæt for eftergivelse af i hovedsagen erhvervsmæssig gæld ikke medfører, at incitamentet til og grundlaget for rekonstruktionsbestræbelser i praksis bortfalder.

Det er endvidere rådets opfattelse, at det vil være uheldigt og uhensigtsmæssigt, hvis et nyt regelsæt om gældssanering i forbindelse med konkurs vil tilskynde skyldnere til at gå konkurs i stedet for at bruge reglerne om tvangsakkord med henblik på en rekonstruktion af virksomheden. Disse hensyn bør efter Konkursrådets opfattelse påses i forbindelse med udformningen af nye regler om gældssanering i forbindelse med konkurs.

Konkursrådet har endvidere overvejet, om reglerne om tvangsakkord samt reglerne om beskatning i en konkurssituation henholdsvis i en akkordsituation bør justeres som led i indførelsen af særlige regler om gældssanering for i hovedsagen erhvervsmæssig gæld, jf. pkt. 4.11 og 4.12 nedenfor. Det fremgår i den forbindelse af betænkningen, at Konkursrådet efter afgivelsen af betænkningen om gældssanering vil fortsætte arbejdet med reglerne om rekonstruktion af insolvente virksomheder, som vil omfatte en nærmere gennemgang af konkurslovens regler om betalingsstandsning og tvangsakkord.

Der henvises til betænkningen side 379 f.

4.10.3.1.4. Reglerne anvendelsesområde i og uden for konkurs

Konkursrådet har endvidere overvejet, om et særligt regelsæt om frigørelse fra gæld, som i hovedsagen er erhvervsmæssig, skal gælde både i og uden for konkurs. Reglerne om gældssanering i og uden for konkurs er efter den nuværende retstilstand som udgangspunkt ens, og navnlig hensynet til at undgå ubalance i forholdet mellem reglerne kunne tale for at opretholde dette udgangspunkt.

Konkursrådet finder det helt afgørende, at eventuelle nye regler om gældssanering af i hovedsagen erhvervsmæssig gæld i forbindelse med konkurs udformes sådan, at reglerne ikke fører til øget uforsvarlig erhvervsmæssig gældsætning eller egentligt konkursrytteri. Det er derfor afgørende, at der ved udformning af et regelsæt, der sikrer erhvervsdrivende en hurtigere adgang til sletning af håbløs gæld efter en konkurs, sker en nøje afvejning af hensynene til skyldneren, kreditorerne og samfundet i øvrigt.

Hvis disse hensyn ikke bliver tilgodeset i tilstrækkeligt omfang, vil der efter Konkursrådets opfattelse være en betydelig risiko for, at reglerne kan give anledning til misbrug. Indrettes et system således, at der eftergives gæld i tilfælde, hvor det ikke på forsvarligt grundlag kan fastslås, om skyldneren har optrådt loyalt over for sine kreditorer, vil der efter rådets opfattelse være risiko for, at der sker en markant svækkelse af kreditorernes og samfundets generelle accept af gældssaneringssystemet. Hertil kommer, at sager om nedskrivning af håbløse gældsforpligtelser opstået som følge af skyldnerens erhvervsdrift som hovedregel vil være mere komplekse end sager, som drejer sig om nedskrivning af gæld, som en lønmodtager har pådraget sig.

Konkursrådet finder det på denne baggrund afgørende, at skyldnerens erhvervsvirksomhed er afviklet forsvarligt og i betryggende form, inden der tages stilling til, om den pågældendes gæld skal saneres. En sådan forsvarlig og betryggende afvikling bør efter Konkursrådets opfattelse principielt enten ske som led i en af skyldneren tilvejebragt likvidationsakkord eller gennem en egentlig konkursbehandling. Hermed vil der ske en nøje gennemgang af skyldnerens virksomhed og forretningsførelse med henblik på at sikre, at der ikke sker gældsfrigørelse i tilfælde, hvor virksomheden og forretningsførelsen ikke har været forsvarlig.

I en akkord vil reglerne om kreditortilslutning og skifterettens stadfæstelse sikre, at skyldnerens virksomhed og forretningsførelse har været af en sådan karakter, at det er forsvarligt, at der sker en nedskrivning af gælden. Tilsvarende vil kurators nærmere undersøgelser i et konkursbo, der afsluttes med en redegørelse og regnskabsaflæggelse (medmindre boet sluttes efter konkurslovens § 143), kunne danne et forsvarligt udgangspunkt for skifterettens endelige vurdering af skyldnerens virksomhed og forretningsførelse. Dette vil dog ikke uden videre gælde boer, der sluttes efter konkurslovens § 143, fordi der ikke er midler til andet end dækning af omkostninger til bobehandlingen.

Et krav om formaliseret afvikling enten i form af en likvidationsakkord eller konkurs vil medføre, at en gruppe bestående af (tidligere) erhvervsdrivende, som ikke har mulighed for at rejse fornødne midler til etablering af en akkord, eller som ikke (længere) har aktiver til en konkursbehandling, vil være henvist til at søge gældssanering efter de almindelige regler om gældssanering uden for konkurs.

Det er imidlertid Konkursrådets opfattelse, at de ovennævnte hensyn bag et krav om formaliseret afvikling af erhvervsvirksomheder vejer tungere end hensynet til, at den ovenfor omtalte gruppe omfattes af et særligt regelsæt. Et krav om en formaliseret afvikling af erhvervsvirksomheden vil efter rådets opfattelse endvidere kunne anspore virksomhedsejere til at reagere i tide, når virksomheden er kommet i økonomiske vanskeligheder. Virksomhedsejeren bør således i tide enten søge en afvikling gennem akkordinstituttet eller indgive egenbegæring om konkurs på det tidspunkt, hvor det står klart, at virksomheden ikke længere kan reddes, men hvor virksomheden fortsat besidder aktiver. Herved vil også kreditorernes og samfundets tab kunne begrænses.

Konkursrådet bemærker endvidere, at de forskellige hensyn, som ligger bag reglerne om tvangsakkord og gældssanering, ikke bør føre til, at en skyldner, hvis gæld i hovedsagen er erhvervsmæssig, og som er gået konkurs, er afskåret fra at få gældssanering, selv om skyldneren på ny måtte etablere en erhvervsvirksomhed inden for samme eller en lignende branche. Er der ikke tale om egentligt misbrug mv., bør det forhold, at skyldneren efter en konkurs på ny har etableret sig i samme eller en lignende branche, således ikke i sig selv afskære skyldneren fra en gældssanering.

Konkursrådet har endvidere overvejet, om det bør være et krav, at en skyldner skal have forsøgt at etablere en tvangsakkord enten uden for eller i forbindelse med konkurs, før der kan indgives begæring om gældssanering i forbindelse med konkurs efter et særligt regelsæt for erhvervsdrivende.

Fordelen ved et sådant system kunne være at markere, at akkordinstituttet bør være afprøvet, før skifteretten inddrages i nedskrivning af i hovedsagen erhvervsmæssig gæld. Udformes reglerne om gældssanering i forbindelse med konkurs for lempeligt i forhold til tvangsakkordreglerne, vil der således være en risiko for at mindske skyldnerens incitament til egentlige rekonstruktionsbestræbelser.

Det forhold, at en akkord i en række tilfælde i praksis må antages at være udsigtsløs og dermed blot vil være et yderligere omkostningskrævende element, taler efter Konkursrådets opfattelse imidlertid afgørende imod at stille krav om, at skyldneren inden indledning af en sag om gældssanering i forbindelse med konkurs skal have forsøgt at opnå tvangsakkord. Et krav om forudgående akkordforhandlinger ville således føre til, at der ville blive færre midler til fordeling blandt kreditorerne i forbindelse med gældssaneringen.

Der henvises til betænkningen side 380 ff.

4.10.3.1.5. Udvidelse af området for regler om gældssanering i forbindelse med konkurs

Konkursrådet peger på, at en stor del af de konkursdekreter, der i dag afsiges, vedrører aktie- og anpartsselskaber. Erhvervsvirksomhed drives ofte gennem f.eks. et aktie- eller anpartsselskab, og selskabsdeltagerne påtager sig ofte kautionsforpligtelser for lån mv. til selskabet.

For at sikre, at et nyt regelsæt om gældssanering for erhvervsdrivende i fuldt omfang varetager de hensyn som tillægskommissoriet bygger på, bør regelsættet efter Konkursrådets opfattelse i givet fald også omfatte den persongruppe, som har drevet erhvervsvirksomhed gennem et selskab, hvor skyldneren, dennes ægtefælle eller samlever tilsammen direkte eller indirekte har ejet en væsentlig del af kapitalen, og hvor den håbløse gældsforpligtelse i hovedsagen beror på f.eks. kautionsforpligtelser, som skyldneren i forbindelse med selskabets konkurs ikke har været i stand til at indfri. Herved sikres det, at det i relation til gældssaneringsreglerne vil være uden betydning, om skyldneren har drevet sin virksomhed i eget navn eller gennem et selskab.

Da kautionsforpligtelser mv. ofte påtages også af den erhvervsdrivendes ægtefælle eller samlever, finder Konkursrådet, at et særligt regelsæt bør udstrækkes til at gælde for den ægtefælle eller samlever, hvis håbløse gældsforpligtelser i hovedsagen udspringer af sådanne forpligtelser. Dette bør gælde både i den situation, hvor skyldnerens håbløse gældsforpligtelse er opstået som følge af en forpligtelse påtaget til fordel for skyldnerens erhvervsdrivende ægtefælle eller samlever, som er gået konkurs, og i den situation, hvor forpligtelsen er påtaget for gæld optaget i et konkursramt selskab, hvor skyldneren, dennes ægtefælle eller samlever tilsammen direkte eller indirekte ejer en væsentlig del af selskabskapitalen.

Konkursrådet henviser i den forbindelse til, at en ægtefælles eller samlevers fortsatte hæftelse for en uoverskuelig gældsbyrde i sig selv vil kunne hindre den erhvervsdrivendes forsøg på at starte en ny virksomhed. Det vil således ofte være husstandens samlede økonomiske forhold, der udgør en forudsætning for en potentiel erhvervsdrivendes mulighed for at (gen)starte en ny virksomhed, herunder mulighederne for at få lån til etablering af den nye virksomhed.

Det kan efter rådets opfattelse endvidere forekomme mindre rimeligt og uhensigtsmæssigt, hvis ægtefællers eller samleveres sager om sanering af gæld, som udspringer af samme erhvervsvirksomheds sammenbrud, skal behandles efter forskellige regelsæt €" reglerne om gældssanering henholdsvis gældssanering i forbindelse med konkurs.

Konkursrådet finder tilsvarende, at der i dobbeltsaneringssager (dvs. samtidig behandling af to samlevende skyldneres sager om gældssanering), hvor kun den ene ansøger i hovedsagen har gæld fra erhvervsvirksomhed, bør kunne meddeles begge parter gældssanering på samme betingelser, selv om den ene skyldner ikke har erhvervsgæld. I modsat fald vil der også her kunne opstå situationer, hvor ægtefæller og samlevere, som samtidig søger om gældssanering, skal behandles efter forskellige regler.

Konkursrådet finder derimod, at der ikke er grundlag for at udstrække anvendelsesområdet for særlige regler om gældssanering for erhvervsdrivende til en videre personkreds, f.eks. til forældre, søskende mfl., som måtte have påtaget sig kautionsforpligtelser over for en erhvervsvirksomheds gæld. De økonomiske forhold for denne persongruppe vil således normalt ikke have nogen effekt på den erhvervsdrivende skyldners mulighed for at genstarte en erhvervsvirksomhed.

Der henvises til betænkningen side 383.

4.10.3.1.6. Forholdet mellem de »almindelige« regler om gældssanering og nye regler om gældssanering for erhvervsdrivende

Konkursrådet har overvejet, om et regelsæt med særlige vilkår for gældssanering i forbindelse med konkurs vil medføre, at lønmodtagere med i hovedsagen ikke-erhvervsmæssig gæld, som i dag meget sjældent går konkurs, i videre omfang vil søge mod konkursinstituttet med henblik på at blive omfattet af det foreslåede særlige regelsæt.

En sådan udvikling vil efter rådets opfattelse være uheldig og uhensigtsmæssig. Regelsættet bør derfor i givet fald udformes således, at sådanne tilfælde undgås. Er en lønmodtager under konkursbehandling, og er skyldnerens gæld i hovedsagen ikke-erhvervsmæssig, bør den pågældende i relation til en gældssanering ikke behandles anderledes end den skyldner, som ikke er gået konkurs. Udgangspunktet bør derfor i denne situation være, at der ikke kan meddeles gældssanering i konkurs på lempeligere betingelser, end hvad der følger af reglerne om gældssanering uden for konkurs (de »almindelige« regler om gældssanering).

Konkursrådet bemærker, at der undtagelsesvist kan være grundlag for at fravige dette udgangspunkt. I de ovenfor omtalte dobbeltsaneringssager vil der således kunne opstå den situation, at den ene skyldners gæld må betragtes som erhvervsmæssig, mens ægtefællens eller samleverens gæld ikke er erhvervsmæssig. Det vil efter Konkursrådets opfattelse være uhensigtsmæssigt, hvis der ikke i sådanne situationer kan meddeles gældssanering for den samlede husstand på ens betingelser, og skifteretten bør i sådanne tilfælde således have mulighed for at bestemme, at de særlige regler også kan finde anvendelse på den skyldner, der ikke har i hovedsagen erhvervsmæssig gæld.

Efter Konkursrådets opfattelse bør der til erhvervsmæssig gæld henregnes gæld, som stammer fra en virksomhed, som har været skyldnerens eller dennes ægtefælles eller samlevers hovedbeskæftigelse. Er der derimod tale om gæld, som stammer fra virksomhed af mere hobbybetonet karakter, herunder f.eks. »garagesalg« af vin og lignende, eller gæld som en lønmodtager har pådraget sig ved fejlslagne investeringsprojekter som f.eks. tegning af anparter uden sammenhæng med skyldnerens erhvervsudøvelse, bør der efter rådets opfattelse ikke kunne meddeles gældssanering efter særlige regler om gældssanering i forbindelse med konkurs.

Der henvises til betænkningen side 385 f.

4.10.3.1.7. Regeringens overvejelser

Som anført ovenfor i pkt. 4.10.3.1, peger Konkursrådet på, at vurderingen af, i hvilket omfang en særlig adgang til gældsfrigørelse for en håbløst forgældet skyldner, hvis gæld i hovedsagen stammer fra skyldnerens erhvervsvirksomhed, vil varetage de hensyn, der er nævnt i regeringens handlingsplan for iværksættere og i Konkursrådets tillægskommissorium, jf. pkt. 4.10.1 ovenfor, i det væsentlige beror på erhvervspolitiske samt erhvervs- og samfundsøkonomiske overvejelser. Konkursrådet har €" bl.a. som følge af sin sammensætning €" ikke fundet at burde tage stilling til, om der ud fra disse hensyn bør indføres særlige regler om gældssanering for erhvervsdrivende, men har dog peget på forskellige forhold, som i givet fald bør indgå i overvejelserne herom, herunder at der i givet fald i et vist omfang vil blive tale om en forskelsbehandling mellem skyldnere med en erhvervsmæssig gæld og andre skyldnere.

Som anført ovenfor i pkt. 4.10.1, er det regeringens generelle politik på iværksætterområdet, at det skal være nemmere at starte virksomhed igen efter en konkurs, og at konkursramte iværksættere, der vil starte op igen, får mulighed for hurtigere end i dag at få slettet resterende gæld. Her spiller konkurslovens regler om gældssanering en væsentlig rolle. Efter regeringens opfattelse bør der med henblik på at tilgodese disse hensyn indføres særlige regler om gældssanering for i hovedsagen erhvervsmæssig gæld. Det taler efter regeringens opfattelse ikke afgørende imod sådanne regler, at der hermed vil kunne blive tale om en vis forskelsbehandling i forhold til skyldnere med ikke-erhvervsmæssig gæld.

Regeringen kan i den forbindelse tilslutte sig Konkursrådets ovennævnte generelle overvejelser om, hvilke hensyn der i givet fald bør varetages ved udformningen af et sådant regelsæt. Regeringen er endvidere enig i, at det i relation til reglerne om gældssanering som udgangspunkt ikke vil være hensigtsmæssigt at søge at afgrænse gruppen af »iværksættere« i forhold til andre erhvervsdrivende, men at reglerne i stedet bør fokusere på skyldnere, hvis gæld i hovedsagen må anses for erhvervsmæssig.

Regeringen er også enig i, at det efter gældende ret navnlig er betingelsen om, at gældssanering forudsætter, at skyldneren har afklarede økonomiske forhold, der vil kunne hindre, at konkursramte erhvervsdrivende hurtigere får gældssanering og dermed får mulighed for hurtigere at få slettet den resterende gæld efter virksomhedens konkurs. Som anført af Konkursrådet, vil skyldneren i perioden efter virksomhedens økonomiske sammenbrud således ofte have uafklarede økonomiske forhold og vil dermed i denne periode normalt være udelukket fra at få gældssanering. Et særligt regelsæt om gældssanering for erhvervsdrivende bør derfor udformes sådan, at der tages højde for dette forhold, jf. herom nedenfor i pkt. 4.10.3.2.

I forbindelse med høringen over betænkningen har Advokatrådet anført, at et særligt regelsæt om gældssanering for erhvervsdrivende ikke bør være knyttet til, om virksomheden er gået konkurs eller ej. Afvikling af skyldnerens virksomhed bør således også kunne ske i forbindelse med en anmeldt betalingsstandsning med henblik på en efterfølgende gældssanering. Advokatrådet anfører endvidere, at de foreslåede regler indebærer, at gældssanering får karakter af en egentlig rekonstruktion, og at indførelsen af særlige gældssaneringsregler for iværksættere derfor bør afvente, at der foretages en mere gennemgribende revision af tvangsakkordreglerne.

Justitsministeriet skal hertil bemærke, at de foreslåede særlige regler om gældssanering for erhvervsdrivende ikke sigter mod en rekonstruktion, dvs. videreførelse af skyldnerens virksomhed, idet dette som anført af Konkursrådet i givet fald bør ske efter reglerne om betalingsstandsning og/eller tvangsakkord. Formålet med de nye regler er derimod som udgangspunkt at sikre, at den skyldner, hvis virksomhed er afviklet, får mulighed for hurtigere end i dag at få gældssanering og dermed blive frigjort for den del af gælden, der ikke er blevet dækket under konkursbehandlingen. Justitsministeriet er således enig med Konkursrådet i, at reglerne om gældssanering i forbindelse med konkurs bør sigte på erhvervsdrivende skyldnere, som har været udsat for et økonomisk sammenbrud, og som derfor ikke har nogen igangværende virksomhed, hvori gælden søges saneret.

Som anført ovenfor, vil Konkursrådet efter afgivelsen af betænkningen om gældssanering påbegynde arbejdet med en revision af reglerne om rekonstruktion, herunder konkurslovens regler om betalingsstandsning og tvangsakkord. Advokatrådets forslag til udformning af reglerne om rekonstruktion, herunder om anmeldt betalingsstandsning med henblik på en efterfølgende gældssanering, bør efter Justitsministeriets opfattelse indgå i Konkursrådets kommende overvejelser om rekonstruktion mv.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 20 (forslag til konkurslovens §§ 231 og 231 b), og bemærkningerne hertil. Med hensyn til den nærmere udformning af et særligt regelsæt om gældssanering i forbindelse med konkurs henvises til pkt. 4.10.3.2-3 nedenfor.

4.10.3.2. De nærmere betingelser for at meddele gældssanering i forbindelse med konkurs

Med hensyn til de nærmere betingelser for at meddele tidligere erhvervsdrivende gældssanering i forbindelse med konkurs anfører Konkursrådet, at spørgsmålene omkring fastsættelsen af skyldnerens betalingsevne også her vil være en central problemstilling. Fastsættelsen af betalingsevnen har betydning dels med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt skyldneren har ført bevis for at være håbløst forgældet, dels med hensyn til beregningen af den dividende, som skyldneren kan tilbyde sine kreditorer. Er der knyttet usikkerhedsmomenter til opgørelsen af skyldnerens betalingsevne, har dette således betydning for vurderingen af begge momenter.

4.10.3.2.1. Den økonomiske betingelse

Det påhviler skyldneren at godtgøre, at den økonomiske betingelse er opfyldt, men det er Konkursrådets opfattelse, at det i praksis oftest vil være ret åbenbart, at den konkursramte skyldner opfylder betingelsen om at være håbløst forgældet. Det kan dog ikke udelukkes, at der kan forekomme grænsetilfælde, hvor skønnet over den fremtidige indtægt er så usikkert, eller hvor restgælden efter konkursen er så lille, at skyldneren ikke har løftet beviset for at være håbløst forgældet.

Konkursrådet har derfor overvejet, om man bør undlade at stille krav om, at den konkursramte erhvervsdrivende skyldner skal være håbløst forgældet, men finder dog ikke grundlag for at foreslå en sådan regel. Har skyldneren gennem relativt sikre lønindtægter eller indtægter fra en ny erhvervsvirksomhed mulighed for inden for en kortere årrække at afvikle sin gæld, eller er restgælden efter konkursen så lille, at den ville kunne afvikles inden for en kortere årrække, vil det efter Konkursrådets opfattelse kunne virke stødende, hvis skyldneren alligevel kunne få gældssanering i forbindelse med konkurs.

I de tilfælde, hvor skyldneren har startet ny virksomhed, vil prognosen over en fremtidig indtægt være mere usikker end for en lønmodtager, men dette bør ikke i sig selv afskære den tidligere erhvervsdrivende skyldner fra at få gældssanering, fordi skyldneren ikke har bevist at være håbløst forgældet. I disse tilfælde bør der ikke lægges vægt på skyldnerens mere usikre forventninger til eller (positive) prognoser over den fremtidige indtægt. Den forventede indtægt må i stedet fastsættes mere skønsmæssigt og på baggrund af en relativt forsigtig vurdering, hvilket vil indebære, at skyldneren lettere vil kunne godtgøre betingelsen om ikke inden for de nærmeste år at have nogen udsigt til at kunne betale sine gældsforpligtelser.

En nærmere vurdering af, om skyldneren er kvalificeret insolvent, vil i reglen først kunne foretages i forbindelse med konkursboets afslutning, idet skifteretten næppe før op til tidspunktet for afslutningen af konkursboet med større sikkerhed vil kunne fastslå størrelsen af skyldnerens betalingsevne og resthæftelsen efter boets afslutning. De krav, som skifteretten stiller til styrken af beviset for skyldnerens kvalificerede insolvens, bør derfor efter Konkursrådets opfattelse efter omstændighederne være lavere ved indledning af en sag om gældssanering i forbindelse med konkurs end ved indledning af en almindelig gældssaneringssag.

Der henvises til betænkningen side 389 f.

4.10.3.2.2. Skyldnerens budget

En konkursramt skyldners arbejds- og boligforhold, hvad enten den pågældende har drevet virksomhed i eget navn eller gennem et selskab, er ofte i en tid efter konkursen karakteriseret ved at være uafklarede. Det er Konkursrådets opfattelse, at man for at sikre, at særlige regler om gældssanering i forbindelse med konkurs for erhvervsdrivende får et reelt anvendelsesområde, må se bort fra kravet om, at skyldnerens økonomiske forhold i almindelighed skal være afklarede, før der kan meddeles gældssanering.

Det betyder, at der bør kunne meddeles en skyldner gældssanering, selv om skyldnerens indtægtsforhold er behæftet med en væsentlig usikkerhed, f.eks. fordi skyldneren kort tid før sagens behandling har startet en ny erhvervsvirksomhed, eller hvis skyldneren for tiden er arbejdsløs. Tilsvarende bør gælde, hvis f.eks. skyldnerens boligforhold for tiden er uafklarede, og udgiften til bolig derfor er behæftet med en væsentlig usikkerhed.

Det følger dog af princippet om, at en gældssanering skal medføre en varig løsning af skyldnerens økonomiske situation, at væsentlige usikkerhedsmomenter omkring skyldnerens fremtidige økonomiske situation, som gør det uklart, om dette mål kan nås, fortsat bør udelukke gældssanering. Har skyldneren f.eks. undladt at indgive selvangivelse, kan det normalt ikke afgøres, om der eventuelt udløses en restskat til skyldneren. Disse forhold bør efter Konkursrådets opfattelse ligesom efter gældende ret føre til, at skyldneren nægtes gældssanering.

Det er efter rådets opfattelse af afgørende betydning, at nye regler om gældssanering i forbindelse med konkurs fortsat tilgodeser hensynet til skyldnerens kreditorer således, at skyldneren ved en gældssanering skal betale den størst mulige del af sin indtægt til kreditorerne. I de tilfælde, hvor skyldnerens økonomiske forhold også ved afslutningen af gældssaneringssagen er uafklarede, idet skyldneren fortsat befinder sig i en økonomisk overgangsperiode, kan det dog være vanskeligt at varetage dette hensyn, når der skal fastlægges et budget for skyldneren.

Fastlægges budgettet ud fra forholdene på det tidspunkt, hvor skyldneren f.eks. er arbejdsløs og har høje boligudgifter, vil dette kunne svække kreditorernes tillid til gældssaneringssystemet, idet det formentlig ofte vil føre til, at skyldnerens gæld helt bortsaneres. Dette vil endvidere kunne give anledning til misbrug af gældssaneringsinstituttet, idet det vil kunne motivere en skyldner til med henblik på fuldstændig bortsanering af gælden ikke i tilstrækkeligt omfang at søge at erhverve indkomst i tiden frem til det tidspunkt, hvor kendelsen om gældssanering afsiges.

Konkursrådet har på denne baggrund overvejet, om et særligt regelsæt for erhvervsdrivende på dette punkt kan udformes mere ubundet af reglerne om gældssanering uden for konkurs.

En mulig løsning kunne være at etablere et bagudrettet system, dvs. et fundamentalt helt nyt gældssaneringsinstitut, hvor skifteretten først ved udløbet af afdragsperioden tager stilling til, om skyldneren kan meddeles gældssanering, idet det ved udløbet af afdragsperioden vurderes, om skyldneren i den mellemliggende periode har foretaget en tilstrækkelig opsparing til fordel for sine kreditorer.

Konkursrådet finder imidlertid det nugældende fremadrettede system velbegrundet, og udgangspunktet bør derfor fortsat være, at kendelse om gældssanering afsiges i forbindelse med konkursboets afslutning. Hensynet til, at skyldneren i rimelig forlængelse af konkursbehandlingen får en (endelig) afklaring af, om der kan meddeles gældssanering, taler efter rådets opfattelse afgørende for at bevare det nuværende fremadrettede system. Herudover taler også administrative og omkostningsmæssige hensyn for at begrænse skifterettens og medhjælperens aktive medvirken og inddragelse i afdragsperioden, idet en yderligere inddragelse af skifteretten og medhjælperen gennem en længere periode vil have væsentlige administrative og omkostningsmæssige konsekvenser for statskassen.

En konsekvens af at fastholde et fremadrettet system vil imidlertid være, at budgettet for en skyldner, som på det tidspunkt, hvor gældssaneringskendelsen afsiges, fortsat er uden fast arbejde eller stabil indtægt (uafklarede indtægtsforhold) eller permanente boligforhold (uafklarede udgiftsforhold), må fastsættes på baggrund af de foreliggende forhold og således på baggrund af f.eks. skyldnerens arbejdsløshedsunderstøttelse eller en mere uvis indtægt fra en (ny) erhvervsvirksomhed.

Tages der udgangspunkt i skyldnerens aktuelle indtægtsforhold som f.eks. arbejdsløshedsunderstøttelse, vil det formentlig føre til, at der i videre omfang vil blive givet gældssanering, uden at skyldneren kan tilbyde nogen (yderligere) betaling til sine kreditorer, hvorfor den del af skyldnerens gæld, der ikke blev dækket i konkursen, helt bortsaneres. Dette vil efter Konkursrådets opfattelse kunne virke urimeligt over for kreditorerne i tilfælde, hvor skyldneren på afgørelsestidspunktet netop befinder sig i en økonomisk »overgangsperiode«, og hvor det senere viser sig, at skyldneren i den (forventede) afdragsperiode oppebærer indtægter, som ville have medført betaling til kreditorerne. Udformes reglerne på denne måde, vil det også indebære en risiko for, at skyldneren indretter sine forhold med henblik på at have en lav eller ingen indkomst på afgørelsestidspunktet med henblik på at undgå at skulle betale noget til kreditorerne.

Det er Konkursrådets opfattelse, at udformningen af et særligt regelsæt om gældssanering for erhvervsdrivende så vidt muligt bør sikre, at sådanne tilfælde undgås. Rådet foreslår derfor, at det fremadrettede system justeres, således at der bliver mulighed for at genoptage gældssaneringssagen med henblik på en opjustering af betalingsvilkårene , hvis der indtræder væsentlige budgetforbedringer for skyldneren i en vis periode, efter at kendelsen om gældssanering er afsagt. En sådan genoptagelsesadgang vil indebære en nydannelse i forhold til gældende ret, jf. konkurslovens § 228, stk. 1, og ovenfor i pkt. 4.9.1, fordi reglen giver mulighed for at forhøje dividenden.

Der henvises til betænkningen side 390 ff.

4.10.3.2.3. Nærmere om genoptagelse af en sag om gældssanering i forbindelse med konkurs

Konkursrådet anfører, at adgangen til at genoptage en sag med henblik på en opjustering af dividenden bør begrænses til de tilfælde, hvor skyldneren på det tidspunkt, hvor kendelsen om gældssanering afsiges, har uafklarede økonomiske forhold. Baggrunden herfor er, at reglen alene har til hensigt at sikre, at skyldnere, hvis økonomiske forhold er uafklarede på kendelsestidspunktet, kan meddeles gældssanering på de lempeligere betingelser. Hertil kommer hensynet til så vidt muligt at begrænse omfanget af genoptagelsessager.

Det foreslås, at skifteretten i en i gældssaneringskendelsen fastsat nærmere periode (den normale afdragsperiode) skal kunne bestemme, at skyldneren skal betale mere til kreditorerne. Dette vil både kunne betyde, at der skal betales dividende, hvis gælden tidligere er bortsaneret, og at en allerede fastsat dividende forhøjes.

Konkursrådet har overvejet, om der er behov for særlige regler om ophævelse af en kendelse om gældssanering i den situation, hvor en skyldners forhold i afdragsperioden udvikler sig på en sådan positiv måde, at skyldneren ikke længere er kvalificeret insolvent.

Det grundlæggende hensyn til skyldneren, der bør kunne indrette sig i forventning til, at en kendelse om gældssanering medfører en endelig afklaring af den pågældendes økonomiske forhold taler imidlertid efter Konkursrådets opfattelse afgørende imod en sådan ophævelsesadgang, og rådet finder, at der ikke er grundlag for at indføre særlige regler om denne €" formentlig i praksis ganske sjældne €" situation.

Konkursrådet bemærker i den forbindelse, at skyldneren i givet fald vil kunne pålægges at betale en øget dividende til fordringshaverne i afdragsperioden. En forhøjelse af dividenden adskiller sig imidlertid fra en ophævelse af kendelsen om gældssanering ved, at forhøjelsen alene påvirker skyldnerens økonomiske forhold i den resterende del af afdragsperioden. Er skyldnerens økonomiske forhold f.eks. bedret væsentligt i det sidste år af afdragsperioden, således at skyldneren f.eks. vil kunne afdrage hele den oprindelige gæld inden for yderligere 3-4 år, vil der efter forslaget alene kunne ske en forhøjelse for det sidste år af afdragsperioden. Dette gælder, uanset at skyldneren i denne situation næppe længere kan betragtes som kvalificeret insolvent.

Konkursrådet anfører, at en regel om genoptagelse til fordel for kreditorerne ved væsentlige budgetforbedringer for skyldneren må forudsætte, at skyldneren har en forpligtelse til at give meddelelse om forbedringer i sine budgetforhold, og at kreditorerne og skifteretten har en reel mulighed for at påse, at denne forpligtelse loyalt opfyldes. Konkursrådet foreslår derfor, at skyldneren pålægges en egentlig oplysningspligt, hvorefter skyldneren er forpligtet til at give kreditorerne og skifteretten meddelelse om væsentlige budgetforbedringer.

Det tidspunkt, hvor skyldneren skal give fordringshaverne og skifteretten besked om en økonomisk forbedring, bør efter rådets opfattelse ikke fastsættes med en absolut frist. Oplysningen skal dog gives snarest muligt efter det tidspunkt, hvor forbedringen af skyldnerens økonomiske forhold ligger fast, f.eks. i umiddelbar forlængelse af, at skyldneren har fået arbejde. Tidspunktet kan således ligge forud for det tidspunkt, hvor den pågældende får de økonomiske midler i hænde.

For at sikre, at skyldneren opfylder den foreslåede oplysningspligt, bør manglende efterlevelse heraf efter Konkursrådets opfattelse som udgangspunkt føre til, at skifteretten kan ophæve kendelsen om gældssanering.

En sådan oplysningspligt for skyldneren bør suppleres med regler, der giver mulighed for at kontrollere udviklingen i skyldnerens indkomstforhold i afdragsperioden. Rådet foreslår således, at skifteretten i de sager, hvor der er mulighed for at genoptagelse, kan pålægge skyldneren at sende lønsedler, årsopgørelser og lignende til dokumentation for indkomstforholdene i afdragsperioden. Skyldnerens indsendelse af dokumentation er således udtryk for, at kreditorerne og retten bør kunne kontrollere, at skyldneren opfylder sin løbende oplysningspligt, og skyldneren kan dermed ikke undlade at oplyse om væsentlige ændringer i sine økonomiske forhold ud fra en forventning om, at retten eller kreditorerne selv bliver opmærksom herpå.

Konkursrådet bemærker endvidere, at et krav til skyldneren om at indsende relevant dokumentation én gang om året ikke vil udgøre et tilstrækkeligt værn for kreditorerne. Skyldnerens oplysningspligt bør bestå løbende, idet det i modsat fald kan frygtes, at den pågældende vil have anvendt de øgede midler til forbrug, inden der foreligger en afgørelse om, hvorvidt beløbet skal inddrages i sagen og fordeles til kreditorerne.

Dokumentation for indkomstforholdene bør sendes til kreditorerne eller de væsentligste af disse, der så må tage stilling til, om de ønsker at begære gældssaneringssagen genoptaget. Det er således som udgangspunkt kreditorerne, der må påtale, hvis skyldneren ikke har opfyldt sin pligt til at oplyse om væsentlige budgetforbedringer. Konkursrådet finder derimod, at der ikke bør påhvile skifteretten en pligt til af egen drift at gennemgå skyldnerens materiale.

Konkursrådet har endvidere overvejet, hvilke budgetforbedringer der bør føre til, at der skal udloddes en yderligere dividende til kreditorerne, og som skyldneren dermed vil have pligt til at oplyse om.

Det er rådets opfattelse, at væsentlige budgetforbedringer, som udspringer af skyldnerens arbejde enten som lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende, bør kunne medføre krav om yderligere betaling til kreditorerne. Det gælder også væsentlige budgetforbedringer for skyldneren, som skyldes en stigning i ægtefællens eller samleverens arbejdsindkomst.

Et andet spørgsmål er, om mere tilfældighedsprægede budgetforbedringer bør føre til, at det pålægges skyldneren at betale et yderligere beløb til kreditorerne. Der kan f.eks. være tale om en friværdi opstået i et formueaktiv eller en gevinst forbundet med et sådan aktiv, som ikke er knyttet til skyldnerens eventuelle erhvervsvirksomhed. Der kan endvidere i afdragsperioden tilfalde skyldneren arv, lotterigevinster eller lignende, som skyldneren ikke på gældssaneringstidspunktet havde nogen nær udsigt til at modtage.

Det er Konkursrådets opfattelse, at der på dette punkt bør være parallelitet mellem reglerne om gældssanering i og uden for konkurs. Ved gældssanering uden for konkurs vil sådanne tilfældighedsprægede »eftererhvervelser« som altovervejende hovedregel ikke have nogen indflydelse på en meddelt gældssanering, og dette taler sammen med de begrænsede muligheder for i praksis at kontrollere skyldnerens erhvervelse af sådanne beløb, for, at sådanne mere tilfældighedsprægede budgetforbedringer ikke bør føre til, at skyldneren skal betale yderligere til sine kreditorer. Muligheden for en efterfølgende forhøjelse af dividenden bør således begrænses til tilfælde, hvor den væsentlige budgetforbedring kan tilskrives skyldnerens, dennes ægtefælles eller samlevers indtægt som lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende.

Af hensyn til en ensartet praksis bør det efter Konkursrådets opfattelse fastsættes til et absolut beløb, hvornår der foreligger en væsentlig budgetforbedring, som vil kunne føre til en ændring af betalingsbestemmelserne, og som skyldneren har pligt til at give sine kreditorer meddelelse om. Det er rådets opfattelse, at budgetforbedringer, som medfører, at skyldnerens betalingsevne øges med mindst 1.000 kr. om måneden, bør betragtes som en væsentlig budgetforbedring, mens budgetforbedring på mindre end 1.000 kr. om måneden ikke bør indebære yderligere betaling til kreditorerne, eller at skyldneren skal oplyse kreditorerne og skifteretten om ændringen.

For den selvstændige erhvervsdrivende kan der opstå den særlige problemstilling, at skyldneren i afdragsperioden i stedet for lønudbetaling foretager en »opsparing« i sin, ægtefællens eller samleverens (nye) virksomhed, således at en egentlig indtægtsfremgang ikke giver sig udtryk i en højere løn til skyldneren, men derimod i en konsolidering af erhvervsvirksomheden.

Skabes der ikke mulighed for, at kreditorerne i sådanne tilfælde kan begære dividenden forhøjet, vil det efter Konkursrådets opfattelse i vidt omfang være muligt for skyldneren at indrette sine forhold herpå, dvs. at skyldneren ved at undlade at modtage lønudbetaling kan skjule en væsentlig budgetforbedring for kreditorerne. Skyldneren vil i denne situation således selv have rådighed over, om sagen skal kunne genoptages.

Uanset at skifteretten i en sådan situation kan være stillet over for et vanskeligt skøn, er det rådets opfattelse, at der bør være adgang til at ændre og eventuelt ophæve gældssaneringskendelsen, hvis en nærmere gennemgang af den nye virksomheds regnskaber mv. efter gældssaneringskendelsen viser, at skyldnerens lønudbetalinger står i misforhold til virksomhedens overskud. Dette bør efter rådets opfattelse gælde både i tilfælde, hvor virksomheden ejes af skyldneren, og hvor det er skyldnerens ægtefælle eller samlever, som ejer virksomheden.

Har skyldneren stiftet et nyt selskab, vil det derfor kunne være relevant for skifteretten og kreditorerne at modtage virksomhedens regnskab mv. til gennemsyn. Disse økonomiske forhold vil også kunne omfatte regnskaber fra en virksomhed, som indirekte er ejet af skyldneren, og hvor den pågældende er ansat.

Det er rådets opfattelse, at skyldnerens indtægt i sådanne tilfælde må fastsættes ud fra, hvad den pågældendes arbejdsfunktion i almindelighed aflønnes med i den pågældende branche. I disse €" formentlig ganske få €" tilfælde kan der derfor efter omstændighederne blive tale om at »udlodde« en større del af virksomhedens overskud til kreditorerne eller alternativt at ophæve kendelsen om gældssanering.

Konkursrådet finder derimod ikke behov for herudover at kunne inddrage dele af overskuddet fra en virksomhed, der er direkte eller indirekte er ejet af skyldneren, i gældssaneringssagen. Efter rådets opfattelse vil det således alene i uhyre sjældne tilfælde forekomme, at en skyldner i afdragsperioden efter et tidligere virksomhedskollaps formår at stifte en ny virksomhed, der skaber et så stort overskud, at der vil være anledning til at pålægge skyldneren at foretage en yderligere udlodning, end den løn den pågældende arbejdsfunktion aflønnes med i den pågældende branche. Det bemærkes i den forbindelse, at en (nystartet) virksomhed bør have adgang til at foretage en vis konsolidering.

Der henvises til betænkningen side 396 ff.

4.10.3.2.4. Fastlæggelsen af skyldnerens budget i øvrigt

Konkursrådet finder, at skyldnerens budget og betalingsevne i øvrigt bør fastlægges i overensstemmelse med de almindelige nye regler herom, jf. pkt. 4.3.2 ovenfor. Den bekendtgørelse om gældssanering, der er omtalt i pkt. 4.3.2, bør efter rådets opfattelse således også finde anvendelse i sager, som behandles efter reglerne om gældssanering i forbindelse med konkurs.

De almindelige regler om gældssanering forudsætter som udgangspunkt, at skyldneren skal have afklarede økonomiske forhold. Dette indebærer, at reglerne for fastsættelsen af skyldnerens budget bør justeres i sager om gældssanering i forbindelse med konkurs, idet det efter Konkursrådets forslag ikke vil være en betingelse for at få gældssanering i forbindelse med konkurs, at skyldnerens økonomiske forhold er afklarede.

Har skyldneren på gældssaneringstidspunktet påbegyndt en ny erhvervsvirksomhed, må det i nogle tilfælde således f.eks. forventes, at det kan være vanskeligt at fastsætte en præcis prognose over skyldnerens fremtidige indtægt. I dette tilfælde bør skyldnerens betalingsevne fastsættes på baggrund af et rimeligt skøn over den fremtidige indtægt. Opnår skyldneren efter gældssaneringstidspunktet en væsentlig budgetforbedring, vil den pågældende som nævnt ovenfor have pligt til at oplyse skifteretten og kreditorerne herom.

Har skyldneren på afgørelsestidspunktet uafklarede udgiftsforhold, hvilket i praksis formentlig navnlig vil dreje sig om udgifter til skyldnerens bolig, er det rådets opfattelse, at der mere skønsmæssigt bør afsættes et beløb til dækning af en rimelig udgift hertil. Der bør i den forbindelse ikke lægges vægt på, om skyldneren for tiden faktisk afholder en sådan udgift. Såfremt skyldnerens faktiske udgifter til f.eks. bolig er for stor, bør dette dog ligesom i dag kunne medføre, at skifteretten nægter gældssanering.

Der henvises til betænkningen side 400 f.

4.10.3.2.5. Afdragsperiodens længde

Med hensyn til den periode, hvor skyldneren skal afdrage på den bestående del af gælden i forbindelse med gældssanering efter særlige regler for erhvervsdrivende, bemærker Konkursrådet, at der ved fastlæggelsen heraf må lægges vægt på forskellige hensyn. Konkursrådet har ikke fundet anledning til at foreslå en ændring af afdragsperiodens længde i »almindelige« sager om gældssanering. En eventuelt kortere afdragsperiode for skyldnere med erhvervsmæssig gæld end de i praksis sædvanlige 5 år, hvor sagen behandles efter de særlige regler om gældssanering i forbindelse med konkurs, vil således indebære en forskelsbehandling af skyldnere med erhvervsmæssig gæld og andre skyldnere. Konkursrådet finder ud fra en insolvensretlig vurdering, herunder hensynet til at sikre helheden i gældssaneringssystemet, ikke grundlag for at anbefale, at der generelt indføres en kortere afdragsperiode for en særlig gruppe af skyldnere.

Konkursrådet peger i den forbindelse også på, at en eventuel længere sagsbehandlingstid for sager om gældssanering i forbindelse med konkurs end i de øvrige gældssaneringssager ikke i sig selv kan begrunde en kortere afdragsperiode. Det regelsæt, som foreslås af Konkursrådet, er udformet sådan, at afdragsordningen reelt kan påbegyndes straks, når gældssaneringssagen indledes, således at skyldneren i realiteten ikke bliver stillet anderledes ved gældssanering i forbindelse med konkurs, jf. straks nedenfor.

Konkursrådet bemærker, at rådet ikke har taget stilling til, i hvilket omfang andre hensyn, herunder de erhvervspolitiske samt erhvervs- og samfundsøkonomiske hensyn, der ligger bag regeringens handlingsplan for iværksættere og rådets tillægskommissorium, måtte kunne begrunde, at der indføres regler om en kortere afdragsperiode for visse grupper af skyldnere.

Konkursrådet bemærker endvidere, at en sag om gældssanering i forbindelse med konkurs efter omstændighederne vil kunne indledes i umiddelbar forlængelse af konkursdekretets afsigelse, men der vil dog efter rådets opfattelse kunne gå en årrække, inden konkursboet afsluttes, og der kan træffes endelig afgørelse i gældssaneringssagen. Skyldneren vil imidlertid efter aftale med skifterettens medhjælper kunne påbegynde en opsparing allerede ved gældssaneringssagens indledning.

De midler, der er sparet op i den periode, hvor gældssaneringssagen behandles, vil skulle medtages ved beregningen af afdragsperiodens længde. De indbetalinger, som skyldneren har foretaget, skal således modregnes i afdragsperiodens længde under hensyn til betalingsevnen på det tidspunkt, hvor gældssaneringskendelsen afsiges. Har skyldneren ikke nogen betalingsevne, når kendelsen afsiges, skal eventuelle opsparede beløb udloddes som et engangsbeløb til kreditorerne.

Har skyldneren eksempelvis i en periode på 5 måneder opsparet 10.000 kr., og fastsættes skyldnerens månedlige afdrag til 2.500 kr., vil udgangspunktet være, at afdragsperioden efter kendelsen skal forkortes med 4 måneder. Har skyldneren på kendelsestidspunktet mulighed for at afdrage 3.000 kr. om måneden, vil den pågældende, hvis afdragsperioden fastsættes til 5 år, skulle betale 180.000 kr. i alt. Har skyldneren inden kendelsen f.eks. i løbet af 3 år opsparet dette beløb, vil den pågældende som udgangspunkt ikke skulle betale yderligere afdrag.

Om det sidstnævnte eksempel bemærker Konkursrådet dog, at hvis et beløb af denne størrelse er opsparet inden for en væsentligt kortere periode end den sædvanlige afdragsperiode, og er skyldneren trods dette på kendelsestidspunktet ikke i stand til at bidrage med yderligere til fordringshaverne i resten af den normale afdragsperiode, må skyldneren formentlig anses for at have uafklarede økonomiske forhold, således at gældssaneringssagen vil kunne genoptages, hvis der indtræder en væsentlig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold i en periode, der svarer til den normale afdragsperiode.

Skifteretten bør i denne situation tillige overveje, om skyldneren har forsøgt at indrette sine økonomiske forhold på en sag om gældssanering i forbindelse med konkurs, når betalingsevnen er væsentligt dårligere på kendelsestidspunktet end i opsparingsperioden. Dette vil i givet fald normalt indebære, at der ikke kan meddeles gældssanering, jf. forslaget til konkurslovens § 231 a, stk. 2, jf. § 197, stk. 2, nr. 5 (lovforslagets § 1, nr. 3 og 20).

Skyldnerens mulighed for at foretage en opsparing i den periode, hvor gældssaneringssagen behandles, med henblik på at afkorte den periode efter afsigelse af kendelse om gældssanering, hvori den pågældende skal afdrage på den bestående gæld, eksisterer også efter gældende ret. I sager om gældssanering i forbindelse med konkurs vil det efter Konkursrådets opfattelse imidlertid være særligt relevant at anvende denne opsparingsordning, idet sagsbehandlingstiden typisk vil kunne være længere end i en »almindelig« sag om gældssanering efter reglerne i konkurslovens kapitel 25-28.

Konkursrådet peger endelig på, at muligheden for at foretage en opsparing, mens gældssaneringssagen behandles, under alle omstændigheder vil kunne mindske betydningen af en længere sagsbehandlingstid i sager om gældssanering i forbindelse med konkurs.

Der henvises til betænkningen side 401.

4.10.3.2.6. De øvrige betingelser

Det er Konkursrådets opfattelse, at de øvrige betingelser for at opnå gældssanering i forbindelse med konkurs som udgangspunkt bør være de samme, som gælder for en »almindelig« gældssanering. G ældssanering bør således som udgangspunkt meddeles skyldnere, som er kvalificeret insolvente, dog således at skyldneren ikke behøver at have afklarede økonomiske forhold, jf. ovenfor, medmindre der foreligger omstændigheder, der bør føre til, at der ikke kan afsiges kendelse om gældssanering.

Efter Konkursrådets opfattelse bør de omstændigheder, som normalt bør udelukke, at der afsiges kendelse om gældssanering uden for konkurs, som udgangspunkt også gælde ved gældssanering i forbindelse med konkurs, jf. pkt. 4.1.2 ovenfor, og forslaget til konkurslovens § 197 (lovforslagets § 1, nr. 3). Den konkursramte skyldners gæld vil imidlertid typisk være af en anden karakter end i sager om gældssanering uden for konkurs, idet gælden oftest hovedsagelig vil hidrøre fra erhvervsvirksomhed, hvilket bør afspejles ved udformningen af de særlige regler om gældssanering for erhvervsdrivende.

Det er efter Konkursrådets opfattelse helt afgørende, at et særligt regelsæt om eftergivelse af i hovedsagen erhvervsmæssig gæld ikke giver anledning til misbrug, og at der derfor ikke bør meddeles gældssanering i tilfælde, hvor skyldnerens erhvervsvirksomhed eller den virksomhed, hvorfra skyldnerens erhvervsmæssige gæld hidrører, har været drevet på en måde, der fremtræder som illoyal over for kreditorerne, herunder offentlige myndigheder. Konkursrådet foreslår derfor, at det i konkursloven nærmere præciseres, hvilke omstændigheder omkring virksomhedsførelsen der normalt bør føre til, at der ikke kan afsiges kendelse om gældssanering i forbindelse med konkurs.

Rækkevidden af disse omstændigheder vil have afgørende betydning for det praktiske anvendelsesområde for særlige regler om gældssanering for erhvervsdrivende. Sættes kravene til den forretningsførelse, der skal give adgang til saneringsbestemmelserne, meget højt, vil dette kunne fremme hæderlig og forsvarlig forretningsførelse også i virksomheder, der er på randen af et økonomisk sammenbrud. Slækkes kravene til forretningsførelsen, vil anvendelsesområdet for de særlige gældssaneringsregler på den anden side blive udvidet, idet flere erhvervsdrivende vil kunne opfylde betingelserne for gældssanering i forbindelse med konkurs.

Efter Konkursrådets opfattelse bør de omstændigheder omkring virksomhedsførelsen, der normalt bør føre til, at der ikke kan afsiges kendelse om gældssanering i forbindelse med konkurs, angå virksomhedsførelsen i bred forstand. Angivelsen i loven af disse omstændigheder bør heller ikke i konkurssituationen opfattes således, at det automatisk vil føre til gældssanering, medmindre der i den enkelte sag er forhold, som udtrykkeligt er omfattet af udelukkelsesgrundene, jf. pkt. 4.1.2 ovenfor. Muligheden for at udøve et skøn i den konkrete sag er efter Konkursrådets opfattelse også i konkurssituationen af væsentlig betydning.

Med hensyn til de omstændigheder, der i almindelige bør udelukke gældssanering, peger Konkursrådet endvidere på, at det forhold, at skyldneren efter en indledt gældssaneringssag har stiftet ny gæld, i praksis oftere vil kunne være berettiget ved gældssanering i forbindelse med konkurs end ved almindelig gældssanering. Dette vil navnlig gælde i de tilfælde, hvor den nye gæld er stiftet i forbindelse med skyldnerens nye erhvervsvirksomhed.

Konkursrådet foreslår herudover, at det udtrykkeligt fremgår af konkursloven, at skyldneren i almindelighed vil være afskåret fra en gældssanering, hvis skyldneren eller ledelsen i det selskab, der er eller har været undergivet konkursbehandling, i ikke uvæsentligt omfang har tilsidesat sine pligter med hensyn til bogføring, momsafregning, indeholdelse og afregning af A-skat, indsendelse af oplysninger til offentlige myndigheder mv. Den nærmere vurdering af, i hvilket omfang en tilsidesættelse af disse pligter er så væsentlig, at gældssanering bør nægtes, bør efter Konkursrådets opfattelse foretages af skifteretten efter en konkret vurdering af den enkelte sags omstændigheder.

F.eks. bør ikke enhver formel overtrædelse af bogføringsreglerne føre til, at der ikke kan afsiges kendelse om gældssanering. Det er på den anden side heller ikke hensigten, at gældssanering kun skal være udelukket, hvis der er tale om en overtrædelse af straffelovens § 302 om særlig grove overtrædelser af bogføringsreglerne. Skyldneren bør dog som udgangspunkt være udelukket fra at få gældssanering, hvis virksomhedens bogføringsmateriale er bortkommet, og skyldneren ikke kan give en meget troværdig forklaring på, hvorfor virksomhedens regnskabsmateriale ikke umiddelbart er tilgængeligt for kurator.

Konkursrådet finder endvidere, at det bør fremgå af lovteksten, at der som udgangspunkt ikke kan meddeles gældssanering, hvis skyldneren, skyldnerens ægtefælle eller samlever, eller ledelsen i det selskab, der er omfattet af konkursbehandlingen, i øvrigt i ikke uvæsentligt omfang har undladt at lede den virksomhed, der er eller har været undergivet konkursbehandling, forsvarligt. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis virksomheden har ydet ulovlige aktionær- eller anpartshaverlån. Er der f.eks. ydet lån til selskabets aktionærer, bestyrelsesmedlemmer eller direktører i strid med aktieselskabslovens § 115, stk. 1, må ledelsen efter Konkursrådets opfattelse anses for at have undladt at lede virksomheden forsvarligt, således at der ikke bør meddeles gældssanering.

Den foreslåede regel vil endvidere kunne anvendes, hvis virksomheden har begunstiget eller søgt at begunstige enkelte kreditorer. Der bør dog være tale om tilfælde, hvor dispositionen kan bebrejdes skyldneren eller den konkursramte virksomhed, som har foretaget dispositionen.

I de tilfælde, hvor det ikke er skyldneren selv, men skyldnerens selskab eller skyldnerens ægtefælles eller samlevers virksomhed, som er under konkurs, bør forholdene i den konkursramte virksomhed efter Konkursrådets opfattelse have afsmittende virkning på skyldnerens gældssaneringssag. Dette vil f.eks. indebære, at skyldneren bør nægtes gældssanering efter reglerne om gældssanering i forbindelse med konkurs i tilfælde, hvor ledelsen i et aktieselskab i ikke uvæsentligt omfang har tilsidesat sine forpligtelser til bogføring mv.

Det samme vil gælde, hvis det er skyldnerens ægtefælle eller samlever, der har forsømt sine pligter ved ledelsen af den virksomhed, der er gået konkurs, og hvorfra skyldnerens gældsforpligtelse stammer. Den, der har påtaget sig en kautionsforpligtelse, vil således i relation til de særlige regler om gældssanering for erhvervsdrivende kunne blive påvirket af uacceptable forhold ved driften af den konkursramte virksomhed.

Dette må efter Konkursrådets opfattelse ses som en konsekvens af, at reglerne søger at sikre en samlet og ensartet løsning af husstandens økonomiske problemer, idet de særlige regler om gældssanering for erhvervsdrivende som nævnt ovenfor bør kunne udstrækkes til også at gælde for skyldnerens ægtefælle mfl. Har virksomheden været ledet på en måde, der gør, at virksomhedsindehaveren ikke kan få gældssanering, er der således heller ikke grundlag for, at virksomhedsejerens ægtefælle mfl. skal have gældssanering efter de særlige regler om gældssanering for erhvervsdrivende. Hertil kommer, at de særlige betingelser for gældssanering for erhvervsdrivende også bør gælde for den skyldner, der har drevet virksomhed i selskabsform, uanset at skyldneren kun har kautioneret for selskabets gæld.

Der henvises til betænkningen side 388 ff.

4.10.3.2.7. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan tilslutte sig Konkursrådet synspunkter, herunder at en kendelse efter de særlige regler om gældssanering for erhvervsdrivende i forbindelse med konkurs, hvis skyldneren på kendelsestidspunktet har uafklarede økonomiske forhold, bør kunne genoptages, hvis der i afdragsperioden sker væsentlige forbedringer af skyldnerens økonomiske situation. Dette indebærer en fravigelse i forhold til, hvad der gælder for »almindelige« gældssaneringssager, men Justitsministeriet er enig med Konkursrådet i, at fravigelsen af kravet om, at skyldneren skal have afklarede økonomiske forhold, af hensyn til kreditorerne bør modsvares af en mulighed for at genoptage gældssaneringssagen ved væsentlige budgetforbedringer for skyldneren.

Justitsministeriet er endvidere enig med Konkursrådet i, at kreditorerne må anses for at være nærmest til at kontrollere, om skyldneren i strid med den foreslåede oplysningspligt undlader at oplyse om en væsentlig budgetforbedring. En pligt for skifteretterne til i alle sager, hvor kendelsen om gældssanering kan genoptages, at gennemgå de oplysninger, som modtages fra skyldneren, ville påføre skifteretterne et ikke ubetydeligt merarbejde, som reelt ville være i kreditorernes interesse, og som næppe ville stå mål med antallet af sager, hvor skyldnerens økonomiske forhold forbedres væsentligt i afdragsperioden.

Det bemærkes i den forbindelse, at kreditorerne indbyrdes vil kunne aftale, hvem der foretager en eventuel gennemgang af de oplysninger, som skyldneren fremsender. Dette vil navnlig kunne være relevant i tilfælde, hvor skyldneren har startet en ny virksomhed, eller bliver ansat i f.eks. ægtefællens virksomhed, hvor skifteretten har mulighed for at pålægge skyldneren at indsende virksomhedens regnskaber og andre bilag, herunder f.eks. bogføringsbilag, kontoudtog fra pengeinstitutter, måneds- og perioderegnskaber.

Med henblik på at sikre en enkel og praktisk anvendelig regel om genoptagelse af gældssaneringssagen som følge af væsentlige budgetforbedringer for skyldneren og om skyldnerens oplysningspligt er Justitsministeriet endvidere enig med Konkursrådet i, at der som udgangspunkt bør gælde en absolut grænse for, hvornår der er tale om en væsentlig budgetforbedring. Dette er navnlig væsentligt for skyldneren, der bør have klarhed over, hvornår han eller hun er forpligtet til at oplyse skifteretten og kreditorerne om ændringerne i sine økonomiske forhold. En absolut beløbsgrænse sikrer samtidig, at skifteretten og kreditorerne ikke belastes unødigt som følge af, at skyldnere, der har fået gældssanering efter de særlige regler for erhvervsdrivende, »for en sikkerheds skyld« løbende indsender oplysninger om ændringer af deres økonomiske forhold.

Justitsministeriet er også enig i, at betingelserne for at få gældssanering efter de særlige regler for erhvervsdrivende bør udformes med udgangspunkt i de nye regler, der foreslås vedrørende »almindelig« gældssanering efter konkurslovens kapitel 25-28, jf. pkt. 4.1.2, men at der samtidig i reglerne bør tages højde for de særlige forhold som følge af, at der er tale om gæld, der stammer fra en erhvervsvirksomhed. Det er i den forbindelse afgørende, at et nyt regelsæt om eftergivelse af i hovedsagen erhvervsmæssig gæld ikke giver anledning til misbrug, og det bør derfor fremgå udtrykkeligt af konkursloven, at der i almindelighed ikke skal kunne meddeles gældssanering i tilfælde, hvor skyldnerens erhvervsvirksomhed eller den virksomhed, hvorfra skyldnerens erhvervsmæssige gæld hidrører, har været drevet på en måde, der fremtræder som illoyal eller uforsvarlig over for kreditorerne, herunder offentlige myndigheder, f.eks. hvis skyldneren eller ledelsen i det selskab, der er eller har været undergivet konkursbehandling, i ikke uvæsentligt omfang har tilsidesat sine pligter med hensyn til momsafregning samt indeholdelse og afregning af A-skat mv.

Med hensyn til afdragsperiodens længde i sager om gældssanering for erhvervsdrivende efter de foreslåede nye regler om gældssanering i forbindelse med konkurs har Konkursrådet ud fra en insolvensretlig vurdering, herunder hensynet til at sikre helheden i gældssaneringssystemet, ikke fundet grundlag for at anbefale, at der generelt indføres en kortere afdragsperiode for en særlig gruppe skyldnere, f.eks. skyldnere med i hovedsagen erhvervsmæssig gæld. Konkursrådet bemærker, at man ikke herved har taget stilling til, i hvilket omfang andre hensyn, herunder de erhvervspolitiske samt erhvervs- og samfundsøkonomiske hensyn, der ligger bag regeringens handlingsplan for iværksættere og rådets tillægskommissorium, måtte kunne begrunde, at der indføres regler om en kortere afdragsperiode for visse grupper af skyldnere.

Som anført i pkt. 4.10.3.1.7 ovenfor, ønsker regeringen i overensstemmelse med sin generelle politik på iværksætterområdet, at det skal være nemmere at starte virksomhed igen efter en konkurs, og at konkursramte erhvervsdrivende, der vil starte op igen, får mulighed for hurtigere end i dag at få slettet resterende gæld. Efter regeringens opfattelse vil det kunne have positiv indflydelse på villigheden til at starte virksomhed, hvis den nuværende normale afdragsperiode på 5 år afkortes til 3 år i gældssaneringssager, som behandles efter de foreslåede nye regler. Det foreslås på denne baggrund, at der i sager om gældssanering for erhvervsdrivende efter disse nye regler skal anvendes en normal afdragsperiode på 3 år.

I de »almindelige« sager om gældssanering uden for konkurs vil afdragsperioden som hidtil normalt være 5 år, jf. pkt. 4.3.2.5 ovenfor. Efter regeringens opfattelse må iværksætterhensynet imidlertid veje tungere end hensynet til lige behandling af skyldnere. Det bemærkes i den forbindelse også, at de nye regler om gældssanering i forbindelse med konkurs indeholder en »karantæneperiode«, således at der kun én gang inden for 10 år kan meddeles en erhvervsdrivende gældssanering efter disse særlige regler, jf. pkt. 4.10.3.3.3 nedenfor.

Justitsministeriet agter efter en vedtagelse af lovforslaget at udforme bekendtgørelsen om gældssanering, jf. pkt. 4.3.2, i overensstemmelse hermed.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 20 og 25 (forslag til konkurslovens §§ 231 a og 236 a-b), og bemærkningerne hertil.

4.10.3.3. Regler om sagsbehandling

Skifterettens vurdering af, om der foreligger omstændigheder, som bør medføre, at der ikke bør afsiges kendelse om gældssanering efter de særlige regler om gældssanering for erhvervsdrivende, vil efter Konkursrådets opfattelse som udgangspunkt komme til at bero på kurators regnskabsaflæggelse og redegørelse i konkursboet i medfør af konkurslovens § 148, hvorefter kurator skal udarbejde en kort redegørelse for boets behandling samt dets indtægter og udgifter.

Skifteretten vil dog som efter gældende ret skulle foretage en indledende prøvelse af, om der er rimelig udsigt til, at der kan afsiges kendelse om gældssanering, jf. konkurslovens § 237, jf. § 205, stk. 1. Fremgår det således f.eks. af den redegørelse, som kurator i medfør af konkurslovens § 125, stk. 2, skal udarbejde snarest efter, at konkursdekretet er afsagt, at der foreligger forhold, som vil udelukke skyldneren fra en gældssanering, bør skifteretten nægte at indlede gældssaneringssag. Det egentlige vurderingsgrundlag vil dog normalt først foreligge, når forholdene i det relevante konkursbo er afdækket i tilstrækkeligt omfang.

For at sikre, at sagerne hurtigst muligt oplyses tilstrækkeligt, bør der efter Konkursrådets opfattelse indføres mere formaliserede regler om, at fordringshaverne tidligt i sagsforløbet opfordres til at fremkomme med oplysninger, som vil kunne have betydning for skifterettens afgørelse af, om der bør meddeles skyldneren gældssanering efter de særlige regler om gældssanering i forbindelse med konkurs. Konkursrådet foreslår på denne baggrund, at fordringshaverne i forbindelse med, at det præklusive proklama, jf. herom pkt. 4.5.2 ovenfor, sendes til samtlige kendte fordringshavere, samtidig bør opfordres til at komme med oplysninger om omstændigheder af betydning for afgørelsen af skyldnerens gældssaneringssag.

Relevante oplysninger fra en fordringshaver vil navnlig kunne være nærmere oplysninger om virksomhedens drift, herunder oplysninger om mulige omstødelige dispositioner, som kan bebrejdes skyldneren eller dennes virksomhed, ulovlige låneforhold, eller oplysninger om aktiver, som søges unddraget fra konkursbehandlingen. Disse oplysninger vil indgå i skifterettens vurdering af gældssaneringssagen, ligesom de kan danne grundlag for skifterettens overvejelser om behovet for eventuelle yderligere undersøgelser.

I de tilfælde, hvor konkursbehandlingen er sluttet i medfør af konkurslovens § 143 uden udlodning, fordi der i boet ikke er midler til dækning af andet end omkostningerne til bobehandlingen, vil oplysningerne i konkursboet kunne være sparsomme. Konkursrådet finder, at det ville være uhensigtsmæssigt, om skyldneren i sådanne sager skulle være afskåret fra at få gældssanering, alene fordi der ikke er midler i boet ud over, hvad der medgår til dækning af omkostningerne ved konkursbehandlingen. I disse sager, hvor kurator hurtigt har sluttet konkursbehandlingen, vil der imidlertid i praksis formentlig ofte være et særligt behov for at få foretaget yderligere undersøgelser inden afgørelsen om gældssanering i forbindelse med konkurs. Disse yderligere undersøgelser vil i givet fald skulle foretages af skifterettens medhjælper.

Behovet for sådanne yderligere undersøgelser vil komme til at bero på det oplyste om boets forhold, herunder de nærmere oplysninger, som måtte fremkomme fra boets fordringshavere. Skifteretten vil endvidere som efter gældende ret kunne anmode skyldneren om oplysninger til belysning af sagen. Hvis skyldneren ikke medvirker loyalt ved oplysningen af sagen, bør det ligesom i dag kunne føre til, at skyldneren nægtes gældssanering. Endelig vil kreditorerne under gældssaneringssagen og på den afsluttende skiftesamling som efter gældende ret have adgang til at udtale sig mod en gældssanering, jf. konkurslovens § 237, jf. § 215, stk. 1, 2. pkt.

I de tilfælde, hvor en begæring om gældssanering indgives, efter at det relevante konkursbo er sluttet, finder Konkursrådet, at skifteretten bør kunne bestemme, at reglerne om gældssanering i forbindelse med konkurs også skal anvendes. I modsat fald vil en fristoverskridelse kunne få ganske afgørende betydning for den konkursramte skyldner, der ikke i tide får indgivet en begæring om gældssanering i forbindelse med konkurs. Endvidere vil den skyldner, som f.eks. har påtaget sig en kautionsforpligtelse for et selskab, som er under konkursbehandling, ofte først ved afslutningen af konkursboet have et fuldt overblik over sin økonomiske situation og dermed grundlaget for at indgive begæring om gældssanering i forbindelse med konkurs.

Efter gældende ret har skifteretten allerede adgang hertil i tilfælde, hvor skyldnerens bo er sluttet med regnskab og udlodning, jf. konkurslovens § 231, stk. 3. Denne mulighed bør efter Konkursrådets opfattelse opretholdes og vil på grund af anvendelsesområdet for gældssanering i forbindelse med konkurs få større praktisk betydning for f.eks. den ægtefælle eller samlever, der har kautioneret for skyldnerens gæld.

Konkursrådet finder endvidere, at skifterettens adgang til at anvende reglerne om gældssanering i forbindelse med konkurs bør udvides til at omfatte de tilfælde, hvor det relevante konkursbo måtte være sluttet i medfør af konkurslovens § 143, når dette findes forsvarligt.

Skifterettens afgørelse af, om der, uanset at konkursboet er afsluttet, bør indledes sag om gældssanering i forbindelse med konkurs, bør efter Konkursrådets opfattelse fortsat bero på skifterettens konkrete vurdering af den enkelte sag. De særlige hensyn til forsvarlig afvikling af konkursramte erhvervsvirksomheder, som bør være en betingelse for anvendelsen af nye regler om gældssanering i forbindelse med konkurs, må efter Konkursrådets opfattelse indebære, at en sag om gældssanering efter dette særlige regelsæt ikke bør indledes, når der er gået blot nogen tid fra konkursboets afslutning, da det ellers vil være vanskeligt at fremskaffe nærmere oplysninger om virksomhedens drift mv.

I skifterettens afgørelse af, om der skal indledes sag om gældssanering, uanset at konkursboet er afsluttet, må det indgå som et væsentligt moment, om sagen kan oplyses forsvarligt. Dette vil have særlig betydning i de sager, hvor konkursboet er sluttet i medfør af konkurslovens § 143, idet der i disse sager som nævnt som hovedregel ikke har været foretaget de samme undersøgelser som i konkursboer, der sluttes med regnskab og udlodning. I dette tilfælde må skyldneren derfor under gældssaneringssagen efter bedste evne forsøge at sikre medhjælperen adgang til relevant materiale fra den konkursramte virksomhed. Medvirker skyldneren ikke hertil, bør det efter Konkursrådets opfattelse kunne føre til, at begæringen om gældssanering i forbindelse med konkurs afvises. I praksis vil de oplysninger, der eventuelt fremkommer fra de kendte fordringshavere, jf. ovenfor, dog formentlig kunne udgøre en væsentlig del af skifterettens vurderingsgrundlag.

Der henvises til betænkningen side 408 ff.

4.10.3.3.1. Skæringstidspunktet

Om skæringstidspunktet i en sag efter de nye regler om gældssanering i forbindelse med konkurs, dvs. det tidspunkt, hvor en fordring skal være stiftet for at blive omfattet af en sag om gældssanering, bemærker Konkursrådet, at der efter gældende ret skelnes mellem den situation, hvor skyldneren er personligt under konkursbehandling (de nuværende regler om gældssanering i konkurs i konkurslovens kapitel 29), og hvor skyldnerens håbløse gældsforpligtelse f.eks. beror på et selskabs konkurs (de nuværende regler om gældssanering i konkurslovens kapitel 25-28).

Efter den gældende § 199, stk. 1, i konkursloven omfatter en kendelse om almindelig gældssanering de fordringer, der er stiftet inden gældssaneringssagens indledning. Kendelse om gældssanering i konkurs omfatter fordringer, der er stiftet inden konkursdekretets afsigelse, jf. den gældende § 233 i konkursloven. Når særlige forhold taler derfor, kan skifteretten i begge situationer bestemme, at kendelsen kun skal omfatte fordringer, der er stiftet inden et af skifteretten fastsat tidligere tidspunkt.

Konkursrådet finder, at denne afgrænsning af de omfattede fordringer er velbegrundet og bør overføres til de nye regler om gældssanering i forbindelse med konkurs. I de tilfælde, hvor skyldneren ikke er personligt under konkurs, bør skæringstidspunktet efter Konkursrådets opfattelse være det samme, uanset om skyldneren meddeles gældssanering efter de almindelige regler eller efter de særlige regler om gældssanering i forbindelse med konkurs. Det betyder, at en gældssaneringssag vil omfatte de fordringer, som er stiftet inden det tidspunkt, hvor skifteretten indleder gældssaneringssagen. Der bør dog som efter gældende ret være mulighed for at træffe bestemmelse om et tidligere skæringstidspunkt.

I de tilfælde, hvor skyldneren er under konkurs, bør reglen i den gældende § 233, 1. pkt., efter Konkursrådets opfattelse som udgangspunkt opretholdes. Det betyder, at en gældssanering i disse tilfælde som udgangspunkt omfatter fordringer, som er stiftet inden konkursdekretets afsigelse , og at skifteretten, når særlige forhold foreligger, kan bestemme, at kendelsen om gældssanering kun skal omfatte fordringer, der er stiftet på et tidligere tidspunkt. Konkursrådet finder dog, at der i sager om gældssanering i forbindelse med konkurs, hvor skifteretten indleder gældssaneringssagen efter, at konkursdekretet er afsagt i særlige tilfælde vil kunne være behov for at fastsætte skæringstidspunktet til det senere tidspunkt, hvor skifteretten indleder gældssaneringssagen, og foreslår, at skifteretten skal kunne fastsætte dette senere skæringstidspunkt, når særlige omstændigheder foreligger.

Der henvises til betænkningen side 410 ff.

4.10.3.3.2. Præklusivt proklama

Med hensyn til præklusivt proklama i sager om gældssanering i forbindelse med konkurs anfører Konkursrådet, at forslaget om at indføre regler om præklusivt proklama, der skal sikre, at skyldnerens økonomiske situation er afklaret ved gældssaneringssagens slutning, jf. pkt. 4.5.2 ovenfor, også bør gælde, hvor der meddeles en skyldner gældssanering i forbindelse med en konkurs.

I de tilfælde, hvor det er skyldneren, som er under konkursbehandling, vil det imidlertid være en uhensigtsmæssig byrde for fordringshaverne, hvis fordringerne på ny skulle anmeldes i skyldnerens gældssaneringssag. Rådet foreslår derfor, at en fordringshaver i de tilfælde, hvor et krav allerede er anmeldt i skyldnerens konkursbo, ikke på ny skal anmelde sit krav i gældssaneringssagen for at undgå præklusion. Dette bør dog alene gælde i de tilfælde, hvor skyldneren indgiver begæring om gældssanering, inden konkursboet er afsluttet med regnskab eller udlodning eller i medfør af konkurslovens § 143.

Der henvises til betænkningen side 413.

4.10.3.3.3. Konkursrytteri mv.

For at undgå misbrug af et system om gældssanering i forbindelse med konkurs ved konkursrytteri mv. bør der endelig efter Konkursrådets opfattelse indføres særlige regler, der begrænser skyldnerens adgang til flere gange at få gældssanering efter de særlige regler om gældssanering i forbindelse med konkurs. Nye regler om gældssanering i forbindelse med konkurs må således ikke øge erhvervsdrivendes letsind i forretningsanliggender ud fra en forventning om, at de hurtigere og lettere kan få slettet gæld, der er pådraget i forbindelse med en konkursramt erhvervsvirksomhed.

For at understrege dette forslår Konkursrådet, at der som i f.eks. Holland indføres en »karantæneperiode«, hvorefter en skyldner ikke på ny kan meddeles gældssanering i forbindelse med konkurs i en vis periode efter, at den pågældende har fået gældssanering efter dette regelsæt. Konkursrådet finder, at længden af denne periode som efter de hollandske regler bør fastsættes til 10 år.

Har skyldneren tidligere fået gældssanering efter de almindelige regler i konkurslovens kapitel 25-28, skal der derimod som hidtil ikke gælde en sådan »karantæneperiode«.

En skyldner, der tidligere er meddelt gældssanering i forbindelse med konkurs, må i en situation, hvor den pågældende før udløbet af »karantæneperioden« på ny er blevet kvalificeret insolvent, i stedet indgive begæring om gældssanering efter de almindelige regler i konkurslovens kapitel 25-28.

Der henvises til betænkningen side 413 f.

4.10.3.3.4. Justitsministeriets overvejelser

Justitsministeriet kan tilslutte sig Konkursrådets synspunkter og forslag med hensyn til reglerne om behandling af sager efter de foreslåede regler om gældssanering i forbindelse med konkurs, herunder at der for at undgå misbrug af de særlige regler herom bør gælde en såkaldt »karantæneperiode« på 10 år, således at skyldneren inden for denne periode kun én gang kan få gældssanering efter de særlige regler om gældssanering i forbindelse med konkurs.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 20-23 (forslag til konkurslovens § 231, stk. 3-4, § 231 a, stk. 6, § 232, stk. 1-2, § 233 og 233 a ), og bemærkningerne hertil.

4.11. Justering af tvangsakkordreglerne

4.11.1. Gældende ret

Som anført ovenfor under pkt. 4.10.2, indebærer reglerne om tvangsakkord, at skyldnerens akkordforslag ved at gennemgå akkordprocessen kan få retsvirkninger efter sit indhold ikke blot i forhold til fordringshavere, der har tiltrådt forslaget, men også i forhold til dem, som har været passive, eller som ligefrem har stemt mod akkorden.

Efter konkurslovens § 161 kan fordringer ikke nedsættes til mindre end 25 procent af deres beløb, medmindre der foreligger ganske særlige grunde, eller fordringshaverne samtykker heri.

Som det fremgår af § 161, kan dividenden være mindre end 25 procent, såfremt der foreligger ganske særlige grunde. Som eksempler på sådanne ganske særlige grunde kan nævnes skyldnerens forudgående sygdom, eller det forhold at særlige omstændigheder har medført, at skyldneren, uden at det kan henføres til dårlig regnskabsførelse eller lignende, først for sent er blevet klar over, hvor meget forretningen er gået tilbage, jf. betænkning nr. 606/1971 om konkurs og tvangsakkord, side 242. Undtagelsesreglen har i overensstemmelse med forarbejderne i praksis haft et meget snævert anvendelsesområde.

Til vedtagelse af en tvangsakkord kræves tiltrædelse fra mindst 60 procent af antallet af de fordringshavere, der deltager i afstemningen, om vedtagelse af tvangsakkorden. De fordringshavere, som tiltræder akkorden, må yderligere af det samlede beløb , der giver stemmeret, ved almindelig tvangsakkord, jf. § 176, stk. 2, nr. 1, repræsentere mindst lige så mange procent, som tilbuddet i procent ligger under 100, dog mindst 60 procent. Er den tilbudte dividende således på 40 procent eller derover, kræves tilslutning fra 60 procent af alle kendte stemmeretsgivende fodringers samlede beløb. For hver procent dividenden er under 40, forøges det nødvendige flertal efter fordringernes beløb med 1 procent ud over 60 procent.

4.11.2. Lovforslagets udformning

Det fremgår af betænkningen, at Konkursrådet efter afgivelsen af betænkningen om gældssanering vil påbegynde arbejdet med revision af konkurslovens regler om rekonstruktion af insolvente virksomheder, hvilket bl.a. vil indebære en mere principiel gennemgang af lovens regler om betalingsstandsning og tvangsakkord. Rådet har derfor ikke på nuværende tidspunkt foretaget en nærmere gennemgang af konkurslovens regler om rekonstruktion mv.

Det er imidlertid Konkursrådets opfattelse, at det er væsentligt, at balancen mellem tvangsakkordreglerne og gældssaneringsreglerne opretholdes, således at et eventuelt særligt regelsæt for eftergivelse af i hovedsagen erhvervsmæssig gæld, jf. pkt. 4.10 ovenfor, ikke medfører, at incitamentet til og grundlaget for rekonstruktionsbestræbelser i praksis bortfalder.

Rådet har derfor bl.a. som en følge af de foreslåede ændringer i reglerne om gældssanering i forbindelse med konkurs overvejet, om der bør ske en justering af tvangsakkordreglerne.

Konkursrådet finder, at akkordreglernes forhold til de foreslåede nye regler om gældssanering i forbindelse med konkurs, herunder risikoen for en skævvridning af den nuværende balance i forholdet mellem akkord- og gældssaneringsreglerne, taler for at revurdere kravet om en mindstedividende på 25 procent. Det er rådets opfattelse, at en mindstedividende i tvangsakkord ikke bør være væsentligt forskellig fra den dividende, som typisk kan forventes som følge af en gældssanering. Kan der som udgangspunkt opnås en gældssanering på klart lempeligere betingelser end en tvangsakkord, er der efter rådets opfattelse en betydelig risiko for, at skyldneren ikke har noget incitament til at søge en akkord.

En sådan udvikling vil efter Konkursrådet opfattelse være uheldig og uhensigtsmæssig, idet det er såvel i skyldnerens, fordringshavernes og det øvrige samfunds interesse, at det er akkordinstituttet, der som udgangspunkt bør anvendes til nedskrivning af i hovedsagen erhvervsmæssig gæld. Akkordinstituttet er bl.a. kendetegnet ved, at ordningen i vidt omfang er kreditorstyret, modsat gældsaneringsinstituttet der beror på skifterettens sagsbehandling og afgørelse.

Det er på samme måde Konkursrådets opfattelse, at en likvidation, dvs. en kreditorstyret afvikling af skyldnerens erhvervsvirksomhed, hvor skyldneren frigøres for den udækkede del af gælden, bør søges fremmet som alternativ til den egentlige konkursbehandling i den situation, hvor erhvervsvirksomheden ikke er levedygtig.

Gennemføres en lempeligere adgang til gældssanering af i hovedsagen erhvervsmæssig gæld, bør kravet til mindstedividenden i tvangsakkord således efter Konkursrådets opfattelse samtidig nedsættes, og rådet har overvejet forskellige muligheder herfor.

Der er bl.a. mulighed for helt at afskaffe kravet om mindstedividende, at nedsætte procentsatsen til mindre end 25, eller at lade mindstedividenden være afhængig af den dividende, som i den konkrete sag vil kunne forventes i tilfælde af en konkurs.

Ved fastsættelsen af mindstedividenden må der foretages en afvejning af hensynet til skyldneren, kreditorerne og samfundets interesse i, at kun bæredygtige virksomheder sikres mulighed for at fortsætte. Akkordprocenten må som anført også ses i sammenhæng med den procentsats, som fordringshaverne må kunne forvente at opnå, hvis skyldneren går konkurs eller meddeles en gældssanering.

Konkursrådet finder efter en samlet afvejning af disse hensyn, at mindstedividenden passende kan fastsættes til 10 procent i forbindelse med, at der indføres særlige regler om gældssanering af i hovedsagen erhvervsmæssig gæld, der fortsat består efter en konkurs.

Konkursrådet finder endvidere, at det som led i forslaget om at nedsætte mindstedividenden i tvangsakkord bør vurderes, om reglerne om vedtagelse af en tvangsakkord bør ændres, hvis en skyldner skal have en reel mulighed for at få vedtaget en tvangsakkord med en lavere mindstedividende end i dag.

Som det fremgår ovenfor, følger det af konkurslovens § 176, stk. 1, at der til vedtagelse af en tvangsakkord kræves tiltrædelse fra mindst 60 procent af antallet af de fordringshavere, der deltager i afstemningen om en tvangsakkord. De fordringshavere, som tiltræder akkorden, må yderligere af det samlede beløb, der giver stemmeret, ved almindelig tvangsakkord, jf. stk. 2, nr. 1, repræsentere mindst lige så mange procent, som tilbuddet i procent ligger under 100, dog mindst 60 procent.

En regel om en mindstedividende på 10 procent vil €" uden en samtidig ændring af afstemningsreglerne €" således indebære, at 90 procent af fordringshaverne efter beløb skal tiltræde en tvangsakkord, der går ud på, at fordringerne nedsættes til mindstedividenden på 10 procent. Dette vil efter Konkursrådets opfattelse gøre det overordentligt vanskeligt at anvende tvangsakkordinstituttet i praksis.

Konkursrådet finder derfor, at der i forbindelse med en nedsættelse af mindstedividenden samtidig bør sættes et loft for, hvor mange procent af fordringshaverne efter beløb der skal tiltræde akkorden. Rådet finder, at denne procent passende kan fastsættes til 75, så det svarer til kravet i dag for vedtagelsen af en akkord med den nuværende mindstedividende på 25 procent. Dette medfører, at i tilfælde, hvor der f.eks. er tale om en almindelig tvangsakkord med en dækning på 10 procent, kan der maksimalt kræves tiltrædelse fra 75 procent af fordringshaverne efter beløb.

Rådet har overvejet, om der er grundlag for i øvrigt at foreslå ændringer i afstemningsreglerne med henblik på en lempelse heraf. Rådet finder dog på nuværende tidspunkt ikke tilstrækkeligt grundlag herfor, men nævner, at der muligvis vil kunne være anledning til på ny at vurdere spørgsmålet om mindstedividende og afstemningsregler i forbindelse med rådets kommende overvejelser om rekonstruktion af insolvente virksomheder.

Der henvises til betænkningen side 414 ff.

Justitsministeriet kan tilslutte sig Konkursrådets synspunkter, herunder forslaget om at nedsætte mindstedividenden i tvangsakkord til 10 procent, hvilket vil medvirke til at sikre den fortsatte balance mellem akkord- og gældssaneringsreglerne i forbindelse med, at der foreslås indført særlige regler om gældssanering af i hovedsagen erhvervsmæssig gæld, jf. pkt. 4.10 ovenfor. En nedsættelse af mindstedividenden vil efter Justitsministeriets opfattelse endvidere mere generelt kunne fremme anvendelse af tvangsakkordreglerne til rekonstruktion af virksomheder.

De nærmere overvejelser om den fremtidige udformning af reglerne om tvangsakkord mv. bør i øvrigt afvente Konkursrådets kommende arbejde med revision af reglerne om rekonstruktion mv.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1-2 (forslag til konkurslovens §§ 161 og 176, stk. 2 ), og bemærkningerne hertil.

4.12. Skattemæssige konsekvenser

Ovenfor i pkt. 4.11.2 peges på det væsentlige i, at balancen mellem akkordreglerne og gældssaneringsreglerne opretholdes, således de foreslåede nye regler om gældssanering i forbindelse med konkurs ikke vil indebære, at incitamentet til og grundlaget for rekonstruktionsbestræbelser bortfalder. Opretholdelsen af denne balance kan bl.a. sikres gennem indretningen af skattereglerne, herunder særligt konkursskatteloven.

De foreslåede regler om gældssanering i forbindelse med konkurs kan over for den fallerede skyldner efter omstændighederne have samme virkning som en likvidationsakkord, hvor det f.eks. kan aftales, at skyldneren for at blive lettet for sin gældsbyrde i en periode skal aflevere en del af sin indtægt til kreditorerne.

De økonomiske konsekvenser af de to situationer kan imidlertid på grund af skattereglerne alligevel blive forskellige, ligesom skattereglerne kan modvirke forsøget på at opnå en akkord på et tidspunkt, hvor der er afsagt konkursdekret. Dette skyldes reglerne om underskudsfremførsel og skattepligt af indkomsten i den periode, hvor skyldnerens bo har været undergivet konkursbehandling.

4.12.1 Gældende ret

Om underskudsfremførsel fremgår det af konkursskattelovens § 12, stk. 1, at underskud fra tidligere indkomstår, herunder tab, der kan fremføres efter reglerne i aktieavancebeskatningslovens § 2, stk. 2, og § 4, stk. 3, kursgevinstlovens § 32, stk. 3, og ejendomsavancebeskatningslovens § 6, stk. 5, som udgangspunkt ikke kan fradrages i indkomst hos skyldneren eller dennes ægtefælle i det indkomstår, hvori konkursdekretet afsiges, og senere indkomstår. Forbuddet mod underskudsfremførsel i stk. 1 vedrører alene fremførsel til fradrag i de af den konkursramtes indkomster, der ikke indgår i konkursindkomsten. Konkursindkomsten udgøres af skyldnerens indtægter og udgifter fra begyndelsen af det indkomstår, hvori konkursdekretet afsiges, og indtil konkursdekretets afsigelse samt konkursboets indkomst indtil konkursens afslutning.

Bestemmelsen indebærer, at den skyldner, der går konkurs og herefter får gældssanering (i forbindelse med konkurs), ikke vil kunne fradrage et allerede etableret underskud i sin fremtidige indtjening. I den periode, hvor skyldneren skal afdrage på den bestående del af gælden, vil skyldneren €" og dermed dennes kreditorer €" ikke have nogen økonomisk fordel af det tidligere underskud.

Opnår skyldnerens virksomhed derimod en akkord med kreditorerne, skal underskudsfremførelsen behandles efter reglerne i personskattelovens § 13 a, stk. 1, eller ligningslovens § 15, stk. 2. I tilfælde af tvangsakkord nedsættes uudnyttede, fradragsberettigede underskud for akkordåret med det beløb, hvormed gælden er nedsat. Begrænsningen af adgangen til underskudsfremførsel har virkning for underskud vedrørende det indkomstår, hvor kendelsen om stadfæstelse af akkorden afsiges, uanset om akkordforhandlingen først slutter det følgende indkomstår, og for tidligere indkomstår.

Det er således alene i de tilfælde, hvor det lykkedes at opnå en akkord med kreditorerne, at der er en vis mulighed for at fremføre underskud skattemæssigt til modregning i senere års indtægt.

Om skattepligt af konkursindkomst fremgår det af konkurskattelovens § 1, stk. 1, at loven finder anvendelse på visse skatteforhold i forbindelse med konkurs efter reglerne i konkursloven. Loven gælder derimod som hovedregel ikke ved frivillig akkord i konkurs, tvangsakkord i konkurs og gældssanering i konkurs, jf. § 1, stk. 2. Loven indebærer, at et selskab eller en fysisk person, hvis bo er taget under konkursbehandling, som udgangspunkt ikke er skattepligtig af den indkomst, der optjenes i denne periode, jf. §§ 2 og 6.

Efter konkurslovens § 196, stk. 1, kan en skyldner, hvis bo er taget under konkursbehandling, anmode skifteretten om at indkalde til en skiftesamling til behandling af og afstemning om akkordforslag, som skyldneren har fremsat.

Skattelovrådet anfører i betænkning nr. 1101/1987 om de skattemæssige regler i forbindelse med konkurs og akkord mv., side 97 f., at det i praksis kun meget sjældent sker, at en én gang erklæret konkurs slutter med tvangsakkord eller endog hæves. Med hensyn til de sjældne tilfælde, hvor en tvangsakkord gennemføres under en konkurs, finder Skattelovrådet det ikke betænkeligt, at de trufne afgørelser om skattepligt står ved magt. Det betyder navnlig, at en eventuel fritagelse for skattepligt ikke annulleres, og at adgangen til underskudsfremførsel efter ligningslovens § 15 eller § 13 i henholdsvis virksomhedsskatteloven eller personskatteloven ikke »vågner op igen«.

For de sjældne tilfælde, hvor det sker, at et afsagt konkursdekret hæves igen, idet det viser sig, at der er fuld dækning til alle anmeldte fordringer, var det derimod Skattelovrådets opfattelse rigtigst helt at bortse fra de særlige konkursskatteregler og i stedet søge at rekonstruere en normal indkomstbeskatning for de enkelte indkomstår. Skattelovrådet peger dog på, at rekonstruktion af regnskaber og indkomstopgørelse vil være meget kompliceret, men alligevel anser Skattelovrådet denne løsning for at være den mest hensigtsmæssige, idet man også herved kan modvirke eventuelle forsøg på at udnytte konkursbeskatningsreglerne.

Efter de gældende regler i konkursskattelovens §§ 5 og 13 bortfalder skattefriheden imidlertid, og indkomsten for de enkelte indkomstår under konkursen skal selvangives inden for den frist, der gælder for indgivelse af selvangivelse for det indkomstår, hvori konkursen sluttes, hvis et konkursbo f.eks. sluttes, fordi skyldneren har opnået en tvangsakkord.

Bestemmelserne i konkursskattelovens §§ 5 og 13 har den effekt, at der igen kan foretages fremførsel af underskud for skyldneren (og dennes ægtefælle), og at skyldneren €" eller i det mere praktiske eksempel ægtefællen €" kan modregne skatten for den indkomst, den pågældende har haft i den periode, hvor boet har været under konkursbehandling, i tidligere underskud. Hermed vil der opstå et krav om tilbagebetaling af skat.

Springet fra skattereglerne for konkurs til en tvangsakkord indebærer imidlertid i alle tilfælde, og uanset om skyldneren vil have et krav på refusion af skat, at skyldneren, i den situation hvor det lykkedes at ændre en truende konkurs til en tvangsakkord, skal indgive selvangivelse for den periode, hvor konkursbehandlingen har pågået.

Dette vil imidlertid næppe i noget tilfælde have nogen positiv økonomisk effekt for skyldneren, idet skyldneren i praksis vil skulle aflevere de midler, der kommer retur fra skattemyndighederne, til kreditorerne. Udarbejdelsen af selvangivelsen vil på den anden side pålægge skyldneren udgifter til skattemæssig bistand, også i de €" formentlig oftest forekommende tilfælde €" hvor den pågældende ikke senere vil have noget væsentligt krav om tilbagebetaling af skat.

4.12.2. Lovforslagets udformning

Konkursrådet har overvejet, om de forskelle, der på grund af skattereglerne vil opstå i skyldnerens retsstilling ved tvangsakkord og de foreslåede nye regler om gældssanering i forbindelse med konkurs, jf. pkt. 4.10, er hensigtsmæssige.

Den forskel, der består i reglerne om adgangen til at fremføre et skattemæssigt underskud for henholdsvis tvangsakkord og (gældssanering i forbindelse med) konkurs, indebærer, at der kan være et økonomisk incitament for skyldneren til at forsøge at opnå en aftale med sin virksomheds kreditorer frem for at afvente en konkurs og en efterfølgende gældssanering i forbindelse med konkurs. Dette finder Konkursrådet hensigtsmæssigt og finder ikke grundlag for at foreslå en ændring af reglerne herom.

Om den situation, hvor en indledt konkursbehandling efterfølgende sluttes med en tvangsakkord , bemærker Konkursrådet, at Skattelovrådets formodning om, at rekonstruktion af regnskab mv. for en virksomhed, der havde været undergivet reglerne om konkursindkomst, ville blive ganske kompliceret, i praksis har vist sig at være korrekt.

Fastholdes der, uanset at der er indføres nye regler om gældssanering i forbindelse med konkurs, et krav om, at en virksomhed, der er undergivet konkursbehandling, skal indgive selvangivelse for den periode, konkursbehandlingen har varet, hvis det lykkes for indehaveren at opnå en akkord, må det efter Konkursrådets opfattelse frygtes, at det kan få en skyldner til at miste incitamentet til at fortsætte bestræbelserne på at søge en rekonstruktion af den pågældendes virksomhed, når der først er afsagt konkursdekret.

Konkursrådet finder derfor, at reglerne i konkursskattelovens §§ 5 og 13 bør ændres således, at det bliver valgfrit for den skyldner, der opnår en akkord efter at have været undergivet konkursbehandling, om den pågældende vil have sine skatteforhold afgjort efter konkursskatteloven eller efter de almindelige beskatningsregler.

Konkursrådet har herved også lagt vægt på, at Skattelovrådet i betænkning nr. 1101/1987 foreslog en regel, hvorefter beskatningen netop i denne situation ikke burde ændres, uanset at konkursdekretet ikke ledte til en afsluttet konkurs, og at der ikke af Skattelovrådet er anført betænkeligheder med hensyn til risikoen for misbrug af en regel herom.

Konkursrådet peger på, at det herefter må forventes, at det i denne situation vil indgå i kreditorernes overvejelser om indretningen af en akkord, om den almindelige skattepligt skal anvendes på skyldnerens forhold. Det vil i praksis formentlig alene være fordringshaverne, der vil kunne opnå en økonomisk fordel af at vælge andre beskatningsregler end konkursskatteloven, da skyldneren i praksis vil skulle aflevere de midler, der kommer tilbage fra skattemyndighederne, til kreditorerne.

Regeringen er enig i Konkursrådets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed. Der henvises til lovforslagets § 2 (forslag til konkursskattelovens §§ 5 og 13), og bemærkningerne hertil.

4.13. Andre spørgsmål

4.13.1. Panterettigheder

4.13.1.1. Gældende ret

Efter konkurslovens § 199, stk. 2, omfatter en kendelse om gældssanering ikke pantefordringer i det omfang, pantet strækker til. Panthaverne bindes derimod af kendelsen for så vidt angår den del af deres personlige fordring mod skyldneren, som ikke dækkes af pantet. Bestemmelsen finder tillige anvendelse på udlæg.

Opnås gennem pant eller anden sikkerhedsret i skyldnerens ejendom delvis dækning for en fordring mod skyldneren, gives kun dividende af restfordringen i gældssaneringssagen, jf. konkurslovens § 201, jf. § 46.

Reglerne indebærer, at panthaveren har krav på de løbende ydelser (såvel renter som afdrag) af hele pantefordringen, og, hvis skyldneren misligholder, efter almindelige regler kan søge sig fyldestgjort i den stillede sikkerhed, dvs. f.eks. begære tvangsauktion over skyldnerens faste ejendom. Modstykket hertil er, at panthaveren ikke modtager dividende i henhold til gældssaneringskendelsen. Dette gælder, uanset om de sikrede fordringer overstiger værdien af pantet.

Der er intet til hinder for, at panthaveren vælger at give helt eller delvis afkald på sin sikkerhed, inden kendelsen om gældssanering afsiges. Panthaveren vil i så fald modtage dividende i henhold til kendelsen for den del af fordringen, som panthaveren har givet afkald på at have sikkerhed for.

Konkursrådet peger på, at en panthaver €" der ikke giver et sådant afkald €" fortsat har adgang til at begære tvangsauktion over skyldnerens faste ejendom, hvis de løbende ydelser ikke betales, selv om det fremstår som åbenbart, at pantet ligger uden for værdien af det pantsatte og således ikke giver panthaveren nogen reel sikkerhed for fordringen. Har panthaveren udsigt til at opnå delvis dækning af fordringen på tvangsauktion og dermed delvist få dækket sine tvangsauktionsomkostninger, er der således en reel risiko for tvangsauktion. Skyldneren må derfor for at undgå, at ejendommen kommer på tvangsauktion, betale de fulde ydelser på fordringen. Den deraf følgende høje boligudgift vil typisk udelukke gældssanering, idet for høje boligudgifter i forhold til husstandens størrelse normalt vil tale imod, at skyldneren meddeles gældssanering.

I de tilfælde, hvor panthaverens krav på dividende af den usikrede del af fordringen som følge af et (tvangs)salg aktualiseres i afdragsperioden, vil skyldneren endvidere kunne have vanskeligt ved at opfylde gældssaneringskendelsen, da der ikke afsættes dividende i budgettet til pantesikrede fordringer, uanset at disse må skønnes at overstige pantets værdi.

En skyldner, der ejer en overbehæftet ejendom, kan således efter de gældende regler få vanskeligt ved at opnå gældssanering eller ved at overholde vilkårene for gældssaneringen, hvis panthaveren ikke frivilligt giver afkald på den del af panteretten, der overstiger ejendommens værdi.

4.13.1.2. Konkursrådets og Justitsministeriets overvejelser

Konkursrådet har ikke foretaget en nærmere undersøgelse af, hvor ofte overbehæftede ejendomme i praksis har hindret skyldneren i at opnå gældssanering eller i at opfylde vilkårene herfor. Det er dog rådets vurdering, at problemet i hvert fald for tiden ikke er hyppigt forekommende.

Det er imidlertid Konkursrådets principielle opfattelse, at det er uhensigtsmæssigt, at en overbehæftet bolig kan være til hinder for gældssanering. Det er endvidere rådets opfattelse, at der også i dag kan forekomme tilfælde, hvor en skyldner, der søger gældssanering, på grund af boligudbuddet i den pågældende egn kan have vanskeligt ved at skaffe sig og sin familie en anden passende bolig til erstatning for en overbehæftet ejendom. Endvidere kan der peges på, at den økonomiske udvikling kan medføre, at ejerboliger i større omfang bliver overbehæftede, således som det tidligere har været tilfældet, og dette kan føre til et øget antal gældssaneringssager med overbehæftede ejendomme.

Konkursrådet peger på, at der er visse principielle betænkeligheder ved at lade en gældssanering påvirke pantefordringer. Disse betænkeligheder må imidlertid afvejes over for hensynet til, at håbløst forgældede skyldnere kan opnå gældssanering. Det er Konkursrådets opfattelse, at hensynet til, at en håbløst forgældet skyldner kan opnå gældssanering, vejer tungere end hensynet til en panthaver, hvis fordring ligger uden for ejendommens handelsværdi, og som derfor i en (længere) periode i realiteten alligevel vil være afskåret fra at opnå fyldestgørelse i pantet.

Konkursrådet foreslår derfor, at der indsættes en bestemmelse i konkursloven, så det under en gældssaneringssag bliver muligt at tage stilling til, hvilke pantefordringer der reelt dækkes af pantets værdi, uden at pantet realiseres.

Konkursrådets forslag indebærer, at den del af panthavernes personlige fordringer mod skyldneren, der ligger uden for ejendommen handelsværdi med tillæg af 10 procent, behandles som usikrede fordringer, der skal indgå i skyldnerens forslag til gældens sanering efter konkurslovens § 213, og som skyldneren derfor skal betale dividende af i afdragsperioden.

Panterettigheder , der ligger uden for handelsværdien med tillæg af 10 procent, ophører ved kendelsen om gældssanering, dvs. at panthaveren efter afsigelsen af kendelsen om gældssanering, ikke vil være bedre stillet end andre usikrede fordringshavere.

Konkursrådet finder ikke, at der behov for en regel, der giver mulighed for at genoptage gældssaneringssagen i tilfælde, hvor ejendommen måtte stige markant i værdi i løbet af afdragsperioden, således at de panthavere, hvis panteret blev bortsaneret, samt eventuelt de øvrige usikrede kreditorer kunne få del i værdistigningen.

Der henvises til betænkningen side 205 ff.

Som anført af Konkursrådet, er der visse principielle betænkeligheder ved at lade en gældssanering omfatte pantefordringer, hvilket der også er peget på i forbindelse med høringen over betænkningen. Reglen i konkurslovens § 199, stk. 2, er således et udslag af almindelige principper, hvorefter panterettigheder mv. i relation til både individualforfølgning og insolvensbehandling har fortrin frem for personlige fordringer mod skyldneren.

I forbindelse med høringen over betænkningen er det anført, at den foreslåede regel er stærkt skyldnerbegunstigende, og at den ikke harmonerer med Konkursrådets overordnede mål om at finde en balance mellem skyldnerens og kreditorernes modsatrettede interesser. Der er bl.a. peget på, at skyldneren, hvis ejendommen efter kendelsen om gældssanering stiger i værdi og sælges, efter Konkursrådets forslag kan beholde det beløb, der overstiger ejendomsværdien på kendelsestidspunktet med tillæg af 10 procent.

Det fremgår af betænkningen, at Konkursrådet ikke har foretaget en nærmere undersøgelse af, hvor ofte overbehæftede ejendomme i praksis har hindret en skyldner i at opnå gældssanering eller i at opfylde vilkårene herfor. Det er dog rådets vurdering, at problemet i hvert fald for tiden ikke er hyppigt forekommende. Finansrådet har i forbindelse med høringen over betænkningen tilsvarende anført, at der i dag ofte afsiges kendelse om gældssanering i sager, hvor skyldneren har fast ejendom.

På denne baggrund er der efter Justitsministeriets opfattelse på nuværende tidspunkt ikke tilstrækkeligt grundlag for at indføre en særlig regel som foreslået af Konkursrådet om behandling af panterettigheder i skyldnerens faste ejendom. Justitsministeriet har herved navnlig lagt vægt på, at en sådan regel vil kunne rejse principielle spørgsmål i forhold til panterettigheders stilling i en insolvensbehandling og i forhold til den balance mellem hensynet til skyldneren og hensynet til kreditorerne, som ligger til grund for gældssaneringsinstituttet. Hertil kommer, at det som anført af Konkursrådet ikke synes at være et væsentligt problem i praksis, at overbehæftede ejendomme hindrer en skyldner i at få gældssanering.

4.13.2. Lønindeholdelse

4.13.2.1. Gældende ret

Efter konkurslovens § 221, stk. 1, anvendes reglerne om omstødelse i konkurslovens §§ 64-80, hvis skyldnerens forslag til gældens sanering tages helt eller delvist til følge. Dækning af en fordring, som ikke ville have været berørt af gældssaneringskendelsen, kan ikke omstødes, jf. stk. 2.

Bestemmelsen indebærer, at skyldnerens opfyldelse af eller sikkerhedsstillelse for en fordring, som er stiftet efter skæringstidspunktet (de t tidspunkt en fordring skal være stiftet for at blive omfattet af sagen ), jf. § 199, stk. 1, eller udlæg for en sådan fordring ikke kan omstødes. Det samme gælder, hvis fordringen er sikret ved uomstødeligt pant i skyldnerens aktiver, jf. § 199, stk. 2.

§ 221 har i praksis vist sig primært at have betydning i relation til behandling af den fyldestgørelse, som det offentlige opnår gennem lønindeholdelse.

Lønindeholdelse kan i dag alene foretages med henblik på at inddrive fordringer, som tilkommer det offentlige. Afgørelser om lønindeholdelse træffes af de myndigheder, som har til opgave at foretage inddrivelse af de fordringer, som i henhold til lovgivningen kan inddrives ved indeholdelse i skyldnerens løn mv.

Det forhold, at en skyldner indgiver begæring om gældssanering, medfører ingen indskrænkning i de enkelte fordringshaveres mulighed for at foretage retsforfølgning mod skyldneren med henblik på inddrivelse af deres fordringer. En sådan begrænsning indtræder først ved skifterettens afgørelse om at indlede gældssaneringssag for skyldneren. Efter konkurslovens § 207, stk. 1, kan arrest eller udlæg således ikke foretages i skyldnerens aktiver, og skyldnerens ejendom kan ikke tages til brugeligt pant, fra gældssaneringssagens indledning og indtil dens slutning. Dette gælder dog ikke for fordringer, som ikke berøres af en kendelse om gældssanering, f.eks. pantefordringer.

Efter forarbejderne udelukker bestemmelsen arrest og udlæg, men ikke lønindeholdelse i overensstemmelse med almindelige regler herom, jf. betænkning nr. 957/1982 om gældssanering, side 151.

Adgangen til at foretage lønindeholdelse ophører, når der afsiges kendelse om gældssanering, idet der herefter ikke foreligger nogen restance til inddrivelse. Skyldnerens gæld er ved kendelsen blevet nedsat, og der er (medmindre kendelsen går ud på bortfald af gælden) fastsat en afdragsordning.

Det er i retspraksis fastslået, at den fyldestgørelse, som en offentlig myndighed har opnået ved lønindeholdelse i tiden forud for indledning af gældssaneringssagen og under sagens behandling, ikke kan omstødes, jf. Højesterets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1987, side 755. Det er endvidere antaget, at det offentlige ikke kan henvises til at lade den fyldestgørelse, som er opnået gennem lønindeholdelse under gældssaneringssagens behandling, modregne i sin dividende i henhold til kendelsen €" hvilket reelt ville indebære, at fyldestgørelsen blev betragtet som omstødelig, men at fyldestgørelsen kan fratrækkes den fordring, som det offentlige har anmeldt, inden dividenden af de samlede fordringer beregnes, jf. Vestre Landsrets dom gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2001, side 2143.

14.3.2.2. Konkursrådet og Justitsministeriets overvejelser

Konkursrådet finder, at det harmonerer dårligt med almindelige insolvensretlige principper, at det tillades en enkelt fordringshaver at skaffe sig fyldestgørelse i tiden op til, at der etableres en fristdag og €" i endnu højere grad €" i tiden efter fristdagen.

Formålet med reglerne om omstødelse er at understøtte princippet om ligelig fyldestgørelse af kreditorerne, og det er således udgangspunktet, at gennemførelse af omstødelse skal være til fordel for kreditorerne eller dog nogle af disse. Dette vil i sager om gældssanering indebære, at et omstødelsesbeløb som udgangspunkt skal anvendes til forhøjelse af den dividende, der er fastsat i kendelsen om gældssanering, uden at der sker en afkortning i længden af den periode efter kendelsen om gældssanering, hvor skyldneren skal betale til sine kreditorer. Dette vil i givet fald reelt betyde, at afdragsperioden for den skyldner, som har været udsat for lønindeholdelse op til og under gældssaneringssagen, forlænges ud over den periode, som er fastsat ved kendelsen.

Alternativet til, at skyldneren er udsat for lønindeholdelse i tiden op til gældssaneringssagen og under dennes behandling, er efter Konkursrådets opfattelse i praksis ikke, at et beløb svarende til den fyldestgørelse, som det offentlige opnår, ville være blevet fordelt til samtlige kreditorer. Det forekommer således kun i begrænset omfang, at skyldneren etablerer en betalingsordning allerede i forbindelse med indledningen af en gældssaneringssag. Det praktiske alternativ til, at skyldneren var udsat for lønindeholdelse, ville således efter Konkursrådets opfattelse være, at skyldneren frit disponerede over sin fulde løn, og at ingen af kreditorerne ville modtage nogen betaling.

Lønindeholdelse kunne tænkes behandlet på linje med anden individualforfølgning, eksempelvis således at lønindeholdelse blev omfattet af konkurslovens § 71. Fyldestgørelse opnået senere end tre måneder før fristdagen (datoen for skyldnerens ansøgning om gældssanering) ville under en sådan ordning skulle fralægges, hvis skyldneren fik gældssanering. Dette ville imidlertid indebære en tilfældighedspræget fordel for de kreditorer, hvis skyldner var udsat for lønindeholdelse, idet det reelle alternativ til lønindeholdelse som nævnt vil være at skyldneren frit disponerede over sin fulde løn.

Hvis omstødelsesbeløbet i stedet anses som en betaling, som skyldneren har foretaget i løbet af den fastsatte afdragsperiode, kommer det ikke kreditorerne til gode gennem en forhøjelse af dividenden, idet realiteten da er, at afdragsperioden anses for påbegyndt på det tidspunkt, hvorfra omstødelsen sætter ind. En sådan ordning vil alene virke til fordel for skyldneren og vil derfor ikke kunne begrundes i sædvanlige omstødelsessynspunkter. Det er imidlertid Konkursrådets opfattelse, at hensynet til at behandle de skyldnere, som søger gældssanering, ensartet, taler for, at det ikke skal have betydning for den reelle afdragsperiode, om skyldneren er under lønindeholdelse eller ej.

Konkursrådet finder, at en regel om, at fyldestgørelse indvundet ved lønindeholdelse skal indgå i gældssaneringen, ikke bør have virkning for beløb indeholdt før indledning af gældssaneringssagen. Skyldnerens løbende indtægter kan ikke behandles på lige fod med skyldnerens aktiver, og det kan som anført ikke antages, at alternativet til, at en del af skyldnerens løn var blevet indeholdt, i praksis ville være, at det tilsvarende beløb ville tilgå samtlige kreditorer.

Konkursrådet finder endvidere ikke grundlag for at afskære lønindeholdelse under gældssaneringssagens behandling. Det er som nævnt ikke almindeligt, at der etableres en betalingsordning allerede i forbindelse med gældssaneringssagens indledning, og det må også tages i betragtning, at det i et vist omfang forekommer, at en indledt gældssaneringssag ikke fører til, at der afsiges kendelse om gældssanering.

Konkursrådet finder derimod, at hensyn til ensartet behandling af de skyldnere, der er under lønindeholdelse, og de skyldnere, som ikke er, taler for, at der indføres en ordning, hvorefter fyldestgørelse opnået ved lønindeholdelse i tiden efter indledning af gældssaneringssag skal fralægges, hvis skyldneren får gældssanering. Det beløb indvundet ved lønindeholdelse mv., som fordringshaveren skal fralægge sig, hvis skyldneren meddeles gældssanering, bør efter Konkursrådets opfattelse betragtes som en opsparing foretaget af skyldneren under sagens behandling. Dette betyder, at den periode, hvor skyldneren skal afdrage på den bestående gæld, forkortes.

Der henvises til betænkningen side 280 ff.

Som det fremgår, er Konkursrådets forslag begrundet i hensynet til at undgå forskelsbehandling af skyldnere, der under behandlingen af en sag om gældssanering er undergivet lønindeholdelse. Som retspraksis er i dag, vil disse skyldnere samlet set kunne komme til at betale mere til deres kreditorer end andre skyldnere, der ansøger om gældssanering, idet skyldneren gennem lønindeholdelsen afdrager på gælden under gældssaneringssagens behandling, uden at det indebærer en afkortning af den periode, hvor skyldneren skal afdrage på den nedskrevne gæld.

Som led i aftalen om en kommunal strukturreform er det hensigten at udforme et enstrenget inddrivelsessystem, hvor der oprettes en central inddrivelsesmyndighed, der skal inddrive alle offentlige fordringer. I det omfang dette fører til, at der udvikler sig en ensartet praksis med hensyn til, i hvilke tilfælde der foretages lønindeholdelse, vil der ikke længere blive tale om en sådan forskelsbehandling, som ligger til grund for Konkursrådets forslag.

I forbindelse med høringen over betænkningen er det blevet anført, at Konkursrådets forslag må ses i sammenhæng med spørgsmålet om, hvorvidt der bør være mulighed for også at foretage lønindeholdelse for private krav.

Retsplejerådet arbejder for tiden med en generel reform af den civile retspleje, og rådet vil i den forbindelse også gennemgå reglerne om tvangsfuldbyrdelse mv. Efter Justitsministeriets opfattelse bør en stillingtagen til spørgsmålet om lønindeholdelse for private krav afvente Retsplejerådets samlede gennemgang af dette område.

På denne baggrund og i lyset af de provenumæssige konsekvenser for det offentlige ved en gennemførsel af Konkursrådets forslag finder Justitsministeriet ikke tilstrækkeligt grundlag for at indføre en regel som foreslået af Konkursrådet.

4.13.3. Rentefradragsret

4.13.3.1. Gældende ret

Efter ligningslovens § 5, stk. 1, fradrages renteudgifter vedrørende gæld som udgangspunkt ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori renten forfalder til betaling. Hvis en skattepligtig opnår nedsættelse af gæld ved en gældseftergivelse, kan renter, der er påløbet på tidspunktet for gældseftergivelsen, fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst med en andel, der svarer til forholdet mellem den del af gælden, der skal betales efter nedsættelsen, og den samlede gæld før nedsættelsen. Indgår der i den gæld, som nedsættes, påløbne renter, som den skattepligtige før nedsættelsen har foretaget fradrag for efter stk. 1, kan den skattepligtige opretholde det foretagne fradrag i det omfang, det kan rummes i gælden efter den opnåede nedsættelse, uanset om fradraget overstiger størrelsen af det fradrag, den skattepligtige er berettiget til efter stk. 1, jf. § 5, stk. 9.

Den skattefordel, som rentefradragsretten indebærer, vil i gældssaneringssammenhæng komme kreditorerne til gode, idet den efter omstændighederne vil skulle indregnes i skyldnerens budget.

4.13.3.2. Konkursrådets og Justitsministeriets overvejelser

Konkursrådet har overvejet, om ligningsloven bør ændres, således at rentefradragsretten afskaffes i gældssaneringssager.

Efter de oplysninger, der foreligger for Konkursrådet, er det rådets opfattelse, at der medgår en uforholdsmæssigt stor del af medhjælperens tid til udregning af den økonomiske betydning af rentefradragsretten i forhold til den beskedne økonomiske fordel, som rentefradragsretten giver skyldnerens fordringshavere.

Konkursrådet finder på den baggrund, at rentefradragsretten bør afskaffes i sager om gældssanering. Konkursrådet peger dog på, at et sådant forslag formentligt vil være i strid med regeringens skattestop og har derfor afstået fra at medtage en ændring af ligningsloven i rådets lovudkast.

Justitsministeriet er enig med Konkursrådet i, at en afskaffelse af rentefradragsretten i gældssaneringssager vil være i strid med regeringens skattestop, og lovforslaget indeholder derfor ikke regler herom.

5. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser mv.

Lovforslaget indeholder en række ændringer af reglerne om gældssanering på områder, hvor erfaringerne med anvendelsen af loven i praksis har vist, at der er behov for justeringer. Formålet hermed er bl.a. at medvirke til at skabe en mere ensartet og forudsigelig retsstilling både for skyldneren og for kreditorerne med hensyn til behandlingen af sager om gældssanering.

Med hensyn til de økonomiske konsekvenser for det offentlige indebærer lovforslaget, at den efter retspraksis gældende hovedregel om, at det offentlige i »almindelige« sager om gældssanering normalt afholder de omkostninger, der er forbundet med sagernes behandling, også gøres til konkurslovens udgangspunkt.

Som led i regeringens handlingsplan for iværksættere foreslås endvidere nye regler om gældssanering i forbindelse med erhvervsdrivendes konkurs med henblik på, at konkursramte erhvervsdrivende får mulighed for hurtigere at kunne få saneret gæld efter en konkurs. Lovforslaget medfører, at tidligere erhvervsdrivende, der i dag normalt først vil kunne få gældssanering flere år efter deres virksomheds økonomiske sammenbrud og konkurs, hurtigere vil kunne opfylde betingelserne for at få gældssanering. De sagsomkostninger, der som ovenfor nævnt er forbundet med behandlingen af sager om gældssanering, vil derfor i sådanne sager blive fremrykket i forhold til i dag.

De nye særlige regler for gældssanering i forbindelse med konkurs omfatter ikke tilfælde, hvor skyldnerens erhvervsvirksomhed eller den virksomhed, hvorfra skyldnerens erhvervsmæssige gæld hidrører, har været drevet på en måde, der fremtræder som illoyal over for kreditorerne, herunder offentlige myndigheder. En vurdering heraf forudsætter oplysninger om virksomhedens drift. I tilfælde, hvor en konkursbehandling sluttes i medfør af konkurslovens § 143 uden udlodning, fordi der i boet ikke er midler til dækning af andet end omkostningerne til bobehandlingen, vil oplysningerne i konkursboet kunne være sparsomme. Der vil således være tilfælde, hvor der er behov for at få foretaget yderligere undersøgelser, inden en afgørelse om gældssanering efter de foreslåede nye regler kan træffes. Sådanne yderligere undersøgelser vil i givet fald skulle foretages af skifterettens medhjælper og vil indebære en meromkostning i gældssaneringssagen.

I de foreslåede nye regler om gældssanering for tidligere erhvervsdrivende i forbindelse med konkurs indgår imidlertid samtidig, at konkursboet i de tilfælde, hvor det er skyldnerens bo, der er under konkursbehandling, afholder omkostningerne ved behandling af en sag om gældssanering i forbindelse med konkurs i det omfang, der er midler hertil. Dette indebærer, at de sagsomkostninger, som det offentlige efter den nugældende retspraksis afholder i forbindelse med en gældssaneringssag længere tid efter en erhvervsdrivendes konkurs, som udgangspunkt vil blive afholdt af skyldnerens konkursbo i de omhandlede sager om gældssanering i forbindelse med konkurs.

Lovforslaget skønnes på denne baggrund samlet set ikke at have økonomiske konsekvenser for det offentlige af betydning.

Formålet med de foreslåede særlige regler om gældssanering for erhvervsdrivende i forbindelse med konkurs er, at det skal være nemmere at starte virksomhed igen efter en konkurs, og konkursramte erhvervsdrivende skal derfor have mulighed for hurtigere end i dag at få slettet den gæld, der resterer efter konkursen. Efter regeringens opfattelse vil de foreslåede nye regler kunne have positiv indflydelse på villigheden til at starte nye virksomheder.

Lovforslagets regel om, at indehaveren af en betinget fordring, f.eks. en kautionsforpligtelse, mister retten til dækning af fordringen, hvis betingelsen ikke er indtrådt på det tidspunkt, hvor kendelsen om gældssanering afsiges, kan indebære, at pengeinstitutter mv. i et vist begrænset omfang mister retten til indfrielse af den normalt mindre del af et kautionsløfte, der i dag fortsat består efter en kendelse om gældssanering.

Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for erhvervslivet eller økonomiske og administrative konsekvenser for borgerne.

Lovforslaget har ingen miljømæssige konsekvenser og indeholder ikke EU-retlige aspekter.

6. Høring

Betænkning nr. 1449/2004 om gældssanering har været i høring hos følgende myndigheder og organisationer:

Præsidenterne for Østre og Vestre Landsret, Sø- og Handelsretten, Københavns Byret og retterne i Århus, Odense, Ålborg og Roskilde, Domstolsstyrelsen, Procesbevillingsnævnet, Den Danske Dommerforening, Dommerfuldmægtigforeningen, Politiforbundet i Danmark, HK Landsklubben Danmarks Domstole, Advokatrådet, Foreningen Danske Inkassoadvokater, Dansk Retspolitisk Forening, Institut for Menneskerettigheder, Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening, Københavns Kommune, Frederiksberg Kommune, Forbrugerrådet, Finansrådet, Realkreditrådet, Forsikring & Pension, Forening af Firmapensionskasser, HTS Interesseorganisationen, Dansk Industri, Dansk Handel & Service, Håndværksrådet, Byggeriets Firkant, Dansk InkassoBrancheforening, Danske Finansieringsselskabers Forening, Dansk Kredit Råd, Dansk Byggeri, Liberale Erhvervs Råd, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Forening af Registrerede Revisorer, Dansk Ejendomsmæglerforening, Landbrugsrådet, Grundejernes Landsorganisation, Boligselskabernes Landsforening, Lejernes Landsorganisation, Dansk Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark, Specialarbejderforbundet i Danmark, Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund, Foreningen af Statsamtmænd, Foreningen af Statsamtsjurister, Københavns Retshjælp og Århus Retshjælp.

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (§ 161)

Det foreslås, at mindstedividenden i en tvangsakkord nedsættes fra de nuværende 25 procent til 10 procent. Forslaget skal ses i sammenhæng med de foreslåede nye regler om gældssanering for erhvervsdrivende i forbindelse med konkurs, jf. lovforslagets § 1, nr. 19-26 (ændring af konkurslovens kapitel 29) og vil medvirke til at sikre den fortsatte balance mellem akkord- og gældssaneringsreglerne i forbindelse med indførelsen af de nye regler om gældssanering i forbindelse med konkurs. En nedsættelse af mindstedividenden i tvangsakkord vil endvidere mere generelt kunne fremme anvendelsen af tvangsakkordreglerne til rekonstruktion af virksomheder.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.11.2.

Til nr. 2 (§ 176, stk. 2)

Det foreslås, at stemmereglerne i tvangsakkord ændres som følge af den foreslåede nedsættelse af mindstedividenden i konkurslovens § 161, jf. lovforslagets § 1, nr. 1.

Efter konkurslovens § 176, stk. 1, kræves tiltrædelse fra mindst 60 procent af antallet af de fordringshavere, der deltager i afstemningen, til vedtagelse af en tvangsakkord.

De fordringshavere, som tiltræder akkorden, må yderligere af det samlede beløb , der giver stemmeret, ved almindelig tvangsakkord, jf. stk. 2, nr. 1, repræsentere mindst lige så mange procent, som tilbuddet i procent ligger under 100, dog mindst 60 procent, og ved likvidationsakkord, jf. stk. 2, nr. 2, 75 procent, eller hvis en bestemt mindste dækningsprocent er tilsagt fordringshaverne i akkorden, lige så mange procent, som denne ligger under 100, dog mindst 60 procent.

Det foreslås, at det i konkurslovens § 176, stk. 2, nr. 1 og 2, tilføjes, at der til vedtagelse af en tvangsakkord efter stk. 2, nr. 1 (almindelig tvangsakkord) og 2 (likvidationsakkord), ikke kan kræves tiltrædelse af mere end 75 procent.

Er der i en almindelig tvangsakkord eksempelvis en dækning på 10 procent, vil den foreslåede regel medføre, at der maksimalt kan kræves tiltrædelse fra 75 procent af fordringshaverne efter beløb. Foretages ingen ændring i afstemningsreglerne, ville en tvangsakkord med en mindstedividende på 10 procent derimod kræve, at 90 procent af fordringshaverne efter beløb skulle tiltræde akkorden, hvilket ville gøre det overordentligt vanskeligt at anvende tvangsakkordinstituttet i praksis.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.11.2.

Til nr. 3 (§ 197)

Det foreslås, at skifteretten skal kunne afsige kendelse om gældssanering, hvis skyldneren begærer dette, og såfremt skyldneren godtgør ikke at være i stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser, og det må antages, at gældssanering vil føre til en varig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold, jf. stk. 1.

Bestemmelsens første led svarer til den gældende § 197, stk. 1, nr. 1, i konkursloven, og der tilsigtes med forslaget ikke nogen ændring i den vurdering, som skifteretten skal foretage af skyldnerens insolvens. Det vil således fortsat være en betingelse for gældssanering, at skyldneren er håbløst forgældet.

Det forudsættes dog, at skifteretten ved vurderingen af, om skyldneren opfylder den økonomiske betingelse for at få gældssanering, alene medtager den del af skyldnerens aktivmasse, der vil skulle realiseres eller på anden måde indgå i skyldnerens forslag til betaling af den pågældendes kreditorer. Har skyldneren eksempelvis modtaget en mengodtgørelse, der ikke skal inddrages i gældssaneringen, vil denne mengodtgørelse heller ikke skulle inddrages i vurderingen af, om skyldneren ikke er og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser.

Dette gælder i almindelighed også for skyldnerens pensionsordninger. I de tilfælde, hvor skyldneren har holdt en udbetalt (kapital)pension klart adskilt fra sin øvrige formue, vil denne sum efter omstændighederne kunne holdes delvist ude af gældssaneringssagen, når skyldneren skal fremkomme med sit forslag til gældens sanering. En sådan udbetalt kapitalpension vil dog ikke kunne holdes ude af insolvensvurderingen, da det konkret vil kunne virke stødende over for fordringshaverne.

Efter gældende ret skal der ved afgørelsen af, om der kan afsiges kendelse om gældssanering, endvidere bl.a. lægges vægt på skyldnerens interesse i gældssanering, jf. den gældende § 197, stk. 2, i konkursloven. I praksis skal det herved vurderes, om gældssanering vil medføre en varig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold, således at den pågældende får en reel mulighed for at afvikle en realistisk del af gælden og for at opfylde fremtidige forpligtelser.

Dette kriterium er nu udtrykkeligt nævnt i stk. 1 og skal danne grundlag for skifterettens vurdering af, om det tjener noget formål at afsige kendelse om gældssanering. Må en skyldner trods en gældssanering forventes fortsat at være nødt til at stifte gæld for at overholde sine forpligtelser, vil en gældssanering ikke udgøre nogen endelig løsning på den pågældendes økonomiske problemer. Gældssanering vil i denne situation ligesom i dag skulle nægtes.

Er skyldneren håbløst forgældet, og vil en gældssanering medføre en varig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold, foreslås det, at skyldneren som hovedregel skal meddeles gældssanering, medmindre de forhold, der er nævnt i stk. 2 , taler imod det. Bestemmelsen er udtryk for, hvad der allerede er gældende ret.

Det foreslås, at kendelse om gældssanering i almindelighed ikke kan afsiges i de tilfælde, hvor skyldnerens økonomiske forhold er uafklarede, jf. nr. 1.

Usikkerhed om skyldnerens økonomiske forhold vil for det første have betydning for skifterettens vurdering af, om den pågældende kan godtgøre ikke at være i stand til og navnlig også i fremtiden ikke vil blive i stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser, ligesom den kan have indvirkning på vurderingen af, om det må antages, at gældssanering vil føre til en varig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold. Vurderingen vil således skulle indgå som en del af vurderingen efter stk. 1 af, om den økonomiske betingelse for at få gældssanering er opfyldt.

For det andet vil usikkerhed om skyldnerens økonomiske forhold have betydning for, om skifteretten har tilstrækkeligt sikkert grundlag for at tilrettelægge skyldnerens afdragsordning.

Efter konkurslovens § 216, stk. 3 (som ikke ændres), skal skifteretten i en kendelse om gældssanering, hvor skyldneren meddeles henstand med betaling af den del af gælden, som fortsat skal bestå, således angive afdragsperiodens længde samt størrelsen af og forfaldstiden for de afdrag, som skyldneren skal betale i afdragsperioden. Bestemmelsen forudsætter, at skyldnerens budgetmæssige forhold (indtægts- og udgiftsforhold) i afdragsperioden kan fastslås med den fornødne grad af sikkerhed, og er skyldnerens indkomst eller budgetforhold uafklarede i et sådant omfang, at det har betydning for gældssaneringssagen, vil skifteretten som altovervejende hovedregel skulle afslå en begæring om gældssanering, jf. stk. 2, nr. 1.

Vurderingen af, om skyldnerens økonomiske forhold er uafklarede, skal foretages i overensstemmelse med den nugældende retspraksis. Skyldnerens økonomiske forhold vil således f.eks. være uafklarede, hvis skyldneren er arbejdsløs eller under uddannelse. Er der usikkerhed om skyldnerens boligforhold, vil dette typisk også medføre, at skyldnerens økonomiske forhold må anses for uafklarede.

Har skyldneren i en længere periode f.eks. været arbejdsløs, vil den pågældendes økonomiske forhold dog efter omstændighederne kunne anses for at være afklarede, uanset at skyldneren modtager arbejdsløshedsunderstøttelse eller kontanthjælp. Har en skyldner (eller dennes ægtefælle) eksempelvis gennem længere tid reelt ikke været tilknyttet arbejdsmarkedet, og er den pågældende uden nogen relevant uddannelse, er det i retspraksis antaget, at der vil kunne være tilstrækkelig klarhed med hensyn til skyldnerens (eller ægtefællens) fremtidige beskæftigelsessituation og indtægtsforhold, så den pågældende kan få gældssanering.

Har skyldneren en tidsbegrænset ansættelse, herunder f.eks. ansættelse på åremål, må det ligeledes bero på en konkret vurdering af den pågældendes nuværende og tidligere ansættelsesforhold, økonomiske forhold mv., om hans eller hendes økonomiske forhold må anses for afklarede i en sådan grad, at den pågældende kan få gældssanering. Har en skyldner f.eks. igennem en årrække været ansat i flere på hinanden følgende tidsbegrænsede stillinger af nogenlunde ensartet karakter, vil den pågældendes arbejdsmæssige og økonomiske forhold således efter omstændighederne kunne anses for afklarede.

Har skyldneren ikke indgivet selvangivelse i året eller årene forud for en begæring om gældssanering, vil den pågældende som udgangspunkt have uafklarede økonomiske forhold, da det således f.eks. ikke vil være muligt at fastslå, om skyldneren er berettiget til at fremføre et skattemæssigt underskud, eller om der vil blive udløst en restskat.

Må det lægges til grund, at ansøgeren er arveberettiget efter en person, hvis dødsfald er meget nært forestående, kan den pågældendes økonomiske forhold ligesom efter den nuværende retspraksis endvidere efter omstændighederne også være uafklarede.

Har skyldneren uafklarede økonomiske forhold, vil skifteretten i almindelighed skulle nægte at afsige kendelse om gældssanering. Der tilsigtes ikke hermed nogen ændring i forhold til den nugældende retspraksis, hvorefter det alene helt undtagelsesvist forekommer, at skifteretten efter en konkret vurdering finder grundlag for at meddele en skyldner gældssanering, selv om den pågældendes økonomiske forhold er uafklarede.

Nr. 2, litra a-d, angiver en række momenter, som skal indgå i vurderingen af, om skyldneren har handlet uforsvarligt i økonomiske anliggender, således at den pågældende ikke kan meddeles gældssanering. Opregningen er ikke udtømmende.

Efter litra a vil skyldneren have handlet uforsvarligt i økonomiske anliggender, hvis den pågældende har stiftet en ikke uvæsentlig gæld på et tidspunkt, hvor den pågældende allerede var ude af stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser. Bestemmelsen vil f.eks. kunne finde anvendelse, hvis en skyldner optager nye lån for at kunne afdrage på sine allerede forfaldne gældsforpligtelser.

Efter litra b vil skyldneren have handlet uforsvarligt i økonomiske anliggender, hvis en ikke uvæsentlig gæld er opstået som følge af, at skyldneren har påtaget sig en finansiel risiko, der stod i misforhold til skyldnerens økonomiske situation. Dette vil kunne være tilfældet, hvis skyldneren på et tidspunkt, hvor den pågældende var insolvent eller risikerede at blive insolvent ved den påtagne risiko, har foretaget økonomiske transaktioner, der må karakteriseres som spekulationsprægede. Dette vil f.eks. kunne gælde forpligtelser, der er opstået ved tegning af anparter uden sammenhæng med skyldnerens erhvervsudøvelse. Bestemmelsen omfatter således ikke sædvanlige og forsvarlige dispositioner i forbindelse med skyldnerens erhvervsudøvelse.

Efter litra c vil skyldneren have handlet uforsvarligt i økonomiske anliggender, såfremt en ikke uvæsentlig gæld er stiftet med henblik på forbrug. Dette gælder både lån stiftet til indkøb af større forbrugsgoder og til almindelige dagligvarer.

Efter litra d vil skyldneren have handlet uforsvarligt i økonomiske anliggender, såfremt en ikke uvæsentlig gæld er gæld til det offentlige og er oparbejdet systematisk. Gæld til det offentlige vil f.eks. kunne være moms- og skattegæld, børnepenge og licensbetaling. Gælden må f.eks. anses for at være oparbejdet systematisk, hvis skyldneren over en årrække har benyttet de offentlige kasser som en »selvbestaltet kredit«. Denne type gæld er bl.a. karakteriseret ved, at den ensidigt er stiftet af skyldneren, uden at det offentlige har haft mulighed for at forhindre kravets opståen, herunder eksempelvis ved skyldnerens bevidst fejlagtige udfyldelse af sin forskudsregistrering.

Efter nr. 3 kan en kendelse om gældssanering i almindelighed ikke afsiges, såfremt en ikke uvæsentlig gæld er pådraget ved strafbare eller erstatningspådragende forhold. Til gæld, der er pådraget ved strafbare forhold, må også henregnes sagsomkostninger mv. forbundet med en straffesag.

Saneres sådan gæld i umiddelbar forlængelse af den begivenhed, der udløste kravet, vil det kunne virke særligt stødende. Sådanne krav skal derfor være noget ældre end anden gæld, før de kan gældssaneres, jf. herved også stk. 3. Længden af den periode, der skal være forløbet, inden der kan meddeles gældssanering, når gælden stammer fra strafbare eller erstatningspådragende forhold, vil ligesom i dag afhænge af en konkret vurdering af omstændighederne ved pådragelsen af kravet. Er et erstatningskrav eksempelvis opstået som følge af et forsætligt eller groft uagtsomt forhold, vil gældssanering være udelukket i længere tid, end hvis kravet er pådraget ved simpel uagtsomhed.

Det er ikke hensigten, at skifteretten i disse tilfælde skal foretage en nærmere selvstændig undersøgelse eller vurdering af grundlaget for kravet. I de tilfælde, hvor der ikke foreligger et nærmere skriftligt grundlag for bedømmelse af kravet, f.eks. en dom, må skifterettens vurdering således normalt bygge på skyldnerens begrundede redegørelse for kravets opståen og oplysninger f.eks. fra den, der har gjort kravet gældende.

Mindre bøde- eller erstatningskrav vil normalt ikke i sig selv hindre en gældssanering efter stk. 2, nr. 3.

I relation til stk. 2, nr. 2 og nr. 3, gælder det, at en gældspost vil kunne være »ikke uvæsentlig« både ud fra en relativ vurdering i forhold til skyldnerens samlede gæld og ud fra en absolut vurdering. For en skyldner, der har en samlet gæld på 250.000 kr., vil eksempelvis en yderligere låneoptagelse på 2.500 kr. i almindelighed være uvæsentlig. Har skyldneren på den anden side f.eks. en gæld på flere millioner kroner, vil en yderligere låneoptagelse, der alene udgør få procent af gældens samlede størrelse, men som i absolutte tal er betydelig, efter omstændighederne kunne være væsentlig.

Efter nr. 4 kan en kendelse om gældssanering i almindelighed ikke afsiges, såfremt skyldneren har undladt at afdrage på sin gæld, selv om den pågældende har haft rimelig mulighed herfor. Denne mulighed for afdrag på gælden kan f.eks. bestå i, at skyldneren har haft en indtægt, der muliggjorde afdrag, eller at der i øvrigt er tilfaldet skyldneren ophævede pensionsordninger, gavebeløb og lignende, hvor skyldneren i stedet for at betale af på gælden selv har forbrugt beløbet.

Efter nr. 5 kan en kendelse om gældssanering i almindelighed ikke afsiges, såfremt skyldneren har indrettet sig med henblik på gældssanering. Bestemmelsen kan f.eks. finde anvendelse, hvor skyldneren har søgt at indrette sig på en senere gældssanering ved inden indgivelse af begæring om gældssanering at bringe aktiver i kreditorly eller ved at indbetale et beløb på en pensionsordning, der ikke kan tilbagekøbes og dermed ikke vil kunne indgå i sagen om gældssanering.

Efter nr. 6 kan en kendelse om gældssanering i almindelighed ikke afsiges, såfremt skyldneren har stiftet ny gæld, efter at gældssaneringssag er indledt. Dette vil gælde for selv helt små låneoptagelser eller nye restancer mv.

Såfremt skyldneren afdrager på usikret gæld under gældssaneringssagen, vil dette efter omstændighederne kunne henføres under stk. 4, hvorefter skifteretten kan nægte gældssanering, såfremt der foreligger andre omstændigheder, som taler afgørende imod gældssanering, uanset at disse omstændigheder ikke er opregnet i stk. 2.

Den opregning af omstændigheder, der er foreslået i stk. 2, nr. 2 og 3, og som i almindelighed skal udelukke gældssanering, er ikke udtryk for, at en skyldner varigt er afskåret fra at opnå gældssanering, hvis sådanne omstændigheder foreligger. Det foreslås, at omstændighederne omkring gældsstiftelsen som efter gældende ret må vurderes i sammenhæng med gældens alder, jf. stk. 3.

Bestemmelsen er udtryk for et princip om, at jo yngre gælden er, desto mere tungtvejende for afgørelsen om gældssanering bliver omstændighederne ved gældens pådragelse. Det samme kan anføres om de handlinger, der er nævnt i stk. 2, nr. 4 og 5, idet betydningen af disse handlinger ligeledes afsvækkes med tiden. Det forhold, at skyldneren har undladt at afdrage på sin gæld, selv om skyldneren har haft rimelig mulighed herfor, vil eksempelvis efter en længere årrække ikke i sig selv udelukke gældssanering.

Der kan ikke fastsættes en absolut grænse for, hvornår en gældspost har nået en alder, hvor betydningen af de forhold vedrørende gældsstiftelsen, der er nævnt i forslaget til stk. 2, er aftaget i en sådan grad, at gældssanering ikke længere er udelukket. Gældens alder må som hidtil vurderes i sammenhæng med omstændighederne ved gældens pådragelse, herunder grovheden af det forhold, der udelukker gældssanering.

Har skyldneren enkelte mindre gældsposter af nyere dato, bør dette efter stk. 2, nr. 2, litra a, ikke i sig selv forhindre gældssanering, hvis der kan anføres en rimelig begrundelse for gældsstiftelsen. Dette kan f.eks. være låneoptagelse med henblik på at skaffe skyldneren og dennes familie en nødvendig bolig eller et transportmiddel, som er nødvendigt for, at skyldneren kan komme til og fra arbejde. I den situation vil skifteretten dog kunne bestemme, at kendelse om gældssanering kun skal omfatte fordringer, der er stiftet inden et af skifteretten fastsat tidspunkt, der ligger forud for gældssaneringssagens indledning, jf. konkurslovens § 199, stk. 1 (som ikke ændres). Det vil i sådanne situationer endvidere være naturligt for skifteretten at overveje at forlænge den periode, hvor skyldneren skal afdrage på den bestående del af gælden som led i gældssaneringen.

Er gælden opstået som følge af en enkeltstående og nu overstået begivenhed, f.eks. en erhvervsvirksomheds sammenbrud eller en tvangsauktion, vil gældens alder som hidtil skulle tillægges mindre betydning.

På samme måde vil det forhold, at en skyldner, som tidligere er nægtet gældssanering, fordi skyldneren har stiftet gæld efter sagens indledning, jf. stk. 2, nr. 6, ikke indebære, at den pågældende i al fremtid vil være afskåret fra at få gældssanering.

Når der i lovteksten opregnes nogle omstændigheder, der i almindelighed skal udelukke gældssanering, kan der forekomme situationer, hvor en gældssanering, selv om der ikke foreligger nogle af de opregnede udelukkelsesgrunde, efter en konkret vurdering alligevel bør nægtes. På den baggrund foreslås det, at skifteretten skal kunne nægte at afsige kendelse om gældssanering, selv om der ikke foreligger omstændigheder som nævnt i stk. 2, hvis der foreligger andre omstændigheder, som taler afgørende imod gældssanering, jf. stk. 4.

Bestemmelsen omfatter navnlig de tilfælde, hvor der efter gældende ret ikke kan meddeles gældssanering, og som ikke vil være omfattet af udkastets stk. 1 og 2. Bestemmelsen vil f.eks. efter omstændighederne kunne finde anvendelse, hvor skyldneren eller et medlem af skyldnerens husstand har valgt ikke at udnytte sin erhvervsevne fuldt ud ved f.eks. alene at have deltidsbeskæftigelse eller lignende.

Bestemmelsen i stk. 5 svarer til den gældende § 197, stk. 2, 2. pkt., i konkursloven.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.1.2.

Til nr. 4 (§ 203)

Det foreslås, at skifteretten alene i særlige tilfælde skal kunne bestemme, at skyldneren skal stille passende sikkerhed for omkostningerne ved gældssaneringssagens behandling. Ændringen er udtryk for den praksis, der har udviklet sig efter den nugældende § 203 i konkursloven, og med forslaget vil det udtrykkeligt fremgå af konkursloven, at hovedreglen er, at skyldneren ikke skal stille en sådan sikkerhed. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med forslaget til konkurslovens § 220 (lovforslagets § 1, nr. 13), hvorefter statskassen ligesom i dag i almindelighed skal afholde omkostningerne ved gældssaneringssagens behandling, hvis skifteretten ikke har krævet sikkerhed for omkostningerne.

Særlige tilfælde, hvor der skal stilles krav om sikkerhed for omkostninger ved gældssaneringssagens behandling, vil navnlig foreligge, hvis skyldneren på ny indgiver en begæring om gældssanering, selv om den pågældende tidligere har fået indledt gældssaneringssag, men har tilbagekaldt sin begæring og i den forbindelse har udvist en kritisabel adfærd. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvor skyldneren tidligere ikke har ønsket at efterleve skifterettens anvisning om realisation af aktiver, eller hvor skyldneren har trukket en begæring om gældssanering tilbage, fordi den pågældende ikke vil acceptere det budget, som skifterettens medhjælper har udarbejdet i forbindelse med forslaget til gældens sanering.

I disse situationer er det hensigten, at skifteretten ligesom i dag som hovedregel skal betinge indledning af en ny gældssaneringssag af, at skyldneren stiller passende sikkerhed for omkostningerne ved sagens videre behandling. I modsat fald skal skifteretten nægte at indlede gældssaneringssag, jf. konkurslovens § 205, stk. 1, nr. 3 (som ikke ændres).

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.7.2.

Til nr. 5 (§§ 208-208 b)

Det foreslås, at der indføres præklusivt proklama i sager om gældssanering, hvilket betyder, at dækningen af fordringer, som ikke anmeldes over for skifteretten inden en angiven frist, bortfalder.

Hensigten hermed er at sikre, at forudsætningerne for den afdragsordning, som skifteretten i henhold til skyldnerens forslag efter konkurslovens § 216, stk. 3, fastsætter for skyldnerens afvikling af den bestående gæld, ikke ændres væsentligt som følge af, at der efterfølgende rettes krav mod skyldneren, som ikke er medtaget i skyldnerens forslag til gældens sanering.

De foreslåede regler er udformet, så de i videst muligt omfang svarer til reglerne om præklusivt proklama i dødsboskiftelovens kapitel 20. Eftersom reglerne skal regulere forskellige situationer og dermed varetage forskellige hensyn, er visse forskelle i reglerne dog påkrævet. Det skyldes bl.a., at visse fordringshavere i sager om gældssanering erfaringsmæssigt ikke ønsker at anmelde mindre fordringer, der alene må forventes at blive dækket med en minimal dividende. Årsagen hertil kan være, at de omkostninger, som fordringshaverne har ved behandling af sagen, vil kunne overstige det forventede modtagne beløb. Reglerne om præklusivt proklama i sager om gældssanering bør derfor indrettes således, at også disse fordringer prækluderes, selv om de er kendte af skyldneren og skifteretten, og således at den videre sagsbehandling ikke afventer svar fra alle kendte fordringshavere.

Til § 208

Efter bestemmelsens stk. 1 skal proklama udstedes straks efter gældssaneringssagens indledning.

Ifølge bestemmelsens stk. 2 skal proklama indrykkes af skifteretten ved en bekendtgørelse i Statstidende.

For professionelle kreditorer, som anvender Statstidende, vil en indrykning heri af bekendtgørelsen om proklama kunne være tilstrækkelig. Må det derimod antages, at der findes private kreditorer, som ikke kan ventes at få kendskab til gældssaneringssagen ved indrykning i Statstidende, kan skifteretten efter stk. 4 bestemme, at indkaldelsen tillige skal optages i et eller flere lokale eller almindeligt læste blade.

Stk. 2, 2. pkt., indeholder en udtømmende opregning af proklamabekendtgørelsens indhold.

Efter nr. 1 skal skyldnerens navn, tidligere navne, adresse og fødselsdato anføres. Oplysningerne må være så fyldige og præcise, at der ikke kan opstå vanskeligheder med at identificere skyldneren. Har skyldneren drevet en personligt ejet virksomhed, skal også dennes navn og adresse samt CVR-nummer angives.

Nr. 2 angiver, at fordringer skal anmeldes inden 8 uger efter bekendtgørelsen.

Det følger af bestemmelsens nr. 3, at proklamaet skal angive en person, til hvem anmeldelse kan ske. Dette vil i praksis normalt være skifterettens medhjælper.

Efter nr. 4 skal proklamaet indeholde oplysning om retsvirkningerne af for sen anmeldelse efter forslaget til § 208 b, stk. 1, hvorefter retten til dækning af en fordring omfattet af gældssaneringssagen bortfalder, når sagen er sluttet med afgørelse om gældssanering.

I s tk. 3 foreslås det, at der samtidig med indkaldelsen i Statstidende skal sendes en meddelelse om proklamaet til alle fordringshavere, som er skifteretten bekendt. Det samme gælder for fordringshavere, der €" på anden måde end ved deres anmeldelse af en fordring €" efterfølgende bliver skifteretten eller dennes medhjælper bekendt. Udsendelsen af proklamaet til fordringshaverne skal alene betragtes som en »service« over for kendte fordringshavere, og manglende meddelelse har ingen retsvirkning for så vidt angår proklamaets præklusive virkning.

Det forudsættes i den forbindelse, at skifteretten eller dennes medhjælper undersøger tingbogen og andre kendte registre og underretter de heri nævnte fordringshavere om gældssaneringssagen. Disse fordringshavere vil således være kendte efter forslaget til § 208, stk. 3, således at skifteretten skal sende en genpart af bekendtgørelsen af proklama til de pågældende.

Der påhviler samtidig skyldneren en pligt til loyalt at medvirke til gældssaneringssagens oplysning, hvilket i denne sammenhæng indebærer, at skyldneren over for skifteretten skal give fyldestgørende oplysninger om alle kendte fordringshavere, og herunder fordringshavere, der f.eks. har solgt skyldneren genstande med ejendomsforbehold. Disse fordringshavere vil således også i praksis være kendte.

Skyldnerens økonomiske forhold påvirkes ikke af, om enkelte fordringshavere har sikret deres fordringer ved en panteret eller lignende, idet dette alene har betydning for, hvilken dækning de enkelte fordringshavere modtager i gældssaneringssagen. Det må derfor antages, at skyldneren som altovervejende hovedregel ikke vil have nogen anledning til ikke at oplyse loyalt om alle panthavere mv. Har skyldneren imidlertid bevidst eller ved grov uagtsomhed undladt at oplyse skifteretten om enkelte fordringshavere, herunder f.eks. fordringshavere hvis fordringer er sikret ved pant, må gældssanering nægtes, jf. konkurslovens § 212, stk. 1, nr. 2, hvorefter gældssanering nægtes, hvis skyldneren ikke loyalt medvirker til sagens oplysning.

I medfør af stk. 4 kan skifteretten bestemme, at proklamaet tillige skal optages i lokale eller almindeligt læste blade, jf. ovenfor.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.5.2.

Til § 208 a

Bestemmelsen indeholder en række formkrav til anmeldelsen af fordringer.

Bestemmelsens stk. 1 fastslår, at anmeldelser af ordens- og bevismæssige grunde skal være skriftlige. En anmeldelse vil dog inden for fristen kunne fremsættes mundtligt ved et møde i skifteretten eller ved et møde hos skifterettens medhjælper, idet det forudsættes, at anmeldelsen i disse tilfælde tilføres gældssaneringssagens akter. For at skabe størst mulig klarhed over den anmeldte fordring foreslås det endvidere, at anmeldelsen skal indeholde en opgørelse af kreditors tilgodehavende. Gør kreditor endvidere gældende at have krav på renter og omkostninger, skal også dette fremgå af anmeldelsen. Krav på renter for tiden efter indledning af gældssaneringssag af de fordringer, der er omfattet af kendelsen, bortfalder ved kendelsen om gældssanering, jf. konkurslovens § 200, stk. 1 (som ikke ændres).

Det foreslås, at en anmeldelse også bør indeholde oplysning om fordringens stiftelsestidspunkt. Oplysning herom giver i de fleste tilfælde skifterettens medhjælper mulighed for umiddelbart at vurdere, om fordringen er forældet, hvilket må antages at lette medhjælperens arbejde med sagen. For at lette skifterettens medhjælpers arbejde med sagens videre behandling foreslås det endvidere, at en anmeldelse bør indeholde oplysning om en postadresse, hvortil senere henvendelser kan sendes. Med henblik på at lette skyldnerens betaling af afdrag efter gældssaneringskendelsen, foreslås det, at anmeldelsen også bør indeholde oplysning om en konto i et pengeinstitut, hvortil afdragene senere vil kunne betales, jf. stk. 1, 2. pkt.

Selv om en anmeldelse ikke måtte indeholde de oplysninger, der er nævnt i stk. 1, 2. pkt., vil anmeldelsen €" hvis den i øvrigt lever op til de krav, der stilles til en anmeldelse, jf. ovenfor €" indebære, at kravet må anses for anmeldt i gældssaneringssagen og dermed ikke bliver prækluderet.

Er det ikke muligt inden anmeldelsesfristens udløb at opgøre en fordring endeligt, må der indgives en foreløbig anmeldelse, jf. stk. 2.

Ved foreløbig anmeldelse må kreditor skønsmæssigt anslå fordringens størrelse, idet dette vil have betydning for tilrettelæggelsen af det forslag til gældens sanering, som skyldneren skal fremkomme med efter konkurslovens § 213 (som ikke ændres). Kreditor er ved proklamafristens udløb bundet af den skønsmæssige angivelse af fordringens størrelse. Konstaterer fordringshaveren således efterfølgende, at fordringen er anmeldt med et for lavt beløb, vil fordringshaveren være afskåret fra at gøre dette yderligere beløb gældende. En meddelelse, hvor det blot forbeholdes, at der kan være en fordring, er ingen foreløbig anmeldelse og medfører derfor præklusion af en eventuel fordring.

Stk. 3 svarer til dødsboskiftelovens § 82, stk. 4.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.5.2.

Til § 208 b

Det foreslås i stk. 1, at fordringshavere og andre kreditorer, der ikke anmelder deres fordring rettidigt, mister retten til dækning af fordringen, når gældssaneringssagen er endelig og afsluttet med kendelse om gældssanering. Slutter gældssaneringssagen, uden at skyldneren får en gældssanering, har det således ingen retsvirkning, at en fordringshaver ikke har anmeldt sin fordring rettidigt.

Som udgangspunkt prækluderes alle uanmeldte fordringer uanset disses karakter, og uanset om de er forfaldne. Dog er visse typer af fordringer på grund af deres karakter friholdt fra præklusion, jf. stk. 2. Det foreslås, at pantefordringer friholdes fra præklusion, i det omfang pantet strækker til, idet fordringer sikret ved pant alene omfattes af en kendelse om gældssanering, i det omfang pantet ikke strækker til, jf. konkurslovens § 199, stk. 2 (som ikke ændres).

Det er i retspraksis antaget, at et krav i anledning af lån mod lønforskrivning, jf. tjenestemandslovens § 57, må anses for omfattet af konkurslovens § 199, stk. 2, jf. herved Østre Landsrets kendelse gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1991, side 49. Det samme gælder for krav i anledning af et beboerindskudslån efter lov om individuel boligstøtte §§ 56-57, jf. Østre Landsrets kendelse gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1998, side 353. Om disse fordringer gælder, at de ikke er omfattet af noget offentligt register, og skifterettens medhjælper vil derfor ikke umiddelbart kunne konstatere fordringernes eksistens, medmindre skyldneren oplyser herom. Medhjælperen må derfor undersøge, om der eksisterer sikrede fordringer af denne karakter, hvis de konkrete omstændigheder tyder på det.

Det samme gælder for fordringer sikret ved ejendomsforbehold. Er skyldneren forbruger, har den, der har solgt en genstand med ejendomsforbehold, dog i almindelighed ikke krav på betaling af yderligere beløb, hvis genstanden tages tilbage, jf. kreditaftalelovens § 41, stk. 1, hvorefter en kreditgiver kun har krav på betaling af et overskydende beløb, hvis det solgtes værdi ved tilbagetagelsen er mindre end kreditgiverens tilgodehavende, i det omfang særlige omstændigheder taler derfor, herunder navnlig hvis forbrugeren har udvist forsømmelighed ved brugen eller opbevaringen af det købte eller har lagt hindringer i vejen for tilbagetagelsesforretningen.

En fordring, der er sikret ved pant, vil som nævnt efter konkurslovens § 199, stk. 2, 1. pkt., ikke være omfattet af en gældssanering i det omfang, pantet strækker til. Panthaverne bindes derimod af kendelsen for så vidt angår den del af deres personlige fordring mod skyldneren, som ikke til sin tid måtte blive dækket af pantet, jf. § 199, stk. 2, 2. pkt. Dette indebærer, at en fordringshaver først, når pantet realiseres, vil vide, om der bliver en restfordring at anmelde i gældssaneringssagen.

Forslaget indebærer, at den panthaver, der ikke mener at have (fuld) dækning for den fordring, der er sikret ved pantet, må anmelde den personlige fordring inden fristen på 8 uger i stk. 2. I denne situation vil fordringshaveren i givet fald have krav på at få dækket den udækkede del af sin fordring med den procent, hvortil de øvrige fordringer er nedsat i gældssaneringssagen. Dette gælder, selv om restkravet først gøres gældende flere år efter kendelsen om gældssanering eller efter udløbet af afdragsperioden. Har panthaveren ikke anmeldt den personlig fordring inden den angivne frist, vil panthaveren ikke kunne kræve gældssaneringsdividende af restfordringen, hvis det senere konstateres, at pantets værdi ikke kan dække fordringen.

Anmeldelse af den personlige fordring i denne situation medfører ikke, at der under gældssaneringssagen skal afsættes eventualdividende til den mulige restfordring, dvs. den del af fordringen, der ikke kan dækkes af pantets værdi. Anmeldelsen er således alene en betingelse for, at fordringshaveren senere kan gøre restkravet gældende, hvis det viser sig, at pantets værdi ikke strækker til dækning af fordringen.

Det foreslås endvidere efter stk. 3, at dækning af en fordring, der er anmeldt som betinget, bortfalder, når sagen er sluttet med afgørelse om gældssanering, jf. konkurslovens § 218, stk. 1 (som ikke ændres), såfremt betingelsen ikke er indtrådt på det tidspunkt, hvor der afsiges kendelse om gældssanering. Betingede fordringer vil navnlig være kautions- og garantiforpligtelser, men bestemmelsen finder også anvendelse på andre typer af fordringer med disse karakteristika.

Er f.eks. en kautionsforpligtelse anmeldt i gældssaneringen inden anmeldelsesfristens udløb, vil en fordring, der udspringer heraf, således alene kunne gøres gældende, hvis den aktualiseres og anmeldes i sagen, inden der afsiges kendelse om gældssanering. Aktualiseres fordringen i perioden mellem det tidspunkt, hvor der afsiges kendelse om gældssanering, og udløbet af kærefristen, jf. konkurslovens § 218, stk. 1, vil fordringen ikke kunne gøres gældende. Dette gælder også, hvis kendelsen om gældssanering bliver stadfæstet efter kære.

Bestemmelsens stk. 4 vedrører den situation, at kendelsen om gældssanering enten ophæves efter konkurslovens § 229 eller efterfølges af en ny insolvensbehandling mod skyldneren. I disse tilfælde vil en fordring, der ellers er bortfaldet (prækluderet), kunne gøres gældende med det fulde beløb.

I den sidstnævnte situation vil fordringer, der er prækluderede efter stk. 1, kunne gøres gældende mod skyldneren på lige fod med de fordringer, der var indeholdt i gældssaneringen, hvis disse fordringer i en ny insolvensbehandling kan gøres gældende mod skyldneren med deres fulde beløb, jf. forslaget til konkurslovens § 230 (lovforslagets § 1, nr. 18), og Højesterets kendelse gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2002, side 2275. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis der indledes en ny sag om gældssanering for en skyldner inden udløbet af afdragsperioden i skyldnerens tidligere gældssaneringssag.

Efter forslaget til udformningen af § 230, 1. pkt., har de fordringshavere, der er omfattet af gældssaneringskendelsen, krav på udlæg i forhold til fordringernes beløb uden hensyn til den skete nedskrivning, men efter fradrag af afbetalinger, hvis skyldnerens bo f.eks. tages under konkursbehandling, efter at der er afsagt kendelse om gældssanering. Udlægget i konkursboet i forbindelse med disse afbetalinger kan dog ikke overstige, hvad der efter gældssaneringskendelsen tilkommer de pågældende fordringshavere, medmindre kendelsen er bortfaldet efter § 229, jf. § 230, 2. pkt. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 18.

Fordringen vil først kunne gøres gældende på ny, når der afsiges kendelse om gældssanering, akkord mv. I praksis vil det dog tillige være en betingelse, at de krav, der blev prækluderet i gældssaneringssagen, anmeldes rettidigt i f.eks. en ny gældssaneringssag.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.5.2.

Til nr. 6 (§ 209, stk. 2-5)

Det foreslås, at skifteretten i de tilfælde, hvor en fordring, der er anmeldt rettidigt, er bestridt af skyldneren, skal give meddelelse til fordringshaveren herom ved anbefalet brev eller på anden betryggende måde, jf. stk. 2. Meddelelsen skal indeholde oplysning om retsvirkningen efter stk. 3. Den foreslåede regel ændrer ikke på hovedreglen i forslaget til § 208, stk. 2, nr. 2 (lovforslagets § 1, nr. 5), hvorefter alle fordringer skal anmeldes over for skifteretten. Anmelder fordringshaveren ikke fordringen, vil dækning heraf således bortfalde, jf. forslaget til § 208 b, stk. 1.

Når skifteretten har modtaget anmeldelse af fordringen, skal fordringshaveren således gøres opmærksom på, at fordringen er bestridt af skyldneren, og at muligheden for dækning af fordringen bortfalder, såfremt fordringshaveren ikke har anlagt retssag om kravet inden 3 måneder fra skifterettens underretning til fordringshaveren, jf. nedenfor. Indeholder meddelelsen ikke denne oplysning, har den ikke præklusiv virkning.

Det foreslås endvidere, at dækning af en fordring, som skyldneren bestrider, skal bortfalde, hvis fordringshaveren ikke inden 3 måneder fra skifterettens meddelelse om, at fordringen bestrides, jf. stk. 2, har anlagt en retssag om kravet, jf. stk. 3.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med forslaget til § 216, stk. 4 (lovforslagets § 1, nr. 9), hvorefter der ved fastlæggelse af skyldnerens afdragsordning skal afsættes midler til dækning af en fordring, som er bestridt af skyldneren. Kendelsen skal samtidig angivne, hvorledes de afsatte midler skal fordeles mellem de øvrige fordringshavere, hvis der ikke anlægges sag om fordringen, eller hvis det ved dom eller forlig fastslås, at fordringen ikke består.

Det foreslås i stk. 4, at sagsomkostninger, der pålægges skyldneren, i de tilfælde, hvor det ved dom eller forlig fastslås, at kravet består, betragtes som stiftet på samme tidspunkt som den bestridte fordring. Dette medfører i praksis, at fordringshaveren alene vil modtage dividende af eventuelle sagsomkostninger pålagt skyldneren, uanset at fordringshaveren får medhold. Reglen har til formål at hindre, at skyldneren efter en retssag om en bestridt fordring på ny befinder sig i en håbløs økonomisk situation på grund af pålagte sagsomkostninger.

Tilkendes skyldneren sagsomkostninger, vil de ikke skulle fordeles mellem fordringshaverne i gældssaneringssagen, da det må antages, at de modsvarer faktisk afholdte udgifter.

I de tilfælde, hvor gældssaneringssagen ikke sluttes med kendelse om gældssanering, påvirkes fordringshaverens retsstilling ikke, selv om der ikke rettidigt er anlagt sag, jf. stk. 5 (henvisningen til forslaget til § 208 b, stk. 1). Det samme gælder, hvor kendelsen om gældssanering enten ophæves efter § 229, eller hvis skyldnerens bo tages under konkursbehandling, hvis skyldneren får stadfæstet en tvangsakkord, eller hvis skyldneren på ny meddeles gældssanering, jf. den foreslåede udformning af konkurslovens § 230 (lovforslagets § 1, nr. 18), jf. stk. 5 (henvisningen til forslaget til § 208 b, stk. 4).

I de tilfælde, hvor skyldneren må anses for uden rimelig grund at bestride en eller flere anmeldte fordringer, vil dette efter omstændighederne €" f.eks. hvis skyldnerens bestridelse må antages at have karakter af chikane €" kunne medføre, at skyldneren må nægtes gældssanering, jf. konkurslovens § 212, stk. 1, nr. 2 (som ikke ændres).

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.6.2.

Til nr. 7 (§ 210, stk. 4)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af den foreslåede ændring af konkurslovens § 208, jf. lovforslagets § 1, nr. 5.

Til nr. 8 (§ 216, stk. 1)

Det foreslås, at skifteretten ved fastsættelse af den procent, hvortil fordringerne nedsættes, kan bestemme, at der skal bortses fra fordringer, som kun vil afkaste et ubetydeligt beløb, jf. 2. pkt. Dækning af disse fordringer bortfalder, når sagen er sluttet med kendelse om gældssanering, jf. konkurslovens § 218, stk. 1 (som ikke ændres), jf. 3. pkt. Dette svarer til reglen om småfordringer i konkurs, jf. konkurslovens § 153, stk. 1.

Det foreslås endvidere, at justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelsen af 2. pkt., jf. 5. pkt. Justitsministeriet agter efter en vedtagelse af lovforslaget at udstede en bekendtgørelse om gældssanering, hvor størrelsen af den dividende, dvs. det beløb, hvortil fordringen bliver nedskrevet ved gældssanering, som kan udelukkes fra dækning i gældssaneringssagen, i overensstemmelse med Konkursrådets forslag indtil videre forventes fastsat til en samlet sum på 500 kr.

Dette vil normalt betyde, at der udbetales fem årlige rater á 100 kr., eftersom skyldneren normalt bør opspare de månedlige rater med henblik på én årlig udbetaling til kreditorerne, medmindre der på grund af særlige omstændigheder konkret aftales en anden fremgangsmåde med kreditorerne.

Ved fastsættelsen af nedsættelsesprocenten skal skifteretten ikke indregne de fordringer, der alene vil afkaste en ubetydelig dividende, hvis de medtages i opgørelsen. Er der eksempelvis anmeldt 10 fordringer på hver 100.000 kr. og en fordring på 1.000 kr., således at det samlede anmeldte krav er 1.001.000 kr., og er skyldnerens samlede opsparing 50.000 kr., vil nedsættelsesprocenten blive 5, idet fordringen på 1.000 kr. ikke skal indgå i beregningen, da dividenden af denne fordring, hvis den var medtaget i opgørelsen, alene var blevet 49,95 kr.

I de tilfælde, hvor en kendelse om gældssanering ophæves i medfør af konkurslovens § 229, vil fordringer, hvor dækningen er bortfaldet, på ny kunne gøres gældende mod skyldneren, jf. 4. pkt. (henvisningen til forslaget til § 208 b, stk. 4, nr. 1). Dette svarer således til hovedreglen om fordringer, hvor dækningen er bortfaldet ved kendelsen om gældssanering.

I de tilfælde, hvor skyldnerens bo tages under konkursbehandling, skyldneren får stadfæstet en tvangsakkord eller skyldneren på ny meddeles gældssanering, vil fordringer, der efter denne bestemmelse er bortfaldet ved en kendelse om gældssanering, derimod ikke kunne gøres gældende mod skyldneren på ny. Dette fraviger hovedreglen om fordringer, hvor dækningen er bortfaldet ved kendelsen om gældssanering.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.8.2.

Til nr. 9 (§ 216, stk. 4)

Det foreslås, at der ved kendelsen om gældssanering skal afsættes midler til dækning af fordringer, der behandles efter reglerne om bestridte fordringer efter forslaget til § 209, stk. 2-5 (lovforslagets § 1, nr. 6), jf. stk. 4. I de midler, der skal afsættes, skal der tages højde for, at skyldneren vil kunne blive pålagt at skulle betale sagens omkostninger. Disse omkostninger vil alene blive dækket med den procent, hvortil de øvrige fordringer i gældssaneringssagen er nedsat, jf. forslaget til § 209, stk. 4.

Kendelsen skal angivne, hvorledes de afsatte midler skal fordeles mellem de øvrige fordringshavere, såfremt der ikke anlægges sag om fordringen, jf. forslaget til § 209, stk. 3, eller såfremt det ved dom eller forlig fastslås, at fordringen ikke består.

De tilfælde, hvor fordringshaveren efter at have anlagt sag om kravet hæver sagen, skal i denne sammenhæng sidestilles med, at det ved dom eller forlig fastslås, at fordringen ikke består.

Henvisningen til konkurslovens § 182, stk. 1, indebærer, at skifteretten kan bestemme, at det opsparede beløb skal indsættes på en særskilt konto i et pengeinstitut. Dette er i overensstemmelse med principperne i Højesterets kendelse gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2000, side 2216.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.6.2.

Til nr. 10 (§ 216, stk. 5)

Det foreslås, at det af konkursloven udtrykkeligt kommer til at fremgå, at skifteretten skal vejlede skyldneren om, hvornår aktiver, som skal indgå i skyldnerens forslag til gældens sanering, skal realiseres. Dette tidspunkt vil normalt skulle fastsættes til gældssaneringssagens afslutning, jf. § 218, stk. 1 (som ikke ændres), dvs. efter udløbet af kærefristen for kendelsen om gældssanering, uden at kære er sket, eller når kæreinstansens kendelse er afsagt.

Bestemmelsen har til hensigt at sikre, at skyldneren ikke under gældssaneringssagen, og måske navnlig i perioden fra afsigelse af kendelse om gældssanering og til udløbet af kærefristen, realiserer aktiver uden sikkerhed for, at den pågældende endeligt meddeles gældssanering.

Det bemærkes i den forbindelse, at hvis skyldneren i strid med sit forslag til gældens sanering undlader at realisere aktiver, vil dette kunne medføre, at kendelsen ophæves efter konkurslovens § 229, stk. 1, nr. 2 (som ikke ændres).

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.2.2.

Til nr. 11 (§ 216, stk. 6 og 7)

Bestemmelsen bemyndiger justitsministeren til at fastsætte nærmere regler om fastsættelsen af de afdrag, som skyldneren skal betale i den periode, hvor skifteretten efter konkurslovens § 216, stk. 3, eventuelt har meddelt den pågældende henstand med betalingen af den del af gælden, der fortsat skal bestå, jf. stk. 6.

Justitsministeriet agter efter en vedtagelse af lovforslaget at udstede en bekendtgørelse om gældssanering, der bl.a. vil indeholde nærmere bestemmelser om fastsættelsen af skyldnerens budget og afdragsperioden. Bekendtgørelsen vil bygge på Konkursrådets udkast til en bekendtgørelse herom, jf. betænkningen side 533. Idet der i øvrigt navnlig henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.2.2-4.4.2, kan der om bekendtgørelsens nærmere indhold bemærkes følgende:

Bekendtgørelsen forventes bl.a. at indeholde nærmere regler om fastsættelsen af skyldnerens budget (og dermed af det beløb, som skyldneren i givet fald skal betale til sine kreditorer), herunder nærmere regler om budgettets indtægts- og udgiftsposter.

Bekendtgørelsen forventes i den forbindelse også at indeholde regler om, i hvilket omfang erstatningssummer , herunder renteindtægter fra udbetalte erstatninger, og ydelser fra forsikringer skal inddrages i gældssaneringssagen som en indtægt i forbindelse med opgørelsen af skyldnerens budget. Ved vurderingen heraf vil der skulle lægges vægt på, hvad de forskellige summer skal kompensere. Må de pågældende beløb anses for kompensation for mistet fremtidig indtægt, skal de medtages som en indtægt for skyldneren. Må beløbene derimod anses for at være af personlig karakter og som kompensation for en ikke-økonomisk skade, skal de ikke medtages som en indtægt for skyldneren.

Dette vil indebære, at mén- og invaliditetsgodtgørelser og lignende, der er af personlig karakter, og som må antages at skulle kompensere for en ikke-økonomisk skade, ikke skal inddrages i gældssaneringssagen. Erstatninger for erhvervsevnetab mv., der skal kompensere for mistet fremtidig indtægt, skal derimod inddrages i gældssaneringen, i det omfang erstatningen udgør kompensation for indtægt, der ville være oppebåret i afdragsperioden.

Med hensyn til, i hvilket omfang udbetalinger fra skyldnerens pensionsordninger i afdragsperioden skal medregnes som en indtægt for skyldneren ved opgørelsen af budgettet (og dermed det beløb, som skyldneren skal betale til sine kreditorer), forventes det i bekendtgørelsen fastsat, at en udbetaling fra en summaordning, dvs. en pensionsordning, der kommer til udbetaling med et engangsbeløb, i almindelighed vil skulle indregnes i skyldnerens budget med 10 procent for hvert år efter udbetalingen. Hermed ligestilles summaordninger og rateordninger, dvs. pensionsordninger, der kommer til udbetaling i årlige rater over mindst 10 år. Udbetalinger fra rateordninger i afdragsperioden skal indgå i gældssaneringssagen som enhver anden ordinær indtægt.

Behandlingen af den del af en summaordning, der skal indgå i gældssaneringssagen, vil mest hensigtsmæssigt kunne tilrettelægges således, at beløbet til kreditorerne betales på én gang. Kommer en summaordning eksempelvis til udbetaling i begyndelsen af det andet år af den periode, hvor skyldneren afdrager på gælden, vil normalt 40 procent (10 procent om året i 4 år) af det udbetalte beløb skulle indgå i gældssaneringssagen. Dette beløb bør normalt fordeles blandt fordringshaverne i umiddelbar forlængelse af udbetalingen af pensionsordningen til skyldneren.

Der henvises herom i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.2.2.

Med hensyn til budgettets indtægtsposter henvises mere generelt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.3.2, idet bekendtgørelsen forventes udformet i overensstemmelse med disse synspunkter.

For så vidt angår udgiftsposterne i gældssaneringsbudgettet, forventes bekendtgørelsen at indeholde regler om størrelsen på rådighedsbeløbet, ligesom det forventes reguleret, hvilke af skyldnerens forventede faste udgifter i afdragsperioden der kan medtages som særskilte poster på budgettet. Der henvises herom generelt til det, der er anført i lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.3.2-4.4.2, idet bekendtgørelsen forventes udformet i overensstemmelse hermed. Herudover kan navnlig bemærkes følgende:

Det er som udgangspunkt alene udgiftsposter, der indgår i en typisk husstands budget, og hvis størrelse varierer af grunde, der ikke kan tilregnes skyldneren, der vil kunne medtages særskilt i budgettet. Herudover vil der fortsat kunne medtages udgifter, der er forbundet med den enkelte skyldners kroniske lidelser eller handicap.

Opregningen i bekendtgørelsen af udgiftsposter, der kan medtages på budgettet, vil som udgangspunkt være udtømmende, således at øvrige udgiftsposter må afholdes af skyldnerens rådighedsbeløb. Skifteretten vil dog have mulighed for helt undtagelsesvist at medtage andre faste udgifter på budgettet, hvis disse er påkrævede for at dække skyldnerens og dennes husstands helt særlige behov. Udgifter forbundet med, at skyldneren har valgt at lade sine børn gå i privatskole eller tage ophold på en efterskole, skal således f.eks. som udgangspunkt dækkes af rådighedsbeløbet. Er der helt særlige hensyn at tage til skyldnerens barn, herunder f.eks. sygdom eller lignende, vil der dog undtagelsesvist være mulighed for at medtage udgiften særskilt i budgettet.

Der findes ikke at være behov for væsentlige ændringer i forhold til gældende retspraksis om skyldnerens budget, som denne er kommet til udtryk ved de overordnede retter, og en bekendtgørelse vil derfor i vidt omfang videreføre de principper, som retspraksis i dag er udtryk for. I overensstemmelse med Konkursrådets forslag til bekendtgørelse finder Justitsministeriet dog, at der i forbindelse med udstedelse af en bekendtgørelse om gældssanering er behov for enkelte ændringer og justeringer af retstilstanden.

For det første bør en skyldner, der har ret til samvær med et barn , der bor hos den anden af forældrene, sikres midler til at gennemføre dette samvær. Der vil derfor i budgettet kunne afsættes midler hertil, herunder primært til transportudgifter for barnet eller skyldneren.

I de tilfælde, hvor en skyldners barn bor en større del af tiden hos skyldneren, må det i det enkelte tilfælde vurderes, om udgifterne skal behandles efter reglerne om udgifter vedrørende hjemmeboende børn eller efter reglerne om samvær med børn. I den vurdering indgår samværets omfang. Har skyldneren således sit barn boende halvdelen af tiden €" f.eks. hver anden uge €" vil skyldneren i budgettet kunne medtage halvdelen af det beløb, der normalt afsættes som rådighedsbeløb for et barn af tilsvarende alder.

For det andet bør en skyldners udgifter til medicin og andet udstyr vedrørende kroniske lidelser eller handicap kunne medtages på budgettet. Dette vil dog alene gælde i det omfang, udgiften ikke kan afholdes inden for en særlig ydelse mv., der er af personlig karakter og må antages at skulle kompensere skyldneren for en ikke-økonomisk skade. Det bør dog kun gælde i de tilfælde, hvor der er en åbenbar årsagssammenhæng mellem den indtrufne skade, der har udløst den særlige ydelse, erstatning eller lignende, og en udgift til medicin eller lignende i skyldnerens budget. I sådanne tilfælde må skyldneren primært afholde udgiften af en sådan ydelse mv., uanset at denne i øvrigt kan holdes ude af gældssaneringssagen.

Det samme gælder, hvis skyldneren får et tilskud, der skal dække en nærmere konkretiseret udgift, f.eks. tilskud til diverse hjælpemidler. I disse tilfælde vil udgiften ligeledes alene kunne medtages på budgettet, hvis tilskuddet ikke dækker udgiften fuldt ud.

For det tredje bør den retstilstand, der blev fastslået af Højesteret ved afgørelsen gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1998, side 45, hvorefter det ved fastsættelse af det beløb, som skyldneren skal betale sine kreditorer, som udgangspunkt er husstandens samlede indtægter og udgifter, der skal lægges til grund, opretholdes ved fastlæggelsen af budgetregler i bekendtgørelsen.

I de sager, hvor skyldnerens husstand består af en eller flere yderligere personer, vil skyldneren efter omstændighederne således skulle betale hele sin nettoindkomst til kreditorerne. Skyldnerens egen nettoindkomst bør dog fortsat udgøre maksimum for, hvad der skal betales til dennes kreditorer.

Husstandsprincippet bør dog fraviges i de situationer, hvor skyldnerens gæld i al væsentlighed stammer fra tiden før samlivets påbegyndelse. I disse sager vil skyldneren maksimalt skulle betale kreditorerne sin nettoindkomst med fradrag af halvdelen af husstandens rimelige fællesudgifter. Skyldneren vil dog i dette tilfælde ikke på budgettet kunne medtage afdrag på den nye ægtefælles eller samlevers gæld.

For det fjerde bør det sikres, at børn ikke skal bidrage til afvikling af skyldnerens gæld med de ydelser, der tilgår skyldneren til sikring af barnets underhold og velfærd, f.eks. børnefamilieydelse, børnetilskud, børnebidrag og børnepension.

De udgifter, der bør dækkes af disse ydelser vedrørende barnet, er udgifter vedrørende pasning af barnet, udgifter til barnets særlige behov og barnets rådighedsbeløb. Kan ydelserne ikke dække de angivne udgifter, kan et beløb til dækning af den resterende del af udgifterne medtages på gældssaneringsbudgettet som en særskilt post. Er der derimod efter dækning af de angivne udgifter fortsat en del af ydelserne tilbage til familiens disposition, vil disse ikke skulle indgå i gældssaneringsbudgettet som en indtægt. De indtægter, som barnet f.eks. har fra fritidsarbejde eller i form af renter fra indeståender på barnets bankkonti, vil ikke skulle indgå i beregningen af nettoudgiften vedrørende barnet.

Reglerne i bekendtgørelsen om behandlingen af udgifter og indtægter vedrørende skyldnerens børn vil alene gælde for husstandens børn under 18 år. Reglerne vil således ikke finde anvendelse på husstandens hjemmeboende børn over 18 år, der i stedet €" ligesom det bør gælde for bedsteforældre mfl., der bor hos skyldneren €" må behandles som logerende i relation til gældssaneringssagen. Dette indebærer, at udgifterne vedrørende disse familiemedlemmer ikke kan medtages på budgettet, og at indtægter, herunder f.eks. husleje, fra disse familiemedlemmer skal anføres som en særskilt indtægts på budgettet.

For det femte bør skyldnerens eventuelle bidrag til efterlønsordningen kunne medtages som en særskilt udgiftspost på budgettet, hvilket indebærer en ændring i forhold til Konkursrådets udkast til bekendtgørelse.

For det sjette bør en skyldner, der er medlem af et trossamfund, kunne medtage en udgift svarende til den lokale kirkeskat som en særskilt post på budgettet. Betaler skyldneren derimod ikke til trossamfundet, eller er skyldneren ikke medlem af folkekirken eller et trossamfund uden for folkekirken, er der efter Justitsministeriets opfattelse ikke grundlag for at medtage en udgift svarende til kirkeskatten som en særskilt post på gældssaneringsbudgettet. Det bør endvidere kun være bidrag til trossamfund, der er anerkendt ved kongelig resolution, eller som Kirkeministeriet har godkendt som trossamfund ved i medfør af ægteskabslovens § 16, stk. 1, nr. 3, at bemyndige eller at give tilsagn om at ville bemyndige en præst i trossamfundet til at foretage vielser med borgerlig gyldighed, der kan medtages som en særskilt post i et gældssaneringsbudget.

Endelig bør den skyldner, der med henblik på husstandens erhvervelse af indkomst får lov til at beholde et motorkøretøj under gældssaneringssagen, som en særskilt post på budgettet kunne afsætte et beløb til bilens løbende vedligeholdelsesomkostninger. Dette beløb vil alene skulle dække de forventede og forudsete udgifter til bilens løbende vedligeholdelse i afdragsperioden, hvorimod der ikke i budgettet skal tages højde for uforudsete reparationsomkostninger.

I overensstemmelse med Konkursrådets forslag vedrørende størrelsen af skyldnerens rådighedsbeløb , som bygger på Forbrugerinformationens husholdningsbudgetter og dermed en vurdering af de faktiske udgifter til de enkelte poster, som skal dækkes af rådighedsbeløbet, forventes der i en bekendtgørelse fastsat følgende rådighedsbeløb (2005-tal):

Der vil som efter gældende ret allerede ved gældssaneringssagens indledning kunne etableres en opsparingsordning for skyldneren. Har skyldneren opsparet et beløb i den periode, hvor gældssaneringssagen behandles ved skifteretten, vil dette beløb skulle afkorte den periode, hvor skyldneren efter kendelsen om gældssanering skal afdrage på den bestående del af gælden. Har en skyldner eksempelvis i en periode på 5 måneder opsparet 10.000 kr., og fastsættes skyldnerens månedlige afdrag til 2.500 kr., vil udgangspunktet være, at afdragsperioden efter kendelsen skal forkortes med 4 måneder.

For opsparinger foretaget under behandlingen af en sag om gældssanering i forbindelse med konkurs, jf. herved forslaget til konkurslovens kapitel 29 (lovforslagets § 1, nr. 19-26), gælder det særlige forhold, at der kan forløbe en årrække, inden konkursboet afsluttes, og der træffes endelig afgørelse i gældssaneringssagen. I denne situation vil det derfor være særligt relevant at påbegynde en opsparingsordning under sagens behandling.

Det foreslås endvidere, at beløb fastsat i bekendtgørelsen, f.eks. rådighedsbeløbet, reguleres med 2,0 pct. nedsat eller forhøjet med den såkaldte tilpasningsprocent, jf. lov nr. 373 af 28. maj 2003 om en satsreguleringsprocent, jf. stk. 7. Satsreguleringsordningen indebærer, at overførselsindkomster og visse andre satser, herunder indtægts- og beløbsgrænser for fri proces, årligt reguleres med en satsreguleringsprocent mv., der fastsættes på grundlag af årslønsudviklingen på arbejdsmarkedet.

De satser for rådighedsbeløb, der gælder på det tidspunkt, hvor der afsiges kendelse om gældssanering, skal anvendes i hele afdragsperioden. Det betyder, at der ved fastlæggelsen af skyldnerens budget i afdragsperioden ikke skal tages hensyn til den forventede udvikling i rådighedsbeløbets størrelse.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.2.2-4.4.2.

Til nr. 12 (§ 219, stk. 1)

Efter konkurslovens § 219 kan skifteretten antage en medhjælper til under skifterettens tilsyn at udføre en række af de opgaver, der ellers ville være henlagt til skifteretten.

Efter forslaget til konkurslovens § 208 a, stk. 3 (lovforslagets § 1, nr. 5), pålægges skifteretterne en yderligere opgave i forbindelse med behandlingen af sager om gældssanering (udstedelse af proklama). Det foreslås, at denne opgave tillige skal kunne overlades til skifteretternes medhjælpere.

Den foreslåede ændring har også virkning for de foreslåede sager om gældssanering i forbindelse med konkurs, jf. konkurslovens § 235 (som ikke ændres), hvorefter skifteretten kan overlade de i konkursloven § 219, stk. 1, nævnte forretninger til konkursboets kurator eller skifterettens medhjælper.

Til nr. 13 (§ 220)

Efter forslaget til konkurslovens § 203 (lovforslagets § 1, nr. 4) skal skyldneren i særlige tilfælde stille sikkerhed for de omkostninger, der er forbundet med gældssaneringssagen. Efter forslaget til § 220, 1. pkt., afholdes omkostningerne ved gældssaneringssagens behandling ligesom i dag af statskassen, når der ikke er stillet krav om sikkerhedsstillelse for omkostningerne. Statskassen vil således som hidtil i almindelighed betale gældssaneringssagens omkostninger.

Det foreslås endvidere, at skifteretten, når den procent, hvortil fordringerne nedsættes, skyldnerens uredelige handlinger eller andre særlige forhold taler derfor, i forbindelse med sagens slutning kan bestemme, at omkostningerne til gældssaneringssagen skal erstattes af skyldneren, jf. 2. pkt. Skifteretten vil efter omstændighederne kunne bestemme, at omkostningerne alene skal erstattes delvist.

Skifteretten vil for det første kunne kræve sagens omkostninger erstattet af skyldneren, hvis nedsættelsesprocenten taler derfor. Dette sigter til den situation, hvor den procent, hvortil fordringerne nedsættes, er væsentligt højere end i en ordinær gældssaneringssag. Dette kriterium vil sædvanligvis være opfyldt, hvis procenten overstiger 25, hvilket svarer til, hvad der følger af retspraksis i dag.

Det forudsættes i den forbindelse, at der på det tidspunkt, hvor kendelsen om gældssanering afsiges, er tilstrækkeligt med frie midler til at dække sagsomkostningerne. Sådanne frie midler vil typisk kunne være fremkommet som provenu fra aktiver, der er realiseret eller skal realiseres som led i kendelsen om gældssanering. Det er derimod ikke hensigten, at skyldneren skal erstatte sagsomkostningerne, hvis disse må afdrages til statskassen sideløbende med skyldnerens betaling af den bestående del af gælden. En pligt for skyldneren til at erstatte sagsomkostningerne vil i denne situation reelt medføre en mindsket dividende til fordringshaverne, eftersom den periode, hvor skyldneren skal afdrage på den bestående del af gælden, ikke skal forlænges, når skyldneren pålægges at erstatte statskassen sagens omkostninger.

Skifteretten vil for det andet kunne kræve sagens omkostninger dækket, hvor en begæring om gældssanering ikke tages til følge, fordi skyldneren har handlet uredeligt, hvilket f.eks. vil kunne være tilfældet, hvis den pågældende under sagen har undladt at oplyse om et aktiv, der skulle være indgået i sagen. I den situation forudsættes det, at skyldneren som hovedregel vil blive pålagt at erstatte de samlede sagsomkostninger.

Endelig vil der kunne foreligge andre særlige forhold, der taler for, at skyldneren skal erstatte sagens omkostninger helt eller delvist. Det er således ikke hensigten, at der skal kunne sluttes modsætningsvist fra de øvrige grunde, der er anført i forslaget til konkurslovens § 220.

Om sammenhængen med forslaget til konkurslovens § 203 bemærkes i øvrigt, at skyldneren, uanset om den pågældende meddeles gældssanering eller ej, vil skulle betale sagens omkostninger, når skifteretten har bestemt, at skyldneren skal stille passende sikkerhed for omkostningerne ved gældssaneringssagens behandling.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.7.2.

Til nr. 14 (§ 222 a)

Det foreslås, at der i konkursloven indsættes en udtrykkelig regel om behandlingen i gældssaneringssagen af skyldnerens pensionsordninger.

Det foreslås, at et beløb svarende til indbetalinger på skyldnerens pensionsordninger, der udgjorde et uforholdsmæssigt stort beløb efter den pågældendes forhold på det tidspunkt, betalingen fandt sted, skal indgå i skyldnerens forslag til gældens sanering efter konkurslovens § 213, jf. stk. 1.

Vurderingen af, om denne forudsætning er opfyldt, beror på en konkret vurdering af skyldnerens økonomiske forhold, ansættelsesforhold mv. på det tidspunkt, hvor indbetalingen fandt sted. Der tilsigtes ikke med forslaget en ændring af den vurdering, som i retspraksis i dag foretages af dette spørgsmål. Efter denne retspraksis lægges der bl.a. vægt på, om skyldneren efter, at den gæld, der søges saneret, er opstået, har indbetalt på en pensionsordning, som den pågældende selv har oprettet. Er pensionsordningen oprettet som et led i skyldnerens ansættelsesforhold, skal ordningen kun inddrages i gældssaneringssagen, hvis indbetalingerne er unormalt høje efter stillingens beskaffenhed. Dette gælder, uanset om den faktiske indbetaling er foretaget af skyldneren eller af skyldnerens arbejdsgiver.

Der vil i givet fald alene skal ske inddragelse i gældssaneringssagen, i det omfang der er indbetalt et uforholdsmæssigt stort beløb. Det er således alene den del af skyldnerens indbetaling på pensionsordningen, der anses for at være uforholdsmæssigt stor, der skal indgå i gældssaneringssagen. Er dette beløb af en helt marginal størrelse, vil beløbet dog, som efter gældende retspraksis, kunne holdes ude af gældssaneringssagen. Der vil således fortsat gælde en bagatelgrænse, jf. angivelsen af, at beløbet »i almindelighed« skal indgå i skyldnerens forslag til gældens sanering.

Finder skifteretten, at et beløb skal indgå i gældssaneringssagen, afhænger den praktiske gennemførelse af de vilkår, som pensionsordningen indeholder.

Er en pensionsordning ikke undergivet skyldnerens fri disposition, dvs. at skyldneren ikke kan genkøbe ordningen uden f.eks. samtykke fra skyldnerens arbejdsgiver, eller har ordningen ingen genkøbsværdi, dvs. at ordningen ikke kan udbetales, før indehaveren når en forud fastsat alder, eller der indtræder en anden aftalt begivenhed, vil det ikke i alle tilfælde være muligt at kompensere kreditorerne fuldt ud for det beløb, der er indbetalt på pensionsordningen, idet afdragsperioden i så fald vil skulle forlænges ud over det rimelige. I disse tilfælde skal kompensationen derfor ske ved, at den periode, hvor skyldneren skal afdrage den bestående del af gælden, jf. konkurslovens § 216, stk. 3, forlænges mere skønsmæssigt. Må det i den situation imidlertid antages, at skyldneren har tilrettelagt sin pensionsordning med henblik på gældssanering, vil det som udgangspunkt tale imod, at skyldneren i det hele taget meddeles gældssanering, jf. herved forslaget til konkurslovens § 197, stk. 2, nr. 5 (lovforslagets § 1, nr. 3).

I øvrige tilfælde forudsættes det, at kreditorerne skal tilbydes et beløb, der fuldt ud svarer til det oprindeligt indbetalte, jf. dog stk. 3, hvorefter det beløb, der skal indgå i gældssaneringssagen, ikke kan overstige pensionsordningens nutidsværdi. Fremgår det imidlertid forholdsvis klart af pensionsordningens indestående, at de beløb, der udgør den usædvanlige indbetaling, har haft et kapitalafkast af en vis værdi, vil dette beløb tillige kunne inddrages i gældssaneringssagen til fordeling mellem kreditorerne. Dette vil f.eks. være tilfældet, hvis den usædvanlige indbetaling udgør hele det beløb, der er indbetalt på pensionsordningen.

Skyldneren skal dog i alle tilfælde kun tilbyde kreditorerne det beløb, der resterer efter fradrag af afgifter i henhold til pensionsbeskatningslovens regler. Dette gælder også i de tilfælde, hvor skyldneren på anden måde end ved ophævelse af pensionsordningen fremskaffer et beløb som kompensation for de uforholdsmæssige indbetalinger.

Det foreslås endvidere, at skifteretten i særlige tilfælde skal kunne bestemme, at en del af skyldnerens pensionsopsparing skal indgå i skyldnerens forslag til gældens sanering efter konkurslovens § 213, uanset at betalingerne ikke er foretaget på en sådan måde, at et beløb skal indgå i gældssaneringssagen efter stk. 1, jf. stk. 2. Dette vil kunne forekomme, hvis skyldneren har foretaget store indbetalinger på en pensionsordning på et tidspunkt, hvor den pågældende havde så store indtægter, at indbetalingerne ikke fremstod som uforholdsmæssigt store.

Bestemmelsens anvendelsesområde er navnlig møntet på den skyldner, der samlet set vil have usædvanligt gode økonomiske forhold efter udbetaling af pensionen, og hvor en sanering af den pågældendes gæld uden inddragelse af en del af pensionsordningen derfor efter en konkret vurdering af den enkelte sag vil kunne virke mindre rimelig. Det er skyldnerens samlede økonomiske forhold efter en pensionering, der herved skal tages i betragtning.

I stk. 3 foreslås det, at det beløb, som er opgjort efter stk. 1 og 2, ikke kan overstige pensionsordningens værdi, dvs. tilbagekøbsværdien med fradrag af pensionsbeskatningen. Kan tilbagekøbsværdien af skyldnerens pensionsordning ikke dække det beløb, der burde indgå i gældssaneringssagen, vil der således ikke kunne rejses yderligere krav mod skyldneren i anledning af de foretagne indbetalinger.

I stk. 4 foreslås det, at det ikke skal være muligt for de pengeinstitutter og forsikringsselskaber, hvor skyldneren har sine pensionsordninger, at modregne i beløb, der kommer til udbetaling fra pensionsordninger, der ophæves efter fristdagen som et led i skyldnernes gældssanering. Den foreslåede bestemmelse er i overensstemmelse med, hvad der følger af Pengeinstitutankenævnets praksis på området.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.2.2.

Til nr. 15 (§ 226, stk. 2)

Bestemmelsen er en følge af de foreslåede bestemmelser i §§ 208-208 b (lovforslagets § 1, nr. 5) om præklusivt proklama.

Til nr. 16-17 (§ 228, stk. 1)

Efter konkurslovens § 228, stk. 1, kan skifteretten på skyldnerens begæring ændre en gældssaneringskendelses bestemmelse om henstand og afdrag, hvis skyldneren har fået forværrede økonomiske forhold. Bestemmelsen giver derimod ikke skifteretten mulighed for at ændre den procent, hvortil fordringerne ved kendelsen er blevet nedsat.

Det foreslås, at skifteretten efter begæring også skal kunne genoptage en sag om gældssanering med henblik på at ændre den procent, hvortil fordringerne nedsættes. Procenten vil efter omstændighederne kunne nedsættes således, at den resterende del af gælden helt bortfalder. Gældssaneringskendelsen kan derimod ikke ændres, således at skyldneren skal betale en større procentdel af fordringerne.

Det forudsættes, at en ændring af nedsættelsesprocenten alene sker i de situationer, hvor en rimelig forlængelse af afdragsperioden ikke kan afbøde konsekvenserne af de ændrede forhold i skyldnerens økonomiske situation.

Har skyldneren pådraget sig væsentlig ny gæld efter kendelsen om gældssanering, bør det for at ligestille såvel gamle som nye fordringshavere i stedet for en ændring af nedsættelsesprocenten overvejes, om der er grundlag for at meddele skyldneren gældssanering på ny. I modsat fald vil de fordringshavere, hvis gæld er stiftet efter afsigelsen af kendelsen om gældssanering, kunne få fuld dækning for deres fordringer og dermed blive væsentligt bedre stillet end de fordringshavere, som måtte tåle en yderligere nedsættelse af deres fordringer.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.9.2.

Til nr. 18 (§ 230)

Den foreslåede bestemmelse er udtryk for den retstilstand, som fremgår af Højesterets kendelse gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2002, side 2275, hvorefter opgørelsen af fordringer, der var omfattet af en tidligere kendelse om gældssanering, skulle ske efter princippet i konkurslovens § 230. Det præciseres i overensstemmelse hermed, at § 230 også finder anvendelse i de tilfælde, hvor skyldneren efter at være meddelt gældssanering på ny underkastes insolvensbehandling i form af konkurs, tvangsakkord eller gældssanering.

Til nr. 19 (Overskrift til kapitel 29)

Det foreslås, at overskriften til kapitel 29 ændres til »Gældssanering i forbindelse med konkurs«. Ændringen skal afspejle, at skyldneren efter de foreslåede regler, jf. lovforslagets § 1, nr. 20-26, ikke i alle tilfælde selv skal være gået konkurs for at kunne få gældssanering efter reglerne i dette kapitel.

Til nr. 20 (§§ 231-231 b)

Til § 231

Det foreslås, at anvendelsesområdet for reglerne om gældssanering i konkurs udvides til at omfatte en række yderligere situationer, hvor der ansøges om gældssanering i forbindelse med en konkursbehandling.

Bestemmelsens stk. 1 og 2 opregner den persongruppe, hvor reglerne anvendes, og angiver, hvornår begæringen om gældssanering skal være indgivet.

I stk. 1 opstilles den overordnede tidsmæssige betingelse, at begæringen må være indgivet, inden skifteretten indkalder til den afsluttende skiftesamling i konkursboet. Bestemmelsen finder anvendelse, uanset om boets sluttes efter konkurslovens § 143 eller med regnskab og udlodning efter konkurslovens §§ 151-152.

Efter stk. 1, nr. 1, er en personlig skyldner, som er under konkurs, omfattet af regelsættet. Bestemmelsen svarer til den gældende § 231, stk. 1, nr. 2, i konkursloven om gældssanering i konkurs.

Efter stk. 1, nr. 2, foreslås det, at reglerne om gældssanering i forbindelse med konkurs også skal finde anvendelse på den skyldner, hvis ægtefælle eller samlever er gået konkurs, såfremt skyldnerens gæld i det væsentlige stammer fra kaution eller lignende hæftelse for gæld, som ægtefællen eller samleveren har pådraget sig ved erhvervsmæssig virksomhed. Lignende hæftelse kan f.eks. dække visse garantiforpligtelser.

Reglen indebærer, at det er uden betydning, om den uoverskuelige gældsbyrde stammer fra en erhvervsvirksomhed, som er drevet i skyldnerens eget navn eller i ægtefællens eller samleverens navn.

Erhvervsmæssig virksomhed omfatter de tilfælde, hvor virksomheden har været ægtefællens eller samleverens hovedbeskæftigelse. Virksomheder af mere hobbybetonet karakter, herunder f.eks. »garagesalg« af vin og lignende, vil ikke give skyldneren eller dennes ægtefælle eller samlever mulighed for at få gældssanering efter de foreslåede regler om gældssanering i forbindelse med konkurs. Det samme gælder i det tilfælde, hvor en lønmodtager har pådraget sig gæld ved fejlslagne investeringsprojekter f.eks. ved tegning af anparter uden sammenhæng med skyldnerens erhvervsudøvelse.

Bestemmelsen stiller krav om, at skyldnerens gæld i det væsentlige skal stamme fra erhvervsmæssig virksomhed eller sikkerhedsstillelse herfor. Stammer gælden ikke i det væsentlige fra sådanne forpligtelser, men har gælden derimod karakter af forbrugsgæld eller lignende, vil skyldneren være henvist til at søge gældssanering efter reglerne i kapitel 25-28.

I de tilfælde, hvor skyldnerens gæld er af »blandet« karakter, og hvor der både eksisterer gæld, som har karakter af forbrugsgæld, og gæld fra erhvervsmæssig virksomhed eller sikkerhedsstillelse herfor, vil det bero på en konkret vurdering, om kravet er opfyldt.

Ved denne vurdering må der foretages en konkret afvejning af størrelsen af den gæld, som knytter sig til den erhvervsmæssige virksomhed og skyldnerens øvrige gæld, herunder bør der f.eks. indgå en vurdering af, om skyldneren eller dennes nærtstående har trukket store lønindtægter ud af en virksomhed etableret i selskabsform og om en personligt ejet virksomheds kassekredit har været anvendt til køb af private forbrugsgoder eller almindelige dagligdagsindkøb uden forbindelse til virksomhedens drift og lignende. Betingelsen vil sædvanligvis være opfyldt, hvis væsentligt mere end halvdelen af skyldnerens gæld stammer fra erhvervsvirksomhed.

Det er en forudsætning for at afsige kendelse om gældssanering efter den foreslåede regel, at ægteskabet og/eller samlivet bestod enten på det tidspunkt, hvor skyldneren påtog sig at hæfte for den erhvervsmæssige gæld, eller består på det tidspunkt, hvor skyldneren indgiver begæring om gældssanering i forbindelse med konkurs.

I stk. 1, nr. 3, foreslås det, at reglerne om gældssanering i forbindelse med konkurs endvidere skal findes anvendelse på den skyldner, hvis gæld i det væsentlige stammer fra kaution eller lignende hæftelse for gæld, der er pådraget et selskab, såfremt skyldneren, dennes ægtefælle eller samlever tilsammen direkte eller indirekte ejer en væsentlig del af dette selskabs kapital. Betegnelserne »selskab« samt »direkte eller indirekte« skal forstås i overensstemmelse med principperne i konkurslovens § 2, nr. 2.

Reglen indebærer, at det er uden betydning, om den uoverskuelige gældsbyrde stammer fra en erhvervsvirksomhed, som er drevet i eget navn eller gennem et selskab.

I de tilfælde, hvor selskabet ejes helt eller delvist af ægtefællen eller samleveren, omfatter den foreslåede regel tilfælde, hvor ægteskabet og/eller samlivet bestod enten ved skyldnerens påtagelse af hæftelsen for den erhvervsmæssige gæld eller består ved skyldnerens indgivelse af begæring om gældssanering.

Efter stk. 2, nr. 1, er en personlig skyldner, som under gældssaneringssagen erklæres konkurs, omfattet af regelsættet. Bestemmelsen svarer til den gældende § 231, stk. 1, nr. 1, i konkursloven.

I stk. 2, nr. 2, foreslås det, at reglerne om gældssanering i forbindelse med konkurs også skal finde anvendelse på den skyldner, der indgiver begæring om gældssanering, når der samtidig behandles en begæring om gældssanering i forbindelse med konkurs vedrørende skyldnerens ægtefælle eller samlever.

Bestemmelsen skal sikre, at der i de såkaldte »dobbeltsaneringssager«, dvs. den situation, at begge ægtefæller eller samlevere får behandlet en ansøgning om gældssanering på samme tidspunkt, er mulighed for, at begge ansøgeres begæringer om gældssanering kan behandles efter de samme regler. Det er en forudsætning for at afsige kendelse om gældssanering i forbindelse med konkurs efter denne bestemmelse, at parterne på kendelsestidspunktet har fælles husstand, og at der derfor skal udarbejdes et fælles husstandsbudget.

I stk. 3 foreslås det, at skifteretten skal kunne anvende reglerne om gældssanering i forbindelse med konkurs, selv om der indgives begæring fra en skyldner på et senere tidspunkt end nævnt i stk. 1. Bestemmelsen svarer til den gældende § 231, stk. 2, i konkursloven. Det foreslåede ændrede anvendelsesområde for reglerne i kapitel 29 medfører dog, at bestemmelsens anvendelsesområde udvides til også at gælde den situation, hvor det ikke er skyldneren selv, der er undergivet konkursbehandling.

Er konkursboet sluttet, kan skifteretten, uanset om boet er sluttet med regnskab og udlodning, jf. §§ 151-152, eller uden udlodning på grund af boets beskedne midler, jf. § 143, bestemme, at gældssaneringssag alene skal indledes for så vidt angår de fordringer, som er nævnt i § 233, jf. stk.  4. Dette betyder, at i de tilfælde, hvor det er skyldneren, der er under konkursbehandling, vil det relevante skæringstidspunkt normalt være konkursdekretets afsigelse, jf. forslaget til § 233, stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 23). I de øvrige tilfælde, dvs. hvor det ikke er skyldneren selv, der er under konkursbehandling, er det relevante skæringstidspunkt normalt indledning af gældssaneringssag, jf. forslaget til § 233, stk. 1.

Reglen indebærer, at der kan meddeles gældssanering på de betingelser og vilkår, som efter forslaget vil gælde for gældssanering i forbindelse med konkurs, selv om en skyldner først indgiver ansøgning om gældssanering i forbindelse med konkurs, efter at konkursboet er sluttet. Bestemmelsen svarer til den gældende § 231, stk. 3, i konkursloven, idet bestemmelsens anvendelsesområde dog foreslås udvidet til også at gælde boer afsluttet i medfør af konkurslovens § 143.

Afgørelsen af, om der, uanset at konkursboet er afsluttet, skal indledes sag om gældssanering i forbindelse med konkurs, beror på skifterettens skøn. For at varetage de særlige hensyn til forsvarlig afvikling af konkursramte erhvervsvirksomheder, der er nævnt i bemærkningerne til forslaget til § 231 a, stk. 2, nedenfor, forudsættes det dog, at en sag om gældssanering efter dette kapitel ikke indledes, når der er forløbet blot nogen tid fra konkursens afslutning, da det ellers vil være vanskeligt at fremskaffe nærmere oplysninger om virksomhedens drift mv.

I skifterettens afgørelse af, om der skal indledes sag om gældssanering, uanset at konkursboet er afsluttet, må det således indgå som et væsentligt moment, om sagen kan oplyses forsvarligt. Dette vil have særlig betydning i de sager, hvor konkursboet er sluttet i medfør af konkurslovens § 143, idet der i disse sager som nævnt som hovedregel ikke har været foretaget de samme undersøgelser som i konkursboer, der sluttes med regnskab og udlodning. I dette tilfælde må skyldneren derfor under gældssaneringssagen efter bedste evne forsøge at sikre medhjælperen adgang til relevant materiale fra den konkursramte virksomhed. Medvirker skyldneren ikke hertil, bør det efter Konkursrådets opfattelse kunne føre til, at begæringen om gældssanering i forbindelse med konkurs afvises, jf. konkurslovens § 212, stk. 1, nr. 2. I praksis vil de oplysninger, der eventuelt fremkommer fra de kendte fordringshavere i medfør af forslaget til § 233 a, stk. 2, jf. nedenfor, dog formentlig kunne udgøre en væsentlig del af skifterettens vurderingsgrundlag.

I de tilfælde, hvor boet er sluttet i medfør af konkurslovens § 143, vil de eventuelle yderligere undersøgelser, som måtte være fornødne for skifterettens vurdering af skyldnerens gældssaneringssag, skulle foretages af skifterettens medhjælper, hvilket i praksis oftest vil medføre, at statskassen skal afholde udgiften hertil.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.10.3.2.

Til § 231 a

Det foreslås, at skifteretten efter en skyldners begæring skal kunne afsige kendelse om gældssanering, såfremt skyldneren godtgør, at skyldneren ikke er i stand til og inden for de nærmeste år ingen udsigt har til at kunne opfylde sine gældsforpligtelser, og det må antages, at gældssanering vil føre til en varig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold, jf. stk. 1.

Bestemmelsen svarer til forslaget til konkurslovens § 197, stk. 1 (lovforslagets § 1, nr. 3), og der tilsigtes således ikke nogen ændring i den vurdering, som skifteretten skal foretage af skyldnerens insolvens. Det vil således fortsat være en betingelse for gældssanering, at skyldneren er håbløst forgældet.

Det vil i praksis formentlig oftest være ret åbenbart, at den konkursramte skyldner opfylder betingelsen om at være håbløst forgældet. Det kan dog ikke udelukkes, at der kan forekomme grænsetilfælde, hvor skønnet over den fremtidige indtægt er så usikkert, eller hvor restgælden efter konkursen er så lille, at skyldneren ikke har løftet beviset for at være håbløst forgældet.

I de tilfælde, hvor skyldneren har startet ny virksomhed, vil prognosen over en fremtidig indtægt være mere usikker end for en lønmodtager, men dette bør ikke i sig selv afskære den tidligere erhvervsdrivende skyldner fra at få gældssanering, fordi skyldneren ikke har bevist at være håbløst forgældet. I disse tilfælde bør der ikke lægges vægt på skyldnerens mere usikre forventninger til eller (positive) prognoser over den fremtidige indtægt. Den forventede indtægt må i stedet fastsættes mere skønsmæssigt og på baggrund af en relativt forsigtig vurdering, hvilket vil indebære, at skyldneren lettere vil kunne godtgøre betingelsen om ikke inden for de nærmeste år at have nogen udsigt til at kunne betale sine gældsforpligtelser.

En nærmere vurdering af, om skyldneren er kvalificeret insolvent, vil i reglen først kunne foretages i forbindelse med konkursboets afslutning, idet skifteretten næppe før op til tidspunktet for afslutningen af konkursboet med større sikkerhed vil kunne fastslå størrelsen af skyldnerens betalingsevne og resthæftelsen efter boets afslutning. De krav, som skifteretten stiller til beviset for skyldnerens kvalificerede insolvens, vil derfor efter omstændighederne kunne være lavere ved indledning af en sag om gældssanering i forbindelse med konkurs end ved indledning af en almindelig gældssaneringssag.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til forslaget til konkurslovens § 197, stk. 1 (lovforslagets § 1, nr. 3).

Efter stk. 2 stilles der ikke, som i forslaget til konkurslovens § 197, stk. 2, nr. 1, krav om, at skyldnerens økonomiske forhold skal være afklarede, før der kan afsiges kendelse om gældssanering. Det betyder, at der vil kunne afsiges kendelse om gældssanering i forbindelse med konkurs, selv om skyldnerens økonomiske forhold er usikre og uafklarede. Herved sikres det, at også skyldnere, der er berørt af et virksomhedssammenbrud, og som på afgørelsestidspunktet befinder sig i en økonomisk overgangsperiode efter en konkurs, har mulighed for at opnå en gældssanering.

Forslaget om at fravige kravet om, at skyldnerens økonomiske forhold skal være afklarede, skal ses i sammenhæng med forslaget til konkurslovens § 236 a (lovforslagets § 1, nr. 25), hvorefter gældssaneringssagen kan genoptages med henblik på at nedsætte den procent, hvormed fordringerne er nedsat, såfremt skyldneren på det tidspunkt, hvor der afsiges kendelse om gældssanering, har uafklarede økonomiske forhold. Øges skyldnerens indtjening i afdragsperioden, vil skifteretten således kunne bestemme, at fordringshaverne skal have del i den øgede indtjening.

Det følger dog af princippet om, at en gældssanering skal medføre en varig løsning af skyldnerens økonomiske situation, at væsentlige usikkerhedsmomenter omkring skyldnerens fremtidige økonomiske situation, som gør det uklart, om dette mål kan nås, fortsat vil udelukke gældssanering. Har skyldneren f.eks. undladt at indgive selvangivelse, kan det normalt ikke afgøres, om der eventuelt udløses en restskat til skyldneren. Disse forhold vil som efter gældende ret føre til, at skyldneren nægtes gældssanering.

Stk. 2 indeholder herudover en række yderligere omstændigheder, der normalt vil udelukke gældssanering. Efter stk. 2, 1. pkt., kan der i almindelighed ikke afsiges kendelse om gældssanering, såfremt der foreligger forhold, som omfattes af forslaget til konkurslovens § 197, stk. 2, nr. 2-6. Der henvises herom til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 3, ovenfor.

Særligt for så vidt angår henvisningen til § 197, stk. 2, nr. 6, bemærkes, at det forhold, at skyldneren har stiftet ny gæld, efter at der er indledt en sag om gældssanering, i praksis oftere vil kunne være berettiget ved gældssanering i forbindelse med konkurs end ved almindelig gældssanering. Stiftelse af ny gæld, efter at der er indledt sag om gældssanering, indebærer normalt, at skyldneren skal betale renter af og eventuel afdrage på denne gæld i den periode, hvor skyldneren også skal afdrage på den del af den gamle gæld, der fortsat består efter kendelsen om gældssanering. Dette vil i praksis medføre, at skyldneren kan betale en mindre dividende i gældssaneringssagen, og det bør derfor i almindelighed tale afgørende mod gældssanering, at der er stiftet ny gæld, efter at der er indledt sag om gældssanering, medmindre gælden er stiftet i forbindelse med skyldnerens nye erhvervsvirksomhed.

I stk. 2, nr. 1, foreslås det, at der i tilfælde, hvor skyldneren, skyldnerens ægtefælle eller samlever, eller ledelsen i det selskab, der er omfattet af konkursbehandlingen, i ikke uvæsentligt omfang har tilsidesat sine forpligtelser med hensyn til bogføring, momsafregning, indeholdelse og afregning af A-skat, indsendelse af oplysninger til offentlige myndigheder eller lignende, ikke kan afsiges kendelse om gældssanering.

Vurderingen af, om en tilsidesættelse af pligterne er væsentlig nok til at udelukke gældssanering, må bero på en konkret vurdering af den enkelte sags omstændigheder, og det er ikke fundet hensigtsmæssigt at søge at opstille fastere kriterier for udøvelsen af dette skøn. F.eks. bør ikke enhver formel overtrædelse af bogføringsreglerne føre til, at der ikke kan afsiges kendelse om gældssanering. Det er på den anden side heller ikke hensigten, at gældssanering kun skal være udelukket, hvis der er tale om en overtrædelse af straffelovens § 302 om særlig grove overtrædelser af bogføringsreglerne. Skyldneren bør dog som udgangspunkt være udelukket fra at få gældssanering, hvis virksomhedens bogføringsmateriale er bortkommet, og skyldneren ikke kan give en meget troværdig forklaring på, hvorfor virksomhedens regnskabsmateriale ikke umiddelbart er tilgængeligt for kurator.

Det foreslås endvidere i stk. 2, nr. 2, at der som udgangspunkt ikke kan meddeles gældssanering, hvis skyldneren, skyldnerens ægtefælle eller samlever, eller ledelsen i det selskab, der er omfattet af konkursbehandlingen, i øvrigt i ikke uvæsentligt omfang har undladt at lede den virksomhed, der er eller har været undergivet konkursbehandling, forsvarligt. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis virksomheden har ydet ulovlige aktionær- eller anpartshaverlån. Er der f.eks. ydet lån til selskabets aktionærer, bestyrelsesmedlemmer eller direktører i strid med aktieselskabslovens § 115, stk. 1, må ledelsen anses for at have undladt at lede virksomheden forsvarligt, således at der ikke bør meddeles gældssanering.

Den foreslåede regel vil endvidere kunne anvendes, hvis virksomheden har begunstiget eller søgt at begunstige enkelte kreditorer. Der bør dog være tale om tilfælde, hvor dispositionen kan bebrejdes skyldneren eller den konkursramte virksomhed, som har foretaget dispositionen.

I de tilfælde, hvor det ikke er skyldneren selv, men skyldnerens selskab eller skyldnerens ægtefælles eller samlevers virksomhed, som er under konkurs, vil forholdene i den konkursramte virksomhed således have afsmittende virkning på skyldnerens gældssaneringssag. Dette vil f.eks. indebære, at skyldneren bør nægtes gældssanering efter reglerne om gældssanering i forbindelse med konkurs i tilfælde, hvor ledelsen i et aktieselskab i ikke uvæsentligt omfang har tilsidesat sine forpligtelser til bogføring mv.

Det samme vil gælde, hvis det er skyldnerens ægtefælle eller samlever, der har forsømt sine pligter ved ledelsen af den virksomhed, der er gået konkurs, og hvorfra skyldnerens gældsforpligtelse stammer. Den, der har påtaget sig en kautionsforpligtelse, vil således i relation til de særlige regler om gældssanering for erhvervsdrivende i forbindelse med konkurs kunne blive påvirket af uacceptable forhold ved driften af den konkursramte virksomhed.

Efter stk. 3 foreslås det, at skifteretten ved vurderingen efter stk. 2 som efter gældende ret skal lægge vægt på gældens alder. Bestemmelsen svarer til forslaget til konkurslovens § 197, stk. 3 (lovforslagets § 1, nr. 3), og der henvises til bemærkningerne hertil.

I sager om gældssanering i forbindelse med konkurs vil det formentlig ofte forekomme, at hovedparten af gælden hidrører fra perioden kort tid forud for indgivelse af en begæring om gældssanering. Er denne gæld opstået som følge af en enkeltstående og nu overstået begivenhed, herunder f.eks. en erhvervsvirksomheds konkurs, vil gældens alder skulle tillægges mindre betydning ved vurderingen af, om gældssanering skal være udelukket. Dette er i overensstemmelse med, hvad der efter retspraksis gælder i dag.

Det foreslås endelig, at skifteretten skal kunne afvise at afsige kendelse om gældssanering, selv om der ikke foreligger omstændigheder som nævnt i stk. 2, hvis der foreligger andre omstændigheder, som taler afgørende imod gældssanering, jf. stk. 4. Bestemmelsen svarer til forslaget til konkurslovens § 197, stk. 4, og der henvises til bemærkningerne hertil, jf. lovforslagets § 1, nr. 3.

I stk. 5 foreslås det, at det ved afgørelsen om gældssanering ikke skal tages i betragtning, hvorvidt skyldneren har mulighed for at opnå eftergivelse efter andre regler. Bestemmelsen svarer til den gældende § 197, stk. 2, sidste pkt., i konkursloven samt til forslaget til lovens § 197, stk. 5 (lovforslagets § 1, nr. 3), idet der dog her anvendes udtrykket »eftergivelse efter andre regler« i stedet for »eftergivelse efter anden lovgivning«. Dette er udtryk for, at der ved vurderingen af, om der kan meddeles gældssanering i forbindelse med konkurs, ikke skal tages hensyn til, om der kan ske gældseftergivelse efter andre regler i konkursloven, dvs. »almindelig« gældssanering efter kapitel 25-28 og tvangsakkord.

I stk. 6 foreslås det, at skifteretten ikke skal kunne indlede en sag om gældssanering i forbindelse med konkurs for en skyldner, hvis der inden for de seneste 10 år er afsagt kendelse om gældssanering for skyldneren efter reglerne i dette kapitel. Der indføres således en »karantæneperiode« på 10 år, hvor der ikke på ny kan meddeles gældssanering efter reglerne om gældssanering i forbindelse med konkurs.

Har skyldneren tidligere fået gældssanering efter de almindelige regler i konkurslovens kapitel 25-28, vil der ikke gælde en sådan »karantæneperiode«.

En skyldner, der tidligere er meddelt gældssanering i forbindelse med konkurs, må i en situation, hvor den pågældende før udløbet af »karantæneperioden« på ny er blevet kvalificeret insolvent, i stedet indgive begæring om gældssanering efter de almindelige regler i konkurslovens kapitel 25-28.

Stk. 7 svarer til den gældende § 197, stk. 3, i konkursloven og forslaget til lovens § 197, stk. 5, jf. lovforslagets § 1, nr. 3.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.10.3.1.

Til § 231 b

Det foreslås, at det alene er skyldnere, hvis gæld i det væsentlige er pådraget ved erhvervsmæssig virksomhed, der skal kunne få gældssanering på andre betingelser og vilkår, end hvad der følger af de »almindelige« regler om gældssanering efter konkurslovens kapitel 25-28.

Er en lønmodtager under konkursbehandling, og er skyldnerens gæld i det væsentlige ikke-erhvervsmæssig, bør den pågældende i relation til en gældssanering ikke behandles anderledes end den skyldner, som ikke er gået konkurs. Udgangspunktet vil derfor i denne situation være, at der ikke kan meddeles gældssanering i konkurs på lempeligere betingelser og vilkår, end hvad der følger af reglerne om gældssanering uden for konkurs (de »almindelige« regler om gældssanering). Dette medfører bl.a., at der for den konkursramte lønmodtager, der ikke i det væsentlige har erhvervsmæssig gæld, normalt må stilles krav om, at skyldneren har afklarede økonomiske forhold, og at skyldneren skal afdrage på gælden i 5 år efter kendelsen om gældssanering.

Med hensyn til vurderingen af, om skyldnerens gæld i det væsentlige er erhvervsmæssig, henvises til bemærkningerne ovenfor til forslaget til konkurslovens § 231, stk. 1, nr. 2. Stammer skyldnerens gæld fra en kautionsforpligtelse for erhvervsmæssig gæld, må den betragtes som erhvervsmæssig i denne sammenhæng, jf. herved forslaget til konkurslovens § 231, stk. 1, nr. 2 og 3.

Som bestemmelsen er udformet, er der mulighed for undtagelsesvist at anvende reglerne om gældssanering i forbindelse med konkurs, uanset at skyldnerens gæld ikke i det væsentlige er erhvervsmæssig. Undtagelsesbestemmelsen har navnlig til hensigt at sikre, at de betingelser, der gælder for gældssanering i forbindelse med konkurs, også kan finde anvendelse i tilfælde, hvor der samtidig behandles gældssaneringssag for to ægtefæller eller samlevere, hvoraf kun den ene har i det væsentlige erhvervsmæssig gæld. I modsat fald ville der kunne opstå situationer, hvor ægtefæller eller samlevere, som samtidig søger om gældssanering, skulle behandles efter forskellige regler.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.10.3.1.

Til nr. 21 (§ 232, stk. 1)

Efter stk. 1 foreslås det, at skifteretten tidligst skal kunne afsige kendelse om gældssanering efter reglerne i dette kapitel i forbindelse med konkursboets slutning efter § 143 eller i forbindelse med skifterettens stadfæstelse af udkast til regnskab og udlodning, jf. § 151. Før dette tidspunkt vil det ofte ikke være muligt nærmere at opgøre skyldnerens gæld.

Bestemmelsen skal tillige sikre, at forholdene i det relevante konkursbo er afdækket i tilstrækkeligt omfang, således at der er tilvejebragt et forsvarligt beslutningsgrundlag, inden der træffes afgørelse om gældssanering. Efter forslaget til konkurslovens § 231 a, stk. 2, 2. pkt. (lovforslagets § 1, nr. 20), kan der således i almindelighed ikke afsiges kendelse om gældssanering i forbindelse med konkurs, hvis skyldnerens gæld er pådraget i en virksomhed, hvor det i forbindelse med konkursbehandlingen konstateres, at ledelsen i ikke uvæsentligt omfang har undladt at lede den virksomhed, der er eller har været undergivet konkursbehandling, forsvarligt. Denne betingelse forudsætter, at forholdene i virksomheden er undersøgt, inden der træffes afgørelse i gældssaneringssagen.

I skifterettens vurdering af en gældssaneringssag efter reglerne i dette kapitel skal bl.a. indgå kurators regnskab og redegørelser i konkursboet samt fordringshavernes eventuelle oplysninger efter forslaget til konkurslovens § 233 a, stk. 2. Der henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse, jf. lovforslagets § 1, nr. 23.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.10.3.3.

Til nr. 22 (§ 232, stk. 2)

Efter forslaget til konkurslovens § 232, stk. 1 (lovforslagets § 1, nr. 21), kan skifteretten tidligst afsige kendelse om gældssanering efter reglerne i dette kapitel i forbindelse med konkursboets slutning efter § 143 eller i forbindelse med skifterettens stadfæstelse af udkast til regnskab og udlodning, jf. § 151.

Efter stk. 2 foreslås det, at skifteretten skal kunne afsige kendelse om gældssanering på et tidligere tidspunkt end nævnt i stk. 1, når forholdene i konkursboet er tilstrækkeligt og betryggende oplyst.

Bestemmelsen er en undtagelsesbestemmelse og vil navnlig kunne anvendes i tilfælde, hvor behandlingen af konkursboet er særlig langvarig, og hvor konkursbehandlingen beror på enkelte udestående spørgsmål, herunder f.eks. udfaldet af en retssag eller lignende. Det må herved forudsættes, at skyldnerens forhold i øvrigt er afdækket i tilstrækkeligt omfang, således at afgørelsen i gældssaneringssagen i det hele kan træffes på et forsvarligt grundlag.

I de tilfælde, hvor det er skyldneren, som er under konkursbehandling, må det normalt være en forudsætning for at afsige kendelse om gældssanering på et tidligere tidspunkt, end det der er forudsat i stk. 1, at den del af skyldnerens gæld, der ikke er dækket ved konkursen, ligger nogenlunde fast, således at skifteretten har et klart overblik over, hvilken gæld der skal indgå i gældssaneringskendelsen. Det er således alene den udækkede del af kravene fra konkursen, der indgår i skyldnerens gældssaneringssag.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.10.3.3.

Til nr. 23 (§§ 233 og 233 a )

Til § 233

Det foreslås i § 233, stk. 1, at § 199, stk. 1 (som ikke ændres), om skæringstidspunktet skal finde tilsvarende anvendelse i de tilfælde, hvor gældssaneringssagen behandles efter de foreslåede regler i § 231, stk. 1, nr. 2 og 3 (lovforslagets § 1, nr. 20), hvor skyldneren ikke er under konkursbehandling. Dette indebærer, at en kendelse om gældssanering i disse tilfælde som udgangspunkt vil omfatte fordringer, der er stiftet inden gældssaneringsagens indledning.

Efter § 199, stk. 1, 2. pkt., kan skifteretten, når særlige forhold taler derfor, dog bestemme, at kendelsen kun skal omfatte fordringer, der er stiftet inden et af skifteretten fastsat tidligere tidspunkt. Dette indebærer, at skifteretten bl.a. vil kunne bestemme, at skæringstidspunktet €" som i de øvrige sager om gældssanering i forbindelse med konkurs €" skal være det tidspunkt, hvor konkursdekretet blev afsagt.

Det foreslås i § 233, stk. 2, 1. pkt., at kendelse om gældssanering i de i § 231, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, nr. 1, angivne tilfælde omfatter fordringer, der er stiftet inden konkursdekretet blev afsagt, jf. dog konkurslovens § 30. Denne hovedregel svarer til den gældende § 233 i konkursloven og fastslår, at gældssanering, i de tilfælde hvor skyldneren er under konkursbehandling, som udgangspunkt omfatter de fordringer, der er stiftet inden konkursdekretet blev afsagt.

I særlige tilfælde, hvor der er stiftet gæld i tiden efter konkursdekretet blev afsagt, vil der dog formentlig kunne være behov for at fastsætte skæringstidspunktet til det tidspunkt, hvor skifteretten indleder gældssaneringssagen, og skifteretten kan derfor fastsætte et senere skæringstidspunkt, jf. § 233, stk. 2, 2. pkt. Den omstændighed, at der er stiftet (forbrugs)gæld kortere tid før indgivelse af en ansøgning om gældssanering, vil dog normalt tale afgørende mod gældssanering, jf. forslaget til konkurslovens § 231 a, stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 20).

Fastsættes skæringstidspunktet i en sag om gældssanering i forbindelse med konkurs i overensstemmelse med hovedreglen i stk. 2, 1. pkt., dvs. til det tidspunkt, hvor konkursdekretet blev afsagt, bortfalder krav på renter af de fordringer, der er omfattet af kendelsen om gældssanering, efter § 233, stk. 2, 3. pkt. for tiden efter konkursdekretets afsigelse.

Fastsættes skæringstidspunktet i en sag om gældssanering i forbindelse med konkurs til et andet tidspunkt end det tidspunkt, hvor konkursdekretet afsiges, finder konkurslovens § 200 (som ikke ændres) anvendelse, jf. konkurslovens § 237. Dette indebærer, at krav på renter af de fordringer, der er omfattet af kendelsen om gældssanering, bortfalder for tiden efter indledning af gældssaneringssagen.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.10.3.3.

Til § 233 a

Det foreslås, at reglerne om præklusivt proklama i gældssanering overføres til reglerne om gældssanering i forbindelse med konkurs, jf. stk. 1. Der henvises til forslagets § 1, nr. 5 (forslag til konkurslovens §§ 208-208 b), og bemærkningerne hertil.

Efter s tk. 2 foreslås det, at den genpart af bekendtgørelsen om proklama, som skifteretten i medfør af forslaget til § 208, stk. 3, sender til alle kendte fordringshavere i sager om gældssanering i forbindelse med konkurs, skal indeholde en opfordring til fordringshaverne om at komme med oplysninger om omstændigheder af betydning for sagens afgørelse. Dette kan f.eks. være nærmere oplysninger om virksomhedens drift, som en fordringshaver mener, vil have betydning for sagens afgørelse, jf. herved forslaget til konkurslovens § 231 a, stk. 2, 2. pkt. (lovforslagets § 1, nr. 20), hvorefter der i almindelighed ikke kan afsiges kendelse om gældssanering i forbindelse med konkurs, hvis skyldnerens gæld er pådraget i en virksomhed, hvor det i forbindelse med konkursbehandlingen konstateres, at ledelsen i ikke uvæsentligt omfang har undladt at lede virksomheden forsvarligt.

Disse oplysninger skal indgå i skifterettens vurdering af gældssaneringssagen, ligesom de kan danne grundlag for skifterettens overvejelser om eventuelle yderligere undersøgelser.

I de tilfælde, hvor skifteretten først ved en fordringshavers anmeldelse af et krav bliver bekendt med fordringshaverens identitet, skal skifteretten også sende en kopi af bekendtgørelsen om proklama med opfordring til fordringshaveren om at komme med oplysning om omstændigheder af betydning for sagens afgørelse.

Efter stk. 3 skal fordringshavere, der allerede har anmeldt deres krav i skyldnerens konkursbo, ikke anmelde kravet på ny i sagen om gældssanering i forbindelse med konkurs for at undgå præklusion af deres krav. Dette gælder alene, hvis kravet er anmeldt i skyldnerens konkursbo, og skyldneren indgiver begæring om gældssanering, inden konkursboet er afsluttet. Det er således en forudsætning for anvendelsen af bestemmelsen, at den konkursramte skyldners gældssaneringssag ikke behandles efter forslaget til konkurslovens § 231, stk. 4 (lovforslagets § 1, nr. 20), hvorefter skifteretten i de tilfælde, hvor konkursboet er sluttet med regnskab og udlodning, jf. §§ 151-152, eller i medfør af § 143, kan bestemme, at gældssaneringssag alene skal indledes for så vidt angår de fordringer, som er nævnt i § 233.

Når skifteretten indrykker proklama i Statstidende i anledning af en sag om gældssanering i forbindelse med konkurs, vil bekendtgørelsen i de relevante tilfælde skulle indeholde oplysning om, at den fordringshaver, der allerede har anmeldt sit krav i skyldnerens konkursbo, kan undlade fornyet anmeldelse af kravet.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.10.3.3.

Til nr. 24 (§ 236, stk. 2 og 3)

Det foreslås i stk. 2, at konkursboet i de tilfælde, hvor det er skyldnerens bo, der er under konkursbehandling, afholder omkostningerne ved behandling af en sag om gældssanering i forbindelse med konkurs i det omfang, der er midler hertil. I andre tilfælde finder forslaget til konkurslovens § 220, 1. pkt. (lovforslagets § 1, nr. 13), tilsvarende anvendelse. Dette indebærer, at konkursboet €" som efter den gældende § 236, stk. 2, i konkursloven €" alene skal bære omkostningerne ved gældssaneringssagen, når skyldneren er personligt under konkursbehandling. I andre tilfælde skal omkostninger bæres af statskassen og i særlige tilfælde af skyldneren selv, jf. bemærkningerne til forslaget til konkurslovens § 220, 2. pkt.

Stk. 3 svarer til forslaget til konkurslovens § 220, 2. pkt. (lovforslagets § 1, nr. 13), og der henvises til bemærkningerne hertil.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.10.3.3.

Til nr. 25 (§§ 236 a-b)

Til § 236 a

Det foreslås i stk. 1, at konkurslovens § 228 om genoptagelse af en kendelse om gældssanering også skal anvendes ved gældssanering i forbindelse med konkurs. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 16 og 17 (ændring af konkurslovens § 228). Dette svarer til, hvad der i dag gælder med hensyn til gældssanering i konkurs, jf. konkurslovens § 237.

I stk. 2 foreslås det, at skifteretten i henstandsperioden (afdragsperioden, som i disse sager normalt vil være 3 år) på begæring af en fordringshaver endvidere skal kunne genoptage gældssaneringssagen med henblik på at forhøje den procent, hvortil fordringerne er nedsat. Dette skal dog kun gælde, hvis skyldneren havde uafklarede forhold på det tidspunkt, hvor kendelsen om gældssanering blev afsagt, og hvis der efterfølgende er indtrådt en væsentlig forbedring i skyldnerens økonomiske forhold

Dette indebærer, at kendelsen om gældssanering vil kunne ændres, således at skyldneren skal betale mere til fordringshaverne, enten ved at den periode, hvor der skal afdrages på gælden, forlænges, og/eller ved at de månedlige afdrag forhøjes. En kendelse om gældssanering kan om nødvendigt ændres flere gange efter denne bestemmelse. Ved skifterettens ændring af kendelsen om gældssanering finder konkurslovens § 216 anvendelse, jf. konkurslovens § 237.

Gældssaneringssagen vil kunne genoptages i hele henstandsperioden, dvs. normalt 3 år fra det tidspunkt, hvor kendelsen om gældssanering er afsagt. Er skyldnerens gæld helt bortsaneret ved kendelsen om gældssanering, vil gældssaneringssagen på en fordringshaver begæring ligeledes efter den foreslåede bestemmelse kunne genoptages med henblik på at fastsætte en dividende. Genoptagelse vil i disse tilfælde kunne ske i en periode, der svarer til den normale afdragsperiode i sager om gældssanering i forbindelse med konkurs, dvs. normalt 3 år fra det tidspunkt, hvor kendelsen om gældssanering er afsagt.

I de sager, hvor skyldnerens økonomiske forhold er tilstrækkeligt afklarede på det tidspunkt, hvor kendelsen om gældssanering afsiges, vil kendelsen om gældssanering derimod ikke kunne genoptages med henblik på, at skyldneren skal betale yderligere dividende til kreditorerne.

Med henblik på at skabe klarhed over, om en gældssanering i forbindelse med konkurs kan genoptages, og at der således påhviler skyldneren en særlig oplysningsforpligtelse, jf. nedenfor, forudsættes det, at skifteretten i en kendelse om gældssanering i forbindelse med konkurs anfører, hvis skyldneren har uafklarede økonomiske forhold på kendelsestidspunktet.

Det er alene væsentlige budgetforbedringer, som udspringer af skyldnerens arbejde enten som lønmodtager eller selvstændig erhvervsdrivende, der vil kunne medføre krav om yderligere betaling til kreditorerne. Det omfatter også væsentlige budgetforbedringer for skyldneren, som skyldes en stigning i ægtefællens eller samleverens arbejdsindkomst.

Mere tilfældighedsprægede budgetforbedringer vil derimod ikke kunne føre til, at det pålægges skyldneren at betale et yderligere beløb til kreditorerne. Tilfældighedsprægede budgetforbedringer kan f.eks. være en friværdi opstået i et formueaktiv eller en gevinst forbundet med et sådan aktiv, som ikke er knyttet til skyldnerens eventuelle erhvervsvirksomhed. Der kan endvidere i afdragsperioden tilfalde skyldneren arv, lotterigevinster eller lignende, som skyldneren ikke på gældssaneringstidspunktet havde nogen nær udsigt til at modtage.

Budgetforbedringer, som medfører, at skyldnerens betalingsevne øges med mindst 1.000 kr. om måneden, må anses for en sådan væsentlig budgetforbedring, der kan føre til, at gældssaneringssagen genoptages, mens en budgetforbedring på mindre end 1.000 kr. om måneden vil ikke kunne føre til en yderligere betaling til kreditorerne.

Med hensyn til den selvstændige erhvervsdrivende, der i afdragsperioden i stedet for lønudbetaling foretager en »opsparing« i sin, ægtefællens eller samleverens (nye) virksomhed, således at en egentlig indtægtsfremgang ikke giver sig udtryk i en højere løn til skyldneren, men derimod i en konsolidering af erhvervsvirksomheden, vil der være adgang til at ændre og eventuelt ophæve gældssaneringskendelsen, hvis en nærmere gennemgang af den nye virksomheds regnskaber mv. efter gældssaneringskendelsen viser, at skyldnerens lønudbetalinger står i misforhold til virksomhedens overskud. Dette vil gælde både i tilfælde, hvor virksomheden ejes af skyldneren, og hvor det er skyldnerens ægtefælle eller samlever, som ejer virksomheden.

Skyldnerens indtægt må i sådanne tilfælde fastsættes ud fra, hvad den pågældendes arbejdsfunktion i almindelighed aflønnes med i den pågældende branche. I disse €" formentlig ganske få €" tilfælde kan der derfor efter omstændighederne blive tale om at »udlodde« en større del af virksomhedens overskud til kreditorerne eller alternativt at ophæve kendelsen om gældssanering.

Efter stk. 3, 1. pkt., foreslås det, at skyldneren i de tilfælde, hvor skyldneren havde uafklarede økonomiske forhold på det tidspunkt. hvor kendelsen om gældssanering blev afsagt, inden rimelig tid skal underrette fordringshaverne og skifteretten, såfremt der indtræder en væsentlig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold. Der pålægges således skyldneren en oplysningspligt.

Det tidspunkt, hvor skyldneren skal give fordringshaverne og skifteretten besked om en økonomisk forbedring, bør ikke fastsættes med en absolut frist. Oplysningen skal dog gives snarest efter det tidspunkt, hvor forbedringen af skyldnerens økonomiske forhold ligger fast, f.eks. i umiddelbar forlængelse af, at skyldneren har fået arbejde. Tidspunktet kan således ligge forud for det tidspunkt, hvor den pågældende får de økonomiske midler i hænde.

Med hensyn til, hvornår der er tale om en væsentlig forbedring af skyldnerens økonomiske forhold, henvises til bemærkningerne til stk. 1 ovenfor.

I stk. 3, 2. pkt., foreslås det, at skyldneren efter skifterettens nærmere bestemmelse skal fremsende dokumentation for sine økonomiske forhold til skifteretten. Opfylder skyldneren ikke disse pligter, vil kendelsen om gældssanering kunne ophæves, jf. forslaget til konkurslovens § 236 b, stk. 2.

Det forudsættes, at skifteretten normalt vil pålægge skyldneren at sende årsopgørelser, lønsedler mv. til skifteretten og kreditorerne i den periode, hvor den pågældende skal afdrage på den resterende del af gælden (afdragsperioden). I de tilfælde, hvor skyldnerens gæld bortsaneres, dvs. at den procent, hvortil fordringerne nedsættes, fastsættes til 0, vil pligten bestå i en periode, der svarer til den normale afdragsperiode i sager om gældssanering i forbindelse med konkurs, dvs. typisk 3 år fra det tidspunkt, hvor kendelsen om gældssanering er afsagt.

Har skyldneren stiftet et nyt selskab, vil det endvidere kunne være relevant for skifteretten og kreditorerne at modtage virksomhedens regnskab til gennemsyn. Økonomiske forhold vil også kunne omfatte regnskaber fra en virksomhed, som indirekte er ejet af skyldneren, og hvor den pågældende arbejder. I denne situation bør skyldneren anmodes om at fremkomme med oplysninger for at forhindre den situation, at skyldneren i afdragsperioden arbejder i en virksomhed, der er ejet af skyldneren selv eller skyldnerens ægtefælle eller samlever, og for at unddrage fordringshaverne en budgetforbedring ikke modtager den løn, som den pågældendes arbejdsindsats i en virksomhed i samme branche, sædvanligvis ville have udmøntet sig i.

Det er kreditorerne, der må påse, om skyldneren opfylder sin pligt til at oplyse om væsentlige budgetforbedringer, og skifteretten har således ikke pligt til af egen drift at gennemgå det fremsendte materiale.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.10.3.3.

Til § 236 b

Det foreslås i stk. 1, at konkurslovens § 229 (som ikke ændres) om ophævelse af en kendelse om gældssanering uden for konkurs også skal anvendes ved gældssanering i forbindelse med konkurs. Dette svarer til, hvad der i dag gælder med hensyn til gældssanering i konkurs, jf. konkurslovens § 237.

Efter stk. 2 foreslås det, at der endvidere skal være mulighed for at ophæve en kendelse om gældssanering, hvis skyldneren tilsidesætter sin oplysningspligt efter forslaget til konkurslovens § 236 a, stk. 2. Har skyldneren således tilsidesat sin pligt til at oplyse om en væsentlig budgetforbedring eller til at fremsende nærmere dokumentation om sine økonomiske forhold til skifteretten og fordringshaverne, kan skifteretten på begæring af en fordringshaver ophæve kendelsen om gældssanering.

I de tilfælde, hvor en kendelse om gældssanering ophæves i medfør af stk. 2, vil fordringer, hvis dækning er bortfaldet, på ny kunne gøres gældende mod skyldneren, jf. stk. 2, 2. pkt. (henvisningen til konkurslovens § 208 b, stk. 4, nr. 1).

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.10.3.3.

Til nr. 26 (§ 237)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af den foreslåede nye overskrift til konkurslovens kapitel 29, jf. lovforslagets § 1, nr. 19.

Til nr. 27 (§ 249)

Der er tale om en konsekvensændring som følge af den foreslåede ændring af konkurslovens § 232, jf. lovforslagets § 1, nr. 22.

Til § 2

Det foreslås, at en skyldner eller et selskab, der opnår en tvangsakkord efter at have været undergivet konkursbehandling, fortsat skal være undergivet reglerne i konkursskatteloven. Dette betyder bl.a., at pligten til at selvangive indkomsten for indkomstårene under konkursen bortfalder.

Den skyldner, der opnår en tvangsakkord efter at have været undergivet konkursbehandling, kan dog fortsat vælge at få sine skatteforhold afgjort efter de almindelige regler om beskatning. I dette tilfælde vil der skulle rekonstrueres regnskaber med henblik på beregning af normal indkomstbeskatning for de enkelte indkomstår under konkursen.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.12.2.

Til § 3

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. oktober 2005, og har virkning for gældssaneringer og genoptagelse af gældssaneringssager, hvor begæring om gældssanering eller om genoptagelse af en gældssaneringssag er indgivet til skifteretten efter lovens ikrafttræden, og tvangsakkorder, hvor fristdagen er efter lovens ikrafttræden, jf. stk. 1.

Det foreslås endvidere, at ændringen af konkursskatteloven, jf. lovforslagets § 2, skal gælde for konkursboer, der i medfør af konkurslovens § 144 afsluttes efter lovens ikrafttræden, jf. stk. 2.

Til § 4

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.