Som indledning er det mig magtpåliggende til lovforslag nr. L
37 at nævne et par vigtige detaljer. Dansk Folkeparti mener, at det er vigtigt at markere, at selve lovforslaget fremsættes, fordi der er en gruppe unge under 18 år, som tilsyneladende er kommet ud og meget langt ud i et misbrug, sådan at behandling er nødvendig. Hvordan kan det så være, at vi i et så udviklet samfund som vores ikke kan få øje på unge, som er kommet på afveje med hensyn til et misbrug, når kontakten med det offentlige nærmest er uundgåelig. Her tænker jeg på, at de unge jo oftest er i skole, i et uddannelsessystem, i aktivering,
i beskæftigelsestilbud eller på anden vis har med det offentlige at gøre. Dermed er der nogle voksne ansvarlige, som burde have let adgang til at søge den hjælp, som i dag er til stede i alle kommuner. Med andre ord drejer det her sig, inden vi skal i gang med dette lovforslag, i lige så høj grad om, at der er muligheder for de ansatte i systemet for at kunne rette henvendelse det rette sted og få den rette hjælp med det samme. Hvis det viser sig, at problemet netop er, at der ikke følges op på de unge, som forlader folkeskolen i utide, er det jo et helt andet sted, vi skal sætte ind. En anden detalje vedrørende dette lovforslag er, at man
i udvalget giver socialministeren eneret til at fastsætte regler lige netop for de unge under 18 år. Ikke, at jeg ikke har tillid til socialministeren, ej heller tror jeg, der ligger en skjult dagsorden bag, men hvorfor skal vi bemyndige ministeren til at fastsætte regler, når vi alle formentlig kunne blive enige om disse og få dem beskrevet og vedtaget? Når disse bemærkninger er sagt, er det lige så vigtigt for Dansk Folkeparti at sige, at det naturligvis er glædeligt, at unge under 18 år, som er kommet ud i et stort og afhængighedsskabende misbrug, nu også får muligheden for at komme til at få den rigtige hjælp inden for 14 dage, således at der er chance for, at den berørte og dennes familie kan komme på rette spor igen. Det er vigtigt at sikre, at behandlingen foregår i et tæt samarbejde med kommunen, som i dag står for alt andet, som har med den unge at gøre, og at familien bliver en vigtig brik, som også tages med i denne fase. Dansk Folkeparti kan sagtens følge KL's bemærkninger om, at det efter strukturreformen vil være kommunerne, som helt alene står for det samlede forløb vedrørende varetagelsen af den unge og denne familie, og at det derfor bør indgå i dette lovforslag, at det efter lovens ikrafttræden den 1. oktober i år udelukkende er kommunerne, som bør stå for visitering, behandling samt for- og efterbehandling. Som ny er det også spændende at se, hvor mange forskellige foreninger der eksisterer, som har haft bemærkninger til det udsendte lovforslag. Således er der både bemærkninger fra Socialpædagogernes Landsforbund og fra Landsforeningen for Socialpædagoger. Gad vide, hvad forskellen er, men SL nævner også noget vigtigt, nemlig at det ikke klart fremgår, hvem der kan henvende sig vedrørende behandlingen - om det er den unge alene, forældrene, kommunen eller alle tre grupper. Her håber Dansk Folkeparti naturligvis, at det skal være muligt for alle parter at henvende sig, således at man ikke forhindrer en person, som af den ene eller den anden grund ikke er registreret i det offentlige, i at komme i en behandling. LFS har også en vigtig pointe, nemlig at denne gruppe ikke bare sættes ind i et eksisterende tilbud til voksne, men at der tages dette specielle hensyn til netop denne gruppe. Så selv om udvalget bemyndiger socialministeren til alene at lave disse regler for denne gruppe, og selv om det ikke er afgjort, om der ved forhandlingerne om satspuljen for år 2006 og frem afsættes midler, vil Dansk Folkeparti stemme for dette forslag, som trods alt vil sikre denne gruppe en større chance for en hverdag uden misbrug.