Den næste sag på dagsordenen var:
3) Første behandling af lovforslag nr. L 75:
Forslag til lov om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet. Af indenrigs- og sundhedsministeren (Lars Løkke Rasmussen). (Fremsat 24/2 2005).

Lovforslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Det er naturligt som en konsekvens af kommunalreformen at rette fokus på patienternes adgang til og mulighed for at klage over behandling og undersøgelse i sundhedsvæsenet. Det er lige så naturligt at holde fokus rettet på mulighederne for at kunne kompensere i de tilfælde, hvor det en gang imellem kan gå galt.

     Med bestemmelserne i L 75 tilpasser vi eksisterende lovgivning til den nye regionale struktur. Der skabes for patienterne overblik over den adgang, de har til at få erstatning; patienternes retsstilling styrkes, ved at der indføres en mere enkel og enstrenget adgang til at klage over de afgørelser, som kommunalbestyrelserne og regionsrådene træffer; og der indføres tillige en takstfinansiering af Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, som bliver det nye nævn.
     De væsentligste ændringer i forslaget set i forhold til nugældende lovgivning er, at visse administrative afgørelser, truffet af kommunalbestyrelsen og regionsrådene i henhold til sundhedsloven, fremover skal påklages til Sundhedsvæsenets Patientklagenævn i stedet for som i dag til Det Sociale Nævn og Ankestyrelsen.
     Ud over konsekvenstilretningerne som følge af amternes nedlæggelse og overførsel af opgaverne til regionerne er klage og -erstatningslovforslaget en sammenskrivning og ajourføring af det hidtil gældende regelsæt.
     Venstre ser med tilfredshed, at der skabes overblik over klageadgangene, og vi ser det også som en naturlighed, at de driftsansvarlige myndigheder får mulighed for og et incitament til lokalt at iværksætte foranstaltninger, der kan begrænse anledningen til at klage over de behandlinger, der er i sundhedsvæsenet. Lige så vel som på andre områder er det også i det her tilfælde godt at forebygge frem for at helbrede. Vi ser indførelsen af takstfinansieringen af Patientklagenævnet som en naturlig vej at gå på det her område, og vi har konstateret, at det er forhandlet på plads med både KL og Amtsrådsforeningen. Med udgangspunkt i det tilslutter vi os lovforslaget.

Næste ordfører er fru Lise von Seelen.

Lovforslagets intention er jo at opnå, at patienten eller borgeren kan få et bedre overblik i forbindelse med at klage eller rejse erstatningskrav i sundhedsvæsenet, og hvis vi hermed opnår, at der bliver et bedre overblik, vil vi naturligvis støtte det.
     Det må være en klar forbedring, at et enstrenget klagesystem kan bibringe en større tryghed hos borgeren, altså det, at et begrænset antal myndigheder skal være med til at behandle klagen, vil blive opfattet og må fremstå som en fordel.
     I bedste fald vil vi også opnå, at det kan forkorte ventetiden for borgere, som skal modtage et resultat af en klage eller et ønske om erstatning. Det vil være en gevinst for borgeren. Vi ved en hel masse om, at ventetider er en stor belastning, når man har en sag, man gerne vil klage over, der handler om egen sundhed, og vi ved, at ventetiden alene kan påføre borgeren mange gener. Derfor vil et system, der mindsker ventetiden på resultater, i sig selv være en fordel. Man må, når man laver et samlet system, have mulighed for at tilrettelægge det, så disse gevinster opnås. Men så rummer lovforslaget en takstregulering, som skal være den del af lovforslaget, hvor formuleringen siger, at man på den måde vil opnå færre klager. Regeringens antagelse er, at takstbetalingen vil være incitamentet til, at man lokalt vil iværksætte foranstaltninger, der mindsker antallet af klager. Den antagelse kan vi ikke rigtig se fornuften i. Vi finder ikke, at den logik er relevant, altså at det er det, der vil nedbringe antallet af klager og antallet af krav om erstatninger i forhold til sundhedsvæsenet. Efter vores opfattelse må det, der ville kunne nedbringe antallet af klager, være, at man har en bedre kvalitet i sundhedsvæsenet, altså at der simpelt hen opstår færre fejl i sundhedsvæsenet. Så er det helt sikkert, at vi ville få nedbragt antallet af klager. Den vej omkring synes vi er en meget bedre tænkning om det.
     I oplægget her er det sådan, at takstsystemet endnu en gang vil afstedkomme, at myndigheder skal sende regninger imellem hinanden, og det synes vi også er uheldigt. Vi har jo hørt udtalelserne om, at disse regninger sendes elektronisk, så de ikke er nogen stor byrde, men det vil være opbygningen af en ny administration, og det vil være en knopskydning med et bureaukrati til følge, og det vil, uanset hvordan vi vender og drejer det, koste penge.

     De penge så vi hellere blive brugt til et kvalitetsløft
i sundhedsvæsenet, altså til nogle egentlige sundhedsydelser for borgerne. Vi synes ikke, det andet er klogt. Vi vil i Socialdemokratiet gerne medvirke til at kigge nærmere på lovforslaget i udvalget ud fra den grundlæggende tanke, at det ser rigtig fornuftigt ud at få en mere sammenhængende klage- og erstatningsadgang. Med baggrund i, at vi ikke tror på modellen med takstfinansiering - altså på, at det vil bringe nogen kvalitet i sundhedsydelserne og nedbringe antallet af klager og erstatningssager - kan vi ikke støtte modellen om takstfinansiering og den opbygning af yderligere administration og en knopskydning i forhold til den administration, vi i dag kender i sundhedsvæsenet.

Så går vi over til næste ordfører, fru Karin Nødgaard.

I forbindelse med fremsættelsen af lovforslag nr. L 75 som en del af gennemførelsen af kommunalreformen, som Dansk Folkeparti har været med i aftaleforliget om, skal jeg hermed fremføre tilfredshed med hovedideerne i lovforslaget. Lovforslaget går som sagt ud på at tilpasse den eksisterende lovgivning til den nye regionale struktur og at skabe et overblik for patienterne, så disse får et bedre overblik over deres adgang til at indgive klager og modtage erstatning i forbindelse med behandling i sundhedsvæsenet. Som udgangspunkt vil det selvfølgelig være bedst, at der ikke er grund til at klage over behandlingen i det danske sundhedsvæsen, men realistisk set ved vi også godt, at der, når mennesker er indblandet, er en risiko for, at noget kan gå galt. Alle parter er selvfølgelig som oftest kede af det, når noget sådant faktisk sker, og så er det vigtigt, at staten kan gå ind med nogle muligheder for, at patienterne kan indgive en klage. En anerkendt klage er jo ikke ensbetydende med, at det gode helbred kommer tilbage, men en kompensation kan opfattes som et plaster på såret. Dansk Folkeparti ser med tilfredshed på, at lovforslaget lægger op til, at patienters adgang til at klage og få erstatning i forbindelse med behandling og undersøgelse inden for sundhedsvæsenet samles i én lov. Det vil på mange måder lette det for den enkelte patient og gøre det mere realistisk og overskueligt for patienten at gennemføre en klagesag. Et menneske, som er udsat for sygdom, er i forvejen sårbart, og derfor ser Dansk Folkeparti det som sin pligt at bakke op om ethvert tiltag, som gør hverdagen lettere for denne gruppe af borgere. De fleste mennesker, der som sidste udvej vælger at gennemføre en klagesag, har store bevæggrunde derfor. Det er opslidende og ofte psykisk krævende forløb, man skal igennem. Derfor vil der med indførelsen af en enstrenget klageordning på sundhedsområdet, hvor der foretages en begrænsning i antallet af myndigheder, der behandler forhold inden for sundhedsområdet, ske en styrkelse af patienternes retsstilling. Det er en del af lovforslaget, at der skal indføres takstfinansiering i Sundhedsvæsenets Patientklagenævn, hvilket skal få myndighederne til lokalt at iværksætte foranstaltninger, som vil kunne begrænse antallet af borgerklager til Patientklagenævnet. Dansk Folkeparti bakker op om takstfinansieringen, da denne opfattes som en regulerende faktor for rimeligheden i at henholdsvis indgive og acceptere klager. Det skal i denne forbindelse noteres positivt, at ministeren nedsætter et kontaktudvalg med repræsentanter for parterne, så takstfinansieringsordningen følges og der åbnes muligheder for at justere sagstaksterne. Jeg har i lovforslaget og bemærkningerne set, at der skønnes at være begrænsede administrative og økonomiske meromkostninger ved gennemførelsen af lovforslaget. Ekstraudgifter er generelt ikke Dansk Folkepartis livret, men da disse anses for at være begrænsede, og da det vil bedre forholdene for patienterne med en lettere og enstrenget klageadgang, ønsker Dansk Folkeparti at bakke op om lovforslaget.

Den fg. formand
Næste ordfører er fru Helle Sjelle.

I Det Konservative Folkeparti er vi generelt tilhængere af regelforenklinger. Det synes vi næsten ikke kan ske ofte nok, og derfor mener vi også, at lovforslaget er en forbedring i forhold til de gældende regler på området, og at det således er et godt bidrag til gennemførelsen af kommunalreformen.

     Regelforenklingen inden for bl.a. sundhedsområdet er efter vores opfattelse ønskelig for os alle, både den enkelte borger, der får styrket sin retsstilling og får et større overblik over adgangen til at klage, og de mange ansatte, der administrerer området.
     Således vil en mere enstrenget klageordning være til gavn for alle efter vores opfattelse, og derfor støtter vi forslaget.

Ja tak.
     Og næste ordfører er fru Charlotte Fischer.

Som det er så sagt så mange gange efterhånden, er formålet med det her lovforslag en forenkling af det nuværende klagesystem. Det er en mere enstrenget ordning, hvor man samler bestemmelser om adgang til klage og erstatning i én lov, og alt sammen kan vi helt overordnet støtte.
     Vi synes, at der er et par elementer, som man måske skulle runde lige en ekstra gang. Et element er, at patienter fortsat ikke med det her lovforslag får ret til at klage over et samlet udrednings- og behandlingsforløb, som de har oplevet som urimeligt.
     Ministeriet henviser i et svar til, at der i dag er arbejdet med den danske kvalitetsmodel, og at der er indberetningssystemet i forbindelse med utilsigtede hændelser, som ligesom skulle fange det her.
     Jeg synes egentlig, at spørgsmålet i de her tider, hvor der er rigtig meget fokus på de sammenhængende patientforløb, er, om det er rimeligt, og hvor langt det egentlig er rimeligt at blive ved med at sige, at patienter faktisk ikke kan klage over et samlet behandlingsforløb, som de ikke mener er gået rigtigt for sig.
     Sådan som det ligger nu, afskærer vi fortsat patienterne fra at klage over de her patientforløb, også selv om der er sket grove misforståelser og fejl. Jeg kunne godt tænke mig, at det var noget, vi gik længere ind i også i den videre bearbejdning, og jeg kunne egentlig også godt tænke mig at høre, hvad ministeren mener om den sag.
     Så er der en anden ting, som man måske også kunne bruge lidt mere tid på. Det er det med klagefristerne. For der kommer der jo til at gælde det, at der for de egentlige sundhedsfaglige klager bliver en frist på 2 år, mens fristen bare er på 4 uger for de mere administrative klager. Vel vidende at det blot er en videreførelse af de gældende regler, synes jeg alligevel, at man kan spørge sig selv, om det kan være rigtigt med så stor en forskel på de her to frister. Det Etiske Råd bl.a. peger på, at 4 uger måske er lige lovlig kort tid, og at der kan være et retssikkerhedsmæssigt problem.
     Men det er alt sammen ikke noget, der skal skille os ad og fjerne os fra, at vi overordnet er positive over for lovforslaget.

Ja tak.
     Og så er det fru Line Barfod som ordfører.

Regelforenkling lyder altid godt, men som det også er kommet frem i nogle af de tidligere ordføreres indlæg, dækker den overskrift her også over andre ting.
     Og vi er, ligesom vi også var, da vi førstebehandlede forslaget før valget, imod det her forslag, fordi vi mener, at det vil forringe patienternes mulighed for at få en ordentlig behandling i klagesager, og vi er bange for, at det også forringer arbejdsmiljøet for de ansatte, der skal behandle klagerne.
     I Enhedslisten så vi - som også andre - helst, at patienterne slet ikke skulle have nogen grund til at klage, fordi vi gerne ser, at der sker mange forbedringer på sygehusene, i hjemmeplejen og alle andre steder, hvor personalet i dag løber alt for stærkt og borgerne har god brug for hjælp, og hvor det så tit desværre fører til, at der er grund til at klage. Men desværre har man ikke gennemført sådanne forbedringer.
     I stedet har regeringen sammen med Dansk Folkeparti ført en populistisk sundhedspolitik, der har medført den ene sag efter den anden. For eksempel er der de patienter på intensivafdelinger landet over, der er blevet udsat for lang transport til andre sygehuse, alene fordi der var pladsmangel. Transporten er altså farlig for så syge patienter, og desværre, kan man sige, kan det være en følge, når alting har været fokuseret på ventelisterne, og når skattestoppet har været mere helligt end noget andet. Samtidig ser vi, at de planlagte operationer mere og mere bliver varetaget af de private udbydere, og at de offentlige hospitaler efterhånden bliver udsultet for personale og økonomi. Ministeren har lovet at se på sagen om intensivpatienter, der transporteres fra sygehus til sygehus, men hvorfor skal det gå så galt, før regeringen går ind og fokuserer på, hvordan forholdene egentlig er for en række af disse patienter?
     I stedet for, at regeringen så vælger at stille nogle forslag, som handler om, hvordan vi forbedrer vilkårene og på den måde forsøger at nedbringe klagerne, forsøger regeringen med det her forslag at nedbringe antallet af klager ved at fokusere på, hvem der skal betale for sagsbehandlingen af klagerne.

     Regeringen har opfundet et nyt begreb, som den vel håber bliver et nyt hurraord, noget, som den kalder for klageforebyggende initiativer, og det ville være rigtig dejligt, hvis vi kunne få nogle helt konkrete eksempler på, hvad det er for nogle klageforebyggende initiativer, regeringen forestiller sig.
     I Enhedslisten ønsker vi at bevare patienternes ret til at klage og retten til at få en god og gedigen sagsbehandling, og vi er bange for, at det, når der sættes en fast standardtakst på en hvilken som helst klagesag, vil medføre en forringelse af kvaliteten af sagsbehandlingen. For man vil ikke kunne fastsætte en standardtakst, der kan tilgodese sager, der kan ekspederes på 6 uger, samtidig med at den også tilgodeser de sager, det kan tage flere måneder at ekspedere. Med vores kendskab til regeringens politik risikerer vi, at de ansatte skal løbe stærkere og nå mere på kortere tid. Argumentationen har været, at de tunge sager, som er de dyre sager, skal opvejes af de lette sager, men vi tror belært af erfaringen fra andre klagenævn og erstatningsnævn osv., at realiteten bliver, at kvaliteten af sagsbehandlingen bliver forringet, fordi det skal gå alt for stærkt. Og så kan det selvfølgelig godt være, at regeringen når målet om at nedbringe antallet af klager. Så vil det ikke være, fordi der ikke længere er grund til at klage, fordi kvaliteten af ydelserne er blevet bedre, men fordi folk helt opgiver at klage. Derfor kan vi ikke støtte forslaget, og jeg skal også hilse fra SF og sige, at de også er imod, at man sætter takster og indfører takstbetaling på klager.

Jeg har lige siddet og udtænkt et forslag til et klageforebyggende initiativ, vil jeg gerne sig til fru Line Barfod, et klageforebyggende initiativ, og det skal være sådan, at jeg klager kun over debatten her i de situationer, hvor Enhedslisten ikke siger noget forudsigeligt. Det ville være et stærkt klageforebyggende initiativ.
     For det er da helt fantastisk: Vi har en debat om forskellige lovforslag. Vi har lige haft et stort lovforslag, som har præcis det hovedsigte at få vores sundhedsvæsen til at fungere bedre, at sætte fokus på kvalitet, behandling til tiden, bedre sammenhæng, alt det der, og så har vi i konsekvens af det et lovforslag, som handler om, hvordan der samles op på det klagemæssigt, hvis tingene alligevel går galt. For det er jo rigtigt, som det blev sagt af bl.a. fru Karin Nødgaard, at når mennesker er involveret, så går ting galt en gang imellem. Og så bliver vi skoset for, at vi stiller sådan et forslag. Vi skulle slet ikke komme med sådan et forslag om klagebehandling, vi skulle alene fokusere på at undgå, at der var noget at klage over. Jo, jo, men det er jo så, fordi der er en sammenhæng mellem det ene lovforslag og det næste.
     Så jeg tror nu, at jeg vil primært opholde mig ved de mange positive indlæg, der har været under debatten her, og som gør vejen fremkommelig.
     Jeg tror, at borgerne vil opleve det som et skridt i den rigtige retning, at bestemmelserne om klage- og erstatningsadgang nu samles i én lov, samtidig med at vi både forbedrer og forenkler klageadgangen, således at der sker en reduktion af klageinstanser inden for sundhedsområdet. Det er et fremskridt, og det fornemmer jeg egentligt også at der er bred opbakning til.
     Så har der været rejst nogle spørgsmål, som jeg selvfølgelig stiller mig til rådighed for at besvare, og som ministeriet gerne vil medvirke til besvarelsen af i forbindelse med udvalgsbehandlingen.
     Så er der endelig spørgsmålet om finansiering af klagenævnet, takstfinansieringen, som er et spørgsmål, vi også diskuterede i sidste samling før valget, for da var det rejst som et selvstændigt lovforslag, og sagen står jo, kan jeg så høre, nogenlunde, hvor den stod sidst.
     Jeg må sige helt ærligt, at jeg er lidt overrasket over, at Socialdemokratiet ikke kan bakke op om den del af lovforslaget. Jeg håber sådan set, at vi ved fælles anstrengelser og i en god dialog kan få rokket ved det, inden vi når frem til målstregen.
     Det, der er ambitionen her, er overhovedet ikke at reducere den enkelte patients klagemulighed - den skal vi stå vagt om - men det, der er tanken, er at skabe en øjenåbner, kunne det kaldes, for sygehusvæsenet i den situation, hvor man kan se, at klagesagerne tager til i betydeligt omfang. For det er jo et signal om, at et eller andet ikke er, som det skal være, hvis patienterne klager i noget videre omfang. Så det er sådan set en øjenåbnerfunktion, vi ønsker at bygge ind, og som ikke i noget større omfang rokker ved økonomien hos sygehusejerne.

     Jeg tror tværtimod, at det kunne være et element, der understøttede det gode arbejde, der allerede i dag gøres blandt sygehusejerne for at fremme bevidstheden om kvalitetsudvikling og bevidstheden om den lærende organisation, hvor det ikke er en fejl at begå en fejl, men en fejl ikke at tage ved lære af den, hvis vi oven i alle de initiativer, der er i gang, yderligere introducerer den her øjenåbnerfunktion. Men lad os nu få talt videre om det under det udvalgsarbejde, der forestår.
     Så jeg vil her afslutningsvis, fordi man jo ikke pludselig skal komme med overraskelser senere hen, hvis man på forhånd kan se, at de muligvis kommer, gerne sige, at regeringen før jul sendte et isoleret lovforslag i høring om offentliggørelse af Patientklagenævnets afgørelser. Der er høringsfristen udløbet, og jeg sidder for tiden og studerer de høringssvar, der er kommet ind. Jeg vil bare helt stilfærdigt annoncere, at det meget vel kan ende med, at regeringen vil håndtere den sag, vi der selv rejste, i form af et særligt lovforslag ved i forbindelse med behandlingen af lovforslaget her at stille ændringsforslag, der håndterer hele spørgsmålet om, hvorvidt og i hvilket omfang og på hvilke præmisser der skal ske offentliggørelse af Patientklagenævnets afgørelser. Det vil være relevant, at det spørgsmål netop adresseres i forbindelse med lovforslaget her.
     Når det ikke allerede er med i lovforslaget, sådan som det er fremsat, skyldes det simpelt hen - ærlighed lønner sig, håber jeg - at forslaget, som det ligger her, er det, der er nødvendiggjort af kommunalreformen. Den anden overvejelse over en udvidet offentlig adgang til Patientklagenævnets afgørelser har, kan man sige, levet sit eget liv indtil nu, men jeg vil altså bare annoncere, at der kunne blive tale om et samliv i den videre proces.

Jeg vil gerne spørge ministeren, om jeg har forstået det rigtigt på den måde, at når der bliver sagt, at man ønsker at betragte fejlene som en del, som man også kan blive klogere af, så ville man i princippet godt kunne gennemføre det gode
i forslaget, netop at få en enstrenget måde at kunne klage på, uden at takstfinansieringen nødvendigvis hørte med.

Det er klart, at det sådan set er to selvstændige overvejelser. Den ene handler om at bygge klagesystemet op, og den anden handler om, hvordan det klagesystem så skal finansieres. Det er selvfølgelig to selvstændige problemstillinger.
     Nu tror vi så, at der er den fornuftige sammenhæng, at når det hele i øvrigt gerne skulle fremme et sundhedsvæsen, hvor der bliver mindre at klage over, altså bedre kvalitet, sådan som fru Lise von Seelen også selv var inde på det, er det fornuftigt, at det er sygehusejerne, der kommer til at bære omkostningerne ved klagesystemet, fordi det oven i alle de andre incitamenter, der i øvrigt findes, alle de andre tilskyndelser, der i øvrigt findes, vil være en yderligere tilskyndelse til at sørge for, at folk får mindst muligt at klage over.
     Det er jo den ambition, alle har udtrykt her: at vi gerne skulle lave et sundhedsvæsen, der er så velfungerende, at man har meget vanskeligt ved at finde noget at klage over, selv om vi så alle sammen godt ved, at en så paradisisk tilstand får vi aldrig frembragt.

Når ministeren nævner, at det vil være fornuftigt, at det er sygehuset, som finansierer den klage, fordi det er der, der eventuelt er sket et eller andet, som der kan klages over, kunne jeg drage den slutning, at sygehuset også er finansieret af offentlige midler, og så er det jo også os.
     Er det et synspunkt, som ministeren kan være enig i?

Jeg er enig i, at sygehuset også er os, og det gælder i øvrigt alt, hvad vi har diskuteret i dag, men det er ikke det samme som, at det ikke kan være fornuftigt, at man diskuterer, hvordan der fra forskellige udkigsposter inden for den offentlige sektor bliver skabt en større interesse for at få kigget på hinanden.
     For man kunne også sige med hensyn til den debat, vi før havde om kommunalt betalingsansvar på sundhedsområdet, at det også er os, hvad enten det nu er region eller kommune, men der fornemmede jeg også en socialdemokratisk interesse for, at det der alligevel kunne have sin formodning for sig, at det var en god idé, at den ene offentlige myndighed, nemlig kommunen, under visse omstændigheder havde en betalingsforpligtigelse over for en anden offentlig myndighed, nemlig regionen.

Det er også det, der ligger bag ved det, der i hvert fald ikke er indført under den regering, nemlig at kommunerne betaler for ventedagsbetaling for færdigbehandlede patienter. Der kunne man jo også sige at det er jo også os.

     Det hele er os, men det handler jo om at få os til at spille sammen på en sådan måde, at der, når vi handler hver især - alle os - kommer noget fornuftigt ud af det.

Jeg kunne såmænd bare godt tænke mig at høre ministerens holdning til spørgsmålet om, hvorvidt det burde overvejes at give patienter klageadgang til det samlede patientforløb. Lovforslaget her fastholder jo, at det ikke er muligt i dag. Så er der en række andre initiativer, hvor man fra det offentliges side prøver at forbedre patientforløbene. Det er alt sammen meget fint, men der er faktisk mange patienter, der oplever, at det lige præcis i det samlede forløb går galt, at der sker fejl, og det kan være krænkende, at de faktisk ikke har en mulighed for at klage over den slags. Så jeg ville egentlig høre en kommentar til det.

Det synes jeg på mange måder er en interessant tanke. Man kan sige, at hvis ikke det var, fordi elefanter skulle skæres i skiver, når man fortærer dem, men kunne tages i én bid, så kunne jeg da godt føle mig fristet. Jeg hørte godt, hvad fru Charlotte Fischer sagde om emnet i ordførertalen.
     Men omvendt - jævnfør også den debat, vi havde før om realismen og de skridt, man kan tage - må jeg sige, at det, vi gør her, er, at vi uden at lave, kan man sige, indholdsmæssige ændringer, dvs. i sin materie markant forbedrede klagemuligheder, retter det her system til og gør det enstrenget i kølvandet på kommunalreformen. Det er det, vi gør her.
     En debat om, hvorvidt klageadgangen så i øvrigt skal udvides, tror jeg passende man kunne tage på et andet tidspunkt, men jeg kan langt hen ad vejen godt dele de synspunkter, som fru Charlotte Fischer gjorde rede for i sin ordførertale. Jeg er bare lidt usikker på, om det er rette tid.

Hermed sluttede forhandlingen, og lovforslaget overgik derefter til anden behandling.

Afstemning

Den fg. formand (Lissa Mathiasen):
Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Sundhedsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.
     Inden vi går over til den næste sag på dagsordenen, kan jeg meddele, at vi ikke agter at holde spisepause her til aften, men at vi kører videre.