Fremsat 24-02-2005
1. behandlet / henvist til udvalg 16-03-2005
Betænkning afgivet 07-06-2005
2. behandlet/direkte til 3. behandling 10-06-2005
3. behandlet, vedtaget 16-06-2005
Ministerområde:
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Loven gennemfører en række tilpasninger af den hidtil gældende lovgivning til den nye regionale struktur og samler de centrale bestemmelser vedrørende patienters adgang til at klage og få erstatning i forbindelse med behandling, undersøgelse m.v. inden for sundhedsvæsenet i én lov. Loven indfører endvidere en takstfinansiering af Sundhedsvæsenets Patientklagenævn.
Baggrund:
Lovforslaget var en del af den samlede lovgivningsmæssige gennemførelse af kommunalreformen og dermed en udmøntning af aftalen af juni 2004 mellem regeringen og Dansk Folkeparti om en strukturreform og aftalen om en udmøntningsplan fra september 2004.
Formålet med lovforslaget var at tilpasse den eksisterende lovgivning til den nye regionale struktur og skabe et samlet overblik for patienterne over deres adgang til at klage og modtage erstatning i forbindelse med behandling i sundhedsvæsenet.
Med hensyn til den del af lovforslaget, som vedrørte takstfinansieringen af Patientklagenævnet, fremgik det af bemærkningerne, at formålet med at lade finansieringen af klager overgå til de driftsansvarlige myndigheder i sundhedsvæsenet bl.a. var at give disse mulighed for og incitament til lokalt at iværksætte foranstaltninger til begrænsning af anledningen til, at borgerne indsendte klager til Patientklagenævnet.
For så vidt angår øvrige lovforslag inden for sundhedsområdet om gennemførelsen af kommunalreformen henvises til omtalen under L 73 og L 74.
Lovforslaget vedtaget med 96 stemmer (V, S, DF, KF og RV) mod 9 (SF og EL).